Welcom to the Rosen Kreuz galla

T: 18.30
S: Rosen Kreuz slot i Tyskland
O: Balsalen er gjord klar til stor galla, men ellers kan man fri bevæges sig omkring på slottet..
P: Rosen Kreuz klanens jakkesæt (kan ses på billede)
V: Fuldemånen og det som altid en kold vinter vejer


Rosen Kreuz slottet var mere lyst op end det nogen sinde havde været før i tiden, men det var jo os en særlig aften hvor der sket store ting for den gamle klan. Ind på et af værelserne var familiens leder ved og gør sig klar det var ham som havde besluttet af klanen skulle bygges op igen og nu var det endelig begyndt og ske, leder af klanen havde lang sort hår mens hans hud var meget lys og hans hår øjne og negle havde en helt sort farve mens hans tøj havde den samme farve. Hvem han var jo hans navn var Zamiel og han var den ene der var tilbage efter at hele Rosen Kreuz familien blive jaget ned, han selv jo han havde kun lige været heldig nok til og slip ud af landet for han selv have været blive henrettet af folket men nu var det heller ikke familien med den mest pæne baggrund.
Han havde ikke en grund til og skulle snakke om historien bag klanen og i sær ikke i aften for den aften var til for skulle nydes og ikke andet, Zamiel rettet hans tøj før han forsvandt ud af hans værelse og ned af gangen og det gik kun kort tid før han var nede ved balsalen. Han stoppede kort op og kiggede ned på de mange mennesker der var komme og flere var stadig på vej, et kort smile gik på hans læbe mens hans stod der og han ventede lidt med og gå ned mellem folk til alle var ved og være kommet..

Åh! Det her kunne ikke have været andet end en dårlig idé. Hvorfor fanden havde hun taget af sted. Hun hadede det flyve og hvordan havde et stykke papir med en invitation kunne overtalt hende til at tage væk fra Frankrig. Nåh pyt. Der var ikke rigtig andet at gøre lige nu.
Stille og roligt bevægede Natalie sig gennem de store døre i det såkaldte slot. Det røde hår bølgede mere elegant af en grund af styling. Så mere glansfuldt ud en det normalt gjorde. Den råhvide kjole faldt egentligt meget pænt ned over hendes slanke krop mens at hendes ben tilsyneladende var nøgne. Hendes tågede grå øjne var som altid omgivet af en mørk make up og fik hendes øjnes farve til at få en smule lysere ud. Hendes blege hud havde fået nogle få skygger omkring hendes kindben. Man kunne vel sige hun var en smule shinet op. Mere end hun faktisk selv syntes at være.
Hun bevægede sig faktisk sikkert i de sko hun var kommet anstigende i. Sorte højhælede. Men til trods for det kom der ikke nogle høje irriterende klik lyde som hos så mange andre. Hun fik sat den ene fod foran den anden uden at se ud til at vælte hvornår det skulle være. Holdt fint balancen. Også selv om at de igen ikke var så høje. Hun forstod stadig ikke helt hvorfor at man skulle gøre så meget ud af sig selv på denne måde når en fest blev kaldt et galla. Men hun beklagede sig skam kun inde i sig selv. Magtede ikke at diskutere det med alle de andre som sådan set var rimelig fremmede for hende. Da hun kom lidt længere ind i balsalen opstod den store mumlen med det samme tydeligere. Den tyske accent var nem at genkende. Men samtidig var tingene hun hørte ikke utydelige. Hun havde da haft lidt tysk i skolen. Et suk løb hen over hendes blege læber som hun samtidig lod sit blik søge rundt efter noget der kunne tage hendes opmærksomhed. Og sjovt nok landede den med det samme på denne mand der åbenbart også først kom nu. Mønstret på hans tøj blev genkendt fra det mærke på invitationen. Hun blev dog stående hvor hun var og studerede ham på deres afstand. Smilede ikke eller kiggede fangende mod ham. Bare normalt. Nysgerrigt vel. Men så heller ikke mere.

