The archangel (åbent)

Sted :: Domkirken
Tid :: Lige inden solopgang, tidlig morgenmesse.
Omgivelser :: Munke og andre troende der har været tidligt oppe, dog er det få der udover munkene har plads i domkirkens sæder.
Vejr :: Det er stille og mørkt udenfor, solen er lige ved at stå op og enkelte skyer præger himlen, det vil blive en klar og kold dag.

Præstens ord var nærmest som en sang i ørene på de få tilhører der sad på bænkene foran alteret, en række munke stod ude ved siden af selvsamme alter og sang præsten efter munden så hans ord blev til en skyllende flod der ramte de forhutlede mennesker og væsner der sad på bænkene, det var få af dem der var rigtigt troende, men de havde ikke andre steder at gå hen, udenfor herskede en konge hvis magtbegær nu var så stort at alle der ikke var ham eller hans soldater, var fjender af staten og blev behandlet derefter. Mange havde mistet alt til en tyran de knapt havde hørt om, og nus let ikke turde tænke på, i frygt for at han som den onde selv skulle kunne mærke deres frygt. Selv præsten der stod og prædikede havde en koldsved til at løbe ned af nakken, som enhver anden troende og god person i denne by frygtede han morgengryet lige så meget som han gjorde med mørket om aftenen, for denne verden var ikke en hvor dem der var gode holdt længe, få gjorde noget og endnu færre overlede at prøve at ændre tingene, kun en ting var sand, de stærkeste overlevede og det var sjældent mennesker eller andre af de 'lave' racer, som mange onde væsner sagde det.
Præsten sank tydeligt en klump da han nåede til et specielt sted i dagens præken, "Og selvom jeg går igennem dalen af dødens skygger, frygter jeg intet ondt, for du er med mig", selvom det var tydeligt han ikke var glad ved at skulle stå og være et lys af mod fik ha alligevel fremsagt bibelpassagen med en vis stemme, der fik det til at lyde som om han mente de ord der kom ud af munden på ham. Ærligt, var han selv ved at vakle i troen, hvis der var en herre, ville han vel for pokker komme og hjælpe dem mod alt det onde der fandtes i verden, og ikke bare lade det hele stå til, så folk døde og græd sig i søvn hver aften, og ikke vidste om det var deres liv der ville blive taget den næste nat, eller dag.
Med et lavt suk kom han med et "Amen" og koret sang med, indtil de flød ud i en anden tone og sang så smukt som man kunne forestille sig, som præsten stille og roligt bevægede sig ned af prædikestolen mumlede han stille for sig selv, så den halvt sovende menighed ikke kunne hører ham, "Hvis de min herre ønsker at holde dette land, hvis de ønsker at bevare bare den gnist af godt der er i denne verden, så hjælp os da", præsten rundede hjørnet ned fra prædikestolen og stod nu foran menigheden der knapt lagde mærke til han var der. Præsten kiggede ud over de trætte, uvaskede og forhutlede væsner, alle som en havde de mistet modet, enkelte af dem havde små kors i hænderne, men det var mere af vane, end fordi det troede, tro var noget de alle havde mistet for længe siden, ingen ville dem noget godt, alle var deres fjender, det var kun her i domkirken de kunne finde en smugle fred fra det kaos der herskede alle andre steder.
En stråle lys ramte nu det øverste af alteret og gled hen af gulvet mod den enorme dør der førte ind til kirken. Som lyskeglen ramte døren, var det som om den fortsatte op imellem de massive egetræs plader der udgjorde døren, eller snarre porten. Da lys striben, der efterhånden havde fået al opmærksomheden i rummet nåede toppen af døren, smækkede den op med en brag og lys der var så skarpt at man ikke kunne se ind i det væltede ind i domkirken.
Folk måbede og holdt hænderne op foran øjnene, mens de i frygt for at det var endnu en form for ondskab der kom imod dem, gemte sig under bænkene og bag præsten der ængsteligt kiggede mod andre udvej. Lyden af skridt fik folk til at kigge op og en sort skikkelse kunne ses i lyset, som denne kom tættere og tættere på kunne omridset af vinger afsløre at denne var en engel, et ikke unormalt syn i Di Morga, men sjælden var det at der var blevet set en med sorte vinger, faktisk var det kun sket en gang før at en engel med sorte vinger havde betrådt dette sted, men det var længe siden og der var ikke længere mange der kunne huske ham.
Som vedkommende var kommet gennem døren, smækkede den igen i med et brag der fik hele kirke til at ryste og en smugle af taget rystede sig løst og landede som grus rundt omkring, med en stemme af en anden verden, der mindede om det var flere der snakkede på samme tid rungede en dyb ryst fra den fremmede engel med de sorte vinger, "Jeg er Michael! Den almægtiges største og mægtigste tjener!", som lyset nu forsvandt blev en høj mand synliggjordt, kort sort hår og meget markerede kindben samt stærkt blå øjne dominerede hans ansigt. han krop var dækket af en form for rustning som så ud som om den røg, og nærmest forsvandt sammen med vingerene og blev til et sort jakkesæt med en hvid skjorte og et sort slips.
Med hurtige og faste skridt gik englen op til præsten der stirrede på ham med bange øjne, "Hvorfor frygter du mig menneske? Jeg som intet ondt vil dig og ikke har til anden opgave end at tjene mennesket? Din tro er i sandhed svækket... men ikke forsvundet". Præsten kiggede på Michael med ærefrygt, men som han begyndte at snakke til ham, var det som om han blev opfyldt af lykke og hans tro blev fornyet, "Jeg frygter dig ikke, jeg frygter det som nu uundgåeligt må være på vej, enden på verden og alt som vi forstår det", Michael nikkede langsomt og kiggede på præsten med hans dybe blå øjne, "Det er ikke verden der skal ændres endnu, men dette sted, dette land, er en torn i øjet på den almægtige og det er på tide at få mennesket som ret messigt ejer jorden til at sidde på dette lands trone".
Michael gik op til alteret og gik på et knæ, mens han kom med en stille bøn, folkene i kirken kiggede på ham, mange af dem havde fået et nyt lys i øjnene, men andre følte stadig kun frygt for denne fremmede, der lige så godt kunne finde på at æde dem når han fik chancen. Alt dette kendte Michael til, menneskenes tanker fyldte hans hoved, men var stadig pakket væk, så han kunne tænke over hvad der skulle gøres, allierede måtte findes, fjenden måtte stresses og menneskene måtte forstå at de måtte træde i karakter hvis de ville have deres frihed.

