Den blege måne - Eithan.

Tid ~ ca. klokken 02:30 om natten.
Sted ~ i den gamle forlystelsespark O.o'
Omgivelser ~ Ingen personer bortset fra Ariana... eller er der?..
Vejr ~ Månen skinner meget denne nat, så der er forholdsvist lyst.
Dato ~ 16/5... irl.


Månen stod højt på hilmen og lyste ned på den gamle forlystelsespark. Ariana sad på en gynge, der ikke var smuldret sammen endnu, og så op den blege måne. Hun havde siddet der temmelig længe nu, men hun havde ikke villet rejse sig. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, hun kunne bare godt li at side der. Vinden ruskede blidt i træerndes top og tog fat i Ariana's lange mørke hår, og viklede det rundt om hendes ansigt. Hun sukkede let og strøg det´, med en elegant håndbevægelse, væk fra hendes ansigt. *Hvorfor..* tænkte hun og kiggede ned på sine fødder *Hvorfor er der ingen der kan li' mig*. Hun sukkede trist og smilte lidt for sig selv. Hun måtte tage sig sammen. Hun skulle nok klare den. Hun tog en dyb indånding og smilede op mod den klare måne. Hun skulle klare den. "Jeg kan godt" hviskede hun sørgmodigt til sig selv...

Eithan kom stilfærdigt gående hen mod den gamle forlystelsesparks indgang. Dette var et nyt sted for ham, da han ikke havde været her før, men det var han altså på vej til nu. Han standsede kort op udenfor indgangen, der ikke så specielt indbydende ud. En let vind passerede ham og fik hans hår til at til at flyve lidt rundt om hovedet på ham, hvorefter, da vinden var stilnet af, det lagde sig ned igen. Han strøg noget af sit pandehår til side, da det generede hans øjne. Efter noget tid hvor han blot havde stået og kigget på forlystelsesparken udefra, vogede han sig nu ind i det der tidligere havde været et muntert sted, hvor mange familier sikkert havde tilbragt deres weekend med børnene, men som nu var forladt og ikke ligefrem så specielt hyggelig ud.

Ariana sad og gyngede stille frem og tilbage. Hun var bange for at gynge for hurtigt, da gyngen så ud til at kunne brase sammen hver øjeblik det skulle være. Mens hun gyngede nynnede hun en melodi, hun havde lært da hun var mindre. Hun kunne ikke huske teksten, men det gjorde ikke noget. Hun kunne godt li' melodien. Der var et eller andet ved den, der mindede hende om håb. Hun smilede let, da vinden kom og legede med hendes hår igen.

Eithan stoppede op, da han en lidt pibende lyd, der formentlig kom fra en gynge. Sikkert fordi at hængslerne, der holdt gyngens snore, jernlænker, hvad det nu en var, var blevet ret rustne efter mange års gyngen frem og tilbage med legesyge børn. Han spidsede opmærksomt sine ører og forsøgte at høre, hvor lyden kom fra. Måske derhenne? Eller skulle han gå dén vej, hvis han ville frem til det eller den, der forårsagede lyden. Eithan fulgte sit indre kompas, selvom hans retningssans ikke var videre god. Det lykkedes ham dog endelig til sidst at finde hen til gyngen, hvor han fik øje på en pige. Hun virkede bekendt. Eithan rodede sin hukommelse i gennem for billeder og navne, indtil han så huskede, hvem hun var. Det var vampyren fra i torsdags, han havde stødt på i Allées.

Ariana stoppede med at nynne, da hun ud af sin øjenkrog, så Eithan nærme sig. Hu smilte skævt fpor sig selv og vendte sig ansigt mod ham. "Jamen hej igen" sagde hun stille, men hun vidste han kunne hører hende. Hun rejste sig langsomt fra det knirkende gyngestativ og dansede elegant hen mod Eithan.

Eithan nikkede kort som hilsen og standsede, da hun nærmede sig ham. Jo, det var bestemt hende; og hun kunne tilsyneladende også huske ham. Han begravede sine hænder i de forreste lommer på hans bukser og sendte hende et svagt, påklistret smil, inden han lod sit blik glide rundt på de mange ødelagte forlystelser, der alle sammen var ude af drift. Det var et skummelt sted, syntes han. Det var et eller andet mystisk ved det. Men det generede ham ikke. Han kunne godt lide mystifistiske ting. ^^

Ariana stoppede op en halv meter fra ham. Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilte. "Hyggeligt at se dig igen" sagde hun venligt og dansede så hen mod en gammel og ødelagt karusel. Hun satte sig på en firgur der lignede en hest og gav sig til at kigge op mod månen igen. *Det er mærkeligt* tænkte hun sørgmodigt, mens hun så op på den skarpe måne.

"I lige måde," svarede han mest for bare at være høflig. Eithan fulgte hende med øjnene, hvor hans blik så blev fanget af noget, der lignede en karusel. Han besluttede sig for at joine hende - det kunne han vel ligeså godt - og luntede derfor over til figueren, der stod ved siden af hendes og satte sig på den. Han tog fat i jernstangen, der holdt hans figur, der vist skulle forestille en løve, og rykkede lænede siden af hovedet op ad den - altså stangen.

