Finding freinds (Faith)

Sted :: Dybt under havets overflade
Tid :: Lidt efter middag for omkring 4 måneder siden
Omgivelser :: Interiøret på u-båden "Dark Void"
Vejr :: Over vandet raser en forfærdelig storm.

"Så er hun i live?", den bryske stemme af en mand der havde røget for mange cigaretter skar gennem luften, "Det var meget snært på, men vi syntes at have stabiliseret hende nu... det ser jo ud som om hun har været igennem helvede og tilbage", den anden stemme lød mere ungdommelig og frisk end manden fra før. Den første stemme brummede igen, men noget lavere, nært uforståeligt, "Det har hun også været".
Alexander trådte ud fra infirmeriet, hvor han lige havde snakket med en af de læger som havde kæmpet med at holde en ganske særlig person i live. Et kuldegys skar ned igennem ryggen på Alexander, denne kvinde, hun var ikke hvem som helst, det havde krævet ikke så lidt af ham at finde hende og derefter handle med hendes fangevogtere om hvad der skulle gøres med hende, der hvor han havde været havde hans styrke, magt og penge ikke været det mindste værd, en skræmmende oplevelse for en mand der ellers var van til at han kunne få alt hvad han pegede på. Med en skælvende hånd lod han en cigaret glide ind i mundvigen og tændte den hurtigt med en tændstik, var det det rigtige han var ved at gøre? Sådan at lege med døden og dem som var forbandet til et andet sted? Han havde ikke svaret, men han havde resultatet af det han havde kunne få med sig fra mørket selv.
Alverdens trusler og magt demonstrationer havde været nyttesløse, Alexander var blevet puttet i en situation han ikke havde oplevet siden han var menneske, og dette var efter hånden blot et svagt minde i hans baghoved, han rystede irriteret tankerne om sig fordums svaghed af sig mens han gik forbi de store ruder der gav indblik i det der skete i infirmeriet. I en enorm glastank der var mere eller mindre henlagt i mørke kunne man se en kvindelig figur under det der lignede vand, flere hundrede små rør og ledninger sad fast på hende og det var tydeligt hun virkelig havde været udefor noget af en tur. Alexander kiggede kort på hende og fik et lille smil på læberne, hun havde ikke været det han havde forventet, den store kriger og det drabelige kvinde menneske han havde hørt om fra historierne var ikke det han havde fundet og til sidst havde bragt med sig. Denne kvinde, eller vel nærmere pige i hans øjne virkede ikke som en der ville kunne vælte bygninger eller sende hele nationer ud i krig, men man skulle ikke skue hunden på hårene, hun kunne nok vise ham at hans lille rejse ikke havde været forgæves.
De blankpolerede sorte sko lavede en distinkt lyd mens han gik ned ad gangen, den lange frakke hang ham til midt på knæende og lavede en brusende lyd mens han gik, hans blik var gennemsyret af træthed og det enorme ar der strakte sig fra øverst på venstre øjenbryn til nederst på højre side af hagen lavede en fold i ansigtet der fik ham til at se endnu ældre ud. Det ville være med stor glæde han nu ville tage sig et par timers søvn, denne oplevelse havde været nær for meget for hans ellers hårde psyke.

Så uskyldig, så yndig, så krævet, så barsk, så smuk, så farlig.
Mange ord kunne beskrive kvinden i glasset, sådan som det højrøde hår som dansede rundt omkring det meget ligblege ansigt, der med lukket øjne, hang og dinglet i vandet. Uvidende omkring hvad der skete omkring hende, hang hun der som svævede hun. Fuldstændig upåklædt kunne man tydeligt skimte den barnlige skikkelse hun havde, en attenårig, hvis krop endnu ikke var fuldt udviklet.

De mange slanger, som der var påført hendes krop, fik det til at se så uvirkeligt ud, mange ville nok tro dette kun fandtes på film, men man måtte indse, at leve i denne verden som de levede i, var det som foregik i film, lige så virkeligt som alt andet. Pludselig rykkede det i hende, hun kunne mærke, mærke hvordan hun ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og døden mere, hun kunne ikke finde frem til lyset længere, det var som om at hun igennem hele denne tid, bare havde gået og gået, i håb om at hun endelig kunne hvile i fred. Men nu, nu var det som om, at hun skulle løbe hvis at hun skulle nå denne udgang, hvor hun dog bare ønskede at dø, og denne gang for good.

