Latteranfald

Tid: Omkring 3-tiden/eftermiddag
Sted: Sombre, byens park
Vejr: Efterårskøligt
Omgivelser: Folk, der går tur i parken, folk, der flyver med drage, etc.

Athal kedede sig. Ja, han havde aldrig selv troet, det nogensinde ville komme til at ske oven på alt det, han havde oplevet de seneste par uger, men nu skete det altså. Efter at have siddet på en havebænk i en halv times tid og betaget betragtet amuletten - amuletten han aldrig kunne blive træt af at studere; smykket, der bandt ham fast som intet andet -, begyndte selv det at kede ham. Dovent kiggede han sig omkring for at finde noget, der kunne minde om selskab, men alle så enten virkelig anonyme ud eller bare alt for travle til, at han kunne finde en måde at blande sig ind på.
Med et unødvendigt, langtrukkent suk sprang han op og stå og begyndte at spankulere frem og tilbage. Han sparkede til en vilkårlig sten på jorden, som gjorde nogle trillende hop for derefter at tumle direkte sammen med et træ, som hele tiden havde stået ved siden af bænken. Langsomt løftede Athal blikket.

Få minutter senere hang han med den ene hånd fastklemt om en gren og med benene dinglende frit søgende efter noget at stå på. Jorden befandt sig ikke mindre end en halv meter under ham, og selv om han mere end én gang havde prøvet at springe over noget, der var dobbelt så langt nede, virkede det her nu pludselig som den rene død. Et grin passerede over hans læber.
Gummiskoene skrabede mod træstammen, men fandt endnu ingen fodfæste. Athals arme var lidt efter lidt begyndt at værke, og han overvejede så småt ar anvende nogle superheltekræfter til hjælp. Han kastede et undersøgende blik omkring: En gammel dame sad og strikkede på en bænk i nærheden, og en ældre herre var ude og cykle med sin hund. Det kunne vel ikke skade ...?
Athal tog en dyb indånding og forsøgte at samle al koncentrationen om punkterne på sin ryg. Han forestillede sig to grønsorte vinger gro ud fra sine skuldre og derefter sig selv flyve op til træets top. Lidt efter lidt mærkede han en velkendt kriblen mod sine skulderblade. Et triumferende smil dækkede dæmonens læber, og hans fingre slækkede allerede grebet en smule om grenen ...
Men noget føltes forkert. Den kriblende følelse på ryggen var begyndt at blive ret stikkende, og så kildede det også lidt. Athals øjne blev kæmpestore, da han mærkede hvordan, det fortsatte ned af hans ryg og truede med at få ham til at bryde ud i vilde latterkramper. Nu skyndte han sig at holde tættere fast om grenen. Hvadend han nu var ved at forvandle sig til, ville det nok være bedre at klynge sig fast til et eller andet.
Det var dog sværere end som så. Athal kunne ikke holde det inde mere og begyndte at grine højlydt. Den gamle dame med strikketøjet løftede hovedet og gloede på ham, som om han var skrupskør, men han havde ikke engang selvbeherskelse nok til at forsøgte at stoppe. Endnu værre blev det, da kilderiet toppede og bredte sig til armene. Athal svang frem og tilbage i hysteriske latteranfald, men andet noget var også begyndt at gå op for ham. Underlige rødsorte pletter var begyndt at brede sig på hans arme. Han hev vejret dybt ind og forsøgte mellem latterstødende at fokusere på pletterne. Var det ham, eller bevægede de sig ikke en smule? Og så gik sandheden op for ham.
Et piget hyl banede sig vej fra hans strube, og i vild reaktion slap han grenen for at børste myrene af sig. Det var dog en fejltagelse, og der gik mindre end et sekund, før han med et bump, landede på jorden; grinende som en vanvittig men rullede rundt som en sindssyg for at bakse dyrene af sig.

Hvad laver jeg her? Det var et spørgsmål hun efterhånden havde spurgt sig selv om, mange gange. Hun havde det med at spankulere omkring, som om hun ikke vidste, hvad hun lavede. Dybt begravet i sine tanker. Hun burde egentlig pakke sine ting og få solgt hendes lejlighed hurtigst muligt, da hun ikke følte sig tryg ved denne by. Overhovedet ikke. Alle mulige rygter og myter om overnaturlige ting, havde præget mange fra hendes klasse i den lokale High School, som hun slæbte sig igennem. Der var kun gået et par måneder, og hun var allerede meget bagud med diverse afleveringer.
Men det var ikke noget hun gad at tænke på nu.
Hun havde været så opslugt af sine tanker, at hun slet ikke havde lagt mærke til, hvor hun var gået hen. Det skete desværre alt for ofte, men heldigvis så det ud til, at hun stadig befandt sig i parken. Derfor satte hun sig på en tilfældig bænk, og lukkede øjnene, mens hun nød den friske luft, og forsøgte sig med at holde sine tanker i positive baner.
Et skrig nær hende, fik hende dog til at åbne øjnene med et sæt og tilmed spjætte en smule, af ren og skær forskrækkelse. Hun kiggede frem for sig, da lyset syntes at blænde hende, som var hun en vampyr. Efter nogen tid, kiggede hun sig fortumlet omkring og prøvede at finde ud af, hvilken pige, der dog havde skreget sådan.
Et stykke bag hende, så hun nu en skikkelse ligge og vride sig i græsset. Hun skyndte sig over til skikkelsen, med de værste tanker i hovedet. Var personen ved at få et eller andet anfald?
Hun kunne ikke tilbageholde et lille smil, da hun opdagede, at det slet ikke var en pige, men en dreng, som havde skreget sådan. Det burde hun vidst undlade at fortælle ham. En anden ting hun opdagede var, at hans "skrig" i virkeligheden var latter. Hun kiggede forbløffet på ham, da noget andet fangede hendes blik. Der var et eller andet, der kravlede rundt på ham. Fordi hun stod flere meter fra ham, kunne hun ikke se, hvad det var, men hun var ret sikker på, at det netop var grunden til hans... lille optakt, eller hvad hun nu skulle kalde det. Tanken fik hendes smil til at vokse, mens hun rømmede sig og spurgte: "Hey, er du okay?" Det var måske et anelse fjoget ansigtsudtryk hun bar, men det regnede hun ikke med at han havde noget imod. Hun stod stadig med en hvis afstand fra ham, mens hun betragtede ham, som var han skør. Hun havde altid været akavaet, når hun mødte nye mennesker, og det var som om, at det først var nu, at det gik op for hende, hvad hun gjorde. Hun havde rent faktisk opsøgt en fremmed, af egen fri vilje. Det overraskede hende meget og gav hende et tankefuldt ansigtsudtryk, selvom hendes blik stadig var fæsnet på ham.

//Jeg undskylder for længden og den ringe kvalitet. >.