Arrival, at last. [Naina ~ Privat]

Nu var han her, stedet han havde hørt alt muligt om fra sin fader, stedet der havde skaffet ham alt hvad han ejede, og dog også et sted han aldrig før havde set, underligt nok. Han stillede forsigtigt den store, tunge læderkuffert på det lettere beskidte fortov, hvorefter han lagde sine hænder i nakken på sig selv, og strakte sig grundigt. Han havde godt nok været i den lille, indelukkede gods-vogn i mange timer, men det var jo også en forfærdelig lang rejse. Han havde kretivt nok sneget sig om bord på gods-toget på vej mod Di Morga, han havde fjernet alt inhold fra en træ-kasse der var helt tætsluttet hvorefter han så var kravlet ned i den. Godt nok var vognen allerede mørk nok, men man kan aldrig være for sikker.
Hans trick havde dog, desværre skabt en hel del uro, da indholdet af kassen han havde tømt, var yderst dyre juveler og andre værdigfulde vare. Så nu var der vagter over det hele, og de ledte efter ham. Men han smilede bare et venligt, nærmest sukkersødt smil til en vagt der spurgte efter hans billet, hvorefter han svarede, snug som han var at han var på vej væk, og derfor ikke havde købt en billet endnu.
Han virkede ikke som en vampyr, overhovedet ikke, hans spinkle krop var iklædt en sort t-shirt og et par blå jeans, samt et par fornuftige, og stadig pæne, sorte lædersko. Hans hud var ikke bleg, tværtimod, faktisk virkede hans hud ret pæn i kuløren.
Han kiggede sig omkring, med et konstant hævet øjenbryn. Dette sted var da ikke "Fantastisk", det lignede bare en hver anden by han havde besøgt. Hvorfor var hans fader dog så begejstret for dette sted? Hvad var så specielt ved lige netop denne by? Han forstod det ikke, og tankerne om hvad det mon kunne vente under overfladen i denne by fløj rundt i hovedet på ham. Han skød dem dog hurtigt væk da han bemærkede at folk var begyndt at stirre på ham, som han stod der, smilende med sin sorte kuffert og sit ret så pæne tøj, det var der han opdagede det, hans tænder, han havde glemt at skjule dem.. Men.. Hvorfor havde vagten ikke sagt noget? Og hvorfor stirrede folk bare, normalt ville de gå til angreb på ham. Måske var dette hvad der var så specielt ved dette sted, måske var det normalt at være speciel her? Han måtte vide mere, han måtte finde en at udspørge om netop denne by.
Med et lille smask lukkede han munden, og skjulte på samme tid de lange, spidse tænder så godt som han kunne, de så ret normale ud, bare en lille smule spidsere end normale menneskelige hjørnetænder nu. Hans øjne begyndte nu at scanne de relativt få mennesker for at få øje på en han kunne spørge, men det var lettere sagt end gjort, de lettere røde øjne kunne ikke finde en der stod ud af mængden, iværtfald ikke endnu.

En pige kom gående for enden af banegården. Hun havde hørt det voldsomme postyr der kunne høres langt væk fra. Hun sukkede lettere fornøjet mens hun bevægede sig med svævende og lette skridt hen over asfalten. Hendes lilla øjne spejdede lidt, men stoppede så op lidt derfra for bare at se til. Hun kunne ikke lade være med at smile over at se dem. Det var nu egentlig ret komisk. Det var ikke svært at finde ud af at det havde handlet om penge eller noget af meget stor værdi. Det var næsten det eneste folk i denne by snart gik op i. Eller det var i hvert fald hvad hun kunne fornemme. Så hellere ikke have nogen penge for så var man ikke særlig interessant for dem der var mindre gode væsner.
Hun så en dreng lidt derfra der stod med et smørret smil. Det varede dog ikke længe da det åbenbart hurtigt blegnede. Hun vidste ikke helt hvorfor alle pludselig havde stiret på ham, men det betød ikke rigtig noget for hende. Hun gik blod hen til en af bænkene og satte sig for at holde sig lidt i baggrunden, men så hun stadig kunne følge med i det der skete. Hendes grå tøj signalerede ikke ligefrem noget bestemt. Hun virkede sikkert lige så kedeligt som resten af denne by. Men indimellem skete der da nogen underholdende ting. Det var bare ikke særlig tit mere. Det dækkede kun lige det der var nødvendigt og egentlig ikke meget mere. Men det var hun vant til at gå i selvom mange nok ikke forstod sådan nogen som hende og slet ikke her ved vintertid hvor sneen kunne falde hvornår det skulle være.
Hun så folk så småt begyndte at gå væk fra stedet. De havde nok ikke rigtig kunne opklare hvad det var der var sket, men så vidt hun havde hørt var der vidst ikke rigtig forsvundet noget. Mærkeligt. Men det kunne være det bare var en der var ude på at lave lidt sjov. Idet hun lagde benene over kors dalede et snefnug ned på hendes næse og hun fjernede dråben efter lidt tid. Hun så op. Endelig. den første sne i lang tid. Men det var både godt og skidt. Vinter betød bare at man havde sværere ved at gemme sig. Hvilket jo var godt for dem som bare ville have en smagsprøve på sådan nogen som hende. Men det var heldigvis aldrig lykkedes nogen. Det var godt ikke at være særlig interessant. Ellers ville hun være død for længst.
Efter ikke særlig lang tid var perronen så godt som tom og toget var allerede på vej videre igen. Der var vidst ikke meget at lave her mere så man kunne vel lige så godt smutte videre. Men en person var der stadig tilbage. Drengen. Hvorfor var han ikke gået endnu? Hun sukkede blot idet hun faldt lidt i staver over alle de snefnug der nu dalede som englestøv ned og dækkede den grå-sorte asfalt fra perronen.

