Hvem..hvad...?

Sted: Skoven
Tid: Nat
Omgivelser: Træer...?
Vejr: Køllig vind.
Manden der låg navlet til træet så genkendelig ud. Skægget var groet vildt og var ikke klippet, man kunne måske sige at manden var omkring fyrre. Men det var han ikke... Hvis man barberede ham ville man nemt se en sytten årig dreng med det samme iltre blik. Men lige nu var vist ikke tidspunktet. Hans fuldskæg var blevet en smule længere og tilvokset end før. Men det var nu den samme person som tidligere havde vanæret Zane og hans Abbadon. Det var Helvedesulven.. i nød. Arthurs blik var samlet i mod de fem elvere. Han bare ingen våben og de var i fuld udrustning med sværd og det hele.. Og han havde ingen våben. Panikken var samlet i de gule øjne. Hvad skulle han gøre? "Hør.. hvad vil i have?" spurgte Arthur skrækslagen som rodede alle idéerne igennem hans hoved. Men det var umuligt at holde fokus når man havde adrenalin i årene. "Dit liv" lød det barske svar fra en af elverne. Arthur ignorerede dem. Han havde fået en ide. Han rettede sin flade håndflade over imod en af elverne. "Pas nu på!" sagde Arthur overbevisende. "Ha! Det ene øjeblik er han bange og så er han pludselig modig? Vi falder ikke for dine tricks, Helvedesulv." sagde lederen af dem og strakte klingen frem imod hans hals. Hvad siger du, Will? Skal vi dræbe ham?" spurgte den ældste af dem. Men svaret kom aldrig frem inden en buldrene kugle af flammer blev skudt af sted fra Arthurs håndflade og slog elveren der måtte være Will ud. De andre nåede ikke at opfatte hvad der skete før Donec Arm havde forsynet Arthur med kræfter. Han lod tusinde af slag hagle ned over den tætteste elver og tvang sværdet ud af hånden på ham. Imens var en at elverne ved at slæbe sårede Will ud bag en busk. Arthur nåede ikke at tænke før han jog sværdet ind i den elver han havde taget det fra. Imens havde de to andre elvere løsnet deres bue fra ryggen og havde lagt en pil på strengen. Pilen sigtede direkte på Arthur som forskrækket løftede sværdet op for at få en smule beskyttelse. Og så blev den sortskaftede pil affyret og gjorde en bue i luften og startede sin dødbringende kurs ned imod Arthur. Han sprang i dækning men pilen kom først. Den spiddede buksebenet, et snit fra at ramme hans skindeben. Pilen var gået dybt ned i jorden så det krævede et ordenligt ryk i den for at vriste den fri. I mellem tiden havde de to elvere lagt en ny pil på strengen. Og så pilede de to pile igennem luften igen men denne gang var Arthur hurtigst. Han rullede til siden og sprang op på benene. De pile der var blevet affyret nu nåede heller ikke deres mål. Af ren arrighed smed den ene elver sin bue og trak sit sværd og løftede det imens den stormede Arthur. Det havde den anden elver ikke set komme og han havde allerede affyret sin pil. Og netop da elveren skulle til at svinge sit sværd blev den ramt i nakken af en pil. Arthur løftede et hånligt blik over elveren i de han selv begyndte at storme bueskytte elveren. Elveren prøvede at sigte men tabte pilen inden Arthur gav elveren dødshugget. Med et smil på læben så han livet forlade elverens øjne. De to andre elver var nok ikke kommet langt da den ene var hårdt såret. Inden han satte i løb hørte han fodskridt der gav ham kulde gysninger. Havde han en forfølger?

