Hunting Nosferatu (Åbent)

Vandet rislede ned af de kolde sten og samlede sig i en lille bæk, der løb ned i mørket med en stille lyd. Lys var der intet af, men lugten af råd var så tyk i luften at man ikke behøvede øjnene til at navigere efter. For enhver med bare den mindste smugle forstand på vampyrer og i særdeleshed Nosferatu, var det indlysende at denne mine var spækket med de udøde og rådnende væsner, væsner som vel knapt kunne betegnes som væsner mere, men kun en skald og en silhuet af deres gamle jeg.
Cigaretterne var for en gangs skyld gemt af vejen, lugten af dem ville afsløre hende, og der var ikke meget der var svære end at tage en vampyr med bukserne nede, så ethvert lille forspring man kunne skaffe sig, kunne være altafgørende for liv eller død. Trods de dystre udsigter var det dog ikke en uvant situation, for Alice var det rutine der skulle overstås så hun kunne vende tilbage til at føre et inkognito liv i Terre. Hverken lysten eller evnerne til at bekæmpe de udøde væsner var på sit højeste mere, det handlede mest bare om at holde formen i nogenlunde orden og afpusse nogen af de gamle kredsløb, så de ikke rustede væk, eller bare blev fjernes som en gammel driver enhed.
Roligt og med et udtryk af doven ligegyldighed trådte Alice længere ned i minen, hendes bløde allstar sko lavede ikke en lyd og resten af hendes mest læderbaserede tøj, fik hende til at falde i ét med baggrunden, det eneste der rigtigt trådte frem så man kunne se det i mørket, var hendes øjne der havde en skinnende violet farve.

Alice kiggede trøstesløst ud i mørket, hendes nattesyn var perfekt, dog uden farve, så alt havde den blåviolette farve, men ikke destro mindre var alt tydeligt, så intet kunne tage hende ved overraskelse, desuden havde hun sat sin sonar på fuld kraft, så hun ville kunne høre hvis der var nogen der sneg sig ind på hende.
Med stadig samme ligegyldige ansigt bevægede hun sig længere og længere ind i den Nosferatu rede som hun havde fundet. Det havde ikke været et større problem at følge de modbydelige væsner, små stykker af råddent kød og den umenneskelige stank var som regel en god indikator af hvor disse grusomme væsner havde valgt at bosætte sig, desuden kunne Alice nu se en af dem et lille stykke væk, den havde også set hende og var i høj fart på vej mod hende, mens den hylede og skreg, så alle andre i hulen ville høre det.
Idet nosferatuen var et skridt væk, trådte Alice lige pludselig hurtigt frem og med dyrets egen fart, lod hun en pæl glide ind i hjertet på den med en hårdt bump, dens arme var på hver side af hendes hoved og da hun fangede dennes blik var der ikke andet end chok at spore, inden den forsvandt som støv i luften. Dybt nede fra hulen, kunne Alice nu høre lyden af flere skrig og andre uhyggelige lyde, det var tydeligt at hulen var meget mere beboet end hun selv havde regnet med, det kunne gå hen at blive et problem med alle disse dyr, selv for en garvet jager som hende, var der en grænse for hvor mange hun kunne holde tilbage.

Med rutineret hånd greb Alice en pæl mere, så hun havde en i hver hånd, derefter løb hun ned i mørket mod det som lød af en hele rede af Nosferatu. Aldrig før havde hun været nød til at flygte, men som lyden blev stadig højere, begyndte Alice at tvivle på at hun alene ville have en chance mod så mange Nosferatu.
Ikke destro mindre fortsatte hun i høj fart ned, til hun nåede et stor åben hule, der var godt 10 meter til loftet og stedet var omkring på størrelse med en fodboldbane. Overalt var der huller der førte ind til andre gange, men det var her Alice valgt at gøre sig klar til kamp, det ville være til hendes egen fordel at der var plads at udfolde sig på.

