The water is black.

S: Havnen
O: Mennesker som kommer med skibende med fangst og noget de kan sælge.
T: 15.00
V: En smugle blæst, dejlig lunt da solen er fremme
>>Forbeholdt til Noa<<

Micky skulle jo undersøge den dejlige by, efter at havde flyttet til byen, den var smuk og han ville se havnen da han ikke havde været der nede inu, og rigtig nok han var veldig glad for at være på en havn igen, men den var ikke som den han havde boet ved i sin gamle by. Den var mere til forretninger ting som skulle sælges, ikke sådan hvor der var små huse man kunne bo i, mere sådan forhandels sted, der var ingen butikker heller, der var store huse med last i, og det havde givet den lille fine engel et lille chok, at han ikke havde set sådan noget lignende før nu.
Micky kiggede sig stille rundt, mens han kiggede op i himlen og stoppede op da han så en veldig pæn sky som var formet som en dejlig kanin, skyen fik den fine engel til at smile et dejligt sødt smil, han kiggede blidt frem igen så han kunne se hvor han gik, da der var mange som havde køretøjer og andre sager som gjorde det svært og være der, men han var nu tilfreds med at det var godt for ham at se havnen, da han savnede det dejlige hav han havde ikke været på stranden inu, men han kunne nu lide vand og elskede og bade i det.
Micky kiggede ud over det smukke hav, men lagde mærke til noget, vandet var ikke rent her, det så ud til at det var sort? Den lille engel kunne ikke ligefrem lide sit syn af denne havn da havet var sort i havnen og det burde det gerne ikke være da den havn han havde boet på var mere blåt end sort hav, der kom et blidt suk fra den lille engel. Micky fik sig bevæget let væk fra vandet og længere hen af havnen hvor han gik ud mod skibene som lå til anger for at holde en pause, han havde aldrig set noget lignende, men han var nu glad for at det var kun dette sted det var sådan. Englen fik sig bevæget hen til et dejligt sted hvor man kunne sidde ned for bare at nyde det hele, han satte sig blidt ned mens han tænkte over tingende, det var for vildt at havnen var sådan og stille blev den lille engel forgabt i sine egne tanker og havde blot blikket ud mod det sorte vand.

Havet. Vand. Dybt vand. Druknedød.
Noa gøs og trak sig længere ind imod bygningerne, idet han i snegletempo bevægede sig han af havnen. Vand havde aldrig været hans stærke side, og han kunne ikke fatte, hvordan i al verden han var endt på havnen. Det var vel sket, da han i al hast forsøgte at slippe væk fra en gnaven type, der havde jaget ham igennem halvdelen af byen med en kniv hævet over sit hoved. Hvis Noa havde vist, at gutten havde en kniv, ville han ikke have forsøgt at stjæle hans penge. Hvorfor kunne alle væsner ikke bare rende rundt med et stort, selvlysende neonskilt på ryggen, hvor der med blokbogstaver stod skrevet, ’tyve, tag jer i agt, jeg har et våben’?
Han var endnu en smule stakåndet, men efterhånden som han bevægede sig fremad, fik han styr på sit åndedræt igen. Hele tiden kastede han vagtsomme blikke over skulderen for at se, om han endnu blev forfulgt. Det lod dog til, at der var fri bane.

Efter for mindst tiende gang at have sikret sig, at der ikke var nogen bag ham, rettede han blikket fremad lige tidsnok til at få øje på en sorthåret fyr, der sad på jorden og pludselig var kommet uhyggeligt tæt på (hvilket så ville sige, at Noa var kommet uhyggeligt tæt på ham uden art bemærke det).
Den jordblonde animagus gav et forskrækket gisp fra sig, idet han sprang bagud, fik overbalance og faldt bagover. Det tog ham dog ikke lang tid at få krabbet sig bagud, så han kunne krybe i skjul bag en nærstående tønde. En meget lille tønde, vel at mærke, da den ikke kunne skjule ham helt, lige meget hvor meget han så end krummede sig sammen.
Hans hoved tittede frem fra tøndens ene side, idet han sendte den fremmede et blik, der var halvvejs skræmt og halvvejs nysgerrigt. En del af ham havde lyst til at stikke af, men den anden del havde lyst til at blive for at se, hvem denne fyr mon var. Hvis ikke han var fjendtligt indstillet, hvorfor skulle Noa dog så læbe væk?

