Mr. & Miss X

Sted: En restaurant i Terre
Tid: 18:55
Medvirkende: Penelope

Coldplay - Viva La Vida

En svag musik kunne høres fra højtalerne der var placeret rundt oppe i restaurantens loft som gav en blød fyldig lyd. Et perfekt sted at hygge sammen med sine venner eller hvem der nu var blevet den heldige denne aften. En af de heldige denne aften var Penelope, som Andrija havde fået lokket med ud at spise, trods hun ikke spiste mad, men drak blod, men dét havde han selvfølgelig også taget højde til. Da han via kontakter kendte en af tjenerne på aftenens vagt, havde han fået det ordnet så Penelope fik blod, helt præcist AB Rhesus D negativ, en eller anden speciel form for menneskeblod. Han havde bare takket ja, og sagt det skulle være i en vinflaske, samt lunt, det skulle komme direkte fra mennesket, det opvarmet væske var ikke noget Andrija var den store tilhænger af.

Han havde udvalgt en mindre restaurant i hjertet af Terre, med hvide due, mørke borde, og behagelige stole med højt ryglæn, dog var det ikke derfor han havde valgt stedet. Det havde været et sted der virkede til at falde bedst i hans smag, og da det var ham der inviterede ud var det også ham der valgte. Han havde fået et bord tæt på vinduet, over i et hjørne, så de sad lidt væk fra alle de andre borde, men alligevel tæt nok til at det ikke virkede underligt for andre der kiggede.

Andrijas jakke hang over stolens ryglæn, mens han selv sad iført sit selvvanlige kluns, i form af en sort skjorte, hvor de øverste knapper stod åbne, mørke jeans og støvler. Mere kreativ var han ikke. Han sad tilbagelænet i stolen i en afslappet stilling, mens hans hænder legede med kniven der skinnede svagt i lyset fra et hygge lys der stod midt på bordet. Det var ikke noget han selv havde bedt om, det var noget der stod på alle borde. Efter mange år lærte man at folk værdsatte stearinlys til hygge, hvilke han måtte give dem ret i at det gav, men han behøvede ikke ligefrem hygge.
Andrija var kort sagt ikke typen der hyggede sig så meget.

Penelope trådte ind i den lille restaurant og det gik op for hende at hun måske burde have taget noget mere passende tøj på. Stedet var jo ikke så afslappet som hun havde håbet på.
Jo, der var en afslappet stemning, men de hvide duge og stearinlysene bevidnede om at klientelet ikke ligefrem var fattige. Men pyt med det, hun havde ikke gidet at gøre det store ud af sig selv idag. Det skulle en restaurant ikke lave om på.
Hun havde blot en sort, løs t-shirt med noget print på og et par stramme, blå jeans. På fødderne havde hun et par godt slidte Converse All Stars og som jakke havde hun en ny læderjakke. Den gamle havde tre skudhuller på ryggen og den stod ikke til at redde.
Med sig havde hun en stor skuldertaske, der, til trods for sin størrelse, ikke indeholdte noget videre interessant. Der lå en iPhone, en make-up pung, en pakke cigaretter med dertilhørende lighter og så en almindelig pung. Hun gad sjældent have de vilde ting med sig når hun bare skulle ud på sådan en lille tur.
Hendes make-up og hår var heller intet særligt - det tofarvede hår var flettet i en løs sillebensfletning og hang ned over hendes skulder, mens hun kun havde enkel mascara på de lange øjenvipper.
Da hun kom indenfor tog det hende ikke lang tid at spotte Andrija - det var lang tid siden de sidst havde set hinanden, men han havde endelig fået hende overtalt til at komme udenfor og mødes med ham. Hun havde egentlig ikke vidst hvorfor hun spillede så kostbar overfor ham, men nu var hun her.
"Hey Andrija.." hilste hun og gik hen mod deres bord. Det var et lille hyggeligt bord, afsides fra resten af gæsterne i det lille rum. Eller lille og lille. Rummet var vel stort nok til ihvertfald 20 borde.
Hun svingede skuldertasken over stolens ryglæn og satte sig så ned, med de grønne øjne vendt mod ham. Han lignede sig selv, ikke noget nye på den front. Men hvorfor skulle han også have ændret sig?
Det var trods alt kun 2-3 uger siden sidst de havde set hinanden. Hun havde heller ikke ændret sig, kun hendes påklædning og make-up var anderledes. Den var knap så tung som den plejede at være, den fik hende til at se helt normal ud. Nærmest menneskelig.
Men til trods for den afslappede påklædning, tiltrak hun stadig blikke i den lille restaurant, især deres tjener så efter hende.