En kølig vind ramte en kvinde i ansigtet og hætten, der før havde skjult hendes hår, faldt ned langs hendes ryg. Hænderne var dybt begravet i lommerne i en vinrød kappe, der tydeligt kunne ses i mørket. Som en lysende stjerne på en mørk nattehimmel, bevægede en kvindelig skikkelse sig gennem den del af skoven der var tætbeplantet. Grene stak ud hist og her, blokerede af og til hendes vej mod den ønskede destination. En mand. Hun var budbringer for en kvinde, eller ikke ligefrem budbringer, da hun ikke var blevet bedt om at levere en besked. Hun havde gjort det for at levere en sørgelig nyhed til en, hun vidste der sikkert ville tage det tungt at få nyheden. Nyheden om en frygtelig hændelse.
Manden Nicholé skulle have fat i, vidste hun ikke rigtig hvor var eller hvem han var. Hvor hun skulle finde ham, var heller ikke tydeligt. Hun måtte bare lede skoven igennem, til hendes gode næse og hendes fantastiske syn ville få øje på manden eller drengen. For så gammel kunne han vel heller ikke være.
Kulden var begyndt at trænge igennem den tykke, vinrøde kappe, da hun havde gået i et par timer allerede. Af og til skiftede hun form til sin animagus uglen, for at afbelaste hendes fødder, men også for at få det til at gå lidt hurtigere. Man kunne hurtigt gå flere timer i skoven uden at finde sin rette destination og det var lige hvad der var ved at ske for hende.
I stedet for en gående kvinde med en kappe med mørkebrunt hår og kobbergyldne øjne, fløj nu en prægtig og majestætisk sneugle. Med elegance og perfektion undveg hun alle grene og andre ting der kunne blokere hendes vej til vejrs. Der var nu ingen tvivl længere. Hun var nært sit mål. Sneuglen dykkede mod jorden der var præget af et lille bitte lag sne, der efterhånden blev til is og rimfrost. Den landede på sneen og trampede lidt rundt i den, før kvinden kom til syne igen.
De gyldne øjne kiggede rundt, søgen efter et menneske eller noget der kunne bevæge sig som et. Den gode hørelse kunne høre en ivrig samtale og dødbringende pile der skød gennem luften, sikkert rettet mod en eller andet. Men hvem der skød og hvem det var rette efter, vidste hun ikke. Men Arthur var en af dem, så meget vidste hun i det mindste.
Nicholé nærmede sig kampen, der virkede til at aftage, hvilket kun gjorde det lettere for hende. Da der var helt stille, bortset fra skridt der løb væk, gav hun sig til at råbe hans navn. ”Arthur!” Da hun ikke var sikker på om han hørte det, råbte hun et par gange til. ”Arthur!” For ham ville hendes stemme sikkert virke velkendt. Lyde som Angelins stemme. En stemme han sikkert savnede, da hun var helt forsvundet efter de var blevet forlovet. Selvom Nicholé havde boet i Belgien, havde hun kendt Angelin og havde nu en sørgelig historie at fortælle ham.
”Arthur Gargon Cloud!”

Hjertet pumpede på livet løs.
Selvom det ikke føltes som om Logan havde et hjerte var der et eller ander der fik ham til at føle sig i live.
Han havde hørt snakken i skoven, på grund af de mikrofoner han havde sat i nogle træer som en sikkerheds foranstaltning, hvis det nu skulle komme så langt at nogle ville lede efter ham og Arthur.
Logan sprang over en væltet træstamme, hans udstyr var tungt. Næsten for tungt..
Logan løb med sin M4, Udover sin M4 var Logan tungt bevæbnet. I hans bælte sad der en pistol, på Logans lår sad der også en pistol, på Logans ryg hang der to knive, eller det var mindre sværd små nok til at være knive (lige som Legolas i LOTR), rundt om hans hals hang der en M4 riffel, nede ved hans fod sad der også en kniv bladet var vel 15 cm og til sidst havde Logan et sværd hængende modsat af knivene med grebet ned mod jorden så det ville være hurtigere at få fat i.
Logan havde ny og forbedret rustning, denne rustning var en blandning mellem en middelalder rustning og en ny 'hjemmelavet' form for skudsikker rustning, rustningen var ikke specielt hårdfør, men kunne sagtens tage skuddene fra en mindre håndvåben, og slagene fra et sværd etc.
Dog kunne det ikke tage i mod et stik fra sværd etc, det ville ødelægge den, men hårdfør nok til at tillade at pile ville ramme og bare sætte sig fast.
Rustningen gjorde også at Logan kunne gå normalt, da hans knæ var smadret da Logan var oppe og slås med Scars, da Scars knuste Logans knæ med et skud på klods hold. Dog under denne rustning havde han også en ringbrynje, så han var langsom men vel forsvaret. Logan ville ikke løbe flere risikoer før han skulle møde Zane, eller rettere før han gik sin skæbne i møde.

