Silent voice..

T: Lige omkring 01:04.
O: Well, der er lagerhuse, men ikke som sådan nogen folk.
S: Havnen nær lagerhusene.
V: En let vind, men okay lunt selvom det er en oktoberaften.
P: En kort kjole, der sidder stramt og slutter midt på låret, den er nedringet og et stort hul i hver side, så der er udsyn til hendes hofter, og en smule af den drage tatovering hun har på ryggen. En sort læderjakke der slutter ved anklerne som står åben Og lange sorte stiletstøvler der slutter lige under knæet.

Aubreiane havde gået rundt for en stund, omkring havnen og kajen, havde set på de både der lå til, og for et øjeblik, men kun et øjeblik, havde hun helt og aldeles glemt sin vandskræk, indtil den havde vendt tilbage til hende, og hun havde istedet valgt at gå hen til nogle af lagerhusene, for at se på dem, der havde hun aldrig været.
Blidt lod hun hænderne glide over en af de kolde mure, ikke at kulden generede hende, og det havde det ikk gjort siden hun blev forvandlet, hvilket oz var grunden til den påklædning hun havde på. Vinden hev i hendes lange sorte hår, og smed det blidt rundt om hende, med en spinkel hvid hånd fejede hun det om bag ryggen igen, for at det ikke generede hendes øjne. Denne aften var de grønne, men stadig med et skær af rødt, for selvom hun efterhånden havde lært at styre farven i øjnene, kunne hun ikke skjule det røde hele tiden.
Med forførende og rolige skridt gik hun rundt om bygningen og lod blikket glide op og ned af den, måske der var nogle folk et sted som hun kunne snakke med, det var egentlig mærkeligt.. nogle gange hadede hun at være vampyr fordi alle folk hadede hende hurtigere end de mødte hende, mens hun andre gange nød det mere end noget andet.
Stille sukkede hun for sig selv, og stoppede op ved en åben lagerdør, skulle hun gå ind? ville det ikke være ekstremt dumt når nu der gik rygter om at der var en vampyrjæger ude, jo lidt måske, men hun var jo nysgerrig,. Dog valgt hun at blive stående udenfor den, og betragtede lidt tænkende døren, afventende, for at se hvem der kom ud af den, om der overhovedet kom nogen ud.

Støvlebundende klaskede imod det klistrede asfalt, der snoede sig igennem den hviskende havnegade. Imellem huse, hvor væggene bestod af dårligt håndarbejde skabt af klirrende metal, der ikke engang fungerede som skrot længere. Det hele faretruende tæt på at falde sammen, lægge flere lagerhuse i en tyk os af støv og ælde, der ville forgifte lungerne og sende flere til hospitalet i op til flere dage. Folk ville for en gangs skyld strømme til, beskue ruinerne af det destruerede enhver tænkelig genstand, der var smidt derind, kun for at blive glemt i en uendelig oase af tid og forådnelse. Men på trods af den blide aftenvind, der afkraftet skubbede til de lidt for bløde mure, var der ingen fare for at se det styrte sammen og efterlade et kaos af snavsede partikler. Han behøvede ikke at bekymre sig i nat, når det galdt husly, selv hvis det var alt andet end ædelt. Men, der var dog en anden ting. Ikke en lille ubetydelig bemærkning i det ellers rolige havneliv, men noget, der burde betænkes. Overvejes og granskes, med enhver tænkelig form for spekulation. Grunde, til dennes eksistens i dette beskidte kvarter, når genstanden for nysgerrigheden var ganske enkelt for fin til dette sted. Et levende individ. Eller.. Med dette hunkøns væsens kridhvide hud, grønlige øjne der ejede et underligt skær af blodtørst, og den alt for perfekte kropsform, var det måske ikke engang en livsform, der stadig træk vejret. Han lænede sig frem, indhalerede den sagte duft af rådne fiskeorganer, mugne papkasser, der indeholdte enten forældede videobånd, muse eksrementer eller alt for urealistiske, sørgmodige barndomsminder. Næseborene vibrerede tilfredst. Dette væsen ødelagde ikke den idylliske lugt, der var så umådeligt genkendelig, og derfor en gammel ven man ikke kunne ønske sig bort fra. Interessen sneg sig ind over de gloende øjne, overstrøg den dystre farve med pulserende friskhed, skabte en inferno af lydløse, dog tunge åndedrag. Små skyer af hvidt dannede sig, foran hans lille opstopper næse; en stødning imellem den blussende ånde og nattens kuldeløft.
