Hvorfor sker det?

Tid; 00.00.
Sted; Kirkegården.
Vejr; Det fint nok.
Omgivelser; Ingen rigtig?

Dette emne er forbeholdt: Icho.

Natten var så småt ved at lægge sig over Di Morga, der var ikke så mange væsner ude nu, og kun en enkelt eller to var på vej mod kirkegården, den ene var iført en lilla t-shirt, nogle sorte jeans og hendes sorte slidte Converse, denne ene person var Yuuki, hun var på vej til kirkegården for at se til sine forældre's grav, for kun et par år siden var de blevet slået ihjel, og hun var stadig ikke kommet sig helt over det, hun gik lidt hurtigt for at der ikke var nogen der skulle se de få tåre der løb over hendes kinder, hun bed sig hårdt i læben og gik ind af lågen, hun så lidt rundt og gik så over til en grav sten med navnene 'Breezer og Nadia Kuran' på, hun sukkede lydløst, og bed sig lidt i læben inden hun lagde nogle blomster ved graven, hun satte sig stille på jorden foran den og så på graven, et stykke længere nede stod der 'Elsket for evigt' en lille tåre løb over Yuuki's kind, men hun tørrede den hurtigt væk igen.

Icho havde denne aften en lang sort jakke på der gik til knæene, hænderne hvilede i dens lommer, mens han med rolige skridt gik mellem de mange grave der var. Hans sorte slidte converse strøg næsten lydløst over jorden som han gik, ikke med noget bestemt mål, nærmere bare for at se noget,. Han kendte overhovedet ingen på denne kirkegård, og selvom han gjorde, havde det nok ikke været nogen der havde gjort synderligt indtryk på ham. De gyldne øjne spottede hurtigt en pige der sad længere henne, og der gik ikke længe før han stod ganske få skridt bag hende. “Var det nogen de holdt af om jeg må være så fri at spørge den unge frøken?” stemmen der nu talte var blid og afslappet, og med en ganske svag forførende undertone, noget alle vampyre åbenbart havde, i hvert fald dem han havde mødt. Nu var det ikke så mange han havde mødt, men nogle stykker havde han da. Det kunne måske virke mærkeligt at han sådan ville starte en samtale med en pige, han så let som ingenting sikkert kunne myrde, men sådan var han ikke.

Yuuki sad i sine egne tanker, hun havde ikke set eller hørt tanken, så det gav et sæt i hende da han snakkede bag hende selvom stemmen var ganske blid, hun sukkede stille "Det var mine forældre... så ja" sagde hun stille, og rejste sig, hun kunne ikke lide at snakke med nogen når hun var nød til at se op på dem, okay, hun var stadig nød til at se lidt op, men det var bedre end det havde vært før, han så ikke så slem ud som hun havde regnet med, og fordi hun var lidt trist lige nu, havde hun ikke sin kolde facade på som sagde 'jeg er bedre end dig, lad være at snakke til mig' men hun var heller ikke helt så åben som hun nok kunne have vært, hun havde vel bare lidt svært ved at åbne sig for nye personer, hun vidste næsten med det samme at han var en vampyr, så hun tog pænt et lille skridt tilbage med et lidt mere koldt ansigtsudtryk... lidt mere fjendtligt... så at sige.... men kun fordi hendes forældre var blevet slået ihjel af vampyre... ellers ville hun ikke reagere på denne måde nu.

Icho bemærkede det lille skridt hun tog tilbage, efter hun havde rejst sig, sandsynligvis fordi hun kunne se han var vampyr. Det var ikke første gang han havde oplevet folk trække sig, af den simple grund han var vampyr. “Det gør mig ondt at høre” svarede han let, og fejede en tot hår væk fra øjnene, så han bedre kunne se hende. “Det er ikke fordi jeg vil trænge mig på.. Men jeg har en fornemmelse af de er bekymret for om jeg gør dem noget? Fordi de kan se jeg er vampyr? Jeg går ikke ud fra det hjælper at sige jeg kun drikker falskt blod” han trak let på skuldrene og betragtede graven hun havde siddet ved for en stund, inden han gik hen og satte sig på en bænk. Øjnene glimtede let i skæret fra nogle af lygterne. Han forstod hende godt. Mange vampyre var helt og aldeles ligeglad med hvem de slog ihjel, og hvorfor de gjorde det, han havde til med hørt at de var begyndt at gøre det, af ren og skær jalousi, mange af dem gjorde det ikke en gang for føde længere. Det gjorde ham faktisk en smule vred.