Den lille engel sad blot der og stirrede ud over det hele, på hans blik kunne man se skuffelse og trist hed som savn fra en anden havn. Han ville gerne hjem igen til hans lille land han kom fra. Det gav et lille nyttet vink i hans øre og han kiggede stille til den ene side, men så ikke rigtig noget, hans syn var ikke just det bedste, men hørelsen var fantastisk og hans følsesans var nu også meget godt, men han havde ikke råd til at få briller eller kontaktlinser selvom han lige havde flyttet til havde han ikke rigtig nogle penge, da der næsten intet arbejde var for ham, og derved ville han finde et nyt arbejde, men hans syn skulle nu være bedre.
Den lille engel bemærkede noget bag en tønde men vidste ikke hvad det var da han kun kunne se farverne, men farven var der ikke før. Og et let nik kom fra den lille engel, "Er der nogle?" Spurgte han ud i det hele, hvis han fik sine øjne mere skadet ville han blive blind, men han passede nu på med de små øjne, hans øjne havde en let hvid hinde over sig så man kunne se at hans blik ikke var så godt, før man kom helt tæt på ham, men han var da glad nok for at han kunne se farverne så han vidste hvor han gik og hvordan det hele gik ham, vidste han ikke af sig selv.
Micky fik rejst sig og gik stille hen til den blå farve af en tønde og satte sig på hug og fandt ud af at en person sad bag den og det var en dreng. Det gav et lille sæt fra ham så han væltede ned på røven da han ikke havde opdaget at der var andre end ham selv. "Hvorfor gemmer du dig?" Spurgte den lille glad engel, mens han så eller prøvede på det på den anden fyr, som han ikke vidste hvem var eller hvad han lavede her, han kunne jo stille sig det samme spørgsmål med hvad han lavede her, men det var vel bare ham som gjorde det letter svært for ham selv, det var nu også at han bare blev skadet efter at han døde, da der var kommet blod i hans øjne og derved at gud havde givet ham disse øjne for en straf efter at han gav ham en chance til.
Englen sad længe og rakte da efter hånden ud for at mærke drengen foran sig, man kunne se at han ville sikre sig at drengen sad der hvor Micky troede han sad. Og rigtig
nok sad drengen der hvor han havde tænkt han sad.

//Sorry det korte svar >.<

// Mine svar bliver også korte. Sorry >__< //


Ud af øjenkroget så det lille væsen, at den fremmede flyttede på sig. Det virkede, som om han befandt sig midt i en episk filmsekvens, idet fyren i slowmotion drejede hovedet for at se, hvad i al verden der havde gispet sådan. Noa nåede kun lige at opfatte hovedbevægelsen, før han dykkede ned i skjul bag tønden.
Men for sent. Fyren havde set ham, det blev Noa sikker på, da denne udtalte ordene ’er der nogen’. Det fik hårene i Noas nakke til at rejse sig, idet han krummede sig endnu mere sammen. Åh nej, åh nej, åh nej. Hvad skulle han dog gøre? Sæt drengen her, ligesom de fleste andre i denne by, ville ham ondt?
De fleste ville nok mene, at det var en noget paranoid tanketank, den lille animagus havde, men han kunne ikke gøre for det; i hele sit liv havde han været vant til ikke at stole på andre, for han havde lært, at alle tobenede væsner aldrig ville en noget godt. De var løgnagtige, forræderiske og udnyttede dyr på det groveste; for ja, til tider følte Noa sig virkelig mere som et dyr end et menneske, hvilket nok skyldtes hans ulveside.

