Learning to Live, Living to Learn ~ Logan

Dette havde været meget underligt.
Utrolig underligt faktisk.
Hun havde aldrig prøvet noget lignende. At skulle gå her nede på jorden og så endda i fast form? Det var da noget af det underligste.. hun anede hverken ud eller ind om hvordan man levede som denne kødelige genstand..
eller det var i hvert fald den fornemmelse det gav hende nu da hun endnu engang satte sine føder mod den hårde jord som mennesket elskede så højt.
Det havde været flere årtier siden hun sidst havde gået rundt på kloden, og hun havde for længst lykkeligt glemt hvordan det var at 'være i live'.
Være i live... det var i grunden et underligt udtryk.. hun havde jo altid været til.. altid eksisteret på et eller andet plan.. men at mennesket deffinerede dette ved at en skabning nødvendigvis skulle trække vejret på en eller anden måde.. det var nu en forunderlig simpel, og samtidig frastødende tanke.. alt på denne jord var jo skabt af Vor Herre.. og tilhørte ham.. selv de 'døde' var et stykke af hans mesterværk

og dog.. selv i sin stærke tro og hendes urokkelige loyalitet, stod hun nu her.. som et lille barn på første skole dag, og skulle genindlære alt det som hun havde glemt igennem tidens løb.. glemt.. ikke mentalt men fysisk.. denne nye krop som man havde skænket hende.. den rummede ikke de samme minder om disciplin og hård træning som hendes gamle jeg havde gennem gået.. den kendte ikke til den træning hun havde fået af Vor Herre.. og nu måtte hun genlære det gennem et andet 'levende' væsen..
hun var i tvivl, hun anede ikke om dette var en god ide eller ej så i stedet satte hun sin lid til herren

”Fader Vor, du som er I himmelen..”

hun mumlede en stille bøn mens hun stod midt i denne jordbelagte trænings 'fæstning' som var omkranset af meter høje træer. Hun følte sig nøgen.. på trods af hendes påklædning som var det eneste hun havde fået givet på forhånd.
En lang hvid og let flagrende nederdel, samt en hvid tilpas stramt siddende stroptrøje.
Hun frøs ikke.. ikke endnu.. hun huskede godt følelsen.. men den synes stadig fjern..
mens hun ventede tænkte hun den forestående træning i møde.. hvis dette var herren vilje, så lad det da ske.

P: Camouflage farvet uniform ( http://www.usmilitarysurplus.com/surpluscatalog/images/atj99_atp99.jpg ), sorte militær støvler, en sort barret ( http://2.bp.blogspot.com/-FML391onoK4/Tfrc7IkavaI/AAAAAAAAAzs/NGVvjfPlbsg/s1600/Beret.jpg )

