Hvem er jeg nu? (Twilight!)

Tid: Solnedgang
Sted: I skyggen af et stort træ
Omgivelser: En masse små dyr og insekter, og Pitch.


Pitch sad under sit sædvanlige træ ved søen. Han sad med ansigtet i hænderne, det var tydeligt, at han var forvirret. Hans vinger hang over hans skuldre, og lignede en jakke. Han så en gang imellem rundt, men ellers sad han bare og kradsede i sit ansigt. "Hvem..." Blodet begyndte at flyde ud af rifterne, han lavede. "Hvem er..." Han slog ned i jorden, og bed sig selv i underlæben. "HVEM ER JEG!!!" Han rejste sig, og råbte ud over søen.

Twi styrtede hen mod pitch. "Så så, du er..." hunn så ham i øjnene. "Du er smuk!" Hendes smukke mørke brune hår fløj i vinden. Hun hoppede op i træet og så ham i øjnene. Hendes smukke sølv grønne øjne glimtede. "Hun kom lidt tættere på og hendes mund satte sig ved hans. "Er jeg smuk." spurgte hun inden hun satte sine læber helt ind til hams og kyssede hans.

Han slog hende væk, meget hårdere end han havde tænkt sig. Han så på hende, skiftevis med overbærenhed og bestialsk vrede. "Hvem er du, lille pige?" Han var overrasket, men samtidig bange, hans vampyr-instinkt kunne tage over hvornår det skulle være. Han satte sig ned og trak benene op under hagen. "Jeg ved slet ikke, hvad jeg er..." Han græd.

Hun kom tættere på mens blodet fossede ud af en rift på det bare stykke af hendes mave. "Så så, du er Pitch og du er så smuk." sagde hun. Der landte lidt blod på Pitch ben. Hun hoppede ned frå træet. "Hvis du ikke kan li' mig så skal du bare sige det." Hun satte sig ned i nogle blade og så ud over søen. *Kan han ikke li' mig, men jeg kan jo li' ham.* tænkte hun. Hun rejste sig op og sp op på ham igen. "Nu vil jeg have et svar!" råbte hun. "Kan du li' mig?" Hendes blik kunne fange alt og alle(drenge)

"Ja, du er flink. Men jeg har jo Milla..." Han brød sammen igen. Han rev i huden på sine arme, og slog ind i træet. "MEN HVEM ER JEG!!!" Han skreg så højt, at der kom ringe i vandet på søen. Han åbnede sin mund, og stak sine vampyr-tænder ind i sin håndflade. "Hvem er jeg..." Han så op på Twi. "Og hvem er du?"

"Argh!" Twi faldt. "Hjælp mit ben, min mave. Argh" Hun faldt og kunne lige få nogle ord frem i al smerten. "Du er halv engel og halv vampyr, du hedder Pitch og hjælp mig så, nuuuu!" Hendes sølv grønne øjne lukkede, mens hun lå på jorden.

Det føltes som om hun skulle dø. Smerten havde bredt sig videre op i kroppen. Hun ville ikke dø. Hun kæmpede imod. Hun tænkte til bage på da hun var lille. Da hun blev født, da henbdes mor døde for øjnene af hende. Og da hun blev bidt. De smerter hun havde lige nu var lige så værst som dem der var da hun blev bidt men hvorfor? *Jeg vil ikke dø jeg elsker Pitch!* tænkte hun.

"Nej, jeg er ej..." Han lagde ansigtet i den ene hånd. Den anden vendte han mod Twi, og tråde af lys begyndte at helbrede hendes sår. "Jeg ved slet ikke, hvem jeg er mere..." Han gik rundt om sig selv, og så over til Twilight. Han rakte hende en hånd, så hun kunne komme op og stå. "Jeg ved det ikke..." Tårene trillede ned af hans kinder. "Og hvad skal der ske med Milla?"

"Jeg ved et ikke, men der er da en ting jeg ved." sagde hun og tog hans hånd. "Og det er at jeg elsker dig og at miste sin familie som 4 årig og ikke haft nogen lige siden er...jeg elsker idg og har aldrig elsket nogen mere end dig!" Hun om favnede ham og der løb nogle sølvtårer ned af hendes kinder. "Skal jeg fortælle om min barn dom?" Hun kiggede i hans smukke øjne. *Han er så fantastisk!* tænkte hun.

"Nej, jeg er ikke værd at elske..." Han strøg hende over håret. "Desuden elsker jeg Milla." Han så alvorligt på hende, han ville jo ikke knuse hendes hjerte. "Men jeg er sikker på, at du nok skal finde den rigtige." Han smilede til hende, og gav hende et kys på kinden.

"Nej der har været mange fyre, men ingen kunne lide mig og ingen har hørt om min barndom og mit klaverspil." sagde hun og fældede endu en tåre. Hun fandt en lille diamant op af lommen og rakte den frem mod ham. "Den skal du have." sagde hun. "Vil du høre om min barndom?" Diamanten blev lagt hans hænder og hun kunde mærke kærligheden brænde indeni, han var den rette for hende.

"Ja, jeg vil gerne høre om din barndom." Han lagde diamanten tilbage i hendes hånd. "Jeg tror, du har mere brug for den end mig." Han satte sig ved siden af hende, og lyttede opmærksomt.

