Such a stupid day..

T: Lige omkring midnat.
O: Ingen desværre, eller det virker det ikke til.
S: Kirkegården.
V: Det blæser, men holder tørt.


Altena der havde været i sin dyreform det mete af dagen, og var nu havnet på kirkegården, den store grønne slange snoede sig henover græsset og de nedfaldne blade, til den kom til en gravsten, kort virkede den til at tøve, og det lille hoved så en gang rundt, for at se om der var nogen der holdt øje, men det var der ikke.
I et svagt lysglimt blev hun til et menneske, nærmere betegnet en kvinde på omkring de 20 år, med langt sort bølget hår, der omkransede det porcelænshvide ansigt, de intense blå øjne, var pyntet med en sort streg rundt om, læberne havde en smule lipgloss, men kun i naturlig farve. Barmen var fyldig, og maven og benene pæne og slanke. Denne aften havde hun et parsorte hotpants på, et par hullede gennemsigtige leggins, et par høje sorte stiletter, en lille læderjakke, der stod åben, men frit udsyn til den nedringede røde top.
Den spinkle blege hånd gled op og smed håret om på ryggen, hun gik langsomt gennem stengangen op mod en bestemt grav, der lignede en der var god at sidde på. Altena smilte for sig selv, en lyserød tunge gled ud og fugtede de tørre læber, som formåede at være tørre, selvom hun havde lipgloss på. Hun lod hænderne glide over en fugtig grav, der var overdækket med mos, og sukkede lidt stille for sig selv, hun kunne godt tænke sig at møde nogen her, det kunne være rart.

//sry det kort

En skikkelse langt oppe i skyerne så denne smukke unge dame.
Oppe fra skikkelsen fløj der en genstand, helt lydløst fløj det igennem luften, og landede cirka 10 meter fra den smukke unge dame. Sværdet borede sig ned i stenene, og ned i jorden. Sværdets klinge var kul-sort, og med indgraveret runer, runer som denne verden aldrig havde set før.
Kort tid efter, kom skikkelsen ned med stor fart, og få meter før skikkelsen ramte jorden, gad den et ordenligt stød med sine vinger, og landede let og elegant på sværdets skaft, med den ene fod.
Skikkelsen bukkede fint og sagde, "mit navn er Krodon Darkheart, og jeg er tideligere dødsengel. Hvad med dem smukke frøken". Skikkelsen rettede sig op, og der kunne man se. Krodon var en mand, med brune øjne, og halvlangt mørkebrunt hår. Krodon havde også en lang sort kutte på, kutten havde mange flænger og huller, så det var en der var blevet brugt meget.
Og til sidst var der hans vinger, fjerende var kulsorte som hans sværd, og var meget pjusket, men de holde ham da oppe når han fløj.

Altena lod langsomt de intense blå øjne glide op imod himlen da hun bemærkede en skygge, kunne dog ikke helt finde ud af hvad der var deroppe, hun kunne endnu ikke helt se det, andet end at hun kunne få sine slangeøjne frem, og se det var noget der lignede en person.
Langsomt trak hun sig et skridt tilbage, idet skikkelsen trådte ned mod hende, hun bed sig en anelse i læben, vidste ikke hvad han ville hende, om han ville myrde hende, eller være venlig, men til sidst blev hun dog var hun var, afventende, og betragtende, hun ville bare regne ham ud, og der gik ikke længe, for nu snakkede han også.
Let lod hun hånden glide gennem sit lange hår og lod hovedet glide blidt på skrå, smilte så ganske forsigtigt, "Jeg hedder Altena.. jeg er animagus.. hvad laver du herude? alsa.. okay det måske.." hun tav og mumlede lidt for sig selv, hun var ikke så vant til at folk var venlige, og slet ikke efter hun var kommet hertil, alle havde været så underlige overfor hende i starten, og nu vidste hun ikke helt om hans venlighed var en ondsindet plan.
Blidst satte hun sig op på gravstenen og så tænkende på ham, stadig lidt usikkert på hvad hun skulle tro om ham.

Han lagde godt mærke til de forskellige reaktioner hun gav fra sig, og han tænkte at det måske ikke var den bedste måde at præsentere sig på, ved bare at falde direkte ned fra himlen. Han så hans placering på sværdet og sagde, "det er ikke hver dag jeg lander så godt" og lod et varmt og smilene ansigt møde hende. Han hoppede ned fra sværdet, tog fat i det, og kig lidt hen til den ene side og satte sværdet ned i jorden og gik så tilbage til der han landede.
Han satte sig ned på stenene, men med enden af hans kutte under sig.
"Jeg ved endelig ikke hvorfor jeg er her ude, jeg fløj bare omkring, og så kiggede jeg ned på jorden, og så dig, og tænkte at du måske ville snakke, og som du kan se har jeg ingen intentioner om kamp" sagde han og lod en hånd glide igennem sit hår, og lod hans vinger glide helt om bag sin ryg, så man nærmest ikke kunne se dem.

Hun smilte ganske svagt, og lod hånden løbe gennem sit lange mørke hår. Tøvende lod hun hovedet glide på skrå, vidste ikke helt om hun skulle blive bange for ham og bide fra sig, eller om hun skulle give ham en chance, for at fortælle hvem han var, og også for at fortælle om han var ond eller god.
De mørkegrønne øjne fulgte hans sværd meget omhyggeligt, Arthur havde lært hende en del om folk med sværd, og måske var det også derfor hun virkede lidt usikker på ham, hun kunne ikke helt finde ud af hvad hans plan var.
“Hvis du har tænkt dig at gøre mig noget, i den tro jeg bare er en uskyldig pige der ikke kan forsvare mig selv, så tager du fejl.. men hvis du virkelig ikke har tænkt dig at gøre mig noget, kan vi godt snakke” svarede hun langsomt, og rettede lidt på den røde top. Hun så længe på ham, inden hun smilte lidt igen. “Har du et navn? Og en race jeg må vide?” spurgte hun let og virkede en smule mere afslappet, men stadig som om hun var på vagt.