New In Town - Privat

Klik, klak, Klik, klak, Klik…

Man hørte aldrig det sidste ’klak’ fra et par højhælede støvler. Til gengæld hørte man nu kun en kuffert rulle hen af gaden, hvilket nu også gav en irriterende lyd fra sig. Grunden til at den irriterende klikkende lyd nu var forsvundet, var at kilden til denne lyd, havde taget sine sko af og nu holdte dem i den ene hånd, mens hun trak kufferten i den anden. Af og til, da der var ujævnheder i gadens sten, hoppede kufferten og kvinden med den i hånden, tabte næsten kontrollen over den.
Det var dejligt vejr her i Frankrig. Solen skinnede og himmelen var skyfri, hvilket måske ikke var så godt. Det var nu heller ikke så varmt i vejret, men en enkelt lille polstret jakke og et par sorte støvler, passede lige til vejret.
Til sidst lykkedes det hende at miste grebet og kontrollen over den og landede på jorden. Et held at den ikke åbnede sig, da alt så bare ville springe ud af den. Cholé trampede i jorden af irritation og udstødte et skrig af ren provokation og raseri. Hele rejsen havde været dårlig ind til nu.
Da hun stampede sin venstre fod ned i jorden, resulterede det i at en smerte skød op gennem hendes fod, og i hendes ben og længere op. ”Av, av, av,” mumlede hun, måske lidt højere end man normalt mumlede. Hun hoppede nu rundt og lignede en idiot, ved at flere gange være ved at miste balancen da hun stod på et ben og balancerede, mens hun forsigtigt maserede den tilskadekomne bare fod.
Nu forstod hun hvorfor hendes forældre havde sagt at det ville være bedre for hende at blive hjemme. I Belgien kunne hun fluks finde en af tjenerene og bede dem om at give hende en massage efter den forfærdelige tur i flyvemaskinen og eventuelt få lavet hende et varmt fodbad. En fodmassage var nu også ret fristenden.

Lidt efter stod Cholé med begge ben på jorden igen, selvom det krævede meget udholdehed fra hendes side. Hendes fod gjorde ondt og smerten havde bredt sig helt op til hendes hofte. Alle de smerter.. Hvorfor havde hun dog også valgt at forlade Belgien til fordel for Frankrig hvor hun alligevel ingen havde til at tage sig af hende? Og hvor var hendes lejlighed for resten?
Lidt efter forsøgte hun at gå videre, ned af der hvor hun havde fået fortalt at hendes lejlighed skulle være. Stadig slæbte hun sin kuffert bag sig. Hendes brune hår flagrede let i vinden, selvom det oprindeligt var sat op i en knold. En lille fjer sad fast i hendes hårsmykke, der holdte knolden sidende. Hun lignede en rigtig fornuftig ung dame, selvom det ikke just var hvad man kunne sige om hende.
Lige så længe hun havde vidst, havde hendes kendetegn været at hun konstant gik rundt med en fjer på kroppen et eller andet sted.
Cholé stoppede ud for en af de fornemme rækker med lejligheder, vendte sig om for at kigge lidt på dem, for at afgøre hvilken der kunne være hendes og lod blikket hvile på en bestemt lejlighed. Den lejlighed på anden etage længest ud mod vejen, virkede smuk og lige hendes smag. Hun tabte kufferten igen, stirrede med halv åben mund op på lejligheden. Gid det var hendes!

