Rock on!

Sted: I et pænt stort lokale i en høj betonbygning, der befinder sig inde i centrum af byen Terre.
Vejr: Der ligger et godt lag sne overalt, og det er derfor ret så koldt, men ellers er vejret helt fint.
Tid: Klokken nærmer sig elleve, om aftenen, og stedet har været åbent siden halv otte.
Omgivelser: (Beskrevet i tekst nedenunder).

"Fuck, det er snart vores tur ..." Den yngste af de fem spændte bandmedlemmer trippede lidt nervøst på stedet, efter at have skævet op til det store ur, der hang over en lukket dør. En anden fyr med en tyk, rodet hanekam tog fat i noget af det store, sorte forhængs stof og hev det en lille bitte smule til side, så han kunne titte ud, men slap det straks igen, i det øjeblik han fik øje på alle de temmelig utålmodige tilskuere, som stod nede foran scenen, ventede bare på, at tæppet blev trukket til side. "Årrr hold op!" Bandets trommeslager, var tydeligvis ikke den mindste smule urolig for, hvordan det skulle gå dem. Hans selvsikkerhed var helt i top - som sædvanlig. Tyson nikkede entydigt ved trommeslagerens ord og slog den ene hånd ud i luften, i retning af ham. "Chase har ret. Det her kan vi sagtens. Er det måske ikke det, vi har øvet os på i de sidste mange uger?" De andre medlemmer så rundt på hinanden og mumlede nogle uforståelige ord, imens de nikkede en anelse tøvende til det, bandets forsanger havde sagt. "I sk-..." Tyson blev afbrudt, da bandets navn lød i de højtalere, der var placeret rundt omkring i rummet, og de stivnede allesammen et kort sekund, før de fik allerhelvedes travlt med at indtage deres pladser ved de forskellige instrumenter. De var alle fem klædt i fuldstændig sort tøj fra hoved til tå, og havde alle et print med én eller anden form for skelet på deres trøjer. Det var ikke svært at gætte, hvilken genre deres musik tilhørte.
Det sorte tæppe delte sig, og de to dele blev hevet ud til siderne, så hele scenen blev blottet, og en væg, bag bandet, kom til syne og fremviste et stort billede af et skelet på en motorcykel. Den dybe lyd af bassens toner, der flød ud igennem de mange sorte højtalere, blev straks efterfulgt af Daimon og hans guitar, som så brat stoppede, lod den pludselig opståede stilhed vare i to, små sekunder, før alle på én og samme tid startede. "Let's goooooooooooooo!" Trykket fra musikken var enormt, og det var garanteret, at alle stadigvæk ville have sangen siddende og summe i deres øregange, når de en gang forlod stedet for at tage hjem. Tyson greb rundt om mikrofonen og hev den ud af stativet, og begyndte at bevæge sig rundt på scenen, sammen med både guitar- og bassisten, bøjede sig i ny og næ over scenekanten og var nær blevet trukket ned derfra af alle de skøre fangirls, som var totalt oppe at køre og ikke holdt tilbage med at befamle alt det på ham, de kunne nå. Chases hænder syntes at være overalt, som han slog løs på trommesættet, så yderst koncentreret ud, men fik dog løftet sit blik fra trommerne et par gange og så udover publikum med et stort, drengerøvet smil.
Tyson standsede godt halvvejs i sangen, hvilket de andre bandmedlemmer heldigvis hurtigt nåede at opfatte, og så en anelse undrende hen på ham. "Årgh, jeg tror ikke, jeg kan klare den sidste del helt selv. Er der ikke en af jer, der vil komme herop på scenen og synge det sidste sammen med mig?" Han rakte en hånd ned imod en rød- og sorthåret tøs, som han trak med op på scenen, og da han efterfølgende lagde en arm rundt om hende, lignede hun en, der var lige på nippet til at besvime. Den samlede lyd af instrumenterne overdøvende endnu en gang alt andet, og han trykkede hende godt ind til sig, sørgede for at holde mikrofonen i det mellemrum, der var imellem deres hoveder. "Your tears don't faaaaaall, they crash around meeee! Her conscience caaalls her guilty to come hooooome!" Det endte dog med, at han måtte overtage helt, men slap ikke grebet om pigen, og da sangen nåede sin ende, bukkede han sig ned for at plante et kys på hendes kind, der straks blev ildrød, sammen med resten af hendes ansigt. Resten af bandmedlemmer bevægede sig op til Tyson og den generte punkertøs, og Chase var hurtig til at få lagt armen over hendes ledige skulder, sendte hende et kort, skævt smil, inden hans opmærksomhed blev rettet ud imod publikum, hvorefter de alle bukkede. "Tak for i aften Terre, I har været et for fedt publikum!" "ROCK ON!" Chase, og alle de andre der havde en hånd fri, løftede deres hænder, der formede det satanistiske djævlehornsymbol, bukkede en sidste gang, inden de alle fik givet pigen en kram, inden de hjalp hende ned fra scenen igen og og forsvandt om bag ved det sorte forhæng, der atter var kommet frem.

Jessica’s blik søgte hele tiden lidt rundt i det store lokale efter som hun have et rimelig godt udsyn udover alle de andre tilskuere, eller hvad man nu skulle kalde dem, og specielt til scenen. Hun havde gennem de sidste numre siddet på denne rimelig tilfældige fyrs skuldre og rocket den der ud af. Hun var tilsyneladende ikke nogen stor pige overhoved. Rimelig spinkel, tynd og ikke særlig høj. Lå vel til familien. Hun sad lidt lænet ind over drengens hoved som hun nu bare så mod den tomme scene hvor der ellers før have været et fedt band. Hun var vel lidt skuffet over de lange vente pauser. Men sådan var det jo til disse upcoming koncerter. Og hun elskede dem alligevel. Fed musik og en fed stemning. I den ene hånd holdt i en halv drukken øl mens at den anden et sted helt ubeviste roligt nussede i drengens lange glatte hår. Han så i det hele taget rimelig tilfreds ud at have hendes veludviklede barm presset mod baghovedet. Hendes lange sorte letkrøllede hår var en del uglede og fald nu egentligt pænt ned omkring hendes skuldre. Og lidt ned over hendes blege ansigt. Hendes ben var beklædt i ikke andet end et par stramme lårkorte cowboyshorts og et par rimelig hullede nylonstrømper. Samt hendes overkrop havde denne fine løse sorte top på med et godt udsyn til den røde BH hun havde på inden under. Hun havde en sort make up, der passede perfekt til hendes nok lidt sjuskede rock’n’roll udseende, omkring hendes utrolig smukke hasselnøddebrune øjne, der nok hjalp til at give hende et mere nuttet look. Eller hvad man nu skulle gå rundt og kalde det.

Endelig syntes der er at ske noget. Eller en hel del. Den lille hybrid vågnede med det samme op sammen med alle de andre idet navnet på et bestemt band blev råbt op som var de midt i late night fightclub. Hendes øjne så med det samme op og hun rettede hurtigt ryggen. Tog sig ikke helt så meget af om det gjorde ondt på fyren under hende idet hun bare lagde noget vægt ned over hendes hoved. Og som medlemmerne kom til syne kunne man sagtens hører hendes dejlige stemme bare skråle op som en opmærksomhedskrævende unge. Blev dog blandet godt sammen i alle de andres råb og skrig.
Nok blev Jessica en hel del skuffet over ikke at være den heldige tøs der kom op og stå sammen med bandet men hun valgte hurtigt ikke at mugge over det og gjorde som de fleste og bare skrålede med på omkvædet. Forskellen var bare at hendes stemme lød en smule mere ren selvom at hun faktisk bare råbte ordene. Hun havde en vis kærlighed til lige netop Abattoir. Hun havde endda taget toget hele vejen fra Nice bare for at komme og hører dem her i denne lille by.

Det hele rungede stadig for den lille halvdæmon idet hun fortumlet endelig kom udenfor i den friske luft. Det var stadig en fest indenfor men de nuværende idioter der spillede var som kattejammer i hendes ører. Og så kunne man vel godt tillade sig en mindre pause. Og få pusten igen. Men selvom at det var hedende varmt så man ikke en eneste sveddråbe på hendes fine hud. Hun gled roligt ned langs muren og strakte slapt sine ben. Hamrede barnligt fødderne i de store slidte sorte støvler der ikke så ud til at være båndet helt så godt. Et lettet suk løb over hendes læber som hun trak en lidt mast pakke frem fra den ene lomme og fik på en måde skubbet en cigarret op at sidde i mundvigen. Dernæst træk hun uforstyrret en lighter frem fra sin BH. Fik hurtigt tændt for tobakken og tog et dybt sug inden hun så ud til at slappe helt af som hun pustede den grå røg ud igen. En hånd blev ført gennem det let rodede hår og hun lænede hovedet helt tilbage for at også læne det op af den kolde mur. Det var et held hendes mor ikke så hende sådan her. Hun vidste ikke engang at hun røg. Eller alt muligt andet. ”Your tears don’t fall. They crash around me. Her conscience calls the guilty to come home..” lød det svagt fra hende. Den sang var til at blive afhængig af. Nok var bandet ikke særlig berømt men hun bildte sig selv ind at de fleste views på deres sange var på grund af hende.

