Forbistret.. - Diego

Den kolde vind holdt sig heldigvis udenfor så der forblev dejlig varmt inde døre. Især inde i den store sal. Der hvor denne lille skikkelse lå. Foldet helt sammen på et af de bløde sæder. Som en lille killing. Ansigtet var helt fredeligt og det var som om at en svag spinden lød fra denne lille pige.
Men der gik dog ikke lang tid inden at Fennie langsomt begyndte at vågne op igen. Den irriterende lyd fra det store ur der fortalte at det nu var midnat. Den rungede ikke i rummet hun var i men hendes skærpede høresans gjorde det muligt for hende at hører den tydeligere and andre. De grønne øjne kom nu til syne da de blev åbnet og et utilfreds udtryk blev dannet. Hun kom med en brummen mens at hun gned sig i øjnene for derefter at sætte sig op. Sad lidt bare og stirrede mod den tomme scene hvor, det svage gule lyd oplyste hjørnerne. Hun gabte og strakte sine arme højt op over sit hoved for derefter at rejse sig op. Den alt for store hættetrøje sad poset på hendes spinkle krop og faldt lidt ned idet hun stod op. De store slidte cowboybukser var ikke bedre. Dækkede næsten hendes små bare fødder. Hun krummede sine tæ’r og følte det bløde tæppe mens hun blot studerede det med et lidt ligegyldigt blik. Hun knækkede kort med nakken og rystede kraftigt på hovedet for at få det pjuskede sorte hår til at sidde nogensinde fint. Eller nok bare for at det var mere luftigt og ikke ville genere hende. Hun fik fundet en vej for sin ene hånd ud af det ene ærme og førte den op til sin mund for sætte tænderne i tommelfingerneglen. Hvad sjovt var der også her? Af en eller anden grund kunne hun ikke sove mere. Ville bare blive vækket igen når klokken blev et. Hun løftede sin ene fod og satte den mod sædet, foran hende, ryglæn for så at løfte sig selv op. Holdt kort balancen men hoppede så smidigt ned igen. På den anden side. Hvem gad også gå i teatret? Hvem gad sidde stille og se på nogle andre lave noget. Baah!..

En sort støvle stak op over rækken af røde sæder. Den mørke skikkelse lå dybt nede i sædet med fødderne oppe på den næstes ryglæn. Han var blevet fanget i teateret for flere timer siden. Hans blege hud afslørede at han ikke havde været ude i sollyset meget længe. Men man ville nok alligevel ikke regne med at den kønne, unge mand var et blodsugende nattevæsen.
Da solen var stået op, havde han ikke kunnet nå at finde et andet sted at være, så han havde set alle dagens optrædender. Ikke videre spændende, når man havde levet i et århundrede og havde set mange af den slags forestillinger allerede. Og skuespillerne var heller ikke så talentfulde. Men alt var da bedre end at blive til aske i solens stråler.
Støvlen gled ned af stolen og slog mod gulvet med en ganske svag vægt, som tæppet næsten opslugte helt. Han rejste sig op og pustede det sorte hår ud af de røde øjne. Han kunne lugte blod ... Han var ikke alene. Og dog kunne han ikke få øje på en anden levende sjæl i salen. Indtil noget rørte på sig et par rækker længere fremme.
En ... dreng? Det gættede han i hvert fald på. Han stak hænderne i bukselommerne og gik ned langs rækken af sæder.
Han stoppede op, da 'drengen' rejste sig helt fra stolen - eller rettere sagt sprang op fra den. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han lagde mærke til hvor katteagtige personens bevægelser var.
"Er du blevet væk fra din mor?" Stemmen var hånlig, kold og dog så sært indsmigrende. Han lænede sig op af sædet han stod ved, og stirrede på den lille skikkelse.