En mand kom gående ind i lejren.
Selvom det var morgen og solen var oppe, så kunne Logan sagtens være uden for, da han havde fået udviklet et serum som fik hans hudceller til at virke knap så sårbart i sollys, med andre ord, han havde lavet et skjold mod solen, da han nu efter alt var vampyr.
Manden der kom gående ind på lejrpladsen var Logan, han havde sin gamle uniform på, den sorte baret sad der et emblem ( http://dsconsultingsvcs.com/dstidham/images/imperium_logo.gif ) hans gamle holds emblem, det hold han havde ført ind i fjendtlig ild, det hold hvor alle blev nedslagtet på nær Logan.
På jakken sad der en masse medaljer og striber, alle sammen viste hvor stor en helt Logan var.... Inderst inde vidste Logan godt at det ikke ville hjælpe ham særligt meget, men han havde lov at håbe, måske kunne han dø som det menneske han inderst inde gerne ville være?.
I Logans bælte sad der en pistol, på Logans lår sad der også en pistol, på Logans ryg hang der to knive, eller det var mindre sværd små nok til at være knive (lige som Legolas i LOTR), rundt om hans hals hang der en M4 riffel, nede ved hans fod sad der også en kniv bladet var vel 15 cm og til sidst havde Logan et sværd hængende modsat af knivene med grebet ned mod jorden så det ville være hurtigere at få fat i, selvom Logan havde alle disse våben gik han stadig med en stok ( http://thedarkblade.com/wp-content/uploads/Hammer-Head-Sword-Cane.jpg ). Stokken var han begyndt at bruge efter hans sidste kamp. Han kunne sagtens gå uden den, det ville bare gøre ondt efter længere tid. Stokkens greb kunne sagtens bruge som en hammer, da håndtager var udformet som en hammer.
Under Logans jakke havde han en skudsikker vest, men inde under den havde Logan også en ringbrynje, det skulle nok tage det værste af slagene fra et sværd. Hvis man ikke lige vidste det, ville man kun se at Logan havde den skudsikre vest på og ikke ringbrynjen.
Han stilte sig op på midten af pladsen.
"Godmorgen de damer!" Råbte Logan så han ville få deres opmærksomhed, selvom der var flere mænd end kvinder råbte Logan alligevel 'de damer' den letteste måde at få folks opmærksomhed på.
Flere folk begynde at pege og en lettere mumlen begynde at sprede sig.
Var det virkelig Logan O'Connor, den mand der var gået i mod Malakel, Scars og Zane?
Jo det var det, det var efterhånden gået op for mange at det her var en død mand der stod foran, forstået på den måde at han levede på lånt tid.
"Private investorer har betalt mig kasse for at træne jer til at kunne tage jer af et land i ruiner, ja jeg taler om Di Morga, og ja flere mennesker så mig mere end død og ja jeg har dræbt mennesker og ja jeg er vampyr, andre spørgsmål?" råbte Logan.
"Det tænke jeg nok" mumlede Logan og gik hen mod to der stod og kæmpede med kæppe.
Logan smed sine våben og sin jakke og skudsikkervest så han stod i en ringbrynje og busker.
Logan så på de to mænd, deres stil var da okay, bare ikke god nok hvis de stod i Di Morga.
"Sig mig, hvor længe tror I, at I ville overleve i Di Morga med den kampstil I har nu? 1 time? 2 timer?" sagde Logan og så på dem, han afventedespændt deres svar, måske var de efter alt for naive?.

Tzipporah stod blot og iagttog menneskene omkring sig.. hvor var dette dog et besynderligt sted.
Mange af disse mennesker.. ville aldrig nogen sinde kunne mestre de færdigheder som Tzipporah selv håbede på at genfinde.
Hun undrede sig over menneskenes kampvilje og forstod ikke deres iver efter at lære nettop denne form for 'selvforsvar'.
Men hun var imidlertid heller ikke klar over den nuværende situation i diMorga.. det havde været flere generationer siden hun sidst havde været 'vågen'.
Alle disse skabninger... de var blot børn i deres herres øjne... hvorfor søgte de dog så brændende at gøre en ende på det liv som Han havde skænket dem..? Hun forstod det simpelthen ikke.. menneskets logik, havde aldrig været noget hun forstod eller kunne blive klog på.. dog var der én ting hun vidste, og det var hendes eget formål.
I modsætningen til alle disse stakkels forvildede skabninger, vidste Tzipporah nøjagtig hvorfor hun var her og hvad hendes mål var.. det var en opgave givet hende fra Herren selv, og hun ville udføre den til perfection!

Midt inde i sin tanke strøm blev hun dog imidlertid afbrudt af en stemme der råbte ud over hele forsamlingen og krævede alles opmærksomhed. Det var en mand som tilsyneladende havde stor erfaring fra det som menneskene kaldte 'hæren'.. Han så også ud til at være veltrænet og udstrålede den sikkerhed og ekspertise som skulle til for at få alle ind på plads og indgyde respekt.
Hun betragtede ham i baggrunden uden at flytte sig fra det punkt hun stod på. Hendes næsten tyrkise øjne, hvilede på hans person alt imens hun overvejede om han var den som hun var sat her for at møde..

