Bored, much?

S: Sombre
T: 22:00
V: Stjerne klart, og der ligger sne over det hele
O: kun nogle få mennesker som går tur denne klare december nat
T: Stramme sorte jeans og en lang lysebrun jakke med pels i kanten af hætten og vanter som passer til

Jeanna gled let over den bløde og kolde december sne, og hendes fodspor hørtes næsten ikke, da hun gik ind i parken. Hendes blik gled drømmende rundt imens hendes tanker fløj vidt omkring. Hun havde ikke været her længe, og nu på denne smukke december nat havde hun besluttet sig for at aflægge parken et besøg. Der var ikke særlig mange inde i parken, hvilket skuffede hende, da hun havde håbet på selskab. Men natten var ung og mon ikke nogen ville krydse hendes vej og måske stoppe op? Hun kunne vel altid håbe. Hun skrabbede let sneen af en bænk før hun så lod sig dumpe ned på den. Bænken var kold og hård, og hun måtte ligge armene om sig selv for at få varmen. Hun gav et lille gisp fra sig og mærkede kuldegysningerne i hele kroppen, hvilket fik hende til at spjætte. Hun trak sine ben op til sig og så sig omkring, og kunne kun se så langt gade lygten tillod hende det, ellers var der bare mørkt. Hun gav sig svagt til at nynne og håbede inderligt at nogen ville komme.

Øv! Fandens lorte sne. Det var lille juleaftensdag, og der var så sandelig ingen tvivl om, at det var vinter, for der lå sne så langt øjet rakte i hver en krog af byen. En høj skikkelse skuttede sig lidt, da en let vind passerede hans vej og kneb kort øjnene samme. Frosten bed i tæerne, og han pustede en gang imellem på fingerspidserne, der mere eller mindre var blevet til istapper. Jayden begravede derpå hænderne dybt nede i de forreste forlommer på hans mørkeblå jeans, hvorefter han satte tempoet betydeligt op, slentrede afsted henover den hvide sne, der knasede svagt under hans fødder, ærgrede sig over at han var gået ud, i stedet for at være blevet hjemme. "Skod sne" vrissede han med et lavmælt toneleje, sparkede en smule arrigt til en bunke sne som han havde fæstnet sit blik på, før han så lod sine øjne scanne de nærmeste omgivelser, hvor han, ret hurtigt, fik øje på en silhuet længere henne på en bænk. Han var ubevidst stoppet op og stod nu bare og betragtede vedkommende med hovedet lagt en anelse på skrå, forsøgte at være så stille som muligt at han helt glemte at trække vejret, men hun havde nok allerede opdaget ham. Hybriden pustede tungt ud, studerede sin mælkehvide ånde i den iskolde, bidende vinterluft og begyndte atter at gå, denne gang med et fast mål. Da han ikke var mere end højst en halv meter væk fra bænken, rømmede han sig diskret for at klare stemmen; "hey" hilste han dæmpet, idet han slog sig ned på parkbænken, ved siden af hende. Jayden rystede svagt på hovedet en enkelt gang for at få noget af det sorte hår væk fra øjnene, hvornæst han drejede overkroppen en kende og fikserede de mørke øjne på hende. Et smil spredte sig lige så stille på hans læber, inden han tog sine hænder op af lommerne og trak i stedet ærmerne på den sorte hættetrøje nedover hænderne og rømmede sig endnu en gang. "Jeg hedder Jayden. Hvem er du?"

Jeannas nynnen blev langsomt lavere til den til sidst forsvandt helt i den kolde december nat. Hun gned let sine hænder mod hinanden for at få varmen tilbage i hendes tynde, spinkle fingre, men selv med vanterne på forblev hendes fingre iskolde. Et let suk gled over hendes læber og hun knugede sine ben ind til sig. Hun lukkede øjnene og hørte helt tydeligt hvordan en skikkelse kom nærmere, og hun trak vejret lidt hurtigere. Fodtrinene nærmede sig bænken og pludselig hørte hun en dæmpet hilsen. Hun lod sine ben falde ned igen og kiggede over på skikkelsen som nu sad ved siden af hende. Hendes klare blå øjne blinkede let og hun så forsigtigt på ham, "H..Hej" hviskede hun svagt med en blød lys stemme. Hun bed sig kort i læben og smilede skævt "Jeanna" sagde hun så og vidste ikke helt om hun skulle give ham hånden eller om det ville virke akavet, så hun lod vær. Hun rettede blikket ned mod jorden og vidste ikke helt hvad hun skulle sige.