Han mærkede et par fingre stryge over sin arm, hvilket med det samme fik hevet ham tilbage til virkeligheden. Fyren var nu kommet helt tæt på, og det var hans hånd, der havde rakt ud efter Noa. Det gav et sæt i ham, idet han trak sig til siden, hvilket samtidig fik lokket ham ud af sit trygge skjul.
Hans mørke øjne gled op til den fremmede øjne, som han med det samme bemærkede var noget særprægede. Der lå en hvid tåge over dem, som fik ham til at spekulere over, om fyren var blind. Måske var han, måske var han ikke, men en ting var Noa sikker på: Fyren var i hvert fald ikke fjendtligt indstillet. Nej, han virkede nærmest helt venlig, sådan som han sad der og smilede.
”Jeg… jeg troede bare, at du var en anden,” svarede Noa.

Den lille engel kunne nemt mærke på den dreng som sad foran ham, var ret nervøs for hvem det var, måske var det helt underligt for ham, at nogle var venlige for ham, men han var da glad for at denne person var rolig og okay, men for en sikkerheds skyld tog den lille engel til sig for at tjekke sine lommer for om han havde det hele som var hans stadig, og det havde han, han havde været ude for at blive bestjålet af en lille møg unge, men sådan noget skete for ham rimlig tit, måske var det bare gud som ville pine ham til helvede.
Den lille engel grinede let mellem de små læber, "En der ville slå dig?" Spurgte den englen om, han ville ikke slå nogle selvom han troede på en ond person, men det gjorde ham jo ikke til et dårligt menneske, men han var alt for blød til at kunne være ond. Og det gjorde ham bare mere god end ond.
"Jeg vil ikke gøre dig noget, jeg er iforvejen for svag til det, mit syn er ikke som det har været, takket være den forbandede gud som ødelagde mit syn" Sagde han vredt, mens man kunne gætte sig til hvad han var nu da han havde sagt gud, og en let brummen kom fra himlen over at Micky havde råbt af ham. Og det gjorde det bare meget værrer over at det begyndte med små dryb af regn, men en torden kom i bag lyden. Den lille engel havde nok gjord en vældig vred over at havde fornærmet ham "Undskyld" Sagde englen til gud, da han var blevet vældig sur, og stille forsvant det igen.
Den lille engel så ud til at mene det stille, men inderst inde hadet han det som pæsten, men han skulle vel bare følge det en engel 'skulle' Selvom han ikke ville, men det måtte vel være sådan nogle gange.
Den lille engel smilede blidt til den lille dreng foran sig "Åh jeg glemte helt mit navn jeg er Micky" Sagde han med et skævt smil på læberne, og han håbede lidt at drengen ville være med på at lære hinanden og kende for så havde han da en chance for at kunne lære byen og kende på en god måde via en som boede der.
Micky tog sin arm til sig selv, så drengen kunne være mere rolig over at han ikke skulle til at voldtage ham eller sådan noget, men det ville den lille engel nok heller ikke ligefrem finde på. Så der var et godt punkt på Micky og det var nok at han ikke kunne gøre en fluge fortræd, men det svære var jo også at det kunne være en smugle svært engang imellem når hans sure side kom frem, det var nok det som gjorde ham svag over for at sige nej, og blive sur, han blev aldrig nemt sur da han altid lagde facade ned over når han var ved og blive sur og så blev han det aldrig.
Micky prøvede stille og se drengen foran sig som han ventede svar fra, om han kunne se ham bedre hvis han ryggede sig tætter på men det var vel lidt svært for hans vedkommende, men han prøvede da det bedste for at se drengen.
Micky vidste ikke hvad denne dreng gemte sig for eller hvad han troede Micky var "Hvem troede du jeg var?" Spurgte han så let, mens han tænkte mere over det, man kunne tydeligt se at han tænkte over hvem drengen troede han var, men det var nu svært for Micky og tænke over tingende når han havde selvskab.

//Min krea er tilbage! :D