^Herre.. hjælp mig til at se din plan...^
tænkte hun stille, men intet svar kom fra hendes Mester. I stedet begyndte hun at undersøge hans krop. Stadig stående på afstand og stadig blot med øjnene.
Han ville have været et pragt eksemplar hvis han havde været en Thrones ligesom hende..
Thrones.. hun var stolt over sin tittel.. Hun var en del af det som menneskene ville kalde for en slags 'milits', det var dem.. the Thrones.. som håndhævede 'Den Guddommelige Retfærdighed'
De var vogterne i den universelle balance..
Tanken fik hende til at gyse.. en reaktion som hun endnu ikke havde husket.
Hvor var menneskernes sind og krop dog uretfærdigt overvældende... alle disse følelser.. alle disse indtryk!

Langsomt begyndte hun at bevæge sig over mod vampyren som alle andre end hende syntes at genkende. Hun vidste intet. Intet om ham eller hans evner, hans styrker eller hans svagheder. Hun kendte ikke hans navn og dermed var han for hende, en helt fremmed eksistens som snart skulle hjælpe hende med at genopdage de evner og den træning som stadig slumrede inden i hendes indre.

Stadig tavs stoppede hun op lidt væk fra ham. Hvor meget vidste disse mennesker egentlig? De var klar over at der eksisterede vampyrer.. men hvad men resten af de mystiske eksistenser som ikke nødvendigvis var skabt af herren men af Lucifer?? Hun blev pludselig i tvivl.. skulle hun bede ham om hjælp nu, foran alle disse skrøbelige mennesker, eller skulle hun vente? Det var ikke alt som skulle åbenbares for menneskenes øjne, da deres sind stadig var skrøbelige uanset hvordan man nu så på det..
Hun kiggede et kort øjeblik rundt for at tage bestik af mængden, men ingen syntes abnormt påvirkede af at der stod en vampyr foran dem alle..
Hun valgte at stå stille og vente..
^Må Herrens vilje ske..^

Da manden fik fremstammet et svar "Et par dage vel" flåede Logan kæppen ud af hånden på ham.
"Forkert svar!" Råbte Logan og gik tilbage til midten.
Logan kunne virkelig ikke tage at de ikke vidste at et par dage i Di Morga ville være de værste minutter og sekunder i deres liv.
"Hør her! Jeg er Logan O'Connor, manden der har snydt døden flere gange end i nogle sinde vil kunne komme til at tælle til, lad mig lige sige det her, jeg er ikke kommet for at lege børnhave, mine damer og herre, velkommen til helvede, de her dage vil blive de værste i nogle sinde vil komme ud for. Jeg skal personlig sørge for at I vil bede til at jeres gud om nåde, jeg vil personligt sørge for at ingen vil høre jer! Mit mål er ikke at være sød, mit mål er at I skal opdage at Gud er lige glade med jer, og den eneste I kan stole på er jer selv, er det forstået?" råbte Logan og svingede kæppen engang i hånden før han kastede den tilbage til manden.
Han gik hen og tog sine ting, og smed dem 5 meter fra hvor han stod før.
Logan trak sit sværd som lå i bunken af hans ting og tegnede en cirkel på omkring 5 meter i diameteren og sætte sværdet i jorden.
"Den der får mig ned i knæ eller ud for ringen bestemmer hvordan træningen bliver, men vinder jeg til gengæld, så kan jeg love jer for at de næste 48 timer vil blive de hårdeste og slemmeste i jeres liv!" Råbte Logan før han smed sin ringbrynje også.
På Logans overkrop kunne man se et ar der gik fra højre skulder og ned til venstre hofte, ikke et særlig tykt ar men langt.
"Sig hvem tør stille sig i ringen mod mig? Lad mig se hvor meget i kan, hvis ingen stiller sig ind så vinder jeg, også vil jeres guder ikke kunne redde jer" sagde Logan og så rundt, han havde ikke noget våben eller noget lignende, bare sin bare næver og resten af sin krop.

Kun få mennesker turde stille sig i køen, der var vel omkring 3 mennesker, thats it.
"I burde virkelig tage jer sammen" udbrød Logan af grin, det var næsten morsomt, kun 3 personer ville gå i mod ham.
"3 vil slås med mig, så stor og stærk er jeg da heller ikke" mumlede Logan og satte sig ned på sine knæ og lukkede øjnene.
"I er mere end velkommen til alle 3 at træde ind, jeg tør vædde med at jeg uden tvivl kunne tage jer alle sammen, og I er mere end velkommen til at tage de våben i finder jer bedst tilpas med" sagde Logan og lagde hænderne på lårene.
Selvom Logan havde lukket øjnene kunne han stadig se hvad der skete, han havde et billede af dem inde i hovedet, så han vidste hele tiden hvor de var henne i forhold til ham.

