Invasion: De Ferme Metro - Åbent emne

//Emnet er åbent for enhver der ønsker at deltage.. Så kom frisk borgere af Di Morga

Tid: klokken 20 cirka
Sted: Metroen
Vejr: Stille, men langsomt tiltagende regn
Omgivelser: hvad der nu ellers er ved metroen.. Mennesker, væsner, vagabonder og lurendrejere.
Dato: 22. oktober

Ventende hvilede de dybblå øjne på det eneste vindue i toppen af taget, hvor man kunne se regndråberne falde mod en glasrude. Det eneste sted, som forbandt metroens mørke til overfladen, og når solen var højest ville solen kunne skinne ned igennem. Nu var det bare mørkt.
Under vinduet stod der allerede en kasse, hvor kvinden havde tænkt sig at stille sig op, når tiden var inde. Dog stirrede hun bare fortsat på vinduet, mens hun fraværende lod hånden glide igennem sine lange røde lokker, der hvirvlede om det blege ansigt, hvor et par svagt farvede læber lavede en afventende trutmund.
Hun var iført en sort, tætsiddende kjole, som stoppede midt på lårene, med lange ærmer og rullekrave. Hendes fødder og ben var bare som altid, samt kunne man se hvordan de spidse ører stak ud fra siden af hendes hoved, selvom håret skjulte halvdelen af dem.

Ved hver af hendes sider stod en mand, altså to i alt, og kiggede i samme retning som Angelie selv. De var begge bevæbnet med scimitars, der var sat i en skede på ryggen, mens de var letpåklædte i simple sorte skjorter, og tilhørende bukser.
Flere elverkrigere havde camoufleret sig blandt mængden og i mørke kroge, uset for andres blikke, hvor de afventede ordre på at reagere på Angelies mindste vink.

Angelies blå blik flyttede sig fra vinduet, og lod det glide over de travle mennesker, der væltede ud af metroen, der netop var rumplet ind på perronen, og smilet gled diskret over hendes læber, usynligt for personer der ikke kendte hendes person.
"valsharess" lød den mandlige stemme fra hendes højre side, i samme øjeblik som et lilla skær gled igennem himlen, og han pegede op mod vinduet. "Signalet" var alt hvad han sagde, og Angelie vidste præcis hvad dette betød.
Hun tog en dyb indånding og trådte op på kassen, efter hun havde nikket til krigeren, og vendte derpå blikket mod folket.
"borgere i Di Morga!" Lød hendes melodiske, rungende stemme, som gav ekko i det underjordiske transportsystem. "Hvilken person har lavet vores love? Hvor de svage skal pakkes ind i lejre, leve som fanger.. Hvor ingen kan bevæge sig uden en militærisk patrulje griber fat i dem? Hvem ønsker at leve i sådan en verden?" Tonelejet voksede automatisk med hendes ord, og blikke blev vendt mod hende.. Nogle nysgerrige, andre forbløffet, og andre igen, der udviste utilfredshed og vrede.
"Zane er vendt tilbage. Den hersker, som gav Di Morga deres frihed. Den hersker som tillod folk at bevæge sig frit og tænke hvad de havde lyst til. Selv medierne kan vi ikke kontrollere nu. Militærstyrkerne har indtaget dem, og bestemmer alt hvad vi får at vide. Hvem ønsker ikke at få deres frihed og ret til at have en mening tilbage? Jeg gør!"

Angelie's hysteriske opråb til folket var latterligt og det bragte et lille smil frem på Alexanders læber, dem der ikke var hjernevaskede nok til at forstå det hun sagde var for længst blevet 'ordnet', kun de tomme skaller af det der før havde været Di Morgas indbyggere gled hvileløst rundt i bybilledet, kun dem med den største selvkontrol og et spinkelt håb havde været i stand til at holde deres hjerne ved lige. Alexander havde ikke været dum, folket skulle ikke have den samme chance for at have en indflydelse på hvem der herskede som før i tiden, den trussel som han selv havde udgjordt dengang han kæmpede mod malakel, var med folket hjælp blevet stærkere, han skulle ikke nyde noget af at folket rejste sig mod ham når han endelig havde fået magten.
Alexander kiggede på Angelie fra et mørkt hjørne, kun de syregrønne øjne gennemtrængte mørket omkring ham, den hysteriske elver anede ikke hvem det var hun stillede sig op mod. Tiden Alexander havde brugt udenfor byen var ikke spildt, nye teknikker, nye soldater og en fantastisk mængde nye våben havde fundet vejen til Alexanders arsenaler, han var mere klar til krig end han havde været da han tog tronen fra Malakel... eller nærmere satte sig på den uden det mindste kamp.
Alexander lod blikket glide rundt, lugten af elvere stank i hele rummet og de soldater som blandede sig med mængden trådte frem for Alexanders indre blik, ingen kunne gemme sig for ham, han havde øjne alle vejne. Efter Angelie havde snakket færdig, var der som sagt ikke meget andet end foragt og hån at spore i Alexanders blik, stille og roligt gjorde Alexander sig usynlig og bevægede sig frem mod kassen hvor Angelie stod. Angelie var smuk, men det var alle elvere jo.
Alexander gjorde sig synlig, blot et par meter fra Angelie, med en nærmest hånlig bevægelse fiskede han en cigaret frem, og tændte den med en tændstik, "Jeg er skuffet over jer allesammen... hvordan kan det være at lige så snart man er væk i 5 måneder, sker der et oprør blandt de lavere racer?" Alexander pustede tyk røg ud gennem de sprækkede blege læber og lod de syregrønne øjne stirre direkte i Angelie's. For enhver var det tydeligt at denne forholdsvis lave mand var Scars, kongen af Di Morga... eller nærmere militære leder og fører, den grå halvfrakke dækkede over den sorte skjorte der passede perfekt til de sorte bukser med pressefolder og de italienske sko, der var så blank-pudsede at man kunne spejle sig i dem. For dem der ikke kendte til denne mands brutale rygte lignede han bare en forretningsmand der havde et uheldigt ar fra øvers på venstre øjenbryn til nederst på samme kind.
Alexander pustede igen røg ud og så aldeles magelig ud mens han gjorde dette, "Gå nu hjem med jer, hver glade for det i har, for jeg lover jeg at hvis i trodser mig vil jeg taget alt fra jer"

