Det bedste gemmested

Tid: Omkring kl 20
Sted: Sambre - byens park
Vejr: Januarkøligt
Omgivelser: Beskrivelse følger

Bevæg benene. Løb. Spring. Lad dig ikke sakke bagud.
Will hev gispende efter vejret og vovede et flygtigt blik bagud. Bag ham lå rundingen til den mørke gyde, han lige var sprunget ind i, og det var endnu ikke til at vide hvor snedig, han havde været. Det føltes konstant, som om der var nogen, der åndede ham i nakken, og en velkendt prikken var begyndt at vise sig i siden.
Sidestik. Pokkers!
Det fandtes nu en god grund til Wills store paranoia. For ikke så lang tid siden havde han været på et af Di Morgas barer med tankerne om at prøve lidt gambling. Helt ærligt! Det havde jo bare været lidt useriøs leg!
Desværre havde hans modstandere, to sure vampyrer, ikke set det fra samme synsvinkel. Så snart Will havde tabt, havde han vendt sig om med bemærkningen om et ufungerende toilet, da han mærkede deres kolde greb på sin skulder. Den nervøse latter havde straks virket som et overbevisende våben, men de to vampyrer havde ikke været lette at overtale ...

Fødderne klaprede tungt under den unge dæmon, idet han stakåndet krydsede gaden og løb direkte mod byens park. Den henlå mørk og stille, og kun gadelygterne var de eneste, der fik tilladelse til at bringe lidt liv frem med deres skarpe, hvidlige lys.
Will gjorde det første instinktive, der faldt ham ind: Han kastede sig ned i en busk. Hvor effektivt og klogt, det så lige var, anede han ikke, men da lyden af to brysk råbende mandestemmer nåede hans ører, krøb han tættere sammen i bedste forsøg på at gøre sig så lille og usynlig som mulig.
Ørene var på højeste stilk, og han lyttede så koncentreret, at han næsten fik ondt i hovedet. Umiddelbart var der ikke flere lyde at opfange end vindens raslen i træerne og lyden af vampyrene, der (dumt nok) fortsatte i den modsatte retning. Will havde til dels regnet med at skulle udføre drabelige våbenudveksling med de to væsener, der som kendt tilhørte mørkets side, og havde ikke sat stor tillid til sin lille plan om at gemme sig i det grønne.
Dog, selv om alt syntes frit og sikkert nu, blev vanddæmonen trofast liggende i buskens stikkende krat. Hans eget åndedræt var den eneste lyd, der pinefuldt trykkede sig mod hans ører, og han tænkte flygtigt på, om han mon skulle have medbragt sovepose ...

Rogue slikkede sig let om munden. Hun havde lige fået noget at spise, hvilket gjorde hun følte sig godt mæt og havde brug for at slappe lidt af et sted hun kunne få fred. Med det samme tænkte hun på parken, da hun havde set det som et sted hvor der ikke var særlig overfyldt om aftenen. Desuden var det vinter, så det fleste holdte sig væk. Hun betragtede let nogen mænd der gik et stykke væk fra hende. Hendes unaturlige blå øjne fulgte dem i lidt tid, indtil hun kunne mærke deres lugt tykt i hendes næsebor. Det var en tydeligt snært af vampyr, hvilket gjorde at hun ikke ville begynde at komme i snak med dem. Hun holdte sig gerne væk fra disse væsner, da de fleste ikke ligefrem var venligsindet.
Hun fik øje på en bænk lidt fra hvor hun stod og satte kursen mod den. Hun havde troet at dette blev en helt normal aften som alle andre, men der havde hun vidste taget fejl. For med et kunne hun lugte et andet væsen, men hun kunne ikke se det. Hun var stoppet brat op og så rundt. Hun vidste hun selv var tydelig at få øje på. Hendes røde hår var ikke ligefrem normalt og det var hendes krystalblå øjne heller ikke. De var lysere end normalt og ikke et syn man så hver dag. Hun syntes ikke selv øjenfarven passede til hende, men det var ikke hende selv der havde født hende. Hun gik langsomt fremad og hørte pludselig noget der lød som åndedræt. Hendes hørelse havde opfanget at dette væsen var i en af buskene selvom det slet ikke gav nogen mening for hende. Det lugtede tydeligt af dæmon, men hvilken slags dæmon kunne hun ikke afgøre. Hun gik om bag buksen og bukkede sig let ned indtil hun kunne se denne dæmon som så ud til at være rædselsslagen over et eller andet. "Hallo?" Sagde hun med et smørret smil på sine læber og ventede på at væsnet ville få øje på hende. "Hvad laver du her? Bor du her?" Sagde hun ironisk, men samtidig så hun også alvorlig ud. Hendes øjne stirrede direkte ind i hans, mens hendes røde hår omkrensede hendes ansigt.