Men jo mere hun kæmpede jo værre blev det, det var som om hun vågnede flere gange, også faldt hen til den evige søvn igen.
Helvede, hun kunne mærke flammerne omkring på hende, hun kunne mærke, hvordan at det var som om hun ikke kunne få luft, som om nogen prøvede at kvæle hende.
Med et, åbnede sig nogle smaragd grønne øjne sig, mens hun stirrede sløret ud på de mennesker, som der havde været i gang med at redde hende tilbage fra intetheden.

Hendes sanser vente hurtigt tilbage, og hun kunne mærke hvordan at slanger var boret ind i hendes kød, hvordan at hun var under vand, og vreden steg op i hende. Hvor vågede de! Hun følte sig mest af alt et forsøgs projekt, ingen, ingen! Skulle eksperimentere på Faith Jável Diablo!
Under vandet greb hun fat omkring slangerne og hæv til. Dette forudsagde sprækker i det store glas som hun var fanget i, i alt sin rase havde hun fundet en enorm styrke frem, og da hun i sin raseri skreg undervandet. Glasset sprang i tusinde stykker, og vandet fossede ud over det hele, men lige så hårdt som hun var faldet i mod jorden, og havde skåret sig i mod de mange glasskår, var hun oppe igen.

"Hvem! Hvem er den idiot som der har bragt til live, hvem af jer ynkelige væsner er det jeg skal dræbe i dette øjeblik" stemmen havde en klang af dæmonisk adfærd, mens at øjnene kiggede vildt rundt, for at finde den mand, hun skulle bringe dødens kappe hen over.
Fuldstændig udpåvirket af, at hendes nøgne krop, glinsede i lyset, på grund af vandet som der stadig lå på den helt blege hud. Håret klistrede imod ansigtet, halsen og hendes ryg. Men intet af dette betød noget, når hendes raseri, boblede og syede i hende, som var det kun et spørgsmål om tid, før at hun ville eksplodere.

Alexander drejede sig rundt i sengen og vågnede, der var gået mere end 6 timer siden han var kommet tilbage til u-båden med hans nye gæst, hvilken forfærdelig tur det havde været, men målet var nået. Der lød en svag banken på døren og med det samme var Alexander vågen, "Hr. Lazarow, kvinden... eller hvad hun nu er, viser tegn på hjerneaktivitet, lægerne siger hun vil vågne indenfor det næste kvarter", lyden af skridt fortalte at soldaten skyndte sig væk igen for ikke at falde for hans herres uendelige vrede, eller spontant dårlige humør.
Alexander smilede lidt op i loftet, hvor en lampe dinglede svagt på grund af det uvejr som foregik over vandet, det var tid at få sig en lille snak med hans nye 'ven', langsomt trak han et par urban-camo bukser på og en sort tanktop, det samme skete hurtigt med et par sorte militær støvler. Hurtigt kom Alexander ud af døren og bevægede sig ned mod infirmeriet, de folk der mødte ham på gangene flyttede sig hurtigt ud til siderne opg gjorde honnør så han kunne komme forbi, det var aldrig svært at se på Alexander når han havde travlt, for det ar han havde i hoved syntes at være presset helt sammen til en lige streg når han skulle koncentrer sig eller tænkte kraftigt over noget.
En enkelt soldat lige udenfor Infirmeriet, kom ikke væk hurtigt nok og Alexander skubbede ham brutalt væk, så han fløj ned ad gangen og endte med et brag et stykke væk. Alexander tog sig ikke af ham, der var så mange andre der kunne tage hans plads som kanonføde, det var kvinden på den anden side af de triste hvide døre der var i hans tanker.
Med et hurtigt puf trådte han ind i lokalet på samme tid som Faith rejste sig fra gulvet, han havde ikke forventet, at hendes kræfter stadig ville være så stærke efter så lang tid i helvede. Alexanders blik fulgte hende som hun kom op fra gulvet og på den groveste måde antog at hun... i denne stand kunne give ham kamp. Han vidste bedere, den sorte slev havde taget hendes kræfter som en led i den aftale han havde lavet, om hun kunne få dem igen ville tiden og træningen vise. Alexander trådte helt frem til Faith, "Jeg er Alexander Lazarow, konge og hersker af Di Morga... Jeg er ikke din ven, men vi har en fælles fjende som jeg tror du vil glæde dig over at have chancen for at møde igen, men lad os først få givet dig noget tøj", Alexander knipsede med fingrende og to soldater forsvandt kort og kom tilbage med en militær uniform i kvinde model.
Alexander afventede ikke at Faith fik taget tøjet på, men drejede rundt på hælen og ventede udenfor så hun kunne få tanker og tøj iorden, Alexanders soldater fulgte lydigt med ud, de skulle ikke nyde noget af at være i samme rum som hende, når hun nu var i fuld vigør igen.
Alexander lænede sig op ad væggen på den anden side af døren og tændte en cigaret, hans ubruglige lunger havde ingen rigtig funktion mere og den nikotin der var i cigaretterne ville alligevel ikke blive optaget i ham, det havde bare noget at gøre med vane.

