Ill try to behave, but it doesnt work

Natten havde sænket sig over Di Morga's skov og henlagt den i mørke, hvilket gjorde den endnu mere dyster end den var i forvejen om dagen. Den store fuldmåne stod højt på himlen og sendte dens blålige lys ned mod jorden, hvilket så helt fantastisk ud, i nogens øjne. Inde i skoven kunne der høres et højt hyl, nærmest som en ulv og ganske rigtigt, der var en varulv ude i skoven denne nat. Han var på rov efter noget at spise, trods han ikke ville overfalde noget levende væsen i denne verden, men han blev jo nødt til det for at overleve. Under ham kunne var der grene og tørre kviste der knaste under ham for hvert skridt han tog. Han så op mod månens blålige lys og så med et ryk over sin skulder " KOM TILBAGE!!! JEG VIL BESKYTTE DIG!!!" kunne der høres ikke langt fra denne unge varulv, som havde løbet ud i skoven, for ikke at gøre nogle andre væsner fortræd. Han stoppede op ved et træ og prøvede at få vejret, men det var svært efter han havde løbet helt inde fra byen og ud til skoven. Han kunne mærke at denne person der havde fulgt efter ham inde fra byen nærmede sig " Smut nu med dig kvinde menneske" vrissede han og så frem fra skyggerne og lod månens lys ramme ham. Dette fik hans krop til at forandre sig til det han virkelig var. Han rejste sig op fra jorden og rystede sig fri fra jord, så hans smukke sorte pels blev ren. Kvinden stirrede på ham og faldt over sine egne ben og slog hovedet ned i jorden. Han gik over til hende og lod sin kolde snude røre hendes kind og fik hende op og sidde, hvilket resulterede i at kvinden krattede ham over snuden, hvilket fik ham til at gå nogle skridt tilbage og så på hende med et vredt blik og lod en dyb knurren undslippe. Kvinden rejste sig op og begyndte at løbe tilbage til byen. Han gik ind i skyggen og stillede sig op mod et træ og ventede på at denne kvinde var væk, så han kunne gå på jagt

//Påklædning ¤ Sorte nylon strømpebukser og en alt for stor mørkeblå sweatshirt. Slidte sneakers og de sædvanlige lidt store briller(med styrke)//

I stilheden kunne der så nu pludselig høres en hosten. Den var ikke særlig høj men på grund af skovens store omfang genlød det i en lidt større radius end normalt. Det var dog på en måde tydeligt at dette ikke kom fra noget der var ad hankøn. Med det modsatte. Hunkøn. En pige. Hun frøs ikke men trods kulden havde sat sig omkring hendes bare hals kunne hun mærke hvordan at det nok ikke have været en god idé at smutte udenfor, på denne tid, uden mere tøj på. Efter så at have hostet af men stadig kunne mærke hvordan det generede i halsen på hende rystede hun svagt på hovedet så hendes lange mørkebrune hår hvirvlede svagt omkring hendes kønne ansigt. Men det var nok idet at hun hørte ulvens hyl at hun vågnede ordentligt op. Kunne ikke lade være med at se sig omkring selvom at hun vidste dette dyr ikke ville være så tæt på hende igen.
Autumn følte hvordan at nysgerrigheden blev med at sprede sig i hendes lille krop. Nærmest som en sitren der gik hende til at sætte den ene fod foran den anden. Hendes arme blev lagt omkring hende selv som ville hun være mere tryg denne måde. Hun var lidt ligeglad med om blade og kviste knækkede under hende. Og underligt gjorde de der næsten ikke. Som vejede hun ingenting. Hun søgte hele tiden efter sit mål og der gik ikke alt for længe inden at hun så bare brat stoppede op. Det havde ikke blot været en ulv. Denne skabning var en del større og virkede mere..menneskelig? Varulv? Hun havde aldrig set end i virkeligheden. Kun læst og hørt om dem. Hun spærrede sine smukke blå øjne op og kunne ikke lade være med at stirre. Studerede strukturen. Hun vidste at hun ikke være særlig diskret men det der skete bagefter afslørede hende helt sikkert. Endnu et hoste anfald overfaldt hende. En hånd blev sat hen over hendes mund. Og det var så kraftigt for hende at en arm blev slunget omkring hendes mave og hun bøjede sig forover mens hun roligt sank med på hug. Ren refleks.