"Da jeg blev født, var det kun min mor der var der. Min far var gået fra min mor længe før fødslen. Min mor var syg så et år efter fandt alle lægerne ud af at jeg havde kræft. Min mor græd hver nat og jeg lyttede stille efter om der var nogen hun snakkede med, men den gang kunne jeg jo ikke gøre noget så efter 3 år med kræft blev min mor myrdet for øjnene af mig. Det var min far. Ham var efter mig, men jeg slap væk. Jeg levede mange år alene i det hus min mor blev myrdet i. Jeg var hele tiden bange for at min far lige pludselig skulle dukke op." Twi tav. "Da jeg blev 18 kom min far igen. han skød så jeg lå døende i min seng, men til et stort held kom der en vampyr og bed mig så jeg kunne leve evigt. Efter jeg var blevet bidt havde jeg det godt. Jeg kunne se hvad andre tænkte og spille så smukt på guitar og på klaver. Jeg var lykkelig i 104 år som vampyr, men i det 105 år ville jeg finde kærligheden. I de sidste 30 år har jeg ledt og ledt efter kærlighed, men jeg har aldrig rigtig følt ægte kærlighed for nogen, kun dig!" Hun kiggede på ham og hun kiggede på diamanten i sin hånd. "det var min mors." Krampen i hendes ben kom igen og hun råbte: " hjælp mig. "

"Hvad er der galt?" Han så på hende, hun var tydeligvis i smerter. "Det er en trist historie..." Han sendte flere tråde af lys rundt om hende, for at helbrede hende.

"Argh!" skreg hun igen. "Min far ramte... argh... mig i benet... Argh..." Hendes hoved blev blejt. "Argh... hjælp mig... Argh..."

Han lagde hænderne på hendes ben, og tråde af lys dansede rundt om dem. "Det skal nok gå." Han var bekymret. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af hende, men han ville ikke bare efterlade hende alene. "Lad os få dig ind på hospitalet." Han rakte hende en hånd. "Op og stå."

"Nej!" skreg hun. Hendes smukke hår blæste op og dækkede hendes ansigt men forsvandt hurgtigt igen. Så kom der et hvidt klaver til syne bag hende. Der var guld hvirvler på det og hun rejste sig og gik hen mod klavertet. Hun satte sig på en lille skammel og begyndte at spille. Hun sang en smuk sørgerlig sang og spillede nogel smukker toner.

"...Du spiller godt." Han satte sig til rette op af træet igen. "Det er en smuk sang." Han så på hende, han var frustreret over, at have såret hende.

"Tak, men forstår du havd jeg mener med sangen?" Hun så på ham og afventede svar. "Jeg mener den er kun god hvis man forstår den."

"Ja, men jeg kan ikke hjælpe dig på den måde. Jeg bor sammen med min forlovede Milla, og vi elsker hinanden." Han så overbærende på hende, og kastede en sten ud i søen.

Twi faldt ned af skamlen. Det var sorgen over Pitch der gjorde hende dårlig. Hun elskede ham jo så højt. Hun ville dø, hun var fast bestemt på at dø over ulykkelig kærlighed. Hun vågnede lidt efter og sagde: "Slå mig ihjel eller elsk mig!" Twi havde ikke længere kontrol over sig selv. Den grå kjole hun havde på skiftede til en smuk hvid kjole. Hendes smukke mørkebrune hår blev gyldenbrun. Nu var hun perfekt. Der var ingen fejl ved hende. Hendes blik lanede i Pitch.(Du kigger i mit) Indeni den smukke krop sad den samme lille pige som der havde siddet der da hun var lille. Indeni græd hun, men udenpå var hun besat af kæligheden til en dreng hun elskede. "Hørte du mig? Slå mig ihjel eller elsk mig.

"Nej. Det kan jeg ikke, det må du aldrig bede nogen om." Han så på hende, det var synd for hende. Han satte sig ved siden af hende. "Du kender mig jo slet ikke, og jeg er ikke noget for en som dig." Han strøg hendes pande. "Jeg synes, du skal tage med mig ind til hospitalet, og få kigget på dit ben.

"Nej jeg vil ikke," græd hun. "Jeg vil være hos dig!" Hun så på ham med et blik der sagde: dræb mig, dræb mig. Pludselig strømmede der blod ud fra såret på mave igen. "Så skal jeg da nok selv klare at dø!" Hun rejste sig og gik langsomt ned mod vandet. Hun ville drukne sig selv.

Han holdt en hånd hen imod hende, og tråde af lys begyndte at dannes foran hende. "Vær nu ikke dum. For det første ville det være meget dumt at dø for nogen, du aldrig har mødt før. For det andet kan vampyrer ikke drukne." Han så trist på hende, var hun mon forhekset?

Det onde havde atter besat Twi og hun gik ude PÅ vandet. Hende lange hvide kjole slæbte efter hende. Hun stoppede op og løftede armene. "Svigt mig nu ikke! Jeg over lader mig til det onde!" råbte hun op mod himlen. "Tag mig med til helvede!" Hun gik ind på bredden igen og så på Pitch. "Dig og milla skal nok få det godt uden mig. Jeres leglighed er ganske rigtig fin og udsigten er også god, men jeg kan ikke tage det. Så jeg skal til det onde nu! I helvede" Hun vendte sig igen mod søen og gik ud på den igen.

//Sorry, skal logge nu, kommer tilbage senere//