Guilty As Charged!

S: Diskoteket
O: Forskellige væsner, bar, band osv.
V: Støvregn udenfor.
T: Midt på natten.
______

Privat: Sam

Larm og atter af larm. Det eneste man kunne høre. Så sørgmodigt musikken spillede, så sørgmodigt var folket, der dansede tæt på hinanden. Stille var det nu ikke, men alligevel. Der hvilede noget over der halvnøgne kroppe. En sød melodi, som bare ikke kunne hviskes væk. De kunne ikke narre hende. De troede, at smilet kunne ordne alt? Denne kvinde kunne se igennem dem. Se hvad der faktisk lå bag facaden. Masken! Denne elegante kvinde, med blodrøde læber, med en høj sort hat, som skjulte hendes øjne og noget af hendes næse, kendte dem. Hendes gammeldages udseende. Hendes måde at gå i klædt på. Hendes bevægelser.
”Men… My Lady. Hør De blot på mig. Jeg mener..” en lille mand stod foran hende, og nærmest spiste hendes hænder. Samantha, som var kvindens navn, trak sin hånd til sig, og kiggede uinteresseret på manden. Hun var fem hoveder højre end ham, og høj hælene gjord det ikke letter. ”Gå. Kig på Dem selv, fine herre. De er tvært ud. Lige til løverne. Forsvind, min gode herre” hun viftede med sin hånd, og manden var allerede forsvundet. Samantha satte sig ned, og lag benene over kors. Hendes blå øjne var fraværne, da en ung mand stillede sig foran hende. Han kiggede længe på hende, inden hun så meget kastede et blik på ham. ”Tyve over. Intet blod på tæppet tak. Vess” hendes stemme var knap hørlig, men mandens øjne fortalte, at han havde hørt hver et ord. Han nikkede. ”Vess” sagde han tilbage, og bukkede let. Han drejede om, og var væk. Samantha’s læber skilte sig fra hinanden. Hun tog noget op fra lommen, og puttede det i munden. En lille pille. Hun var allerede træt af stedet, men hun var nødt til at lide lidt endnu. Hun ventede trods alt på en meget speciel person.

Det havde en lang dag og Sam var ingen tilhænger af dens slags dage. De skulle helst være en perfekt længe, fyldt med solskin og blå himmel, indtil solen gik i seng og så skulle der være stille. Og i dag havde været det præcise modsatte. Nogle gange ville han sværge på, at det ikke bare Gud og Djævlen som ville ødelægge hans liv, men også selve Livet og skæbnen havde afgivet et lignende løfte.
Alle elevner, eller næsten alle, var nogle opblæste og forkælede møgunger, som nok gik i skole, for at torturede deres såkaldte lærer. Sam havde ikke villigt være med i det spil og bød elevenerne både trods og op til dans. De grinte alle på i hans ansigt, men det viste sig hurtigt, at han var langt bedre til danse end nogen af dem. Både vals og tango.
I den time havde alle været stille og de havde lyttet til hans tale om respekt og avanceret matematik. Det fleste havde ikke forstået et klap, men man kunne altid håbe at nogle havde.
Kaffemaskinen havde været i stykker i lærerværelset og Sam havde ingen kaffe fået hele den lange, udmattende dag. Og oven på i'et havde han også været tvunget til at tage på skadestuen efter uheldet ude i den store, stygge skov.
Og nu var han her. Hænderne dybt begravet i mørke ned i hans store jakkelommer. Vejret var dog noget af en opløftning i disse triste tanker; det regnede. Ikke sillede ned, men det var en fin, tynd støvregn som lagde sig over alting. Sam havde aldrig rigtig fundet ud af om han kunne lide regnen. Han kunne lide at lytte til den, når han havde sig i seng for at sove. Sam kunne godt lide af se på den, det åvar sin egen måde smukt og han kunne lide at gå i den.
'I like walking the rain, where no one can see my tears'.
Minuset var bare den enkle ting, at den gang havde en klog mand sagt; 'God is in the rain' og Sam ville ikke havde nået at gøre med Gud. Ikke endnu.
Så han trak den sorte jakke fastere rundt om sin høje, slanke krop og styrtede hovedkulds ind i den nærmeste bygning. Det var vidste sig hurtigt at være intet mindre end; Salles de Banguets, bedre kendt som byens eneste diskotek.
//Det var lidt kort, håber du kan leve med det ^^