Logan havde hørt Arthurs stemme og en masse stemmer han ikke kende, måske var Arthur i fare, og hvis han var, så var Logan også i fare.
"Arthur, du SKAL gemme nogen til mig, jeg har ikke haft det sjovt længe" Råbte Logan og ladede sin M4, og satte den op til sin skulder.
Fordi Logan var vampyr så var hans blik meget bedre end det da han var menneske, så Logan trykkede en enkelt gang på aftrækkeren og sendte en kugle ned langs løbet af geværet.
Kuglen ville flyve lige forbi Arthurs hår og forhåbentlig ramme en af de to elvere. Intet ville være sikkert.
Logan løb Arthur i møde, "Næste gang du vil lege helt, så gør det lige med mig" sagde Logan og holdt en hånd op for at stoppe ham.
"Hysssss Hør!" sagde Logan og holdt en hånd foran sin mund, en kvinde kaldte.. Stemmen virkede bekendt.

"Der er et par der flygtede. Dem må du tage." sagde Arthur venskabeligt da han også hørte kvinde stemmen. Angelin? Hvem vovede at sige hendes navn? Hun som havde forladt ham uden nogen grund... Og så tiltalte kvinden ham også med Angelins efternavn.. eller deres efter navn som det havde været... Arthur vendte sig om imod den kvindelige skikkelse. "Hør her... jeg fatter ikke hvem du taler til... mit navn er ikke Arthur. Jeg er Nathan Underwood... Ingen Arthur som du kalder det.." sagde han med afsky i hans stemme da han sagde sit eget navn. Hvis hun ikke havde hørt Logan sige hans navn var hans identitet stadig i sikkerhed. Men kvinden her lod til at vide mere end hun burde... Det tog ham lidt tid at opfatte at kvinden her ikke var bevæbnet men sikkert var en af Zanes Red Sisters. Og Zane som sikkert havde brugt magi til at finde ud af så meget... Han ville hellere end gerne få kvinden dræbt men det gik ikke hvis han begyndte at sprede blod ud i skoven. Det ville afsløre hans skjule sted. "Hør, kvinde. Jeg tror du har forvekslet mig med en anden.." sagde Arthur og tænkte på den stemme hun havde brugt før. Den lød som Angelin. Var det en tilfældighed eller kendte kvinden Angelin. Kunne hun finde hende? Hvilket Arthur ikke håbede at hun kunne. Han fundet en anden kvinde da Angelin forsvandt. Og hvis Angelin kom tilbage ville de skabe en del problemer. Men Angelin ville nok kunne forstå det.. Hun forstod alt... hun besad de evner Gud havde krævet.. Dog ikke loyalitet, da hun var blevet smidt ud af himlen for at komme sammen med Arthur. Adrenalinen gav et sus i drengens krop. Hvad hvis hun IKKE havde forladt Arthur med vilje. Den virkelige grund måtte han få at vide. Kost det hvad det ville. "Men mit navn er vel Arthur hvis det du gerne vil fortælle handler om Angelin? Men hvis Zane har bedt dig om at gå mig på nerverne så... går vi ham på nerverne ved at dræbe dig. Forstået? Mig og Logans ord er lov." sagde han og klappede sin kammerat på skulderen. Ja nu var de fandme overlegne. Nu vidste hun at de var to. "Hvis kvinden ved noget om Angelin er jeg sådan set ligeglad med at hun fortæller hvor vi er til Zane." hviskede han i Logans øre og løftede sværdet imod kvinden. "Fortæl mig hvad du ved." sagde han i en kommanderende tone. Det var ikke klogt at ligge sig ud med en erfaren kriger som havde arbejdet med våben og kamp hele sit liv. Da han for første gang holdte et elversværd i hånden som tretten årig var hans øjne og handlinger harmløse og uerfarne. Nu var der gået fire lange år hvor han havde skaffet ar og skade og færdigheder. Nu var han knap så harmløs.. Så hun kunne lige prøve på noget! Elversværdet han holdte var smedet af de dygtigste dværgsmede kunne han allerede se på runerne i klingen og det afballancerede træ ved håndtaget. Og ikke mindst den let buede parerstang. Jo dette var et farligt våben i hænderne på en kriger. Hun havde klogt i at gøre hvad de sagde. Og Logan der var en mester i skyde våben kunne skyde hende ned hvornår det skulle være. Han havde nemlig hørt hans M4 af give det lille klik som fortalte at den var ladt. Hvis hun prøvede på noget var hun død, og de kunne jo altid dræbe hende bagefter, så hvad var der at tabe? Et grumt smil dannede sig på Arthurs læber.

