A Little Bit Stronger - Caspian

A Little Bit Stronger
~Info findes i emnet~

Mørket var begyndt at sænke sig over Terre, da solen næsten lige var gået ned. Ingen solstråler var til at skimte på himmelen eller andre steder, hvilket lettede Vanilla en hel del. Vejret var ikke helt værst. Himmelen var stadig ret lyseblå i det og vejret var stadig rimelig mildt i det. Selvfølgelig var det stadig kun omkring de fire grader eller noget, men kulden generede hende ikke. Hun var alligevel så kold og ikke til at få varme i. Hun var død. Mere død end de fleste mennesker i verden overhovedet kunne blive. Stakkels hende. Hun var virkelig lidt af en stakkel der savnede sit gamle liv. Den eneste grund til at hun dog ønskede at forblive som hun var, var pga. Caspian.
”Caspian min egen. Caspian, åh Caspian.” Hun kunne simpelthen ikke holde op med at tænke på ham eller sige hans navn. Efter de havde mødt hinanden, var hendes liv blevet så meget lettere. Hun tænkte ikke nær så meget på hendes gamle liv, og han havde fået hende til at forstå glæden igen.
Vanilla gik ned af den lille gågade midt i Terre. Hun havde aftalt at mødes med Caspian på en café. Caspian.. Hans navn gik gennem hendes tanker uafbrudt. Hun glædede sig til at se ham igen, selvom hun ikke vidste hvad hun skulle forvente af hvad der ville ske. Hendes gyldne let krøllede hår lang ned langs hendes skuldre ned af en sort frakke. Lige præcis den frakke hun havde haft på, den gang de mødte hinanden for første gang. Det havde egentlig bare været et tilfælde, men hun havde nu ikke særlig meget tøj eller noget. I det hele taget havde hun ikke et hjem på den måde. Vanilla sukkede let af sig selv og kiggede ind af et vindue til en af de dyrere tøjbutikker. Intet af tøjet der inde tiltrak hende det mindste, men nu var det heller ikke udseendet hun gik specielt meget op i. Det eneste hun gik op i var ham, og han havde gjordet hendes stærkere i hendes tro, om at livet var værd at leve og at man ikke bare skulle vente på at blive gammel og dø alene.

Caspian havde aftalt med Vanilla at mødes med hende på en lille hyggelig café i Terre. Den lå ikke så langt fra hans hjem og derfor tog det ham ikke lang tid at gå derover.
Siden deres første møde havde de været sammen et par gange. Sidst havde de gået en tur på flere timer, hvor hun havde fortalt ham om deres omgivelser. Han havde nydt at lytte til hendes stemme og bare gå og flette fingre med hende.
De havde også været hjemme hos ham og hygget sig, set nogle film og hun havde overnattet der en enkelt nat. Dog var de gået i seng inden hun forsvandt og han var først vågnet da hun var tilbage igen.
Men nu var han atter på vej til at mødes med den dejlige Vanilla. Han havde fået lavet sin førerpen og gik nu med den i hånden, gennem de kolde gader i Terre.
Det brune hår sad som vinden fandt det bedst, solbrillerne hvilede henover hans næseryg og dækkede de hvidlige øjne.
De gamle læderstøvler sad trofast på hans fødder og på benene havde han et par stramme jeans. På overkroppen bar han en t-shirt med et superhelte print og udover den havde han en fancy blazer med ærmerne smøget op.
Han havde fundet en cigaret frem fra sin krøllede inderlomme og tændte den med sin gamle zippolighter.
Mens han gik gennem gaden inhalerede han den kradsende røg og et skævt smil tegnede sig over hans læber. Han glædede sig over at skulle være sammen med Vanilla og jo længere ind i byen han kom, jo kraftigere blev hendes duft.
Han havde efterhånden altid den søde duft af hende hængende ved sig, men den blev kraftigere når hun var nær.
Men inden duften blev rigtig kraftig nåede han caféen og måtte stoppe op der. En tjener kom ud og spurgte ham om han skulle bruge et bord og han oplyste den nydelige servitrice at han skulle bruge et bord til to, gerne et hyggeligt sted.
Den kønne Blondine trippele ind for at lede efter et bord til ham og Vanilla.
Efter han havde mødt Vanilla havde han ikke ænset andre pigers skønhed.