Folk var på vej væk, nu var det nu, han måtte finde en at snakke med før det var for sent, han kiggede sig forvirret omkring da han pludselig så noget lande foran sig.. Et lille snefnug, et lille, ensomt snefnug der snart blev efterfulgt af hundredevis af flere snefnug. Hans hoved blev tiltet på skrå, han havde ikke set sne i flere hundrede år, ikke siden han som femtenårig, i sit menneskelige liv, var flyttet væk fra sin hjemstavn.
Mange ting kunne siges om hans nye hjem i Texas, men sne, det gjorde det ikke. Af en eller anden grund fik sneen ham til allerede at føle sig hjemme, og han havde endu ikke et hus i Di Morga.
Hans tankestrøm blev dog brudt samtidig med koncentrationen omkring alt sneen da hans kuffert faldt til siden med et bump. Hans blik drejede sig i retning af sin kuffert, og så lidt op, hvor han fik øje på hende, der sad en pige på bænken, helt alene. Hun så ret normal og kedeligt ud, men han kunne lugte det, hendes blod, det var ikke som de andres, det var ikke menneskeligt. Dog kunne han ikke sætte sin finger på hvad det var, det var iværtfald noget han aldrig i sit liv havde smagt.
Dog.. Havde han ikke lyst til at smage hende, iværtfald ikke endnu, han ville i det mindste snakke med hende først, måske ville han endda lade hende leve når han havde snakket med hende.
Han havde i flere år spillet flink, glad og venlig, bare for at komme tæt nok på sine offre, og han ville gøre det endnu. Han var dog træt af det skuespil, han savnede efterhånden nogen at snakke normalt med, han vidste bare ikke hvor han kunne finde en. Han havde aldrig mødt en anden vampyr, også selvom han havde ledt, og han vidste også at hvis han endelig mødte en, ville han sikkert nok få tæsk og spot. Han kiggede igen på pigen imens han tænkte på hvad hun nu var for en, måske var hun overhovedet ikke spiselig, i så fald ville det være nemt for ham at blive venner med hende, mente han selv iværtfald. Normalt snakkede han jo kun med mennesker, og mennesker var nemme at dominere, styre og få til at gøre hvad man ville. Han bukkede sig ned og samlede sin efterhånden snedækkede kuffert op fra jorden, hvorefter han tog nogle få, lette skridt hen mod pigen.
Da han nåde frem, stillede han sin kuffert på jorden igen og gik tættere på hende. Da han nu stod helt tæt på hende, rakte han sin hånd ud mod hende med sit sædvanlige, sukkersøde, næsten klamme smil samt i et roligt, venligt tonelege, et simpelt "Goddag, mit navn er Chaz, jeg er lige ankommet til byen, og jeg tænkte på om du ikke kunne svare på nogle få spørgsmål omkring den?". Der var en hvis fare i hans smil, hans øjne og hans stemme. Han var tydeligvis ikke menneskelig, og han var iværtfald ikke harmløs, men da han nu smilede mere normalt, og ikke nær så sukkersødt og klamt, havde han faktisk nogle charmerende ansigtstræk, der, på trods af over ottehundrede års død, var blevet bevaret uden rod og så videre.