Andrija kiggede op da han hørte en velkendt stemme men der manglede noget. Han kunne først ikke finde ud af hvad det var, men da han kiggede hen mod Penelope, og lod blikket løbe op af hende, fra hendes flade til sko, til hendes grønne øjne, fandt han den manglende lyd. Hun havde iført sig flade sko, så der var ingen klikkende lyde fra nogle stiletter. Han kiggede lidt på den smukke kvinde der stod foran ham, før han smilede, og lavede en let gestus mod stolen der stod foran ham, som hun allerede havde lagt beslag på. Han lænede sig frem, og lage omhyggeligt kniven tilbage på sin plads, mens han hurtigt kastede et blik på tjeneren, der før havde stået og gloet på hende. Penelopes vin glas blev fyldt op med den lunke væske der løb ud fra flaskens mund, ned i det klare glas. Da glasset var fyldt op, blev flasken stillet på bordet ved siden af, før tjeneren hurtigt forduftede om bag sin disk, hvor han kunne fortsætte med at glo.
Andrija rettede sit blik fra glasset med den røde væske, til kvinden der måske senere hen ville drikke hvad der var i. "Hvordan går det?" Spurgte han så, med en overhøflig stemme, før hans tone skiftede, ligesom smilet omkring hans læber blev mere flabet, og drillende. "... Det må være hårdt at gå i så lang tid uden mig." Hans øjne lyste af fryd over at hun havde indvilligt i at komme, det havde også kostet en del as og mas fra hans side, men det havde belønnet sig i sidste ende.
andrija var godt tilfreds med sin 'fangs', Penelope. Selv i det mere afslappet tøj, og uden alt sminken var hun en køn tøs, med smukke bløde former der kunne tiltale enhver mand, især Andrija der altid havde fundet Penelope utrolig tiltrækkende. Hvis man søgte det større kærligheds forhold skulle man nok ikke prøve ham, han så først efter udseende, alt det andet, som de fleste andre først så efter, kom som nummer to.

Penelope gad ikke engang overveje om Andrija brød sig om hendes påklædning eller de flade sko, det var hans problem og ikke hendes, hvis han foretrak de høje hæle og den tunge make-up. Hun havde brug for at falde lidt ned og finde sin plads, finde sig selv.
Det var også en af grundene til at hun havde holdt sig på afstand af ham og alle andre. Hun havde brug for at sortere de allerede overflødige og unødvendige personer ud og fastslå de andres plads.
Andrija var blevet i hendes lille system af relationer og bekendte. Hun havde dog ikke fundet ham som værende nogen vigtig brik, nærmere bare et godt kort at have på hånden.
Liam var nok en af dem der havde fået de vigtigste brikker i hendes liv. Han havde jo indvilliget i at introducere hende til det hemmelige vampyrsamfund, som hendes skaber egentlig burde have gjort. Men hendes skaber havde hun aldrig kendt og derfor havde Liam påtaget sig opgaven.
De grønne øjne fulgte den røde væske, som blev hældt op i hendes glas. Det var ikke vin, det lugtede for tydeligt af blod og ikke bare det man kunne få fra hospitalet. Det her var friskt.
Hun lod blikket flyve vagtsomt rundt i lokalet, men ingen syntes at lugte af blod. Ingen syntes at have skaffet det. Endelig faldt blikket på tjeneren, som mødte hendes blik. Dog slog den unge mand hurtigt blikket ned og lod som om at han lavede noget andet.
"Hvor er.. Ejeren af dette?" spurgte hun skeptisk og rettede nu blikket imod Andrija, samtidig med at hun løftede glasset med den tykke, røde væske op. Hun havde intet imod hans lille gestus, men lå der en eller anden og led et eller andet sted, ville hun ikke drikke det.
Hendes negle klirrede mod glasset, til trods for at de hverken var særligt lange eller lakerede. Hun var i det hele taget utroligt neutral idag. Det lignede hende ikke, men på den anden side ville Andrija ikke kende til hendes vaner. De havde kun kendt hinanden i så kort tid, at han næppe havde fået en chance for at lære hende at kende.