"Vi styrede for vildt, mand!" De fem bandmedlemmer snakkede højlydt i munden på hinanden for at overdøve støjen fra det nye band, der var kommet på efter dem, og - ifølge Chase - nok burde have øvet noget mere, før de havde vovet sig ud på en offentlig scene med tilhørende publikum. Døren der førte udenfor blevet med et enkelt skub slået op, og de sortklædte fyre fór ud, skyndte sig at smække den tunge dør i bag dem, hvorefter de alle åndede en smule forpustede ud, efter at have mast sig vej gennem den enorme, skrigende mængde tilskuere, der befandt sig inde i bygningen. "Jeg siger jer, en af de der sindssyge tøser havde nær revet min arm af led!" fortalte Maddox med et hektisk åndedræt, og lagde en hånd over sin ene skulder, ømmede sig kort med et rimelig utilfredst ansigtsudtryk, inden han lod hånden falde på plads ned langs den ene side. "Hold da op, din pjevs. Du har også altid været lidt af en pivskid," kommenterede Daimon, lettere drillende, og puffede til bandets keyboardist med albuen. "Vel har jeg e-... av! Hvad fanden skulle det til for?" Alle, udover den stakkels fyr med hanekammen, grinede i kor, og tog hver især et skridt i hver sin retning, så der blev lidt mere mellemrum imellem dem. "Nååå, hvem skal med i byen?" Chase slog let ud med armene og løftede afventende et af de mørke øjenbryn med et smørret smil på læben, så rundt på de andre som trak en anelse tøvende på skuldrene. "Jeg må nok hellere se at komme hjem til min mor ..." mumlede det yngste bandmedlem, Jesse, og kløede sig lidt forlegent i nakken, havde blikket rettet ned mod jorden og sørgede for alt i verden at undgå nogen som helst øjenkontakt med de andre, der atter var brudt ud i latter. "Åårh det lille pus savner sin moar," vrængede Chase og skød underlæben frem i en flæbende grimasse, tjattede drilsk til den ikke særlig høje knægt, der mest af alt lignede en overmoden tomat i det ellers normalt blege ansigt. "Nej jeg gør ej!!" modsagde han iltert og stampede en enkelt gang hårdt i jorden med den ene fod, så der rejste sig en lille sne-sky omkring hans sorte allstars sko. "Jeg driller bare! Vi kan følges ad, så kan jeg sætte dig af hos din mor," sagde han og blinkede smågrinende til ham med det ene øje og et drenget smil dansende henover læberne. Jesses rødmen der ellers var faldet lidt blussede straks op igen, og han bed sig en kende hårdt i underlæben, samtidig med han svarede på Chases ord med et forsigtigt nik. Halvdæmonen klappede ham kortvarigt på ryggen, og netop som han skulle til et vende om, spottede han omridset af en eller anden, omme bag de andre, nede på jorden. Med svagt rynkede øjenbryn smuttede han ind mellem Tyson og Daimon, og standsede igen, da han havde fået et fuldt udsyn til en sorthåret pige, der måtte være godt omkring de seksten år, som sad lænet op af en af bygningen fire solide stenmure. Resten af bandets blikke fulgte hans, efter også de havde drejet om på hælen, og de stod nu allesammen blot og stirrede ned på hende, indtil en af dem endelig kom ned på jorden igen, og åbnede munden for at sige noget. "Hej!" Selvfølgelig var det Chase, der var den første på aftrækkeren, og han satte sig straks efter på hug ned ved siden af hende, holdt sig oppe ved at sætte en knyttet næve mod den snebelagte asfalt. "Jeg er Chase," præsenterede han sig hurtigt med det bedste scoresmil hans læber på nuværende tidspunkt kunne præstere, og tilføjede få sekunder efter et noget højrøvet, "men det ved du vel allerede godt!" De andre himlede diskret med øjnene af ham, og Daimon rømmede sig dæmpet, hvilket var nok til at få trukket Chase tilbage til den virkelige verden. "Nå ja ... og det der er Daimon, Jesse, Tyson og Maddox," skyndte han at remse navne op, pegede på skiftevis på dem, som deres navne blev sagt. Jesse og Tyson vinkede let ned til hende, imens de andre blot nøjedes med at sende hende et bredt smil. "Hvad med dig, smukke?" spurgte han med blikket fæstnet på hendes ansigt, som han smilende studerede, og skiftede hurtigt hånd, så det nu var den anden arm, han brugte som støtte. "Vil du ikke med ned i byen her om lidt?"

Et sted var det ret overraskende at Jessica ikke rigtigt havde lagt mærke til at der faktisk var andre der nu havde valgt at komme udenfor. Hun havde i hvert fald ikke engang taget sig sammen til at se hvem det var. Ellers ville hun med sikkerhed bare have gået i helt baglås. Om det så var en forskel fra der til nu. Også selvom at hun nok normalt ikke var den generte form for person ville en hver da blive lidt forlegen når bestemte personer tog kontakten til en. Som det sjovt nok skete for hende. Det hele øjeblik var hun alene i den behagelige kulde og det næste var hun nu omringet ag overlækre bandmedlemmer. Og ikke mindst med det så var det hele Abattior. Hun var næsten ved at dø inden i. Skjulte det nu egentligt meget op. Hun kunne nu ikke lade være med at glo lidt på dem. Dette var slet ikke som at stirre på den plakat der hang hen over hendes seng i loftet. Dette var virkelighed. Hvor var det vildt!
Hun drejede let hovedet og lagde et roligt blik mod dem alle fem. For så igen at ende henne på trommeslageren. Et smil havde sjovt nok formet sig på hendes blege dog fyldige læber. Og en svag blussen i hendes kinder var ikke til at skjule. Hun trak automatisk sit ene ben op til sig og lagde sin ene arm med cigarretten i hånden hen over knæet. ”Jeg er Jess.” svarede hun blot kort og lod et øjeblik sine brune øjne studere Chase på dette tætte hold. Hun var stadig ved at sprænges inden i. Men vidste det ikke. ”Og jeg ved skam godt hvem i alle sammen er..” En lille latter havde roligt gemt sig i hendes stemme som hun afslørede sin mindre fangirl side. Den frie hånd blev kørt langsomt gennem de lange krøller igen og fremhævede hendes kønne ansigt lidt mere til det atter faldt ned over. ”I rockede fucking fedt.” Hun var virkelig god til at holde masken. Hun sendte igen dem alle et blik og et smil og meget ubevist så hun et lille splitsekund mere på bassisten. Af ren interesse. Nok mest for musik. Hun fik roligt drejet hovedet hen mod Chase igen som han syntes at spørge om noget. Og det blev skam hurtigt opfanget. Og derefter sikkert svaret på. Hendes smil var vokset lidt mere og en finger havde nok også viklet sig lidt ind i en af de rodede krøller. Hun fugtede svagt sine læber med tungespidsen og diskret bed hun sig også let fast i underlæben. ”Kun hvis der findes noget spændende der nede.” sagde hun med en drillende undertone og igen sp hun rundt. Et sted følte hun sig en smule indelukket her. Helt lille og så med en halvcirkel af mænd omkring sig. Lidt underligt. Eller var det kun på grund af hvem de var? Det var svært at sige.
Jessica tog et sidste sug af din cigarret som et egentligt bare havde ladet brænde rimelig meget ned uden at gøre andet end at holde den i sin hånd mens hun snakkede. Hun skoddede den forsigtigt i den kolde asfalt ved siden af sig og lod den sidde i sneen inden hun igen bare så mere eller mindre smilende mod bandmedlemmerne.

Chase havde endnu ikke løsrevet sit blik fra hende, sad stadigvæk og studerede hende tavst med et bredt smil på læben, alt imens han lyttede til det, hun havde at sige. Ved hendes sidste ord spredte hans smil sig yderligere på de blege læber, hvis det da var muligt, hvorefter han straks nikkede med hovedet. "Selvfølgelig er der det! Så længe du er sammen med mig, kommer du i hvert fald ikke til at kede dig!" svarede han med et lidt smørret smil og blinkede flirtende til hende med det ene øje, inden han fik rejst sig op ved at placere begge håndflader imod den frosne asfalt, der var belagt med det lette lag sne, skubbede sig på dén måde lidt opad og kom op at stå på benene. Næstefter vendte han sig om, således at han nu stod med ryggen til hende og fronten mod sit band, som han forsøgte at gene væk ved at vifte diskret med den ene hånd. De stod og mimede til hinanden, bevægede læberne uden nogle lyde kom ud, for at undgå at pigen, der havde præsenteret sig som Jess, skulle høre noget. Det var tydeligt, at halvdæmonen ikke havde tænkt sig at dele hende med nogle af de andre, hvilket de heldigvis var ret hurtige til at forstå. "Nåå, men vi må også hellere se at komme videre ... ik' drenge?" lød det fra Tyson, højt og klart, og de andre skyndte sig at nikke en enkelt gang med hovedet. De begyndte så småt at sjoske afsted, og Chase nåede lige at mumle et svagt tak til Tyson, før han også drejede om på hælen, men stoppede dog op igen efter få skridt. "Åh, og det var hyggeligt at møde dig Jess!" sagde han med et hævet toneleje, sendte hende et kort, skævt smil, inden han fulgte med de andre, der allerede var nået et godt stykke hen ad den hvide gade. Hybriden så sig over skulderen og ned på Jess, hvorpå han straks fik et kæmpe smil frem på læberne, før han så atter vendte sig om imod hende, tog et skridt fremad, så han nu stod helt henne ved hende og rakte en handskebeklædt hånd frem, hvis hun ville have hjælp med at komme op. "Er du klar til at feste med undertegnede?" spurgte han med et løftet øjenbryn og et stort, drengerøvet smil, da hun var kommet op at stå, stod blot og så på hende i noget tid, før han langsomt begyndte at traske afsted. "Hvaa' er du ny i byen? For jeg synes ikke, jeg har set dig her før?" Hans hoved var drejet i retning af hende, så han kunne se på hende, imens de slentrede hen langs den smalle vej. Uden rigtig at vide hvad, var der et eller andet ved hende, der sagde ham noget. Måske havde han set hende før? Det kunne sagtens være. Men byen var trods alt pænt stor, så det kunne også være, at han bare var stødt på en, der lignede hende? Halvvampyren rystede kort på hovedet for at komme væk fra alle sine spekulationer, der hobede sig op inde i hans hoved, rømmede sig dæmpet, før han diskret strejfede en af hendes hænder med sin egen og tog derpå fat i den. "Jeg ved lige, hvor vi skal hen! Der er et diskotek længere inde i byen, der holder raveparty! Seriøst, jeg lover dig, at det er fedt!" fortalte han og tillod sig at sætte tempoet betydeligt meget op, i stedet for det snegletempo, de indtil nu havde gået i.

Et stort, lysende skilt med skiftende farver der hang over en bred dør blinkede lystigt ned til de forbipasserende på fortovet og tiltræk med sikkerhed alles opmærksomhed. Der kunne høres høj musik fra festen indenfor, på den anden side af muren, og det lød som om, at der var godt gang i den derinde. Chase gav Jess' hånd et let klem, idet han smilede ned til hende og hev hende efterfølgende med sig hen til døren, som han fik åbnet ved at læne sig op ad den med overarmen. Rummet, der ellers var helt sort, blev lyst op af en masse skrigende neonfarver fra nogle roterende lys oppe i loftet, på væggene og selv gulvet, hvor der derudover også var anbragt et par røgmaskiner, der havde oset hele dansegulvet godt til. De ret voldsomme lydbølger fra bassen dundrede højt og insisterende ud af et par enorme højtalere. Halvdæmonen scannede hurtigt lokalet med blikket, som endte med at låse sig fast på en mindre bod, der var fyldt op med hundredevis af selvlysende ting. "Kom!" råbte han for at overdøve musikken, havde i mellemtiden sluppet hendes hånd og marcherede nu derhen. Han vinkede hende påfølgende hen til sig, efter at have købt noget af det lysende gejl, men endte med selv at tage de få skridt, der var hen til hende. "Okay stå lige stille!" Hybriden skruede låget af en dåse, der indeholdt noget lilla hurlumhej, fik tegnet en masse streger og mønstre med det i hendes ansigt, inden han gav den til hende og skruede derpå låget af en ny en. Det blå, selvlysende voks fik han kørt godt rundt i sit hår og rodede rundt i det, så det næsten stod ret op i luften, og lavede en streg på hver kind med to fingre. Da han havde lagt dåsen fra sig, rettede han en sidste gang på håret og betragtede i få sekunder sine lysende håndflader, der nu var helt fyldt med voks, slog næstefter blikket op på hende og fik et ualmindeligt lumsk smil klistret på læberne, lige inden han tillod sig at sætte hænderne på hendes barm, én på hvert bryst, så hans håndtryk bagefter kunne ses på hendes trøje.