Han kunne føle der var nogle der nærmede sig, men hvorfra vidste han ikke. Han lukkede kort øjnene og nød stilheden og lod de lange klør køre gennem sin pels inden han vendte sig mod træet og lod hans højre pote med de lange klør, køre ned over træets brune og ru bark. Idet han opfangede en lyd, lyden af grene og kviste det knækkede og knaste under denne person som var på vej, eller han regnede med der var en på vej, men hvornår denne fremmede ville dukke op og om der over hovedet var nogle, vidste han ikke. Da der lød en hosten så han op i et ryk og lod sine gule øjne hvile på denne unge dame der faldt til jorden. Han gik roligt over til hende og så ned på hende med hovedet lagt svagt på skrå og blottede sit velholdte tandsæt der matchede en ulvs på en prik, udover hans hjørnetænder var længere. Han lod sin kolde snude presse mod hendes højre kind idet han lod en af hans poter glide und under hendes hage og løfte hendes hoved så han kunne se hende ordentligt. Han havde ikke set så smukke øjne før i sit liv, de blå øjne passede perfekt til hendes kønne ansigt, han ville sådan ønske han kunne slippe for denne form han var i nu og forvandle sig tilbage til menneske, men nej, han var forbandet af denne side, takket værdet den dag hans forældre og lillesøster blev myrdet af varulve, men hvorfor blev han det ikke? Hvorfor blev han smittet med deres møg irriterende "sygdom" som nu viste sig hver gang ved fuldmåne

Autumn prøvede ihærdigst at få ordentlig kontrol over sin hosten og den stoppede først idet at denne skabning havde bevæget sig tættere på hende. Det først hun fik øje på det de to poter der havde stillet sig foran hende. Og lidt efter følte hun den kølige snude mod sin kind. Dejlig kølig hvis man spurgte hende. Som en hunds. Hun så villigt op igen da hun følte hans pote, der nok skulle forestille en hånd, løftede hendes hoved lidt op. Hendes første reaktion var mere eller mindre overrasket. Hendes øjne havde spærret sig svagt op. Hvor var han tæt på. Hun havde aldrig i sit liv været så tæt på sådanne et væsen. Eller i bare forestillet sig det. For nogle ville det nok være skræmmende men på en eller anden syntes hun at dyrets øjne ikke havde nogen trussel i dem. De var dybe og hun følte et kort øjeblik at hun sank helt ind i dem. Men så ikke alligevel. Hun var stadig tilstede.
Så endelig gik hun løsnet lidt op. Hendes mundviger bevægede sig op ad og dannede dette søde muntre smil på hendes bløde læber, der for en gangs skyld ikke var malet røde. Hendes æblekinder blev en smule fremhævet og hendes ansigt syntes at lyse lidt mere op. ”Det kilder..” sagde hun lidt grinende mens at hun prøvede flyttede sit hoved for ikke at føle den behagelige snude mod sin kind. Uden det største held. Hun så så bare op på denne varulv endnu med smilet og strøg noget vild faren hår væk fra sit ansigt. ”Hej.” Hendes stemme var nærmest engleblid og havde denne dejlige opmuntrende tone der udgjorde hun i hvert fald ikke var i noget trist humør. Hun løftede forsigtigt sin ene hånd og ventede lidt mens at spørgende blik blev sendt mod skabningen, inden at hun blid lagde den mod hans hoved. Pelsen var ufattelig blød og det kildede ganske lidt mellem hendes fingre som hun tillod at ae den. Endnu forsigtigt for at se hvordan den ville tage det.

Han så på hende med et roligt blik og trak hovedet tilbage da hun sagde det kildede, hvis han kunne sige noget gjorde han det, man hans varulveform tillod det ikke. Han lukkede kort øjnene så derefter igen på hende * kom nu bare i menneskeform!* tænkte han og sukkede kort og så væk. Han så op på natte himlen og følte som om at månen snart ville forsvinde ind bag en sky og ganske rigtigt. Han forvandledes til menneske og stod der foran hende kun iført sine boxershorts " Beklager meget" sagde han og bed sig kort i underlæben " Min varulve form tillader mig ikke at tale med nogle, men mindre jeg føler mig truet, og det vil være synd at sige jeg gør lige nu" sagde han og smilte blidt til hende. Fordi han ikke havde så meget tøj på kunne man derfor se hans veltrænede overkrop, som mange piger bar vilde med, men han havde bare aldrig fundet den rette at give sin tillid, da han havde det med at vælge de forkerte, hvilket forklarede det ar han havde på sin hals. Han så op mod himlen for at være sikker på månen ikke kom frem med det samme, så han i det mindste kunne have bare en lille samtale med denne skønhed.

