Terre by night

T: 20:57
S: Gågaden
V: Frostvejr
O: Gader (nærmere beskrivelse i teksten)


En hvid sky af damp dannede sig om Milos mund, idet han trådte ud af den lille kiosk. Kulden løb ham ned af rygsøjlen, og han kunne mærke de små hår i nakken rejse sig. Det var som om, at kulden i de små fem minutter, han havde opholdt sig inde i varmen, var vendt tilbage med tifoldig styrke.
Han måtte ligge armene over kors i et halvhjertet forsøg på at holde varmen. Dørklokken kimede bag ham og brød den sælsomme stilhed, der fyldte gågaden. Som han begav sig ned af den lille brostensgade, stødte han på enkelte væsner der gik af sted en og en, og ikke en eneste af dem ytrede et ord, hilste eller skænkede ham et nysgerrigt blik. Han gøs. Det var næsten som at være med i et mareridt af en art, hvor han var helt alene i verden med undtagelse af hans selskab, som bestod af stumme skygger, der drev forbi ham i mørket.

Han stødte skosnuden imod en løs brosten og stoppede op med et ryk. Hans blik gled overvejende rundt for at scanne omgivelserne, før det fandt hvile på et neonskilt længere fremme. Den skriggule farve lyste op i mørket og fik ham til at rynke lidt på brynene. Han kunne svagt høre musikken i det fjerne, og den mindede ham om, at han trods alt ikke var helt alene i mørket.

Gågaden havde sin charme på denne tid af døgnet, godt nok var der ikke så mange mennesker som der kunne have været, men det var egentlig også bedst, da der var meget trængt og næsten ikke til at komme til nogle steder når der var for mange mennesker i gaderne. Mange folk ville mene man ikke skulle gå alene, hvilket også ville være dumt med de væsner som befandt sig ude i gaderne på denne tid af døgnet. Skyggerne og de mørke gyder var ikke de steder man skulle befinde sig alene i hvert fald, med mindre man meget gerne ville komme til skade.

" Come here... I wont harm you... Much..." lød en mandelig stemme. Personen med denne stemme havde grebet om en kvinde og hold hende ind til sig, men det var mod hendes vilje, det kunne let ses, sådan som hun kæmpede for at komme væk, men det ville aldrig lykkedes. Han var meget stærkere end hende, hun var jo også bare en kvinde " Let.. Me go!!" hvæssede hun af ham og slog ud efter ham, men han greb fat i hendes hånd og skubbede hende og af en husmur og greb om hendes kæbe " Shut it!" hvæssede han og smilte koldt for sig selv inden han gav slip om hendes kæbe og lod hende gå. Han kunne alligevel ikke bruge hende til noget, hun var for svag, viste for meget svaghed.

Han fortsatte stille ned af gaderne, da duften af engel fangede hans opmærksomhed, det var som om personen virkede bekendt, men det kunne ikke være sandt, hvem kendte han af engle? Så vidt han ved kendte han ikke nogen.

Den ømme fødder blev sat i gang igen, idet Milo fortsætte ned af gågaden. Himlen var stjerneklar, idet det var frostvejr. Sjældent havde han set så kønt et syn, som han så, da han lagde hovedet tilbage, men det var en kort fornøjelse; kun tre sekunder senere fik han en iskrystal lige i øjet og måtte blinke ihærdig for at få den ud, alt imens han forbandede snevejr og frost og vinter og kulde.

En mandslings stemme brød pludselig gadens så gennemtrængende stilhed. Milo stoppede for anden gang op, idet han spidsede øre og forsøgte at placere stemmen. Han trippede forvirret et par centimeter først til højre og så til venstre, før en kvindestemme fik ham til at rette sit blik ned mod den anden ende af gaden. Gadelygternes lys hjalp ikke meget på hans dårlige nattesyn, så han kunne intet se. I hvert fald ikke før en langhåret mand kom imod ham.

Det kunne kun have været hans stemme, Milo havde hørt. Men han var alene. Hvad var der så blevet af kvindemennesket? Et kort øjeblik følte englen frygten gribe sig. Det kunne være sket så meget; mandens sidste ord havde været ’shut it’, så måske havde han besluttet sig for at gøre kvinden stum på allermest effektive vis – ved et slag i hovedet.
Tanken om at der for enden af gaden lå en forsvarsløs kvinde og forblødte, fik det til at vende sig i Milos mave. Han kunne lige se hendes flækkede kranie og blodet, der flød ned i rendestenen for sig…

Den fremmede mand kom nærmere og nærmere. Milo, der automatisk var trådt i forsvarsposition, sendte ham et vagtsomt blik med sine mørkebrune øjne.
”Giv dig til kende!” forlangte han. Mandens ansigt henlå i skygge, og den lyshårede engel fik derfor ikke meget ud af at iagttage ham. Den fremmede kunne være en kendt superstjerne såvel som en seriemorder, og Milo ville ikke kunne se forskel.