Andrija havde en af sine dage hvor han ikke lavede noget. Dem havde han efterhånden mange af, men nu ville han bruge en af dem på at lalle rundt i Di Morga og se hvordan det gik til. Han kunne ikke helt finde ud af hvad han mente om byen, for den var yderst interessant med masser af smukke kvinder, men alligevel havde visse folk i byen mere travlt med at erobre mangt frem for at nyde livet, og lige sådan en gruppe folk mente han at have fundet i metroens aften traffik. Han havde i metroens mørke undergund fundet en utrolig, overraskende, stor gruppe af elver. Nogle listede rundt bandt de andre væsner, og mennesker, mens tre stod mere tydeligt frem. En kvinde og to mænd. De lignede noget kongen kunne have sendt ud, men det skulle da overraske ham hvis det var ham der havde gjort det, han klarede ofte de hele fra sit lille palæ, og var efter hvad Andrija havde set, hørt og erfaret ikke meget for at stikke snuden for langt ud.
Den rødhåret kvinde fangede hans interesse, så han til sidst endte med at stille sig op af en søjle som stod midt ude i det hele. Et dejligt anonymt sted, hvor han med sine pæne højde hurtigt kunne overskue sine omgivelser.

Andrija var iklædt en mørk frakke, der var helt lukket på nær øverst, hvor man lige kunne se ind til en mørkeblå skjorte. Han bar et par mørke jeans og et par Dr. Martin støvler af ældre dato. En mundering man ofte så Andrija befinde sig i, da han fandt det ganske behageligt og afslappende, samt ikke mindst anonymt.
Han var alt i alt ikke meget for at vække for meget opsigt. At liste rundt i skyggerne, som en anonym herre og blot se, bemærke og høre. Det kunne man hurtigt få meget ud af, uden at man selv kom i fedtefadet.

Da det så ud til at der kom lidt liv i den rødhåret kvinde, vendte han blikket op mod hende, og kiggede interesseret på hende, mens hun råbte og skrig op om hvordan deres verden nu så ud. Hvor dårlig og elendig den var, hvordan de svage måtte lide under herrens magt. Scars måtte det jo være der blev talt om. Andrija havde ikke haft noget personligt kendskab til denne herre, vampyr, og havde når det kom til stykket ikke haft meget med det 'nye rige' at gøre. Han fortrak at holde et neutralt blik på det meste, det at skulle diskutere om verdens fremtid var for ham ligegyldigt, dog kunne han ikke rigtig afvise at han slet ikke havde nogle interesse, for det havde han, den var vel blot mere ... begrænset?

Allerede fra begyndelsen havde Angelie vist, at dette ikke ville blive en leg. Det var krig på åbent område, men ofre måtte lade livet, mennesker samt væsner måtte dø for et større formål, og for første gang nogensinde var hun rede til at lade hendes egen race miste medlemmer, for at gøre Terre til et bedre sted. Hun vidste hvad det ville sige at være undertrykt af en minoritet, og hun nægtede at finde sig i det længere.
Samtidig med det, måtte hun også lukke sit sind af, så meget som muligt, for ikke at lade Damia vide hvad hun foretog sig. Kvinden havde forrådt hende før, ved at arbejde for denne hersker, der styrede alt som var de i militæret.

Hans duft tiltrak hendes blik i samme øjeblik som da personen trådte frem fra sit gemme. De blå øjne vendte sig langsomt mod Lazarow, som denne hersker så fint blev kaldt, mens et øjenbryn hævede sig en anelse i vejret, da tændstikken satte ild til enden af cigaretten. Hun lystede at gribe fat i denne, og kaste smøgen mod jorden, for derefter at trampe den til stumper. En forpestelse mod naturen var hvad det var, intet mindre.
I stedet for at svare på hans spørgsmål, vendte Angelie blikket mod en bueskytte, der sad i en afkrog mod vinduet, og et nik blev sendt afsted, så denne vidste hvad hun skulle.. Ord blev kradset ned på et stykke papir, hvorefter en pil, med papiret omkring, blev skudt igennem ruden, som splintrede og lod glasskår falde ned foran Angelie, der havde flyttet sig for ikke at blive ramt, mens blikket igen gled mod Lazarow.
"Når man ikke passer sit land, og sine borgere kan man ikke forvente andet" svarede hun tilbage i et monotomt og følelsesløst tonefald, inden læberne krummede op i venstre side af mundvigen, som i et hånligt smil.
"Men siden du spørger.. Du har intet gjort for at gøre Di Morga bedre.. Det eneste du har udrettet min kære Lazarow, er at gøre dette land til en base, frem for et sted for civile.. Ikke alle ønsker at føre krig hver dag, som du" Hun pegede automatisk ud over befolkningen, uden at bemærke om folk faktisk holdt øje længere, eller hvem der stod. Hendes blik ville ikke afvige fra hans grønne.
Langsomt trådte hun ned fra kassen, for at stille sig tæt på ham, og kigge afventende ind i hans blik. Læberne skiltes svagt, inden en vejrtrækning gled igennem dem. "Du stjal min kvinde.. Jeg lader dig ikke stjæle folkets frihed også" hviskede hun næsten truende mod ham.