”Man kan vel godt sige jeg er ny i byen. Jeg kommer fra Nice.” fik hun kort svaret ham som de nu gik mere eller mindre alene. Det var på en måde ikke helt så akavet som hun havde haft det før. Måske havde hun bare taget sig mere sammen til ikke at tænke så meget over hvem det var hun faktisk gik med. Hvis det var det eneste der gik gennem hendes hoved ville hun eksplodere. Men nu var hun på en måde mere rolig. Hendes fingre lukkede sig i glidende bevægelser omkring hans hånd. For hende var der ikke specielt noget galt i at holde i hånd. Det var bare selvfølger for hende.

Jessica tøvede ikke med at følge efter Chase som han træk af sted med hende. Hendes smil syntes at have vokset en hel del bare ved synet af det måske lidt overdrevene skilt der med sikkerhed ville smadre enhver persons øjne hvis man så direkte mod det i mere en to sekunder. Og bassen der eller havde lydt høj udenfor hamrede hårdt hende i hovedet idet de kom indenfor. Det var ikke til at se andet end en masse skikkelser på grund af det skarpe lys der hele tiden forsvandt inden man kunne nå at fokusere på længere afstand. Og alle de skygger der blev dannet. Dette var virkelig noget man kunne kalde en fest. Hun fulgte som sædvanlige bare med gennem menneskemængden efter hybriden. Tog sig ikke særlig meget af at nogle få lige vendte sig om for at se efter hende som hun strejfede deres varme kroppe med hendes kolde.
Som han fik smurt et eller andet stads i ansigtet på hende kunne hun ikke helt lade være med at lave en underlig grimasse som hun ikke var vant til konsistensen. ”Hvad i helved er det??” råbte hun højt nok til at hun var sikker på at han nok skulle kunne hører hende. Hun havde ingen idé om hvad fanden det var han tegnede i ansigtet på hende. Men det kunne vel være lige meget. Et grinende smil sad endnu på hendes læber som om det kildede som han fingre havde kærtegnet hendes ansigt. Hun fik hurtigt åbnet sine øjne igen, efter at have lukket frem under tegneriet, og tog roligt imod den lille bøtte med det lilla voks. Stod nu bare og studerede hvordan han bare satte sit hår med det. Og kunne ikke lade være med at grine lidt af det. Hun lod en fingre blive dyppet ned i voksen men nåede ikke at rigtigt at gøre noget ved det inden et par hænder havde hæftet sig omkring hendes barm. Hun så kort ned på aftrykkende inden hun med et måske lidt forførende blik og afslørende smil igen så mod Chase. Og hurtigt som hun nu var, havde hun taget et skridt tættere på ham og lod den indsmurte finger køre i en svingende bevægelse op ad hans mave. Helt fra buksekanten. Hvor på hun samtidig fik lavet sit eget lille aftryk af sine læber på hans hals, eftersom hun sjovt nok havde malet dem med det selvlysende stads. Det smagte nu egentligt ikke så værst. Hun træk sig derefter tilbage og ved igen at køre en hånd gennem sit hår uden at tænke over at hun nu fik en udtværet streg i det sorte hår, vendte hun en kvart omgang og bevægede sig nu selv ind mellem menneskemængden. For at forsvinde lidt ind i røgskyerne af neon lys. Sørgede for at vrikke noget flirtende med sin bagdel og så sig diskret over skulderen før hun igen bare så fra for sig.

En kuldegysning syntes at strømme gennem ham, idet hun satte læberne mod hans hals og efterlod et selvlysende aftryk af hendes læber. Det var ikke en dårlig følelse. Det var en af der behagelige kuldegysninger, og den havde skam også fået et bredt, lidt fraværende smil frem på hans mund. Han vågnede dog med det samme op fra sin drømmende, trance-agtige tilstand, da hun vendte ryggen til ham og bevægede sig væk fra ham, forsvandt så småt ind imellem alle de andre væsner ude på dansegulvet. Det lykkedes atter halvdæmonen at falde i staver, denne gang med blikket fæstnet på hendes bag som lod til at have en magnetisk effekt på ham, for kort efter fik hans at gang i sit fodtøj og skyndte sig efter hende, måtte skubbe en enkelt gang til en tilfældig fyr på sin vej igennem mængden af dansende væsner. De lyste allesammen helt op i de vilde, neonfarvede lys, der reflekteredes i det selvlysende maling, som de alle havde smurt sig godt ind i, så man bedre kunne se dem i det sorte flash lys. Chase tog fat i Jess' ene arm for at få hendes opmærksomhed og sendte hende dernæst et af sine enormt drengerøvede smil, hvorpå han trak hånden til sig igen og begyndte at danse, rimelig tæt op ad hende, hvilket han egentlig også blev nødt til, selv hvis han ikke havde villet, eftersom de hurtigt blev omringet af en masse andre. "Er det her spændende nok?" spurgte han med et hævet toneleje, råbte dog ikke, men havde bare nøjedes med at bøje sig ned og sørget for at hans mund var lige ude foran hendes øre. Hybriden fik listet begge hænder om bag hende og placerede dem på hendes bagdel, samtidig med at han rettede sig en smule op igen, blottede derefter kort sine tænder i ansatsen til et grin, idet han trykkede hende helt ind til sig. Han dansede ikke rigtigt så meget mere, havde fået travlt med noget helt andet og var godt i gang med både at kysse og slikke hende op og ned langs halsen, holdt så en kort pause med dét for at forsøge at få sin tunge ind i hendes mund.
Chase tog fat i hendes hånd og trak hende med ud af mængden, som var begyndt at hoppe helt vildt til den nyeste sang som var blevet sat på og nu strømmede ud af alle stedets højtalere, der var skruet op på fuld styrke. Selv baren der stod længst henne i rummet var selvlysende, så det tog ham ikke særlig lang tid at få spottet den, hvornæst han atter hev hende med sig med kursen sat imod den oplyste bar. Hans hånd gled ud af hendes, da han lænede sig indover barskranken og bankede en enkelt gang hårdt på den med en knyttet næve for at få fat i bartenderen, der straks drejede om og så hen mod ham. "To af ... hvad der nu er flest procenter i!" bestilte han, måtte igen råbe for at overdøve musikkens høje toner. Han så tavst til, mens bartenderen fik mixet et eller andet sammen, så i ny og næ hen på Jess med det mest charmerende smil hans læber nu kunne præstere, og fjernede sig fra bardisken, da to høje glas blev sat på den. Halvvampyren så en smule tøvende på dem, og det syrlige orange indhold, der så temmelig giftigt ud, men endte med blot at trække diskret på skuldrene, tog begge glas op i hånden og rakte det ene til hende. "Skål!..." sagde han højlydt og hævede glasset, lidt frem imod hende, før han lagde hovedet bagud og fik lynhurtigt tømt det pænt store glas for den selvlysende væske. Han rystede let på hovedet og skar derpå nogle fæle grimasser, inden han satte glasset fra sig, stak tungen ud af munden, der var blevet helt orange, og grinede derefter kort. "Nå, vil du med ud og danse igen?" spurgte han hende med et kækt smil og pegede sig over skulderen med den ene tommelfinger.

Om det var på grund af alkoholen hun allerede havde i sin krop eller blot tanken om at gøre noget vildt, der nu gjorde at hun ikke bare skubbede ham væk som hans tunge legede omkring hendes hals, var hun ikke helt sikker på. Men lige nu tænkte hun heller ikke på konsekvenserne. Lod med det samme sin egen tunge komme hans i møde som den fandt vej gennem hendes læber. Hendes hænder landede automatisk på hans kæbeben og var ligeglad med om folk gloede på dem. Hun bevægede sig stadig dansende men stoppede ikke deres snaveri lige inden hun igen følte han træk af sted med hende. Og som en lille dukke fulgte hun med ham. Havde dog ingen problemer med at følge trop. Det var ikke som at han gik for hurtigt. Ikke efter hendes mening i hvert fald.
Som de kom op til baren lod hun sig med det samme tage en lille drejning om sig selv og lænede sig derefter op ad skranken med ryggen til. Lænede sit hoved lidt til bage og så mod loftet, men stoppede hurtigt med det som det generede hendes øjne. Skarpt lys var ikke en ting hun brød sig mest om. Hun kastede med det fyldige hår som hun drejede hovedet mod Chase som han bestilte for dem begge. Ikke noget hun havde noget imod. Men idet at drikken blev rakt mod hende syntes hun at se lidt undrende mod den. Havde de også droppet stadset ned i et glas med sprut? Hun havde aldrig været til et ordentlig raveparty men hun måtte sige det var lidt underligt. ”skål!” Dog tøvede hun ikke helt med at sætte glaset mod sine læber. Hun tog en ordentlig slurk og skulle lige vænne sig til den overdrevne sure smag fra lime og en sød eftersmag af gelé. Hun stillede sit glad fra sig selvom at hun nok kun havde fået drukket omkring halvdelen og så mod halvdæmonen foran sig. Hun bed sig svagt i underlæben som hun smilede flirtende og lod stadig de brune øjne hvile på ham. Hun skulle lige til at sige ja til hans forslag men med det kunne hun mærke den svage vibration i sin lomme fra sin mobil. Et suk lød fra hendes strube som hun nu så mere utilfreds ud som hun nu havde rettet blikket ned ad. Så dog hurtigt mod ham. ”No offence but…jeg skal nå det sidste tog hjem..” Det var tydeligt at hører i hendes dejlige stemme at hun var godt træt af det lige nu. Hun lagde hovedet let på skrå og smilede skævt inden hun lod sin hånd strejfe hans kind og prikkede ham derefter på næsen hvor efter hun hurtigt blinkede til ham med det ene øje. ”Tak for i aften. Du havde ret. Den blev spændende.” Mere sagde hun ikke inden hun som før vendte ryggen og begyndte at gå hen mod udgangen. Som så vel også var indgangen. Kom nogle ny ankommende festende i møde men fik dog alligevel presset sig igennem og kom udenfor. Først der trak hun sin mobil op ad lommen og trykket ring op. Og som forventet blev den taget med det samme. ”Jeg er på vej hjem nu..!” vrissede Jessica irriteret inden hun bare lagde på inden moren kunne nå at sige noget som helst. Hendes mor vidste virkelig hvordan man kunne ødelægge en fed aften. Og hvorfor hørte hun overhoved efter hvad hun sagde. Med endnu et utilfreds suk kom mobilen på plads i lomme inden hun faktisk fik set sig om. Og følte sig rimelig lost.

