..!Goddess's Guitar Solo!.. : ..!Åbent!..

Den høje, men blide sang gled forbi alle gæsternes øre, i en velspundet symfoni, der beskrev enhver mands harmoni. Den var spærret inde i den gamle Domkirke, leveret af fjorten forskellige 11 årige børn, der blev tvunget til at udnytte deres endnu ædlere talent indenfor korsang. De var klædt i de fineste hvide dragter, der hang fra skuldrene, og kun lige prikkede til gulvet ved stofkanten. Ned af skuldrene var der 1 stykke langt rødt stof per skulderled, der var klippet over på halvdelen. Pigernes hår var flettet til en lang tot, der hang som en ensom slange på deres rygge. Drengene var friseret, og havde den typiske kendetegnende midterskilning ved hårgrænsen. Foran det lille kor, der sang så lystigt og flot, stod en høj, skævrygget gammel mand, der multietaskede. Hans finger sad på den opslåede salmebog, der havde en gylden læderkant. Han læste ikke kun bogens inskriptioner, imens at de flydende ord stod ud af hans sprukne læber; det var ham også muligt at se ud over salen, og lave høje gestus med den frie arm, i et forsøg på at tilfangetage gæsternes interesse.
Så det var som alle andre søndage, hvor kirken åbnede alle folk ind, så de kunne høre et par pre-teenagere skråle deres stemmer hæse. En enkelt kvinde kiggede alle andre steder end på præsten, samt koret bag ham; prøvede at finde den større mening med at have placeret sin rumpe på et af de mange træbænke, der fyldte forlokalet af kirkesalen. Den skrækkeligt kedelige musik blev ved med at banke ind i væggene, der næsten rystede under trykket fra de pivende ungstemmer, der også snart havde muligheden for at smadre de årtusinder gamle rosenruder. Kvinden rejste sig, selvom koret stadig var i midten af den trettende salme, og nærmest kastede sig selv imod den 3 centimeter forhøjede scene. Hendes øjne var sammenklemte, men fast besluttede på at holde øje med den forstummede præst. Hele den overfyldte sal gispede højlydt, imens at børnene råbte forskrækkede til hinanden, da kvinden med fodsålen skubbede præsten væk fra mikrofonen. Kvinden svang mikrofonens hoved blidt imod læberne, og på en 80-rockstar-agtig måde, svang hun hånden som var mikrofonens metalstand en guitar, imens hun skreg introduktionen ud til de mange tilskuere, præsten og koret.

"Sikke en kedsommelig gang vollapuk i måtte tage til tåls med her i starten, kære religiøse men'sker! Nu vil jeg, Ann Clotch, og koret give jer noget i kan rocke og rulle til! Jeg dedikerer denne sang til mig selv, efter et 29 års langt troskab til!.. Mig! Aijaaaayaaaaaah-Hihaaaaaa!"
Hun greb mikrofonstangen med begge hænder, og kylede den hen af rummet, inden den blev grebet ved de nederste af publikumsrækkerne. Stadig med mikrofonen selv i hånden, svang hun sig i en kluntet halvcirkel, før hun triumferende kastede en knytnæve imod luften, hendes ansigt presset sammen af citronens glædessafter, og benene der syntes at imitere en dukke, der hang halvt i luften, og halvt på gulvet. Børnekoret var stadig tavst, da Ann begyndte at skråle for fulde gardiner, imod mikrofonens hoved. Denne gang skælvede murene rent faktisk af den høje bas, samt med at rosenvinduerne syntes at advare om mulig splintren. At alle, udover Ann og enkelte rock-fanatikere, holdte sig for ørene var en sandhed, der ikke behøvede en sandsigerske for at blive fortalt.