What a lovely day!

Tid: 13:00
Sted: Søen.
Vejr: Himlen af blå, med nogle små hvide lammskyer. Solen står højt på himlen, og vejret er lunt.
Omgivelser: Til trods for det gode vejr, er der ikke ret mange nede ved søen. De fleste sidder i små grupper rundt omkring.

Aiyerin kom gående ned mod søen med smidige skridt, og med en tegneblok i hånden.
Da hun nåede ned til vandet, stoppede hun op og stirrede betænksomt ud over søen.
Hun bed sig i læben, en dårlig vane hun havde fået, og søgte efter et sted hun kunne sidde. Hendes blik stoppede ved et gammelt egetræ, og hun smilede. Derefter begyndte hun nynnende at gå hen mod det.
Da hun kom hen til træet, satte hun sig ved det og lænede sig op af stammen.
Træet var kun få meter fra vandkanten, og hun sad på en blanding af græs og sand.
Stadig nynnende fandt hun sin tegneblok og blyant frem, og begyndte at tegne.
Af og til kiggede hun op, og så spejdede ud over søen.

Amuletten genspejlede blinkende lyset fra den varmende sol og lavede af og til skarpe reflektioner, når Athal drejede den mellem hænderne. Han kunne ikke lade være med at beundre den, og selv om det føltes som en forbudt ting, ville den ikke forlade hans tanker, hvor idéerne henrykt udfoldede sig. Idéer, hvori han så sig selv svinge med den, som en lang lasso, og brølende udstøde ordre, der ville få både jord og luft til at skælve af frygt - og sende hans fjender i døden ...
BUMP! En trærods fremstikkende fælde dukkede frem, som snuppet ud af det blå luft. Først snublede Athal, så blev det til en underlig ballerinalignende saltomontale, og så kurrede han hele vejen ned af græsset. Hujende og skrigende viftede han omkring sig for at få det til at stoppe, men det var for sent!
Træet tårnede sig op foran ham sekunder inden, han ramte det, og det var også dér, han fik øje på en elverlignende pige.
"PAS PÅ!" brølede han, og så tumlede han pladask ind i hende.

Aiyerin udstødte et halvkvalt skrig, da en dreng faldt ind i hende. Hun blev skubbet ind mod den hårde træstamme.
Tegneblokken og blyanten fløj ud af hendes hånd og landede i det bløde græs.
Hun satte sig op, og gned sin skuldre som havde ramt stammen. Og kiggede, en smule irriteret på drengen.
"Av! Pas på dog på!" Sagde hun, men smilede og sagde så. "Undskyld, det var ubehøvlet. Hvem er du" Hun drejede hovedet let på skrå, og kiggede nysgerrig, men med lidt kølig afholdenhed på ham.

Athal måtte gentagne gange bide i græsset - altså bogstaveligtalt. Fuldkommen omtumlet lå han, med arme og ben spredt ud fra sig i kastende vinkler, og stirrede op på den blå himmel. Han hostede og måtte gentagne gange tage sig i at spytte græstotter ud af munden, før han, i groggy position, satte sig op i græsset - og så direkte ind i en noget vred elvers ansigt.
Tonsvis af undskyldninger skyllede med det samme op i Athals tanker, og han gned bulen på sit hoved, som føltes som noget på størrelse med en fodboldbane. Heldigvis lod pigen til at bløde lidt op sekundet efter, og et lettet smil bredte sig i dæmonens ansigt.
"Hov - æh, det må du undskylde. Det var vist et - øh - ret dumt uheld," stammede han grimasseskærende. "Jeg er en - øh ... " Han tænkte sig om et øjeblik, bedømte situationen og hvor pålidelig hun kunne vise sig at være. "Jeg er Athal," besluttede han så. "Davs. Jeg håber ikke, du slog dig for meget. Hvem er du?"

Aiyerin's irritation var væk ligeså hurtig som den var kommet. Nu betragtede hun ham blot nysgerrig. Et smil spillede sig på hendes læber, og hun havde et muntert glimt i øjnene. Måske var det det gode vejr, eller måske var det bare muligheden for at lære en ny person at kende, der gjorde hende i godt humør.
"Det er helt i orden." Svarede hun med en blød stemme. Hun rakte hånden frem i hilsen og sagde "Mit navn er Aiyerin Nárie Carnesîr, men du kan kalde mig Aiyerin eller Rin." Hun tog en lok hård bag sit øre. "Ja og som du kan se er jeg en elver. " Stadig med et smil på læben, kiggede hun afventende på ham.

Et stort, muntert smil rejste sig i Athals ansigt. Alyerin virkede som en flink person og en, der ikke tog uheldige dæmondrenge, som legede slyngbold med træer, alvorligt.
"Rin," gentog han. "Er det noget, folk normalt kalder dig?"
Nu var det nærmest som om, hun sad og kiggede afventende på ham, og Athal overvejede et øjeblik, om hun mon forventede, at han begyndte at lave etbenede saltomontaler, nu, da han allerede var i gang.
Var hun ny her i byen? Godt nok havde han kun været i Di Morga i ikke mere end et par uger, men alligevel syntes han ikke at have set denne elverpige før. Men nu havde han jo heller ikke ligefrem snakket med hver eneste borger i byen, og Di Morga var stor. Måske det ville være dumt at spørge.
"Jeg er en vanddæmon," annoncerede han så.

Aiyerin nikkede. "Ja, det plejede de i hvert fald. " Hun trak på skuldrene. "Jeg er lige flyttet hertil, så jeg kender ikke rigtig nogle her."
Hun lænede sig lidt tilbage, og granskede ham. "Aha. " Sagde hun med et lille smil, som man ikke kunne afgøre om det var et fornøjet smil, eller et misfornøjet smil.
Hun tog et lille grønt blad fra jorden, og rev det i små stykker. "Well, jeg har ikke noget imod dæmoner" Sagde hun så og smilede igen, denne gang muntert.

"Det er jeg også!" udbrød Athal begejstret og inden, han overhovedet kunne nå at tænke sig om. Det var første gang, han havde mødt en i Di Morga, der ikke havde levet i byen i mindst 10 år, og tanken gjorde ham helt flyvsk.
"Øh - eller jeg kom hertil for et par uger siden," rettede han det skævtsmilende til.
Han nikkede afslappet. "Det var godt. Jeg har heller ikke noget imod jer elvere, vil jeg så bare lige sige ... " Stemmen tonede lidt ud, og han kiggede undersøgende frem for sig.
"Vent ... Har du tegnet det?"