Det var som om at nogen havde hældt et glas isnende koldt glas vand ned af ryggen på hende. For hele hendes krop blev dækket af gåsehud idet hun hørte denne stemme ikke langt fra sig. Hun stivnede kort men det sås ikke på hende. Hun stod blot stille et øjeblik inden at hun tog modet til sig og drejede sit hoved ganske let. Bare så hun lige kunne se sig over skulderen.
Fennie’s grønne øjne fangede hurtigt denne anden person. Sort og dyster. Truende på en måde. Hun kunne ikke lide den måde han så på hende. Og specielt ikke hans måde at sige tingene på. Hans spørgsmål var ubehageligt men ikke sårene. Hun var vant til det spørgsmål og hun havde ingen problemer med at svare. Og sandheden var også et sted den bedste ting. Hun vendte sig roligt om ved at gå lidt på samme sted. Trådte et skridt bagud og en snerren lød fra hende. Eller det lød nok mere som om at hun hvæsede af ham. Det korte øjeblik man også så hendes tandsæt kunne de let skarpe hjørnetænder ses. Ikke store nok til at være en vampyrs. Overhoved! Og ved at bedømme fra alt andet ved hende virkede hun heller ikke til at være et nattevæsen af den form. Hendes hud var ikke bleg og man kunne tydeligt høre hendes nødvendige vejrtrækninger. Hendes små hænder havde foldet sig let sammen men var skjult i ærmerne på den store hættetrøje.
Det var nok først her at hun selv opdagede hvordan de lysebrune spidse katteører var kommet frem. Sammen med den lange hale i samme farve. Lige ud over den sorte spids. Hun havde endnu ikke svaret på hans spørgsmål. Han ville nok selv finde svaret ved synet af hende. Det slidte tøj og uglede hår samt let beskidte ansigt. Støvet i hendes ansigt skjulte hendes kvindelige træk og det var nok det der gjorde at hendes udseende narrede folk.

Så snart denne person tog sit første skridt stille hun sig nærmest klar. Hvæsede igen. Denne gang lidt højere og en smule mere advarende. Hun trådte igen et skridt bagud. Han kom for tæt på. Hans udstråling var ubehagelig. Som syntes han dette var morsomt. Og hans lille fikse kommentar gjorde heller ikke det bedste ved situationen. Han gik hende nærmest direkte på nerverne. Men det var nok mest fordi han af en grund skræmte hende. Hans stemme fik stadig hendes små hår i nakken til at rejse sig.
En klump satte sig fast i halsen på Fennie og hun var nød til at synke et par gange inden den gad gå væk igen. Gjorde det så diskret som muligt så han ikke ville lægge alt for meget mærke til det. Igen tog hun et skrid bagud. Hvæsede igen. For at sende meddelelsen at han ikke ville komme tættere på hende. Men efter hvad hun havde lagt mærke til indtil nu var at han ikke tog sig det mindste af det. Og der gik ikke længe inden hun virkelig ikke kunne tage det mere. Hun knugede sine fine hænder endnu mere inden hun til sidst mere åbnede dem. Stoppede op i et sekund inden hun satte af og som en kat sprang hun op på det nærmeste ryglæn mellem dem inden hun også fik sat af der for at sætte kursen mod denne vampyr. Ligeglad med hvad han var egentlig. Halen hjælp hende med at holde balancen og kursen i luften og forhåbentligt ville hun ramme ind i denne dreng. Hvis ikke ville hun blot lande på gulvet og prøve at få ram på ham igen ved at springe efter ham endnu engang. Hendes hænder var mere eller mindre frie af ærmerne og det var som om at hun havde trukket kløerne frem. Hendes grønne øjne stirrede mod drengen og hendes ansigts udtryk fortalte at hun nok ikke havde brudt sig om at han var kommet for tæt på. Hendes øjne sagde dog også en del. Hun var bange for ham men stadig havde hendes aggressive side taget over. Hun hvæsede endnu engang og bevægede sig ellers ikke. Udover hendes brystkasse der markant hævede og sænkte sig.

Fennie blev faktisk overrasket allerede da hun mærkede hans hånd omkring hendes hals. Hun følte med det samme besværet med at trække vejret og hendes kradsende bevægelser blev ufattelig ukontrollerende. Svingede bare ud i luften, i håb om at ramme noget som ville gøre denne dreng ville give slip. Der gik heller ikke lang tid inden den forfærdelige sank af blod nåede hendes skærpede lugtesans. Hun væmmes nærmest ved den. Men hun kunne ikke helt gøre så meget da hun følte hvordan hendes krop blev svagere og svagere af manglen på ilt gjorde. Det begyndte endda at gøre ondt i det område han havde sit stramme tag. Han var stærk. Stærkere end hende på alle punkter.
Det var som om at hun gav op i det korte øjeblik han slap hendes hals. Og hun hostede engang på grund af den pludselige adgang til luft. Hendes hænder lå blot mod hans brystkasse. Havde ikke opdaget hvordan hans blod havde spredt sig ud på de små hænder. Og ville helst ikke se det. Hun spærrede de grønne øjne op og hendes ører ’rejse’ sig op i det øjeblik hans hånd tøj fat i hendes nakke og tvang hende ned mod sig. Hun fik hurtigt flyttet sin ene hånd fra hans krop og ned på gulvet hvordan hans hoved for at holde balancen. Armen rystede. Næsten faretruende. Hun forstod ikke hvad der foregik men hun fandt hurtigt ud af det. Smerten der blev sendt gennem den stakkels lille piges krop var høj. Hendes hænder knugede sig med det samme om hvad der nu var omkring dem. Et skrig kom fra hendes strube og det var nok første gang men rigtigt hørte hendes stemme udover hendes hvæs som også gemte sig i den skingre lyd. Lugten af blod blev også tydeligere. Hendes øjne havde klemt sig hård i og følte sig paralyseret. Som kunne hun ikke gøre andet end bare at vente til at han træk sig tilbage.
Sådan skulle det dog ikke gå. Hun samlede kræfter og fik på en eller anden måde bare skubbet sig selv væk fra ham. Forholdt sig ikke på benene bagefter men endte endnu på gulvet med en hånd mod sårene for at stoppe blødningen. Hun tillod sig lidt at føle smerten og vise den i hendes ansigt inden hun så mod denne vampyr. Stirrede igen på ham. Hendes vejrtrækninger virkede næsten forpustede.