Hun hvæsede af denne Alexander, men blev så paf, da han pludselig nævnte at han var konge over Di Morga, hvad var der hent med Malla? Var han forsvundet, eller var han blevet dræbt, lige som Zane?
Med store øjne, stoppede hun brat op, og begtragtede den håndbevægelse han lavede, og straks kom der en militær uniform ind til hende. Med afsky i øjnene kiggede hun ned på klæderene og måtte indrømme at den skabte en del væmmelse ind i hende, men uden brok, begyndte hun lige så stille at trække tøjet på. Det var dog der, at hun til sin stræk fandt ud af, hvilken stadie hendes krop befandt sig i, en ussel ung piges krop, som endnu ikke var udviklet, med et skrig, gik hun over imod noget som kunne minde om et spejl og kiggede på sig selv, mens væmmelsen voksede sig større og større.

Der gik nogle minutter før, at hun kom sig over chokket, og begyndte at ifører sig det tøj som der var blevet bragt hende, mens hun med et stenet udtryk, kiggede ud i luften, som var hende alt ligegyldigt.

Til sidst var hun iført nogle militær bukser, sorte støvler, hvor til en en hvid tang top blev trukket hen over brysterne, da hun ikke mente at en bh var nødvendigt lige nu, for det andet trængte hun til at det gik hurtigt.

Der gik omkring tyve minutter før at hun trådte ud af døren og betragtede hendes omgivelser, det var først nu, at hun lagde mærke til, at hun ikke var under jorden, men under vandet. Det løb hende koldt under ryggen, da hun måtte indse at der ikke var nogen videre vej ud af dette nye helved.

"Hvorfor har de bragt mig til live Alexander Lazarow.." sagde hun, med en iskold stemme, som der ville kunne få en hvers mand åre til at frise til is. Nogle kolde øjne betragtede manden som havde præsenteret sig som Di Morgas konge, hvad havde han at tilbyde hende, som kunne gøre at hun ville overtales til at hjælpe ham?

Det fik et lille smil til at brede sig hen over hendes læber, mens hun afventede hans svar.

En røgring blev sendt igennem en anden røgring, ventetiden begyndte at strække sig udeover det som Alexander fandt acceptabelt, sjældent havde han oplevet at han skulle vente på noget i hans liv, og det var en komplet uvant situation hans stod i, han skulle for et øjeblik spille den 'gode' der havde reddet Faith ud af døde. Alexander sukkede dybt og slukkede cigaretten i den ene håndflade, det kunne vel ikke hjælpe en skid at prøve at snyde hende, hun var efter det han havde hørt lige så god til at se igennem løgn som hamselv. Alexander sparkede lidt til sig selv i tankerne og lod en irriteret og koncentreret mine finde vej til hans ansigt.

han nåede dog ikke at stå sådan længe, inden han så døren smække op og Faith kom ud mod ham, hun var ikke et syn man forbandt med det ypperste af en kriger, hun lignede et barn, en ung pige der endnu ikke havde set det onde i verden, men hendes øjne fortalte en ganske anden historie, gennem dem kunne man se et, eller flere liv med vold, død og ødelæggelse, et skræmmende syn for enhver der ikke havde set det samme, eller oplevet noget der på samme måde kunne skabe en aura af sort energi omkring personen.

Alexander støtte fra væggen og bøjede hoved en smugle for at komme ned i samme højde som Faith, han bød hende at følge med sig, mens han fiskede en pakke cigaretter frem og tændte sin egen inden han kastede den og en pakke tændstikker ned i armene på hende, pakken var synligt ment som en meget sporadisk gave til hende, "Jeg har bragt dem til live fordi jeg er kommet i en prækær situation, Di Morga er endnu engang på vej mod en krig, en krig som du har en særlig interesse i". Alexander standsede kort og kiggede, drejede så ned ad en anden gang der var mere eller mindre tom og fortsatte med at snakke, "Sortelverne er igen blevet samle, en mand ved navn Zane har fået dem alle under sit banner, Selv med mine midler og min personlige indblanding ville jeg ikke have meget af en chance mod Zane, ikke når han også har Angelie på sin side", Alexander sukkede dybt og lod en mørk tavshed brede sig.