Et noget skuffet og slukøret udtryk blev straks malet i hans blege ansigt, med de to blå, selvlysende streger, der strakte sig over hans kinder, da Jess' ord forlod hendes mund. Skulle hun allerede gå? Chase nåede ikke at sige så meget som ét eneste ord, stod blot og gloede en smule mut efter hende, da hun valsede forbi ham og hen mod dén dør, de var kommet ind af tidligere. Det slog ham så pludselig at han hverken havde fået hendes nummer eller adresse, og hvis det stod til ham, var det bestemt ikke sidste gang at de skulle ses. Hybriden luntede hen til døren med hurtige skridt, tog fat rundt om dørhåndtaget og åbnede den tunge dør, som han efterfølgende smækkede i igen, da han var trådt over på den anden side af dørtærsklen. Præcis som han ellers skulle til at sætte i løb, stoppede han helt op ved synet af Jess højst halvanden meter det sted, hvor han stod, overrasket over at hun ikke var nået længere - men hvis hun heller ikke var særlig bekendt med byen, kunne det være svært at finde rundt. Det var faktisk et pænt stort område. Den metalliske klingen fra hans skobunde der skiftevis blev sat ned på jorden, som han listede hen til hende, afslørede ham straks. "Kan du godt finde hen til togstationen selv?" spurgte han, efter at have lagt en hånd på hendes ene skulder, som han gav et blidt klem, inden han lod hånden glide ned langs hendes arm for så til sidst at flette sine fingre ind imellem hendes. "Jeg skal nok følge dig hjem, smukke," sagde han med et tilhørende skævt smil og blinkede kækt til hende, hvorpå han begyndte at gå afsted i et raskt tempo, så han kunne være helt sikker på, at hun nåede sit tog. Hans blik hvilede atter på hende, som de bevægede sig afsted hen ad gaden, der var dækket af det hvide lag sne, betragtede hende helt stille uden at sige noget som helst i et godt stykke tid, men åbnede så munden for at lukke et par ord ud; "næste gang du er her i byen, er du velkommen til at komme hjem til mig og sove, hvis det er? Men det er altså ikke helt gratis." Han blinkede endnu en gang til hende og sendte hende et usædvanlig frækt, lidt vammelt smil, der bestemt ikke lagde skjul på de tanker, som kørte rundt i hans hoved.

Hybriden standsede brat op, da de ikke stod meget mere end en meter væk fra kanten af togbanen, lod sit blik skøjte henover de tomme togskinner og kastede derefter blikket op på det store ur, der sad øverst på en stor, robust stolpe cirka i midten af banegården. Puha. De var ikke kommet forsent - toget var bare ikke kommet endnu. Chase drejede hovedet og så ned på hende med et charmerende smil, fikserede de mørkelilla øjne på hendes ansigt, som han tavst studerede, alt imens han let kærtegnede hendes hånd med tommelfingeren. "Nå, hvordan er der så i Ni-..." nåede han lige at sige, før han blev afbrudt af den høje, gennemtrængende lyd af det store, mat-røde tog, der kom kørende på skinnerne, bremsede langsomt op og da det så endelig holdt stille, smilede han kort til hende, inden han slap hendes hånd og smuttede ind igennem den åbne togdør, smed sig med det samme i et af sæderne, der var i den tomme kupé. Han havde jo sagt, at han nok skulle følge hende hjem - og det havde han skam også i sinde at gøre!
"Sæt dig!" bad han smilende og klappede et par gange på sædet ved siden af sit eget, blev gloet en hel del på af de andre folk, der kom ind i kupéen, og som så hurtigt valgte at gå videre til den næste. Hans hår sad stadigvæk helt skørt, og den selvlysende maling skinnede stadigvæk svagt, selvom der var tændt lys i hele toget. "Kom nu, inden toget kører!"

Okay. Hun stod her. Og ventede på et tog. Med Chase fra Abattior. Hvis hun ikke vidste bedre var dette blot en drøm. Det var bare for vildt. For godt til at være sandt. Men stadig føltes det ikke specielt akavet mere. Hun følte sig mere eller mindre rolig i hans selvskab. Det var kun få øjeblikke at hun kom i tanke om hvem han var. Eller havde været for hende siden hun hørte bandet for første gang. Hun så op mod ham som hun hørte hans stemme men som ham fangede hendes opmærksomhed hurtigt toget der gled på plads med overdøvende lyde. Det var næsten som en refleks som hun slap hans hånd og med det samme fik begravet begge sine hænder i lommerne på hendes short. Klar til at sige farvel og stige om bord på toget men så snart at dørene gik op lagde hun mærke til hvordan at hybriden der før stod ved siden af hende lige smuttede forbi hende og ind i vognen. Jessica stod lidt bare og stirrede forundret inden hun selv fattede det og fik sat gang i fodtøjet. Nåede lige ind inden at dørene lukkede bag hende. Hun blev igen stående lidt med hænderne i lommen og med hovedet på skrå så hun lidt mod Chase der vist havde sat sig godt tilrette allerede. Hun fik et opgivende smil og sukkede lavmælt som toget satte i gang. Rystede kortvarigt på hovedet ingen hun fik taget de sidste skridt mod sædet ved siden af ham og dumpede dovent ned på plads. Hun fik nemt og smidigt trukket sot ene ben op til sig og svang roligt armene omkring det. ”Følger du altid folk helt hjem til døren eller skal du bare samme vej?” sagde hun en smule spørgende. Det skulle ikke direkte anses som et spørgsmål men mere en form for kommentar til at han nu også var hoppet på samme tog som hende. Hun lod kort sin latter trange igennem og fik intens fugtet sine læber med tungespidsen. Så lidt væk fra ham for nu at kigge rundt i den rimelig tomme vogn de begge sad i. Havde helt glemt hun selv havde en masse lilla stads i ansigtet som nok var en smule udtværet i øjeblikket.

Der gik ikke mere en et kvarters tid inden at toget stoppede, ved hendes station. Det var vel overraskende hvor kort der var fra Di Morga til Nice. Men det var bare en ting Jessica var glad nok for. Og dette var nok ikke sidste gang hun tog af sted. Hun tillod sig at rejse sig med det samme og hoppede nærmest ud af toget. Stod lidt og ventede på Chase og som toget igen kørte væk stod de alene på den lille udendørs perron. Hun smilede kort inden hun igen forsatte. Mobilen vibrerede igen i lommen men hun undlod igen at tage den. For hende var det bare en lille reminder om at hun skulle skynde sig. Fucking mor! ”Ehm..den her vej.” mumlede hun en smule utilfreds som hun nu fik proppet hænderne i baglommerne denne gang og begyndte roligt bare at slentre af sted.
Stoppede først til hun nåede et typisk to etagers hus der sagtens kunne minde om en træhytte men stadig havde de almindelige træk som et hus nu havde. Hun gik en smule videre op af den lille sti der førte mod hoveddøren inden hun så stoppede op for at vende fronten mod ham. ”Tak fordi du fulgt mig hjem. Og tak for i aften..” sagde hun stille og roligt inden hun fik trukket en af hænderne op af lommerne for at tage fat i kraven på hans jakke. Trak ham lidt ned til sig så hun ikke skulle bruge for meget koncentration på at holde balancen. Og lige inden at hun lod sine læber møde hans endnu engang kunne man sagtens hører døren til huset blive åbnet og som den nu stod vidt åben kom denne heller ikke specielt høje kvinde til syne i åbningen. ”Jessica!” lød det lettet fra kvinden og man kunne nemt se at hun nok havde været rimelig bekymret. Jess trak sig hurtigt lidt væk fra Chase og så igen utilfreds mod den smukke kvinde. ”Moar! Helt ærligt!!” Kvinden så ud til at have stivnet på stedet og stirrede bare mod Chase. ”Hvad laver..han her?” Det var tydeligt at se hvem denne kvinde var. Nok var hendes hår knap så langt som det plejede men farven havde ikke ændret sig og de brune øjne lignede sig selv. Ansigtet havde fået nogle mere kvindelige træk og det samme havde hendes krop. Hun var vokset. Som sædvanlig bare iført nogle jeans og en afslappende bluse. Stadig ikke særlig meget make up. Og den uskyldige pige hun før havde været kunne man nemt forestille sig stå foran en som hun stod der og nærmest støttede sig til dørkarmen.

Chase skyndte sig at rejse sig op fra det ellers meget behagelige sæde, da hun gjorde, smuttede med hende ud af tog-kupéen og hoppede let ud af det stilleholdende tog. Det første han gjorde var at tage en dyb indånding, der fik hans brystkasse til at hæve sig markant, lod sit blik løbe hurtigt hen over de nærmeste omgivelser for at orientere sig og fulgte villigt efter Jess, væk fra togstationen og videre ind i byen Nice. Under deres tur hen til hendes hjem, fik han set sig godt omkring, havde nysgerrigt studeret alt de var kommet forbi, dog uden at sætte tempoet ned; her havde han aldrig været før. For det meste holdt han sig bare i Di Morga, og kom ikke særlig tit ud andre steder, hvilket egentlig var en skam; han kunne godt lide at rejse. Rigtig godt faktisk. Hans tanker blev afbrudt, og han vendte lige så stille tilbage til den virkelige verden, idet hun pludselig stoppede op, var også selv standset af ren refleks og stod nu blot og så hen mod huset. Halvdæmonens opmærksomhed blev få sekunder efter rettet mod Jess igen, da hun hev fat i hans jakke og trak ham ned til sig i et let kys, som han glædeligt gengældte. Lyden af en dør der blev åbnet, fik ham til at rette sig lynhurtigt op igen, samlede automatisk hænderne omme bag på ryggen og sendte kvinden i døråbningen et venligt, lidt anstrengt smil. Dét smil falmede dog med det samme igen, forsvandt fuldstændigt og efterlod hans ansigt som et tomt, hvidt lærred, øjeblikkeligt som han fik set ordentligt på Jess' mor, spærrede kortvarigt øjnene op, hvorefter hans underkæbe drattede til jorden med et kæmpe smæld. Amelia? Endnu en gang lukkede han sine øjne helt op. V-ve-vent ..... havde hun lige kaldt Amelia mor?! Chase slog med det samme blikket over på Jess, som han måbende stirrede på i noget tid, syntes at se hele sin verden falde sammen stykke for stykke. Nej. Nej! Det måtte simpelthen ikke være rigtigt! Nej ... nej, nej, nej, nej, NEJ! "Jessica!?!" Hans stemme knækkede midt over, blot da han sagde hendes navn, slog en hånd op for munden og kørte den efterfølgende, sammen med den anden, op til sit hår, hvor han lod fingrene løbe let igennem det tykke, sorte - og blå - hår, så det blev kørt helt tilbage. Han gemte dernæst hele ansigtet væk i de handskebeklædte hænder, havde fået et rimelig heftigt åndedræt, som kunne han ikke få vejret og blev nødt til at trække vejret i små snappende hiv - præcis som man er lige på nippet til at bryde ud i gråd. Et par tårer havde dog også fået listet sig frem i hans øjenkroge, hvilket nemt kunne ses, da han fjernede hænderne fra øjnene, holdt sig stadigvæk for både munden og næsen. Vidste overhovedet ikke hvad han skulle sige, og var helt tom for ord. Følte sig på en og samme tid både glad og forfærdelig ked af det og frustreret - og vred. Om det var på ham selv, Jessica eller Amelia vidste han ikke. Der var i det hele taget bare alt for mange følelser indeni ham hele tiden. Han kunne ikke råde bod på noget som helst, havde allermest lyst til bare at sætte sig ned og tude. Eller gå totalt amok og smadre alting. Eller lægge armene omkring Amelia og sin 'lille' pige, der begge stod foran ham, i et stort kram. Årgh! Det var til at blive sindssyg af! "Undskyld!!" udbrød han så, pludseligt, vendte sig i en hurtig bevægelse om, så han kom til at stå med ryggen til dem. Han måtte væk herfra. Han måtte bare væk! Ville se sig over skulderen for at se på Jessica en sidste gang, men kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Hvad fanden var det dog han var havnet i ... "FUCK!" bandede han, sparkede til det der nu var at sparke til, med en af de store, sorte støvler. Skulle til at tage det første skridt væk derfra, men det var så som om, der blev sat en kæmpe sten ovenpå hans ryg, der vejede flere ton, så han blev tvunget ned på knæ. Han lænede sig en smule forover, satte den ene hånd mod det græsset, der ligesom hele Di Morga, var dækket af sne, knyttede derpå sin anden hånd og hamrede den gentagende gange ned i jorden med al den styrke, han havde i sig. "LORT!" Nu brød han sammen. Halvvampyren rettede sig atter op og bøjede hovedet så meget forover, han kunne, ignorerede alle hårtotterne som så småt faldt ned på plads og skjulte hans ansigt, der allerede var blevet gjort helt vådt af de mange tårer, der trillede ned af hans kinder. Hvad i al verden skulle han sige? Hvad skulle han gøre? Han ville bare hjem - og det skulle være lige nu! Et par grådkvalte lyde lød fra ham, da han lænede sig fremover igen, så langt han kunne, og klemte sine øjne sammen i et forsøg på at lukke for de to 'vandhaner' men det hjalp ikke det mindste.

