To be human or angel #Sam#

Sted# High school Di Morga
Tid# 15.15
Vejr# Solen skinner, men det blæser lidt.
Omgivelser# Mennesker, lærer og hvad er nu ellers er på en skole.

Skoletiden havde altid været en let til for Eremiel. Det ville næsten være en underdrivelse at sige at han klarede sig fint i skolen. Han kan ikke lide at være pralhals, men han klarede sig fantastisk i skolen. Han kunne dog ikke finde ud af om han elskede at gå i skole eller om han hadede det. Efter hans egen tankegang eller mening, hvad man nu foretrækker, så lå han et eller andet sted imellem de to. Men han havde ikke noget valg, og det var der flere grunde til. Han kunne nævne et par stykker:
Da han var blevet sat ned på jorden var det en han skulle passe på, hvilket også betød, at han var nød til at opføre sig som et menneske. Han skulle ligne et menneske, tænke som et menneske, føle som et menneske. I det hele bare være et menneske. Det gik godt, han var overbevisende. Alle dem han gik i skole med troede i hvert fald at han var et menneske, sammen med lærerne og dem han mødte på gaden. Det ville selvfølgelig være lettere at sige 'alle', men det var ikke alle der troede på ham. Væsnerne vidste jo godt, at han ikke var et menneske. De fleste altså. Nogle kunne jo være utrolig dumme eller bare ikke være kvalificerede til at se det. Disse ville normalt blive kategoriserede som mennesker. Nu skal man ikke tro at han havde eller har noget imod mennesker. Men man kan sige det sådan: Han elsker dem ikke, men han hader dem heller ikke. Han var jo nød til at side med dem det meste (hele) af en skoledag.
Grund nummer to: Det var blevet en del af ham, det at gå i skole. Skolen var blevet en del af hans menneske skuespil. Hans menneske skal, personlighed. Den del af ham, der måske bare gerne ville kunne leve et 'normalt' menneskelig liv. Siden han var blevet introduceret til menneskeverdenen havde han ønsket sig sådan et liv, et liv så uskyldigt, så uvidende. Et liv hvor hvad du skal gøre ikke allerede er blevet bestemt for dig.
Men det var og blev kun ønsketænkning. Han ville ikke, kunne ikke, skuffe Gabriel, eller Gud for den skyld, men han fokuserede mest på Gabriel - hans storebror. Han ville for alt i verden ikke skuffe ham.
Eremiel havde været oppe siden klokken otte den morgen og han var faktisk ikke træt. Hvilket han var overakset over, der var mange andre i hans klasse, der sad og nikkede med hovederne. Det var tydeligt at der ikke skulle meget mere end en pude til, at de faldt i søvn.
Han kiggede rundt og hans blik faldt på vinduet. Her stoppede hans blik og han sad sådan i lidt tid ikke, at der var noget spænende udenfor, men han kunne ikke lade være med at sidde og kigge ud. Det var han blevet taget i et par (mange) gange. Han kunne sagtens sidde i en time og kigge ud af vinduet. Han vidste ikke hvorfor, men der var noget udenfor som drog ham. Måske var det lyset, han vidste det ikke, men han ville sikkert heller ikke finde ud af det.
Eremiel lagde hovedet lidt på skrå og tænkte lidt. De skulle have matematik om lidt. Han havde faktisk ikke noget imod matematik, men han kunne bedre lide engelsk. Hvis hans ærlige mening skulle frem.