Alexander drejede ikke hoved da pilen blev sendt afsted, det var under hans værdighed at give sig i kast med så simpelt et våben, en af hans soldater ville formentlig alligevel fange den, han var jo noget længere end da han selv havde taget Abbadon, mange flere og mangfoldige væsner havde trådt ind i hans alt knusende krigsmaskine.
Røgen pulsede langsomt ned i hans ligegyldige lunger og blev presset ud gennem en snæver mund, han opfattede alt hvad der var omkring ham, hans øre og hans næse kunne fortælle ham hvad der skete der hvor øjnene ikke kunne se, samtlige at Angelie's soldater var nu blevet fundet af ham, og skulle det komme til det ville det være en kort process at tage dem ud, ikke mindst fordi hans egne soldater også blandede sig med mængden, men de var vidst endnu ikke blevet opdaget.
Alexander trådte et skridt frem så lyden at knuste ruder knasede under hans fødder, hans blik veg ikke fra Angelie's, det var intenst på en måde der ville være svær at beskrive for andre end dem der befandt sig ved sådan en lejelighed. "Jeg tror ikke du har set dig omkring... der var ikke vold eller mord i gaderne, før i valgte at kæmpe mod befolkningen ønsker. Der var ikke nogen form for civil ulydighed, nok tog jeg meget fra folket, men det var fordi den frihed havde de slev svært ved at styre, jeg hjalp dem til en bedere tid, den mest rolige tid Di Morga har set i lang tid... Hvordan vil du forsvare det du og dit folk gør ligenu hvis det er for sat skabe fred? For alt jeg ser er at i kaster landet ud i endnu en krig, en krig som kun vil komme til at skade elvernes omdømme. Du er som Zane fuldkommen blind for den måde jeg har skabt fred på, men hvad kunne jeg forvente? Elvernes tid er forbi, det er længe siden i havde den magt i åbenbart stadig tror i har idag".
Alexander lød spottende og direkte nedgørende i det han sagde om elverne, ingen respekt havde han for dem, den race han så som den svageste næst efter menneskene. Da Angelie havde trådt helt hen til ham pustede han den tykke røg fra cigaretten lige ind i hoved på hende og på ny kom hans hånlige stemme frem, men denne gang var den direkte spydig, "Det er rigtig, Damia havde et... bekendskab til dig. Er det ikke en torn i øjet på dig at en person som mig kunne få hende over på min side?" Alexander begyndte at gå rundt om Angelie, "Damia forstod min vision og hun hjalp med at sørge for at landet blev hvad det blev til... gør det også hende til din fjende, eller er der stadig et eller andet i dig der ville stoppe for hende?", Alexander satte en finger på struben og med Damias stemme sagde han ved Angelie's ører "Angelie?".
Alexander ventede ikke på en reaktion, men stillede sig bare op foran Angelie, "Og med hensyn til den frihed du snakker om... er det friheden til at slå hinanden ihjel og smadre det som vi, deres overhoveder har bygget?"

I skyggen af et hjørne kunne en mørk skikkelse anes. En silhuet af noget ukendt. Noget gammelt og velkendt. Noget man havde håbet ville forholde sig i skyggerne og aldrig mere træde ud i lyset. Aldrig mere vise sit ansigt. Det ansigt som var skjult under kappens hætte.. Man kunne dog lige ane et par dybrøde let fyldige læber, og en spids men velformet hage. Dette var det eneste som den mørke skikkelse blottede af sin bare hud. Intet levende individ ville kunne se hvor skikkelsens øjne befandt sig, ingen ville kunne gætte at øjnene hvilede på den rødhårede unge rødhårede kvinde der stod ved to mænd. To mænd som så ud til blot at afvendte kvindens ordre.

Skikkelsen bevægede sig let hen mod den lille gruppe på tre, i netop det øjeblik som rødtoppen åbnede munden og begyndte at tale. En tale som fik kvinden i skyggen til lydløst at skære tænder, som gjorde det næsten ondt på hende at høre en så velkendt stemme klinge udover folk. Skikkelsen trådte tættere på og let ud fra skyggen. Nu hvor folk havde blikket rettet mod elveren, ville ingen lægge mærke til den kappeklædte person blandt dem. Uheldigvis allerede før denne person havde tænkt sig at give sig til kende. Havde en anden højrøvet, og selvsikker fyr bevæget sig gennem flokken af levende individer op mod Angelie. En mand som den kappeklædte kendte alt alt for godt.

Hun sukkede. Dette ville ikke tage så kort tid som hun først havde håbet det ville. Nej. Dette ville blive langtrukkent og kedeligt, ligesom gamle bøger der kun omhandlede en eller anden krig fra et land langt væk. Kedeligt. Hundæmonen som var iført kappen blev stående stille blandt mængden af individer hvis svage auraer irriterede hende grusomt.
I stedet for at slå kappen af sig og vade op, gribe fat i den rødhårede elver og flå hende med sig hjem til Skyggernes grotter, stod hun rent faktisk tavs og så til fra publikum. Hun havde en fornemmelse.. en sær fornemmelse af at dette her ville forme sig til noget lidt mere – især efter at Scars var dukket op.

Om elverkvinden var klar over dette eller ej var ikke til at vide. Men det var som om folk var gået i stå. Blikke var rettet mod optrinnet som var det et sjældent teaterstykke der blev opført. Hun kunne godt forstå dem – folkene altså. Det var en smuk ung kvinde.. Og hun blev sikkert genkendt. Dette var grunden til at Damia endnu ikke havde givet sig til kende. Fordi at hun vidste folks reaktion på at se Damia sikkert ville være splittet. Især fordi hun havde været Ma’lakels senator. Arbejdet med Scars. Og udfra hvad hun selv vidste. Havde folk læst i aviserne for længe længe siden at Damia havde myrdet en hvis Angelie. Angelie som nu stod rank og selvsikker foran den nuværende ’hersker’.

Hun stod endnu lidt til og så på deres lille ’krig’ der efterhånden så ud til at omhandle hende selv. Og som dette var et stikord nærmede hun sig lydløst gennem menneskemængden. Pludselig stod den mørke skikkelse helt tæt op ad Angelies ryg.
”Så er det vist nok Scars.” denne silkebløde stemme virkede spindende.. lokkende. Det var som om hendes stemme snoede sig om dem begge, som en kvælerslange der aldrig ville slippe sit tag igen, før man havde udåndet. Hætten gled langsomt væk fra hendes ansigt og afslørede nu flere dybrøde totter hår, og et ansigt der ikke så ud til at indeholde specielle følelser. Hvis man ville have følelser skulle man se hende i øjnene. Øjne der strålede af… mystik?... Noget ukendt.
Her stod hun så. Tæt op ad Angelie, og så henover skulderen var hendes blik rettet mod hans.

