I walk alone, or do i?

Sted: Forêt
Tid: Ukendt

Sneen lå som et hvidt tæppe over Forêt, og lyste næsten op som lamper, trods solen stadig var på himlen, dog hang den lige i horisonten, klar til at falde om på den anden side af jorden, hvor den så ville lyse op mod syd som en stærk glødepære. En fugl lande i det høje sne, og var lige ved at forsvinde. Da fuglen hørte lyden af sne der knaste sprødt under vægten på nogle kraftige støvler. Personen der bar støvlerne var middelhøj, med blondt pjusket hår, Andrija. Der var ikke mange andre dæmoner i Di Morga med blondt hår, og samme selvglade smil, som der lå på hans læber i dette øjeblik. Hvorfor helt nøjagtigt det var der vidste han ikke, det var der faktisk ingen der vidste, måske lige med undtagelse af gud, men ellers ikke.
Hans metalgrå øjne betragtede fuglen der fløj ind mellem træernes nøgne grene der strakte sig op mod himmelen som lange fingre der ventede på at der skulle komme nogle forbi som de kunne gribe fat i, men ethvert menneske, med bare lidt viden, ville jo vide at det aldrig vil ske, med mindre en jorddæmon, eller Aspera tilfældigvis skulle komme gående forbi, hvilke der sikkert ikke gjorde, det kunne Andrija ikke lugte, men nu var hans lugtesans heller ikke noget at råbe hurra for.
Hans hænder var godt begravet i lommerne på hans vinterfrakke, som dækkede hans overkrop der bar en blå, nærmere sagt en lyseblå bluse. Bukserne var som normalt nogle mørke jeans, og på fødderne bar han som skrevet før støvler. Han var ikke typen der bar handsker, vanter, ørevarmer, halstørklæde eller hue, så selvfølgelig havde han ikke det på.

Naina sad let oppe i et træ så godt hun nu kunne være gemt. Det var ret svært på denne årstid hvor der ingen blade var på træerne. Men i det mindste kunne hun gå en smule i ét med de hvide omgivelser der nu var i håb om at det måske ville hjælpe. Der var mange væsner der var ubeskyttet når det var vinter, men det var ikke fordi hun havde mødt nogen farlige væsner så hun tog det stille og roligt. Hun så hen på en fugl og smilede let da den fór rundt på grenene. Hun grinte kort, men fik straks et mere alvorligt ansigt da hun så en komme gående og bryde den fine hvide sne med sine tunge støvler. Hun trak benene op til sig i håb om at kunne gemme sig mere, men hun havde ikke lige tænkt over at sneen faldt ned fra den gren hun sad på og var lige ved at ramme ham i hovedet. Hun så lidt forskrækket ned og holdte øje med om han ville se hende. Selvom det nok var ret umuligt når sneen faldt ned lige foran ham. Hendes hvide hår gik næsten i et med sneen sammen med hendes lysegrå letpåklædte tøj. Hun bed sig kort i læben, mens hun så ned på drengen. Han så ældre ud end hende. Men det var ikke altid lige til at vide. Hun havde prøvet at gemme sig i lang tid nu, da hun havde hørt mange rygter om farlige væsner som dræbte for sjov eller for at spise et andet væsen. Hun fattede ikke hvordan de kunne holde ud nærmest at være kannibaler. Selvom de nok ikke opfattede det sådan, medmindre det måske var en af deres egen slags.