*Vil hun mon træde indenfor?*

Aubreiane lod blikket glide ind i mørket, og for en stund lyste en flamme op derinde veed hjælp af hendes magi, der var vist ikke nogen, men bæggen så ud til at falde sammen hele tiden, og selvom hun nok ville overleve det, havde hun ikke nogen planer om at satse livet hertil aften, i hvert fald ikke lige nu. For normalt ville hun nok være gået derind, for bare at kigge, nysgerrigheden løb ofte af med hende, og tit måtte hun tage sig selv i at gøre det, fordi hun tit kom i uføre ved at gøre det.
På den anden side kom hun også altid i problemer ved at lege sådan med folk, for slet ikke at tale om når hun provokerede dem, tit havde hun fået en del tæsk, for så selv at tage hævn og myrde dem. De lå ellers ikke til hende, hun brød sig ikke om at myrde folk for sjovs skyld, eller tage deres blod, hvilket også var grunden til hun drak det falske blod. Nogle gange skete det dog at hun var nød til, at få fat i ægte blod, hvis hun ikke sørgede for at få nok af det falske, kunne hun desværre ikke altid styre, uanset hvor meget hun så ønskede at kunne styre det.
En blid vind kærtegnede de hvide kinder, og hun lukkede øjnene for en stund, stod bare og nød stilheden, indtil hun hørte skridt, tunge skridt, ikke en kvinde, nærmere en mand, men hvor var han.. Var han mon inde i bygningen? inde i den gamle faldedærdige ruin der blev brugt til opbevaring af folks skrammel, ja.. ja det var denne person.
Duften der fangede hende var dæmon, en kort tøven gik gennem hende, han duftede som.. som en vanddæmon, ligesom Athal, flot.. virkelig typisk for hende, hvorfor skulle hun altid støde ind i den slags. ¨kort rystede hun på hovedet af sig selv, og lod fingrene løbe gennem det lange hår, inden hun tyggede sig i læben. De skarpe hjørnetænder blev for en kort stund synlige, indtil de blev gemt bag hendes røde læber igen.
"Er det ikke lidt farligt at være derinde.. jeg går ud fra du har bemærket den måde bygningen rykker sig på ved det mindste vindpust?" hendes stemme var forførende blød og en anelse legende, som kun en vampyrs kunne være det, det irriterede hende ikke mere at stemmen ændrede sig når man blev forvandlet, de første par år havde hun virkleig hadet det, og bandet det langt væk, men det var måske ligeså meget fordi hun ikke havde haft lyst til at blive vampryr. Stille lod hun hovedet glide lidt på skrå, og betragtede skikkelsen der kunne ses inde i mørket, utroligt hun ikke havde opdaget ham noget før.. normalt kunne hun ellers godt se folk i mørke, men her til aften havde hun nok været alt for rolig, for afslappet, det måtte hun passe på med.