Hun tog sig let til den ene arm og mærkede hvor kold hun var ved at blive over at sneen nu faldt og det samme var temperaturen. Det var ikke ligefrem fordi hun havde tøj på som hun kunne holde varmen i. Hun ville ønske at hun havde et sted at tage hen. Bare sit eget sted. Men selvom lejlighederne ikke var specielt dyre havde hun ikke særlig mange penge. Kun lige til at få noget at spise hver dag. Hun skulle til at rejse sig op da drengen overraskende nok pludselig stod lige foran hende. Hun betragtede ham kort og så bare på hans hånd som hun lod være helt alene. "Hej. Bare spørg" sagde hun kort idet hun så op på himlen uden at virke specielt interesseret i ham. Hun lugtede sig kort frem. Det stivnede inde i hende da hun tydeligt kunne lugte hvad han var. Det fik hende til at knytte den ene hånd mens hun gemte den lidt så han ikke skulle se det. Hun havde lyst til at knuse ham på stedet og enten rive hans hoved af eller stikke en pæl lige igennem hjertet på ham. Hun hadede den slags væsner som ham, men det var jo nok ikke hans skyld. Sådan var det bare. Hun satte sit ben der var over det andet ned på jorden igen og så kort hen på ham med sine lilla øjne. "Hvad vil du vide?" Spurgte hun med et lidt hårdt tonefald. Hun havde ikke brudt sig om hans smil. Enhver vampyr kunne spille skuespil og hvis han havde tænkt sig at suge så meget som en dråbe ud af hende kunne han godt glemme alt om det. "Hvorfor er du kommet til denne by? Den er ikke ligefrem særlig speciel" sagde hun og så tomt ud i luften. Hun havde ikke mødt nogen vampyrer i mange hundrede år. Og det var en underlig fornemmelse der kom frem i hende når hun nu var lige ved siden af en. Hun vidste at der var nogen vampyrer der ikke var ude på at gøre andre fortræd. At de selv hadede at være den de var. Men de skulle jo have blod og det kunne de kun få på en måde. Så hun håbede på at denne vampyr havde spist for nyligt. Ellers ville hun personligt selv sørge for at han havde spist sit sidste offer.
Selvom hun hadede vampyrer som pesten måtte hun da selv indrømme at han ikke så helt dårlig ud. Han var pæn og et eller andet ved ham virkede på en måde tiltrækkende. Selvom hun syntes fare var spændende kunne man også få for meget af det gode. Hun prøvede at slappe mere af i kroppen efterhånden som han begyndte at snakke. Men det var virkelig svært for hende. Og det skulle ikke undre hende hvis han havde opdaget at hun virkede ret anspændt. Men hun brugte kun vold i selvforsvar. Så så længe han ikke gjorde noget gjorde hun heller ikke. Men hvis der var bare det mindste tegn på at han havde tænkt sig at angribe hende ville hun være den der slog til først.
Hun prøvede at skubbe sine gamle minder væk og så nu på ham med rolige øjne. Hun havde svært ved at smile, men det skulle nok komme hvis han blev ved med at virke rolig. Desuden var han lige ankommet. Så han ville vel ikke gå på nogen lige med det samme. Medmindre det havde været en lang vej og han var blevet tørstig i mellemtiden. Det skulle ikke undre hende.

Han mærkede straks hendes anspændthed, idet hendes puls gik i vejret. Dog ændrede han ikke ansigtsudtryk, han smilede bare venligt, stille og roligt. "Mhm.. For det første, kan jeg mærke på dig at du allerede ved hvad jeg er, dog er du ikke hoppet på mig med hvidløg, kors og pind. Hvorfor? Hvorfor bliver jeg ikke jaget af folk her? De så det allesammen, de så mine tænder men gik bare videre, hvorfor?" spurgte han, hans stemme udtrykkede ekstrem interesse, både i pigen, og i byen i sig selv.
Langomt bevægede han sig forbi hende og vendte sig mod bænken, hvorefter han tog plads ved siden af hende, uden at spørge. Og da han selv opdagede at han ikke havde spurgt, sprang han nærmest op og kiggede undskyldende på hende. Han var alligevel så gammel at hans mannere var ret så gode.
"Pardon, må jeg sidde ved din side?" spurgte han stille imens han skubbede det lange pandehår til siden. Hans hovede var stadig lagt lige så forsigtigt til siden, næsten somom han undersøgte hende. Og hun var da også i sandhed undersøgelsesværdig, aldrig havde han lugtet den slags blod før. Men hvad var hun? Hun var ikke en djævel, det vidste han, og vampyr var hun heller ikke.
Og så hendes øjne, et var den mærkelige farve, lilla øjne var iværtfald ikke noget han var vandt til, og han havde kigget mange mennesker i øjnene, henholdsvis mens han dræbte dem, eller fik dem til at føle sig trykke, for derefter at gøre det første. Men han havde slet ikke lyst til at slå ihjel lige nu, og han var overhovedet heller ikke sulten. Han havde spist alt hvad han kunne hjemmefra så han var stadig rimelig mæt, og hvis behovet skulle rejse sig, havde han stadig en pose blod i sin kuffert, bare for en sikkerheds skyld, han ville ikke have problemer lige nu, ikke nu hvor han endelig var kommet til sin fader's "Rige".
Hans tankestrøm var endeløs lige nu, hun var ham en gåde, og det var selve byen også, han kunne ikke begribe hvad der foregik her, lige nu, siden folk var ligeglade med en morder. Han var lige ved at spørge om hun ikke ville med et mere rart sted hen, da han greb sig selv i det, det var jo bare vane, en vane der skulle brydes nu. Han blev nød til at ændre sig, hvis han ikke ville jages som et vildt dyr, igen igen.