Et smil kom frem på hans læber da han hørte en stemme, hvilket han meget hurtigt fandt ud af var englens " Hvis du tænker dig om.. Så behøver jeg ikke sige hvem jeg er" sagde han med et koldt smil på læberne. Hans ene hånd gled gennem hans hår og han rettede sit blik mod denne engel. Vaino var ikke i tvivl, det var den dreng han for nogle år siden havde dræbt, men det så ikke ud til at han genkendte ham, hvilket sikkert også var godt nok. Han så sig over skulderen da han hørte en person komme imod dem med hastige skridt, mere i løb faktisk " VAINO!! VAINO!!! There's someone who wanna talk to you" lød mandens stemme som stoppede op et stykke fra ham " Now what? Some lady wanna have sex?" sagde han irriteret og så sig over skulderen på butleren.

Butleren trådte til siden og en kvinde kom gående et lille stykke bag ham. Han sukkede kort da han så denne kvinde, Sonya, en af de dæmoner han hadede aller mest, men det var mest fordi, de var forskellig af race og altid havde hver sin mening, men der var en gang, hvor de var venner, faktisk var de kærester, men det var mange år siden nu, heldigvis da. Han himlede med øjnene og gik mod denne kvinde " Vaino you son of a bitch! You allways take my pray.. Allways scares them as hell! lød hendes stemme. Vaino så på hende med et hævet øjenbryn og et ligeglad blik " Sonya.. You know I dont give a shit.. Now fuck of!" lød hans stemme. Man kunne uden tvivl høre han var irriteret, hvilket fik butleren til at gribe fast i kvindens arm og hev hende væk, men kvinden rokkede sig ikke ud af stedet.

" You asked for it your self!" hvæssede han og skubbede hårdt til hende så hun stod med ryggen til en mur. Han greb hende omkring kæben og stillede sig helt op af hende " If i were you... I would get the hell out of here..." hviskede han i hendes øre og klemte hårdere omkring hendes kæbe inden han slap hende og gik nogle skridt væk. Sonya gned sin kæbe og spyttede efter Vaino, men uden at ramme. Langsomt vendte hun sig om og gik, efterlod englen hos Vaino, hvilket hun normalt ikke ville. Butleren løb efter Sonya og forsvandt.

" Nå.. Men hvad vil du mig.." sagde han og rettede blikket mod englen igen. Hans blik var irriteret, det samme med hans toneleje. Den kvinde havde pisset ham godt og grundigt af, hvilket gjorde ham farlig at være i nærheden af, i hvert fald hvis man havde livet kært.

Den fremmedes ord gav Milo noget at tygge på. Hvis han tænkte sig om, så behøvede han ikke at spørge om, hvem fyren var… Det måtte enten betyde, at fyren var en kendis, der havde så høj en selvopfattelse, at han mente, at alle vidste hvem han var; eller at han var en, som Milo var stødt på før. Men hvor? Og hvornår? Englen mente ikke at have set denne langhårede skikkelse før, så det måtte være længe siden, de havde mødtes…

Blondinens hjerne arbejdede på højtryk; en film kørte i hans hoved fyldt med minderne om de sidste mange personer, han var stødt på. Ansigterne flimrede for hans indre blik; en ældre dame, en næsvis herre, en lille pige, en snerrende hund, fyren fra kiosken… men ingen langhåret djævel.
Milo åbnede munden for at udspørge den fremmede, men han blev afbrudt, da en stakåndet mand i samme nu kom løbende imod dem - eller imod djævlen, rettere sagt. De udvekslede et par ord, og snart efter dukkede en anden fremmede op, en kvindelig dæmon denne gang.

Den lyshårede engel trak sig i baggrunden, idet han overværede scenariet. Hvis det ikke var, fordi den langhårede fyr hev og sled i Milos nysgerrighed, havde han for længst fået benene på nakken. Han skulle i hvert fald ikke komme imellem en djævel og en dæmon, der mundhuggedes.

Kvinden stak snart af igen, og han trådte frem i lyset, idet djævlen endnu engang fikserede sit blik på ham. Da denne åbnede munden, rynkede Milo på brynene. Der var altså et eller andet bekendt ved ham… Englens blik scannede ham, blikket gled over hans ben, hænder og ansigt, for til sidst at lande på fyrens øjne. De lyseblå, irriterede øjne…
Pludselig var det som om, at det hele kom tilbage på én gang; der lød et overrasket gisp fra Milo, da det endelig slog ham, hvor han havde set denne mand før.
”Dig! Det var dig!” udbrød han. Han trådte flere skridt fremad, så han stod med få skridt afstand til djævlen. Hans hænder var knyttede og sitrede ganske let. Åh, hvor kunne han dog bare slå ham...! Tage hævn, lige her og nu! "Hvor kunne du?!"