Skyggerne bølgede uroligt, idet han endelig satte af fra den eneste stålboks, der var at finde i det dunkle indmad, i det aflagte lagerhus. Lyden af stød imod det fortsat skrøbelige murværk, overdøvede næsten de små klask sammenklapningen med gulvet afgav, når han satte læderstøvlens sål ned, for at skubbe resten af kroppen frem i holdningsløse glidebevægelser. Dyret udenfor talte, med en tone så kærtegnende, at kroppen måtte ryste en enkelt gang for at slippe den fristende kuldegysning løs. Uforandret fortsatte stien imod portens åbning, skyggerne blev flået tilbage fra forsiden af hans tøj og ansigts struktur, og han mærkede endnu engang nysgerrigheden vælde op i ham. Det kunne ligeså godt have været midt på dagen i strålende solskin, det tidspunkt han havde det hårdest med sit vandglade blodgen. Han ville springe frem, forstå den klaprende længsel af ny viden i sin hjerne, se solens stråler markere sit territorium, sætte præg i form af kødlig eksistens. Små, varmepartikler, der kun kunne ses, hvis man havde koncentrationen til det. Men, det var ligegyldigt nu. Der var ikke strejf af lys han kunne søge væsnet med, kun den fristende duft af.. Af ingenting og alting. Han kneb de undrende øjne sammen. Der var ingen grund til at lede efter eksistensen via synet, natten herskede stadig for tungt til at forsøge sig. Hunkønsvæsenet.. Snakkede til ham. Det var ikke hendes hurtige reaktion på hans sjaskede ekko i det enorme, varmeløse rum, der overraskede hans sanser. Han lod sig gøre med 3 skridt til, tog et ekstremt dybt åndedrag via næseborene, smagte på lugten.
...Stadig ingen forandring...
Igen lod vinden til at ville drille, lege, bide og rive i hans hår, hud og kropsbeklædning. Han nænnede ikke at tilse, hvordan der skabtes folder oveni folderne. At det normalt stive, naturligt lilla hår faktisk rykkede på sig, i det skarpe spidser, rørt tilbage, så det kunne stå midt i hulrummet og spidde enhver tomme af luft, der omgav lige det højdeniveau. Fingrene sitrede under presset fra blodet, der pulserede igennem enhver åre, han måtte have i det muskulære kropshylster. Han ville svare hende, åbnede derfor langsomt munden i en sløv bevægelse; der var intet, der hastede. Dovenskab ville mange kalde det, hvilket tit var en forandring, når man begloede de daglige og natlige gader. Især når der blev sludret om Di Morgas midte, Terre, kunne ordet travlskab og stress ofte komme på god fod med hinanden. Tænderne klappede ordene fri, lod det afsløre en drenget, hæs stemme, der tydeligt var i overgangsalderen, og nok aldrig ville ende i de voksnes rækker. Bare sidde fast i dybe røst, der let skræmte smådyr væk, på under et minut.
".. Det har set værre tider.."
Og det var alt andet end en usand fortælling om ublide storme, der raserede alt løst og var ved at flå både vægge, jernstolper og plasttaget af, uden at tage sig af det lille væsen, der krøb sammen i det sikreste hjørne, der endda var ved at kappe hovedet af hans ene økse af. Hvordan stedets legetøj havde været midlertidigt levende, idet en urimelig kraftig oversvømmelse havde fået de efterhånden gustne dukker til at stirre direkte for sig, kun lige ane loftets kontur, men havde frit udsyn til det glimtende havdække, der lignede en svovlsort kappe, med stjerner som små prikker. Huset var sandelig forbløffende standhaftig, påtrods af det elendige håndværkerarbejde, i det syttende århundrede.
"Og.."
Hans læber bevægede sig igen, understregede hans spørgende udtryk, der bestod af et enkelt løftet øjenbryn, og et par stikkende øjne, der var alt andet end varme eller kolde. De var.. Neutrale på en uvirkelig måde. Han stod endnu et par meter fra åbningen, forsigtig, men stadig modig nok. Hun kunne sikkert løbe ekstremt hurtigt, hvis hans tankespind var gået i den rigtige retning.
"Hvorfor befærder du dig her, ædle frue?"

Aubreiane betragtede ham som han kom nærmere og nærmere, egentlig kunne hun stadig ikke finde ud af hvad han var, så måske var det en anelse dumt bare at blive stående. Hun kunne høre hans sko mod den ru overflade på gulvet, kunne mærke vinden mod sit ansigt, og idet vinden fejede forbi dem, gav bygningen et usikkert knirk fra sig, i takt med den bevægede sig en lille smule.