Andrija følte sig godt tilfreds med sit lille nye fund af underholdning, og som tiden skred frem blev det ikke værre. Han flyttede lidt på bentøjet, men blev ellers tavst stående og kiggede på scene der udspillede sig for de metalgrå øjne oppe på 'podiet' som man næsten kunne kalde det. Efter snakken at bedømme, var den ene en modstander, en modstander til den nuværende hersker, som måtte være manden i det fine tøj, der virkede til at have styr på det hele, dog tvivlede Andrija på dette punkt, og mistanke ham for brug af det de fleste brugte, en facade.
Modstanderen så heller ikke ud til at være helt tabt bag en vogn da hun begyndte at skyde med pile efter Scars, hvilke fremkaldte et minimalt smil på læberne hos Andrija et kort øjeblik. Det var da spild af pile at skyde dem afsted, og især mod en vampyr der i bund og grund ikke ville tage skade af det, efter hans erfaringer, men selvfølgelig vidste man aldrig hvilke slags stads der var smurt på pilen.

Scenen udviklede sig lidt efter fra de to personers snak, som virkede meget personlig, til at endnu en skikkelse kom op bag modstanderen. Den første tanke der ramte Andrija, ligesom mange af de væsner der kiggede på nok også havde var at den ny ankommende fulgte elveren, men han tvivlede dog lidt efter. Det gav ikke rigtig mening efter hvad de lige havde snakket om, så han måtte konstatere at den nye kvinde, også rødhåret, var med Scars, og måtte være Damia.

Så var der tre billedkort i omløb. Andrija smilede let for sig selv, og stillede sig bedre til rette, mens hans intense øjne lå på de tre personer, skiftevis alt efter hvem der tog ordet. Han ønskede ikke at tilføje eller ytre sig til disse tre mennesker, eller væsner som de nok fortrak a blive kaldt. Andrija havde efter flere år erfaret at alle handlinger ikke altid bragte noget med sig, for hvis de ville stå der og mundhugges til den lyse morgen, fik elverkvinden jo aldrig noget ud af hendes egentligt formål, hvis andrija forstod hvad det var hun ville. At brede budskabet om at de burde vælte den nuværende hersker.
Elveren ville vælte kongen, men ville på ingen måder kunne fortsætte hvis hun skulle stå og ævle om vind og vejr med de to andre. Andrija lod langsomt luften passere ud igennem næsen, mens han stod og lyttede efter med en interesseret mine, måske mere end de omkring stående der virkede mere forvirrende. Det var jo ikke til at vide hvad der forgik inde i deres hoveder, han kunne jo ikke læse tanker, hvilke når alt kom til alt, ikke var helt dårligt.

ligesom hans, var Angelies blik hårdt, og afvigede på intet tidspunkt fra Scars. Hun havde forventet mere modstand fra hans side, da hun hørte hvordan hendes besked var blevet sendt afsted med pilen, og mod Zane. Hendes hersker ville vide hvad der skete omkring hende, og smilet trådte automatisk over hendes læber, og gjorde hende endda i stand til at fnyse diskret over hans uforsigtighed.
Hun var ikke dum nok til at tro, at herskeren var kommet alene, men hans hær ville ikke være et problem for hende. Angelie havde trods alt ikke overlevet så længe for ingenting.
Lyden af glasskårene, som blev knust under Scars fødder, fik hende til at sende skoene et kort blik. "Pas hellere på de ikke går i stykker" mumlede hun spydigt, for derefter at plante fødder massivt på jorden, visende at hun ikke havde tænkt sig at vige, selv ikke da røgen blev pustet i hovedet på hende. Den eneste reaktion var, at hun rynkede irriteret på næsen over lugten, som kradsede i hendes næsebor.

Lysten til igen at slå ud efter Scars voksede voldsomt i hende, da Damia røg på bordet som samtaleemne. Denne kvinde var et ømt punkt for Angelie, især nu hvor hun vidste, at Damia ville være tvunget til at vælge.. Vælge mellem hende og Scars. At Damia i første omgang havde valgt at hjælpe ham, havde skåret dybt i Angelie, og nu.. Hun nægtede at dele hendes sjælestykke ved en vampyr.. med ham.
Angelies mund åbnede sig hurtigt, for at komme med et spydigt comeback, da hun mærkede Damias tilstedeværelse i hendes sind. Der var trods alt fordele ved at dele sind og sjæl med den kvinde.
Dette var hvad der fik Angelie til at klemme læberne sammen, og sende ham et halvt triumferende blik, mens hun skjulte den værste frygt langt inde i sig. Damias tilstedeværelse bag hende blev tydelig, og Angelie forventede næsten at mærke en hånd på sin skulder, da den varme ånde gled mod hendes nakke, stadig betragtende på den såkaldte hersker.

"Din tid er ovre Lazarow.. Din chance er forpasset, og nu må du overgive landet til en anden.. Din indflydelse var ikke godt for folket i første omgang.. Mord skete hver dag, du var bare uvidende om det" svarede hun lavmælt, og lod blikket glide ud over forsamlingen omkring dem.
"Jeg er sikker på at flere af de mennesker har mistet en bekendt, en ven, et familiemedlem under dit styre.. Jeg husker din såkaldte turnering.. Var det for folkets bedste? At se personer blive udryddet af andre i en magtkamp om hvem der er stærkest? se lemlæstelse og sorg?" hun rystede kort på hovedet, og vendte blikket mod folket.
"Var det for alles bedste, at de skulle have mulighed for at se mord, lovbrydere, monstre kæmpe mod hinanden for at tjene penge til dine togter?"
Hun trak et sammenfoldet stykke papir frem fra underdelen af hendes kjole, hvor det havde været placeret i bhen, og kastede det mod ham. "Børn under seks år, skal være i følgeskab med en voksen" citerede hun og kiggede tilbage mod ham. "Børn burde slet ikke se den slags"

To snurrende klinger af ren, elektrisk energi fløj pludselig meget tæt forbi Damia og Scars ansigter. Klingerne var mentsom en advarsel, og det var meningen de skulle få de to til at gå væk fra Angelie.

