Last christmas.. ¤Karl van Ricter¤

Selvom at der var var isnende koldt var der stadig behageligt. Eller det var hvad Autumn syntes om vejret. Hun frøs ikke som sådan men hun kunne mærke den prikkende fornemmelse i de nu røde kinder. Hun nød temperaturen. Sommeren varme havde ikke altid været hendes yndlings. Hun var ikke ligefrem beklædt til at bevæge sig rundt i denne kulde som alle andre omkring hende. Hun havde dog husket at tage sko på denne gang. De slidte sneakers der på et eller andet tidspunkt ville miste deres såler. Hun kørte en hånd gennem det lange mørkebrune hår og fik det generende pandehår fjernet fra de smukke blå øjne der hele tiden så rundt med et fascineret blik. Hun betragtede de flotte lys der dekoreret butikkerne og de smilende familier der gik og hyggede sig med hinanden. Hun elskede udtrykket i de små børns ansigter når de så ind af vinduerne på udstillingerne. Disse glædes syn fik hende selv til at smile. Vidste samme glæde som deres men et sted var lykken ikke på samme niveau.
Hun stoppede op og lod sit blik glide op mod himlen. Hun så stjernerne blinke tilbage til hende og månen der endnu engang var fuld. Et fredsfyldt udtryk blev dannet og hun så igen ned. Hun så hvordan hendes varme ånde blev omformuleret til den sædvanlige tågede dis. Smilede over den inden hun gravede halveden af sit ansigt ned i det store bløde tørklæde der varmede hendes hals. Hun lagde kort en hånd mod sin ene skulder. Den var stadig øm og forbindingen sad der endnu. Hun lod den glide ned langs siden inden hun lagde begge sine arme omkring sig selv i en tryg omfavningen. Hun begyndte igen at bevæge sig. Satte den ene fod foran den anden. Hendes hår flagrede en smule omkring hende. Også selvom at der ingen vind var til stede. Hun havde aldrig selv forstået hvorfor men hun tænkte heller ikke så meget over at det kunne være noget med den endnu ukendte evne i hende at gøre. For sjovt nok kendte hun slet ikke til den slags. Hun nynnede svagt de jule sange der blev spillet her i byen og samtidig kunne hun hører den rolige lyd af biler der kørte på vejen lige ved siden af hende på fortorvet.

Hastigt fløj han afsted henover den brostensbelagte vej, de lange skridt og den spinkle dog muskuløse udstråling, fik det til at se ud som om han bevægede sig som vinden blæste, det eneste på ham der afslørede at han ikke gjorde dette, var hans hår der stod i i al sin pragt bag ham, mens han løb afsted. Når han passerede folk, var der mange der drejede hoved, de fleste vidste hvem han var, hvad han havde gjort, nogen hadede ham, andre elskede ham, men ingen havde endnu taget sig mod til at snakke med ham, men for så vidt gjorde det ham heller ikke noget, han havde så meget han gerne ville se og opleve, inden han igen ville blive til en kold hård skald af det han engang havde været. Når han tænkte på dette var kuldegysningerne der med det samme og hans lange elverører, fik en mat farve, der kun var en ganske lille smugle mere lys end hans ellers helt sorte hud.

De gennemtrængende grønne øjne søgte, bad om et eller andet, han ikke engang selv kunne finde ud af, følelsen af at se alting på en ny måde, havde fået ham til at vimse rundt overalt i byen, som for at han skulle nå at se det hele inden tiden igen forsvandt fra ham. Det simple tøj han havde på udstrålede på ingen måde hvem han var eller hvad han havde gjort, mens han løb afsted, men folk vidst dog at han trods de hullede og moderne jeans og den sorte skjorte, havde gjort det som de fleste af dem bare havde været nød til at drømme sig til, han havde ændret ikke bare landet, men måske hele den verden de opholdt sig i. Presset fra andres forventninger og fordomme tyngede dog ikke Karl, verden var et skønt sted der skulle opleves mens tids var.