Hun var overrasket over at han vidste hun ikke kunne lide tanken om hvad han var. Men alligevel blev hun det ikke. Hun vidste at vampyrer var snu, og når de kunne lugte ens blod kunne de vel også fornemme hvordan man havde det i deres nærvær. Hun sukkede kort da han begyndte at snakke om at jagte ham. "Dem der elsker at dræbe vampyrer ville også have angrebet dig med det samme" sagde hun roligt og lænede sig mere tilbage på bænken. Hun kunne mærke på sig selv at hun efterhånden var ved at slappe mere af. Dog bankede hendes hjerte stadig hurtigere af at han var så tæt på. Da han satte sig ned havde hun meget lyst til at flytte sig med det samme, men til hendes store overraskelse var han hurtigt oppe igen. "Bare sæt dig" sagde hun med en direkte stemme og flyttede sig en smule til den ene side så han ikke ville sidde alt for tæt på hende. Hvis han ikke havde lyst til at dræbe hende ville hun ikke gøre det svært for ham ved at han kunne lugte hendes blod endnu tydeligere. Hun havde hørt fra en vampyr engang at det lå i hendes gener at have velsmagende blod. Hvilket ikke var til hendes fordel. "Jeg tror ikke der er noget andet sted hvor du finder så mange væsner på et sted. Derfor er de fleste ligeglade. Der er så mange i forvejen og vampyrer er der da også rigeligt af. For mange hvis du spørger mig" sagde hun og så lidt hen på drengen for at undersøge ham lidt mere. Han virkede ikke som en vampyr. Hun kunne sagtens se det på ham når man vidste det. Men ellers kunne han sagtens være et almindeligt menneske eller måske en djævel i sin menneskeform da de så næsten lignede mennesker. "Er du kommer langvejs fra?" Spurgte hun og nikkede kort mod hans kuffert. Hun gættede på at han lige var kommet med det tog som der havde været en masse postyr med. Hun havde selv været her i lang tid. Men om vinteren var det ikke rart. Der var koldt alle vegne og man måtte finde en ledig hule eller andet for at kunne holde på varmen. Hun frøs selv lidt en smule nu, men det var ikke noget hun gav udtryk for. Men der ville nok ikke gå lang tid før hun ville begynde at finde et sted hvor hun kunne være for resten af natten. Det var snart midnat af hvad uret viste på perronen. Og det var vidst fuldmåne denne nat. Så det var ikke fordi hun var særlig interesseret i at være udenfor og slet ikke i skovene hvor man helt sikkert ville støde på en varulv.

Han satte sig forsigtigt ned igen, næsten så let som en fjer, mest fordi han satte sig så langsomt og stille, som om han frygtede at bænken ville brække sammen under ham. Det var ikke fordi han var særligt tyk, han var høj og slank. Det var nok mere fordi at dengang han levede, var bænke lavet a solide sten.
"Mange væsner..? Hvilke væsner..?" spurgte han, og lyste op i interesse, han havde kun mødt en djævel og en elver i sit "liv" og håbede at han nu kunne se hvilke andre forskellige racer der eksisterede. "Altså.. Du siger at der er mange racer heromkring.. Og jeg kender kun til mennesker, djævle og elvere. Og selvfølgelig Vampyre" fortsatte han, og lyste endnu engang op da hun nævnte delen om vampyre.
"Vent.. Vil det sige, at der er andre som mig heromkring? Min skaber blev slået ihjæl for flere hundrede år siden, og jeg har ikke været i kontakt med andre vampyre siden.." spurgte han, og hans stemme virkede helt optimistisk, ægte optimisme for engangs skyld.
Det var jo en familie for ham, en familie han aldrig før havde set, aldrig før havde mødt, og som han utroligt gerne ville møde en dag, måske ikke for at skaffe venner, måske mere for at vide at han ikke selv var alene om skammen, smerten det var at dræbe menneskelige væsner, bare for at overleve. Hans tankestrøm blev igen brudt, da hun spurgte om han kom langvejs fra.
"Tjaa.. Jeg kommer fra Texas, i U.S.A du ved. Men jeg er født på Island. Jeg ved ikke om du opdagede det, men alt det rod der var før, det var vidst mig der kom til at skabe det. Men du ved, man bliver jo nød til at holde sig i live ikke?" spurgte han og kiggede på hende, hvis hun kunne give ham ret i at det vigtigste var at holde sig i live, kunne hun så nægte en vampyr sit blod? Dette havde været hans argument hver evig eneste gang han havde drukket blod fra en person, og ladet dem leve bagefter. 'Mennesker dræber dyr hver evig eneste dag for at holde sig i live, jeg behøver ikke at dræbe for at spise, men på grund af frygt, kan jeg ikke spise uden at dræbe, desværre' plejede hand at sige. Men han prøvede nu ikke at overtale pigen til at give ham sit blod, han prøvede underligt nok på at skaffe sig sin første ven i over ottehundrede år.
Han foldede sine hænder og lagde dem i sit skød imens han høfligt kiggede på hende. Ganske vidst var han ikke farlig lige nu, men der var stadig en hvis fare i hans blik, men sådan var det vidst bare at snakke med en vampyr.