De lange ben der takfast bevægede sig henover brostenene, lavede næsten ingen lyd. Når fødderne ramte jorden, gjorde de bløde såler på de sorte neutrale sko, at lyden på sin vis blev fanget. De folk der var på gaden, var stort set allesammen mennesker eller animagi, en rotte forvandlede sig til menneske et par meter fra ham, men det syntes ikke at røre personen, der taktfast, stadig bevægede sig igennem den lille strøm af mennesker der boede i området. Som han kom frem, var det tydeligt, at det var en mere rig ende af kvarteret han nåede til, de folk der så på ham, rynkede lidt i ansigtet over hans tøj, et par blå hullede jeans og en hvid skjorte til de opdagede hvem han var. Når de endelig havde set hvem han var, var det nærmere frygt end væmmelse der stod malet i deres ansigter.
Karl var dog som altid smilende, det lange sorte hår vejede lidt i vinden og havde et smukt fald så når han ny og næ stoppede op. Det var ikke nyt for ham, at folk frygtede ham og han kunne med stor evne sætte sig i deres sted, han havde oplevet frygten på egen krop, i så stor stil at 'de' næppe ville fatte det. Men han nægtede at lade andre diktere, hvordan og hvem han var, det havde han gjort for længe, det var tid at leve så længe han kunne, inden ting ville begynde at rulle igen.

Et udbrud fra en kvinde, fik dog Karl til at dreje hoved. Det var intet mindre end et komisk syn, staklen var vidst ikke van til byen og det så ud til at hun heller ikke kunne forlig sig med sin kuffert. Karl kunne ikke lade være med at stå og grine en smugle for sig selv af hende, inden han begyndte at gå efter hende, til han endelig indhentede hende. Karl smilede til hende, mens han rørte hende blidt på skulderen, på meget dårligt fransk forsøgte han at tale med hende, men den elviske accent var så fremtrædende at han næsten var utydelig til tider, "Jeg undskylder frøken, de ligner en der har brug for lidt hjælp... Kan jeg hjælpe dem?", han smilede stort og varmt til hende, det var sjældent for sortelvere at være så glade. En vind fangede hans hår og de spidse elverøre kom til syne for en bemærkning.

Cholé smed sine sko oven på kufferten, men fik dem ved et dårligt kast, til at lande på jorden. Lige da hun kastede skoene havde hun været ret så sikker på at det ville gå godt, men da de landede på jorden ved siden af, blev hun skuffet over sig selv. Normalt var hun da ret god til at kaste ting? Hvordan kunne hun så ha kastet så skævt med de sko?
Efter lidt tid, hvor hun blot stod og tænkte over det, blev hun enig med sig selv om, at det sikkert var fordi hun var træt efter flyveturen. Intet tydede på at hun blot havde siddet i flyveren i kort tid.
Nu blev hendes tanker rettet mod den samme lejlighed som før. Blikket vandrede fra vindue til vindue, selvom lejligheden selvfølgelig ikke var så stor. Hendes tanker blev ledt hen til, hvor stor lejligheden mon kunne være, og hvilke møbler der dog kunne være inde i lejligheden. Ikke noget med hvor meget den kostede. Hun havde penge nok at bruge af.
Hun vendte sig lidt om, kiggede på de finurlige væsner men hendes opmærksomhed blev fanget af en hel bestemt person i mængden. Til hendes store overraskelse virkede han til at komme hen mod hende, hvilket næsten slog hende ud af iltmangel. Normalt ville ingen hun havde betragtet i en menneskemængde, gå hen mod hende.
Hun rettede lidt på tøjet, sikrede sig at hun så præsentabel ud, som hun var blevet lært at hun skulle. Hendes forældre mente jo at man skulle se sådan nogle lunde ud, hvis der var mænd i nærheden, hvilket nu egentlig bare var noget pjat. Alligevel gjorde hun det dog.
Hun lod håret side, pillede måske lidt nervøst ved fjeren i hendes opsatte hår. Blikkede blev nogle gange rettet mod manden og andre gange forsøgte hun at genvinde selvkontrollen.