Jayden fastholdt blikket på hende og spidsede tænkende munden, mens han overvejede, hvad han skulle sige til hende. "Det er et pænt navn," sagde han med et kækt smil, lidt tid efter hun havde præsenteret sig, og nikkede en gang med hovedet for at bekræfte komplimentet, hvorefter han omsider løsrev sit blik fra Jeanna og rettede det op mod den mørke himmel, med de tusinde stjerner på, der svagt lyste. Hans håndflader var blevet placeret mod bænkens kolde overflade, en på hver side af hans ben, og han gravede lidt i sneen under sig med snuderne på de brede, overtegnede skater-sko. Hvad skulle han ellers sige? Det var en noget sløv samtale, og han plejede ellers aldrig at have problemer i at finde de rigtige ord, men den evne syntes at svigte ham denne aften. Han drejede hovedet og vendte atter sine øjnes opmærksomhed mod englen, som han for længst havde kunne lugte sig frem til, at hun var, hvorpå han tiltede sit hoved en smule til den ene side. "Hvorfor sidder du herude helt alene?" spurgte han, endelig, med et spørgende blik og fugtede kort sine læber ved hjælp af tungespidsen. Jayden stoppede med at sparke til sneen og rykkede sig følgende længere ind på bænken, indtil hans ryg stødte ind i ryglænet, nærstuderede hende tavst, alt imens han afventede hendes svar på hans spørgsmål, scannede hver en lille detalje på hende ind i sin hukommelse, så han ville kunne huske hende, hvis de sås en anden gang. Selvom det nok ikke ville blive særlig svært at genkende hende med dén hårfarve. Der var ikke specielt mange, der rendte rundt med blåt hår.

Hun så stadig ned i jorden, og betragtede den hvide sne som så, så blød og tiltrækkende ud, men som var kold og våd. Hun rettede let hovedet op og mærkede hvordan hun blev varm i kinderne, ved hans kompliment og hun udstødt et lille fnis som tegn på at hun havde hørt hvad han sagde. De sad i stilhed i noget tid og hun trak igen sine ben op til sig og omfavnede dem for at få varmen tilbage i dem hvilket var næsten umuligt. Hendes ben var tynde og lange og lige nu var de næsten følesesløse på grund af kulden. Hun drejede hovedet og lod så sit varme blik hvile på Jayden, imens han udtalte sit spørgsmål. Et smil gled let over hendes læber. "Jeg har ikke været her længe" sagde hun og hendes blik blev lidt drømmende. Hun begyndte langsomt at vugge frem og tilbage, inden hun fortsatte "Her er så smukt i december måned" sagde hun næsten lydløst og lagde så hovedet let tilbage og betragtede stjernerne. "Så jeg kunne ikke lade vær med at tage herud" afsluttede hun så og lod igen sine klare blå øjne hvile på ham. "Og hvad med dig?" spurgte hun lidt henkastet, og lod sin hånd glide igennem hendes blå hår. Hun smilede varmt til ham og krammede sig så tættere ind til sine ben.

Hybriden lyttede i stilhed til alt det, hun sagde, og trak til sidst let på skuldrene, som svar til det spørgsmål, hun havde stillet ham. "Det er ligemeget," svarede han blot med et lidt ulæseligt smil, lod sit blik køre ned af hende en sidste gang, før han slog det op mod himlen, men ligesom tidligere, blev han hurtigt træt af udsigten og kastede blikket tilbage, over på hende. Jayden gengældte kort hendes smil og bed sig følgende forsigtigt i underlæben, inden han så ned mod jorden og lukkede øjnene i et langt blink, syntes at lyse svagt orange i nogle sekunder og vendte sig dernæst om mod hende igen. Med en hurtig bevægelse fik han lynet låsen på sin hættetrøje ned og rystede lidt med armene, så trøjen gled nedover hans skuldre, og han derefter kunne tage den af. Han lagde den, sammenkrøllet, ved siden af hende på bænken, og nikkede ned mod den sorte hættetrøje, som for at sige, at hun skulle tage den. "Bare tag den. Jeg kan se, at du fryser," sagde han og fortrak sine mundvige i et venligt, skævt smil, hvorpå han hev ned i den sorte T-shirt - med et påtrykt bandlogo - som han havde haft på indenunder hættetrøjen. Det kunne vel ikke skade at være lidt høflig og gøre en god gerning i ny og næ, selvom det godt nok ikke var noget, han plejede at gøre; men hvad pokker, det var trods alt kun jul én gang om året. Han sendte hende endnu et af sine skæve smil, før han så væk fra hende og fæstnede blikket på sneen, fulgte sine egne fodaftryk, der stadigvæk var til at se.