Døren til den store kirke blev åbnet på klem, lige nok til at Mathilde kunne klemme sig igennem sprækken sammen med sin håndtaske, og liste ind på bagsædet, forbi en ældre herre der sov, med savlet løbende ud af gavet. Hun tøvede lidt, før hun forsigtigt rettede mandens hoved op, og derpå satte sig ved siden af ham, mens hun lyttede til præstens ord, som ikke lød som det mest troværdige, men med lidt fantasi lykkes det hende at få det hele fæsnet i en større sammenhæng. Mens den bløde monotone stemme gled ind i hendes øre, kiggede hun rundt på de andre væsner der var samlet i kirken denne tidlig morgen. Det var et sørgeligt syn der mødte hende, der var ikke meget håb i disse folks øjne. Hun slog langsomt øjne ned, og kiggede på sine sammenfoldet hænder, mens hun gled ind i sin egen lille verden af tanker. Hun vidste hvor håbløs situationen så ud for Di Morga, den var ikke blevet forbedret de sidste mange år, og det virkede heller ikke til at den ville gøre det, men uanset hvad, havde hun det som om der forblev et stærkt håb i hende, som der en dag ville ske noget der ville kunne vende kampen om.
Mathilde nåde knap nok at tænke det færdigt, før en stærk stråle af sollys brandte sig ind i kirken. Hun kiggede forskrækket op, og stirrede lamslpet på lyset, som ikke skræmte hende da hun kendte til denne overnaturlige verden. Det hele facinerede hende, gjorde hende mundlam og med øjne store som tekopper. Da hun bemærkede den sortvinget engel, sænkede hun kort blikket, og fik styr på sig selv. Hun kunne mærke hvordan glæde boblede i hende som en gryde i kog, som truede med at koge over. Hun lyttede i tavshed til englens stemme, der forklarede hvem han var. Ikke et eneste øjeblik var hun i tvivl om at denne mand talte sant, så sant som han stod og var ved at skræmme livet af den arme præst. Mens Micheal talte, nikkede hun for sig selv i sit stille sind, hun kunne ikke være mere enig i hvad englen sagde. Engel, et sendebud fra himlen. Da Micheal virkede til at være færdig med sine ord om hvad herren ønskede, rejste hun sig lydløst op, og satte sin håndtake på bænken med et blødt bump som næppe kunne høres oppe ved alteret. Hendes slanke fingre knugede let omkring bænken foran hendes ryglæn, før hun tøvende åbnede munden. "Men hvad ønsker De at vi skal gøre?" Spurgte hun med en overraskende kraftig stemme. Det kom bag på hende selv hvor tydelig og stærk hendes stemme lød, dog ville en ordenligt lytter sikkert kunne høre den lette usikkerhed bag hendes ord. Det hjalp ikke ligefrem at mere eller mindre hele kirken kiggede på hende da hun havde sagt ordne.
Hun kiggede sig fribrislk omkring, før hun skyndte sig at gemme sig ned på bænken igen, mens hun knugede tasken i hænderne. Hun følte sig som en gammel kone. Hun ville ønske hun ikke havde de gyldenbrune hår sat op i den stramme knold efter nattevagten, hun ville ønske hun kunne gemme sig bag håret, men det lykkes ikke for hende. Hun endte blot med at sænke hoved en smugle, mens hun spændt ventede på et svar fra Micheal, hvis han da fandt hendes spørgsmål nødvendigt, ellers ville hun sidde tavst og lytte videre, uden at sige en lyd.