Jo længere tid han lå i sit skjul, jo mere begyndte lemmerne at værke. Det gik op for ham, at flere torne havde bidt sig gennem hans tøj, og jorden skrabede forstyrrende mod hans varme hud. Blade hvirvlede lystigt omkring, og han turde ikke engang tænke på hvordan, ansigtet og håret tog sig ud. Hvorfor havde han ikke gemt sig i en sandwitchbar eller sådan noget? Der var der i det mindste toiletter og varm kakao.
Mon ikke vampyrene var væk nu? Han kastede et blik på sit håndled, men opdagede til sin store fortrydelse, at han havde glemt at tage armbåndsur på. Hvis han dog ikke regnede meget galt, kunne han sagtens have ligget her i flere timer - selv om sandheden desværre nok lå på ikke meget mere end fem minutter. Han drog et dybt suk og fejede nogle blade væk fra panden med tankerne om, at det da ville være latterligt at blive hernede så meget som ét sekund længere. Med kejtede bevægeder kæmpede han for at komme op og sidde, men stivnede med det samme.
Der havde været en lyd. En lyd af noget levende. Hans hjerte begynde at slå, og det prikkede ubehageligt i nakken. Åh gud, var vampyrene kommet tilbage?! Måske havde de ombestemt sig eller bare fundet ud af, at de var på gale veje, og var nu endelig kommet for at gøre hævn!
På bedste manér forsøgte Will at trække vejret så stille som muligt, men ligemeget hvor museagtigt det lykkedes ham at gøre det, lød ethvert åndedrag som tordenskrald i hans ører. Lydene kom nærmere, og han så mere og mere sin egen undergang i møde. Hånden begyndte forsigtigt at krybe mod bukselommen, hvor han vidste, vampyrjægerkniven var gemt ...
Hylet, der forlod hans strube, lød mere som en fugl med rivehjernet galt i halsen end en drengens dybere skrig. Foran ham stod en pige. Umiddelbart virkede hun ikke farlig, og da det smørrede smil bredte sig på hendes mund, efterfulgt af en temmelig sarkastisk bemærkning, gik sammenhængen op for ham.
Dybt rødmende og med grenene stikket op i ryggen mere end nogensinde satte han sig op. Enhver frygtfuld, paranoid tanke var nu blevet erstattet af irritation og en smule forvirring.
"Nej, selvfølgelig ikke," svarede han og sendte pigen et pirreligt blik. Pinligt bevidst om alle de blade, der legesygt byggede rede i hans pjuskede hår, trak han en henkastet hånd gennem de mørke lokker. "Hvad laver du?" indvendte han snedigt.