Hun var stødt!
Hvordan kunne han sige sådan noget?!
Gud var da ikke ligeglade med dem! Herren hørte alt! Var med over alt!
Hvordan kunne han frasige sig Herren på den måde og så endda på andres vegne!
Det var blasfemi! Blasfemi af den værste slags! Det var løgn og det hang ham langt ud af halsen!!
Hun var forfærdet. Så forfærdet at det lyste ud af hende. Hun så på ham med en blanding af forundring og forfærdelse malet i ansigtet, hendes mund stod åben og hun stirrede åbenlyst.
Hvem var han at fordømme dem bare sådan!
Herrens nåde var uendelig! Herrens kærlighed ubegribelig! Han elskede dem alle som sine børn og nu stod han der, et væsen der engang var en af Guds egne skabninger, og påstod det modsatte! Hvor kunne han!

Hendes forfærdelse gled snart over i noget som mindede om vrede. Dog ikke nær så voldsomt. Det var den 'vrede' der kom af skuffelse. Hun så rundt på de tilstedeværendes ansigter men kunne endnu ikke aflæse deres træk.. troede disse børn virkelig at de var forladte? Var det denne opfattelse der drev dem ind til sådan en kamp??
Hun forstod det simpelthen ikke..

Da manden, som nu havde præsenteret sig, tegnede cirklen i jorden og gav sine instrukser. Betragtet hun ham indgående. Så dette skulle blive helvede? Stakklen var jo dybt hallucinerende... var han overhovedet stabil?
Tzipporah følte trang til at træde frem for at udfordre denne stakkels vildfarne. Men samtidig var hun usikker på sin egen formåen. Dog, da han valgte at knæle inden for sin egen cirkel,, kunne hun ikke lade være med at smile.. hun sænkede blikket lidt og åbnede så munden langsomt for at tale.

”Sir.. De er knælende.. Betød dette ikke at De så er besejret??”

Det let drillende tonefald i hendes stemme var ikke tilsigtet, men kom af sig selv eftersom hun fandt det dybt ironisk og hun løftede kort blikket for at se på ham.

”Herrens kærlighed er uendelig, men Hovmod vil altid være en synd, Sir. De burde ikke tænke så højt om Dem selv.. end ikke hvis Deres tanker har hold i denne verden..”
Hun tav atter og sænkede igen blikket ned mod jorden. Hendes hænder blidt foldede foran sig. Var denne mand virkelig så hovmoden??

Logan begynde at smile da en person brød tavsheden.
Han rejste sig op og så rundt på de andre.
"Dig kan jeg godt lige" sagde Logan og pegede på Tzipporah.
"Mine damer og herre, Jeres ven dér har liget sørget for at det bliver på den hårde måde..... Mine damer og herre, velkommen til Camp Hell jeres næste dage her vil være som helvede, ingen vil kunne redde jer.. Udover jer selv" råbte Logan og gik hen til sine ting og tog dem på igen.
"I kan få 5 min pause" sagde Logan og gik hen til et grøn telt, han havde slået på inden han var gået helt ind på pladsen.
Som Logan kom tættere og tættere på sit telt begynde han at åbne sit udstyr så han bare kunne smide sine ting ind i teltet og komme videre.
Som planlagt smed Logan sine ting ind, så han kun stod tilbage i sin jakke, busker, hat og støvler.
Som Logan kom gående tilbage til ringen så han omkring sig, var der overhovedet mulighed for at træne dem op? Eller stillede han for høje krav.

Logan stoppede og så på folkene.
"Pausen er slut de damer! Takket være jeres ven, skal vi starte med at tage 50 armbøjninger, bare fordi jeres ven ville være sjov" sagde Logan og gik rundt mellem dem, hans tone var ikke nedladende eller ond.. Bare hård som en hver anden soldats.
Måske hvis han var heldig ville nogle blive lige så god som ham en dag.