Hans før ligegyldige smil blev koldt og ondskabsfuldt. Ja det var ham, som for nogle år siden havde dræbt denne unge mand, som nu havde fået en anden krop. Hans blik rettede sig mod englens knyttede hænder " Hvordan? Pff det var nemt nok" lød hans stemme idet han så hvor tæt englen stod på ham, hvilket fik hans hjerte til at arbejde på højtryk, ikke fordi han var bange, men fordi hans adrenalin pumpede rundt i hele hans krop. Blikket fra hans hænder gled op og mødte nu englens blik " Lyst til hævn? Du ved godt det ikke hjælper og du er alligevel hun en engel.. Jeg er en djævel.. Du ville intet kunne stille op" sagde han provokerende.

Hans hånd gled gennem hans lange mørke hår inden han gik tættere på englen, nu var der ikke længere mellem dem end de kunne lange ud efter hinanden og rent faktisk ramme " Kom så.. Hvis du virkelig gerne vil så gør det.. Kom så din tøsedreng!" lød hans stemme mere provokerende end før. Han skubbede kort til englen, men heller ikke mere, var ikke den som slog først, men hvis det kom så langt skulle det nok blive sjovt. Engel og djævel i kamp.

Han blev ved med at holde sit blik på englen, intet kunne få ham til at kigge væk, med mindre han blev overfaldet, men hvem var så dum at gøre det. Et smil kom frem på hans læber da han stillede sig klods op af englen " Hvis du vil have hævn.. Hvorfor så ikke tage den? Du vil jo gerne.. Du hungre efter den, hele din krop sitre efter at slå ud efter mig" sagde han og grinte koldt af ham. Han vidste engle for det meste var nogle af dem som holdt sig tilbage, men det var som om han ikke gjorde, hungrede efter at hamre ham sådan en på hovedet at han faldt baglæns og ikke kunne rejse sig igen, men det ville sikkert aldrig ske.

”Selvfølgelig var det let nok! Jeg havde jo ikke en jordisk chance!” snerrede Milo tilbage.
Han kunne mærke, hvordan hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og hans krop sitrede af indestængt vrede. I dette øjeblik var der ikke et gran af frygt at spore i hele hans hoved. Hans temperament havde endnu engang overtaget hans handlinger i en situation, hvor han ellers burde handle med kløgt og agtpågivenhed.

Hvis det ikke var, fordi han havde sin vrede at sætte sin lid til, var han sikkert for længst stukket af. Og dog… Denne fyr havde allerede én gang skudt ham i ryggen under hans flugtforsøg, så hvem sagde, at han ikke bare ville gøre det igen? Milo måtte tage sig selv i at scanne fyrens beklædning for skjulte våben. Hvis han blev dødeligt såret endnu engang, ville det blive sidste gang; med det liv, han havde ført, tvivlede han på, at han ville få en tredje chance for at sætte sine fødder på jorden.

Hans mørkebrune øjne mødte den andens blik, og han kneb dem ganske let sammen. Selvfølgelig havde han lyst til hævn... hævn var faktisk det eneste, han havde lyst til lige nu. Hans hænder var knyttede, parat til at slå og rive og vride, men alligevel holdt han sig tilbage. Det lykkedes djævlen at få banket en smule fornuft ind i hovedet på den tykpandede engel, for han havde jo ret – Milo var kun en engel, og han ville intet kunne stille op.
Og dog. Vreden skød op i ham endnu engang, idet han hørte den andens ord. Tøsedreng? Hvis der var noget, han i hvert fald ikke var, så var det en tøsedreng!
”Hold din kæft! Du er ikke et hak bedre selv! Du tæver forsvarsløse kvinder og skyder ubevæbnede lommetyve, fordi du ved, at du ikke har en chance imod dem på din egen størrelse!” gav han igen. Hans hænder sitrede værre og værre for hvert sekund, der gik…

Det var dog først da djævlen skubbede til ham og tvang ham et skridt bagud, at han handlede. Han behøvede ikke engang at gå fremad, for de stod allerede klods op af hinanden. Alt, han behøvede at gøre, var at hæve sin hånd og slå ud efter ham… og det gjorde han så; han styrede sit knyttede næve imod den andens kindben med alt den styrke, han kunne præstere.