Hun bemærkede en hånd, der blidt tog hende på skulderen. Hun havde intet imod det, syntes faktisk at det var rart på en underlig måde. Hun vendte sig om, rettede blikket mod manden og smilede. Hun bemærkede slet ikke noget anderledes ved hans accent, selvom hun selv var vokset op med fransk hele hendes liv.
Få små totter af det brune hår, blev pustet lidt rundt af vinden og de grå øjne kiggede spændt og undersøgende på manden.
Øjnene studerede kort hans krop, før han begyndte at sig noget. ”Åh, mange tak. Nu hvor jeg tænker over det, kunne jeg da godt bruge lidt hjælp. Ved De hvor denne lejlighed er?” Hun rakte ham en nøgle om hun i et stykke tid havde haft i lommen. Deres hænder førte meget kort hinanden, da hun gav ham nøglen, og en let rødmen skød op i hende. Den lagde sig ved hendes kinder, men hun intet havde til at skjule det, hvilket hun hurtigt fortrød.
Da et par spidse øre kom til syne, kiggede hun lidt undrende på dem, da hun selvfølgelig ingen forstand havde på andre væsner. Selv vidste hun ikke at hun var en Animagus. Hun studerede stadig denne lettere mystiske, men stort-smilende mand. Hvem mon h an var? Han virkede så venlig.

Karl smilede til hende, han forstod ikke helt hvad hun sagde, men han fangede hovedbudskabet i det. Det var tydeligt hun ikke ligefrem var stedkendt, men hun virkede sød og ikke mindst som om hun var villig til at modtage hans hjælp, en ting han satte stor pris på, for det var ikke mange andre i landet, der kendte hans ansigt, som ville lade ham hjælpe dem rundt. Karl smilede fortsat til hende, mens han uden rigtigt at ligge skjul på det, gav hende et elevatorblik og derefter blinkede frækt til hende.
Karl tog imod nøglerne med et spørgende blik, hvad skulle han bruge den til? Han glemte dog for et kort øjeblik den lidt underlige opførsel, og lagde mærke til hvordan hun begyndte at røde ved den berøring, der kort fandt sted mellem dem, da hun gav ham nøglen. Karl vendte tilbage til nøglen, efter at have blinket charmerende til hende igen, hun ville vel have ham til at finde det sted hvor nøglen passede... det ville ikke blive så svært.

Karl lukkede øjnene og klemte hånden om nøglen, derefter mumlede han nogen ord på et sprog der aldrig var blevet skrevet ned. Nøglen, begyndte at lyse fra hånden på ham og en ganske lille kegle af lys skinnede i retning væk fra der, hvor de stod. Smilende viste han den til kvinden og sagde på stadig meget gebrokkent fransk, " Følg mig, nøglen, ved godt hvor den skal hen". Som om den var en fjer, samlede Karl hendes kuffert op og begyndte at gå i rask tempo mens han kiggede ned på nøglen, hvis lys drejede efter, hvor det var den skulle hen. Det var meget simpel magi, som ville forsvinde af sig selv, hvis man blot lod den ligge uden at flytte for meget rundt på den.
Det var egentlig meget sjovt at hun virkede så uforstående og vildfaren i dette land, det var ellers meget tydeligt på hendes lugt at hun var en animagi, ikke desto mindre virkede det til at hun ikke helt vidste hvordan man skulle gebærde sig blandt andre magiske væsner. Karls tanker forsvandt dog hurtigt fra det spor igen da det havde været helt tydeligt at han havde haft en eller anden form for virkning på hende, det var ikke ofte han fik folk til at røde. Han vidste godt han var frembrusende, men ligefrem på den måde var nyt. Han standsede foran en dør til en lejelighed, der mildt sagt så meget middelklasse agtig ud i hans øjne, ikke lige noget han havde regnet med til en pige som hende, men hvis det var her hun boede, var der vel ikke noget at gøre.
Karl vendte sig mod hende og smilede stort, "her du bo?"