Igen kom dette overraskende udtryk hen over hendes kønne ansigt idet at hun sendte denne skabning igen ændrede sig. Pelsen mellem hendes fingre forsvandt og hun træk sin hånd til sig igen. Stille og roligt. Og hendes øjne blev spærret lidt mere op det hun så hvem der egentligt stod foran hende nu. En dreng. Han havde det samme øjne som varulven. Hans beklædning var dog ikke noget hun lige lagde alt for meget mærke til. Eller også var det bare fordi hun ikke var en af dem der blev påvirket af den slags. Ikke som andre piger nok ville. ”Hvorfor dog det? Er jeg ikke truende nok?” sagde hun drillende og med et grin gemt i stemme. Hendes smil sad igen på de bløde læber som hun nu rejste sig ordentligt op. Det var ikke underligt at han var højere end hende. Hun lavede kort nogle håndbevægelser som legede hun en ’farlig tiger’. Dog stoppede hun igen hurtigt efter. Hun fugtede kort sine læber og lagde sit hoved let på skrå mens de blå øjne endnu var rettet mod denne dreng. ”Ej. Men det er vel også normalt ikke at kunne tale, da det jo heller ikke er helt almindeligt for andre dyr at tale.” Hun så lidt ned af sig selv og rettede lidt på sin sweatshirt så den igen virkede som en form for kjole på hende. Nåede ned til omkring midten af hendes lår. Måske mere. Hun førte så sin ene hånd op og kørte den gennem det mørkebrune hår hun havde. Atter så hun op og hendes mere studerende blik blev en anelse betragtende. Hun ville ikke lyve hvis hun indrømmede at han havde udseendet med sig. Det var jo tydeligt. ”Ehm.. Fryser du ikke?” Hun havde ikke holde spørgsmålet inde. Men det undrede hende lidt. Og hun skulle nødig selv tale. Hun var jo heller ikke ligefrem en person der var iført vinterfrakke og vanter. Men pyt.

Han så på hende med et forsigtigt smil " Dig turende? Hah det er nok det sidste du bliver" sagde han og lod et blidt smil glide over de blege læber idet hans blik atter gled op på himlen " Jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde det tilbage, eftersom månen snart kommer frem" sagde han og lod blikket glide ned på hende igen. Han gik helt op af hende og smilte kort " Hvis der er nogle der fryser er det vidst dig" sagde han og lod sin hånd glide over hendes kind " Du er is kold" sagde han og så på hende med et kort smil idet han mærkede at månen atter kom frem, hvilket fik ham til at gå nogle skridt bag ud, for at være sikker på der ikke kom til at ske noget med hende. Han forvandles atter til varulv og så ned i jorden i skam over sig selv. Han var ikke ligefrem stolt af at være varulv, da han nærmest var blevet tvunget til at være det, hvis han tøvede ville han have været død ligesom resten af sin familie. Han så op på hende med sine lysende gule øjne og begyndte at tage nogle skridt væk fra hende bare så hun nu kunne nå og løbe, hvis det nu skulle slå klik for ham, hvilket det havde gjort en gang allerede og derfor håbede han nu på han kunne kontrollere det bare en lille smugle så han ikke gik og myrdede som andre væsner gjorde bare for morsomhedens skyld.