Michael rejste hoved en smugle, ved lyden af ord, det var ikke så meget deres betydning. som den klang der lå bag dem, det var tydeligt det var en anden engel der snakkede til ham, og med det vidste han ikke om han skulle være glad eller så skuffet, som han overhoved kunne være. Når der var andre engle i denne by var det deres opgave, ligesomdet var hans at opretholde den guddommelige orden, som de alle hørte under, sammen som tjenere af den almægtige, skaberen af himlen og jorden. Langsomt slog Michael korsets tegn for brystet, mens han rejste sig op, der var igen helt stille i rummet, kun præsten kunne høres, mens han nervøst pillede ved sin rosenkrans og mimede nogen bønner, som Michael dog ikke kunne høre og derfor vidste ikke var der. Med lange skridt bar den godt 2 meter høje krop sig ned af altergangen, mod den bagerste bænk, hvorfra der var kommet et spørgsmål, et spørgsmål af stor vigtighed, men et der alt for sjældent blev stillet og endnu mere sjældent til den rigtige i dette land.
Michael standsede ved siden af englen, han satte sig på hug, så de var på omtrent samme højde og med den samme stemme som før, dog med en meget mere blød og nærmest kærtegnende stemme sagde han, "Mathilde, du skal gøre din pligt som engel, du skal beskytte de svage, frelse dem der har mistet troen, og forvise ondskabens væsner til det helvede, hvor de hører til... Forstå mig korrekt unge engel, jeg ved hvem du og alle de andre engle er, og jeg ved at jeres liv i dette land ikke har været nemt, derfor må det da også være på høje tid at i som herrens væsner træder i jeres retmæssige karakter, som himlens beskyttere". Langsomt og med et anderkendende nik rejste Michael sig i sin fulde højde, på trods af at han havde skiftet rustningen ud med jakkesættet, var der stadig en aura omkring ham der nærmest skreg at han var en engel, og en af de ældste og mest respekterede af dem, ihvertfald i himlen.
Med en nærmest teatralsk bevægelse rakte han hånden med mod Mathilde og kiggede på hende, med de skarpe, gennemtrængende blå øjne, "Men lad være med at gemme dig i min tilstedeværelse, menneskene har brug for at vi leder og viser dem vejen tilbage til frihed. Det er nu din pligt og ansvar at være et skinnende lys af håb for dem der ser op til dig", hvis Mathilde valgte at tage hans hånd, ville hun kunne mærke hvordan energierne nærmest pulserede gennem hans fingre og videre over i hendes krop, det var ikke ofte at en engel fra jorden ville møde en ærkeengel fra den øverste af de 7 himle.
Hvis selv englene i denne verden, denne by, opførte sig som skræmte får, var der virkelig noget at tage fat på. Ingen, end ikke den almægtiges egne udsendinge på jorden kunne finde modet til at stå imod den enorme ondskab der levede og åndede som en plage i landet, men tiderne ville nu skifte, menneskene ville komme tilbage til deres plads på toppen, som det også var dem tiltænkt, med et lille rynk i panden kiggede Michael igen på Mathilde, "Har du hørt om, eller mødt en engel, ved navn Samuel? Han har noget af stor værdi for os alle, der gerne vil have at verden skal ændre sig til det bedere", Michaels stemme var en smugle mere alvorlig, men den havde stadig den bydende venlige og nærmest omfavnende blødhed, der fortalte om hans race.