Hun så på ham med blide øjne. Hun betragtede ham kort og så så ned i jorden. Hun vidste ikke hvorfor han var kommet i snak med hende. Mest af alt vidste hun ikke hvorfor hun ville snakke med ham. Det var sådan en som ham der var skyld i hendes sorg i flere århundrede og den sorg bar hun stadig rundt på. Så hvorfor dræbte hun ham ikke bare. Men det stred imod sådan som hun var. Hun kæmpede kun i selvforsvar. Aldrig bare for at dræbe nogen.
"Der er væsner lige fra mennesker til dæmoner og dæmoner til aspara" sagde hun og så roligt på ham. Hun så let på noget af det stof der hang ned og dækkede lidt for hendes ben. Det var vidst på tide at hun fandt noget tøj der var lidt varmere. Dog gik hun aldrig rundt i sådan noget. Men vintrene var kolde og sidste gang havde det føltes som om at hun var ved at dø af kulde. Det ville hun også have været i en snestorm sidste år hvis det ikke var fordi hun havde fundet en hule tids nok at søge ind i.
"Der er mange som dig. Jeg har godt nok ikke selv mødt nogen vampyrer på tæt hold i mange århundrede før nu. Men der er nok flest dæmoner efterhånden. Det er i hvert fald nogen du aldrig kan undgå at støde ind i" sagde hun med et let smil. Hun vidste dog ikke helt hvor det kom fra. Hun havde ikke lyst til at smile. Men af en eller anden grund kunne hun ikke lade være med det. Han virkede så afslappet. Ikke som en anden vampyr hun havde set. De kolde øjne og blodet rendende ud af munden. Så kunne man virkelig snakke om at være en levende død. Hun kom med et kort smil endnu engang. "Man siger også at der skulle være dværge. Men enten er der meget få af dem eller også gemmer de sig godt. For jeg har aldrig snakket med nogen der har set sådan en" sagde hun og lod en hånd køre op og ned af hendes ene arm for at kunne holde varmen. Da han havde fortalt færdig hvor han kom fra kunne et ulve hyl høres langt fra. Hun så op mod månen. "Fuldmåne..." sagde hun stille og så hen på ham. De var ikke særlig rare at støde ind i og hun undgik det helst. Men de kom ikke sådan nogen steder som her så det bekymrede hende ikke. Kun når hun skulle finde et sted at sove, men det måtte så blive oppe i bjergene i nat selvom det nok var en del koldere deroppe end det var her hvor de sad.
"Det anede mig nok det var dig der stod bag" sagde hun og så hen på ham med et glimt i øjet. "Men det er en dum idé at vække opsigt når man lige er kommet. Jeg foretrækker at blive i baggrunden. Det er sådan man lever længere" sagde hun og sukkede let og trak sine ben op til sig og foldede sine arme udenom. Hun bed sig kort i læben da hun mærkede sig selv ryste en smule på grund af kulden. Hvorfor skulle det også være så forbandet koldt. "Selvfølgelig skal man holde sig i live. Men nogen gange er det ikke særlig nemt. Og det er op til en selv at finde ud af hvordan man bærer sig af med det" sagde hun og så op på stjernerne der lyste klart sammen med månen. Det var nok noget af det eneste der var flot her. Bortset fra søen. Det var et af hendes yndlingsteder. I hvert fald når der ikke lige kom et andet væsen som prøvede at ville dræbe en eller bare lege med en. Hun kunne ikke vide sig sikker mere. Der var alt for mange fjendtlige væsner til at man kunne føle sig hundrede procent sikker altid.

Han rejste sig brat op, og gav hende endnu et undskyldende blik, hvorefter han straks åbnede kufferten på klem. Han trak en jakke ud af den lille åbning og gik hen til hende endnu engang. "Det må du virkelig undskylde, jeg glemmer helt hvordan det er at føle varme og kulde efterhånden.." sagde han med en hvis blidhed i stemmen.
Det var nu klart at han ikke ville dræbe hende, overhovedet ikke, nærmest tvært imod, han ville hende det godt. Så længe hun ikke gik til angreb på ham, ville han ikke gå til angreb mod hende.
Da han var færdig satte han sig igen ved siden af hende, bare iført den sorte t-shirt der nu var dækket af hvid sne på skuldrene.
Også det halvlange sorte hår var blevet dækket af lidt sne. Det kunne jo ikke smelte på ham, han var helt kold, der var ingen varme fra hans krop til at få de små snefnug til at transformere til vand.
"Ahva..? Hvad er Aspara.. og hvorfor lyder det så.. Uforklarligt godt?" spurgte han og lagde hovedet til den anden side, hvilket fik et lille lag af sne til at drysse ned over hans ansigt. Dette fik ham til at puste og ryste på hovedet, som om det var irriterende. Det så dog lidt komisk ud at han prøvede at ryste sne af sit ansigt.
Da han så endelig fik det væk, kiggede han på hende igen, nu med et skævt, charmerende og lettere genert smil, han var lettere bange for at tabe ansigt.
Der var dog noget der generede ham.. Et spørgsmål han ville stille, men ikke rigtigt kunne få sig selv til at stille, det ville da være uhøfligt og spørge om hendes race, og ville det ikke skræmme hende hvis hun vidste at han lugtede hendes blod?
Det sidste han ville lige nu var at skræmme hende bort, for første gang i flere år havde han en længere, dybere samtale end han nogensinde kunne have med et offer.

Han gav et lettere trist suk fra sig, ved tanken om ensomheden og smerten ved at være vampyr, alt det had man fik, når man ikke engang selv havde bedt om at blive det! Og så det faktum at han kun kunne træde i månelyset.. Hov.. Nu slog det ham, hun havde nævnt fuldmånen. "Duøh.. Findes der også varulve her omkring?" spurgte han, og var egentlig ligeglad hvor meget cliché det var at der nu også skulle være varulve fordi der var vampyre.
Én ting vidste han, hvis der var varulve, ville han være klar, så han kunne beskytte sig selv, og sin nye ven, hvis hun da var hans ven, hvis hun overhovedet ville være hans ven. I modsætning til mange andre vampyre, havde han faktisk holdt fast i sine menneskelige følelser, og sit behov for at være social, en underlig ting, ville han selv indrømme, og også en ting der havde givet ham mange problemer med sin skaber i sin tid.