Ariana smilede genert til ham. "Nåh men.. hvad laver du så her?" spurgte hun akavet og satte sig sidelængs på hesten, sådan som fine damer plejedede at side på heste igamle dage, og kiggede intreseret på Eithan. Han var den første af hendes slags hun havde mødt her. Hun var meget nysgerig. Hun legede lidt med en tot at hendes hår, mend hun ventede på hans svar.

Eithan trak først på skulderen. "Det ved jeg ikke. Ikke rigtig noget specielt," svarede han med endnu et skuldertræk og flyttede hovedet fra jernstangen , så han bedre kunne se hende. "Hvad med dig selv?" Han lagde spørgende hovedet på sned og lod øjnene glide halvt i, således at de nu kun var halvt åbne. Han fulgte hendes hånds bevægelser, da hun legede med sit hår, som han faktisk fandt ret betagende. Han faldt lidt i staver over hendes hår og rystede kort på hovedet for at komme ud af sin 'hår-trance'.

"Hmm.. jeg ved det ikke rigtig. Jeg kan godt li' at være her" sagde hun med et skævt smil "her er sådan lidt... mystisk" sagde hun lavmeldt. Hun fulgte Eithan's blik, der btragtede hendes bevægelser. Hun smilede og fandt det lidt smigrende faktisk. Hun sukkede lavt, lukkede hendes øjne og lagde sit hoved mod jernstangen. Hun kunne mærke vinden komme og lege med hendes hår igen, men hun var ligeglad, Hun lod det bare suse rundt om hendes blege ansigt.

"Mmhm," svarede han lidt fraværende, lagde hovedet indtil den kolde jernstang igen og rettede blikket op mod månen, der lyste usædvanligt meget i nat. Med hænderne på jernstangen rykkede han sig selv længere op på løvefiguren. Den kølige nattevind irriterede ham lidt, da det resulterede i, at han fik håret i øjnene, så det generede hans udsyn, så ind i mellem slap han stangen med den ene hånd, strøg håret væk og tog så igen fat om jernstangen.

Ariana strøg hendes hår om bag øret, så det ikke irreterede hende. Hun kiggede op på den blege måne og sukkede. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, så hun lod bare hver med at sige noget. *Hvorfor skal det altid være så svært* tænkte hun sørgmodigt. Hun kiggede på Eithan og lod sine tanker flyve..

Eithan bemærkede, at hun kiggede på ham, så han vendte sit blik mod hende og sendte hende et forsigtigt, påført smil. Hvad tænkte hun mon på? Han løftede blikket fra hende, hvorefter han rettede det ned mod jorden/karuselens bund.

Ariana smilede svagt til ham, da han kiggede på hende. Ariana så et øjeblik koncentreert på Eithan og lukkede så øjnene. "Du er tænksom" sagde hun lavmelt, efter at have smags på hans humør. Hun vidste ikke rigtig hvorfor hun kunne, mærke hvad andre personer følte, men det havde hun altid kunnet...

Eithan flyttede automatisk blikket over på hende, da hun sagde noget. Da han ikke rigtig havde noget at sige til det, trak han blot på skuldrene og rettede blilkket fremad. Jae, det var han vel. Han havde i hvert fald alt for mange tanker i hovedet lige for tiden. Gad vide hvad det skyldtes? Det vidste han ikke. Det var nok bare sådan, han generelt var. Meget eftertænksom. Det lykkedes ham at falde i staver igen over alle disse tanker, der bare kom væltende frem og blev flere og flere. Kunne han da ikke bare blive fri for dem. Slukke for hjernen, så han ikke behøvedes at tænke så meget. ^^

Ariana kiggede på Eithan noget tid, og vendte derefter blikket op mod månen. Hun ville gerne snakke med ham, men hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Måske var det bedst slet ikke at sige noget? Hun vidste det ikke rigtig. Kunne han ikke lide hende? Var det derfor han ikke gad snakke til hende. Eller var han bare sådan? Tankerne fløj rundt i hovedet på hendde og hun ville ønske at de stoppe med det. Det irreterede hende faktisk temmelig meget.

Eithan tog en dyb indåndning, hvorefter et let suk undslap hans læber. Alle de tanker der rodede rundt i hans hoved, fik ham til at føle, at hans hoved snart ville springe. I et ret lamt forsøg på at banke dem ud af hovedet, slog han panden mod jernstangen gentagende gange. Det så nok ret dumt ud, men det tænkte han ikke yderligere over. Da han havde siddet sådan i lidt tid, stoppede han dog, da han begyndte at få hovedpine af det, hvorefter han strøg sit pandehår til side og lagde en hånd op på panden.

"Hvad laver du?" spurgte Ariana undrnde og så på mens Eithan dunkede hovedet ind i jernstangen. Hun skulle lige til at rejse sig, for at gå hen og tvinge ham til at lade hver, men så stoppede han. Hun så måbende på ham og rynkede panden. Hvad havde han gang i?* tænkte hun og så på ham med en blanding af melidenhed og forvirring i øjnene.