Karl kiggede søvndruggen på klokken der hang over døren, "18:45". Der gik et lille øjeblik hvor han bare drejede hoved rundt og lagde sig til rette på den opslåede bog, men efter at have tygget lidt på hvad end det var han havde glemt, rejste han sig med et set, så hele bordet han havde siddet ved hoppede. Uden et rigtigt formål smækkede han bogen i og kiggede igen på uret, en følelse af forlegenhed havde bredt sig til hans kinder som blussede så de fik en mat hvid farve.
Kontrollen måtte bevares, han havde stadig det akademiske kvarter at løbe på tænkte han med et smil, hvorefter han stormede ud af biblioteket og ned i den kælder han brugte som soveværelse under normale omstændigheder. Et par kampklædte vagter blev brutalt skubbet til side, mens han gik dybere ned i Abbadons kældre, hvor han til sidst endte i det der var hans værelse. Med et brag smækkede han døren op og kiggede igen på et nyt ur, som svævede i den fri luft ved hjælp af magi, "18:49".
Med et øredøvende smæld knipsede Karl med højre hånd, lyden var alt for høj til at det var normalt og hele rummet syntes at ryste ved larmen. Skygger slikkede henover gulvet som flammer, de samlede sig om hans fødder og indkapslede ham i et par sekunder, inden de igen forsvandt igen. Nu stod Karl fuld påklædt i det gallatøj som hørte sortelvere til, en lang lilla dragt med en udsmykninger der nærmere var skræmmende end gav indtryk af at vedkommende var en vendlig sjæl.
Koncentreret begyndte Karl at tegne på gulvet med et stykke kridt, en cirkel med nogen snogede mønstre indeni. Karl stillede sig kort efter i den og sagde med klar stemme, mens han kastede en lille pose ned mod gulvet, "Rosen Kreuz slot!", Karl forsvandt i en lille sky.

Kort efter dukkede Karl op på slotspladse i en sky af mørkerød røg, andre gæster veg tilbage for ham, mens han neutralt og ligegyldigt samlede sit lange hvide hår i nakken og marcherede op mod slottet. Mens han gik, fiskede han en lille medalje ud af lommen og fastgjorde den til brystet, det var et jernkors fra første verdenskrig, dog med den lille modifikation at en rød rose havde sneget sig ind i midten af den.
Roligt gik han ind i salen og kiggede rundt efter nogen han kendte, men chancen var vel efterhånden minimal for at det skulle ske.

Zamiel forlod hans plads på balkonen og han gik med en langsom fart ned af trappen og ned i mellem de mange mennesker, mange af dem havde han set før til de andre gallaer og der var os en del af dem som havde små vej ind til Rosen Kreuz klanen men det var ikke mange.
Zamiel lod sig selv forsvinde ind i mellem de mange mennesker og han var helt stille da han havde nogle som han skulle snakke med og andre som han sikker bare ville end op i samtal med, han stoppede op da han var komme ind i midten og det var kun kort efter at en eller andens hånd havde prikket til ham, han vendt sig kort i mod personer og de snakket kun kort da Zamiel havde andet og gør.
Han klappet kort i hænderne og det var tegn til at han havde nået som han gerne ville sige til alle som var i salen, han mærke kort hvordan alles blik begyndt og flytte sig ind på ham og han trak vejet roligt da han var van til af der var mange som kiggede på ham på samme tid.
”godaften kære gæster fra nær og fjern velkommen til Rosen Kreuz familiens slot jeg er Zamiel Kreuz og familiens overhoved, og jeg håber jeg kan når hilsen på så mange af jer som muligt men hvis det ikke lykkes så må endelig nyde aften for den er til jer alle” han var stille der efter mens han blinkede en gang og han sagde ikke mere der efter..