Da manden begyndte at gå, opfangede hun den lille kegle af lys der på en underlig måde dannede en pil i retningen forude. Cholés blik var meget skarpt, og hun havde opfanget da hans læber rørte på ham, hvilket fik dette lys til at komme frem. Alligevel forstod hun det ikke helt. Hvordan kunne det lade sig gøre? Magi? Nej, det var ikke muligt. Der fandtes ikke magi? Men hvad var grunden dog så?
Løsning var meget simpel, hvilket Cholé ikke forstod det mindste af. Magi, var den eneste løsning til det der lige var sket, for øjnene af hende. Det eneste problem ved det var blot, at hun ikke forstod sig, eller troede på det gammeldags juks omkring magi. For hende var det bare en gammel joke og en myte, som så mange troede på.
Da hun var mindre, var hun altid blevet fortalt, at magi ikke fandtes. Hvor mange gange hun end havde bragt emnet på banen, var det altid blevet afvist. ’Magi findes ikke, kære Nicholé. Man skal ikke altid tro på bøger. Det burde du vide alt om.’ Den sætning havde hun hørt så mange gange, at hun havde følt sig hypnotiseret til sidst. For til hendes forældres store lykke, var det endt med, at hun ikke troede på magi længere. Det var blot en del af en lusket plan om at holde hende væk fra at kende sit sande jeg.

Cholé vendte tilbage til den virkelige verden, da denne mand, hvis navn hun endnu ikke kendte, tog hendes kuffert og begyndte at gå. På bare fødder fulgte hun efter ham et par meter, inden det gik op for hende at hun manglede sine sko. Uden så meget som en lyd, listede hun hurtigt tilbage til sine sko og samlede dem op, før hun lydløst løb tilbage til manden der havde hendes nøgle.
De gik i stilhed i længere tid. Hendes blik blev ved med at søge hen på manden, hvis navn hun gik og længtes efter at vide. Han var den første venlige type hun hidtil havde mødt, i hendes kedelige liv. Hun havde aldrig haft en ven, eller i det hele taget havde hun aldrig haft nogle, andre end en smuk sneugle. Det eneste problem ved det, var blot at uglen aldrig sagde noget. Det blev simpelthen for kedeligt i længden.
Endelig stoppede manden op og blikket blev rette mod nøglen. Det kunne ikke være andre steder end her.
Cholé sukkede lidt over synet. Hun havde nu alligevel håbet på lidt mere end det her, men hun kunne jo bare ha tænkt lidt mere over hvilket lejlighed hun havde valgt. Indvendigt vidste hun dog, et eller andet sted i hendes store hjerte, at det hele nok skulle gå.
Da han sagde noget, der lød som 1.-klasse Fransk, kunne hun ikke lade være med at le en smule af ham. Det lød så kært og han smilede så stort, at det var svært at undgå. ”Ja, jeg bor tydeligvis her.. Har du ikke lyst til at komme med op?” Hun smilede forsigtigt. Man kunne jo aldrig vide om hun stillede det forkerte spørgsmål.
Lidt efter gik det op for hende, at hun selvfølgelig havde glemt at præsentere sig selv, hvilket hun bare måtte gøre. ”Mit navn er Nicholé. Kald mig Cholé. Hvad er dit navn, om man må spørge?” Hun håbede så inderligt, at han nu kunne forstå hvad hun sagde. For det ville være en skam for dem begge, hvis de ikke kunne forstå hinanden.

Karl stod der lidt med kufferten og smilede videre, han havde meget dårlig idé om hvad det dog var hun sagde til ham, fangede han dog hovedbudskaberne og han nikkede langsomt og lidt nervøst til hende. Det var ikke normal kutyme for en Drow at lade sig blive indbudt af en kvinde til noget, faktisk var det sjældent at mænd af hans race, var set som meget andet end til sexuel adspredelse og slaver, for i Drow samfundet, var det kvinderne der besad al magt og som bestemte ubetinget over mændene, denne indoktrinering var svær for Drow mænd nu om dage, da Zane havde ændret lovende. I deres egne sind, vidste de stadig at de var kvinderne underlagt og at de ikke havde ret til hverken at sige dem imod, eller på nogen måde gøre dem skade, med mindre der var for hele racens skyld, med straffen af øjeblikkelig død, hvis det blev opdaget at mændene ikke gjorde som de blev befalet.