Der var stensikkert ikke langt til den café de havde aftalt at mødes på. Men fordi hun gik og tænkte så meget, sænkede hendes gå-tempo sig. Nu hun kom i tanke om det, var tørsten også ved at sætte ind. Men hun måtte vente. Tænke på noget andet, der ville få hendes hjerne et andet sted hen. Caspian.
Vanilla stoppede op på gaden for at kigge sig lidt omkring. Hun kunne nu enten vælge at fortsætte sin vej ligeud, gå til venstre ned af en lille gade eller gå til højre ned af en anden lille gade, som egentlig mindede ret meget om en gyde. Hun kiggede forsigtigt til højre, og lagde mærke til at gaden der inde, virkede til at blive smallere og smallere. Der skulle hun godt nok ikke ind. Så rettede hun blikket mod venstre, og så en hyggelig lille gade med tøjbutikker. Helt sikkert ikke der hun skulle være. Derfor valgte hun at fortsætte sin gåtur lige ud. Men hendes blik søgte alligevel hen til højre, da hun gik forbi den gydelignende gade.
Så fortsatte hun ellers på de lettere usikre ben. Hun ville ikke være klar til at forsvare sig selv, hvis nogle kom on angreb hende nu. Dog forventede hun ikke at blive angrebet midt på den åbne gade. Her var trods alt andre mennesker, men om det nu også var mennesker, kunne man ikke bide sig sikker på. Det kunne være hvilke som helst underlige væsner.
Vanilla blev ved med at gå, indtil hun fandt frem til den café som de havde aftalt at mødes ved. Hendes blik lystre op, da hun så at han stod uden for den. Hun satte farten lidt op og måtte til sidst småløbe lidt, da hun var så ivrig efter at komme hen mod ham. ”Caspian!” Smilet bredte sig på hendes røde læber, og hendes mørkeblå øjne funklede som det store åbne hav på en smuk sommerdag. Bare synet af ham, fik det til at varme om hendes døde kolde hjerte, selvom det ikke var muligt.
Hun stort set kastede sig i armene på ham, da hun kom tæt nok på. Fornemmelsen af at være tæt på ham igen, var virkelig god. Det kunne hun godt vænne sig til.

Caspian mærkede duften af Vanilla blev kraftigere og kraftigere. Hun måtte være lige i nærheden. Men han ville ikke gå hende i møde, han kunne risikere at gå skævt af hende eller gå ind i en anden.
Han skodede sin cigaret efter at have taget et sidste hvæs af den. Hun kunne vidst ikke lide at han røg.
Men pludselig nåede lyden af hurtige fortrin mod de kolde brosten hans øre og hun sprang om halsen på ham. Han slog hurtigt armene om den kolde krop og knugede hende ind til sig.
"Vanilla..." mumlede han og kyssede hende på kinden, hvorefter han puffede til hende med næsen. Han grinede lavmælt og svingede hende rundt en enkelt gang.
Han havde savnet hende, ikke helt kunne få hende ud af hovedet efter sidst de var sammen. Han strøg hende over kinden med sin tommelfinger og slap hende så.
De skulle vidst ind nu, servitricen stod og ventede på at de løsrev sig fra hinanden, så hun kunne vise dem ind.
Den unge blondine der skulle servere for dem i aften virkede lidt mobset over at Caspian åbenbart kun havde øje for Vanilla.
"Kom med mig, love.." hviskede han i øret på Vanilla og tog hende hånd, hvorefter han førte hende ind i den lille café, efter servitricen, og de blev ledt hen til et lille bord i en hyggelig, afsides krog.
Der var stearinlys på bordet og de bløde sæder virkede indbydende. Han satte sig og de fik stukket to menukort med et enkelt, næsten uhørligt fnys fra blondinen, der derefter trampede væk.
"Hvordan har du haft det?" spurgte han, uden at ænse den fornærmede servitrice. Han trak sin blazer af og strøg en hånd henover sit bryst og de mangefarvede perler i det lille armbånd om hans håndled, klirrede. Det var et som Rachel havde lavet til ham for mange år siden og han gik altid med det.