Lunklingerne fløj hurtigt tilbage til den skygge de var kommet fra, og forsvandt da Zariah greb dem med hænderne.
Hun trådte ud af skyggen der nu havde skjult hende i et par sekunder.

Zariah var ung... og smuk, selv foren Sortelver.
Hun var iført en lang, blodrød kappe der dækkede for hendes røde rustning.
Rustningen bestod af en kort, men smuk brynjetop dekoreret så den lignede drageskæl, en lårkort nederdel i samme materiale, flade metalstøvler som gik hende til knæene, også dekoreret i samme stil, og et par handsker i samme stil, med korte, blodrøde kløer på fingerspidserne.

På hovedet bar hun en smukt udformet metalhjelm som skjulte det meste af hendes lange, hvide hår.

Zariah slog kappen tilside og afslørede sin rustning, hvorefter hun bukkede hovedet for Angelie.

"Valsharess.. jeg håber ikke jeg kommer for sent. Har disse individer gjort demnoget?"
Hendes stemme var som en sekstenårigs - uskyldig og sød... men med en truende undertone, der afslørede at hun var en koldblodig dræber.

Zariah værdiede ikke Scars og Damia et eneste blik, men holdt fortsat sine smukke, lyslilla øjne rettet mod hendes Valsharess, Angelie.

Damia lænede sig let ind mod Angelies ryg, og indåndede duften af den unge elverkvinde. Hendes anden halvdel. For.. Damia kunne ikke blot mærke Angelie fysisk mod sig. Hun mærkede også den psykiske tilstedeværelse som hun vidste de begge to kendte og mærkede. En tilstedeværelse der var langt mere markeret og tydelig når de stod så tæt. Det var som om psykiske bånd havde lagt sig over dem, så de ikke kunne skilles. Hun nød at være i nærheden af den unge elverkvinde. Nød hvordan deres bånd kun var noget kun DE ejede. Noget som kun kunne fjernes ved at Angelie blev destrueret. Ikke død. Nej fuldkommen destrueret.

Hendes øjne var rettet mod Scars, hvis blik hun blev ved med at holde fast. Selvom hun kun havde sagt til ham at det var nok havde hun også ment det samme til Angelie, der blot snakkede videre. Dog var det tydeligt at hun havde fået en fornyet selvsikkerhed og styrke i stemmen.
Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke det mindste. Det var lige så følelsesblottet og overtrukket med mystik og skønhed som altid. Det var ikke til at vide hvad der foregik i hovedet på hende. Hun lignede en person man ville elske at trække informationer ud af. En person man hvis hoved ville nyde at rode rundt i.

Ikke at hun nogensinde ville lade noget som helst levende individ bryde ind i hendes hoved – forudsagt at det overhovedet ville LYKKES for personen. Hun lyttede til ordene som Angelie udtalte. Brød hun sig om dette? Måske. Ville hun have Zane tilbage på tronen? Måske. Ville hun genre have Scars siddende på tronen? Måske.

Det elektriske sus som gled direkte forbi Damias ansigt fik det til at gibbe let i hende. Men hun flyttede sig ikke. Det var slet ikke nok til at få hende til at flytte sig Angelie. Det var et latterligt forsøg på at skræmme hende væk. Det var et tydeligt bevis på at den nyankommende ikke kendte Damia. Latterligt. Hun modstod trangen til at himle overdrevent meget med øjnene. I stedet rykkede hun sig en anelse tættere på Angelie og lod denne gang sin behandskede hånd glide op på dennes skulder.
Her lod hun blikket glide over på den sortelverkvinde som var skyld i det elektriske sus. Hun rynkede let på næsen. Tænkende.. Hvorefter blikket endnu engang blev rettet mod Scars, hvis øjenkontakt hun straks gik efter endnu engang. Dog uden nogen hensigter om at bryde igennem hans mentale forsvarsværker – på nuværende tidspunkt.

Uden så meget som at flytte blikket fra Scars øjne svarede hun på sortelverens spørgsmål til Angelie. Stemmen var spydig, men uden tegn på fjendskab – dog var den iskold. Iskold og silkeblød som en slanges sagte hvislen. ”Jeg tror, at disse ’individer’ har en langt større ret til at befinde sig nær Angelie end en barneagtig sortelver der forsøger at tilfredsstille sin herres ordre – dog uden helt at fatte hvad der ligger i den herres tanker.” Der var blevet taget fejl. Stemmen var ikke blot iskold. Den bogstavelig talt huggede og angreb som en giftslange uden nåde. Alt dette uden at Damias ansigtsudtryk havde ændret sig det mindste. Den eneste ændring var styrken på hendes aura som nu stod ud fra hende, næsten synlig for trænede øjne. Mørk.. som var en hel masse pulserende tråde blevet lagt om hende, i en kappe af skygger. Den omsluttede Angelie, som tydeligt ville kunne mærke styrken hive i sin egen aura. Men den ville ikke skade hende. Den ville ikke KUNNE skade hende.

Angelie. Lad være med at sige noget mod dette lige nu. Stol på mig. En indre stemme snoede sig lokkende og varmt om Angelies sind. Ord som kun denne unge kvinde ville kunne høre og opfatte. Ord der blev udtalt på en måde man aldrig havde hørt Damia udtale højt.