// Håber dette er iorden ^^

Det der før var vandaliseret var nu endnu intakt igen. Ingen ord kunne beskrive øjeblikkets storhed, idet verden virkede i alt sin enkelthed som om den langsomt glemte hvad livet opstod af. Hvad Herren havde tildelt, og hvad han derved også kunne kalde tilbage. De messende munke, og deres stemmevælde havde same impakt på ham, som en cult leders rusten ville få dennes disciple til at bøje sig i ærefrygt. Han kendte ikke dette fænomen som andet end kærlighed. Det var kærlighed til Herren der fik ham til at føle denne sanse-sensation, og ingenting kunne for alt i verden fritage ham fra det utopia det var at overvære det ritual der havde fundet sted i årtier. Ubeskriveligt. Guds hus var blevet vækket til live igen, men af hvem, eller af hvad? Var det Herren selv?

Nakirh stod ved en af sten stolperne nederst i kirken. Gemt væk fra menneskeligt øjeskue, der sikkert havde deres opmærksomhed fremad. Hans hoved var lænt imod stolpen, hans hænder hvilende imod den og resten af ryggen ligeså. Hans hals var fuldt synlig, som lod hans sig hæmmingløst kvæle af usynlige hænder. Ansigtet bar dog en fredfyldt mimic, der fik de fine træk til at gå i et med den ynde der ligeså faldt over kirkens mange statuer. Måske var det netop derfor man ikke lod sig mærke af ham. Hans blege hud kunne i den rette belysning minde om den kalkehvide farve hos de engle, skåret i sten rundt om inde i kirken. Han var dog ikke hærdet og livløs, men bevægelig og talende hvis det bød sig.
Man kunne ikke se ham fra alteret, ej heller selvom man sad på de bagerste rækker af bænke, men den urokkelige skabning holdt dog sin opmærksomhed på rummet: med lukkede øjne, fejede et himmelsyn ind over nethinden, han betragtede i stilhed den tidlige ankomst af en kvinde. Denne var et stort blur af lyse energier, som at se en person med varmesyn, blot at i stedet for at denne lyste rød iblandt alt det blå, lyste hun hvidt, åh så snehvidt. Det kunne dog ikke måle sig med den stjerne som han havde spottet længere oppe i kirken: det var som havde Betlehems stjerne genfundet sin vej til Jerusalem, og lod sine stråler lyse på den næste frelser af menneskerne.
Som en flue på væggen, overværede han dem med dette himmelsyn. Det var dog kun skabt ud fra målinger i de energier som han kunne se, bruge, og manipulere til at hjælpe sig. Der var intet andet i det, og det kunne lige så godt afsløre ham som det kunne skjule ham, men han havde heller ingen intention om at holde sig skjult. Han havde ikke i sinde at frygte Betlehems stjerne, ellers hans faldne artsfælle.
Idet Stjernen spurgte om den anden artsfældes kendskab til Samuel, åbnede han øjnene og det lysegrå døde blik stirrede op i kirkens loft. Han inhalerede og med et hjerteslag pulserede en meget mild energi igennem kirken: en energi mennesket ikke kunne føle. Med et mindre ryk fjernede han sig fra stolpen, og trådte frem så han blev halv synlig. I skyggernes mørke, var det kun den ene del af ham der lod sig vise.
Han havde endnu den ene hånd på stolpen, og ved første øjekast kunne man tro at han ville søge skjul bag den, men hvis man studerede hans kropssprog virkede det ikke til at være tilfældet. Han var roligheden selv, selvom ansigtet ikke bar præg af nogen følelse, var han heller ikke på nogen måde fjendtlig stillet overfor de to energier han havde genkendt som sine artsfæller. Han betragtede dem først tavst, havde de set ham eller ej. Og inden den unge hunengel ville svare, gjorde han det.

,, Samuel optræder i Første Samuelsbog, i hvad mennesket betegner som ’Det Gamle Testamente’. Han var den sidste dommer af Israel, og gav healing til Kong Saul, den første konge af Israel og senere Kong David.”, han så spørgende på den to meter høje enkel, som han kun gik til brystkassen.
,, Hvordan kan han rense hvad Djævelen allerede har horet væk?”

