Dybt inde i skoven :: Krodon

Tid :: ca 20
Sted :: Skoven
Omgivelser :: Træer, mørke, gangstier, få gadelygter omkring gangstien.
Vejr :: Stille vind
_____________________________________________________
De øverste grene svajede stille i vinden, som dansede de sammen. Dog stod resten af træerne stille. De stod fast og ville beskytte en hver der kom gående forbi, for vinden. Denne aften, beskyttede de en ung pige, med kort sort hår. Hun kom gående i sin sorte vinterjakke, som gik ned over numsen. Og sine blodrøde jeans som sad tæt ind til hendes ben. Samtidig havde hun sorte støvler på, med sølv spænder. Derudover havde hun lyserøde vanter og hue på. Hvilket nok var lidt kikset, hvis man tænkte over det.

Hun havde siddet derhjemme i lang tid, og bare stirret ud af vinduet. Før hun beslutte sig for at bevæge sig ned mod skoven. Som var hun tiltrukket af den, eller fortryllet. Normalt ville hun ikke gå ud i en skov så tæt på natten, men i dag havde hun alligevel gjort det, og nu var hun dybt inde i skoven, på en gangsti, der snart så ud til at ende.
Hun stoppede op for enden af gangstien og så op mod himlen, mod de øverste grene, der svajede i vinden.

Langt oppe over træ-topene, svævede en skikkelse der ikke rigtig var til at se. Skikkelsen havde vinger der var så sorte som kul, det var det eneste man kunne se.
Pludselig fløj der noget ned fra skikkelsen, der nærmede sig jorden med lynets hast, og da det fløj ned igennem en af træernes grene, og skar direkte igennem grenen uden problemer. Da det ramte jorden borede det sig langt ned, og nu kunne man se hvad det var, det var et sværd med den sorteste klinge, med indgraveret oldtids-runer. Sværdet landede et par meter fra den unge pige. Kort efter kom skikkelsen flyvende ned imod stedet, den blev større og større jo tættere den kom på jorden, og til sidst, få meter fra jorden, slog skikkelsen hårdt med vingerne imod jorden, så den kunne lande roligt og forsigtigt. I det skikkelsen forsøgte at stille sig på sværdet imens den landede, gled den af sværdet, og falde på røven. Nu kunne man se hvad det var, det var en høj mand, med halv langt brunt hår, og brune øjne. Han var kutteklædt, kutten var så lang at den var længere end han selv var. Han rejste sig op og slog det værste grus af hans frakke imens han grinte lidt, og sagde, "jeg plejer ellers godt at kunne lande ordenligt". Han bukkede fint for den yndige pige der stod foran ham, og præsenterede sig selv. "Mit navn er Krodon Blackheart, og jeg er engel" sagde han og så på hende med et varmt smil.

Pigen havde godt skimtet et eller andet oppe på himlen, men første tænkte hun bare det kunne være en fugl, så hun vendte blikket væk der fra, og kiggede tilbage mod den sti hun var kommet fra. Dog vendte hun sig straks om, da der lød et mindre brag, da noget ramte jorden hårdt. Hun gik et par skridt tilbage, for det var ikke normalt sådan noget skete.

Lidt efter landede en kutteklædt person, og hun blev nærmest helt lammet i benene af det endnu større chok hun fik nu. Folk faldt jo ikke bare ned fra himlen! Pigen var ikke vandt til mystiske væsner, så det var meget underligt for hende det her. Specielt da han bare tog det så stille og præsenterede sig som en engel.
"uhm..." Hun bed sig lidt i læben og så stadig lidt chokeret på ham "...Hej..tror jeg..." svarede hun lidt nervøst og begyndte at tage sin puls ved håndledet, for hun var bange for at det bare var hende der var blevet skør.

"Jeg kan se du er et menneske, siden du ser helt skramt ud" sagde han og så nysgerrigt på hende, han undersøgte hende, og sagde da, "du er da en meget flot ung pige" og tog sit sværd og gik et par skridt væk, og lagde det på jorden, og gik da tilbage til der hvor han stod før. "Jeg har ingen intentioner om at gøre dig noget ondt, og du drømmer ikke kan jo så fortælle dig, jeg er ganske vist et *overnaturligt væsen* som i mennesker plejer at kalde os". Han så en sten, og gik over til den, og satte sig på den, og på hans vej der over, lod han hans vinger folde sig helt ind til hans ryg. "Som jeg sagde før er jeg en engel, og jeg har ingen intetioner om at gøre dig ondt, jeg er endelig bare ensom, og mangler nogen at snakke med, som ikke vil dræbe mig" sagde en roligt, og lod en hånd glide igennem sit hår. Han lod hans blik falde på hende en gang til, og endte med at kigge ind i hendes flotte øjne.

