Summer Love (Caspian)

Tid: Sommeren 2011, omkring 7 tiden om aften.
Sted: En bar på hotellet Quatre.
Vejr: Stjerneklart og lunt.
Omgivelser: Mennesker, karaoke, en bar og adskillige borde og stole rundt omkring.

Charon trådte ind på baren med et ligegyldigt smil spillende om hans læber. Med lange skridt trådte han hen til et lille bord, med tilhørende to stole. Han satte sig på den ene, og med en ligegyldig bevægelse løftede han fødderne op på bordet.
han viftede en nydeligt udseende servitrice hen til sig. Med rystende stemme spurgte hun ham hvad han kunne tænke sig at drikke. Ligegyldigheden lyste ud af ham, og den rystede hende. Efter han havde bedt om en Caramel Shake, gik hun med rystende ben hen til baren, lavede hans drink og kom nogle minutter efter tilbage med den. Den var lavet perfekt. Mennesker var simpelthen så nemme at manipulere med. Eller nogle af dem var. Nogle gik forbi ham, kiggede sig skræmt over skulderen og skyndte sig videre, mens andre bare gik normale forbi ham. Han var også sikker på at der var andre overnaturlige væsner i lokalet, og de var sværere at manipulere med, og nogle kunnne han slet ikke påvirke. Alt dette var ikke en sådan magi for Charon. Nej, det bare en udstråling, en påvirkning af andre når de gik forbi, ja nogle skulle bare se på ham for at løbe skrigende bort. Det var djævle-genet i ham. Der var intet at gøre, det var et medfødt 'talent'. Og han nød det.
Han tog en slurk af den alkoholfyldte karamel milkshake han havde fået og han mærkede den berusende varme fra alkoholen da den spredte sig i hans krop. Helt ud i fingerspidserne og ned i tæerne.

Caspian trådte ud af elevatoren og lod hurtigt pennen i sin hånd lede ham hen mod bardisken. Han var lige ankommet til Di Morga og havde indlogeret sig her på hotellet. Hans kufferter var her dog ikke, han havde kun en enkel skuldertaske med sig med lige præcis nok til at han kunne klare sig i et par dage.
Hans chauffør ville komme med Ariel, hans hund, og resten af hans ting når han havde fået en lejlighed.
Oppe i baren fik han fundet sig en barstol og slyngede en bestilling på en White Russian over disken. Han brød sig ikke om den drink, men den fik ham til at tage sig sammen, til at ruske op i sig selv.
Han var så træt. Flyveturen havde tæret på hans kræfter, især fordi han havde været alene. Som blind var det svært at færdes i en lufthavn med mindre han brugte sin energi på at fornemme hvor alt og alle befandt sig.
Heldigvis havde han den lille pen i sin hånd. Det var en elektronisk blindestok som vibrerede i hans hånd, hvis den registrerede et objekt foran ham.
Det brune hår stod ud til alle sider og hans holdning var træt, da han bevægede sig ned fra den trygge barstol til en mere behagelig plads. De slidte læderstøvler fik ham til at bevæge sig nogenlunde lydløst hen over det blanke trægulv og indenlænge fandt han et bord, hvor ihvertfald en plads var ledig.
Lugten af djævel slog ham i møde og han rynkede kort på næsen. Men det forhindrede ham dog ikke i at spørge.
"Er denne plads ledig?"
De blå øjne med den hvide hinde var for en gangs skyld ikke dækket af et par solbriller, alle ville kunne gætte at han var blind. Men det generede ham ikke så meget lige nu.
Den hvide t-shirt med det farverige print med den sorte blazer udover sad godt på hans slanke overkrop og på benene havde han et par tætsiddende, slidte jeans.
Der var intet specielt over ham idag.

