Mon det virkelig spøger?

Sted: I Parc d'attractions
Omgivelser: Nogle bander der hænger ud, forlystelserne og hvad der nu ellers kan gemme sig i mørket.
Tid: Meget sent… Nat.
Vejr: Koldt, Ingen vind og en stor regnsky på himlen.

Jinx stod til indgangen til forlystelsesparken. Han kunne underligt nok forestille sig hvordan parken havde set ud i sin storhedstid, selvom han kun havde hørt vage fortællinger om det, da han ikke selv havde set den. Rutjsebanen med de skrigene børn når den kørte lidt op og ned, de roterende tekopper og hurlumhej-huset hvor folk løb ud med store grin på læberne.
Han sukkede lidt men stod der og så hvordan den nu var ved at falde fra hinanden, var overrendt af idioter der troede at de ejede alt de lagde øjne på og i det hele taget var snot hamrende åndssvage. Han klemte hånden sammen, men sagde ikke noget. De havde trodsalt ikke set ham, sådan som han stod uden for det gyldne lys fra lamperne og i sin sorte jakke og mørke grå jeans. Hans hoved løftede sig svagt da han kiggede op på himlen og iagttog den tunge sky der rullede henover himlen. *Det skal nok passe med at når den ruller hen over månen, så begynder det at regne…* tænkte han og tilføjede, uden helt at tænke over det, ”Kun for dramatikken”
Jinx kørte en hånd gennem det mørke hår og begyndte at gå væk fra skiltet med de engang så fremtrædene bogstaver og bevæge sig imod et af de mindre befærdet steder i parken. Underligt nok undgik de Hurlumhej-Huset, selvom Jinx selv kunne se at det nok var en af de mere stabile bygninger i parken. Græsset gav et tørt knas fra ham da han gik hen over det vellyste stykke jord fra den fulde måne. Det var faktisk ganske utroligt som månen gav et lys denne nat. Det var som solen, bare mere hvidt og klart… Så alt var enten hvidt eller i skygger, så Jinx var på vej hen til skyggerne, da han fik en regndråbe ned af nakken… Det ville stensikkert begynde at styrtregne snart og det sidste Jinx havde lyst var at blive sjaskvåd. Så det var vel kun logisk at komme hen i huset.
*Mon ikke de tomhjernede idioter vil finde ud af det… Så måske vil der komme sig en lille slåskamp* Tænkte han og smilte lidt over det, uden selv at ville det.

Regndråberne begyndte at blive tungere og tungere og ramlede mere og mere tydeligt mod taget ved Hurlumhejhuset. Normalt ville den nok være meget beroligende og den plejede altid at hjælpe lidt til den stemning der var der inde. I hvert fald for Clara. Når hun altså befandt sig inde i huset med de farverige tegn og skører udfordringer. Hun kom dog i stedet slentrende udefra. Med helt rolige skridt der måske var en smule hurtige på grund af det pludselige regnvejr.
En taske hang fra hendes ene skulder og så noget slidt ud. Lige som den meget løse trøje der var lynet for og vel halvt ned. Hang selv udover en af skulderen og afslørede tydeligt den røde top der var indenunder. Små huler kunne ses omkring hendes mavestykke og gjorde noget af hendes blege maveskin synligt for passerende. Hendes ben var næsten helt bare når man lige så bort fra de lårkorte også rimelig slidte cowboyshorts hvor et par sæler hang ned fra. Dinglede ved hendes knæ. Hendes gamle mørkeblå converse sad godt til på hendes fød og få steder var de lige blevet sart sammen med noget gaffa tape. Så de ikke faldt alt for meget fra hinanden. Hun kunne minde om en noget sjusket pige men trods hendes tøj var hun helt ren og hendes hår så rimelig velplejet ud.
Med det samme som hun stod omkring 3 skridt fra sit opholdt sted fangede hun duften der ikke bare omkredsede bygningen men som også kom inde fra. Et lille smil blev dannet på hendes blege fyldige læber og hun tøvede skam ikke med at trampe inden døres. Gjorde ikke noget at hun afslørede sig selv som sådan. Hun rystede hårdt på hovedet og fik på denne måde det værste vand ud af hendes sortbrune hår men forsatte hurtigt bagefter. Det var altid sjovt når nogen betrådte hendes område uden at have fået lov først. Der gik heller ikke lang tiden inden hendes gule øjne fik rettet opmærksomheden mod denne skikkelse lidt længere fremme. En ung mand så det ud til at være. Hvor passede det godt. Hun trådte let ud på vippe broen og lænede sig derefter op ad de reb der skulle hjælpe en til at holde balancen. ”Jeg må sige..det er ikke hver dag jeg finder et menneske på disse kanter.” lød hendes stemme så. Den virkede blid og munter men samtidig kølig og charmerende. Og det smil der fandt sin vej frem var ikke ligefrem et af de grusomme. Blot det typiske søde men også sarkastiske smil.

Hurlumhej-huset var overraskende dystert. Måske var det manglen på lys, det forfaldne ved hele huset eller bare nattens simple gys? Det var som om en eller anden stod og kiggede på ham over skulderen, men da han drejede rundt og kiggede, så var der ingen… Måske var det bare huset?
Det var vel egentlig også mening med sådan nogle steder. Man skulle begynde at føle sig lidt ved siden af sig selv, være paranoid og bare være… ja anderledes.
Så da stemmen lød bag ham drejede han rundt og hånden for automatisk ind i hans jakke hvor han var begyndt at gemme mere end en kniv efter et møde med nogle idioter af voldshoveder tidligere på ugen. Hånden lagde sig på skeden af den lettere buede kniv han havde derinde. *Jeg burde skaffe mig noget længere… Det er ligesom der min træning ligger i* tænkte han lidt irriteret på sig selv.

