dangerous stranger in the snowstorm (Azariel

forklaring?

________________~________________

Xsilvia trak den sorte læderjakke op om ørene og takkede sig selv for at ha taget den på her til morgen, den sorte tanktop som hun havde på indenunder hjalp ikke specielt på varmen men idemindste kom vinden ikke ind, hendes sorte bukser var næsten hvide men hun frøs ikke, det eneste der gjorde hende kold”ere” var vinden. De diamantblå øjne lyste let op da hun igen fandt det spor hun ledte efter, en mand omkring de 20? Hun skulle være dagens underholdning, Og så vidt hun kunne se på de velovervejede spor var det en der var van til at gå her. Det ville ikke hjælpe ham. Hun regnede med at det var et menneske, og kunne heller ikke vide andet da hun kun havde sporende at gå ud fra, det var også sådan hun havde gættet sig til alderen. Hendes hår blæste omkring hende og piskede imod hendes kind når vinden skubbede rigtigt til det. Men det ville nok være en glimrende undskyldning for at komme ind i det hus manden eventuelt boede i. Hvis der var flere ville hun bare tage ham med udenfor for at skulle vi sige ryge?
Efter kort tid indhentede hun manden, hun var på omkring 10 meters afstand og vinden blæste mod ham så hun kunne stadig ikke lugte hans race og beholdt derfor sin teori om at han var menneske. Han var høj, med sort langt hår mere kunne hun ikke rigtig se. ”HEAY!” halvråbte hun for at få hans opmærksomhed og hvis han vendte sig om ville hun søge efter hans øjenkontakt ”hallo? Er du på vej hjem? Og i så fald kan jeg komme med? Jeg er faret vild og vejret hjælper ikke på det!” hun råbte så hun var sikker på at han kunne høre hende, og hjælpeløse øjne ville nu se på ham og nærmest af sig selv tigge ham om hjælp. Uden den mindste antydning af løgn. Hvis manden havde et hjerte ville han hjælpe, hvis ikke havde han lyster... og ville derfor også hjælpe, da hendes "heldige" udseende tiltrak en vis form for "opmærksomhed".

Sneen dalede langsomt ned fra den sky bedækkede himmel, og lagde et lag sne på vejen ved de mange boliger, som lå i Terre, tæt på centrum. Mange folk var indendørs på denne tid, hvilket var temmelig forståeligt, der var fandens koldt, der blæste og sneede. Mange væsner hadede at være ude i dette vejr, andre elskede det, at mærke de mange snefnug i ansigtet og i håret, som de langsomt smeltede.

" Hvor er de henne? For fanden da også.. Nå never mind så..." sagde han stille og stoppede med at lede i den store ulvepels frakke's lommer efter den pakke smøger han mente han havde taget med, men de var der bare ikke. Kort tid efter kunne han høre en stemme bag ham, som uden tvivl tilhørte en kvinde. Han stoppede kort op og smilte kort da han hørte hendes ord * Komme med hjem? Hah hun bliver slemt klogere* tænkte han inden han vendte sig om mod hende og uden at se hende i øjnene " Jamen.. Hvad laver du dog også herude alene?.. Kom du nu hellere med mig så kan du få varmen" sagde han og lå roligt en arm omkring hende og fortsatte i retningen af hans villa som ikke lå så langt fra hvor de gik.

" Så er vi her" sagde han og tog en nøgle op af hans lomme og låste døren op og smilte kort inden han åbnede den og lod hende gå indenfor " Føl som om du er hjemme" sagde han stille og tog jakken af. Under den store frakke havde han en sort skjorte, som un var knappet halvt op og et par sorte jeans. Han lod kort en hånd glide gennem sit lange sorte hår " Sig mig.. Hvad lavede du der ude.. Og så på den tid?" spurgte han, stadig uden at søge øjenkontakt med hende. Han ville ikke udsætte for hans evner endnu, med mindre hun irriterede ham, hvilket hun ikke havde gjort endnu.

Halvsmilende betragtede hun manden da han ledte efter noget han åbenbart ikke kunne finde, smilet forsvandt dog i samme sekund han viste antydning om at vende sig. I stedet kom de uskyldige og hjælpeløse øjne til syne og som ville få en hver med hjerte til at smile og hjælpe.
Hun gispede kort da han tog omkring hende og fik hende til at følge med, han var bestemt ikke en mand med et stort hjerte, det kunne hun mærke, men han var en mand med lyster… og det gik jo også an! Da han stillede sit spørgsmål om hvad hun lavede smilede hun forlegent ”jeg er faret vild… ” mere nåede hun ikke at sige før de var ankommet til huset. Et stort hus, ja en villa, denne mand havde tydeligvis nok penge, hvilket nok skulle komme hende til gode!
”tak” mumlede hun og så ud som om hun hundefrøs. Hun så kort på ham og søgte efter øjenkontakt med ham, hvis dette ville lykkedes ville hun se ind i dem indtil han slap øjenkontakten. Hvis ikke ville hun blot undre sig over hvorfor han ikke ville have øjenkontakt? Endnu engang smilede hun forlegent da han stillede et spørgsmål ”jeg var på vej hjem fra en veninde og var overbevist om at jeg sagtens kunne finde til stationen selv, men så var det pludselig koldere end ventet og så begyndte det at se, jeg tror det er omkring en time siden jeg forlod hendes hus og … tja her er jeg så…. Og jeg takker mange gange fordi jeg måtte komme indenfor” den sidste sætning i hendes ’længere tale’ blev sagt så forførende at man ville ønske at hun gentog det, dog ville man ikke bemærke at den faktisk var forførende… en praktisk ting. ”hvad lavede de selv ude på denne tid? Hvis man må spørge?” igen forførende og fristende og man skulle ha en hel del selvbeherskelse for ikke at blive en smugle forført af hende.
”ehmm jeg formoder at du har et sted vi kunne sidde og få varmen?” den forførende klang var væk igen og hun så nu blot uskyldigt på ham, og lignede stadig en der frøs på trods af at hun var kommet ind i varmen. Hendes blik flakkede kort inden hun med øjende begyndte at undersøge hele lokalet de stod i.
Hun forsøgte at tørre hendes gennemblødte og kolde bukser med hænderne hvilket ikke hjalp meget og en hver med fornuft kunne se at det var den største grund til at hun stadig frøs. Tjo der var en gemt ’ide’ eller ’plan’ bag dette som højest sandsynligt ikke blev gennemskuet af ham da hans lyster nok skulle dække var hendes fejl… hvis hun da lavede nogen.
”mit navn er for resten Xsilvia,” hun så kort op på ham med et spørgende smil, der dog hvis man ønskede det så forførende ud.
azariel