Karl smilede videre og fangede hendes navn, han bukkede dybt, næsten ærbødigt for hende og fortsatte på sit gebrokne franske, "Jeg takker min frue Nicholé, mit navn er Karl van Ricter... Højmagiker og ritualist under vor elskede konge Zane D'tarion... må klanen leve længe under hans ledelse", Karl løftede blikket, som om han afventede et eller andet, et signal om at hans introduktion havde været god nok, eller om han nu skulle fejes væk som den simple mand han var.
Karl kunne ikke holde hans øjne fra hendes, det var så tydeligt at hun var et magisk væsen, men det virkede meget som om hun ikke selv vidste det... En skam i hans verden, magien og det vidunderlige ved den, var forskellen mellem dem og mennesker, det eneste væsen der var totalt nyttesløst i denne verden, uden specielle evner, langt liv eller noget andet, kunne de ikke ses som andet end dyr og slaver, selv i hans øjne og han var bare en simpel mand.
Karl vendte i midlettid tilbage til denne verden og bukkede dybere for hende, i et signal om at det var hende der bestemte om han måtte komme med hende eller ej, han havde jo ikke noget at sige i den sag.

Hans mærkværdige opførsel, da han bukkede for hende, gjorde hende helt varm i kinderne. Aldrig var hun blevet bukket for før, og det føltes utrolig underligt, når Karl, som denne mand hed, bukkede for hende. Det ville virke underligligt i det hele taget.
Men da ordet ’Højmagiker’ blev sagt, sprang hendes hjerte et slag over. Han måtte tage pis på hende? Højmagiker og ritualist? Det virkede helt underligt? Det kunne slet ikke være sandt det som han kom med. Dog virkede han ikke til at tage pis på hende? Han var helt seriøs, hvilket gjorde Cholé en smule nervøs. Var der noget hun havde misforstået, eller hørt forkert?
Hun rystede let på hovedet af sig selv, lod blikket hvile på ham, uden at sige noget til at starte med.
Han bukkede dybere for hende, og hendes forbavselse blev større. Hvor var det altså bare underligt, at blive bukket for… Det føltes helt forkert. Hun var jo blot Nicholé De Vos? Ingen andre end hende… Hvorfor bukkede han dog for hende? Til sidst, efter længere tænken, blev hun enig med sig selv om, at det nok var en høflig præsentation.
Nu ville hun ikke lade ham så og bukke for hende. Hun søgte efter hans hånd, og da hun endelig fik fat i den, gav hun den et lille klem. Den var underlig varm og nu også dejlig behagelig. Cholé rettede blikket op mod ham og søgte øjenkontakt.
Med et, skiftede hendes øjenfarve til en mere grønlig nuance. Selv lagde hun ikke mærke til det, men for alle andre ville det være tydeligt og synligt, at hendes øjne nu ikke var grå længere.
Hun smilede blidt, forsøgte ikke at tænke på det, at hun stadig havde hans hånd i sin. ”Kom med mig, Karl.” På en eller anden måde, var det lykkedes hende at have nøglen i hånden igen… Men hun huskede ikke selv, at hun havde taget den.. Underligt..