Vanilla lo, da Caspian svang hende rundt engang. Det var så dejligt at se ham igen og tanken om de dage de havde været sammen, gjorde hende helt varm og blød. Hvor ville hun ønske at de kunne bruge mere tid sammen, for Caspian virkede som den helt rette. Hendes tvillingesjæl, eller hvad folk nu kaldte det.
Hun lod sine læber møde hans et kort øjeblik, men fik så øje på en rimelig mopset servitrice og stoppede blidt kysset. Gud, hvor så hun dog irriteret ud. Vanilla sukkede indvendigt og kom til at tænke på hvor meget hun selv havde irriteret sig over andres kærlighed. Nu havde hun fundet sin egen, og alle andre kunne bare holde sig langt væk.
Vanilla blev sat ned, og de begyndte nu at gå inden for i den hyggelige, lille café. For at få det hele ud af det, greb hun ud efter hans hånd, og knugede den let da hun fik fat i den. Hans hånd var smal og passede godt til hendes. Som om deres hænder var skabt for hinanden. Det var alligevel en smule skræmmende at tænke på, at to næsten normale personer, kunne blive så forelskede på så kort tid. Det havde gjort Vanilla meget mere.. Forståelig over for alt.
Vanilla satte sig over for ham, og kiggede en smule tavs på ham. Det var ikke fordi hun intet havde at sige, det var bare overvældende for hende, hvor hårdt ramt af kærlighed hun var. Ham her Caspian gjorde virkelig livet værd at leve. Ham kunne hun godt have lyst til at bruge mere tid sammen med.
Den sure og irriteret servitrice stak dem nogle menukort og gik så smækfornærmet væk. Vanilla var efterhånden begyndt at ignorere hende. Stakkels pige dog. Efter en smule tavshed mellem dem, kom hans spørgsmål, som hun lystigt begyndte at svare på. ”Åh, jeg har haft det ganske glimrende. Hvad med dig?” Stemmen der kom fra hende var ganske blid og rolig, som den altid var.

Caspian smilede ved hendes svar - hun havde haft det godt. Han ville vel heller ikke rigtig kunne tilgive sig selv hvis hun nu havde haft det dårligt og han ikke havde været der. Han ville gå så langt for hende, kæmpe hårdt for hende og hendes lykke.
Han rakte ud og tog hendes hånd i sin, så deres hænder lå på bordet. Han strøg sin tommelfinger over hendes håndryg og nød følelsen af at have hende i sit nærvær, lyden af hendes stemme og latter, duften af hendes hår og krop.
"Jeg har haft det helt fint.. Jeg har fået repareret min pen og lært lidt mere af byen at kende.. Jeg har vandret rundt i Terre og det var der jeg fandt den her café.." forklarede han og lagde hovedet let på skrå.
Han havde mest af alt lyst til at lade hende fortælle, lade hende snakke og så bare lytte til de smukke lyde der kom fra hendes mund. Han ville ønske at han kunne se de bløde læber bevæge sig og forme de ord, som hans skarpe ører opfangede.
Ørerne lukkede stortset alle andre lyde ude, hvilket også var grunden til at servitricen måtte rømme sig flere gange, inden hun fangede hans opmærksomhed.
Men et enkelt skævt smil fik den sure pige til at smile igen og rødme svagt.
"Hvad kunne i tænke jer?" spurgte hun sukkersødt og Caspian måtte anstrenge sig for at beholde det skæve smil. Han brød sig ikke om sukkersøde toner.
"Jeg skal bare have det samme som hun..." svarede han og nikkede over mod Vanilla, i det han gav hendes hånd et klem.
"Hvad kunne du tænke dig, min skat?" spurgte han kærligt og sendte nu Vanilla et blidt, oprigtigt smil.
Servitricen opgav dog ikke og sendte nu et surt blik til Vanilla, imens hun ventede på at hun afgav sin bestilling.