På grund af hans lange 'fængsel' havde Karl mistet meget af fatningen om hvad der var sket i løbet af den tid han havde været væk, for eksempel var der biler over det hele, hvor der før i tiden havde været heste og de 'soldater' der patruljerede gaderne var iført blå uniformer, hvor der stod politi på... Omstillingen havde været værre end at slås med Scars på slottet, for der var han i sit rette element, men nu... nu var han bare en vildfaren rejsende der kiggede på alt som om det var fantastisk eller magisk. Lyden af skrigende dæk, fik Karl til at løfte hoved, en bil kom susende mod ham da han løb over vejen. I et spring og efterfølgende rullefald, landede han foran en pige, han var så hurtigt på benene igen, at det virkede som om det hele var planlagt, han kiggede på hende med et sigende blik, inden han smilede stort og med svær elvisk accent fik sagt, "Jeg undskylder min opførsel frøken, jeg er ikke helt van til denne verden". Karl lavede elevator blikket på hende og smilede charmerende, inden han fortsatte, dog denne gang kun på elvisk * 1. a l' loren lu' gow d' ol, dosst natha nota'man*

*1. by the looks and smell of it, your a devil

Autumn så med det samme op da hun hørte en bil tæt på hende bremse hård op. Det var vel en form for refleks som en hver menneskelig person havde. Lyden var et eller anden sted fremmed men samtidig var det mere tanken om hvorfor bilen gjorde dette der tiltrak så mange blikke. Hun nåede ikke rigtigt at se så meget ud over denne mørke mand der nærmest fløj gennem luften. Og det næste øjeblik så hun ham trille hen over fortovet lige foran hende. En kort overrasket lyd kom fra hendes strube som hun også trådte et skidt bagud som var hun bange for at han ville ramle ind i hende. Men hun blev også stående der. Hendes blå øjne stirrede lidt mod denne skikkelse og det første hun lagde mærke til var de grønne øjne der så på hende. Den sorte hud kom bagefter. Synet var ukendt men alligevel ringede en klokke i hovedet på hende. Kunne bare ikke få samlet trådene ordentligt til at få sig dannet et helt specifikt ord i den fart. Og hun mistede hurtigt tiden da han talte til hende. Hun lyttede interesseret. Den accent var så klingende og unik. Man blev næsten helt missundelig. Hun svarede dog ikke med det samme da det nu gik op for hende hvor meget han tårnede sig over hende. Hun var egentligt vant til det men hun blev stadig overvældet hver gang.
Hun fik så rystet på hovedet og vågnede mere op fra sine tankespind. Dem hun havde det med at danne når der var fremmede foran hende. Hun var vel en der observerede folk hele tiden og fandt ud af ting på den måde. Ved at stille sig selv spørgsmål. Hun så igen mod denne mand og det søde smil voksede atter frem på hendes bløde læber. ”Det gør ikke noget. Overhoved. For af hvad jeg kan se er hverken jeg eller du blevet skaden af det.” Hendes stemme var nærmest engleblid med et dejligt twist af munterhed. Hendes udstråling var blevet meget mere imødekommen og hun virkede ikke til at være så anspændt som før. Nok fordi hun ikke var i sin egen verden mere. Det var så hendes ansigtsudtryk blev forandret til et mere fortvivlet og forvirret udtryk. De ord han sagde, var ikke til at forstå og hun havde aldrig nogensinde hørt det sprog. Nogensinde. Men stadig var der noget der var forståeligt ved det. Som kendte hun deres betydning. Eller nok kun et af dem. Djævel? Hun kunne ikke andet end at blive en smule overrasket over det men bildte sig hurtigt ind hun havde taget fejl. ”Ehm..” Hun tøvede svagt inden hun fik taget sig sammen med til sige hvad hun nu ville. ”Undskyld jeg spørger men..Hvad betød det? Du ved det du lige sagde?” spurgte hun nysgerrig og lagde sit hoved en smule på skrå. Hun kunne sagtens minde om en lille dukke. Med de store uskyldige dådyrs øjne og finde blege hud. Skrøbeligheden der hele tiden lå over hende. Hun fugtede forsigtigt sine læber med tungespidsen og ventede tålmodigt på svar. Og reaktion. Hun samlede sine ben helt og samlede samtidig sine hænder foran sig. Et lille smil sad endnu på hendes læber og det kunne nemt ses i hendes øjne der dog stadig fortalte om hende undring.