Charon kiggede op efter at have taget endnu en tår af sin drik, og et besynderligt syn slog ham i møde. En flot ung mand var netop trådt ind af døren, og var på vej fra baren og over til Charon. Han var flot. Meget. Da han kom nærmere og Charon grådigt sugede synet af mandens flotte ansigt til sig, så Charons manden blå øjne. De var dækket af en hvid hinde. Manden var blind. Noget vældede op i Charon. Medfølelse. Men den viste ikke sit ansigt, og Charons ligegyldige facade blev ikke ødelagt af medfølelsen.
"Sæt dig bare" Sagde Charon og viftede med hånden vel vidende at manden ikke kunne se ham. Han tog fødderne ned fra bordet, fandt en cigaretpakke frem og fiske en cigaret op af pakken puttede den i munden, og fandt en pakke tændstikker frem. Så huskede han sine manerer, og fiskede endnu en cigaret op af pakken og rakte den til manden.
"Cigaret?" spurgte han manden og så ind i hans blå-hvide øjne.
Han delte normalt ikke sine smøger med nogen, for sådanne var dyre nu til dags, men denne mand var anderledes. På en eller anden måde.
Charon havde en klar fornemmelse af at de ville tilbringe mere tid sammen end det umiddelbart så ud til.

Caspian satte sig på den polstrede stol og scannede hurtigt bordet med pennen. Der stod intet askebæger. Han røg selv, det var en dårlig vane han havde tillagt sig. Men dog holdt han sig i skindet, hvis der ikke var mulighed for at ryge, dér hvor han var.
Han fornemmede en snert af medfølelse i luften, men om det var fra hans nye bordherre eller fra en anden nær dem, vidste han ikke.
Han afskyede medlidenhed. Det var noget af det værste man kunne byde ham. Hans stædighed og stolthed vejede tungere end hjælp fra fremmede.
Han fnøs for sig selv, ved tanken. Han var flere gange blevet tilbudt hjælp, men han takkede altid nej. Kun hvis han havde behov for at lære et nyt sted at kende tog han imod et tilbud eller foreslog det selv.
Men han havde for det meste Ariel med sig, den hund var både trofast og god til at finde vej. Han stolede blindt på det dyr.
Lugten af tobak rev ham ud af tankerne og han overvejede et kort øjeblik at tage imod hans tilbud.
"Der er intet askebæger.." påpegede han så, en anelse ligegyldigt. Han var sjældent særligt munter efter en lang rejse. Han hadede at rykke teltpælene op og så flytte. Han havde boet i USA og England gennem de sidste mange år.
Han havde desuden sin egen pakke i lommen, han holdt sig helst til sine egne Kings. Det var nu det mærke han foretrak at ryge. Ved siden af pakken lå der en dyr Zippo lighter. Men den havde han mest af alt købt af praktiske grunde.
"Så.. Du er en djævel..." konstaterede han, uden at forvente noget form for svar.
Han havde intet imod disse væsner, men han kendte til deres evne til at lokke folk i fordærv. De kunne være manipulerende og helt ekstremt gode til at sno folk om deres finger - hvis de altså lystede.
Han havde ikke brugt lang tid på at opdage hvor mange andre racer der fandtes og især her i Di Morga gemte der sig mange forskellige racer. Det var også derfor at han havde anskaffet sig det dyre ur, der sad på hans håndled. Det ringede når solen stod op og når den gik ned, så han kunne undgå vampyrer.
Det var egentlig det eneste tegn på hans velstand. Efter at han havde fundet sin far nogle få år efter han var blevet engel, døde han. Men han havde efterladt Caspian en stor sum penge, som han den dag idag stadig levede af.