Kulden omgav Nicholé, da hun forsigtigt knappede kappen op, og svang den over den ene arm. En stramtsiddende kjole prægede hendes krop, som den ville have gjort på en hver supermodel. ”Kom ikke her med dine små julelege. Jeg er ikke bange for døden eller for dig… Det eneste jeg vil, er at levere en besked. Om du vil høre den eller ej, kommer ikke mig ved. Jeg er ikke blevet fortalt at jeg skal banke mit budskab ind i knolden på dig.” Af ren irritation, rynkede hun let på panden og de gyldne øjne så nu ikke helt så fredelige ud.
Blikket gled fra den ene person til den anden. Begge kendte hun godt, selvom ingen af dem kendte hende. Eller der var i hvert fald ikke nogen af dem, der lod til at kunne huske hende eller hvor de kendte hende fra. Hun var som en fjende der kom for at kæmpe, hvilket passede heden udmærket. Det eneste hun skulle, var at give en besked videre fra en afdød kvinde. Én kvinde, hun vidste, havde været i god kontakt med Arthur, eller hvad han nu ville kaldes.
Arrigt trådte hun et skridt nærmere den mørkhårede mand, der virkede meget ældre end han virkelig var. Et suk forlod hendes læber, der skabte en hvid sky af damp. Kulden havde taget til og den lette brise var ikke længere blot let, men hård og kølig. ”Jeg kommer med besked fra Angelin. Tro det eller lad være, men jeg er ikke blevet bedt om at komme. Jeg gør det for dit eget bedste,” Mumlede, ja nærmest hviskede hun. Hendes stemme var dog nærmere en hvæsen, da hun havde vinden i ryggen, hvilket bar hendes stemme med sig. ”Og hvad angår dig,” Nicholé henvendte sig nu til manden ved hans side, der efter hendes beregninger måtte være Logan. ”Jeg ved hun også var en nær ven af dine. Og derfor gør det mig utrolig undt at levere denne besked.”
Hun vendte sig om, trådte et par skridt fra dem. Arthur havde hævet sit svær, da han havde bedt hende om at fortælle, men skræmt var hun ikke blevet. Om de var gode kæmpere, om de kæmpede for det gode eller onde, gjorde ingen forskel. ”Angelin…” Rastløst gav hun sig til at tage et par skridt mod den ene side, for derefter at vende på hælen og gå et par skridt den modsatte vej. Nicholé tog et par dybe indåndinger, og ved den sidste indånding før hun sagde noget, pustede hun sig en smule op, da hun selv havde brug for modet. ”Angelin er død.”
Kvinden skuldre faldt sammen, og blikket blev rettet ned i jorden. En utydelig mumlen kom fra hendes læber, hvilket ingen af dem ville opfatte. ”Der var en grund til hendes pludselig forsvinden.” For at vise sin medfølelse, rettede hun blikket op mod dem, med et sorgfuldt og oprigtigt blik. ”Det gør mig virkelig ondt. Jeg kan forklare det hele til jer..” Nervøst pillede hun ved kappen, hun stadig havde over armen.
”Lov mig… At I ikke vil dræbe mig… Hvis det sker, får I ikke mere ud af det, end det I allerede har hørt.”

Inden Nicholé kom med den tragiske nyhed havde Logan trådt ind foran Arthur.
"Jeg underskylder min partner, han har ingen manere... Mit navn er Logan O'Connor, alle rygter er sande, udover dem der siger at jeg er voldtægtmand og slår uskyldige mennesker ihjel, rart at møde dig" sagde Logan og rakte en hånd frem, lige der var den helt store forskel på Arthur og Logan, Logan nød at være eftersøgt, Logan badede i berømmelse så hvorfor ikke acceptere det? Logan havde stadig ikke fundet ud af hvorfor og hvordan Arthur handlede som han gjorde, hvorfor gemme sig bag et falsk ID når man kunne bade i berømmelsen.

Da Arthur hviskede til ham, fik det Logan til at vende sig om jeg hive ham lidt væk.
"Husk vores aftale vi holder Angelin på afstand for hendes skyld, hvis du opsøger hende vil jeg personligt finde dig og tæve dig, for derefter at sende dig til Zane i en folk kasse" sagde Logan ikke ondt, men hårdt, han holdt for meget af Angelin til at risikere hendes liv.

Da nyheden kom fik det Logan til at falde ned på knæ.... Der var sket det der ikke måtte ske, Angelin var død..... Logan faldt forover og tog fra med hænderne.
Så mange spørgsmål dukkede op i hans hoved, hvorfor skete det? Hvordan skete det? Hvem gjorde det? Hvordan kunne Arthur lade det ske, de var jo forlovet.
Logan rejste sig op og så på Nicholé "Hvis du lige vil have mig undskyldt" sagde Logan og greb fat i Arthurs krave.
"Hvordan kunne det ske?" råbte Logan, og kastede Arthur.
Logan var vred, ked af det og frustreret alle de følelser Logan havde prøvet at undgå ved at undgå at blive venner med folk i Di Morga.

