Pretend it isn't happening :: Krodon

Tid: ca kl 18
Omgivelser : beskrevet i teksten
Vejr : stille
Dato : IRL

_______________________________________________________________________
Stearinlysene i de gamle gadelygte brændte lige så stille, og lyste varmt på den åbne gade. Tiden føltes som gået i stå, men lysene bragte liv tilbage til gaden. I gadens sider, sad personer på bænkende og snakkede, nogle om julen, andre om deres skole og måske noget helt andet, som man ikke kunne opfatte. Men det er heller ikke vigtigt, at høre hvad fremmede mennesker snakker om, man iagttager dem bare. Nær et af de få træer, som havde fået lov til at vokse frem, i denne brosten belagte gade, stod en unge pige i en farverig skjorte som havde et rudemønster, og en sort og hvid nederdel. Hun havde purpur farvede strømpebukser på, og ingen sko. Den unge pige bar også på en top hat, hvor et lommeur var viklet omkring. Det passede fint ind til hendes blonde hår, der dog var en smule beskidt. Pigen bare en hvidlig makeup, formet som en maske. På denne maskelignende makeup, var der tegnet nogle sorte ruder, i forlængelse af en sort streg fra øjet. På hendes yndige bløde læber, havde hun brugt en lyserød læbestift til at danne et hjerte. Pigen stod og mimede, for at tjene penge, måske nok til at hun kunne sove på et vandrehjem, eller til noget aftensmad. Foran hende var en lille bøtte placeret, og nogle få mønter lå deri. Men i et blev den lille bøtte sparket væk af en stor mand, som bar mest sort. Han var meget irriteret over gøglere, eller bare folk der sølle prøvede at tjene penge. Så han greb hårdt fat i den unge piges arm, i mens han råbte ”Tag og få et liv!” Han slap grebet, men skubbede hende, så hun faldt ned at sidde og hun så op på manden med et bedrøvet blik, og med en smule angst.

Længere nede af gaden stod der en skikkelse. Skikkelsen stod i en skygge, men man kunne lige se hvordan skikkelsen så ud.
Det var en mand, med en lang sort kutte, kutten var så lang at der var noget af den der ikke kunne undgå at blive slæbt hen af jorden, og så var der flere flænger i den, som var blevet lavet fra kamp, og under kutten, der gemte han et par store hvide vinger, et par vinger der var så hvide som den nyfalden sne. Han havde hætte på, men ud fra hætten kunne man se lidt af hans lidt lange mørkebrune hår.
I hans venstre side, i bæltet. Var der en skede, i skeden var der et sværd. Sværdet og den ukendte mand havde samme sjæl, de havde knyttet et bånd.
Manden gik hen imod pigen der nu sad ned, og så på manden der havde væltet hende. Han bukkede sig pænt ned, rakte hånden ud, og gav hende et smil inde fra hætten af, og hjalp hende op. Han vendte sig om og så på manden der havde skubbet hende. "Bare fordi der er nogen der har svært ved at tjene penge, og bliver nød til at leve på gaden, skal du ikke havde mindre respekt for dem, de er lige så meget vær som du er" Sagde han lidt vredt, og vendte sig da om for at se til pigen igen. "Er der sket dig noget min ven" sagde han med ro i stemmen, og gav hende et smil igen.

Pigen blev lidt bange til at starte med for manden der kom gående hen for at hjælpe, for i menneskernes verden så man en kutteklædt mand som dødens hersker. Dog slappede hun lidt af da han begyndte at hjælpe hende. Så hun tog blidt fat i hans hånd, med sin bløde lille hånd. Hun så på ham med et lille smil "Tak Hr." Hun stod lidt og så på ham da han råbte af manden, der havde været ond ved hende. Men manden rystede bare på hovedet af den kutteklædte og gik videre. Pigen så på den kutteklædte og rødmede en smule da han spurgte ind til hende men svarede stille "Ja, tak Hr. " hun undersøgte dog lige son krop og opdagede at hun havde fået hudafskrabning på hver albue, fra da hun landende på jorden. "uhm.. jeg har det fint Hr."

"Åh ja" sagde han og slog sig let med en flad hånd på panden. Han bukkede fornemt, "mit navn er Krodon, og jeg kommer fra et sted meget langt her fra, jeg ved det lyder som starten på et eventyr, men det tror jeg dog ikke" sagde han, imens han gav hende et stort og venligt smil. Han tog da også hendes hånd, og gav hendes håndryg et kys.
"Du må undskylde hvis jeg er meget pludselig, men det er kun af ren høflighed" sagde han og rettede sig op igen.
"Men hvad hedder du så min smukke ven" spurgte han, endnu en gang med et smil på læben.

Hun rødmede stille over den måde han snakkede til hende og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til at starte med. Så hun stod lidt stille og lyttede bare, men blev helt rød i hovedet som en tomat, eller en postkasse, da han tog hendes hånd og kyssede den. Hun sank en lille klump og smilte sødt og nikkede lidt "uhm.. Jeg hedder Ecrin.. og Tak fordi du hjalp mig" hun så genert ned i jorden da for det var sjældent nogen havde været så venlig ved hende.