En stille brise gled igennem den store grotte, der ruskede blidt i dets beboers hår. De mange skrigende hyl, virkede truende for de fleste, men ikke for dem der kendte det. Det var skrig af sorg og smerte. Og ganske få af dem, af vrede. Men et højt hvæs rev igennem hulerne, så alle dets beboer ville kunne høre det over deres egen skriggen og hylen. Hvæset havde en tydelig effect på skrigeriet, og alle i grotterne dæmpede sig, og ganske kort tid efter, var der ingen lyd igen. Hvæset havde været en ordre for stilhed. Den som hvæset kom fra, ønskede stilhed. Ro. Hvæset var kommet fra en herre, der langsomt bevægede sig imod det store grotte system. Han bar et stort sort, og gammelt jakkesæt, der var umpdeligt formelt, hvis det ikke var for de mange flodser og riser i stoffet. Herren var ikke at tage fejl af. Hans hud var rådden, og hans øjne komplet sorte. Tydelige karakter træk for en Nosferatu. Han gik med hænderne foldet bag sin ryg, og gav et lavt suk fra sig på sin vej.
"Hvad vil du, Mi'serabel?" Spurgte han ud i intet, imens han fortsatte. En kvinde stod pludselig få skridt fra ham, og stoppede hans gang. Hun havde ingen tegn på at være Nosferatu, og hvis ikke man kunne lugte hendes gener, ville man ikke hvide at hun var af klanen. Hendes klare hvide hud, havde ingen pigment fejlt, og hendes kaotiske øjne tydede på liv.
"Den... Besøgende.. Vil ikke lytte til dine ord, Karatar.. Hun vil se dit ydre, og anse dig som ækel, og blot endnu en pestilens der skal af vejen. Lad mig snakke med hende, hvis du virkeligt blot ønsker at hun skal forlade grotten. Hvilket du da gør, når du holder Vladimir tilbage.." Sagde hun, med en klar og fin stemme, og et stort smil over læberne. Karaktar sukkede og lavede en fagt videre igennem tunelen.
"Be my guest. Men hvis hun angriber dig.. Kan jeg ikke holde Vladimir, og familien væk meget længere.." Sagde han afklaret, og med en ligeså perfekt diplomatisk stemme. Mi'serabel nikkede en enkelt gang, smilede stort, og forsvandt så igen. Karaktar rystede stille på hovedet, og tog en unødvendig, tung indånding.

I den store grotte, var der endnu ingen lyde, da den fremmede kvinde ankom, og kun Mi'serable var der. Hendes blod, og krop, var perfekt til at snige sig, og gjorde det næsten umuligt at ligge mærke til hende på en sonar, og fuldstændig usynlig på varme søgende apparater. Men stadig holdt hun sig bag en høj klippe formation, i midten af grotten, inden hun hoppede op på den, og nu stod i samme højde som Alice, blot med en afstand imellem hendes tunnel og sig selv. Og da, kom hun til syne, ny så ganske tæt på Alice, skulle hun angribe blindt.
"Er det en nydelse.. At dræbe unge.. Uvidende børn?" Spurgte Mi'serable med sin klare, lyse stemme. Det var stadigt umuligt at se at Mi'serable var en Nosferatu, og mindede mest af alt om en af Vampyrenes mere smukke klaner. Hun lagde sit hoved på skrå, så det lange sorte hår, gled ned af hendeshøjre skulder, imens de kaotiske øjne, skiftede imellem røde, og blå, i et bølgende hav bag øjnenes hinder.
"Du har virkeligt skabt et helvedes påstyr, unge dame. Det er svært nok at holde de unge væk fra Terre's befolkning. At holde dem i skovende. Selv nogen af de ældre, ser ikke hvorfor vi skulle gøre det. Men.. Det er folk som dem, der gør at vi må gemme os her.. Men. Ikke engang det, kan vi få lov til, åbenbart?" Spurgte hun, imens hun tog langsomme, blide skridt imod den ene kant af hendes klippe formation, uden at tage øjnene fra Alice. Den stramme røde kjole, der hang ned af Mi'serables krop, havde en lang revne ned langs hendes højre ben, der gav hende fuld funktionalitet i beklædningen.
"Men.. Jeg er mere nysgerrig.. Over at høre... Hvad var din tanke, med denne plan? At invadere en redde af unge Nosferatuer.. Og så slippe ud, inden deres ældre beskyttere ankom? Du ved.. Ikke helt så meget om Nosferatuer, gør de?" Spurgte hun, med et stort, venligt smil. Det var tydeligt at hun ikke var interesseret i at slås, da hun ingen tydelige våben bar. Og skulle Alice faktisk angribe, ville Mi'serable da heller ikke blande sig i Vladimir's show. Det var hans arbejde. Hun var der bare for at prøve og tale folk fra deres blinde håb.