"Ja jeg er et menneske" sagde hun stille. Hun stod stadig bare der, helt stille, mest nervøs, fordi hun aldrig havde stået i sådan en situation før. Dog lyttede hun til hvad han sagde og fik en smule rødmen på sine kinder over at han syntes hun var flot. Efter lidt tid, og han havde snakket et stykke tid, opdagede hun at hendes ben faktisk var begyndt at gå hen mod ham. Så hun til sidst stod en halv meter foran ham. Dog bed hun sig lidt i læben før hun begyndte at snakke "så..Krodon??" hun tænkte lidt og så så på ham "Hvis jeg ikke drømmer, og jeg ikke er død" hun bed sig lidt i læben "så er jeg bare meget uvidende..." Hun lod sig falde ned at sidde foran ham.

Han så lidt overrasket på hende, at hun faktisk turde komme så tæt på ham allerede. Og at hun faktisk ikke var løbet væk, det var lidt byt for ham.
Han gav et lille grin fra sig, og kunne ikke lade vær med at smile lidt af hende. "Så vidt jeg kan høre, kender du ikke til alle de forskellige væsner du måske ser i din hverdag. Jeg kan fortælle dig om dem der har sin egen menneske form. Der er Vampyrer, Dæmoner, Animagus og så er der nogle engle der kan gemme deres vinger for mennesker. Men alt i alt, så er der mange væsner rundt om i skovene og byerne" sagde han, og lod han brune øjne møde hendes. Han kunne fornemme at hun begyndte at fryse som hun bare sad der, så han tog sin kutte af, og gik langsomt over til hende, og lade den om hendes skuldre, og sagde, "den her burde kunne holde dig varm" og lod hans han rode lidt i hendes hår, og gik da over til sin sten igen.

På en måde så følte hun sig ok tryg ved hans nærvær, og alligevel ville hun gerne rejse sig at gå. Men hun kunne ikke. Hun kiggede ikke rigtigt på ham som hun sad der foran ham, og hun tegnede lidt med fingeren i jorden. Dog ikke noget der rigtig gav form, mere kruseduller som kunne afspejle hendes forvirrede tanker. Hun lyttede til hvad han sagde og smilte så lidt uden at kigge på ham "Så, højst sandsynligt har jeg gået i blandt vampyrer, som muligvis gerne ville drikke mit blod. Og været gået forbi en kat som i virkeligheden var en person" hun bed sig lidt i læben ved tanken, for hun var den der person der godt kunne finde på at snakke med de dyr hun mødte. Hun sad og tænkte og så så på ham, så deres øjne mødtes. Dog smilte hun ikke, eller så trist ud, hun var bare neutral. Dog blev hun nervøs i det han rejste sig og gik hen til hende med kutten. Hun lukkede øjnene og knyttede sin ene hånd lidt for at prøve at slappe af. "Jeg...Behøver ikke di..." fik hun mumlet da han rodede på hendes hue ovenpå hendes hår, for den havde hun jo ikke taget af :P
Hun sank en lille klump der sad i hendes hals og bed sig i læben for hun talte "Jeg behøver ikke at have din kutte... jeg har min jakke, hue, og vanter" hun så lidt ned i jorden, før hun så op på ham. Hun ville ikke tage den af, da det var uhøfligt i hendes øjne.

"Jeg troede bare du sad og frøs, men fair nok, så tager jeg den bare igen" sagde han, og gik da over til hende igen, og tog sin kutte igen og fik den kastede om sig. Han gik over til sin sten igen, og så tænkende på hende, og ventede lidt med at svare på hendes spørgsmål.
"Er du stadig forvirret over hvad der lige er sket, eller er du ikke tryk ved at jeg er her?" spurgte han lidt nysgerrigt og så at hun havde tegnet noget ned i gruset.
"Men vi kom til det med de vampyrer. Du har helt ret, og alligevel ikke, det er ikke alle Vampyrer der har lyst til at overfalde dig og drikke dit blod. Men det kan sagtens være at nogen af de katte du hilser på er *mennesker* i dyre-form, men det er jo ikke kun katte, de kan være alle former" sagde han, og kunne ikke lade vær med at kigge på hende og smile. Han rejste sig op, og spurgte hende, "skal du med op og flyve en tur" og gav hende da et smil.

Hun smilte lidt, men kun lidt til ham da han tog sin kutte igen. "tak" Hun lyttede til ham og rejste strakte sine ben medens han snakkede. For så et stykke tid efter da han var færdig, svare "Jeg er bare ikke vant til at fremmede mennesker....engle, som jeg møder faktisk giver mig en kutte på og klapper mit hoved" Hun rejste sig lidt så stille op, og så på ham efter hans kommentar omkring det med katte "Nah, men jeg ville nu ikke bruge tiden på at ridse alle dyr op, så jeg tænkte katte ville være et godt bud. Men kan da sagtens sige resten af dyrearterne" hun smilte lidt og så på ham da han spurgte om flyvetur "uhm, for at være ærlig vil jeg nok helst bare blive herned på jorden" hun rakte ham dog stille hånden fordi hun kom i tanke om at hun egentlig ikke havde præsenteret sig for ham. "Jeg hedder forresten Kiwi" sagde hun stille og ventede på han tog i mod hendes hånd.