Jessica forstod stadig ingenting. Så bare frem og tilbage på Chase og Amelia. Var tydeligt at hun var helt forvirret. Og sjovt nok begyndte hun også at føle skyldfølelse. Selvfølgelige blev hendes mistænkte sat på dem der nu var omkring hende. Både hende selv og hendes mor. Hvad fanden skete der! I en bestemt bevægelse drejede hun om og stod med fronten mod Amelia som stadig så skræmt ud. ”Hvad i helved, mor!! Kender I hinanden!” Hun var da helt gået i panik og var skam også gået hen og blevet frustreret.
Amelia begyndte nu at blive lidt bange for hvad der kunne have været sket. Nok på trods af hans kraftige reaktion. Hvad havde de to lavet? Nej! Hun ville slet ikke stå og forestille sig den slags. Hun rystede fortvivlet på hovedet og førte en hånd mod sin pande. Inden under det lange sjuskede pandehår. Så nu væk fra Jessica og mod Chase der virkelig så ud til at være på randen til at bryde sammen. Det skulle hendes datter ikke se. Det var nok grunden til hvad hun gjorde. ”Jessica. Jeg forklarer senere. Gå ind og se efter Todd.” Hun prøvede at holde sin stemme rolig og lav men den sitrede stadig og man kunne mærke hvordan at hun ikke helt havde det alt for godt. Prøvede at holde roen mere eller mindre. ”Men..” mere nåede den lille hybrid ikke at sige inden at Amelia hurtigt fik svaret: ”NU!” Og med det løb Jessica nærmest ind i huset igen.
Nu var det igen kun Amelia….og Chase. Hun overværede kort hvordan han sad på alle fire på jorden ikke langt fra hende. Et sted skulle hun have været forberedt på denne dag. Men det var hun ikke. En klump samlede sig i halsen på hende og forsvandt først efter flere synk. Hun fik lagt sine arme omkring sig selv som hun altid gjorde. Følte sig virkelig ikke tilpas. Og hun var vel også blevet blegere. Dette var som han havde sagt virkelig noget lort. Lidt efter begyndte hun endelig igen at bevæge sig. Gik med forsigtige skridt hen over den snebelagte jord. Tog sig som altid ikke af at hun ingen sko havde på. Med langsomme og lidt tøvende bevægelser satte hun sig på hug foran halvdæmonen. Holdt dog en vis afstand til ham. Hun kendte alt for godt til hvilke kræfter Chase besad. Og hvad han kunne finde på at gøre i den tilstand han var i nu. Det var næsten skræmmende. Hun så bare ned i jorden. For at undgå nogen form for øjenkontakt. Ville ikke afsløre den meget lille del af hende der faktisk var glad for at se ham. ”Så fik du hende at se igen..” Det var åbenbart svært for hende at sige men det næste skulle der brugen mere energi på at få det frem. Hun tog en dyb indånding og holdt det inde lidt inden hun pustede tungt ud. ”Hvad lavede I?...Rørte du hende??” Hun ville et sted ikke spørge ham om de ting. Ville ikke hører svarene som hun frygtede dem. Men stadig kunne hun ikke bare lade som ingenting. Hun havde altid haft Chase i baghovedet. Og nu …dette var ikke noget hun brød sig specielt meget om. Vidste ikke hvad hun skulle sige. Vidste ikke hvad hun skulle tænke. Eller gøre nu.

Det gav et sæt i ham ved synet af den alt for velkendte skikkelse, der kom til syne foran ham, prøvede mislykket at løfte hovedet for at se op på hende, men det blev ikke til noget - var i tvivl om hvor vidt det var en god idé eller ej. Nej. Det turde han ikke; ville ikke. Han kneb stædigt de våde øjne yderligere i, nægtede at se på hende og ignorerede også til at starte med hendes spørgsmål, der syntes at ramme ham direkte i brystet som en sløv kniv, som var blevet boret hele vejen igennem ham og nu sad klemt fast imellem to af hans ribben. Det var en virkelig ubehagelig følelse, og det føltes som om, han fik sværere og sværere ved at trække vejret, hvilket til sidst blev så slemt, at det resulterede i, at han måtte rette sig helt op for derpå at tage en stor, dyb, lidt gispende indånding. Halvdæmonen skyndte sig at tørre de tilbageblevne tårer væk, der endnu ikke havde nået hele vejen ned ad hans kinder, med det ene ærme på sin efterhånden rimelig slidte, nittebefængte læderjakke. "Hvad tror du selv ..." endte han blot med at mumle til svar på hendes tidligere spørgsmål, angående hans møde med Jessica, hævede hverken stemmen eller rørte på sig men sad bare helt stille på græsset, i den hvide, kolde sne, forsøgte for alt i verden at undgå øjenkontakt med Amelia - så hans blik var blevet stift rettet ned imod jorden foran ham. Hans brystkasse hævede sig roligt, i takt med hans vejrtrækninger, som han nu omsider havde fået lidt mere under kontrol og hev ikke længere efter vejret, som han før havde gjort. Men den stikkende fornemmelse midt i hans brystkasse var ikke forsvundet endnu. Den var der stadigvæk, sad og plagede ham uendeligt meget, og syntes at have spredt sig til hele hans krop. Det var til at blive syg af. Det hele virkede pludselig helt urealistisk, og han kunne overhovedet ikke forholde sig til noget som helst på nuværende tidspunkt. Alle de fortvivlede følelser der hastigt havde hobet sig op indeni ham, var nu helt væk, og han følte sig mere eller mindre bare som en tom skal. Hvorfor skulle han også altid få viklet sig ind i sådan nogle problemer ... hvis han bare ... Chase tog endnu en dyb indånding, prøvede at få styr på alle sine tanker, der fór rundt som gale inde i hans, allerede forvirrede, hoved. "Det var ikke med vilje ..... det ... jeg vidste i-....." Længere nåede han ikke før tårene på ny begyndte at strømme ud af hans forgrædte, mørke, lilla øjne, forsøgte febrilsk at skjule det med hænderne, men til hvilken nytte. "Jeg v-vidste i-ik' at de-..det var hende ..... det ... er .... ikke m-min ... skyld!!!" hulkede han højlydt imellem alle de grådkvalte hik, følte sig fuldstændig slap i hele kroppen og sad nu blot og så ned på sine fingre, der viklede sig ind og ud af hinanden. Han tog nu endelig mod til sig og fik taget sig sammen til at løfte blikket, bare en smule, og lod det hvile mod asparaens ansigt, som han betragtede, med bævrende underlæbe, og tårene der konstant løb ned ad begge hans kinder, ned og strejfe hagen for så derefter at falde ned i sneen. "J-..... jeg vil h-ha' du skal sige at d-de-det hele bliver okay ....... jeg vi-il ....... jeg vil ha' du s-skal sige a-a-t du elsker mi-ig ......." Hans stemme knækkede fuldstændigt over ved den sidste sætning, og hans gråd der ellers så småt var begyndt at holde op, brød nu ud igen, i et endnu større vandfald. Sendte hende et sidste enormt fortvivlet blik, inden han så væk for at skjule den grædefærdige grimasse, der var malet i hans ansigt. Hans øjne var begyndt at svie, og dén smerte der havde samlet sig i midten af hans brystkasse, synes nu at gå hele vejen ind til hans knogler, ind til hans aller inderste - og nu væltede alle hans følelser frem i ham, kom som en kæmpe stor flodbølge og skyllede indover den stakkels halvvampyr, der sad og var fuldstændig elendig. "DET VAR IKKE MED VILJE!" råbte han så, som det allersidst, afslutningen, og gentagelsen, af hans mindre foredrag. Han ville have rejst sig, men følelsen af at have den store sten liggende på skuldrene var der stadigvæk, og selvom han havde fået lukket en masse ud, syntes den blot at blive tungere og tungere, tynge ham endnu længere ned. Gid alt det her bare var en drøm, og når han vågnede i morgen, ville intet af det her være sket. Men jo mere tid der gik, jo mere begyndte han at forstå, at det her var virkelighed. Åh, hvad fanden havde han dog gjort ...!