Roligt gik hun hen mod opgangsdøren. Da de stod foran den, lod hun hånden glide ned af døren, som om hun kærtegnede den. Cholé havde mærkelige vaner, og det burde Karl allerede havde opdaget.
Tanken om hans navn, gjorde hende en smule varm i kinderne, men heldigvis kom der ikke den store vilde farve på hendes kinder… Gudskelov og tak for det. Det havde været pinligt nok første gang. Mon han havde lagt mærke til det?
Cholé satte nøglen i låsen, ventede med at åbne døren, til låsen havde sagt et lille klik. Derefter åbnede hun døren og kiggede lidt på af trappen. En toetagers lejlighed igen, med en lejlighed på hver side. Af hvad hun kunne huske, skulle hun bo på anden sal.. Til venstre?
De nu grønlige øjne rettede sig igen mod Karl. Han var nu en meget sød en. Tænk at han havde været så venlig over for hende? Havde han mon opdaget, at hun havde været fuldkommen fortabt? Så mange spørgsmål… så lidt tid.
Hun traskede op af trappen, stadig med Karls hånd i sin. Det virkede underligt, men hvor skulle han dog vide fra hvor hende lejlighed var, når hun knapt vidste det selv? Lidt efter kom de til hendes lejlighed som hun låste op og trådte ind i. Der var nu meget hyggeligt.
Lidt efter lidt, begyndte hun at give slip på hans hånd, da det føltes underligt for hende at holde den. ”Velkommen til min lejlighed. Lad som om du er hjemme.”

Da Karl var kommet op igen fra sit buk, lagde han mærke til hvordan Cholé så ud i hoved, det var tydeligt at hun ikke var van til at folk optrådte med den fornødne respekt for kvinder, det var da underligt, hun var en smuk pige, hun burde da opleve det mere end mange andre på gaden. Karl kiggede uforstående på hendes, det var sjovt som verden havde udviklet sig fra dengang han havde været ung for mere end 20.000 år siden, men det var vel hvad man kunne forvente, han havde selv været en regelbryder og lidt af en rebel for længe siden. Karl fangede sig selv i disse tanker og grinede lidt for sig selv, han var nu så gammel at han var nød til at tænke på unge nu om dage som rebeller og traditions brydere... det var skammeligt, men ikke destro mindre meget sjovt.
Karl smilede til hende og blinkede da hendes øjne skiftede farve, der kunne ikke længere være tvivl om at hun var en animagí, men hun opførte sig mildest talt ikke særlig meget som om hun var et magisk væsen, man skulle næsten tro hun ikke anede at hun var meget bedere stillet en store dele af menneskeheden. karl skød det til side, han kunne ikke være bekendt at være den der fortalte hende at hun var Animagí, det var op til forældrende, der også burde have lært hende det for meget længe siden, men chancen var der selvfølgelig for at hun var en menneskefødt Animagí. Karl stoppede nu sporet, det var ikke værdigt at tænke sådan om andre og slet ikke deres forældre.
Med et forfærdet blik kiggede han på hende da hun tog fat i hans hånd, det var forbundet med stor fare for ham, hvis andre af hans race så dette, da det ville blive set som om det var ham der forsøgte at charmere sig ind på en kvinde der ikke var af elverracen, men han nåede ikke at gøre noget før han blev hevet med ind ad døren. Han bad inderligt til Lolth om at ingen havde set dette.

Karl tænkte ikke engang over hvor han blev slæbt hen, han havde for travlt med at bede til at der ikke havde været nogen sortelvere i området der kunne have set det. Han rettede hurtigt sin frygt mod Cholé, hun var fuldkommen uden forståelse for hans kultur og det kunne ende med at de begge blev dræbt hvis Tormica fandt ud af hvad der lige var sket, eller hvis Madelaine fandt ud af at han var blevet trukket med op i en eller anden fremmed lejelighed.
karl sank en klump da hun igen slap hans hånd, det ville ikke være svært at se han ikke ligefrem var glad for hendes berøring, men han var dog trods alt satdig sød nok til at han ikke bare stak af med halen mellem benene i sekundet hun slap ham, det følte han heller ikke at han kunne være bekendt.

Kommunikations besværet gjorde det heller ikke nemmere, da Karl opfattede hendes hentydning meget bogstaveligt. Med en let bævende stemme sagde Karl bare "OK" og fik det til at lyde som om han ikke helt forstod hvorfor, men nok skulle gøre det.
Karl knipsede med den ene hånd og rummet blev kort opslugt i et totalt mørke, for at komme tilbage i syne igen et par sekunder efter, det lignede på en prik det bibliotek han boede i på Abbadon, men kiggede man ud af vinduerne var det stadig lejelighedskomplexet de befandt sig i... Også selvom bibloteket var flere gange større end den lejelighed der før havde været.
fakler hang nu på væggene og en gammel seng stod i det ene hjørne, sammen med flere enorme og opslåede bøger. Kar smilede bare, da han troede han havde gjort som han havde fået besked på.

