First time in years (Vanilla)

Sted :: Terres gågader
Tid :: Hen af eftermiddagen
Omgivelser :: Mange mennersker og andre væsner, der stille og roligt rydder op efter de hårde kampe der har udspillet sig i byen.
Vejr :: Det er strålende solskind, men stadig temmelig koldt.

Han trak vejret langsomt, lod den kolde luft fylde hans lunger, for derefter at kigge optaget på den tåge der opstod da han pustede ud. Det var en underlig følelse, eller følelser var i det hele taget underlige, han havde ikke følt dem i 26.000 år... mere eller mindre, det at man konstant skulle tage stilling til at det var koldt, varmt eller vådt, var noget meget mærkeligt noget. Folk kiggede da også på ham, som han stod der i tøj der ikke syntes at passe ind i omgivelserne, den korte krig der havde raseret landet, havde efterladt det hele i en ramponeret tilstand, så en elver med langt sort hår og smuk beklædning var ikke helt normalt i bybilledet. Karl tog sig dog ikke af folks blikke, han var fri for første gang i meget meget lang tid og livet skulle nå at blive nydt, inden han uomtvisteligt engang ville vende tilbage til det han havde været før, om det var om 1000 år eller imorgen, kunne han aldrig vide, så der var nød til at ske noget og meget så længe han var i stand til det.

Med hastige og lange skridt, for hans lille skikkelse afsted, få butikker var åbne, men dem der var fungerede i øjeblikket som sladderhuller for alle der mente at vide noget om hvad der var sket på kongeslotter, og hvem der havde sørget for at Scars var væk. Det var en hemmelighed, det vidste karl godt, men folk kiggede på ham, undersøgte ham, de vidste allesammen hvem han var og hvad han havde gjort for at redde dem alle, men ingen syntes at være taknemlige, eller bare den mindste smugle glade for at se ham, kun skræmte og til tider direkte paniske blikke blev sendt hans vej. Intet af dette kom som en overraskelse, han havde prøvet det før og vidste hvordan folk ville reagere på hans offer, de frygtede at han ikke kunne kontrollere sig selv, eller at de skygger han gemte på ville bryde ud, begge dele var mulige og han kunne derfor ikke bebrejde dem.

Han nåede frem til en lille café og slog sig ned i en stol, tjeneren der vismede rundt, kom ikke engang over til ham, men det gjorde ikke noget, lyden af folk der snakkede var beroligende og atmosfæren der i en vis grad fortalte om normalitet krøb ind over ham som et varmt tæppe. Så længe siden var det, så forfærdeligt længe siden, han sidst havde haft chancen, eller forståelsen af hvad der foregik omkring ham, men nu var det som om alle sanseindtryk han havde mistet igennem årene kom tilbage med så stor kraft at han var parat til at blive blæst væk.

Folk der gik forbi ham stirrede, men han smilede bare tilbage til dem og lod de pupilløse grønne øjne vende sig, så det så ud som om han også smilede med dem, det var lidt underligt han kunne, men til stor glæde for børn der kiggede på ham... Hvor han dog savnede hans egne børn, men de var for længst døde og begravede, det tætteste han havde på familie, var de udvandede og forvirrede elver som Zane og Angelie.

En tynd skikkelse spankulerede ned af gågaden. Her var alligevel mere proppet end hun havde regnet med. Selvom solen stod højt på himmelen, var det stadig lige så koldt som det havde været de sidste par dage. Det var nu ikke så underligt, at solen ikke gav dem varme længere. De var trods alt lige trådt ind i vinteren. Det mange folk ventede på nu, var blot at få den smukke, hvide sne at se igen. Den var der mange der ventede på. Ventede at de kunne få sig en hvid jul og eventuelt også et hvidt nytår, hvilket var det mest normale. Men vejret var ikke til at stole på.
Gyldent hår blafrede let i den næsten ikkeeksisterende vind. Det lille, men meget detaljerede og smukke mønster, på siden af hendes ansigt, kom lige så stille til syne. For folk der ikke vidste hvad det var, fortalte hun med glæde hvad det var. Hvilket ofte resulterede i at hun måtte fortælle alt det mærkelige hun havde været udsat for. Det føltes mærkeligt nu at være et helt andet væsen. Et væsen der mente at naturen var hendes gud. Bad til den, følte sig stærkere i den og levede selv sammen sted. Naturen.
Hun var også blevet betydelig mere stærk, intelligent og klog, hurtig og dygtig til at håndtere en bue. Det eneste problem med det sidste, var blot at hun ikke var god i kamp. Desuden vidste hun heller ikke hvordan hun sådan rigtig skulle bruge de forbistrede våben ordenligt.
I dagens anledning havde hun droppet nogle af alle de våben hun havde skjult på kroppen. Det ville ikke være nyttigt i dag. Hvem skulle dog overfalde hende i dagslys lige her mellem alle de andre væsner? Gad vide hvor mange af disse væsner der egentlig var mennesker, og ikke var klar over hvilke underlige vandskabninger der befandt sig omkring dem.