Autumn følte ikke noget galt i at han rørte hendes kind. Han havde nok ret. Hun havde altid været kølig. Men iskold? Hun skulle nok ikke have været ude så lang tid. Hun førte selv sin ene hånd op. Bare for at mærke efter. Det passede nok. Men det var svært for hende at vide det helt. Hendes hænder var jo også begyndt at blive kolde. ”Måske. Men det er dig der stort set ingen tøj har på.” Mere nåede hun ikke at sige inden at hun så hvordan han bakkede væk fra hende. I starten forstod hun ikke helt men da hun så så op stod det klart. Månen havde fundet sin vej hjem endnu engang og skyen havde svævet videre forbi den. Da hun igen så ned på denne dreng så hun igen denne pelsbeklædte skabning. Igen varulv. Hun kunne mærke hvordan de gule øjne så på hende og det var nærmest tydeligt for hende at han ikke ligefrem havde det for godt i denne skikkelse. Hvordan måtte det ikke være? Og der lå vel alle mulige byrder på disse magiske væsner der befandt sig her i Di Morga. Eller var det bare hende? Selv så hun sig selv stadig kun som et menneske. Ingen havde taget sig den tid og fået slået andet ind i hovedet på hende. Dog var der stadig nogle ting hun ikke forstod omkring sig selv.
Hun gik lidt problemer med at synke da en klump sad og generede i halsen på hende. Kæmpede for at få den væk og det lykkedes efter få synk. Hendes blå øjne var stadig rettet mod varulven. Bemærkede hvordan han endnu bakkede bagud. Som var han bange for at hun skulle komme for tæt på. Derfor stoppede hun med at gå efter blot et skridt. Hun samlede sine hænder, der havde gemt sig i de for lange ærmer, foran sig. Lignede lidt en dukke med de store uskyldige dådyr øjne og fine let blege hud, alt for store tøj og lille bygning. Hun var ikke spinkel men havde tilpasse kurver når man spurgte hende. Hun førte så sin ene hånd op og af ren refleks satte hun tænderne i ærmes tykke stof mens den anden arm nu bare hang ned langs siden. Hun lagde hovedet på skrå igen og valgte nu at stå og vente på reaktionen. Hvad ville der nu ske? Det var hendes nysgerrighed der gjorde hun ikke bare løb sin vej.

Hans gule øjne hvilede på denne smukke skabning, han var bange, ingen tvivl om det. Han mærkede hvordan månen lyste ned på ham, omdannede ham mere og mere til det misfoster, det uhyre han nu egentlig var. Han rettede sit syn mod månen og udstødte et hyl, inden hans øjne igen koncentrerede sig om hende. En svag knurren kom fra ham idet ham langsomt begyndte at tage nogle skridt over mod hende, egentlig ville han ikke, men han kunne ikke styre sig i denne form, han måtte have noget at æde, inden han sultede. Hans knurren blev højere da han var kommet tættere på hende og kunne dufte hende, hendes sødlige duft gjorde ham skør, som om han blev nødt til at tage en bid af hende, få smagen af hende, men han havde jo sagt han ikke ville. Han gjorde sig klar til at springe på hende om hun flyttede sig, eller blev stående og lod ham overfalde hende, ville tiden jo vise. Hans indre håbede hun flyttede sig, det ville være en skam at såre så smukt et væsen som hende, så unikt og så specielt, det ville være synd at gøre hende skade. Nu var det nu, han satte af fra jorden og sprang mod hende, det var nu hun skulle flytte sig, med mindre hun ville angribes

//Beklager både længden og vente tiden D://

Autumn så hvordan denne varulv kom tættere på hende. Hun følte hvordan hun blev stående på let rystende ben. Det var lidt som om at hun ikke kunne bevæge sig. Hendes blå øjne var stadig bare rettet mod dyret der nærmede sig. Der kunne ikke ses nogen større frygt i dem men blot den fortvivlede nysgerrighed som gav hendes ansigts sådan et hund hvalps udtryk. Hun virkede dog en smule nervøs. Usikker. Hun bed sig blidt i sin underlæbe og gumlede kort på den inden han var kommet for tæt nok på. Hun spærrede sine øjne op idet hun så ham springe op fra jorden. Så næsten det hele i slowmotion. For hun fik et glimt af ham i luften inden hun i sidste øjeblik fik gjorde noget ved den farlige placering hun stod i. Hun skubbede nærmest sig selv til den ene side. Sprang eller det så meget ud som om at hun snublede. Hun følte hvordan hun et lille stykke tid trillede hen over jorden inden en rod stoppede hende. Hendes ansigt forstrakte sig svagt i et smertefuldt udtryk da roden blev hamret ind i hendes ryg. Hun fik følelsen af at have mistet pustet og foldede sig automatisk lidt sammen med sine ben trukket en smule op til sig. Det gjorde ondt omkring hendes ene knæ og sjovt nok også hendes ene albue. Den ru underflade havde givet hende nogle hudafskrabninger men det var nok det hele. Ryggen virkede fin. Bare øm efter slaget. Var allerede gået over.
Hun rejste igen sit hoved og så efter ham. Sikrede sig hvor han befandt sig. Holdt igen blikket mod ham. Og hvad var det? Et lille smil sad endnu på de bløde læber. Nok for at fortælle ham at hun var okay. Hun trak vejret lidt tungt men det var nok fra overraskelsen. Forskrækkelsen. Og hun døde jo ikke af nogle smpskrammer.