Efter lidt tid med knugende tavshed snakkede han igen, "Jeg har hørt noget om at du skulle have et gammelt vendetta med Zane... hvad siger du til at få chancen for at slå ham ihjel... for good?". Alexander åbnede den store dør de nu var nået til og en enorm hangar strakte sig flere hundrede meter fra dem, "Men efter aftale med Satan, har du mistet dine kræfter, kræfter jeg åbenbart skulle træne dig tilbage til", Han sendte hendes krop et opgivende blik, "Men det ligner lidt af en udfordring ligenu".

Hun greb pakken med cigarretterne og tændstikkerne, hvor efter et an cigarret hurtigt var placeret mellem hendes læber, og tændt hurtigt efter. Hun kiggede en smugle ivrigt på Scars for at vente på at han ville tale, da hun måtte indrømme at hun havde en hvis interesse omkring hvad det var han ville hende, og der ud over, hvor skulle hun ellers gå hen? Nu havde han allerede haft den idioti at tro at ved at vække hende til live, at han havde vundet en respekt hos hende, faktisk havde hun alt stor grund til at dræbe ham, lige som alle de andre små kakelakker som der befandt sig på dette undervands skib.

"Aha.. Bevis mig.." brummede hun, og pustede den silke hvide røg imod hans hoved, og begyndte derefter at gå med ham, hvor de skulle hen, havde hun ingen anelse, men hun var ligeglad, bare at hun kom så langt væk fra det rum, som mest af alt skulle hun bare væk fra dette rum, som der havde mindet så meget om et forsknings rum, som skulle hun lige om lidt ligges på en opereringsbord og skulle sprættes op, i et eller andet sindssygt forsøg.

Hun rystede den ubehagelige tanke af sig, og begyndte så at spidse øre da han begyndte at nævne navne, og stirrede vantro på ham, inden hendes tænder langsomt begyndte at skære imod hinanden.
En let fnysen gled ud igennem næseborende inden hun valgte at kigge på ham. "Jeg kender Angelie, mens hun stadig var en sølle Animagus, jeg var personen der dræbte hende i sin tid, og Zane.." hans navn blev udtalt i et toneleje, så koldt, at man skulle forvente at alt omkring hende ville fryse til is.

Hun trængte ind i sig selv, med den vrede som boblede under huden, hvis hun ikke vidste bedre troede hun snart at hun ville eksplodere.
Lige så stille trådte hun igennem den store dør, og vente sig imod ham, så de stod tæt op af hinanden. Fuldstændig ligeglad med det blik som han havde sendt hendes ynkelige krop, og snakkede omkring, at hun skulle i træning, hvad fanden vidste han om det. Lucifer var dum som en dør, han var bange for hende, kun af den grund, havde han svækket hendes kræfter, men de var ikke tømt ud, og de var bestemt ikke væk.

Hendes øjne, gled lige så stille ned af hans skikkelse, også op igen, så hendes grønne øjne søgte hans.
"Og hvad får jeg ud af det, ud over at få lov til at dræbe en mand, som der alligevel ikke ser ud til at kunne dræbes?" spurgte hun, og lagde hoved let på skrå, og sende ham et næsten for venligt smil, når det kom til hende. Hendes fingre gled under hans kæbe, mens hun trådte væk fra ham igen. Tungen trængte langsomt ud igennem hendes læber, og fugtede dem, selvom kroppen var som en ung piges, havde hun stadig sin ynde, hvis dette havde været en helt almindelig mand, havde hun hurtigt kunne charmere ham, men ham her, han var mere end bare menneske, så dette kunne godt gå hen og blive lidt svært.

Alexander kiggede aldeles uimponeret på hende, ligenu havde hun på ingen måde den storhed og styrke som han havde hørt om i historierne, det havde også været en sej kamp for Lucifer at få givet hende til Alexander, så han selv kunne slippe for at have hende i nærheden. Selve den diskussion som mørkets herre og Alexander havde før havde været aldeles absurt, til at starte med havde det været et sejt træk for Alexander bare at få lov til at se Faith, men da Lucifer fandt ud af at han ville have hende med tilbage til livet, kunne han nærmest ikke få læsset hende af hurtigt nok på Alexanders skuldre. Den efterfølgende debat om hvad Alexanders betaling, for at tage en Faith der lignede og føltes som alt andet end det hun var beskrevet som, ud af helvede havde nær fået et regulært håndgemæng mellem Alexander og Lucifer til at finde sted. Men til sidst var tingene blevet ordnet og Faith var blevet ført ud af helvede.