Han var lidt overrasket, da hun lagde hænderne på hans bryst. Men det var jo det han havde regnet med. At den ville blive forskrækket over hans strategiskift og gøre noget andet. Han havde dog ikke regnet med, at den ville skrige. Hvis han ikke var blevet forskrækket over hendes skrig, ville det nok have taget en hel del flere krafter for hende, at slippe fri, men nu var den nu engang sluppet fri og den lille skikkelse virkede pludselig endnu mere ynkelig, sådan som den rystede ...
Han satte sig op på gulvet og så på den.
Snak var udelukket. Tingen havde angrebet uden grund. Han havde ikke lyst til at snakke til den igen. Heller ikke nu hvor de igen stod almindeligt ansigt til ansigt med hinanden.
Diego løftede den sårerede hånd for at se, hvor skidt det stod til. Flængen var dyb - forbandede kattekløer - og det blødte rimelig slemt. Han løftede hånden hen til munden og lod tungen glide over såret. Det gjorde ondt, men han nød smerten. Efter at have set såret uden blodet, så det ikke længere så voldsomt ud. Han flyttede blikket tilbage mod katten. Det havde måske været dumt at tage blikket væk i første omgang, men hvis den ville kæmpe, var den jo ikke sprunget væk fra ham lige før.
"Sindssyge baggårdskat," mumlede han og satte sig på knæ, før han rejste sig helt. Så gik han et, to, tre skridt frem imod katten og greb fat i dens nakke, som en kattemor gjorde med sine killinger.
Han hævede den over jorden og overvejede om han skulle kaste den hen over sæderne - og dog. Den ville nok bare springe på ham igen.
Han kunne fornemme dens frygt. Men at dømme efter hvem af dem, der havde flest skrammer, burde det nok have været omvendt.

Da han igen nærmede sig hende ville hun havde hvæset igen men hendes hals gjorde alt for ondt til at hun ville gøre noget ved situationen i øjeblikket. Det blåmærke efter hans kvælertag var ømt og sårene gjorde direkte ondt. Forbistrede vampyr. Han kunne bare have holdt sin kæft! Så ville hun ikke havde endt som den ynkelige taber som nu. Fennie slog blikket væk fra ham da han stod fortæt på hende. Så væk og ville havde foldet sig mere sammen da han igen tog fat i nakken på hende. Hun spærrede overrasket øjnene op inden den ellers menneskelige form blev forandret igen. Og der gik ikke længe inden at han ikke stod mod en pige men i stedet med en lille lysebrun killing. Sort spids på halen og sort om snuden og om det ene øje samt den lyse mave. Faktisk ret nuttet og ufattelig hjælpeløs. Nakken var stadig skadet og hun kunne ikke sætte sin pote mod den i den stilling hun nu var i.
Hun kradsede igen lidt ud i luften men afstanden mellem hende og ham var for stor så hun intet ramte. Og opgav hurtigt. Lod sig bare hænge lidt og så mod ham med de samme grønne øjne. Bare mere nysgerrige i øjeblikket. Så kort forundret ud inden hun greb fat omkring hans hånd ved tommelfingeren med forpoterne inden hun også træk bagpoterne op for også at holde lidt fast. Satte sine tænder i som forsvars mekanisme. Overhoved ikke hårdt som man skulle tro. Det ville efterlade nogle mærker som dog ville forsvinde efter ingen tid. Men hun blev ved med at bide. Slap og bed igen et andet sted mens hun holdt sig nogenlunde oppe ved hjælp af de små finde klør. Det var egentligt ikke fordi at hun ikke brød sig om at blive løftet som sådan. Men hun var stadig ufattelig bange for ham og hun var ikke den bedste til at vise som frygt uden også at gøre noget ved det.