Matilde kiggede op da englen der nottop var ankommet kom ned til hende. Hun bed sig let nervøs i læben, mens hun lyttede til englens ord om hvad hun skulle gøre, det hun følte hun allerede havde gjort masser af, men som ikke syntes at have virket. Hun var næsten taknemlig for at englen havde sat sig ned på hug, så de var i samme højde. Micheal havde virket overvældene stor da han stod op, hvilke han også gjorde da han atter rejste sig op, og fik de omkringsiddende i kirken til at virke endnu mindre.
Da han rakte sin hånd frem, kiggede hun lidt på den, før hun rejste sig op, for at tage imod hånden der med det samme deres hænder mødtes sendte en stor energi udladning over i hendes krop, hvilke næsten fik hende til at trække hånden tilbage, men hun valgte blot at lade sin hånd ligge i mandens hånd, til han selv trak hånden til sig, og hun lod hånden falde ned langs siden.
Da hun skulle til at besvare spørgsmålet om englen Samuel hørte hun en anden stemme fra et ukendt sted i kirken. Hun kiggede overrasket rundt, for til sidst at fæstne sit blik ved en engel, der stod tæt på en af de massive stenstolper der bar skabt til at holde kirkens høje loft oppe. Hun undersøgte mandens udseende, mens hun lyttede til hans ord om denne Samuel som hun ikke kendte meget til, men hun havde da i ny og næ hørt hans navn når hun var i forsamlinger med andre engle.

Hun gik forbi den sovende mand hen ved siden af Micheal, som virkede endnu større da hun stod op, og ikke kunne stille meget op med de 171 cm som hun selv bar. "Når herren sender os en engel ned til jorden, tror jeg ikke det er forgæves." Svarede hun blødt og folde sine hænder foran sig. Hvis det alligevel var grunden, forstod hun intet, englen havde lydt til at ville komme for at gøre noget ved den del af verden som de fleste engle havde opgivet. Hun fugtede let læberne og kiggede ud over kirken, for at slutte ved præsten øverst oppe der havde fået spoleret sin gudstjeneste, dog på den gode måde.

Tilstedeværelsen af endnu en engle overraskede Michael, han havde i al sin magt ikke opdaget tilstedeværelsen af en anden engel, en bro der på samme måde som ham havde troen og renheden overfor den almægtige. Det var en fejltagelse, intet mindre end en dumhed fra hans side, det var ikke så meget det med at det var pinligt for en ærkeengel ikke at kunne mærke andres tilstedeværelse, det vidende også om hvor lille en kraft han modtog fra de troende i området, hans egne kræfter var slørede af al den ondskab, og det had som åbenbart var næret i alt der herskede i dette land, lige fra levende og talende væsner, til planter og skovens dyr, alt syntes at være ramt af den forfærdelige inficering. Michael bukkede kort hoved, opgaven der var foran ham var enorm, men han havde prøvet værre, dog var der denne gang den forskel at en meget speciel ting fra en tid så langt væk at de færreste ville kunne huske den manglede fra hans arsenal, men fundet ville den blive og Samuel skulle findes under alle omstændigheder, koste hvad det ville.
Michael lod en berolignede hånd glide henover Mathilde's skulder, han undrede sig over at hun ikke bed mærke i at han allerede kendte hendes navn på forhånd, men det var selvfølgelig ikke alt man opfangede når man var overrasket, eller måske direkte chokeret. Med lange, langsomme skridt gik han over til den engel han havde overset, med et storslået smil nikkede han til det der blev sagt, "Og Du Nakirh har helt ret, Samuel var en stor mand da han var et menneske og da han døde blev Samuel skænket et nyt liv, et liv som ærkeengel. Jeg har haft glæden af at møde Samuel indtil flere gange og han var en af de mest betroede af den almægtiges soldater", der kom en lang pause og det så ud som om Michael skulle tage sig en smugle sammen, ellers var det fordi han skulle kunne holde stanken der hang i luften ud, "Men Samuel har været forsvundet, og på grund af det som jeg nu så mange gange har omtalt er i vejen med dette land, er det umuligt for os at komme i kontakt med ham... Samuel, må og skal findes, han har kendskab til dette sted og ikke mindst formidabel evne til at snakke med menneskene".
Michael kom med et lille buk mod Nakirh og smilede nu igen stort, efter den ellers begyndende alvorlige snak, "som du ganske rigtigt siger Mathilde", Michael drejede ikke rigtigt hoved, men det var tydeligt at han snakkede til hende og at han gjorde det på en venlig og næsten beskyttende måde, "Det er på ingen måde forgæves når den almægtige sender mig eller en anden til jorden, selvom vi ikke kan ændre alt er det bedere end hvis vi ikke gjorde forsøget... Og med hensyn til det som Djævlen har horet væk... det vender nu tilbage med frygtelig kræft og lige så stor styrke som før alt dette skete med den ellers smukke jord, som den almægtige skabte til menneskene og ikke alle mulige andre racer".
Med det sidste af det Michael fik sagt, fik han sat en tyk streg under hvem det var der burde lede landet, og hvem det var der burde være jaget som vilde dyr i skoven, men han fik det sagt på en måde og med et tonefald, der fik det til at lyde som om det var en naturlig ting, der skulle ske, om det så var noget de andre racer var for, eller imod.

