Stilheden i forlystelses parken - Samael

Ikke så langt fra den forladte forlystelsespark, gik en ung mand ned af gaden og lod sit blik glide op mod humlen som var overdækket af mærke regnskyer, der så ud til at kunne bryde ud i et helveds vejr når som helst det skulle være. Hans blik gled over den forladte forlystelsespark idet han gik forbi den, men syntes ikke at den var som han huskede den * skulle man?* tænkte han og så kort ned på den hvide kat som stod ved hans side. Han blev enig med sig selv om at det skulle tjekkes. Hans store sorte læderfrakke blev smidt på jorden og det samme gjorde hans hvide skjorte som han bar på overkroppen og ud af ryggen på ham. Han smilte skævt for sig selv og bredte sine vinger ud og lettede et stykke fra jorden og fløj over hegnet og landede igen på jorden " Kom Gabriel" sagde han og så på katten og derefter sit tøj som var gennemblødt, eller i hvert fald skjorten var, men hans læderfrakke var ikke. Han hev den gennem tremmerne og så sig omkring, efter et sted han kunne efterlade den og kommer efter den senere. Han lod sine vinger være fremme, hvis nu der skulle komme nogen der skulle angribe ham, så kunne han bare lette og flyve væk. Han fik nærmest en klump i halsen da han gik op mellem de forfaldne og ødelagte forlystelser der efterhånden var godt rustne og klamme og se på. Han havde som om der var en anden på stedet udover ham og hans kat. Gabriel udstødte et svagt miav og sprang så videre på egen hånd, han så sig omkring og fik kort tid efter øje på en person i den svage belysning og kunne mærke klumpen i halsen vokse. Da han kom helt tæt på kunne han dufte at det var en vampyr

Takeo havde det med at falde ind i sine egne tanker når han var alene, det var vel også det øjeblik hvor han virkelig kunne høre hvad han selv tænkte. Han blev bare hurtigt slået ud af dem når han hørte en kat, som fik ham til at se sig hurtigt omkring da det jo kunne være et væsen som kunne forvandle sig. Det gik ikke længe før han fik øje på en fyr et stykke væk, med nogle vinger! men lugten var en blanding, og det var bestemt ikke nået som Takeo havde styr på. Han blev bare siddende og ville jo helst ikke gøre nogle hurtige bevægelser "priv-yet" sagde han mens han bare så ned af sig selv, hans blik gled alligevel over på manden for at være sikker på at han ikke pludselig blev angrebet. priv-yet betød hej på Russisk, som var det sted hvor hans barndom havde været.