Det tog ham nogen sekunder at opfange forvandlingen. Han havde ikke troet at det mærkelige halv-katte-væsen faktisk var mere kat end menneske! Det var i hvert fald det indtryk han nu fik af den. Han var lidt overrasket og egentligt fasineret. Han var tæt på at give efter for killingens sødme, da den kradsede ud i luften, men så svang den sig op og bed ham.
Det tog endnu et par sekunder før han lagde mærke til den meget svage, stikkende smerte. Så rystede han armen, for at få killingen af sig. Det virkede ikke i starten, men som han blev ved, dannedes huller i hans sorte trøjes ærme og killingen fløj væk, da den umuligt kunne holde fast. Den landede et sted i sæderne, hvor Diego ikke kunne se, og han greb sig i at tænke; Katte lander altid på benene.
Men ... var det virkelig en kat? Han var i tvivl. Men det betød ikke rigtig noget. Han havde set frygt i de små, grønne øjne. Men dyret måtte da være dumt, hvis den troede angreb var en god måde at slippe på. Måske var angreb det bedste forsvar, men han havde jo ikke gjort et udfald mod den overhoved! Og dog ... Han virkede måske afskrækkende? Tja, det ville nok ikke være første gang.
"Hvor er den?," mumlede han til sig selv mens han kiggede ned af rækkerne. Han ville ikke angribes igen uden at kunne være forberedt på retningen.
Flængen i hans hånd sved, og flere af de andre sår brændte svagt, men det var næsten ikke noget han lagde mærke til mere. Sår var han vant til. Han havde oplevet værre. Meget værre. En lille killing kunne han godt klare - regnede han da med. Men nogen gange blev man lidt for kæphøj, når man troede man kunne noget. Og den killing var alt andet end normal.

Fennie prøvede så vidt muligt at holde fast i ham men hans rystelser blev for meget og hvis hun havde bidt meget hårdere ville hun havde mistet sit tandsæt. Og det var ikke noget hun var ude efter. Hun følte hvordan hun fløj gennem luften men ramte så ind i et af sædernes ryglæn inden hun med held og lykke lige landede på poterne på selve sæde. Men kun lige indtil hun faldt til sammen da de små ben ikke kunne holde hende oppe. Det var næsten som om hun sukkede opgivende og de grønne øjne blev også lukket kort i som lå denne killing nu bare og sov. Den ene poter var begyndt at smerte som halsen men det bare mere som om den ikke kunne være i brug mere. Forbandede tingest!
Hun syntes dog at vågne lidt op igen da hun hørte hans stemme. Ledte han efter hende? Hvorfor var han ikke bare gået? Hun klemte sine øjne i og prøvede så vidt muligt at folde sig sammen til en lille pelskugle. Svage piv kom fra hende ved disse bevægelser. Og afslørede hende nok. Hun lod tankerne glide hen op at han undrede sig over hendes opførsel. Hun var bare ikke vant til at stole på nogle. Hun plejede jo ikke at blive behandlet som en adelig. Hun havde ikke alt og havde jo faktisk brug for at være stærk for at oveleve. En ting hun nok havde forvekslet med at være psykisk stærk. Hun løftede forsigtigt den lange hale inden den blev lagt omkring hende. Som endnu en beskyttelse. Følte vel et sted en skyld. Var jo ikke meningen hun skulle havde slået ham helt til blods. Og det havde været et mirakel at hun havde ramt ham fra sit spring. Han var endnu helt sløret fra sig. Eller det var alt omkring hende. Synet svigtede stadig. Hun lagde den ene pote hen over snuden og lyttede egentligt bare til sine omgivelser. Skulle hun mon tage og skifte tilbage til menneskeformen? Hun havde ikke muligheden for at sige det mindste som kat. Ikke andet en ord som folk ville høre som andre lyde. Miaven, spinden, knurren og alt sådan noget. Men et sted følte hun sig mere tryg nu. Jo mindre hun var, jo bedre havde hun det..?