Sahra var næsten lige ankommet til Tyskland, Hvor hun nu skulle til sit første galla, hun havde dog håbet på at det ikke var så langt væk, men det var nu fint nok. Hun trak vejret dybt, Hun var måske en smule nervøs for hvordan det hele nu skulle gå og desuden kendte hun heller ikke nogen, så hun var tydeligvis nød til også at arbejde for at komme i kontakt med nogle.
Hun så lidt rundt på de folk der gik mod den store dør, Alle var klædt så fint på, Sahra så ned at sig selv, hendes beklædning var ingenting i forhold til deres, Det var ikke fordi at hun ville kalde den kjole hun havde på for en gallakjole når hun så på de andres kjoler og hvad der nu lige var der. Hun lod et håbløst suk passere hendes mund og blikket falde ned mod jorden i et kort øjeblik for at samle mod til at gå ind på slottet.
Hun begyndte stille at gå mod den store dør samtidig med at hun rettede blikket op fra jorden igen, Hun forsatte videre ind på slottet, der var folk overalt. Sahra så rundt "Hold da op.." fik hun mumlet tydeligbis overrasket. Hun havde aldrig set noget lignende før. Hun lod igen blikket løbe på de forskellige folk der var her og lod det så hvile på en person, Hun syntes at have set hans beklædning før men hun kunne ikke lige huske hvor, Hun lod så blikket vandre videre.
Hun fik hurtigt rettet blikket mod Personen der ligepludselig begyndte at snakke, det viste sig så at være Zamiel, Familiens overhoved, Hun fik ikke rigtigt fanget det hele af det han sagde.

//I må springe mig over, der er kommet noget jeg er nød til at tage hånd om hurtigst muligt//

// Karl du svar bare nå du kan :) //

Som alle de andre så Natalie mod denne dæmon der nu begyndte at tale. Det var formelt talt men stadig mere eller mindre helt roligt og hver dags agtigt. Hun var ikke helt vant til alt dette postyr og hun mente skam stadig det havde været en dårlig idé at have kommet. Forstod endnu helt hvorfor at hun overhoved var blevet inviteret her til. Men hun tænkte nok bare for meget over tingene.
Idet at et par skridt hurtigt fik fanget Natalie’s opmærksomhed frem for mandens tale fik hun se sig hen over skulderen. Blot for at bliver en smule overrasket. Den person hun fik øje på var vel det man kunne kalde for kendt i hendes by. Eller det sted hun boede i. Di Morga. Hun havde ikke set billeder af ham også selvom at aviserne hele tiden udtalte sig om ham før i tiden under den anden krig efter herredømmet. Men det betød ikke at folk ikke snakkede. Prøvede at forklare hvad de havde set når de havde nået at få et glimt af ham. Og de sædvandlige kendetegn var ikke rigtig til at komme udenom. Den næsten sorte hud og de lange hvide hår. Men hvad lavede han her? Spørgsmålet blev hurtigt sendt væk til ukendelighed da hun skam selv fandt svaret hurtigt. Det var jo indlysende at han også skulle være her. Hun førte sin ene hånd ind under sit hår ned nakken og kastede elegant med de røde lokker alt imens at hun atter slog sit blik væk fra ham. En lettere overlegen fremgangsmåde vel. Hun sukkede igen og som hun ellers skulle til at gå sine ben bevæget hen til det aflange bord med små nips af mad stod der en eller anden mand i fint jakkesæt foran hende med et typisk tandsmil. ”Godaften, skønne frøken.” Natalie løftede undrende sit øjenbryn og stirrede nærmest bare på manden. Han var uinteressant. Og der gik lidt tid inden hun talte. ”Råd til næste gang. Hold igen med geléen.” sagde hun blot med en klingende fransk accent og hentydede tydeligvis til hans hår inden hun væg lidt væk fra ham og gik igen sin vej. Væk fra den nok lidt utilfredse herre der ikke kunne få ordene ud mere. Morede hende at se men blev ikke længe for at betragte.

Da Zamiels tal var forbi gik han roligt videre mellem de mange mennesker og han stoppede ind i mellem kort op for snakke med nogle af dem der var der men det var ikke alle han havde lyst til og snakke med selv om der var mange som der gerne ville snakke med ham, han snakke med folk her og der og han fandt hurtige selv i at det ville havde været rart hvis hans søster stadig havde været der for hun ville kun have taget alle dem som ville snakke med ham. Zamiel gav ikke ham selv tid til og stoppe for meget op og han stoppede først og da han havde fået et glas vin i den ene hånd, han sukkede uden en lyd mens han kiggede sig om og han overvejet hvem han skulle snakke med *hvorfor er jeg os alene om det her* tænkte han kort før han igen begyndt og gå og han fik øje på en kvinde med rødt hår, der var måske en og snakke med og han begyndt langsomt og går mod hende mens han var helt stille..

//Bliver nød til at forlade emnet i lidt tid da jeg skal logge.(-: //.

//vi skal måske sæt emnet på pause til sener?//

//OOG: Kan vi da godt. <_