Cholé havde ikke lagt mærke til han ubehag eller frygten i han øjne, da hun havde taget hans hånd og trukket ham med sig. Men hvis hun havde, ville hun alligevel ikke have haft den mindste mulighed for at forstå hvad der var galt. Det var ikke ligefrem fordi de kunne snakke så godt sammen med hinanden.
Hun havde aldrig selv været i denne lejlighed før, hvilket gjorde hende nysgerrig. De nu mere grønlige øjne, løb nysgerrigt rundt omkring på leglighedens indhold, møbler og udsmykning. Man skulle næsten tro at hun selv havde valgt alt i hendes nye bosted, men nej. Hun havde intet valgt selv. Hun havde faktisk ikke engang set lejligheden før hun flyttede ind. Hun skulle bare væk. Væk, så hurtigt som muligt.
Presset ved at være hjemme hos hendes forældre, havde været for stort. Endelig var hun blevet så gammel, at hun nu kunne tage sine egne beslutninger. Derfor var hun sprunget på en flyver fra Belgien, en aften hvor hende forældre forventede at hun lå i sin seng, på sit røvsyge værelse og sov. Men nej.
Alt imens de troede hun sov, skete der mange nye ting i hendes liv. Hun fløj for første gang, snakkede for første gang med nogle, der ikke var udvalgt af hendes forældre. Gud, hvor havde hun haft et kedeligt liv, nu hvor hun tænkte godt og grundigt over det.
Efter den aften, var hun pludselig blevet en helt anden kvinde. Det eneste hun virkelig savnede, var den smukke sneugle hun havde haft, siden hun blot lige var blevet teenager. Den ugle havde været hendes eneste ven i mange år, indtil hun begyndte at arbejde for hendes fader.
Så kom hun pludselig ud og så mennesker. Det havde været underligt og mange havde lagt an på hende. Dels på grund af hendes fornemme udseende, ellers nok blot for at være høflig. Selv var hun ikke klar over det. Det kunne vel være hvad som helst?

Da de var kommet op i lejligheden, havde hun bedt ham om at føle sig hjemme. Hun forventede at han derfor ville sætte sig i sofaen, eventuelt smække benene op på sofabordet og slappe af. Men der skete noget uventet med lejligheden.
Cholé havde stået med en antik vase i hånden, havde vendt blikket den anden vej, væk fra Karl. Og det næste der skete, var at lyset gik ud. Lejligheden blev sort, Cholés blik meget skarpere og både hendes øjenfarve og hårfarve skiftede nu igen. Løvgrønne øjne og nøddebrunt hår.
Et kort sekund kom lyset tilbage. Vasen i Cholés hånd var på magisk vis forsvundet og til hendes store overraskelse, var rummet nu et helt andet. Den fornemme lejlighed, lignede nu mere et overfyldt bibliotek. Et gammel, overfyldt men nu meget smukt rustikt bibliotek.
Cholé forstod intet. Hun var lamslået. Stod så stille, at hun lige så godt kunne være limet fast til gulvet. Hun begyndte at ryste. Hvad pokker var der lige sket? Det ene sekund stod hun og kiggede på en hvid vase, det næste gik lyset og et helt tredje sekund efter, stod hun nu i et helt ukendt og anderledes værelse…
Hvis ikke det var fordi hun var så fascineret af hvad der var sket, var hun for længest faldet om af overraskelse.
Med stive skridt bevægede hun sig hen på den seng hun kunne se. Hendes knæ gav efter, da hun var et skridt fra sengen, og hun lod sig falde ned på den.
”Me.. Ne.. Me.. Hv.. H-hvad?”