Et lille grin blomstrede ud mellem Andrijas læber. "Tag det roligt, bare drik det, og det er ikke chefen der har ordnet dette, men den kære tjener." Svarede han, med morskab i stemmen. Han fandt det sjovt at hun var så skeptisk med hvad der kom på bordet. Han lænede sig lidt ind over bordet, så han kom tætter på Penelope. "Tror du jeg ville forgive dig?" Han vendte kort øjne. Alle vidste da at vampyrer ikke døde af gift, de var jo, når det kom til stykket allerede døde, og hvis de så absolut skulle dø igen, blev de til støv?
Han sad lidt i støvtankern, før han 'vendte tilbage' til virkeligheden. "Jeg kan forsikre dig om at der hverken er små kors, sølv eller løg i drikken." Han grinede kort af sin egen lille dårlige joke. Han sukkede, og flyttede lidt på sig i stolen. "Men jeg forventer ikke jeg kan byde dig på andet, eller ønsker du noget mad?" Det ville overraske ham, hvis hun takkede ja til tilbuddet, men han havde flere gange hørt om vampyrer der spiste menneskemad, hvilke altid overraskede ham. Han sukkede og smilede kort. Selv havde Andrija ikke nogle sult, men den skulle nok komme før eller senere, men han ville ikke mættes i menneskemad, han ville mættes i dem der spiste det, det mættede langt bedre efter hans mening, og smagte også bedre, når man lige havde vænnet sig til smagen.
Han smed ligesom støv tankerne, også mad tankerne væk, og valgte at fokusere lidt på Penelope, som konstant fik ham sendt videre ind i et tanke spind af underligere tanker, der når han endelig var færdig med tankerne, slet ikke havde noget at gøre med ugangspunktet.
"Men det glæder mig du er kommet ..." Det virkede en smugle formelt og akavet, men hvad skulle han da sige? Smide en masse spørgsmål i hoved på hende? Ja, hvorfor ikke, det ville da være sjovt. "Hvorfor har du skiftet dit 'normale' dress ud?" Blev det første, mens hans hjerne allerede kørte efter det næste. Dog fandt det ikke et spørgsmål af helt samme kvalitet med det samme, så han valgte i sidste ende blot at lade det blive det første, han havde forhåbentligt masser af tid, før at hun ville vende ham ryggen, men det kunne jo også ske at han var uheldigt, det var aldrig til at vide med kvinder som Penelope. De skiftede humør og ideer hurtigere end vejret.

Penelope fulgte hans læber, hans reaktion. Han troede at hun mistænkte ham for at ville forgifte hende? Hun rystede svagt på hovedet og sukkede let. Nej, så paranoid var hun dog heller ikke.
"Jeg har på ingen måde mistanke om at du vil forsøge at forgive mig, jeg er blot kritisk. Jeg nægter at drikke det her, hvis der ligger en eller anden i et baglokale og lider.. Det er sjældent man kan få så stor en flaske blod bare ved at spørge en person.." svarede hun og lænede sig tilbage i stolen.
Hun lod de grønne øjne undersøge ham, betragte ham og hans bevægelser. Et eller andet sted havde hun savnet ham. Han var en sød fyr, som hun godt kunne vænne sig til. Hun kunne godt have en fungerende hverdag med ham hos sig.
Men samtidig var han ikke så spændende og mystisk. Pen elskede mystiske typer, som gav én en lyst til at udforske personen, komme tættere ind på livet af et simpelt væsen.
Men hun var selvfølgelig også kræsen, hun var ikke sammen med hvem som helst og der skulle noget ekstraordinært til før end at hun overgav sig til en fyr.
Det ekstraordinære havde han, han havde mange af de ting hun satte pris på.
Hans tilbud om menneskemad fik hende til at rynke på næsen.
"Jeg kan ikke spise menneskemad..." svarede hun præcist og kort.
Det var rigtigt. Hvis hun spiste menneskemad ville hun kaste op og at kaste op for en vampyr var værre end for et menneske. Manglen på kropsvæsker og ikke-fungerende organer gjorde det stortset umuligt.
"Du får mig til at lyde som en arrogant kælling som spiller kostbar og sjældent gider være sammen med andre end sig selv..." brummede hun, en anelse såret. Det var formelt sagt og egentlig ikke uretfærdigt af ham at sige det. Hun følte bare et svagt stik der hvor hendes bankende hjerte burde have siddet hvis hun var et menneske, vel og mærket.
Hun slog blikket ned og løftede så glasset igen, denne gang nippede hun så forsigtigt til det. Han havde faktisk anstrengt sig lidt og fundet hendes yndlingsblodtype - eller også var det en tilfældighed. Men det havde den rette temperatur og hun nød det.
Det var dog svært holde hugtænderne inde og der gik ikke lang tid før end at hun måtte give op og de syle spidse hjørnetænder tittede frem fra sit skjul.
Hun tog en hånd op foran munden og forsøgte at få kontrol over det, men det virkede ikke. Det virkede ikke, hun kunne ikke få dem til at arte sig efter hvad hun ville have dem til.
Hans spørgsmål fik hende dog på andre tanker. Et svagt smil tegnede sig over hendes læber og han kunne nu se de skarpe tænder.
"Hvad får dig til at tro at de høje hæle og det dyre tøj var mit 'hverdags outfit'? Jeg kunne ligeså godt holde mig til jeans og t-shirt hver dag og så kun gå i høje hæle og læbestift når jeg ville gøre noget ud af mig selv?" svarede hun og blinkede til ham.