Hun bed sig let i læben idet hun så han rejste sig op. Hun regnede med at han ville gå sin vej, men det overraskede hende at han tog en jakke frem fra hans kuffert. Hun så overrasket på ham da han lagde jakken over hende. Hun forstod intet. Hun trak den dog så godt om sig som hun kunne og lukkede kort øjnene da hun mærkede hvordan den langsomt varmede hendes krop. Hun åbnede dem blidt igen og så hen på ham med et uforstående blik. Hun vidste dog ikke om hun skulle sige noget til det eller bare lade det ligge. Hun vidste ikke om det var et kneb til senere at angribe hende. Men det gav ikke nogen mening for hende hvis han ville give sin jakke til hende hvis han så hende som noget der alligevel bare skulle drænes for blod. "Tak" sagde hun kort og smilede blidt til ham. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige til det så hun lod det blive ved det. Hun vidste det nok var dumt, men hun begyndte at føle en hvis tryghed ved ham. Det fik hende til at blive mere usikker på sig selv. Hun var slet ikke klar til at dø på nogen måde. Men lige meget hvad han gjorde ville hun vel hurtigt kunne få ham væk fra sig.
"Øhhm det er lidt svært at forklare. Men det e nogen der har bundet sig meget til naturen. Hvilket også gør de efterhånden er en race der er ved at uddø. Og mange af dem er slet ikke rare mere som de har været" sagde hun og puttede sig mere ind i jakken. Det så nærmest helt barnligt ud. "Jeg synes ikke det lyder godt på nogen måder. Det minder mig om en grøntsag...asparges..." sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt. Hun bed sig dog hårdt i læben for at få sig selv til at stoppe. Det var ikke fordi hun ville hade ham. Hun havde bare meget svært ved at stole på ham fordi han netop var den race han var.
Hun så stille hen på ham og nikkede kort. "Ja der findes også varulve. Men de holder sig for det meste i skovene når de er i ulve form så der er ikke noget at være bange for" sagde hun og smilede let til ham. Hun så hans lår efterhånden var dækket ret meget af sne og lidt efter kom en let brise indover dem og fik næsten alt sneen fjernet fra ham. Hun kunne godt selv synes at vinden kunne have været lidt varmere, men hun elskede den alligevel. Det var den der gjorde at livet var værd at leve for hende.

Han kiggede på hende, og at se hende putte sig ind i hans jakke fik bragt et varmt smil frem på hans læber, det kære, rare smil der havde gjort ham til hele sin landsby's lille "darling" dengang han levede. Og det samme smil der afslørede hans naivitet. Det var som om han for et øjeblik bare forsvandt mens han stirrede på hende, tænkte tilbage på dengang han var levende, han savnede virkelig at føle kulde, varme.. Han savnede endda at føle sig værdsat for en gangs skyld.
"Du.. Undskyld jeg spørger.. Men.. Hvilken race er du..? Jeg mener.. Er du menneske, eller er du noget helt andet?" spurgte han og skævede til sin kuffert der stadig stod åbent på klem. Han kneb øjnene lidt sammen imens han betragtede den store læderkasse. Hvorfor havde han overhovedet pakket noget? Han havde jo ikke brug for andet end blod for at overleve..
"Jeg hedder forresten Chaztifer, Chaztifer Kingston. Men bare kald mig Chaz, en fyr tilbage i firserne fortalte mig at det lød "Mega Groovy" eller et eller andet i den dur" sagde han, og lod et lille varmt grin unslippe sin hals. Hans røde øjne lå nu stille og kiggede efter pigens, næsten som om han prøvede at skabe øjenkontakt, han ville vide hvem hun var, han ville vide om hun ville være hans allerførste allierede, istedet for hans første fjende i en ny by.
"Orv, og ved du hvor man kan finde frivillige til at give blod? Jeg bryder mig ikke rigtigt om at slå ihjel for det.." sagde han og smilede sørgeligt, den største del af smerten ved at være vampyr, var at man var tvunget til at slå folk ihjel for deres blod, når de jo bare kunne give det og derefter komme videre i teksten.
Det frustrede ham.
Nu sad han der bare, og stirrede, prøvede at fange hendes øjne imens han bare ventede på at hun skulle besvare hans mange spørgsmål, det var spændende det hele, og han fortrød overhovedet ikke at have forladt kedelige Texas for dette by, for denne simple samtale. Han var yderst tilfreds hvis dette blev det eneste han oplevede i denne by, det var bare rart for ham at nogen rent faktisk tog sig tid til at snakke med ham.