Vanilla styrrede ind af en glasdør, ind i noget der mindede hende om en café. Hvor vidt det egentlig var det eller ej, var aldrig rigtig til at vide. Her var nogle mystiske steder på gågaden.
To mærkeblå øjne søgte lidt rundt i lokalet, men der virkede ikke rigtig til at være plads nogle steder. Hendes øjne fandt til sidst en stol, men det virkede til at der allerede sad en person ved bordet. Hvor vidt om han var alene eller ej, var ikke til at vide. Det gjorde hende en smule nervøs, blot at tænke på at hun skulle spørge om hun måtte sætte sig. Modsat andre, kunne hun ikke genkende ham manden. Det var vel også klart, hun havde ikke været i byen i længere tid og havde kun været her i kort tid, før hun havde været væk så længe. Derfor vidste hun hverken hvem han var, eller hvad der var sket i byen.
Hun trak vejret dybt og lukkede kort øjnene, for at spærre de kølige øjne op igen. Han virkede nu meget venlig, lidt spøjs måske. Hun havde en smule på fornemmelse at han var en af hendes. Elver, måske? Men intet kunne hun selvfølgelig slå fast. Han kunne være hvem som helst, hvad som helst og have hvilken som helst personlighed.

Vanilla tog sig sammen, tog et par raske skridt, og var hurtigt henne ved manden. Hun så spørgende på ham, allerede før hun havde spurgt ham om noget. Hun løftede det ene øjenbryn en smule, stadig uden at ha sagt noget. Han virkede så bekendt men alligevel ikke.
Hun rystede kort på hovedet af sig selv og måtte tvinge sig selv til at åbne munden for at sige noget.
”E.. Er det okay at jeg sætter mig ned? Her er ikke rigtig andre ledige steder.. Eller… Venter du på nogle?” Hendes blik blev atter spørgende, men denne gang på grund af hendes spørgsmål. Det hun forventede nu, var en lettere kold afvisning. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men hun forventede det og var stort set allerede ved at gå igen.

Mens Karl sad og funderede over livet, kunne han ikke lader være med at side og smile og grine til en lille elverpige, som sad et par borde væk, sammen med hendes mor. Gang på gang, fik han hende til at grine stort, så alle omkring hende, også begyndte at grine. Pigen var ekstatisk, Karls magiske tricks, hvor han fik servietten til at danse, eller lavede glasset om til en rotte, for derefter at forvandle det tilbage var det bedste hun nogensinde havde set og hendes store latter, vidnede om det. Karl sørgede dog for kun at trylle, når det kun var hende der kiggede, han skulle nødig gøre folk endnu mere utrykke ved ham, end de var i forvejen, han elskede jo Di Morga, men det virkede ikke til at Di Morga elskede ham, selvom han havde ofret meget mere end sit liv for deres skyld, men det var der ikke noget at gøre ved, før eller senere, ville de allesammen ønske at det var ham der var der og ikke en af de to andre sider.

Karl lagde mærke til en kvinde, der lige var kommet ind i caféen, søgte efter et sted at sidde, og eftersom at han havde det sidste ledige bord og stol, var det naturligt at hun ville komme ned til ham, for hans skyld var det ligemeget om hun slog sig ned, hun ville jo formentlig alligevel ikke snakke med ham, lige så snart hun så hvem han var og de massive ar han havde ned langs halsen og det af hans bryst man kunne se for den lette skjorte. Ganske rigtigt kom kvinden ned mod ham, hun så ud til at omkring 18, en god alder, ikke at han selv kunne huske dengang han var sådan en lille en, men ikke destro mindre var det en god alder. Karl smilede til hende og sagde på elvisk, *1. ka dosst a dosstan, dosst mzild taga al'doer*, han lavede et lille vink med hånden der understregede at hun gerne måtte sætte sig, "Jeg er Karl, må jeg spørge dig om dit navn, nu du har fået en plads ved bordet?", Karl smilede charmerende til hende og blinkede med det ene øje.