Andrija kunne ikke helt skjule sin overraskelse ved hendes svar, men det var kun kort den kunne ses i hans ansigt, før han lage det i rette folder. Burde vampyrer ikke være ligeglad med om folk led? På den anden side overrasket det ham ikke, Penelope havde flere gange vist sig at være en anderledes tøs end alle de andre vampyr kvinder, der fangede deres ofre, og trak dem ned i et dybt hul for så at dræbe dem og tømme dem for blod. Han blev dog mere rolig da hun takkede nej til maden, så var kun ikke helt så anderledes, men det var nu ikke fordi han nogen sinde fandt det frastødene at hun var anderledes, det var jo en del af hende han kunne lide, og gerne ville have mere af.
Han vendte øjne, da hun følte sig tydeligvis trådt på, over hans kommentar til hendes tøjvalg. "Det har jeg ikke sagt et eneste ord om, jeg bemærkede bare at du har skiftet det ud." Svarede han. Hvorfor skulle kvinder hele tiden tage det hele så personligt! Hvis man trådt ét skridt forkert fik man høvl, og man blev beskyldt for alverdens ting.
Et smil fandt vej til Andrijas læber, da han bemærkede hendes problemer med at holde tænderne inde. Det glæde ham at han havde fundet det rette blod, der kunne få hendes tænder til at løbe i vand. Det var ikke noget han havde tænkt mere over, han havde bare besluttet det skulle være noget anderledes, noget der smagte anderledes end det normale. Om ofret lå og led i et baglokale vidste han ikke, men det betød heller ikke det store for ham, han kunne sagtens overleve hvis det var.
"Intet, jeg gætter bare." Svarede han, og flyttede sig lidt i stolen. "Tager jeg da helt fejl?" Han vippede hoved let på sned, og betragtede afventede vampyren foran ham. Han sad lidt og funderet over hvorfor han lige havde inviteret hende på restaurant, det var jo ikke fordi nogle af dem spiste normalt menneskemad. Han kunne godt, uden problemer, men han levede ikke længere af det, som han engang havde gjort. I bund og grund var det vel en smugle latterligt at de sad der og lod som om de skulle spise, men alligevel sikkert ikke ville bestille noget når det kom til stykket.
Tjeneren stod pludselig ved siden af Andrija, som kiggede op på ham, mens han gav dem et menu kort vær, og forsvandt derefter igen, efter endnu en gang at have kastet et blik på Penelope.