Logan gik hen mod Tzipporah, "Dig" mumlede Logan.
"Du tror virkelig din gud kan redde dig ik? Men her i den her lejr er jeg gud, jeg bestemmer hvem lever og hvem dør, jeg bestemmer hvis liv skal ødelægges og hvis liv der skal forbedres. Jeg er sol og jeg er månen, jeg er alt og jeg er intet.... Forstået snut?" sagde Logan og vendte ryggen til hende.
"Kom så hurtigere" sagde Logan og stilte sig op ved ringen.
"Alle undtagen hende der tror hun er sjov kan få lov til at løbe ring langs skovbrynet til jeg siger til" råbte Logan og pegede langs skovbrynet.
Og lidt efter lidt forstod folk alvoren og begynde at løbe.

Endnu engang vendte Logan sig rundt og gik ned til Tzipporah.
"Sig mig, vil du gerne have at din gud skal se dig som en god person? Så lyt og gør som jeg siger..... Jeg kunne engang have blevet som dig, min sjæl blev velsignet af en ærkeengel, jeg blev bidt af en vampyr, hvor var din såkaldte Gud efter en af hans soldater havde lovet mig en engelsjæl?" sagde Logan, Logan havde selv været menneske på et tidspunkt og på det tidspunkt var han venner/bekendte med en engel kaldet Samuel, denne Samuel havde udnævnt Logan sjæl som engelværdig, så hvis han døde så kunne han fortsætte sit liv som engel.. Men hvor var det løfte da han blev bidt?
Væk....

Afstraffelse? På hendes bekostning??
hun så rundt på de mennesker hun stod i blandt og følte pludselig skyld over hvad hun havde bragt dem. På den anden side.. Herren havde en plan med dem alle..

Hendes øjne gled tilbage til Logan mens han nærmede sig, og hun lyttede til hvert et ord han sagde uden selv at ytre ét. Hun mærkede vreden bag hans ord. Det var som at støde ind i en høj solid mur af ild som omfavnede ham mens han talte.. det var måske ikke hans hensigt og i starten var hun heller ikke sikker. Men så bjæffede han ordre af de andre og igen vendte han sig mod hende som denne solide kæmpe der havde været udsat for mere end godt var.
Han var højere end hende, så hun vippede let hoved bagover for at kunne se op på ham.
Hvorfor var han så vred? Så såret?
Og så kom det...
forklaring på det hele.. alt hans vrede og alt hans skuffelse stammede fra en erindring i hans fortid.. et løfte som han troede var blevet brudt..
^Åh du stakkels sjæl!^ tænkte hun, men sagde intet.
Hun så blot op på ham med hendes uskyldsrene blege ansigt og tyrkisblå øjne mens hun lod ham tale færdig og få afløb for alt den vrede og skuffelse han bar i sig..

”Men Sir.. De er stadig velsignet. Bidet fra en uddød har ikke hævet det løfte der blev Dem givet.. ej heller har Herren glemt dem eller vendt sit øje væk.” hun rakte frem for at placede en hånd mod mandens bryst, forudsat at han ikke trak sig væk. Hendes stemme blid som hvis hun havde talt til et lille barn.

”Men 'Dødens Kys' dræbte Dem kun i den kødelige forstand, De er her jo stadig. Deres sjæl hviler stadig i deres uddøde krop.. derfor er De fanget her, I denne krop... Døden er meget mere end kødets afsked med verden.. hvis den ikke frigiver sjælen, er det blot det kødelige legeme der dør og ikke 'personen' i det... Sir.. De er stadig velsignet.. for De er endnu ikke død fra denne verden...”

Hun tav atter og trak sig lidt væk fra ham og kiggede på de løbende mennesker
”Herrens veje er uransagelige, men hans plan er universel. Og løfter givet bliver aldrig brudt, selv hvis de ikke kommer fra herren selv men fra en af hans disciple.. De skal bare tro, Sir.. Jeg lover Dem.. De er ikke glemt”

hun så tilbage mod Logan og smilede let.
Han var så forvildet det stakkels barn.. kunne hun mon få ham tilbage til lyset når nu hans indre mørke var så stort?