Hvilken race (rexy- privat)

S: Skoven
T: Lidt over middag
O: Træer, dyr
V: Solskin, med let brise

Allaka gik langs stien langt inde i skoven.
Solen bragede ned fra himeln og Allaka var ved at gå til af varme.
På ryggen havde hun en taske med en madpakke og noget vand.
Traskende ved sin side var en lille rødpelset vaskebjørn, ved navn Aithosa.
Det var en hun. Aithosas mave var ved at blive stor, og Allakas mistanke om at Aithosa var gravid, var nu bekræftet.
Allaka smilede for sig selv ved tanken om et lille kul af små vaskebjørne, hvor ville det være skønt.
Allaka var så optaget af at tænke på små unger og hvordan hun skulle fremavle dem, så de kunne blive til en stor familie, at hun var kommet væk fra stien.
Da hun endelig vågnede op var hun langt inde i underskoven, i en lille lund med nogle få træer og nogle sten at sidde på.
*Skønt*, tænkte hun og så sig omkring.
"HALLOO?", råbte hun ud til træerne og dyrene og håbede at der var et levende væsen i nærheden, der ikke ville dræbe hende.
Allaka satte sig ned på en af stenene og ventede og ventede og ventede....
Der kom ingen, Allaka så op mod solen, den skinnede ikke så meget mere, tiden var gået hurtigt og Allaka var endnu langt hjemmefra.
Allaka gik hen til en anden sten, bare for at prøve at se hvilken en af de tre sten der var der, der var bedst.

//Ingen krea :( //

Et stykke inde i skoven gik en ung mand, han var her egentlig bare for at nyde skovens ro og fred, men det var som om han havde på fornemmelsen der var andre her ude, men hvor henne i skoven vidste han ikke. Han lukkede kort øjnene og så derefter op på den glødende sol som var ved at stege ham som et spejlæg. Hans sorte skjorte var knappet op så man kunne se hans muskuløse overkrop til de folk, som ikke var i skoven denne vidunderlige dag. han hørte en stemme i det fjerne, en kvinde, men hvad lavede hun her ude på denne tid og så alene? Han havde tænkt sig at finde ud af det, men holdt sig altid ude af syne så hun ikke fik øje på ham med det samme " Du behøver ikke råbe.. Jeg kan sagtens høre dig"sagde han med en blid stemme og smilte blidt til hende da han kom frem fra sit skjul

//Helt okay ^^//

Allaka fór sammen og vendte sig langsomt rundt.
En und mand steg ud fra buskadset, og talte til hende med blid stemme.
Hun havde overhovedet ikke ventet at der var nogen(udover dyrene) der havde hørt hende.
Hun smilte glad og lettet til ham. Hendes øjne og hår strålede i de sidste solstrålers glimt.
"Undskyld, jeg troede ikke der var nogen herude.", sagde hun stille og tilføjede:"Hvad laver du herude så sent?"
Allaka lagde hovedet på skrå så alle de gyldne lokker faldt ned til siden.
*Hvad laver du selv herude? Sådan vil han nok sige*, blev hun ved med at tænke.

Han så på hende med et hævet øjenbryn og smilte kort til hende " Sent? Den er kun lidt over middag min kære" sagde han og smilte til hende " Hvad jeg laver? Tjo jeg var her bare" sagde han og lod en hånd køre gennem det sorte hår og stak derefter hånden ned i lommen efter en pakke prince smøger og en lighter. Han fiskede en smøg op af pakken og satte den op mellem hans læber, hvorefter han satte gang i den med sin lighter og tog et længselsfuldt hiv inden han lagde pakken og lighteren tilbage i lommen og lod røgen sive ud af hans mund, mens han snakkede " Hvad laver en ung dame som dig her ude?" spurgte han og tog endnu et hiv af smøgen og pustede røgen ud gennem næsen

Allaka så op på solen igen, hvad? Den var jo rent faktisk kun lidt overmiddag!
Allaka så lidt undskyldende på ham, alt imens hun overvejede hvad hun skulle svare, vittigt eller alvorligt?
"Jeg var ude at gå en lille tur, da jeg pludselig ikke vidste hvor jeg var.", svarede hun med et smil og tilføjede muntert:"Og nu råber jeg efter hjælp, men nu da du er her så... håber jeg at du kan føre mig tilbage til byen?"
Det var mere et spørgsmål end en bøn.
Allaka samlede Aithosa, hendes vaskebjørn, op fra jorden. Den var nemlig begyndt at gnave i hendes sko.

Han så på hende med et blidt smil " Ja det er jo ikke smart vel min kære?" sagde han og tog endnu et hiv af smøgen. Han så på denne fremmede med et blidt smil og derefter på hendes vaskebjørn " Du er en af dem der tiltrækker dyr?" sagde han og så undrende på hende og så derefter op i træerne, hvor der sad nogle få fugle "Eller også er de ravne her af en anden grund" sagde han og så sig over skulderen og ganske rigtigt, et såret dyr kom gående hvor de stod. Han lænede sig ind mod hende " Shh.. Helt stille" hviskede han og smilte der efter blidt til hende og gik stille over mod den sårede hjort " Shh.. Det skal nok gå" sagde han stille og så på såret og bed sig kort i underlæben. Såret viste at den ikke ville overleve dette, da den havde mistet en masse blod " Hvis du ikke kan lide og se dyr der dør.. Så se hellere væk" sagde han og lukkede selv øjnene og holdte godt fast om dyrets nakke. Et højt knæk kunne høres efterfulgt af et bump som var hjorten der faldt til jorden, død.

Allaka vendte hurtigt hovedet væk, men fandt det respektløst for hjorten at overhøre det højlydte knæk der fortalte at hjorten var død.
Hun så langsomt over imod hjorten der befriet sank sammen, det var sikkert indbildning, men det var som om der var et taknemligt glimt i øjet på den. Hun smilte et stille smil, mens hun så op på flokken af fugle der var ved at samle sig i træerne.
Hun undrede sig, fugle der kunne dræbe hinanden sad nu som venner oppe i trætoppene, de gned hovederne som var de venner.
"Plejer fuglene her og samle sig sådan?", spurgte hun forundret manden.

Han så på på hjorten og derefter på hende. Han lod kort en hånd glide gennem sit hår og så op i træerne, hvor en masse fugle havde samlet sig " Nej.. Nej... Det.. Er ikke sandt.." sagde han og bed sig i underlæben. Dette havde han set før ham, en pige, en hjort, en skov og en masse fugle. Det var nu, han havde drømt om dette, om at hans skaber ville finde ham og tage ham med tilbage til Sibirien, hvis det var det der skete ville han stritte imod, han var ikke en af de varulve der dræbte for sjov, han ville kun dræbe hvis det var nødvendigt

Allaka fjernede blikket fra de mange fugle og så lidt uforstående på ham.
"Hvad er ikke sandt?", spurgte hun og lagde hovedet på skrå så alle de gyldne lokker faldt ned til den ene side.
Allaka så med en kvalmende fornemmelse hen på den døde hjort, op på fuglene og så på manden igen og afventede svaret.
En skræppen fra træet fortalte at fuglene havde fundet ud af at der var nogle af fuglene der var fjender og andre venner.
*Nej!*, hun bed sig i læben, hun hadede at se fugle eller andre dyr dræbe hinanden*I må ikke! Jeg vil ikke have det!*
Den højlydte støj og småfuglenes skræmte skrig stoppede øjeblikkeligt.
Allaka spærrede øjnene sammen og så på sine hænder.
*Gjorde jeg noget?*, tænkte hun forvirret og forskrækket.