En følelse af had skød op gennem den spinkle krop og hun sendte den sure servitrice et surt blik tilbage, uden at sige den mindste lyd. Vanilla var så træt af, at folk begyndte at tage dem hun elskede fra hende. Hun kunne ikke vende tilbage til hendes familie af den grund, men måske også fordi hun nu var blevet taget fra hendes forældre, ved at folk havde slået hende ihjel.
Hadet til de personer der havde gjort det, var stort.
Kort rettede hun blikket ned, gav Caspians hånd et let klem og forsøgte at genvinde kontrollen over sig selv. ”En Cappuccino til mig tak.” Hun forsøgte at holde en normal tone og et normalt, dog lidt koldt, ansigtsudtryk. Derefter rettede hun blikket hen mod Caspian igen og lod den ene tommelfinger kærtegne hans hånd. Tænk at han ville se hende igen, efter det første møde de havde haft. Der var virkelig et specielt bånd mellem dem, som ingen kunne tage fra dem. Hver gang de mødtes, blev båndet stærkere mellem dem, selvom de egentlig ikke kendte så meget til hinanden. Det var underligt så hurtigt man kunne få et seriøst forhold til en.
”Lad os tage en tur rundt i byen senere så. Jeg kender endnu ikke så meget til den. Det kunne være fedt at se lidt mere end jeg har set.” Smilet blev større på hendes læber og en underlig trang til at kysse ham, skød op gennem hendes krop. I stedet løftede hun blot deres hænder og kyssede blidt hans, da det ikke var muligt for hende, at kysse hans læber. Det ærgrede hende måske en smule. Tanken om hans bløde læber gjorde hende helt varm inden i, selvom det ikke var muligt. Alligevel følte hun at hun blev anderledes i hans selvskab, som om hun blev menneske igen.

Caspian fornemmede Vanillas had og vrede over servitricen, men han forstod ikke helt hvorfor. Men han gad heller ikke bekymre sig om en dum servitrice, Vanilla var jo langt mere spændende. Han følte sig så hjemme i hendes selskab - en følelse han aldrig rigtig havde følt.
Han havde aldrig rigtig haft et hjem, han var blevet kastet frem og tilbage mellem institutioner, han var stukket af og til sidst var han endt i en bande i datidens New York. Men der var intet hjemligt over dét.
Senere hen havde han flakket rundt til han fandt Rachel og hun gav ham lysten til at blive boende hvor hun var i længere tid - men han var ikke hjemme dér.
Terre og Di Morga havde heller ikke føltes som hjem før han havde mødt hende. Men med hende i sit selskab føltes alt hjemmeligt.
Et smil strøg over hans læber og han mærkede hendes læber mod sin håndryg. Men det var ikke nok, han ville have mere.
Så i stedet for at nøjes med det lille kys på hans hånd, lænede han sig ind over bordet samtidig med at hans frie hånd førte hendes hoved tættere på sit ved at tage et blidt tag om hendes hage. Han lod så sine læber møde hendes i et ømt og kærligt kys.
Stillingen var akavet - mest for ham, da han næsten måtte stå op for at kunne nå. Men det gjorde ham intet, så længe han havde hende og når det var for at mærke hendes læber mod sine, så var ingen stilling for akavet.
Deres sammenflettede fingre hvilede stadig et sted på bordet, men han slap taget i hendes hage og lod hånden køre om i hendes nakke, samtidig med at han lagde hovedet let på skrå for at gøre deres kys dybere.
Bag dem kom servitricen med deres cappucino'er, men hun stoppede op da hun så dem. Det tog hende al hendes viljestyrke ikke at kyle de to kopper mod gulvet og i stedet trampede hun ud i køkkenet. Her fik hun overtalt en af de andre medarbejdere til at servere for dem.