Alexander bandede lidt for sig selv, mens han tænkte på hvordan han egentlig følte sig snydt af Lucifer... hvilken overraskelse. Alexander gav endnu et meget nedladende blik til Faith, "Jah jeg tænkte nok at de to ville bringe glædelige minder frem i dig...", Alexander stoppede sig selv og lyttede til Faith,.

Han havde ikke tænkt så langt som til at hun ville have mere end chancen for at dræbe Zane og Angelie, han havde ikke lige andet han kunne give hende, ikke at han kunne komme på, "Jeg har givet dig livet tilbage for det formål at slå Zane og Angelie ihjel... hvis du vil have andet må du sige frem", Alexander stillede sig afventende og kiggede på Faith.

Faith 'venlige' smil fik et lille tik til at vise sig ved Alexanders venstre øje, og han bøjede sig igen frem mod hende og lod hans syregrønne øjne gennemtrænge hendes, "Misforstå ikke det at jeg har hevet dig ud af helvede med at jeg har noget til overs for dig... du er et objekt i mine øjne, et objekt jeg allerede er fantastisk skuffet over". Alexander rettede sig op igen og gik forbi Faith over til et lille bord, med en irriteret udtryk trak han en lille kuffert frem og drejede den mod hende, "Jeg tror du vil finde dine gamle våben til stor glæde... ikke at jeg på nogen måde syntes du fortjener dem ligenu".

Hun fnyste irriteret, han troede hun ingen kræfter havde? Han troede virkelig at hun var en eller anden svækling, nej nu havde hun aldrig. Troede han virkelig, at det kun var Lucifer som der kunne snyde folk. Nej hun kunne stadig mærke hvordan de lumrede i hende, bare ikke på den fulde kræft som man før havde kendt til, men de var der. Pigge som der sad i hendes fingre, som ved berøring af andres hud, kunne sende store mængder af - den så kalde brandmand som gik under navnet hvepsen - gift som kunne få en fuldvoksen mand, i god forms hjerte til at få et hjerte stop. Et hvisken igennem øret der ville få hvert offer til at gå fuldstændig amok og få de værste scenarioer sendt igennem hoved, mens at følelsen af at blive drevet mere og mere til vanvid ville ske, ind til at offeret var så mentalt skadet, at den ikke længere ville kunne gøre modstand.

Men den værste evne, som hun ville komme til at hade allermest, var evnen til ikke at dø. uddødelig så at sige, i den forstand at hvis nogen ville få den idé at springe hende i luften, ville hun stadig være i live. Dette var Lucifers gave til hende, evnen til aldrig nogen sinde at ville dø, lige meget hvad der skete, hvis hun fik skåret en arm af, krævede det blot at få den syet på igen. Hun ville være som en omvandrende zombie, en skræmmende, og dog så stærk en evne, som hun ville komme til at hade så inderligt.

Hun snerrede af ham, da han kalde hende et objekt, og skred hurtigt forbi ham over til hendes våben, og åbnede kassen. Hun betragtede hendes våben, de var der alle sammen, det var som om at der tændes et jule lys i hendes ellers så kolde smaragd grønne øjne, men så vente hun sin krop imod ham igen, og kiggede på ham med et igennemtrængende lumsk smil.

"Hvis jeg virkelig er sådan en skuffelse, så hvis mig, hvor meget stærkere du er.. ved en fair brydekamp?" hun lagde hoved på skrå, og lagde derefter sin ene hånds kno imod den anden hånds håndflade, hvor man kunne høre de tydelige knæk der kom. Hun kastede håret hen over skulderen, og kiggede ham overvejende and, om han havde tænkt sig at tage kampen op, eller om han ville trække sig ud, fordi han regnede med at hun ville være alt for let.

Med yderst lethed, skred hun hen over gulvet, selvom hendes magiske kræfter ikke ville virke særlig godt, var styrken stadig i hende. Den kunne ingen tage, utrolig hurtigt og elegant, havde hun smuttet rundt omkring Alexanders ryg, smækkede ham en i baghoved, for så at løbe tilbage på den plads hun havde stået på før. Med et kækt smil betragtede hun ham.
"Eller slår du ikke på piiiger?"