Det var lige før Andrija var sprunget væk, af bare forskrækkelse, men da han kiggede op, hvorfra det pludselig snebrud var kommet fra, trak han blot på smilebåndet, da han så dæmonen der sad 'gemt' oppe i træet. Han sukkede, og trådte et skridt tilbage. "Hvem gemmer du dig for?" Spurgte han lidt efter, mens hans øjne lå på kvinden, eller nærmere pigen, for hun så ikke specielt gammel ud, men man kunne jo aldrig vide. Et roligt blik lå kort på pigen, før han fjernede de grå øjne, for så at træde udenom snebunken hendes lille 'lavine' havde skabt. Han skævede kort over skulderen, før han fortsatte igennem det snedækket landskab.
Hænderne lå godt varme i hans overtøj, hvilke passede ham godt, for selvom han kunne holde til en hel del mere end menneskerne kunne når det omhandlede kulde, så nød han alligevel at have en varm krop, for man kunne næppe kalde det behageligt at fryse, selv for Andrija. De eneste væsner der sikkert fandt vinter, sne og kulde dejligt og afslappende var is dæmonerne, men alt for meget varme var heller ikke Andrijas kop te, det overlod han til ild dæmonerne. Han var jo ej selv nogle af delene, og havde aldrig været det.
Han havde ikke kunne se hvilke slags dæmon pigen var, men et bud, der efter Andrijas mening var godt, var at hun var is dæmon, for hun var ikke ligefrem varmt klædt på, og ild dæmon var hun næppe, så ville hun jo sikkert have taget meget mere tøj på, med mindre hun måske holdte varmen via noget ild halløj hun kunne skabe inde i kroppen? Han var ikke rigtig sikker på det, men hvis pigen valgte at slå følge med ham, ville hun jo senere hen sikkert afslører hvad hun var, måske ville det hjælpe hvis han også gjorde det. Det var jo ikke nogle hemmelighed at han var lyn dæmon, noget der var ganske få der var, men der var dog nogle stykker, så helt alene var han dog ikke.

Naina så først forskrækket ned på ham da han havde opdaget hende. Hun lagde dog hovedet lidt på skrå da han spurgte hvad hun gemte sig for. Han virkede ikke til at ville gøre hende noget. Det åndede lettet op inde i hende og hun sprang ned fra træet i en nærmest svævende bevægelse. "Ikke nogen" sagde hun med sin blide stemme og så efter ham da han begyndte at gå videre. Hun bed sig kort i læben og så lidt ned for at finde ud af med sig selv om hun skulle gå med eller om hun skulle smutte op i træet igen. Hvis det ikke havde været for den sne ville han aldrig have set hende. Så hun gættede på at det måske var muligt at gemme sig i denne skov.
Hun gik stille efter ham med lette skridt og var hurtigt op på siden af ham da han ikke gik specielt hurtigt. Hun kunne godt mærke at vejret var køligt, men det var ikke fordi hun ejede særlig meget tøj som ville dække meget af hendes krop. Det dækkede for det meste kun lige det nødvendige. Hun så roligt på ham med sine usædvanlige lilla øjne. "Fryser du ikke?" Spurgte hun, mens hun ledte efter hans blik, men var ikke helt sikker på hvor han kiggede hen. Det var vel bare tilfældigt. Hun elskede det smukke landskab om vinteren. De nøgne træer med sne overalt som nogen gange dryssede som englestøv ned på den krid hvide jord. Hun vidste ikke helt om han var typen der snakkede særlig meget så hun tænkte hun hellere måtte forblive tavs indtil han måske selv kom med noget at spørge om. Hun mærkede en brise slå blidt mod hendes ansigt og hun lukkede kort øjnene for at nyde det. Hun lod det let tage fat i hendes hår så det bølgede bagud som silke. Hun åbnede øjnene lidt efter og så rundt. Skoven var virkelig stille her om vinteren. Men det var kun rart. Dog ønskede hun at det blev sommer igen. For det første var det nemmere at gemme sig i trækronerne og vinden var meget varmere på den årstid.