Han blev tildelt opmærksomhed; en følelse at være beæret skød op i ham, idet denne bettlehems stjerne begav sig over marmor gulvet med et stort smil, og accepterede Nakirh's ydmyge eksistens med et accepterende nik. Nakirh bøjede sig; først dybt for denne helgen, dernæst rettede han sig halvt op, men forblev bukket.
Sådan var det, under hele forløbet hvor Michael snakkede til ham. Nakirh forblev ydmyg i sit kropssprog, og lod ikke hedenske bemærkninger forstyrre talen, sådan som den anden artsfælde havde gjort det. Det var ikke at forstyrre direkte, men ligefrem at omtale sig selv som andet en Herren's børn. Var hun da faldet i fordærv? Måske endda i fristelse allerede, som resten af deres brødre og søstre.
Dog var det ikke disse tanker der dominerede imens ærken snakkede; det var selve dennes ord, som Nakirh tog til hjerte, vendte og drejede, og først da denne havde vendt sit smil på hunenglen rettede Nakirh sig igen fuldt op. Endnu engang bed han fast i disse ord der blev sagt. De døde øjne hvilede tungt over denne.. helgen. Skepsis fulgte efter dennes ordvalg, i indirekte accept af den anden engels ord.
Var dette virkelig herrens mening?
Nakirh trådte et skridt frem så lyset fremviste hans væsen helt: en lettere aske bleg hud, hår som var de lavet af sne sting, og de dybe grå øjne der lod sig reflektere kort i kirkens varme skær.
Først lagde hans blik sig på kvinden:

,, Har du da forlagt din Herre?", spurgte han, uden at tøve i sit spørgsmål.
,, Siden du skubber din egen art fra dig? At du vover tiltale Hans Hellighed med så hedensk en tunge, og at Han tillader dig det.. du burde være taknemmelig for ikke at blive straffet for din synd. Du har fra sagt Herren i hans eget hus!", det sidste gav et mindre ekko i kirkens sal.
En hvid bølge af energi skød meget kort fra den unge engel, der lod sig ophidse over kvindens sløsethed! Den tiltrak artsfælder, men i dette tilfælde var det ikke beroligende men det modsatte.
,, Er du da ikke også en af hans velsignede børn?!"
Spørgsmålet ville ikke kunne nå at blive svaret på, før de grå øjne lagde sig over den tilsendte 'Helgen'.
,, Er det virkelig Guds ord?", spurgte han.
Hans stemme mildere, meget mildere og blid i hans tiltale af denne, frem for den strenge undertone der havde været idet han havde tiltalt hende.
Igen viste han ydmyghed overfor denne højerestående artsfælde, men ikke blind tillid.
,, At mennesker er hans eneste ynglinge? Der er andre der ligeledes søger Herrens hjælp, hvis ikke dem der vil have tilgivelse for deres synder, til dem der ønske at hjælpe Herren, os, med at uddrive Djævlenen fra dette sted?".

Uden tøven trådte Nakirh helt hen til Michael, og faldt på sine knæ foran ham.
,, Tilgiv min talestrøm, men efter flere år i tavshed kan jeg ikke lade være med at spekulere på.. hvorfor nu? Hvorfor denne verden? Hvorfor har Herren ikke sendt os en af vore storebrødre i andre tider? Hvor var De da det hele begyndte?! Da sort elveren overtog, og alting begyndte at smuldre? Hvor var De da Abbadon blev opført? Da anarkismen slog alt liv ihjel?", han bøjede sig ned, med foldede hænder og satte panden imod dem.
Alt imens det hvide hår gled ned og dækkede for de ufejlbarlige engletræk, som en bonde der ventede sin herremands straf.