Da hun undveg ham og han igen landede på jorden igen, rettede han igen sit blik mod hende. Hans knurren var nu dybere, han hungrede efter noget at æde om det var hende eller en anden var han lige glad med. Han gik over mod hende og knurrede stadig. Det var jo ikke fordi han ville gøre hende ondt inderst inde, men takke været hans ulvegener, gjorde han det. Han sprang igen mod hende og håbede denne gang at hun ikke flyttede sig så han bare kunne få en lille bid af hende måske. Han så op mod himlen og lagde mærke til månen snart ville blive dækket af skyer igen. Han satte endnu engang af fra jorden, sprang mod hende og åbnede gabet, klar til at bide hende og mærke hans tænder glide gennem hendes hud, ned i hendes kød og lade blodet flyde ind i hans gab

Man kunne vel sige at hun blev endnu mere forskrækket og overrasket over hans andet forsøg. Hun stirrede nu nærmest skrækt mod ham som han nu igen satte af fra jorden. Kom i retning mod hende. Hun følte sin krop ryste og hvordan hendes arme med det samme prøvede at få hende væk i tide. Men det var denne gang ikke muligt. Der gik nemlig ikke lang tid inden hun følte hans vægt over hende. Kunne mærke hans bløde pels mod hendes bare hud inden en høj smerte nu skød gennem hendes lille krop. Hans tænder havde spidset sig ned i hendes skulder og hun kunne allerede selv lugte at hendes uskyldsrene blod kom til syne. Duften var dejlig og det havde altid gjort hende lidt bange. Hvorfor kunne hun lide den duft?
Et skingert skrig forlod hendes strube og hun lænede sit hoved svagt tilbage mens hendes øjne blev klemt hårdt sammen. Hendes hånd og fingre gik næsten amok med at bevæge sig inden hun langsomt følte den blev svagere. ”Stop!!” gik hun råbt op sammen med et skrig. Hendes stemme rystede forfærdeligt. Hendes ’frie’ hånd havde klamret sig til en anden lidt mindre rod. Som om det ville hjælpe på smerten. Hun kunne mærke tåre komme frem men de nåede aldrig ned af hendes kinder. Det tillod hun dem ikke. Hendes skrig havde forstummet og efterlod dem i stilhed. Hun ved hårdt tænderne sammen hvis ikke hun igen gumlede panisk på underlæben. Hendes kinder var blevet mere rødlige på grund af hendes hud var blevet mere bleg. Hun vidste godt hun ville kunne holde til en smule mere men hun var ikke sikker på hvor lang tid han ville forsætte. Om han overhoved ville stoppe. Hun ville ikke kunne trække sig selv tilbage. Så ville hun blot smadre sin skulder. Få flænset kød af og så ville hun nok hurtigere forbløde.

Han lod sine tænder glide ned i hendes skulder med sådan kraft at han med det samme kunne smage hendes blod, hvilket fik hans gule øjne til at gløde som en flamme. Da han hørte hendes skrig stoppede han, han vidste han havde gjort noget forkert, hun led og havde ondt, hvilket han godt kunne forstå da han gav slip på hende og så op på himlen. Månen var forsvundet ind bag en sky, hvilket fik ham til at blive til menneske igen. Han så ned på hende og så tårerne i hendes øjne " Åhh gud nej.. Nej nej nej" sagde han chokeret og satte sig ned ved hende " Jeg.. Jeg.." sagde han og satte hånden blidt ned på hendes skulder " Undskyld" sagde han og bed sig kort i underlæben " Det var ikke min mening at skade dig" sagde han men en trist stemme og lod hans frie hånd stryge over hendes ene kind. Han fortrød det, så inderligt at han havde lyst til at gøre det hele om igen, hvis han ellers kunne