Hun så på ham "Jeg er ikke bekymret for noget..." sagde hun stille med fjendtligheden i stemmen, hun prøvede at skjule det lidt, hun så på graven, og hendes vrede/had blussede op i hende, hun bed sig hårdt i læben for ikke bare at sige 'jeg hader bare din slags af hele mit hjerte' hun fik med lidt besvær holdt det inde, hun lukkede øjnene og satte sig hvor hun var da han gik over og satte sig på en bænk, hun sukkede og hev benene op under sin hage, det var måske ikke så sødt bare at dømme ham på den måde, men hendes had var så stort til vampyre, at hun ikke kunne gøre for det, hun sukkede tungt, og lukkede kort øjnene inden hun igen åbnede dem og så på ham, hun prøvede at sænke sit had bare en smule, men det var meget svært for hende.

“Og dog virker de til at hade mig, af en grund jeg ikke helt forstår, men som sandsynligvis kunne have noget med deres forældres død at gøre? De gør klogt i at huske, at bare fordi en vampyr begår en fejl, betyder det ikke at alle er sådan” sagde han let, det virkede ikke til at han ville skræmme hende på nogen måde, men mere som om han bare ville give hende et godt råd. “Hvis mit selskab irritere dem, går jeg med glæde” sagde han idet hun satte sig ved hans side, han forstod endnu ikke helt hvorfor hun satte sig ved ham, hvis han gjorde hende så vred som han tilsyneladende gjorde. Derefter rejste han sig, og rettede lidt på sin jakke, inden han let kastede med hovedet, for at fjerne sit hår fra sine øjne. Tænkende og med et svagt skuldtræk, begav han sig ned af den stenbelagte sti.

Hun bed sig i læben og så stille ned, det han sagde var jo fuldstændig rigtig, hun så op og på ham, hun rejst sig hurtigt, hendes vrede var væk, og hun var istedet en smule overrasket, hun gik hurtigt op på siden af ham
"Undslyld, jeg ved godt det ikke er fair overfor dig, for nogen… det er bare svært for mig" sagde hun stille og så på ham mens de gik, hun bed sig lidt i læben endnu, uden rigtig at vide hvad hun ellers skulle sige eller gøre.

Icho strakte sig let mens han gik, det undrede ham lidt at denne pige, Izobell fulgte efter ham, når nu hun hadede ham. På den anden side, måske hadede hun ham ikke helt og aldeles. Let så han tilbage mod hende.
“Ah, men selvom de ikke sys det er fair overfor mig, bliver de stadig sur på mig, selvom jeg intet har gjort” sagde han let og lod hånden løbe kort gennem sit hår, han bed sig ganske svagt i læben, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at hun holdt op med at se ham som et monster.

Hun sukkede stille prøvede at slappe lidt af, hun var ikke så vred/sur mere, bare overrasket, hu bed sig lidt i læben, sank en lille klump hun havde uha de halsen "Ubdskyld, jeg kan bare ikke gøre for det" sagde hun stille og så lidt ned i jorden, hun sank endnu en lille klump hun havde i halsen, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre for ikke at hade den race så meget som hun gjorde…

// Undskyld det korte indlæg //

Langsomt stoppede han op og betragtede hende, hun virkede rent faktisk trist over at hun havde talt til ham på den måde. Havde han været en hver anden ond vampyr, havde hun nok ikke overlevet det, men sådan var han på ingen måde. Langsomt nikkede han for sig selv. “Nogle vampyre kan man bare ikke tilgive.. Hadet bliver større og større, og snart hader man alle vampyre, jeg forstår det godt, du skal ikke være ked af det. Men jeg er en meget høflig person, og jeg behandler alle med respekt, derfor forventer jeg det samme fra andre” sagde han mildt.

Hun så stille på ham igen, hun bed sig stille i læben, hun var godt klar over at havde han vært en anden, ville hun nok ikke slippe helt godt fra det hun havde gjort mod ham, men var i det mindste ikke en anden, hun så stille på ham mens han snakkede, hun nikkede stille, hun lagde hovedet lidt på skrå, hun ville være sikker på ha ikke var som den sidste vampyr hun havde mødt, og han virkede slet ikke som ham, så det lykkedes hende at smile meget lidt, men man kunne godt svagt ane det.