Hun så stille på ham og smilede blidt tilbage til ham. Dog var hendes læber efterhånden godt blå så det var begrænset for hvor varmt det kunne være. Hun frøs stadig lidt, men det var i den grad blevet bedre af at få hans jakke over sig.
Hun smilede let da han spurgte om hvilken race hun var. "Jeg troede aldrig du ville spørge. Medmindre du kan lugte det. Dog tror jeg det ikke hvis du aldrig har mødt en som mig før" sagde hun og satte sig til rette og håbede på at jakken kunne nå længere om hende. Det lykkedes dog ikke helt. "Jeg en dæmon. Dem finder du mange af her omkring" sagde hun idet en brise ramte hans ansigt. Hun smilede uskyldigt, men kunne ikke holde en kort fnisen tilbage. Hun hyggede sig nu ret godt sammen med ham. Og hun ville ikke kunne tro at han ville gøre hende noget. "Aah så dit navn var lidt længere. Du sagde godt nok du hed Chaz" sagde hun smilende og fik sin stivfrosne hånd ud fra hans jakke og rakte den mod ham. "Du må undskylde jeg ikke præsentere mig før. Jeg har det ikke så godt med vampyrer" sagde hun og smilede blidt til ham. "Mit navn er Naina. Men du kan bare kalde mig Nai hvis det er" sagde hun og tog sin hånd til sig lidt efter så den kunne komme ind under jakken. Hendes tænder begyndte at klapre lidt og det endte med at hun rejste sig op og så stille på ham. "Vil du med? Jeg kan ikke holde kulden ud mere" sagde hun og mærkede hvordan hun havde sværd ved bare at kunne gå. Hun frøs mere ed hun lige havde troet og det ville være godt at komme et varmere sted hen. Dog vidste hun at det ikke kunne blive meget varmere hvis hun blev nød til at sove i bjergene. Men hun håbede da at han overlevede til næste morgen.
"Jeg ved ikke om der er sådan et sted. Men jeg ved der er nogen der ikke har noget imod at give sit blod til vampyrer. Så længe der er en aftale om ikke at blive dræbt. Jeg har selv været sådan engang. Men den tid er forbi..." sagde hun og slæbte sig mindre elegant hen over asfalten nu end hun havde gjort da hun kom. Hun sukkede let og lod vinden bære hende op så hun var nogen centimeter over jorden og hun nærmest blev løftet frem af vinden. Hun var glad for at han ikke kunne li at slå folk ihjel. det viste også at hun kunne stole mere på ham end hun først lige havde troet. Men det kunne jo være at de kunne finde et godt sted inde i byen eller noget.

Da hun rakte sin hånd frem, greb han den og gav den et let tryk inden han så gav slip igen, han måtte huske på at han var stærkere end et normalt menneske, en ting han ret så tit havde glemt i hele sin tid som vampyr.
Han blinkede med øjnene da hun rejste sig, og ovenikøbet spurgte om han ville med. "Tjoo.. Men.. Tør du stole nok på mig til det? Altså, jeg har medbragt blod nok til at klare endnu en da, så det er ikke fordi du har noget at frygte men.. alligevel.." spurgte han lettere nervøst, han ville gerne med, men kun hvis hun turde stole på ham. Han kunne nemlig rigtigt godt lide hende, og at bruge tid sammen med hende, så derfor-.. Hov.. En ny tanke strøg ind i hans hovede. "Erh.. Er der.. Du ved.. Lystæt? Jeg vil ikke så gerne dø.. Igen.." spurgte han, og gav hende et nervøst, lettere sårbart blik.
Han rejste sig dog også op og fulgte langsomt med hende, efter at have hentet sin kuffert, hans egne skridt var langsomme men sikre. Hans øjne spilede ud da han så hende levitere. "Hvad i al-.." mumlede han til sig selv og blinkede endnu engang med sine øjne, det forekom ham helt utroligt, helt ubegribeligt, kunne hun flyve? Hvordan? Det burde ikke være muligt..
"Hvordan gør du det der?" spurgte han interesseret og kiggede stadig på hende, undersøgte hende, scannede hendes krop med sine øjne, at han stod og kiggede på en dæmon.. Han kunne ikke fatte det, hun så.. Så normal ud.. så menneskelig at det næsten burde være løgn.
"Jeg kan selv.. Well, forvandle mig til en mus, det er meget nyttigt når man skal skynde sig væk eller noget i den dur, men det dræner alle mine kræfter fra mig, jeg -Skal- næsten drikke blod lige efter at jeg har gjort det, ellers skal jeg hvile mig i flere timer." sagde han, og virkede ikke synderligt stolt af sin evne, hendes evne var da meget mere nyttig end hans.
Ganske vidst kunne hans evne skaffe ham ind hvor han ikke burde være, men det kunne hendes også, og så kunne hun ovenikøbet flyve imens. Han kunne næsten ikke lade være med at være lettere pigefornermet over at have trukket det korte strå i evne-lotteriet.