Alexander fnøs, der var efterhånden mange folk i metroen og det ville være et svært sted at begynde at kæmpe, der var for lidt plads til at han rigtigt kunne bruge sin hurtighed, men så var det godt at der var andet at gøre end at kæmpe... For nu måtte han være 'diplomatisk' og holde de andre i skak med ord, ikke ligefrem hans stærke side mere, det havde det ikke været i lang tid, ikke siden han var blevet vampyr og musklerne pludselig havde betød mere end den ellers sølvagtige tunge han før havde haft før i tiden.

Alexanders strategiske tanker blev dog brutalt brudt da noget susede tæt forbi hoved på ham, i ren refleks kom pisotlen frem og rettede den mod den nyankomne, pladsen var nu blevet endnu mere trang og Alexander kunne se hans muligheder for at flytte rundt forsvinde en smugle mere. Uden at kigge på Angelie svarede han bistert, "Jeg gjorde for folket som jeg fandt passende, jeg irrettesatte dem der fortjente det, jeg lærte dem om konsekvenser ved handlinger der ikke hjalp nogen... Hvem var det der som vilde hunde hujede og heppede under kampene på stadionet? Det var ikke mig, men de almindelige borgere i Di Morga. Spørg dem om de ikke fandt det underholdende at se på tyve og røvere der havde gjordt dem uret, banke hinanden til ukendelighed?".

Alexander sænkede igen pistolen og kiggede indtrængende på Sortelveren inden han drejede hoved mod Angelie igen, "Min tid er alt andet end forbi, det var jo slet ikke meningen jeg skulle have været her under jeres lille oprør var det... du frygter mig ligesom alle andre der ikke fatter min vision" Alexander så triumferende på Angelie og med et ondskabsfuldt smil sagde han "Desuden er jeg kommet tilbage med venner... en hvis Miss Faith vil vidst gerne have et par ord med dig".

Alexander blev afbrudt i sin talestrøm, da Damia valgte at give en isnende bemærkning til Sortelveren. Alexander kendte hende og der var ikke meget han kunne lide mindre end at være mål for Damias vrede, men ikke destro mindre frygtede han hende ikke, han regnede med hende, selvom det nok var en karakterbrist af de helt slemme havde han et vidst forhold til hende, men om hun havde det samme til ham var bestemt ikke sikkert.

Opmærksomheden blev igen flyttet rundt i rummet da han begyndte at tale til Sortelveren, men denne gang holdt han blikket fastlåst på Angelie, "Hvad med at su smutter tilbage til Zane og fortæller ham at Karl er på vej... Jeg tror de to har noget at snakke om... eller Zane har mens Karl dræber ham", hans stemme var spottende og modbydelig som en slange der havde hugget sin gift dybt ind i sit offer.

Andrija stod ganske tavs og stille, mens han så og næsten analyserede hvad der skete på 'scenen' foran ham. Det var yderst interessant, som en god film, hvor man endnu ikke vidste hvem der holde med hvem, eller det var en løgn, man vidste ikke hvem denne Damia, der stod bag den anden rødhåret kvinde ville. Ud fra hvad han havde forstået havde han svigtet kvinden en gang, for at gå over på mandens side, men ville hun svigte sin nye herre, for at skabe endnu en ny verden? Efter lidt reflekteren over disse tanker kom han frem til, at denne Damia kun ønskede magt i den ene eller anden form, og ville kunne stikke sine venner en kniv i ryggen.
Ergo ville Andrija næsten forvente at hun ville tage Scars side, for blot at skifte, hvis slaget blev tabt. Så kom spørgsmålet til hvad han ville fortrække, for han kunne se plusser og minus på begge sider. Han havde til nu levet ganske udemærket i Scars verden, men han var dog heller ikke sikker på hvor lang tid denne verden kunne blive ved, inden det endte som Angelie havde startet med at sige. En verden fyldt med tomme skaller der ingen modstand kunne give.
Efter flere egentligt unødvendige tanker valgte han side, eller side for nu, det kunne jo ændres, men han var ret sikker i sit valg.
Han smilede dannes i hans ene mundvige da en sortelver trådte ind i samlingen og fik nogle hårde verbale ord med på vejen fra Damia. Det var nogle kvinder med ben i næsen, disse to rødhåret kvinder, begge smukke og elegante.

Mens snakken fortsatte oppe på scenen, blev Andrija enig om at han havde valgt det rigtige, eller - så enig man kunne blive med sig selv. Han sukkede let, og skiftede stilling, mens hans blik var fæstnet på elveren, den nye som var iklædt en ganske speciel mundering.
Til sidst valgte han at skride til handling, for gud hvor var det ved at blive kedeligt blot at stå og glo på de tre, nu fire væsner diskutere om hvem der skulle dræbes, og hvem der ikke skulle. Han flyttede sig fra en ellers så magelige plads, og begyndte at sætte kurs hen mod midten, eller ikke direkte, for det ville være umulig. Han gik ud i kanten, og fulgte vægen, til han stoppede op et par meter fra centrum bag Scars. Da han nu var tættere på ham, virkede han endnu mindre. Højden på herren bragte et mindre smil frem på hans læber da han huskede en kendt diktator ... Adolf Hitler, også yderst lille, eller i de mindre størrelser.
"Fortsætter i, eller har i tænkt jer at stå at mundhugges hele dagen?" Hans stemme var på sin vis neutral og ligegyldig, men den gav også tydelig tegn på at de måtte snart skride til den ene eller anden form for handling, hvis de skulle komme videre, efter Andrijas mening. Han havde overværet så mange af disse snakke der aldrig bragte til andet end mere bras. Han ville være godt tilfreds hvis en af dem, ligegyldigt hvem begyndte at skyde eller et eller andet på en af de andre, det ville få lidt handling ind i billed frem for de meningsløse ord de havde brugt en utrolig tid på at skyde efter hinanden.

Zariah's blik gled langsomt og koldt hen over dem alle sammen.
*Karl, siiger han... så uhyret er stadig i has magt.. glimrende...* tænkte hun.
Det var hendes store chance... hun var hovedledet i planen om at neutralisere Van Ricter...