Alexander kiggede lidt på Faith som hun skred forbi ham, han sukkede dybt og inderligt af hende, som en far gør når han føler sig skuffet over sit barn, men ikke har de rigtige ord at udtrykke det med, trods det ville det virke nedladende på enhver der hørte det. Den åbenlyse glæde som faith udviste over sine våben viste mangel på selvkontrol, en ting som Alexander satte utrolig højt, det gav en ekstra kant i en kamp, hvor modstanderen ville være ledt til at tro man ikke ville gøre det nødvendige for at vinde. I kamp var det en game-winner at kunne overraske sine modstandere, hvad enten det var med udstyr der var bedere end de andres eller at gå totalt bersærk så alt omkring en blev til et potentielt mål for ens vrede.

Idet Faith valgte at snærre af ham, udløste det med det samme en dyrisk respons som man kunne forvente at en vampyr som Alexander, hans tænder kom frem og han brølede af hende, "Do not test my patiense and my hospetallety woman!", efter et øjeblik genvandt Alexander rytmen og han faldt helt ned igen, det var uværdigt for en vampyr af hans stand at blive så sur, og så åbenlyst foran alle.

Et skævt udtryk dansede på Alexanders ansigt, da Faith foreslog en brydekamp, hun vidste ikke hvad hun gik op mod, hun kunne på ingen måde hamle op med ham, og da slet ikke når hun ikke havde de kræfter han ellers troede hun havde, det ville næsten blive for nemt for ham at tørre gulvet med hende, men han skulle da ikke være for god til ikke at gøre det. Med en ufatteligt hånlig stemme sagde han roligt, "Jeg tror ikke du ved hvem det er du leger med, det var mig der dræbte Mala...", Alexander rykkede hoved en smugle frem da han blev slået i nakken.

Havde Alexander haft flydende blod i kroppen, ville han have været ildrød, "Kvinde, jeg har ikke nogen skrupler på grund af dit køn, tro mig ikke en af disse vattede mænd der har det hele i munden". I et ryk der var for hurtigt til at menneskelige øjne ville fatte det hamrede han sin krop frem mod hendes med en styrke der langt oversteg nogen anden han havde mødt i Di Morga, han havde sendt landbrugsmaskiner og tanks gennem luften ved brug af sin muskelkræft og sin styrke, faith ville få en opgave for sig som sjældent før".

Hun smilede skævt til ham, og lagde hoved på skrå, som et lille barn.
"Jeg leger ikke" men da hun hørte hvad han sagde derefter, kunne hun godt mærke hvordan kulden bredte sig hen over hendes krop, og øjnenes aura næsten skiftede næsten til sort, selve navnet fik dyret frem i hende. Den mand, det bæst! Hun hadet ham, hun kunne slet ikke fordrage ham, i hendes øjne burde han brænde op et eller andet sted, langsomt og pinefuldt.

"Forventer du nu en guldmedajle eller hvad?" hvæsede hun irriteret "Malla var intet andet end en dump på vejen der skulle udryddes, hvem end der så har gjort det, er fuldstændig lige meget, at det er gjort, vil kun komme os alle til gode." hun tog sig selv ikke tid til at høre på hvad han ellers havde at sige, men fokuserede mere på om han havde tænkt sig at gå til angreb eller han bare ville stå og prøve at håne hende med ord. De sidste ville højst sandsynlig aldrig virke, da hun ikke tog det så tungt når folk prøvede at svine hende til, typisk fandt hun det bare direkte til grin.

Hun nåede lige at opfange at han kom imod hende med en overmenneskelig fart, men hvad havde hun forventet? Dette var en vampyr som hun var op imod, hun nåede lige at sætte sig på hug, og pressede så til med benene, hvor et spring som var næsten 4 meter højt, hun svævede hen over hans hoved, og landede over på den anden side.

Et grin passerede hendes læber, mens at hun begyndte at løbe i den anden retning imod væggen. Smidig som en kat hoppede hun op hvor portens åbning ville have været, men nu var slået til af en tung dør. Hun kravlede op af den smalle dørkarm, ind til at hun satte sig på den næsten ikke eksisterende plads og kiggede ned på ham, og vinkede kækt.
Dette var egentlig slet ikke hende at gøre således, men hun følte at han skulle fortryde at han bragte hende tilbage i live, hvilket hun havde på fornemmelsen at han allerede gjorde, men hvad fanden, hvor meget mon hun kunne pirre ham, før han eksploderede?