Vanilla bemærkede at han ikke syntes at det blide kys på hans hånd var nok. Hun bemærkede at han blev ivrig efter at mærke hendes læber mod hans. Hun havde slet intet imod det, og forsøgte lige så meget som ham, at få deres læber til at mødes. Det eneste hun var lidt bekymret for, var denne servitrice og lysestagen der sikkert kunne brænde hendes hår, hvis hun kom for tæt på. Alligevel glemte hun alt, da hun endelig kunne mærke hans læber mod hendes.
Deres sammenflettede hænder og deres kys, gjorde hende overbevist om at dette ville forhold ville vare længe. Hun var skam heller ikke et sekund i tvivl om, at det var det hun mest ønskede i dette liv. Bare kunne leve sammen med Caspian resten af livet. De kunne blive så lykkelige sammen.
Det var en smule mærkeligt, sådan som de stod og kyssede. De stod begge halvt lænet ind over bordet og folk omkring dem, ville sikkert synes at det så ret så mærkeligt ud. Men de stod bare der, og glemte alt omkring dem. Intet kunne trænge igennem hendes sind nu, og ødelægge dette øjeblik. Vanilla gav hans hånd et let klem og lod den anden hånd føre op til hans kind. Hun havde lukket de blå øjne i, og lod fantasien og skæbnen afgøre hvad der skete. Hun blev først trukket ud af sin tankegang og måtte åbne øjnene, da hun kunne høre nogle ivrigt trampe væk. Vanilla måtte afbryde kysset, for at kigge efter den tvære servitrice. Hun sukkede kort og overbeviste sig selv om, at det ikke var hendes problem, men hende den unge servitrices. Nu havde de vist gjort det tydeligt for hende, at de var et par… Men var de nu også det? Det føltes underligt, ikke at vide om de var sammen. Alligevel håbede hun på det bedste.

Caspian forsøgte at trække kysset ud så længe som muligt, men den unge servitrices trampen fik Vanilla til at bryde deres kys. Hvorfor skulle den dumme pige også ødelægge det hele?
Han sukkede svagt og slap så Vanillas hånd, for at køre sin egen gennem sit hår. Han irriteret over at blive forstyret, men efter få sekunder forsvandt irritationen fra hans ansigt. Han skjulte følelserne dybt nede, så de ikke kunne trænge op igen.
Han havde for vane at opføre sig som folk ønskede det. Det var meget få der kunne få ham til at give slip og vise de følelser, der lige strejfede ham. Det ville tage lang tid hvis han skulle blive så tryg ved Vanilla.
Kun Rachel havde indtil videre opnået at se ham som han var, men det var sket få gange og hun havde næppe bemærket det.
Hans tankerække fik ham til at tænke på, at han aldrig havde fortalt hende om Rachel. Det var måske ikke så smart, eftersom Rachel var ved at flytte ind i den store lejlighed i stueetagen.
"Du har lagt mærke til de billeder af en pige og mig, som hænger hjemme hos mig, ikke?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå, hvorefter han rykkede sin stol hen ved siden af hendes. Han ville ikke sidde overfor hende, når han ikke kunne se hende.
Så hellere sidde ved siden af hende og kunne holde om hende, kysse hende når han ville. Uden at skulle stå i en akavet stilling.
"Det er Rachel.. Jeg har mødt hende for mange år siden og var nok det tætteste hun havde på en storebror.. Og hun flytter ind hos mig - snart..." forklarede han og bed sig i underlæben. Han var så elendig til at skulle sige sådan noget, det kom altid helt anderledes ud end han havde ment det.