Men han fik ikke først øje på stemmens ejer. Som ethvert andet menneske begyndte adrenalinen at pumpe rundt i hans krop med en rasende fart og gjorde ham mere langsynet end han normalt var vant til. Han havde fået det forklaret så mange gange af sin træner, at det var essentielt for en kamp at han fik kontrol over adrenalinkoncentration i blodet, da det ikke nyttede at han var for hurtig og var selv skyld i at et angreb fejlede frygteligt. Han tog en dyb indånding og begyndte så at få øje på silhuetten i halvmørket. De tunge skridt, hun ligegyldigt havde taget havde også hjulpet ham med at vide hvorfra hun kom. Det var jo helt umuligt at bestemme sig for hvor lyd og syn var i det her underlige hus af hjørner og spejle…
Hans hånd strammede sig om grebet på kniven, men trak den kun blank.
Der var noget underligt ved det. Hun var… For selvglad. En normal person ville nok ha bedt personen om at skride af helvede til, ha skreget for hjælp eller selv ha angrebet ham bagfra… I stedet handlede personen imod al logik og begyndte bare at snakke med ham…
”Jeg dumpede også bare forbi… Jeg har ikke tænkt mig at blive til alle festlighederne” Sagde han og tog et lille skridt tilbage så han havde længere tid til at reagere på. *Hvorfor havde hun kaldt mig for et mennesk…* svaret var skræmmende indlysende og han kunne mærke hvordan farven simpelthen forlod hele hans ansigt.

Jinx sprang et skridt tilbage og slog ryggen imod muren. ”Hvad er du?!” hvæssede han vredt af hende og trak så kniven helt ud og holdte den klar, selvom en svag rysten havde fundet frem til hans hånd. Han var ikke vant til at slås mod umenneskelige væsner… Og hvad kunne den her kvinde være? Hvordan kunne det dog være at de væsner kom ind i den her by og blev der?

Ved synet af hans ansigt der langsomt begyndte at miste farven kunne hun simpelhent ikke holde sin latter inde. Den var dog overraskende nok ikke speciel grufuld. Men mere normal. Dog endnu med den kølige undertone hun altid havde lige nu. Som morede han hende faktisk. Det var ikke særlig tit at hun fik lov til at få besøg her. Folk kendte nok til hendes lille skjulested. Det var nu heller ikke så svært at regne ud. Hun gjorde i hvert fald ingen tegn til at gøre sig usynlig når hun smuttede indenfor. Eller gå gjort krads på den blide lugt af blod og maling man kunne finde inde i selve bygningen. ”Så du dumpede bare forbi? Hvor hyggeligt..” Endelig sagde hun noget igen og fik stoppet sin latter igen. Rettede sig ordentligt op og stod nu ikke mere lænet op ad gelænderet eller hvad man skulle kalde det. Hun ignorerede blot han anden part af sætningen. Han kunne da bare prøve og komme udenom hvis man ville. ”Så må jeg vel hellere byde gæsten velkommen…ikke?” Det sarkastiske smil sad endnu på hendes læber og et hurtigt blik blev sendt mod denne fremmede mand. Han virkede ikke helt så erfaren omkring byens såkaldte hemmeligheder. Men det kunne vel også være lige meget.

Hun tog så selv et roligt skridt og sørgede for at sætte sin ene fod lige ind foran den anden for at få denne mere overlegende holdning og gang. Hun stoppede ikke op da hun så kniven. Hun var ikke bange for den slags legetøj. Og hvorfor skulle hun også være det? Han så godt nok ud til at ville bruge den. Men nok kun hvis hun gav ham en grund til det. Tasken lod hun bare dumpe ned på broen inden hun lidt efter nærmest forsvandt og stod så foran ham med nok kun et skridts afstand eller noget. ”Noget du i hvert fald ikke skræmmer med den kniv..” fik hun så frem inden hun bare trådte et skridt tilbage. Førte sin hånd ned i sin trøjes ene lomme, træk ubekymret en lille pakke op. Hun fik rystet den og fik så endelig en cigaret ud i sin anden hånd. Satte den hurtigt fast i mundvigen inden lighteren blev tændt med et sjvuff. Hun tog et sug inden hun bare pustede røgen lige i ansigtet på mennesket. ”Er det så her jeg skal spørge om det samme? Nårh nej. For jeg ved allerede den slags..” Nok var denne person højere og nok mere pumpet en hende. Hun var endnu blot lille og lettere spinkel. Når man lige så bort fra de heldige kvindelige former hun havde fået sig. ”Du burde vist få gjort noget ved den duft. Du lugter langt væk af menneske. Og nu er mit hjem også begyndt på det..” Et nyt sug blev indtaget og denne gang pustede hun det blot lige op mod loftet. Så igen mod ham med de sortomkransede gule øjne inden hovedet blev lagt på skrå. Nok opførte hun sig ikke ligefrem truet men man skulle endnu passe på. Hun stod blot og så ham an. Om han var kedelig eller måske kunne blive ved med at morer hende. Måske overraske hende?