Charon så på bordet, og sandt som manden sagde det, var der intet askebærger. Det lignede ikke baren ikke at have askebærgere stående.
"Jeg ser intet problem i at der ikke er noget askebærger" sagde Charon, og så op. Alligevel vinkede han den kønne servitrice hen til sig. "Der er intet askebærger på vores bord" sagde han kort for hovedet. Hun nikkede og skyndte sig over for at hente et askebærger. Hun satte det med rystende hænder ned på bordet. Charon smilede ondt. Det var en rar fornemmelse at have magt over disse mennesker. De ville gøre alt hvad han bad om. Af frygt.
Charon lagde cigaretten foran manden og tændte med et strøg af tændstikken cigaretten og sugede til. Røgen fyldte hans lunger og en rar fornemmelse da nikotinen blandede sig i blodet, og hjertet begyndte at pumpe hurtigere. Han lukkede øjnene i nydelse og lod hans høresans udvide sig. Den granskede på de nærmeste lyde, og fortsatte så ud. En eller anden sang virkelig dårlig til karaoke. Det gjorde ondt i hovedet. Han åbnede irriteret øjnene og med en hurtig bevægelse tømte han sit glas i en mundfuld og kyllede derefter glasset gennem lokalet hvor det ramte den dårlige sanger i nakken og smadredes. Manden vendte sig om edderspændt men han dampede af da han så hvem der havde kastet glasset. Charon vinkede kækt til ham og smilede.
Han vendte endnu engang opmærksomheden mod manden foran ham. Han askede cigaretten og kiggede på manden.
"Ja, jeg er en djævel. Og du er?" han snusede ind af. "En engel, vis jeg ikke tager meget fejl?" Og han tog ikke fejl. Den kvalmende søde duft. Men dog var engle sjove at lege med.
"Jeg er Charon. Med Ch" sagde han og rakte smilende en hånd frem.

Caspian lagde hovedet let på skrå, i det han opfangede den kære djævels håndtering af manglen på askebægeret. Den stakkels servitrice syntes at være bange for djævlen. Angsten kunne lugtes tydeligt.
Han rystede let på hovedet. Han forstod altså ikke hvordan noget væsen kunne finde glæde i at skræmme andre. Han fik en lyst til at gribe ud efter det stakkels pigebarn og tale hende til ro. Men han afholdt sig fra det.
I stedet samlede han den cigaret op, som der var blevet langt til ham og snusede forsigtigt til den. Det var en Kings.
Han satte enden med filteret i mundvigen og fiskede sin fine lighter frem, inden han lod fingeren køre hen over låget og samtidig over det lille hjul der antændte gløden, for til sidst at lade fingeren ende på den knap der åbnede for gassen. En fin flamme stod op og han fik sin cigaret tændt.
Caspian reagerede ikke på glasset, selvom at han var bevidst om dens bue over mod sangeren. Han gad ikke tage sig af djævlens små lege, hvorfor fordybe sig i dem? Det var typisk for det ondsindede væsen. Eller var han nu ondsindet? Det ville tiden vise.
"What a guess.." brummede han med en stemme der var tyk af sarkasme.
Han lod cigaretten hvile mellem læberne igen og tog et hvæs. Lod røgen passere ned i lungerne og lukkede kort øjnene, mens han følte sit hjerte slå hårdere og hårdere i brystet på ham. Blodet der pumpede hurtigere og hurtigere rundt på grund af den inhalerede nikotin.
Derpå lod han langsomt røgen sive ud gennem munden. Den forsvandt dog hurtigt, her i rummet blev den ikke hængende. Det sørgede de åbne vinduer og den heftige ventilation for.
"Jeg hedder Caspian.. Caspian Rose.." svarede han djævlens præsentation. En anelse modvilligt. Hvorfor skulle han også sætte sig her ved dette væsen, der nød at se folk lide?
Oh well. Modsætninger mødes?

Charon smilede. Sarkasmen at høre i englebassens stemme var så tyk at man kunne smage den. Bitter som sarkasme normalt smagte af rynkede Charon lidt på næsen.
"Jamen goddag, Caspian Rose!"
Han lagde sin hånd på bordet for at skjule at skjule den fremstrakte hånd, selvom denne engel ikke kunne se den. Men Charon havde dog en klar fornemmelse af at englen ikke behøvede øjne for at se.
"Hvad bringer dig til dette mørke land, Di Morga, fílos?" spurgte han uden yderlige interesse, men for at holde samtalen igang. Han brugte det græske ord for ven, da han endnu ikke havde lagt det gamle sprog fra sig. Det hang ved som en tatovering. Man kunne fjerne det, men der ville altid være ar eller rester fra den.