Autumn’s krop slappede med det samme mere af idet han træk tænderne ud igen. Som om alle spændinger bare forsvandt og hun faldt mere eller mindre sammen igen. Men fik da en hjælp var roden bag sig til at blive siddende oppe. Hun var stadig i live og hun var stadig ved bevidstheden. Det var da altid noget. Hun fik taget sig sammen til at se mod ham. Menneske? Hun tænkte lidt over hvorfor hun pludseilg kunne stå foran et menneske og så det næste et dyr og så igen et menneske. Men tankegangen stoppede brat da hans hånd blev lagt mod den blodige skulder. Det gav et sæt i hende og hun bed hårdt tænderne sammen da endnu et jag af smerte løb gennem hende. Hun trak sine små ben mere op til sig og krummede i ryggen mens hun fik gjort så hans hånd ikke var mod såret men hendes i stedet. Hendes berøring var let men det gjorde lige så ondt som ved hans. Derefter lagde hun med mere bare udenom selve de dybe sår. Hendes vejrtrækninger lød grådende. Som var hun lige på randen til at græde men gjorde det stadig ikke. Hun åbnede atter sine øjne igen efter at havde lukket dem i. Så blev de rettet mod denne dreng. De var stadig blanke af tårerne men så vidt muligt var de forsvundet igen. Skrækken kunne endnu ses også men samtidig kunne man se alle andre af hendes følelser. Såret, tilgivende, forskrækket og helt igennem fortvivlet. Hendes mundviger vendte hverken ned eller op men hendes ansigt havde igen dette hundehvalope udtryk inden hun roligt fik løftet sin anden hånd. Lagde den blidt på hans hoved og om man ikke kunne fornemme en lille stigning omkring hendes bløde læber. Hun skilte sine læber en smule ad som ville hun sige noget men så var det som om at alt blev svimlende og hendes krop faldt mere sammen. Lænede sig slapt ind mod ham. Hun var stadig vågen. Var vel bare ikke helt i top. Af en eller anden grund virkede dette så ynkeligt for hende.

Han så på hende idet hun trak hendes ben ind til sig og satte sig nærmest op. Han vidste hun var svag og hun ville være det længe, men han kunne ikke gøre noget, det var ikke hans skyld " Det skal nok gå" sagde han da han så hendes øjne som glinsede og mærkede hvordan hun svagt faldt ind mod ham. Hans ene hånd gled omkring hende og vendte hende om så hun sad op af ham med ryggen mod hans brystkasse " Hvis du vil sove, hvilke eller noget passer jeg på dig.. Jeg finder et sted, hvor månen ikke når ind " sagde han og lod en hånd glide gennem hendes lange hår " Jeg lover dig.. Jeg skal nok blive ved dig, hvert sekund" sagde han med en blid stemme. Hans stemme var chokeret, bange og trist. Han lænede sig ned mod den skulder hvor såret ikke var og kyssede hende kort " Undskyld" hviskede han i hendes øre med en trist stemme

Det hun følte hans ansigt kom tættere på hende af en eller anden grund drejede hun automatisk sit hoved ganske lidt. Meget diskret. Også selvom at hun vidste han læber nok ikke ville berører hendes. Men hun ville bare være på den sikre side. Også selv om at hun ville kunne havde brug for energi. Eller hvad det nu var hun folk taget fra folk. Hun forstod endnu ikke hvad det egentligt var der skete. Og hun troede heller ikke nogen ville kunne give hende svaret helt.
Autumn lod sig nu alligevel dreje med hele kroppen så hun mere lå på siden med den ikke skadede skulder vendt ind mod denne dreng. Hendes hånd der før havde lagt på det stadig let blødende sår lå der ikke mere men havde samlet sig med hendes anden hånd. Hun foldede sig forsigtigt sammen og lod sig selv lukke øjnene mere fredeligt i. Træk vejret gennem munden men sørgede for ikke at sove. Selvom at hun faktisk lå ret så godt og virkelig var søvnig. ”Det er okay..” lød hende stemme. Igen som før. Bare mere stille i det. Rolig. ”Jeg ved du intet kunne gøre.” Det passede. Hun vidste jo lidt som varulve et eller andet sted. Og det virkede heller ikke som om at han havde kunne styre sine bevægelser. Det smertede stadig i skulderen men hun prøvede stadig ikke at tænke på det nu. Hun gik sat sig lidt bedre op og åbnede igen hendes øjne så deres blå farve kom frem igen. De havde en almindelig blankhed nu. Hun havde kæmpet og vundet kampen over for tårerne. Ville ikke græde. ”Jeg..Jeg er for resten Autumn.” Hun kunne ikke helt huske om hun havde præsenteret sig allerede. Men man kunne vel ikke være alt for sikker. Hun lænede sit hoved lidt tilbage så hendes blik nu kunne ses mod både hendes voldsmand men også rednings mand. Hun virkede underligt nok mere munter i det. Som inden det ville uheld. Den søde attitude der gav en sikkerhed om at hun ikke kunne gøre en flue fortræd. Uskyldig.