Amelia vidste vel udmærket godt at han ikke vidste det var Jessica. Hvem ville også kunne genkende en pige man ikke havde set siden hun var helt lille? Men stadig lå tankerne omkring hvad han kunne have gjort ved hende og summede i hovedet på hende. Det virkede bare ikke rigtigt. Og lige meget hvor meget hun ikke ville tro på sine fordomme lå mere kom de helt op foran alt andet i hovedet på hende. Lige indtil hun atter hørte noget hun ikke havde forventet at hører fra ham nu. Og trods hans grædende stemme forstod hun med det same meningen med hans sætning. Hun stivnede igen. Spærrede se brune øjne op og tøvede nu ikke med at faktisk se mod ham. Forundret. Fortvivlet. Overrasket. Hun så pludselig bare væk fra de mange tårer der trillede ned over hans ansigt. Det var utroligt hvor meget hun havde set af dem. Og hun ville egentlig ikke se de tårer komme fra ham. Det var vel også en af de mange grunde til at hun havde cuttet deres kontakt. Hun havde altid følt at hun var grunden til at han græd. At han havde det dårligt. Ååh! Dette gav hende hovedpine. Alt for meget var i gang omkring hende. Men stadig var det eneste hun kunne gøre lige nu var bare at sidde og stirre på denne nok rimelig sårede hybrid. Men lige idet at han råbte op syntes asparaen at være på benene igen. Havde trådt et skrid mod ham og igen sat sig på hug imens at en hånd havde placeret sig hen over hans mund for at gøre det mere eller mindre umuligt for ham at sige mere. Samt lagde hun nu forsigtigt en hånd på hans hoved. Som omfavnede hun det. Ganske let. ”Jeg…ved det godt. Bare..lad være med at sige mere.” Hendes stemme var svag og hun sørgede godt og grundigt at havde sit ansigt rettet over hans skulder så han ikke ville kunne se noget. Han kunne nok lige hører hvordan at hendes vejrtrækninger var blevet tungere og hun tillod sig at nyde den måske lidt akavede stemning. ”Du vil have jeg skal sige jeg elsker dig. Også selvom at det ikke vil ændre noget?” startede hun roligt ud. ”Hør,idiot. Jeg har sjovt nok altid elsket dig. Også selvom at du gør ting der får mig til at ønske at jeg ikke gjorde.” hviskede hun forsigtigt til ham. Han havde vel fortjent sandheden. Om han så kunne tage den eller ej.
Efter at have siddet lidt i stilhed igen begyndte hun sig så igen at rejse sig op. Og fjernede begge sine hænder igen. Tørrede noget af de blå stads hun havde fået på sin ene hånd af i sin bluse inden hun tog nogle skridt for at komme om bag ham. ”..Vil du være den der fortæller hende det?” Hun forholdt ryggen til ham men det var alligevel klart at hun talte direkte til ham. Også selvom at hun ikke så på ham. Det var bare svært for hende i øjeblikket. Hendes hænder hang bare svagt ned langs siden og hun fik hurtigt sat tænderne let i hendes underlæbe. Hvis det skulle være sandt følte hun selv for at bare bryde sammen i gråd lige nu. Men hun forholdt sig på fast grund. Den ene hånd blev ført let op til hendes brystkasse som gjorde det ondt men den kom igen ned at hænge sammen med den anden. Hun blev stående og afventede hans svar. Andet kunne hun ikke få sig selv til at gøre.

Chase holdt ubevidst helt automatisk vejret, idet en hånd let blev ført henover hans mund, forhindrede ham på dén måde i et sige noget, og de lavmæle hulk der ellers var kommet fra ham, holdt nu også helt op, sad blot og stirrede på hende med et fortabt blik i de mørke, vædede øjne, imens han opmærksomt lyttede til det, hun sagde. Hele hans krop syntes at sitre, mere end den gjorde i forvejen, ved hendes berøringer, der hver især sendte et svagt stød gennem ham, kunne ikke helt finde ud af, om det var en behagelig følelse eller ikke. Hans blik fulgte hende af ren refleks, da hun rejste sig op, kom til at se helt slukøret ud og overvejede at kort sekund bare at blive siddende, eller bare at løbe langt, langt væk, men endte dog med at få rejst sig op for derefter at gå helt hen til hende med langsomme, tøvende skridt. Nu gjorde han det igen - holdt vejret. Som om han troede, at han blev helt usynlig, hvis han blot gjorde det; men sådan var det, desværre, ikke. Han stod i et godt stykke tid uden at sige så meget som den mindste lyd, studerede hende bare i al stilhed, bagfra, betragtede de forandringer, der lod til at være sket med hende. Asparaen var blevet en del ældre at se på, mere voksen, end hvor hun før højst kunne have gået for at være en på seksten år. Det var helt underligt at se hende. Om han skulle kunne lide det eller ej, vidste han ikke en gang. Selv havde han ikke forandret sig det mindste; om dét så var en skidt ting kunne diskuteres. Hybriden tog endelig mod til at sige noget og skilte let læberne ad, efter at have taget en dyb, rensende indånding. Ud med alle de dårlige følelser, ind med de gode. "Jeg synes, at ..." Han holdt en kort pause, hvor han i en diskret bevægelse fik listet sin hånd ind i hendes, mærkede straks den akavede stemning, der lagde sig over dem som et tykt, uigennemtrængeligt tæppe; eller også var det bare ham? "At vi skal fortælle det sammen," afsluttede han, gav hendes hånd et nænsomt klem, samtidig med han bed sig underlæben, men sørgede for ikke at bide alt for hårdt, så der ikke skulle gå hul på den. Egentlig ville han allerhelst bare blandes helt udenom, - men det ville nok blive temmelig svært. Én ting var i hvert fald helt sikker; han skulle ikke nyde noget af at skulle fortælle hende det alene! Det ville han slet ikke være i stand til. Måske, ville det være nemmere, hvis han havde Amelia stående ved siden af sig. Eller måske ikke. Åh. Hvem prøvede han at narre? Sig selv? Der var intet, der kunne gøre det her lettere, på nogen som helst måde! Det var bare noget, der skulle overståes - og helst så hurtigt som muligt! Halvdæmonen rømmede sig diskret, i samme øjeblik som han slap hendes hånd og trak sin egen til sig igen. I det mindste tudede han ikke mere. Det var vel altid noget. Chase lukkede kortvarigt i et langt blink, men skyndte sig atter at åbne øjnene, da det sveg af helvedes til, efter alle de tårer der for kun få minutter siden havde væltet ud; ynkeligt. For pokker, hvor ville han bare godt have det her til at ende. Eller bare have et musehul, han kunne krybe ind i. Gemme sig der og ikke komme frem, før alt det her var glemt! Han rystede svagt på hovedet, samt skuldrene, pustede tungt ud, inden han så hen mod indgangen til huset, som han efterfølgende slæbte sig hen imod, følte at det var en større retssag, han var på vej ind i, og som han overhovedet ikke havde lyst til at være en del af. "Jessica?" sagde han spørgende, højt nok til at hun gerne skulle kunne høre det, og stod nu og trippede lidt nervøst inde på gulvet i husets entré. Så - nu havde han sagt nok. Resten måtte Amelia tage sig af; hun var nok også tusinde gange bedre til det med ord, end han var. I alt fald, i en situation som den her. Han sukkede, og slog blikket ned imod gulvbrædderne, med skuldrene trukket helt op over ørene; ventede. Åh Gud, det her var uudholdeligt ...

Hans hånd der nu rørte hendes var som at hun selv fik stød for hver bevægelse. Men stadig tillod hun ham den accept at kunne få lov til at bare rører hendes hånd uden at hun skubbede ham væk. Men hun gjorde intet for at selv holde hans hånd specielt meget. Det var svært at forklare hvad hun faktisk gjorde eller havde det under det. Hun så stadig ikke mod ham. Nikkede bare bekræftende til hans forslag. Selvom at det bare betød hende. Hun kendte ham godt nok til det. Hun slap hans hånd med det samme han træk sin til sig igen og tøvede ikke med at selv gå indenfor igen. Ind i varmen. Navnet Chase nu råbte op var en smule skingert i hendes ører. Også selvom at det ikke var særlig højt. Hendes hørelse havde bare været skærpet en hel del. Eller også var hendes hoved bare for rodet.
Der gik ikke lang tid inden at man kunne hører hurtige skridt ned af trappen og der gik ikke lang tid inden at Jessica kom tilbage. Med det sorte hår mere uglet end før og forvirret udtryk i ansigtet. ”Okay! Nu vil jeg hører hvad fanden der foregår!” Man kunne se på Amelia hvordan hun pludselig fik det dårligt igen som hun satte en hånd mod sin pande. ”Hvordan skal jeg sige det..” Ja. Hvordan skulle hun sige det? Hvis hun endnu havde været så svag som hun havde været tidligere ville hun nu slet ikke have mulighed for at stå op uden støtte. Men stadig så hun ud til at være svimmel. ”Jeg…mødte Chase for mange år siden…” Nej. Det gik ikke. Det lød bare forkert at begynde at fortælle hende hele historien. Og så ikke når han stod og lyttede, ville det også være forkert. De havde tydeligvis forskellige synspunkter på situationerne. Et sted. ”Aaargh.. Han er din far!” Endelig kom det frem. Og det føltes ikke godt. Og det var også bare kommet frem rimelig hårdt og bestemt. ”Hva…Hvad fanden!!!” blev der nu råbt fra Jessica som hun stod rimelig måbende på trappetrinene. ”Min far!! HAM!” Hun så hurtigt mod halvdæmonen og så igen mod Amelia. ”Og dig!” Det var bare forkert i Jessica’s hoved. Og tanken om at.. Nu var det hendes tur til at få det dårligt. En hånd blev ført op til hendes mund som skulle hun kaste op. Men den blev hurtigt fjernet for at hun igen kunne råbe op. ”Hvorfor i helved har du aldrig fortalt mig at det var ham!! Du har hele tiden vidste at han faktisk kendte min egen far uden at have nogen anelse om det!! Og ved du hvor …DET DIN SKYLD!” Mere sagde hun ikke inden hun trampede af sted op af trappen igen og lidt efter blev døren til hendes værelse smækket i.
Amelia lukkede sine øjne i og denne gang var hun nød til at støtte sig bare lidt til væggen bag hende. Trådte få skridt bagud og lænede sig mod muren inden hun gled helt ned at sidde igen. Sammenkrøllet som altid. ”Forhelved..!” mumlede hun forbistret som hun førte begge sine hænder op gennem det hasselnøddebrune hår. ”Mit liv er så godt som ovre……” mumlede hun videre for sig selv inden hun endelig lod sine dådyr øjne se op mod Chase. ”…tror du hun vil tilgive mig??” Først nu fremkom hendes krystalklare tårer og idet at en dråbe løb ned over hendes kind så hun væk og tørrede den hurtigt væk med den ene hånd. Dette var noget fucked up lort.