Vinden virkede kold hertil aften, det vidste hun kun den var fordi duften af den ændrede sig, når det blev koldere i vejret, det var lidt sjovt hvordan man kunne mærke det, men når nu kulde og varme virkede ens for hende, så var det en meget god måde at vide det på, dagene de gled jo bare forbi, som om de aldrig rigtigt ændrede sig.
Aubreiane's grønne øjne hvilede roligt og intenst på denne skabning, der nu stod i døråbningen, han lignede en der boede der, en der ikke havde andre steder at være, og derfor bare valgte at blive der, hvorfor han lignede en der boede der, vidste hun ikke helt, det kunne jo sagtens bare være gætværk fra hendes side af, men oftest havde hun ret i sine gætterier.
Kort blev blikket på hans hår, det forekom hende underligt stift, men måske var det bare en masse hårlak der fik det til at blive hvor det skulle, stille sukkede hun, men ikke fordi væsnet irriterede hende, neij.. nok bare.. ja bare for at sukke, det skulle bare til en gang imellem, og selvom det var helt og aldeles overflødigt for hende, fordi hun ikke behøvede trække vejret, kunne hun ikke holde op med det, det var bare noget der sad fast i hende, at hun var nød til at gøre det.
Hun kunne sagtens forestille sig at det der havde været så solidt en gang for utroligt mange år siden, nu efterhånden var ved at blive så dårligt, at det ikke kunne betale sig at håbe på bedre, alligevel ville ingen ligefrem vælge at rive det hele ned, for så at bygge det op igen, nok fordi at man ikke vidste hvad der gemte sig inde i de forskellige lagerhuse, det kunne være alt fra vampyre, til mennesker der var hjemløse og bare havde valgt at søge tilflugt i disse bygninger, fordi der da var en smule læ at finde hist og her. Normalt ville hun aldrig have nærmet sig disse steder, men hun havde følt en sær træng til at gøre det denne dag.. ja eller nat var det jo.
Øjnene hvilede stadig på ham, genvandt dog fokus da han åbnede munden, og for en stund ventede hun bare på at høre hans stemme, ventede på at det ville finde vej til munden, så hun kunne høre hvad han havde i sinde at sige, og idet han så endelig sagde noget, lod et svagt smil sig finde tilrette på hendes røde læber, hun lod hovedet glide en anelse på skrå. "jeg kunne sagtens forestille mig at det har set værre tider.. sikkert noget med en masse storme og oversvømmelser, jeg har hørt at der for en del år siden var en stor oversvømmelse her" sagde hun stille, dog virkede stemmen stadig rolig, og en anelse charmerende, som kun en vampyrs kunne blive ved med at være.
Hvor længe mon han havde boet der? mon han boede der, måden han var gået så roligt hen til døren, uden at være bange for at falde over diverse løse genstande der sikkert sagtens kunne ligge på gulvet, virkede som om han ofte havde boet der, som om han ikke rigtigt havde andre steder at være, eller ville være andre steder, det var jo ikke til at sige om han fandt det rart at være der. en sær trang til at spørge ham om netop disse ting, passerede i hendes sind, men hun spurgte ikke, hvor mærkeligt ville det ikke være, når nu de kun lige havde set hianden an, han havde sikkert allerede gjort sig en masse tanker om hende.
Endnu en gang blev hun revet ud af sine tanker, for kun at lytte til ham, den smule hans mund havde ydret, fik hende til at forstå det nok var et spørgsmål, der senere hen skulle forlade hans læber, og hun havde helt ret. For en stund efter han havde spurgt, stod hun tavst og betragtede ham, åbnede så munden igen, "Tja.. jeg fik lyst til at se en anden del af byen, en som jeg ikke har set før, så jeg gik en tur, og nu er jeg her" et svagt skulertræk kom fra hende, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle svare.