*1. Hvis du er single er du mere end velkommen*

Hendes spørgende blik forsvandt lidt efter og blev udskiftet med et lille smil. Hun ville ikke virke for overrasket, selvom hun vel indvendigt var ved at springe rundt af glæde. Han virkede da som en der kunne lide at smigre sig ind på folk, hvilket hun intet havde imod. Nu var det egentlig ret heldigt at hun havde fået nogle af Tonias færdigheder med sig, da de havde byttet krop og person. Længe havde Vanilla undret sig over hvad der dog havde fået denne smukke kvinde til at ønske at dø for at give Vanilla det hun ønskede. Tonia havde været sådan en smuk Elver, men alligevel havde hun gjort som hun gjorde. Hvis det ikke var fordi hun nu var død, stod Vanilla hende stort i gæld. Hun havde redet hendes liv.
Da denne mand begyndte at snakke elvisk, ville hun ønske at hun kunne svare på samme måde, men hun kunne blot forstå ikke snakke sproget. Det ærgrede hun sig godt nok lidt over. Men hun måtte dog anstrenge sig for at kunne forstå det helt. Hun måtte virkelig træne det lidt engang imellem. Det kunne være sundt for hende.
Da han spurgte om hendes navn og dermed røbede sit eget, begyndte nogle få brikker at falde på plads. Nu kunne hun i det mindste genkende at hans navn tilhørte en elver. Mon det ikke var ham så? Det kunne da ikke være andre. Roligt nærmede hun sig en smule mere og satte sig så ned over for ham. Det føltes underligt at side foran en helt fremmed, men der skulle nok komme en samtale i gang inden længe. ”Mit navn.. Selvfølgelig. Vanilla Chinell. Vanilla re mit fornavn, Chinell mit mellemnavn. Mit efternavn har jeg aldrig kendt til.” Hun smilede stadig, undersøgte ham en smule, for at finde ud af hvad han var for en.
Der gik et stykke tid før hun bemærkede hans ar og spurgte blot ind til det. Hun følte sig hverken utilpas eller mente at det virkede underligt. ”Hold da op? Hvad er der dog sket?” Hun lavede et nik hen mod et af de værste ar han havde, som man kunne se. Over det ar, var det vel okay at være chokeret, men mere end det var hun heller ikke. Det var blot ar. Selvom man kunne se farlig, blodig eller lignede en der var en morderisk type, betød det ikke at personen virkelig var på den måde. Sådan virkede Karl til at være ind til nu.

Karl smilede til hende da hun nikkede til det han sagde, det var tydeligt hun var elver, men at hun ikke helt havde styr på det elviske... en skam, det var ellers sådan et smukt sprog, men på den anden side, forstod han knap nok den moderne version, som han havde hørt flere af de yngre elvere i byen tale. På et tidspunkt, havde han prøvet at føre en sammentale med en af dem, på det hellige sprog, men det var simpelhen umuligt, den anden elver, havde på hvad der lød som en blanding af elvisk og menneskesprog forklaret, at det var de færreste elvere der rent faktisk kunne snakke det, og da slet ikke på den gamle tunge, som Karl syntes at mestre.
Da Vanilla var på vej til at sætte sig ned, rejste Karl sig yndefuldt og trak stolen ud for hende. Karl var mere eller mindre fra en anden tid, en tid, hvor der var helt andre måder at ligge an på kvinder, end der var nu om dage. Karismatisk smilede han til hende og genfandt sin egen plads lidt skævt ved siden af hende, hvor han igen smilende lavede en sidste kugle af ild for den lille pige, der nu vinkede ivrigt for at undertrykke hendes glæde. Med en stemme der på ganske vidst, noget gebrokkent menneskesprog fik undertrykt at han var i godt humør sagde han "De kære små, det er underligt at tænke på at de en dag, ikke er små mere".
Karl drejede hoved og smilede i hele ansigtet til Vanilla, "Det er mig en stor glæde at møde dig, du virker meget sød", han blinkede og det var tydeligt at han forsøgte at charmere hende, en evne han måske ikke besad til fulde i denne tidsalder, men ikke destro mindre ville han nok fortsætte.
Et højt grin undslap Karls læber, men han prøvede at virke behersket, mens han forklarede Vanilla hvad det var "Det ar du peger på, er det eneste jeg har fået ved at være uheldig... jeg faldt ned fra et træ da jeg var lille, og blev revet en lille smugle", Han blinkede til hende og fortsatte, "Men resten, er fra et langt liv, med turbulente oplevelser... jeg er blandt andet, blevet angrebet af en drage og et mørkt væsen", Karl grinede til hende, så man ikke helt kunne gennemskue om han lavede sjov, eller om det virkelig var sådan.
Da Karl roligt faldt ned igen, kiggede han hende lige i øjnene, på en undersøgende, men dog stadig venskabelig og til dels lummer måde, "Du har vidst ikke en anelse om hvem jeg er... Jeg er dig evig taknemlig for det", han blinkede igen til hende og viftede til en tjener, der kom over med noget tykt sort stads der smagte af mudder, men som gav en energi så man ikke faldt i søvn, diskret, skubbede han den ene kop over mod Vanilla, "Det smager forfærdeligt, men det hjælper, hvis man er en smugle søvning".