Andrija drejede kort hoved, da han hørte lyden af skridt bag sig. Det var ikke specielt nemt at høre, men fordi sneen knitrede svagt under dæmonens fødder, som ramte sneen i modsatte takt af hans egen skridt, var det let at høre. Da hun smed et spørgsmål i hoved på ham, drejede han hoved, så han kiggede mod pigen med sine metalgrå øjne, der undersøgte hende fra top til tå, før han smilede kort. "Nej, ikke rigtig, og så alligevel lidt." Smilet forsvandt derefter igen, da hans blik løb ud mod skoven igen, for at gemme sig ved træernes nøgne lange grene, der så endnu længere ud i vinterens kolde hår tider.
Han trak vejret dybt, ind mellem de let skilte læber, før han greb ned i sin jakke, for at fiske en cigarret pakke frem, som han åbnede, trak en cigaret op, placerede den mellem læberne, for så at tænde den med en neon pink lighter, der skød en lille varm flamme op fra sig. Da han havde fået ild i den, suge han ind, og lod en røg sky forlade hans næse. "Hvilke slags er du?" Spurgte Andrija, mens hen gemte lighteren væk i jakkelommen, sammen med cigarret pakken. Han lage hoved tilbage, og lukkede langsomt øjne, mens han fortsatte ned af stien der var dækket til af et let lag hvidt sne.
Da han slog øjne op igen, lå hans øjne ved træ toppende hvor der fløj nogle små fugle rundt. Hvor ... fint... Han flyttede derefter blikket fra det sukkersøde syn ned til dæmonen. "Hvad hedder du egenligt?" Pressede han ud over læberne, før han stak sin ene hånd ned i lommen, mens han med den anden greb omkring cigaretten mellem pege- og lange finger, og fjernede den fra mundvigen.
Han betragtede pigen i tavshed, mens han prøvede at finde ud af hvilke race hun var, mens han prøvede at navigere rundt i skoven på samme tid, hvilke gik mere eller mindre smertefrit. Han dukkede sig ved alle de 'farlige' grene, og gik udenom hvis der kom en forhindring på hans vej.

Hun gik stille ved siden af ham og smilede blidt. Hun satte tempoet lidt ned da han ikke gik særlig hurtigt. Hun betragtede ham let, men holdte sig lidt fra ham. Hun vidste stadig ikke om han havde godt eller ondt i sinde. Hun vidste bare at man måtte være forsigtig sådan som verden var nu.
"Jeg hedder Naina" sagde hun stille og smilede blidt til ham. "Hvad med dig?" Spurgte hun mens hun stille gik gennem den hvide sne. Men underligt nok kom der ikke rigtig nogen fodspor efter hende mere. Hun vidste ikke helt om det ville være uhøfligt at spørge hvilken race han var, men det gjorde alle jo så der kunne vel ikke være noget i vejen med det. "Hvilken race er du egentlig?" Spurgte hun med sit blide smil og stoppede lidt op. Hun vidste ikke rigtig hvor de var på vej hen. Det var ikke fordi hun kendte alle steder i skoven og den var sværere at finde rundt i når man ikke plejede at være der om vinteren når der var sne over det hele. "Hvor du på vej hen?" Spurgte hun så mellem træerne. Det var ikke særlig svært, men hun havde det dårligt med at være steder henne hun ikke kendte. Hun følte sig mere sårbar.

Andrija flyttede blikket fra sine omgivelser, ned mod dæmonen ved hans side. "Naina?" gentog han navnet, og tyggede lidt på ordet, før han smilede kort. "Andrija." Han var en smugle spændt på om hun kunne udtale det, franske kvinder, og mænd vel og mærket, havde ofte svært ved at udtale det serbiske navn, der var den serbiske form for Andrew. Han kiggede tilbage, ud af øjenkrogen, hvor han så at hun næsten ikke rørte jorden, men kun trykkede ganske let i det øverste lag. Luftdæmon? Han flyttede derefter blikket op mod dæmonen igen, mens hans blik løb hen over hendes krop for måske at finde flere tegn på at hun var luftdæmon. "race? Dæmon." svarede han med et grin, og smilede. han vidste godt hvad hun spurgte ham om, men hun kunne virkelig ikke dy sig fra at drille hende en smugle, han håbede ikke hun ville tage det ilde op, ellers var han på spanden. Hans sidste møde med en luftdæmon var hans daværende kæreste.
"På vej hen?" Han kiggede kiggede op i himlen, et kort øjeblik, mens han prøvede at finde et svar. "Ingen steder hen, derhen hvor mine fødder bære mig." Svarede han med et smil på sine læber, før han kort lukkede øjne, men skyndte sig atter at slå dem op, i frygt for at der pludselig skulle komme et træ eller andre svirpende ting, og slå ham i hoved, det vil ikke ligefrem være charmerene.