"Mylady Valsharess..." begyndte hun, og slog så helt over i Sortelvisk:
"Usstan tlun dosst kulggen lu'dosst killian. Quarth uns'aa 'zil dos daewl. Jhal ol zhah natha priqual nindel Van Ricter zhah jous'at phor. Ka l'inth zhah ulu wynthye, udos z'klaen alu ulu Abbadon ulnin.(*1)"

Hun bøjede hovedet mens hun talte til sin Valsharess, men var alligevel årvågen og klar hvis de andre skulle prøve på noget.

"Usstan n'kyorl dosst quarth, ussta Valsharess.(*2)" sagde hun så.


-----------------------------Sortelviske sætninger---------------------------

*1 "I am your shield and your sword. Command me as you wish. But it is a problem that Van Ricter is showing up. If the plan is to succeed, we must go to Abbadon soon."

*2 "I await your command, my Empress"

Langsomt skar Angelies tænder mod hinanden, mens en irriterende lyd trådte frem fra dem. En ørehængende hvinen, som ville kunne høres af de nærmeste, mens blikket fortsat hvilede på Scars. Ordene der kom ud af munden på ham, fortalte hende at selv om hun aldrig havde mødt ham i egen person før den selv samme dag, ville hun aldrig kunne bryde sig om ham. Hun hadede ham, for hvad han havde gjort ved landet, ved folket.
"Så vidt jeg er informeret var det ikke kun tyve og røvere der røg i den arena" svarede hun bittert, og lod øjenbrynene krympe sammen på midten, for at skabe en diskret skulen. "Det er derfor folket skal bruge en hersker! En regering som kan fortælle dem hvad der er rigtigt og forkert!" Hendes stemme hævede sig en anelse over hans omtale af folket, som hujede. "Folk ved ikke bedre! Hvis det var lovligt at slå ihjel, ville alle rende rundt og skyde hinanden! Hvis det er lovligt at se arenakampe, hvor folk dør, vil folk anse det som underholdning! Det er.. var dit job at opretholde de moralske love!"

Irriteret vendte hun blikket væk fra ham, som en lokkende stemme spandt i hendes hoved. En stemme hun normalt ikke ville kunne afslå at lytte til, men vreden ophobede sig inden i hende over Scars snæversynede verden, som han tillod sig selv at leve i. Hvordan kunne han.
Du skal ikke engang prøve på det der, Ambrosia! Jeg er ikke i humøret til det! Tanken blev sendt tilbage mod kvinden, som Angelie havde sjælebånd med. Kvinden der vidste alt om hende, selv ting som Angelie end ikke selv kendte helt til. Han er dum, svag og snæversynet.. Han vil ikke folket det bedste, og fortjener ikke at være kejser! Dette var tanker, som kun Damia ville kunne fange ud af hendes sind, og Angelie hævede blikket mod hende et kort øjeblik, ved at kigge sig over skulderen med et halvt sørgmodigt blik.
"Og det er ham du vælger at arbejde for, frem for.. mig" sagde hun højt, så de andre tilstedeværende ville kunne høre det. Stemmen bar på en klang af skuffelse og opgivende. Hun ville aldrig kunne forstå Damias valg fuldt ud.

Læberne skiltes svagt, for at komme med et bidende svar til Scars anden bemærkning, mens hun i baggrunden hørte en kommentar fra en fremmed, men samtidig talte Zariah til hende, og Angelie kæmpede kort for at opfange hvad de alle sagde.
Zariah var en stor pige, som kunne tage vare på sig selv, men Zane ville aldrig tilgive hende for at efterlade kvinden her, og holde et øje med Scars, og de andre. I stedet sendte hun bueskytten et hurtigt blik, der fortalte at hun ønskede at de blev her, for at sende rapporter til Zane, om nødvendigt, mens hun sendte dræbende blikke mod Scars.

"Dos phuul ditronw.. Udos inbal ulu sevir nin. Zane zhal'la zhaun bauth nindol persons arrival p'los uk orn ann'ish" svarede hun diskret, stadig uden at vendte blikket væk fra Scars, mens hun lod hovedet glide en anelse på skrå.
"Nej beklager.. Jeg bliver ikke for at kæmpe min kamp her.. Min plads er ved siden af min sande soulmate" svarede hun samtidig den fremmede, og lod med vilje den sidste kommentar følge med, som en diskret fornærmelse til Damia.
"Ori'gato's alu"

Angelie sendte Scars et sidste blik, inden hun vendte rundt på hælen, og bevægede sig mod Zariah, med ryggen mod dem, velvidende at en kniv imellem skulderbladene var sandsynligt.
Hun ville ikke stoppe op ved kommentarer fra dem, men blot vinke sig over skulderen.
____________________
1:
You're right.. We have to leave now. Zane should know about this persons arrival before he will appear

2:
Let's go

Damia stod let og lænede sig en anelse op ad Angelie. Hun kunne næsten mærke hvordan pigens irritationer stod ud fra hende som elektriske spændinger. Faktisk så.. mærkede hun hvordan irritationen fyldte hendes egen krop, dog af en lidt anden grund. Angelies opmærksomhed var rettet mod en anden, og ikke hende. Damia bed hårdt tønderne sammen og slap Scars blik for kort at lukke øjnene, og så få styr på følelserne der var begyndt at tage en smule overhånd. Så da hun endnu engang åbnede øjnene var kulde og let ligegyldighed det eneste der fyldte hendes blik og sjæl.
Hun lyttede kun halvt til hvad Angelie havde at sige til Scars, da hun fandt ud af at dette her ikke var andet end lidt små mundhuggerier. Damia rettede sig en anelse op, da ’samtalen’ sluttede og Angelie kommunikerede til hende via sjælebåndet.