Jessicas ord syntes at skære direkte igennem ham, skønt hendes råben ikke var henvendt til ham. Den bævrende underlæbe var så småt begyndt at komme igen, men der var ikke længere nogle tegn på tårer i hans øjne, selvom han mest af alt bare havde lyst til at bryde grædende sammen, endnu en gang. Det kunne han ikke. Det føltes som om, han havde grædt hver eneste dråbe vand ud af kroppen, og at der intet var tilbage; som var han nu bare tom indeni. Ingen tårer, ingen tanker og ingen følelser. Intet. Hans blik og opmærksomhed blev automatisk ledt hen imod Amelia, der var faldet sammen i en sammenkrøbet stilling på gulvet, og sagde først et eller andet, som han ikke helt fik fat i. Det næste der kom ud af hendes mund, hørte han dog udemærket godt og nåede også at få spottet en enkelt tåre, der havde fundet vej ud af hendes øjenkrog og var på vej nedover kinden, inden hun fik tørret den væk. Det rørte ham ikke en gang - overhovedet. Normalvis kunne han ellers ikke klare bare tanken om, at hun græd; men i dette øjeblik stod han blot og så ned på hende, med et lidt ulæseligt, intetsigende udtryk i de mørkelilla øjne, der var skyggelagt af det sorte, tykke, indfiltrede hår. "Nej" svarede han først, meget kort for hovedet, og stod tavs i et minuts tid, før han fortsatte. "Nej det tror jeg ikke, hun vil," tilføjede han så med et helt neutralt tonefald. "Og hvis det er tilfældet, kan jeg godt forstå hende." Han mumlede den sidste sætning, men hun ville sagtens kunne høre det, hvis hun bare hørte godt efter. Med dét sagt løsrev han omsider blikket fra hende og rettede det i stedet for frem for sig, over på dén trappe Jessica før var forsvundet op ad, hvorefter han langsomt bevægede sig over imod den og slæbte sig med tunge skridt op ad trappetrinene, der førte op ovenpå. Halvdæmonen tog fat i en tilfældig dørs håndtag, havde haft heldet med sig, for da han lukkede døren op var det første han fik øje på Jessica, som havde sat sig godt til rette henne i en pænt stor vindueskarm. Chase drog et dybt suk og sjoskede hen til hende, sørgede for ikke at gå alt for tæt på, så der i hvert fald var godt tredive centimeters mellemrum imellem dem. "Så ... det her er ret akavet, hva'?" sagde han til at starte med, vendte mundvigene lidt opad i et lidt usikkert smil, som hurtigt falmede igen, hvorpå han rømmede sig kort og tillod sig at gå bare en lille smule tættere på. "Hør, altså ... jeg ... hvis jeg havde vist, hvem du var, havde jeg aldrig kunnet finde på at ....." Han stoppede op midt i sætning for at synke en klump, der havde sat sig fast i halsen, åbnede atter munden for at fortsætte, men kom aldrig videre derfra, hvilket der nok heller ikke var nogen grund til; hun vidste, hvad han mente. "Du skal bare vide at ... jeg elsker dig. Det har jeg gjort lige siden, jeg fik dig at se første gang," fortalte han med en rolig stemmeføring, talte ikke særlig højt, men tydeligt nok til at det kunne forstås. Et smil fik sneget sig frem i hans ene mundvig og hang dér og hvilede i noget tid, inden det så ligesom det andet, blegnede lige så stille. "Du må hade mig, ikke? Det er helt i orden. Det ville jeg nok også have gjort, hvis min far bare var skredet ..." Det var løgn. Han var ikke skredet; havde ikke droppet kontakten til hende med god vilje. Det var mest af alt bare for at tage noget af skylden væk fra Amelia, der lod til at have det svært nok med det hele allerede, så der var ingen grund til at forværre det. "Men ... der har ikke gået én eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på dig," sagde han, hviskede det næsten, rakte dernæst en hånd frem for at stryge noget af hendes hår væk, men standsede så, den nåede helt hen til hende, og trak den til sig igen med et lydløst suk. "Det er okay, hvis du er sur på mig. Jeg skal nok give dig alt den tid og plads, du behøver." Hybriden bed sig svagt i underlæben, før han drejede en halv omgang rundt og tog et skridt hen mod den åbentstående dør. "Det tilbud med, at du altid kan komme hjem til mig, gælder forresten stadigvæk ..." fik han fremmumlet, skævede til hende over skulderen, og satte atter fodtøjet i gang, smuttede over på den anden side af dørtærsklen og lukkede forsigtigt døren bag sig. Han havde fået sagt det, han ville sige, og nu var alt han kunne gøre at vente. Så var det værste endelig overstået. Det håbede han da i hvert fald ...

Jessica havde hørt ham komme helt fra trappen og blev ikke overrasket idet at han åbnede døren. Men hun så ikke mod ham da han trådte ind. Så bare ud af vinduet. Ud i den snebelagte have og over buksen til naboerne hvor lysene med sikkerhed var været slukket længe. Hun studerede bare huset med hver og en detalje og prøvede at forholde koncentrationen mod det men den brød med det samme at Chase begyndte at sige noget til hende. Hun pressede sine ben lidt mere op til sig og forholdt stadig sine brune øjne væk fra ham. Men lyttede til hvad han havde at sige. Og hvis hun havde været Amelia ville hun med sikkerhed ikke kunne holde sit pokerface. For hende var gråd ikke en udvej hun brugte. Hun lænede bare sit hoved mod ruden og det at døren igen blev lukket hamrede hun det ind i ruden et par gange. Diskret.
Hun lod ham vente. Følte ingen skyld over at han skulle pines med ventetiden. Som han selv havde sagt så skulle hun bare bruge den tid hun havde brug for. Og hun begyndte først at bevæge på sig efter lang tid. Hoppede lydløst ned fra vinduet og tog de skridt hen til døren hvor hun dog blev stående lidt og tog sig sammen. Håbede lidt han endnu var der ude. Og ikke bare var gået. Hun lagde så sin hånd på håndtaget og trykkede det med det samme ned. Åbnede døren og åbnede med det samme hendes mund. ”Du har ret i at jeg nok hader dig nu. Men jeg hader alle mænd der er skredet. Hader alle mænd der har såret min mor. Om de så er en del af mit yndlings band eller chef i et eller andet forbandet firma.” startede hun ud. Helt roligt og havde dette neutrale ansigts udtryk i ansigtet. Lænede sig mod dørkarmen og så lidt mod ham imens at hun igen fik strejfe en vildfaren tot sort hår væk sammen med et suk. ”Men..jeg forstår ikke..hvis du skred..og jeg hele tiden lå som en bagtanke..hvorfor kom du så aldrig tilbage??” spurgte hun ham. Forsigtigt og usikkert men fik stadig fik hun lagt sine arme over skrå. Det hele var virkelig akavet. Men hvad kunne hun gøre ved det. Jessica var en klog pige. Hun kunne forholde roen i bestemte situationer. Og hun kunne tanke sig frem til de rigtige svar. ”..Må jeg vide hvorfor du skred??” Hun så lidt væk fra ham igen og tog en dyb indånding for at få sig selv ned på jorden igen eftersom at hun var begyndt at føle kniven blive spiddet gennem brystet på hende igen og igen. Hvorfor havde hun det egentlig sådan som hun havde det?

Chase var ikke nået mere end en meter væk fra den lukkede dør, før de knirkende hængsler afslørede, at den atter blev åbnet, hvilket automatisk fik ham til at standse, stod blot der med blikket rettet fremad i en sum tid, inden den efterhånden ret velkendte stemme lød og fik ham til at vende sig om, så han kom til at stå med fronten mod hende. Tavst lyttede han opmærksomt til det, hun havde at sige; ventede til han var helt sikker på, at hun var færdig, inden han åbnede munden for selv at lukke et par ord ud som svar på hendes spørgsmål. "Hvorfor jeg ikke kom tilbage? Jeg vidste ikke, hvor I var ... jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lede. Det ville være som at skulle finde en nål i en høstak. Der var ingen, der gav mig besked om, at I flyttede ... så hvad skulle jeg gøre?" Han trak svagt på skuldrene, hvorefter han fikserede de mørkelilla øjne ned på gulvet foran sig, turde ikke rigtig at se på hende i mere end højst fem sekunder ad gangen, i frygt for at den akavede atmosfære, der lå omkring dem, ville blive forværret. Det andet spørgsmål undlod han bevist at svare på, lod bare stilheden tage over i et godt stykke tid, hvor han selv blot stod og betragtede det, åbenbart enormt interessante, gulv. "Det ... er ligemeget - det vigtigste er, at jeg er her nu, ik'?" endte han dog alligevel med at svare hende, slog endelig blikket op på Jessica og trak lidt op i den ene mundvig så et skævt, ret anspændt smil kom frem på de blege læber. "Vi kan snakke videre i morgen, okay?" Hybriden tog en dyb, lydløs indånding og åndede tungt ud igen, før han trådte en smule tættere på hende, strøg hende blidt ned langs ryggen, hvornæst han plantede et enkelt kys på siden af hendes hoved, for så derefter atter at træde et skridt tilbage, væk fra hende. "Smut så i seng. Du har nok godt af at få sovet lidt," sagde han, sendte hende et svagt, lidt drillende smil, inden han drejede en halv omgang rundt og sjoskede let ned ad trappen. For pokker da. Han standsede i nogle få sekunder, efter at være kommet ned af alle trappetrinene, og stod bare og stirrede ud i den tomme luft, prøvede ikke at tænke alt for meget på alt det, der var sket tidligere i dag; det var virkelig noget lort. Chase sukkede dæmpet, i samme øjeblik som han lod sit blik glide rundt i lokalet et par gange, hvor det konstant syntes at ende henne ved den sammenkrøbede aspara, der ikke så ud til at have flyttet sig mere end højst en centimeter, i den tid han havde været ovenpå. Endnu et sagte suk hørtes fra ham, idet han en anelse tøvende bevægede sig i hendes retning, nærmede sig med påpasselige, næsten helt lydløse skridt - eller så støjfri de store, metalbelagte støvler nu kunne være. Halvdæmonen satte sig næstefter ned på hug overfor hende, da han var nået derhen, tiltede hovedet en kende til den ene side, så noget af det rodede, lidt for lange pandehår faldt til side, sad blot og studerede hende sådan i et godt stykke tid, før han fik taget mod til sig og lukkede munden op. "Hvad så, søde skat?" sagde han spørgende, hviskede det nærmest, og førte derpå en hånd hen til hendes ansigt, som han fik løftet op ved at sætte en bukket pegefinger under hendes hage og skubbe den op ad. "Er du ikke glad for at se mig?" spurgte han med et lettere drilsk tonefald, og et tilhørende kærligt smil, fjernede et par vildfarne hårtotter fra hendes ansigt og kørte dem om bag hendes ører, så han bedre kunne se hende, og lod dernæst sit blik mødes med hendes. Glemte som sædvanlig alt andet ved synet af de dybe, brune dådyrs-øjne og kunne ikke andet end at trække på smilebåndet, så smilet, der allerede var fremme på hans læber, bredte sig yderligere. "Det er alt for lang tid siden ... jeg har savnet dit smukke ansigt," fortalte han lavmælt, imens han nænsomt kærtegnede hendes ene kind med den bukkede pegefinger, stoppede først, da han lidt efter rejste sig op i sin fulde højde, uden at flytte blikket fra hende i så meget som et splitsekund. "Nåhr, du skal da ikke sidde dernede på gulvet! Kom op at stå, så rykker vi hen i sofaen i stedet for," foreslog han, selvom det nok mere var en kommando end blot et forslag, og stod pænt og ventede på hende med et, måske lidt for kækt, smil.