Diego vidste ikke, hvor i al verden den lille, mærkværdige pelskugle var blevet af. Men efter lidt tid, hørte han en lav lyd. Mere skulle der ikke til, før Diegos opmærksomhed var fanget og han så mod lyden. Han sprang op på sædernes ryglæn og brugte dem som en sti. Det gjorde også hans udsyn bedre. Han kunne se flere rækker og ned i sæderne. Efter blot et par skridt hen over dem, fik han øje på en lysebrun pelsplet i de røde sæder.
Kort efter stod han bøjet over væsenet med hovedet på skrå. Den så uskadelig ud. Men det havde han også tænkt, da han havde set den allerførst. Sov den? Minsandten, det gjorde den vist! Diego følte sig ydmyget og var fristet til at række ned og knække nakken på bæstet. Men i stedet holdt han bare øje med den et øjeblik. Det var jo et lille monster i sig selv. Ikke større end, at hans støvle ville kunne gøre det af med den.
Og dog ... Noget gjorde, at han kunne se dig selv i det lille bæst. Selv var han et blodtørstigt monster, men hans ydre var så charmerende og uskyldigt at flere kvindfolk var blevet smør i hans hænder. Den samme effekt havde mange dyr egentligt, nu kan tænkte over det. Men dette lille væsen var specielt. Intet dyr angreb uden grund.
"Hvad fanden er der galt med dig?" Han forsøgte at snakke til den menneskelige side af tingen, men det var ikke nemt når man frygtede at den hvert øjeblik kunne kaste sig efter ham, for endnu engang at gøre hvad den kunne for at rive øjnene ud af kraniet på ham.
Han ville gerne have sat et 'knægt' eller 'tøs' på sit spørgsmål, men han var stadig i tvivl ... Måske ville et mere dækkende 'bæst' være mere passende til den.

Fennie hørte ham godt. Og lidt efter lod hun sig se op. For at møde hans blik. De grønne øjne stirrede direkte ind i de røde øjne og hun kunne fornemme at han nok stadig var ret irriteret. Af en eller anden grund forstod hun ham vel godt. Men så igen. Han var vel uden om det. Igen gik hun hurtigt gemt sig under den ene pote. Som et kort forsvar ingen hun uden at man rigtigt kunne nå at reagere så meget på det var hun kommet op på benene og satte af. Ikke efter ham men op på det modsatte ryglæn. Afstanden var ikke lang men stadig virkede hendes ene forpote ikke til at virke alt for godt i øjeblikket så hendes spring var ikke de bedste.
Hun havde hørt hans spørgsmål og et sted ville hun også gerne svare. Men på et andet punkt ville hun helst bare holde sin kæft. Kort flimmer kom omkring hende inden at denne lille spinkle skikkelse nu kom til syne. Med den samme possede hættetrøje og samme uglede og pjuskede sorte hår. Og samme stirrende ansigts udtryk. Hendes ene hånd blev med det samme ført op som en form for støtte til denne åbenbart skadede arm. Ikke brækket. Det blev der hurtigt og diskret tjekket efter. Hun hvæsede svagt inden hun så endelig gik skilt sine læber ad og endelig forlod nogle forstående ord hendes strube. ”Hvad var grunden til dine åndssvage spørgsmål..” Hun ville gerne have haft tilføjet ’rabkæftede lus’ men ordene ville ikke rigtigt ud. Hendes stemme var stille men på en måde smukt klingende. Tilhørte tydeligvis en kvinde. Eller nok mere en pige. Hun stod endnu i en stilling der var klar til at reagere hvis han kom for tæt på igen eller der nu skete nogen andet. Hun skød de lysebrune ører tilbage og det var tydeligt at hun nok stadig følte sig en smule truet. Men et sted mindre end før.

Han skulle til at løfte hænderne som forsvar, da det gik op for ham at bæstet sprang i den modsatte retning. Flygtede den nu? Efter at have angrebet ham og flået hans hånd op, flygtede den! Men det kunne være ligegyldigt. Han var ikke i humør til at slås. Han var ikke bygget til at slås overhoved! Kun hans forfinede vampyrsanser sagde ham imod.
Han så på den, da katten igen blev en nogenlunde menneskelig skikkelse igen. Han lagde hovedet lidt på skrå og hævede det ene bryn, mens han bed mærke i de svagt katteagtige træk i dens ansigt. Det var ikke overraskende. Sådan var de fleste animagusser jo.
Han åbnede munden lidt, måbende, da han hørte hendes stemme. Den ... Den ting ... Var et hunkønsvæsen! Det burde ikke komme som en overraskelse at det agressive væsen var en pige, men det gjorde det nu engang. Selvom brikkerne faldt på plads.