Hun løftede det ene øjenbryn, da et slags skrig kom fra ham. Eller man kunne ikke engang kalde det for et skrig. Det var nærmest et hyl eller en piven. Ikke lige noget hun havde forventet, men han blev vel bare forskrækket over at se hende. Hans ansigt var helt blegt og hans øjne var skrækslagne. Det var som om han havde forventet at det var en anden der ville finde ham end lige hende. Men hun kunne ikke tyde om han var lettet eller at det kun var være at hun havde vist sig. Hans svar var i hvert fald nemt at tyde. Han var tydeligvis ikke særlig begejstret for at se hende. Hun betragtede let alle de blade der sad i hans hår og enkelte grene der stak ud. Han havde da virkelig haft travlt. Hun rejste sig op i sin fulde højde, som nok var på omkring 174 cm og så ned på ham. Hun overvejede lidt at skulle have givet ham en hjælpende hånd, men med hans attitude lod hun pænt være og gloede bare på ham i stedet. "Jeg hørte dig og troede du måske ville overfalde mig. Så jeg valgte at finde dig først" sagde hun med et let skuldertræk. Ikke at han på nogen måde ville være sluppet godt fra hvis han havde prøvet at overfalde hende. Men da det ikke så ud til at være hans hensigt på nogen måde tog hun det stille og roligt. "Hvorfor gemmer dig dig?" Spurgte hun så med en tydelig undren, mens hun lavede en grimasse. Selv hun var lidt forvirret over ham, men der var vidst mange der var lidt halv skøre i byen.
Hendes krystalblå øjne gav et let skær, da stjernerne på himlen fik hendes øjne til at se endnu mere underlige og unaturlige ud end de plejede. Hun betragtede ham let og så ham ind i øjnene, stadig med et let øjenbryn hævet i en lille bue. "Du må godt nok ha dig en dårlig hårdag" sagde hun sarkastisk, men var godt klar over at det nok ikke var noget han ligefrem ville grine af. Det var heller ikke meningen. Men alt behøvede jo ikke kun at være alvorligt. Især ikke når man på mystisk vis finder en dæmon der på en eller anden måde har forvildet sig ned ind mellem nogen buske af skræk. Ikke noget hun havde set før. Men det var jo så bare endnu en oplevelse.
Hendes højhælede sko borede sig let ned i den mudrede jord. Det var dog ikke de helt tynde hæle, så der var ingen problemer med at gå. Desuden var de heller ikke så høje. Hun var ikke den type der gik i de allerhøjeste stilettet og det smarteste tøj. Men hendes tøj var der skam ikke noget galt med. Og hvis man spurgte hende ville der skam heller ikke være noget galt med hendes udseende. Bortset fra hendes øjne som altid fik folk til at stirre på hende lige meget hvor hun var henne. Men nogen var også holdt op med det, fordi de havde set hende flere gange og de simpelthen ikke gider at gå hen og snakke med hende. Sikkert fordi de syntes hun var for underlig. Men det måtte de jo om. Men som hun altid sagde. Man skulle ikke skue hunden på hårene. Medmindre hunden har børsterne oppe.

Will stirrede og stirrede. Om det var nattens silkebløde pust med månen som en hjælpende kontrast, eller om det blot skyldtes den pludselige forskrækkelse, hun havde givet ham, var ikke helt til at sige. Med det samme, han så hende i øjnene, vidste han, at hun ikke var af menneskeart: Det var hendes øjne alt for unaturlige til, og desuden bevægede hun sig på en måde, som kun var magikere værdig. Tungen, der lå hende i munden, var dog en helt anden kategori. Will følte sig mere og mere utilpas, som hun skred frem med bemærkningerne, men samtidig kunne han ikke bekæmpe trangen til at svare igen. Sådan en som hende skulle man ikke efterlade med sidste ord.
Overfalde? For en kort stund så han det mentale, vittige billede af sig selv, der klodset rodede rundt mellem buskende, med grene og blade stikkende ud gennem tøjet og håret, og med overblik som en blind muldvarp. Pigens påstand var lige ved at få ham til at grine højlydt.
"Jeg gemmer mig ikke," gryntede han og undgik omhyggeligt hendes blik, som han kom på benene. Skulle de diskutere, skulle det ikke foregå mens han lå ned og hun stod op, og absolut ikke mens han satte sit lyvetalent over styr. "Desuden bør man holde sig væk fra raslende buske. Man kan aldrig vide, hvad der gemmer sig derinde," tilføjede han med et smørret smil, mens han trak et par blade ud af håret.
Hendes kommentar omkring hans noget uheldige frisure ignorerede han uden at fortrække en mine, men rettede alligevel lidt på tøjet. Med en person som hende, der stod og betragtede én uafbrudt, kunne Will ikke lade være med at føle sig en smule ... underlig. Som om hun stod med en ske og skrabede i hans ansigt i forsøget på at trylle alle hemmeligheder ud af ham. Eller også var det blot hendes øjnes magi.