Han trak sin pistol og pegede på Arthur.
"Hvordan kunne hun dø? Forklaring tak!" råbte Logan, han var vred, men vreden blev ledt hen på Arthur ikke så smart, men han var jo forlovet med hende og han burde have styr på hvor hun var hende.

Efter lidt tid, fjernede Logan sin pistol og gik hen til Nicholé, og tog fat i hendes skulder.
"Hvad er der sket med hende, hvem gjorde det? Giv mig nogle svar!" sagde Logan.
Logan var blevet forfør efter så mange år som soldat, så han viste ikke følelser på den måde at han græd ikke, han var bare ekstremt voldelig som man så overfor Arthur. Det var Logan måde at håndtere sorg på.
"Hvem og hvor" sagde Logan og så på hende, han var knust, Angelins dødfald kunne ikke komme på et værre tidspunkt.

//Undskyld Arthur, men Logan gør det ikke med vilje, han gør det fordi han føler at det er Arthurs skyld.... No hard feelings bag det! :) håber du forstår!//

Arthur tav... Angelin?... død.. En vrede blussede op i hans kinder. Det kunne ikke være sandt! Hun løj! Men det blev ikke bedre af at Logan begyndte at sigte på ham. "Logan... jeg havde viet mit liv til Angelin.. hun forlod mig en nat! Og hun kom fandme ikke tilbage... Jeg troede hun skulle ud at tisse.." sagde han og rettede sig op. "Du der. Hvad hedder du? Du ligner nemlig en af dem jeg tegnede skitser af forleden. Dem som meldte sig som Red Sisters!" råbte Arthur op og fandt sin tegne blok frem og bladrede lidt i den til at han fandt en skitse han kunne sammenligne med denne kvinde. "Se" sagde han og viste hende skitsen. "Logan, hun er en forræder. Hun er i ledtog med Zane! Skal vi ikke bare dræbe hende.." sagde han og skævede til kvinden. "Når Logan må præsentere sig formelt vil jeg da også! Mit navn er som du måske allerede ved, Arthur Gargon, lovløs morder. Inde i Terre er mit navn Nathan Ludlow Underwood, blikkenslager. Men under krigs handlinger er mit navn Helvedesulven. Den farligste kriger verden har set!" sagde han stolt og skød brystet frem. "Og modsat Logan er alle rygter sande, jeg er dit værste mareridt og din kommende morder. Dog har jeg ikke voldtaget nogen.. faktisk ingen gang "leget" med nogen." sagde han lidt lavere. Sværdet lå lidt løsere i hans hånd hvilket betød at ideen om at dræbe hende var falmet. Måske kunne de få en allieret ud af det her. Ja hvis ikke kvinden var en tro Red Sister.




Arthur overvejede igen hendes ord. Talte hun sandt? Var Angelin død....? Det var selvfølgelig en mulighed. Han betragtede kvinden. Hun så ikke ud til at være mere end tyve år gammel. En del ældre end hvad han selv var. Nogle af hans trolde havde faktisk været utilfreds med at det var en dreng der herskede over dem. Nogle havde endda sagt at han stadig var våd bag øret. Det havde naturligvis ført til en styrke prøve der sendte hans udfordre i en sikker tro om at han anede noget om kamp. Kvinden kun selvfølgelig også tages som gidsel.. Han overvejede ideen. Men voksne var meget modne... Alt for modne. De kunne let få ham overtalt til at smide dem væk og lade dem få deres frihed. Men Arthur som selv var ved at blive voksen havde også startet en vilje styrke... så ideen om at tage hende som gidsel var ikke helt ubrugelig. Og sådan en kvinde kunne da også læse og skrive... noget Arthur gerne ville lærer.