Hvorfor han stilte de spørgsmål? Ha ...
"Hvad er grunden til dit hjernedøde angreb?" Han snerrede irriteret af hende. Han var virkelig ved at være træt af hende.
Han sprang ned fra sæderyggen så de næsten stod i øjenhøjde. Hans røde øjne lynede af et svagt had, men det var ikke noget han egentligt tænkte over. Hun var bare en tilfældig lille gadetøs. Der var ingen grund til at hade et gadebarn ...

Fennie kunne både se og mærke hans overraskelse. Som havde han ikke rigtigt set det som en mulighed. Det at hun var en pige. Hvem gjorde også det? Et sted var det en smule morende men så på et andet sted var det ikke. Hun grinede i hver fald ikke. Hun træk ikke engang på smilebåndet. Hun havde bare igen dette ligegyldige og let irriteret ansigts udtryk. Samt hendes stadig stirrende blik. Et sted var hendes grønne øjne vel pæne til hende. Det eneste der var fuldkomment rent og som var det man kunne se stort set alt i dem.
Hun sagde ikke noget til hans spørgsmål. Eller det så i hvert fald ud til at hun ikke ville svare ham. Hun havde allerede fortrudt at hun var begyndt at tale til denne vampyr. At hun havde ladet sin stemme komme frit. Hun var ligeglad med at blive opdaget men hun havde det bare ikke for godt med at tale. Hun slog sit blik ned og mens hun lagde mere vægt i sine arme der holdt hendes balance på ryglænet og mens hun endnu sad på det træk hun nemt sine ben op til sig. Underligt hun stadig kunne holde balancen som denne sammenfoldede person. Hun bed sig i underlæben inden hun igen så mod ham. Opdagede hurtigt han nu stod på gulvet. ”..Ubehag.” Et enkelt ord. Det var sagt stille men stadig sikkert og ikke tøvende som sådan. Hun var ligeglad med om han ville forstå hende. Nu havde hun svaret på nok spørgsmål.
Fennie fik pludselig meget hurtigt sat sine ben ned på gulvet igen og stoppede med at støtte på sine arme. Det var ondt og det var ikke på grund af hans bid. Måske skulle hun prøve og få noget mere kalk. Hun fik igen lagt en hånd mod sin overarm og trykkede forsigtigt. Bare for at sikre sig intet var alvorligt. Hun stod nu mere eller mindre med en meters afstand til drengen. Kunne se hvordan han næsten tårnede sig over hende men hun kunne ikke se hans ansigts ordentligt. Det var slørret.

Hun så så sammenbidt ud, det lille my. Og efter at have hørt stemmen syntes den nærmest mere skrøbelig, hvis det da ellers var muligt. En unge var altid skrøbelig, og mere var hun jo sådan set ikke. En killing. Et barn.
Han havde fået det indtryg at hun ignorerede alt, hvad han sagde. Han så på hende med et hævet bryn, mens hun som en rekrut akrobat prøvede at få balance på sædet. Problemet var bare, at sædet var alt for smalt til at hun ville kunne gøre det med alle fire lemmer. Hvis hun virkelig ville have balance, skulle hun stille sig op, som Diego selv havde gjort det. Men så langt tænkte hun ikke. Den virkede stadig meget agressiv i sin adfærd. Lidt som et dyr, der havde været spærret inde lidt for længe.
Stemmen var der igen ... 'Ubehag'? Diego måtte vende ordet et par gange i tankerne, mens han overvejede hvad hun mente. Før det så gik op for ham, at det var en ligeså primitiv reaktion, som den han havde regnet med, det var fra starten af. Det handlede simpelt hen om, at hun instinktivt havde følt sig truet over et fremmed væsens nærvær.
Han så på hende, mens hun sprang ned fra sædet. Endelig holdt hun op med at lege linedanser. Han rystede lidt på hovedet af hende. Hun måtte vel føle sig lidt mere sikker nu, med sæderne imellem dem.
"Jeg havde ikke tænkt mig at gøre dig noget." Han lagde hovedet lidt på skrå. Han var sikker på at tingen troede, han løj. Men endnu engang irriterede det ham grænseløst, at han ikke kunne læse dens tanker.
Tanker var noget af det, han brugte til at manipulere med. Uden at have hendes tanker i spil, var det helt umuligt at forudsige, hvad der ville være rigtig at gøre, og hvad dén selv ville gøre ... Diego var ligeså utryg ved situationen, som katten var det.