Jeanna så overrasket på ham "Er du.. Sikker?" spurgte hun og bed sig hårdt i læben. Hun frøs selv helt forfærdeligt og hun havde endda en vinterjakke på, så han ville da fryse til is kun iført en t-shirt. Hun blinkede forunderligt med øjnene og så på ham. "Eh.." hviskede hun usikkert og så på hættetrøjen. Mon det var klogt at diskutere med ham, eller skulle hun bare holde mund. Hun så stadig på ham, og med en lidt rystende hånd tog hun hættetrøjen og pakkede sig ind i den. Hun så lettere genert ned i jorden "Tak" hviskede hun og mærkede at hun rødmede let. Hun fik langsomt varmen tilbage i kroppen og smilede så taknemmeligt til ham. "Det var sødt af dig" sagde hun med en blød stemme og så på ham igen, hendes blik var venligt, og hun følte sig nu rimelig tryg ved at sidde ved siden af ham, han havde trods alt været venlig mod hende. Hun så nysgerrig på ham "Hvor kommer du så fra?" spurgte hun og prøvede at gøre det så henkastet som muligt, men det lykkedes ikke helt. Hun skrabbede let foden i sneen og smilede halv genert. Hun rykkede ubemærket tættere på ham på bænken, så hun kunne tage et ordentligt kig på ham, og hun nær studerede hver eneste lille detalje i hans ansigt.

"Jaja" mumlede han til det første, hun sagde, efter at have taget imod trøjen, og lod sit blik vandre raskt rundt i de nærmeste omgivelser, men der var stort set intet andet at se end sne. Sne, sne og atter sne. Kunne det ikke bare smelte? Det havde været vinter længe nok nu ifølge hans mening. Jayden vendte blikket mod hende, da hun igen henvendte sig til ham og lyttede opmærksomt, løftede et af øjenbrynene, inden han så rømmede sig og søgte op mod himlen, hvor hans blik fandt hvile i et øjeblik, men der gik dog ikke længe, før han så tilbage på hende. "Sku' du spørge fra nogen?" sagde han som det første til hendes spørgsmål og trak på smilebåndet, hvorpå et lidt drillende smil bredte sig på hans læber. Han holdt en lille pause og tilføjede så, noget tid efter: "jeg bor i en lejlighed i Logement. Den er ikke særlig stor men, du ve', den er fin nok," svarede han med et svagt skuldertræk og hostede dernæst diskret ud mod den side, der vendte væk fra Jeanna. "Hvad med dig?" spurgte han, mest bare for at holde samtalen i gang, og slog blikket nedad, stak en hånd ned i den ene bukselomme og fiskede en pakke smøger op derfra. Hybriden fik hurtigt hevet en cigaret op fra pakken og placerede den mellem læberne, knipsede en enkelt gang, hvorpå der skød en lille, orange flamme op fra hans pegefinger, som han brugte til at få tændt smøgen, og flammen forsvandt derefter helt af sig selv, da han sænkede hånden igen. Jayden samlede cigaretpakken op og rakte den følgende hen mod hende; "vil du ha' en?" fik ham fremmumlet og så på hende med et spørgende udtryk malet i øjnene, ventede lidt, inden han lagde den fra sig igen, anbragte den ovenpå sit ene ben. Dernæst tog han endelig et hiv af den glødende smøg, holdt den giftige røg nede i lungerne for en kort stund, inden han pustede den retur, ud igennem næsen, så han kom til at ligne en ildspydende drage. Han fjernede cigaretten fra mundvigen og holdt den i stedet for imellem pege- og langefingeren, førte den med jævne mellemrum op til munden for at tage et drag af den.

Jeanna så blot på ham og smilede et utydelig smil, "Så du er sådan en type" mumlede hun, meget lavt for sig selv. Hun trak vejret dybt og tog så imod pakken med cigaretter, hun tog en og lagde pakken tilbage i hans skød. Hun satte smøgen i munden og lod selv en lille flamme skyde ud af sin pegefinger. Hun satte flammen op til smøgen og sugede luften ind for at tænde den. Da hun åndede ud kom der et tilfreds lille suk med ud. Hun havde ikke røget i lang tid, men det gjorde hende altid helt rolig. Hun tog et sug mere og lod så nogle sekunder efter den gråhvide røg flyve ud i den klare nat. Hun vendte endnu engang opmærksomheden mod Jayden og smilede svagt. "Tja.." mumlede hun let og bed sig tænkende i læben, "Jeg bor ikke rigtig noget sted, for det meste sover jeg på gaden, men nogen gange er jeg heldig og bliver lukket ind hos nogen" hun så på ham og lagde hovedet let på skrå "Om sommeren er det egentlig ikke så slemt.." sagde hun og smilede skævt "Men i vintre som disse, kan det godt blive lidt... koldt" sagde hun og grinede let, imens hendes blik gled rundt i sne landskabet. "Sne er smukt, men alt for koldt" mumlede hun let for sig selv, og tog et hiv af sin smøg og mærkede den varme luft helt ned i lungerne, inden hun igen åndede ud.