Alice kiggede rundt i den store hule, det var tydeligt er der levede mange Nosferatu på dette sted. Hendes øjne bladrede hastigt igennem de mange forskellige varmesøgende, lysfølsomme og andre slags syn hun havde, det blev stadigt mere klart for Alice at der var mange flere Noserfatu end hun havde regnet med, men ikke destro mindre ville hun give dem kamp til stregen, eller dø i forsøget. Alice var ikke programmeret til frygt eller ideen om at flygte hals over hoved, hun var en beregnende maskine og alt hang sammen i tal for hende ligenu, hendes chancer for at overleve mødet var stadigt store nok, til at hun ikke overvejede at falde tilbage for senere at vende tilbage med flere af samme vampyr anskuelse som hendeselv.
Alice lod hendes sensore og andre anordninger tage indre billeder af hvordan hver en revne i væggene så ud, hvordan hver et lille bump i gulvet lå, for hun kunne ikke lade tilfældigheder få hende ud af balance, hun var nød til at vide hvor hun stod hele tiden, og hvordan hun opnåede en eller anden form for overhånd, skulle hun risikere at det var nødvendigt at forsvinde i en fart.

Alice lod forsigtigt en hånd glide igennem hendes hår, som på det nærmeste groede ind for at gøre det nemmere at se rundt, uden at blive forstyrret af det. I en elegant bevægelse, fjernede hun også læderjakken og kastede den hen ad gulvet. Roligt kiggede Alice mod den hule hvor hun kunne høre den højeste mængde larm, det ville formentlig være derfra de ville komme. Hendes idéer om hvor kloge Nosferatu var lå på et utroligt lavt sted, hun havde endnu ikke oplevet en der ikke var andet end et dyr.
Selvom hendes viden om Nosferatu ikke var komplet, var den stor, hun var bygget til kamp med disse grufulde væsner og skulle hun falde i kamp med dem, ville det være så dyr en pris at betale, at klanen der levede i hulen næppe ville kunne holde sig på fode bagefter.

I samme øjeblik som en kvindestemme lød, rev Alice en pistol frem og pegede den mod hjertet af den fremmede, hun havde ikke fokuseret på det hun sagde og var derfor nød til at genspille det hun havde sagt inde i sit hoved. Alice smilede kort og venligt inden hun stak pistolen tilbage hvor den hørte hjemme, det var tydeligt at kvinden ikke var der for at gå til angreb på hende, men den svage lugt der kom fra hende afslørede at hun havde en eller anden for for forbindelse til de Nosferatu der levede i hulen.
Ganske roligt og uden at give hende et blik mere, strakte Alice sig og så overraskende afslappet ud, "Sjovt en som dig snakker om nydelsen af at dræbe uskyldige børn... Undskyld, men det er bare et paradoks af den helt store kaliber, at du anklager MIG for at dræbe uskyldige børn", Alice betragtede hende stille, inden hun med løftede hænder for at vise at hun ikke havde et våben i nogen af dem, bevægede sig et lille stykke tættere på hende. Alice kiggede hende i øjnene og hvis hun var skarp, ville hun opfatte at der var mere end kød og blod inde i hende, "Jeg undskylder på ingen måde postyret, Nosferatu er en plage på denne jord og ifølge alt det jeg nogensinde har fået at vide, skal de udryddes hvor fundet... Jeg ville ønske jeg kunne undskylde, men det falder mig ikke ind at undskylde for at gøre verden en tjeneste".
Alice var stadig rolig og fattet, hun havde endnu ikke opdaget at kvinden var Nosferatu selv, hun havde kun en anelse om at hun havde et eller andet form for samarbejde med dem. Alice smilede over den lille fornærmelse, "Jeg ved nok om Nosferatu til at jeg har en halskæde lavet af deres øre og hugtænder", Alice rakte ned i lommen og viste med et dystert og ildevarslende smil en makaber halskæde frem, hun smed den for fødderne af kvinden og hendes ansigt blev igen neutralt, "hver så venlig at hente den største og stærkeste af hulens Nosferatu... Hvis han kan slå mig i tvekamp lover jeg ikke at udrydde hele bestanden i denne hule og bistå jer på et senere tidpunkt... Taber jeres stærkeste til mig har jeg allerede vist at i ikke kan hamle op med mig og jeg udrydder alt der minder om Nosferatu hernede", den sidste bemærkning var en skarp hentydning til kvinden. "Smut afsted med dig", Alice viftede af hende som var hun en hund.