Amelia vidste godt at han var kommet ned igen. Men det var som om at hun ikke kunne få sig selv til at se mod ham. Hun blev bare siddende og så på ingenting. Ventede vel bare. Selvom at hun var vokset lidt mere op var det tydeligt at hun var hende. Hun havde stadig sin uskyldige og svage udstråling og den beskyttende mekanisme ved at krølle sig sammen. Samt kunne man nok også se den lille pige i hende stadig. Det var næsten svært at sige hvad der var ændret ved hende.
Dog blev hun afsløret for sit ignorerende forsøg idet hun hørte hans stemme. Den måde, hendes greb om benene blev strammere og den måde kuldegysninger løb ned langs ryggen på hende. Og den måde hun blinkede for så at se mere væk. Bevidst sagde hun intet til hans første kommentar. Og rettede heller ikke sine brune øjne mod ham inden at han løftede hendes hoved. Som han altid havde gjort. Med sådan en forsigtighed at det var utroligt det kom fra ham. Det kom ikke specielt meget bag på hende omkring det han sagde. Alligevel kunne hun ikke lade være med at reagere som hun gøre. Prøvede nu at se væk fra ham igen som gjorde han hende genert. Bed sig i underlæben og sank en mindre klump. Og følelsen af at han virkelig var her blev blot stærkere af at han strøg hårtotterne væk. Og som refleks så hun igen mod ham. Mødte hans blik. Og minsandten om et lille smil faktisk havde formet sig i mundvigen. Om det faktisk var hans smil eller hans blik der gav hende den sugende fornemmelse i maven. Eller måske var det bare ham. Forhelved også! ”Hø..” Som hun skulle til at sige noget fik han taget ordene fra hende ved blot at ae hende over kinden. Og ubevidst blev hendes hoved også lagt mere til den side hans hånd nu var.
Idet som han rejste sig op syntes hendes blik at blive mere bedende som hun så på ham imens. Som var hun ikke helt tilfreds med at han havde stoppet og bare rejst sig op. Dog blev blikket mere spørgende ved hans lignende kommando. Kort så hun igen væk og atter blev hendes tænder sat i underlæben inden det var hendes tur til at rejse sig op. I sin fulde højde. Som ikke rigtigt nærmede sig hybriden. Også selvom at hun var vokset en smule siden sidst de havde set hinanden. Hun så igen mod ham som hun passerede ham. Nikkede bekræftede inden hun forsatte ind mod stuen. Hun så sig lidt over skulderen og fik igen åbnet munden. ”Ehm..velkommen for resten.” Det lød nok underligt men det betød vel bare at han var tættere på hendes accept. Det var som om at hun igen var den lille pige når han var i hendes nærvær. Hun dumpede let ned i den ene side af sofaen og som altid blev det ene ben trukket op. Ikke for at lukke ham ude men mest for at være mere tryg. Hun fugtede roligt sine læber med tungespidsen og så atter direkte mod Chase. Lænede lidt sit hoved mod ryglænet. ”Lidt ..særlig måde at skulle støde på dig igen. Utroligt du hele tiden… Utroligt vi hele tiden mødes igen.” Hvis hun skulle være ærlig vidste hun ikke hvad hun skulle sig. Hun så lidt mere væk fra han øjne. Hun var vel lidt usikker på situationen. ”Men..lige meget jeg måske ikke ønsker det..så har jeg..savnet dig. Eller..jeg ønsker det måske… Lige meget..” Hvorfor skulle han også lige få hende til at falde over ordene hele tiden? Få hende til at sige tingene på den måde? Det endte med hun igen se helt væk.

"Jo tak, jo tak," svarede han med et skævt smil til hendes lidt sene velkommen, fulgte af ren refleks efter Amelia, idet hun vadede forbi ham, videre ind i stuen, hvor hun som den første af dem satte sig til rette i sofaen, og han var hurtig til efterfølgende at sætte sig på sædet ved siden af hende. Hans blik fandt med det samme hvile i hendes, savnede, ansigt, som han i stilhed nærstuderede ned til hver eneste lille detalje, hvilket han så mange gange før havde gjort; han blev aldrig træt af at se på hende. Et smil spredte sig straks på hans blege læber, da hun forkludrede sætningerne og snublede over ordene, så det ikke var til at finde hverken hoved eller hale i dem for halvdæmonen, der derfor blot nøjedes med at grine dæmpet. "Jeg har også savnet dig prinsesse," fortalte han lavmælt, efter at have rykket helt hen til hende og diskret fået listet den ene arm over hendes skuldre, så ned på hende med et varmt smil, hvorpå han endnu en gang fik løftet hendes hoved en smule op ved at sætte en finger under hendes hage. "Se på mig," bad han, kørte samtidig fingeren under hagen henover Amelias ene kind for til sidst at stryge et par af de lange, brune hårlokker om bag øret og lagde følgende hele hånden mod hendes kind, som han blidt kærtegnede med sin tommelfinger. Han fugtede læberne med spidsen af sin tunge, inden han langsomt bevægede sit ansigt tættere og tættere på hendes, så skiftevis på hendes mund og øjne, og netop som der ikke var meget mere end en centimeter imellem deres læber, trak han sig med ét tøvende tilbage. Hånden blev også kort efter fjernet fra hendes kind, men armen lod han dog blive liggende over hendes skuldre. Det var nok bedst ikke at .....
Chase bed sig svagt i underlæben, idet han slog blikket væk fra hende og i stedet for fikserede de mørkelilla øjne på gulvet nede foran sig; betragtede både dét og sine store, solide støvler. "Nååh ..." startede han, holdt en kort pause, hvor han diskret rømmede sig for at få klaret stemmen, før han fortsatte. "Hvordan går det så? Er du faldet til her i byen endnu?" spurgte han, burde måske i virkeligheden spørge om, hvor lang tid hun havde boet her, da han ingen anelse havde om det, men lod være, gad ikke rette det. "Har du mødt nogle søde fyre endnu?" tilføjede han dernæst, med et ikke særlig troværdigt smil, blinkede til hende med det ene øje og gav hendes ene skulder et nænsomt klem. Det her var ved at blive en smule akavet - men hvad pokker skulle han dog sige? Det var mere end 40 år siden, de sidst havde set hinanden. 50? Det var i hvert fald så længe siden, at han ikke kunne huske præcis hvor lang tid, det var. Vildt ...
Halvdæmonen trak omsider armen til sig igen, rykkede godt 30 centimeter væk fra hende, inden han så rejste sig op fra sofaen, stod og så lidt åndsfraværende rundt i stuen med hænderne stukket ned i de forreste lommer. Måske skulle han til at vende snuden hjemad. Der var vel ikke meget mere at komme efter nu? Så, han kunne lige så go- ... vent? Var det ikke det sidste tog ham og Jess var taget med? No offence but ... jeg skal nå det sidste tog hjem. Årgh forhelvede da også! Han bed sig hårdt i underlæben og forbandede indvendigt de forbistrede tog, der efter hans mening burde have kørt nonstop, hele døgnet rundt, ligegyldigt hvilken dag på ugen, det så var. "Æhm ..." Hybriden drejede overkroppen så meget, han nu kunne uden at skulle vende sig om, og fik tvunget sit blik hen på asparaen, satte endnu en gang det øverste sæt tænder ned i den stakkels underlæbe. "Det er vel ikke sådan, at jeg kunne sove her i nat? Bare én enkelt nat? Så snart det første tog går, er jeg ude af huset - det lover jeg!" forsikrede han hende, nikkede med hovedet for at understrege det sidste, han havde sagt, og bed sig for tredje gang, afventende, i læben.

Som hans arm nu blev lagt omkring hendes skuldre lænede hun hele sin stadig sammenfoldede krop ind mod sig. Som refleks. Det var som sådan ikke noget hun helt tænkt så meget over. Men hun nåede så heller ikke at lægge hoved mod hans skulder som han igen havde fået hendes ansigt vent mod ham. Og det gik hurtigt op for hende at der ikke gik lang tid før deres læber næsten rørte hinanden. Hun var vel overrasket men af en eller anden grund så kunne man ikke se hendes øjne blive spærret op. Om hun var for træt og udmattet til at gide tage sig af det eller om det rent faktisk var at hun havde håbet på at han gjorde det, fandt man vel aldrig ud af. Men sammen med ham træk hun også sit hoved til sig igen. Så der atter var mellemrum mellem dem. Hun så væk fra ham og rettede sine brune øjne mod det slukkede tv der stod ikke mere end tre skridt fra sofaen. Dog blev opmærksomheden smidt mod hybriden som hans dejlige stemme igen lød. ”Ehm..Jeg vil mene jeg er faldet godt til.” kom det usikkert fra hende. Hun måtte ærligtalt indrømme at hun savnede den lille hytte ude i Forêt men her var mindst lige så godt. Eller noget. Hans næste spørgsmål syntes dog at stikke lidt dybere og hun som en normal mekanisme så hun mod sit skød. Ventede med at svare. Tøvede vel en smule. Han var skam ikke den eneste der følte at denne situation var akavet. Det var da også utroligt at hun kunne få denne følelse efter ikke at have set Chase i rimelig lang tid. ”Altså…jeg har mødt nogle.” startede hun svagt ud og så stadig ikke mod ham men forsatte så: ”Men de har det med at udvikle sig til komplette idioter.” Ja. Amelia var nok ikke den mest heldige når det kom til kærlighedslivet. Faldt for de forkerte og uopnåelige. Faldt for Chase.
Aparaen blev igen lidt overrasket igen at han bare pludselig rykkede væk fra hende og lidt efter stod op. Så studerede dem måde han nærmest så utålmodig og betænksom ud. Hun sagde dog ikke noget. Sad bare og ventede på at hører hvad han faktisk kunne have på hjertet. Hun satte blidt sit ene ben ned igen og lænede sig en smule frem for at støtte sine albuer mod hendes knæ. Tog endnu ikke blikket fra ham. Men syntes at virke mere nysgerrig som han endelige begyndte at tale. Det var nu heller ikke underligt at det kom bag på hende hvad han spurgte hende om. Hvis det ikke havde været for det overraskede ansigtsudtryk ville der med sikkerhed ligge et smil omkring hendes læber. Eller bare mere tydeligt end det hun allerede havde fremkaldt. ”Altså du ser godt nok ud til at være fanget her. Så har jeg noget andet valg?” Roligt og elegant rejste hun sig endelig fra sofaens bløde betræk. ”Du kan…sove på sofaen hvis det er. Så vil jeg lige…finde nogle tæpper.” Hun satte forsigtigt den ene fod foran den anden for at sikre sig at hun stadig havde balancen inden hun så forsatte mod ham. Eller nok mere om forbi ham. Et lille gab fandt sin vej frem og en hurtig hånd var oppe foran hendes mund for at skjule det. Hun var også ved at være træt. Hun var intet natte menneske og det vidste halvdæmonen om også.

//Out!//