Det var her Damias læber krusedes i noget der kunne minde om et mørkt smil. Men kun lige. Hun kunne mærke hvordan Angelie byggede afstanden op mellem dem, udelukkende på grund af en tidligere jalousi for Scars. Og ifølge Damia var det der nu skete Angelies måde at give et comeback på. At gøre det samme. At vælge sortelveren frem for hende.
Havde Damia ikke haft så mange år på bagen, og nær så meget styr på sine følelser, ville hun med sikkerhed have modsagt pigen lige på stedet. Men hun gjorde det ikke. Hun vidste at det var det Angelie ville have – derudover vidste hun også at Angelie var klar over det ikke ville ske. For sådan var Damia. Og at vække følelser i en sådan dæmonkvinde krævede en del mere end blot at skabe lidt splid.

Da Angelie begyndte at gå tog Damia sig ikke til takke med enkelte ord.
Actions speak louder than words do, my dear Den silkebløde stemme snoede sig vejen til Angelies sind og fyldte det ud før kun et ekko af disse ord blev efterladt. Men det var endnu ikke slut. Kendte man Damia var hun ikke typen der blot stod tilbage og valgte at tude over tabet af sin nærmeste.
En, to, tre skridt og Damia var ved Angelies front. Hendes arme gled omkring Angelie og trak hende langt ind til sig. Holdt hende nær som hun havde gjort en gang før. Lod kort kulden forsvinde, for i stedet at lade varme omslutte dem. Hun åbnede op for sit sind og trak Angelie med sig ind i det. Deres sind smeltede sammen til en.You know that empty words can’t reach me. Now go back to your people, and tell big Z I want to speak with him… ved disse ord lænede hun sig ned og lod let sine læber strejfe Angelies kind. You’re still mine… Ekkoet af ordene blev ved med at give genlyd som hun trak sig ud. Sendte et kort blik i retningen af Scars, før hun lukkede øjnene og lod skyggerne omslutte sig.

//Undskylder for min manglende deltagelse i emnet på det sidste, har bare haft så pokkers travlt :s//

Scars løftede øjenbrynet en smugle en smugle og hans tænder kom frem, da hans ansigt fordrejede sig i en grimasse, som kun vampyrer af den allerværste slags kunne fremmane. Med et brøl der rangerede en vred løves kiggede han indtrængende og advarende på Andrija, "Dine frækheder er ikke noget jeg sætter pris på, så hvis du vil være en god andenrangs dæmon og holde din kæft, mens de voksne snakker, ville jeg sætte pris på det...". Alexanders syregrønne øjne, stak igennem Andijas et par øjeblikke mere inden han igen lod opmærksomheden glide over på Angelie og Damia.

Alexander tog en hånd op til hoved, efter hans lille nummer, ikke nok med det gjorde fandens ondt, det var også direkte pinligt, at han havde ladet en dæmon som Andrija gå ham sådan på klingen, det var kun Damias fortjeneste og hendes alene, der havde sørget for at han ikke havde forsøgt at brække nakken på ham her og nu. Scars kunne ikke holde en mild og alt for flink latter tilbage efter Angelies ord *skøre kvinde... skrup tilbage til dine kødgryder*, han kiggede op på hende og bed sig uskyldigt i læben, mens hans blik, sagde mere end ord nogensinde ville være i stand til, "Lad os sige jeg går ind for personlig frihed... indenfor de rammer jeg sætter for folk, de kan jo skabe deres egen moral, de skal bare ikke fortælle mig om den", han blinkede til hende og sendte hende en kys mund.

Scars kiggede på hans... jah den eneste i hele dette foretagende som han nægtede at skyde uden grund, han mødte Damia's øjne et øjeblik, inden hun kiggede på Angelie, *snyd mig kvinde og jeg skal gøre en ende på dig*, tanken overraskede hamselv, men ikke desto mindre, var den sand, intet skulle stå mellem ham og den magt han havde nu, om det så var den eneste anden person udover hamselv, som han tog sig af på denne elendige jord. Scars var dog velvidende at han ville tøve, hvis ikke ligefrem fryse, hvis det skulle komme til en konfrontation, mellem ham og Damia, han ville ikke være i stand til at ende det hele, med trykket på en aftrækker, det ville være som at flå den sidste rest af det der forbandt ham til denne verden ud af sin egen krop.

Alexander fnøs da Angelie igen snakkede, "Jeg havde heller ikke forventet at du ville have de i dig til at stå imod mig her og nu... men gå du med dig, hvis ikke jeg forfat på dig, så gør Karl...", Bare at nævne djævle, fik hårene til at rejse sig i nakken på Alexander, Karl havde været forsvundet i et par timer nu og var uden tvivl ude af kontrol, ingen var sikre imod ham, end ikke hamselv. Psykopaten var stukket af, og ikke nok med det... han var skide sur på alt der bare havde den mindste smugle liv i sig, men til alt held var det formentlig Zane han ville kaste sin kærlighed på først, hvilket ville give tid til at man måske ville finde et eller andet der kunne stoppe bæstet.

Alexander stirrede i Damias øjne og drejede derefter selv rundt på hælen for at gå, der var ikke grund, eller fornøden plads til at en kamp ville være et ordenligt svar på den uendelige disrespekt som var blevet vist ham.

Et smil flækkede over Andrijas læber da han hørte Scars udbrud, raceri og vrede. Han ville normalt være irriteret og fornærmet over hvordan han blev snakket til, men han var snart van til så mange øgenavne fra diverse væsner, især vampyrer, som ofte havde så travlt med sig selv. Han lod smilet ligge på sine læber, mens han let bukkede, hvis man overhoved kunne kalde det det. En herre der ikke kunne styre sig selv var ikke meget værd. Det var bestemt ikke en person der kunne styre et rige og føre det frem mod en ordenligt fremtid, ikke efter Andrijas hoved. Han havde fået hvad han ville, og ønskede ikke mere, hvilke var grunden til at han blot vendte om på hælen, og forlod stedet med et let smil på læberne.

//Out ...

//Er ret sikker på emnet nu er slut, så jeg vil gøre mig denne ulejlighed at skrive; Emne over and out//