Fit for fight

Tid; Formiddag
Sted; Ved Vanillas hytte i skoven
Vejr; Koldt og klart, vindstille men med sne.
Omgivelser; Vanillas hytte

Caspian var flyttet ind hos Vanilla. Han havde været forbi sin egen lejlighed og havde der samlet de vigtigste ting sammen, inden hans chauffør havde kørt ham ud i skoven. Her havde han fået en kogebog - på blindskrift.
Det havde været en stor hjælp til deres madlavning. Imens Vanilla tilberedte deres mad, læste han højt. Det havde været sjovt og flere gange var de endt i et være kaos, men tæt klynget til hinanden, grinende.
Deres kærlighed var blevet stærkere de sidste par dage, det følte han ihvertfald. De havde fundet hinanden igen og han havde fået det meget bedre.
Selv hans syn var blevet bedre. Den hvide hinde blev svagere og svagere over de blå øjne. Men indtil videre kunne han stadig kun lige skelne mellem lys og mørke.
Denne morgen havde været pragtfuld. Han havde genvundet sin energi og var begyndt at tage på igen, dog var han stadig alt for tynd.
Men han var vågnet om med hende i sin favn, den lækre duft af hendes bløde hud havde ramt hans næsebor og han havde forkælet hende med kys til hun selv vågnede. Derefter havde hun lavet morgenmad til dem, som de havde nydt sammen.
Ariel havde rendt rundt udenfor og leget med sig selv. De måtte se at finde en legekammerat til det stakkels dyr.
Nu havde Caspian jo Vanilla og havde slet ikke ligeså meget tid til den lille hund længere. Men Caspian havde i længere tid tænkt over at de skulle have nogle flere kæledyr. Gerne heste eller noget i den stil.
Han blev afbrudt af sine tanker af Vanilla, der var ved at klæde sig på til at gå udenfor. De havde aftalt at træne sammen idag. Hun var klart stærkere end ham, men han kunne stadig lidt.
Tiderne som bandemedlem sad stadig i ham, han var dog bedst i nærkamp. Men måske ville hans angst for at gøre hende fortræd blokere og ødelægge hele legen? Han håbede det ikke.
Han trak selv i et par tætsiddende læderstøvler der havde klaret lidt af hvert på det sidste samt en tætsiddende, tyk striktrøje. Den var varm og ville ikke komme i vejen hvis de kæmpede. Udover den trak han en cowboyvest og på hænderne et par fingerløse vanter. Han havde et par varme træningsbukser på og var i det hele taget godt klædt på til kulden.
"Kommer du, skat? Vi må ud og nyde lyset så længe det vare" sagde han til hende og sendte hende et smil.

Hun trak i et pat sorte støvler, rettede lidt på sin lidt bizarre påklædning og rettede ansigtet mod en spejl der hang på væggen i entréen. To mørkeblå øjne stirrede blidt frem for sig. Hendes øjenkontakt kom direkte tilbage til hende. Først efter lidt tid, blev det endelig rettet andre steder end det sted i spejlet, hvor hun kunne se spejlingen af de blå øjne.
I dag havde hun taget en helt anden påklædning på, end Caspian nogle sinde havde set hende i. Der var ikke mange, der havde set hende i denne underlige påklædning. Der var dog noget de ikke vidste.
Hvor end Vanilla rettede blikket hen, kunne hun straks nævne et våben, der var skjult på hendes krop. Det var nu hun ville ønske at hun havde haft mulighed for at takke Tonia. Det havde været en stor gave, at få en ny start på livet.
Vanillas påklædning bestod af et par tætsiddende bukser i en brunlig nuance, en sort t-shirt med en masse underlige slags bandager, som om de holdte hendes t-shirt oppe. Det de underlige bånd/bandager gjorde, var at skjule de steder hvor der var huller i hendes overdel. Det var mest her hendes våben opholdte sig. Det bedste ved det hele var, at hun ikke ville fryse. Vanilla frøs aldrig.
De blå øjne rettede sig væk fra spejlet. Hun havde været tryllebundet til hendes eget udseende. Det var utroligt hvor meget hun begyndte at minde om en rigtig Elver. Selv aspara-delen i hende, var blevet tydeligere. Hun var på en underlig måde blevet smukkere.
Den sidste tid havde været fantastisk. Hun havde haft det helt fantastisk sammen med Caspian. Han var flyttet ind og de var nu begyndt at snakke om at få heste. Om hun kunne ride eller ikke, var ikke klart. Men det kunne være fedt alligevel.
Caspian sagde noget til hende og alle tankerne, forsvandt med et. Smilet bredte sig på hendes rosa røde læber og et lille nik kom fra hende. Det hun nok mest glædede sig til, var at vise ham hvor dygtig hun var blevet. Det kunne være så stort, hvis hun var stærkere end ham… selvom det nok ikke var særlig sandsynligt. ”Kom!” Hun tog fat i hans arm og begyndte at trække ham af sted hen mod døren. På vej ud, greb hun sin bue og en slags taske, hvor hun opbevarede sine pile.
Da de trådte udenfor, kunne man høre den lette knasen under deres fødder. Sneen gav en underlig men behagelig lyd fra sig. Der havde efterhånden ligget sne i skoven i længere tid, hvilket havde været en fryd for øjet. Nu var det bare med at finde ud af, om det var til at opholde sig i det.