”Stakkels dreng… Stakkels unge dreng,” mumlede Nicholé, før hun bakkede et par skridt tilbage. Kvinden der før havde været så selvsikker, var bestemt ikke selvsikker længere. Hun havde selv lidt under tabet af Angelin og havde faktisk været der ved hendes død. Været der, da lyet i hendes øjne var blevet slukket en gang for alle. Af en ussel vampyr. Selvom Angelin havde været stærk, havde hendes blod været fristende og hun havde ikke kunne forsvare sig.
Da der pludselig blev spurgt om hvad hun hed og om hun var Red Sister, blusede der dog noget op i hende. ”Mit navn er Nicholé De Vos. Jeg var en meget nær ven af Angelin og var det gennem flere århundrede. Selvom jeg blot er animagus og intet specielt, har jeg levet længere end en mennesker normalt gør… Og til din information er jeg ingen Red Sister.”
De gyldne, flammende og optegnede øjne, blev rettet skiftevis mod den ene og den anden. Logan, den ret kønne mand, lod til at tage det hårdere end Arthur, den unge dreng Angelin havde været tæt på at gifte sig med. Det var ikke svært at finde ud af, hvorfor det tog mere på Logan, da det var ret åbent lyst. Han havde holdt af hende, som havde hun været en søster eller noget lignende det for ham. Arthur derimod, var ikke rigtig til at læse på. Han viste ingen følelser på samme måde som Logan.
Nicholé tog en dyb indånding og slog blikket ned. I fortvivlelse, forvandlede hun sig til sin sande skikkelse. Den ensomme og skrøbelige pige, der mere eller mindre havde været den samme som Angelin. Og for at holde tårerne tilbage, bed hun sig hårdt i læben og en metallisk smag, bredte sig i hendes mund.
Som havde nogen givet hende et slag i maven, faldt hun på knæ. ”Jeg er virkelig ked af det. Jeg var nok den af os tre, der kendte hende bedst… Jeg ved det må være hårdt for jer også, men jeg har ingen svar på hvem det var, der slog vor elskede Angelin ihjel.” Kulden og sorgen fik den kvindelige, spinkle og barnlige krop til at ryste. Hun var forvirret selvom det var en måned eller to siden, at døden var hændt. Hendes blik var slået ned mod jorden, der var beklædt med et lille lag rimfrost. ”I har vel ikke et sted hvor vi kan sidde ned? Jeg vil fortælle jer hvad jeg ved..” Blikket var stadig rettet ned. ”I kan stole på mig. Jeg vil jer intet ondt.”

//Undskyld længden//

Hvis det hun sagde var sandt... så kunne man stole på hende. Stole på Angelin var død. Han var mere vred end ked af det. "Nicholé. Undskyld hvis jeg var en smule barsk.. Men nu når jeg ved at du er en ven må vi hellere vise dig mig og Logans fæstning. Og den lede skabning som har dræbt hende.. skal.." sagde han i en venlig tone men en hårdere tone i den sidste sætning. "DØ!" sagde han og spærrede de gule rovdyrs øjne op. Han betragtede igen Nicholé. "Tak, Vos." sagde han. Han kiggede over imod Logan. "Hvis hun ved mere er det nok en godt ide at tage hende med. Desuden syntes jeg ikke at jeg har set stole hun kan sidde på i skoven. Han kløede sig let i skægget. Nathan Underwood var måske ikke den identitet han skulle bruge fremover. Han måtte hellere få sig baberet. "Sig mig Logan. Hvorfor får voksne mig til at virke så mild?" hviskede han til ham og signalere til Nicholé at hun bare skulle følge med ham. Logan kunne bare komme hvis han ville. Han kendte jo stedet. Da han forsvandt igennem det tæt bevoksede krat var hans solide og kraftige bygning en fordel da han mejede torne og ukrudt ned. Da han nåede til den lille høj åbnede han porten og lagde en kæp så Nicholé også kunne komme ind. Han regnede nemlig ikke med at sådan en spinkel krop kunne åbne den store træport.
Dæmonen lod sit blik hvile på vagtposterne der skarp overvågede fæstningen. "Hør! I nat har vi en gæst med os! En gæst som jeg bryder mig om så ingen hårde styrke prøver til hende." råbte han med et særligt tryk på "hende". For før i tiden havde det været forræderiske og stærke dæmoner og djævle. Men en kvinde var nyt for dem. "Må jeg præsentere Nicholé De Vos!" råbte han og ventede på at Nicholé skulle dukke op bag ham. Altså hvis hun kunne komme igennem krattet. Det var nemlig derfor det var så svært at angribe dem da de havde plantet et tæt krat omkring højen og teltende. Krattet var groet op ved hjælp af magi fra de få elver slaver Bhen havde taget til fange. Så derfor kunne man ikke ligefrem storme dem med en stor hær. //Sorry Logan men jeg måtte bare svare. Ellers ville min kreativitet dø ud.//