Hun vendte sig lidt op og så roligt på ham. "Jeg ved at hvis du havde været sulten nu ville du have dræbt mig. Og selv hvis du bliver sulten går jeg da ud fra at du siger det. Ellers er jeg ikke helt forsvarsløs at du ved det" sagde hun lidt bestemt og "gik" videre igen. Hun så mod byen og derefter op mod bjergene. "Ville du have noget imod at tage op til bjergene? Der kan man også sove hvis man får brug for det" sagde hun og fortsatte. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over de få ord der kom fra hans mund, men som lød utroligt overrasket. "Jeg er en vinddæmon. Så jeg kan styre vinden" sagde hun smilende og lod den styre hende videre frem, men så han kunne følge med. Hun ville ikke til at begynde at flyve. Det var ikke til når man bare slukke bevæge sig langsomt.
Hun så stille hen på ham da han nu gik ved siden af hende. "Så vil jeg foreslå dig at du ikke forvandler dig til en mus. Ellers må du bare hvile dig i lang tid. For du skal ikke tro at noget af mit blod bliver dit" fastslog hun igen. Det kunne ikke blive banket for mange gange ind i knolden på ham. Desværre vidste hun ikke hvor han kunne få frivilligt blod henne. Så før eller senere måtte han jo blive nød til at gå. Om de kom til at se hinanden igen vidste hun ikke. Hun blev kun det samme sted om natte og så videre. Hun ville ikke have at mørke væsner kunne udspionere hende og holde øje med hende for så at slå til når de vidste hun kom den samme sædvanlige vej. Så hellere finde på nye veje at bevæge sig hele tiden. "Jeg ved godt det ikke er din skyld at jeg har noget imod vampyrer, men det må du leve med. Jeg bliver nok aldrig helt glad ved tanken om at være i nærheden af en. Men jeg ved ikke om det kan ændre sig. Jeg har trods alt undgået sådan nogen som dig i flere år" sagde hun og så kort på ham med et undskyldende blik. Hun begyndte nærmest at have dårlig samvittighed over det da han jo sikkert ikke havde gjort noget. Eller jo han havde sikkert dræbt mange, men ikke hende. Hvorfor vidste hun ikke. Hun troede at han ville have haft svært ved at holde sig fra hendes blod, da hun vidste at det lå i hendes gener. Det var vidst noget med at en del af det stammede fra en engel. Så derfor smagte det så godt.

Han vendte sig imod hende mens de gik og bukkede, samtidig med at han gik sidelens.
Han gav hende et yderst undskyldende blik, og fortsatte med at bukke igen, og så igen. "Det var ikke på den måde, det var ikke sådan ment! Det var ikke fordi jeg ville have dit blod. Jeg ville sådanset bare.. Fortælle om min evne.. Desuden, har jeg selv blod med, i min kuffert her" sagde han og fortsatte nu med at gå ligeud, han skævede ned til kufferten, og kunne ikke lade være med at længes efter varmeposen med tykt, rødt blod. Men han måtte vente, vente til natten efter, ellers ville han bare være sulten igen når han vågnede, og eventuelt ikke kunne styre sig selv. Og det sidste han ville var at hun skulle komme til skade efter at hun havde tilbudt ham et sted at overnatte på sin allerførste nat.
"Tjo, en grotte, eller hule lyder meget bedre end den plan jeg havde, jeg ville have gravet migselv ned i et hul. Såå.. Jeg tror jeg foretrækker din plan, hvis du selvfølgelig ikke har noget imod det" sagde han og smilede igen til hende. Hun var en flot pige synes han, og kunne ikke lade være met at håbe at alle kvinder og piger i denne by var ligeså kønne som hende.
Der var en anden ting der slod ham. "Hey.. Hvor gammel er du, egentlig, hvis du vil tillade at jeg sprøger, jeg mener, jeg selv er ottehundrede og syvoghalvtreds eller noget i nærheden af det" sagde han og kiggede igen op på hende, imens hans hånd holdt stramt om håndtaget på kufferten. Som om den var hans kæreste eje i denne verden, som om det var hans sidste bånd til den menneskelige verden. Og i denne situation var den det også, hvis ikke han havde blodet i den taske i tankerne, ville han sikkert have overfaldt hende allerede, bare på grund af sine instinkter, og det havde han overhovedet ikke lyst til. Han havde ingen interesse i at bide hende længere, hendes blod duftede fantastisk, men det var mere fristende at have en ven, end at blive mæt i lækkert, tykt, varmt blod.

"Jeg ved da godt du ikke mente det sådan" sagde hun opgivende og lod sig dumpe ned på jorden igen. Hun tog hans jakke af og gav den til ham igen. "Jeg håber ikke du har noget imod at gå lidt hurtigt. Jeg fryser som bare pokker!" Sagde hun og satte tempoet en del op og da de kom til en klippevæk stoppede hun brat op. Hun overvejede lidt hvad der ville være nemmest. At kravle op eller at flyve. Problemet var bare at hun ikke vidste om hun kunne bære ham. Men hvis hun kunne bære et tungt sværd kunne hun vel også bære ham. Medmindre han havde sine egne metoder. "Kan du selv komme op eller skal jeg hjælpe?" Spurgte hun og gik mere hen til ham. Hun var klar til at hjælpe ham hvis det var, men ville heller ikke stå i vejen hvis han selv gerne ville. Det var helt op til ham selv. Det var et stykke oppe og man sparede en masse tid hvis man bare fløj derop. Dog kom det helt an på hans eget valg.
Hun så stille på ham. Hun var ikke helt glad for at han var så meget ældre end hende, men hun kunne jo ikke gøre noget ved det. Han havde vel bare mere livserfaring end hun havde. Men der var heldigvis mange år tilbage. "trehundrede og firetyve" sagde hun kort. "Jeg er en ung dæmon. Men det har nu både sine ulemper og fordele. Fx er en af ulemperne at jeg har for nemt ved at stole på dig" sagde hun med et smil og blinkede let til ham med det ene øje. Han havde sikkert tænkt at hun var vildt gammel siden at hendes hår var helt hvidt, men sådan var hun nu født. Hendes forældre havde været ret specielle, men stadig ikke meget anderledes end almindelige dæmoner. Hun savnede dem virkelig meget. Men der var ikke noget hun kunne gøre. Hun havde levet så langt hun næsten kunne huske uden sine forældre og lært at klare sig selv.