Penelope opfangede hans overraskelse. Selvfølgelig blev han overrasket. Hun virkede langt fra særligt human eller betænksom, især ikke når det gjaldt hendes føde. Hun burde være iskold og ligeglad.
Men det var hun ikke, langt fra. Hun var faktisk meget kræsen når det gjaldt blod. Hun gik ikke efter smagen, men ofre som kunne tåle, ville eller fortjente at blive tappet for blod. Det var ikke altid lige let.
Men Liam ville hjælpe hende og få hende til at acceptere og leve med de instinkter der fulgte med til at være vampyr.
Da han åbnede munden og begyndte at forsvare sig selv, rystede hun på hovedet og kunne ikke skjule et smil. Han havde misforstået hende.
"Søde skat, jeg mente da du sagde tak fordi jeg kom, fik du mig til at lyde som en eller anden kostbar, arrogant kælling.. Det er ikke mit tøj som er problemet, fjollehoved.." forklarede hun og rakte ud efter hans hånd.
Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham. Han var så kær, så sød. Venlig og kærlig, men samtidig sjov og nem at være sammen med.
Hans næste svar kom ikke bag på hende. Han kunne sikkert godt lide at have ret og være lidt overlegen på dét punkt. Han var vel en mand med lidt stolthed?
Hun var jo kun en simpel kvinde og han ville vel regne hende ud. Han ville sikkert ikke have noget imod at kunne forudsige hendes næste træk.
Desværre var hun alt for uforudsigelig til at nogen nogensinde ville kunne det.
"Næh, du tager kun delvist fejl.. Jeg klæder mig efter mit humør og hvad jeg føler for. Jeg kan gå fra sort til farverig fra den ene dag til den anden. Fra casual til formal på få minutter.. Jeg er typen der hellere går i hvad jeg føler mig tilpas i end hvad der er populært og moderigtigt..." svarede hun og nikkede en enkelt gang, for at understrege sit svar.
Da tjeneren igen kiggede på Penelope, fangede hun hans blik og hans pupiller udvidede sig langsomt og kroppen blev slap på den unge mand.
"Fra nu af vil du ikke komme ned til det her bord med mindre vi har gjort tegn til dig om at komme herned.. Forstået?" sagde hun med en sukkersød, dog fangende stemme. Manden nikkede en enkelt gang og hans pupiller var igen normale.
Hun havde brugt sin glamour mod den simple mand, hun havde fået ham til at gøre hvad hun bad ham om. Hun var ved at blive irriteret af hans konstante trippen hen til deres bord.

Det var overraskende, så lette mennesker gik under for diverse folks evner. Selvfølgelig havde et menneske ikke meget at stille op med, men det overraskede nu Andrija hver gang han så nogle bruge deres evner, magi, hvad man nu kaldte det, på mennesker. Måske var Penelopes halløj også bare effektiv, det kunne sagtens være. Hun havde ikke virket til at have problemer med med at få manden til at lystre, der lidt efter trippede væk fra dem.
Hvis hun havde fjernet sin hånd, der lå på hans, ville han trække den til sig, for at lade den løbe igennem det blonde hår, og hvis ikke han kunne bruge den, ville han prøve at gøre brug af den anden hånd, han stadig havde i sin egen besiddelse.
"Så hvis du tager tøj på efter dit humør, hvilke slags tøj vil du så tage på en dag hvor du er glad?" Han lænede sig ind over bordet, og lage sin ene håndflade mod stoffets overflade der føltes blødt, men alligevel rå og stift under hans hånd. Han begyndte med pegefingeren at lave små cirkler på bordet, mens han delvist spændt ventede på vampyrens svar. Det kunne fortælle ham lidt mere om hvem hun var, for når han skulle være ærlig, og det skulle man jo i ny og næ, så vidste han ikke specielt meget om denne kvinde der sad foran ham.
Andrija havde aldrig stræbet efter stor viden omkring mennesker, men alligevel ønskede han at kende bare lidt til dem, især Penelope, der var ham en anderledes vampyrer. Et væsen der var bange for at være udenfor, det var det han havde hørt fra hendes mund. Om det var ændret på det stykke tid de ikke havde set hinanden kunne jo godt være sket, men så måtte der være sket noget meget stort, måske havde hun mødt en anden vampyr, eller en hel gruppe der havde taget hende under deres vinger. Der kunne være sket virkelig meget, men alt i alt så det ud til at hun var kommet helskindet igennem forandringerne, hvis hun da havde været igennem nogle.
Med et let slag, med pege fingeren, vendte han tilbage til den virkelige verden, hvor han rettede sig op i stolen, og strakte sine ben ind under bordet, før han trak vejret dybt, og lod det løbe ud mellem læberne i et suk, som om han netop lige var vågnet fra sin søvn, hvilke han også næsten var, det var blot mere hans tanker.