//Undskyld det korte svar, men kreativiteten er lidt i laser.//

Caspian åbnede øjnene igen og lod den glødende del af cigaretten danse på askebægerets kant. Langsomt dryssede asken ned i det hvide bæger og lagde sig som sne på den faste porcelænsbund.
Ved djævlens hilsen, nikkede han blot. Han var en mand af få ord idag. Han var altid i sådan et underligt humør efter en rejse. Det var simpelthen bare ikke ham, dét der med at flytte rundt og rundt.
Hans lange, slanke fingre lagde sig om glasset med den lysebrune væske og han løftede det langsomt op til sine læber. En enkel lille tår og så satte han det fra sig igen. Han foretrak vin, gerne rødvin.
Eller en dyr champagne. Men det lod ikke til at være stedet han skulle svinge guldkortet og byde dette væsen på husets dyreste champagne. Nej. Så hellere gå ud et sted og få noget ordenligt.
Hvilket mindede ham om at han var sulten. En svag trækning gled over hans næseryg, men den ville Charon næppe opdage. Med mindre han sad og nærstuderede ham, altså.
"Jeg har hørt godt om dette sted, mon ami.." brummede han og lænede sig tilbage i stolen, inden han igen tog et hvæs af sin cigaret.
"Vil du have noget imod at jeg bestiller noget mad?" spurgte han, men ventede ikke på svar. Hans manerer var så godt som ikke eksisterende og når han var sulten, var det sjældent det han lagde størst vægt på.
Han vinkede den blonde servitrice over til sig og fik hende til at læse op fra menukortet. I modsætning til Charon, fik Caspian hende til at slappe af og hun smilede endda. Da der var et ord hun ikke kunne udtale, grinede hun endda og måtte stave det for ham.
"Jeg tror jeg nøjes med den der pasta ret, darling.." svarede han så og den nu smilende blondine spankulerede fornøjet ud i køkkenet, for at afgive hans bestilling.

Charon lænede sig tilbage i stolen og askede endnu engang cigaretten ned i askebærgeret.
"Spis du bare min ven." Smilede han. "Jeg har allerede..." Han grinte et lille kort grin: "Spist." og han slikkede sig kort om munden og lukkede øjnene.
Da han kort efter åbnede dem igen så han på englen.
Jo mere han så på dette guds væsen, jo mere ville han have noget kørende imellem dem. Det var en mærkelig tanke og han havde aldrig før haft den følelse. Den følelse man har når man bare VIL eje noget. Når man vil have noget. Det var nu Charon fandt ud af at han var magtliderlig. Han elskede at folk gjorde som han sagde, han elskede at kommandere, og han veg ikke tilbage for at tage det han ville have. For første gang i sit liv skammede Charon sig. Følelsen forsvandt lige så hurtig som den kom. Det var også den engels skyld. Uskyldigheden selv var de. Eller var de? Det ville Charon snart finde ud af.
"Men øhm, hvor er du så rejst fra?" Spurgte Charon enkelt.

Blondinen kom ind med Caspians mad og satte tallerkenen foran ham. Med den lækre, italienske pasta ret havde han bestilt et glas vin. Det gik ikke at drikke kaffelikør og vodka til sin aftensmad.
Han sendte pigen et smil, inden hun gik afsted igen. Mens hun havde serviceret Caspian, havde hun ikke skænket Charon et blik. Han havde jo heller ikke haft brug for noget, så hvorfor fokusere på ham?
Caspian samlede gaflen op og stak de fire små stænger i en af de små pasta penne der lå fint anrettet på den hvide tallerken. Den var lavet af samme porcelæn som askebægeret. Måske tegnet af samme designer? Det var da lidt usmageligt at fremstille både askebægere og tallerkner.
Han havde skoddet sin cigaret og koncentrerede sig nu om at spise. Pasta retten var blot en enkel omgang pasta carbonara.
"Hvor jeg er flyttet fra? Jamen jeg har boet i England de sidste par år.." svarede han og nikkede en enkelt gang, inden han igen stoppede pasta i munden og sank, inden han nippede til sin vin.
Heldigvis havde servitricen taget hans tidligere drink med sig væk, så han ikke skulle lugte til den kvalmende sødmælk og kaffelikør.
"Men jeg stammer fra USA..." tilføjede han og tog endnu en bid pasta. Det var godt med noget mad og han havde altid haft en forkærlighed for italiensk mad. Det var simpelthen så delikat og lækkert, at man ikke kunne andet end at elske det.