Han lukkede kort øjnene idet hun vendte hovedet væk fra ham så han ikke ramte hendes læber og ramte hendes kind i stedet smilte han kort for sig selv. Han trak sig tilbage og så ned på hende med et svagt smil idet hun vendte sig om på siden og lod hendes smukke øjne lukke i og skjule den smukke blå farve. Hans blik var trist, hvilket kunne ses på hans glinsende øjne, normalt var han ikke den typer der lod tårer komme frem, men han havde gjort dette uden at ville, overfaldet hende og nu lagde hun i hans arme, svag og måske døende. Da hun præsenterede sig smilte han blidt til hende " Smukt navn til et smukt væsen" sagde han med en blid stemme " Mit navn er Rexy" sagde han og så ned på hende. Hans øjne mødtes med hende, hvilket fik ham til at smile kort " Du burde ikke tale for meget, det svækker dig endnu mere" sagde han og lod en hånd glide over hendes ene kind.

//Lige en ting. xD Hun drejer hovedet væk fra ham for at være sikker på han IKKE rammer hendes læber.//


Autumn følte sig egentligt glad igen ved hans kompliment og selvom at hun ikke ligefrem var den stærkeste i dette øjeblik fik hun uden problem formet et større smil på hendes læber. Man kunne ikke skille rødmen fra den rødlige glød som kulden omkring hende havde givet hende men et sted kunne man vel mærke hun blev en smule forvejen. ”Tak.” fik hun sikkert sagt. Hun var ikke den type der blev alt for forlegen over at folk sagde noget godt om hende. Hun var dog heller ikke en arrogant person. Hun kendte til grænserne. Deres øjenkontakt gik hende ikke på. Hun så det som en normal ting der blot gav bedre kommunikation mellem mennesker. Også i trafikken havde hun jo fået at vide hun skulle have øjenkontakt med bilister og så videre.
Nu ville det nok komme som en mindre overraskelse da et svagt stykke af hendes hjertevarme latter forlod hendes stemme efter hans opfordring. Han havde nok ret men et sted ville hun ikke falde hen. Ikke endnu. ”Nej, Rexy..Det er ikke på grund af at jeg taler. Det er…” Et kort lavmælt host kom fra hende og afbrød hende i sætningen men hun forsatte blot bagefter: ”Det er kun fordi min krop arbejder på at få sendt hvide blodlegemer mod såret.” Et lille jag af smerte kom igen og hun foldede sig mere sammen men alligevel virkede hun et sted ikke til at være så svækket. Så meget blot havde han jo heller ikke noget at tage fra hende? Hun tog sig i at virke som en total nørd og holdt så sin mund. Lagde sig bedre ind til ham og bed sig blidt i læben igen. Vidste ikke helt hvad der nu skulle siges. Hvis der overhovedet skulle siges noget.

// RETTET!!! XD//

Han så ned på hende og bed sig kort i sin underlæbe. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og ønskede bare hun ville blive rask igen, men det var jo sådan set hans skyld at hun havde det sådan her, at hun lagde svækket i hans arme og kæmpede for livet. Han så på hende og nikkede kort " Autumn.. Det skal nok gå.." sagde han stille og lod en hånd glide gennem hendes hår idet han så hun foldede sig mere sammen og lå sig ind til ham. Hans tanker fløj rundt, han vidste ikke hvad han skulle gøre, blive her eller løbe? Han ville blive her, blive og passe på hende så hun ikke kom yderligere til skade, men det krævede at månen ikke kom frem igen, men det ville den sikkert på et tidspunkt, men så måtte hun også være kommet til sig selv, eller han håbede hun var,.