Ill teach you

Natten havde lagt sit tykke tæppe omkring Terre by og henlagt den i totalt mørke, hvilket mange af nattens væsner så som deres mulighed for at gøre de ellers fredelige gader usikre. Det var i hvert fald ikke nu man skulle gå alene i gaderne, med mindre man gav sig selv som bytte, til de mange blod tørsterer, som gav sig selv til jægerne. Lyden af hurtige skridt fyldte de næsten menneske tomme gader, egentlig var det mere løb end skridt. Personen var ved at miste pusten og stoppede ved indgangen til en gyde.

Ikke langt bag denne person, kom en mørk håret kvinde gående, stille og roligt. Hun vidste godt hvor denne person var, men hun ville ikke afsløre sig selv allerede, det var for tidligt, hvilket var grunden til hun gik så stille over mod sit bytte. Hun var vampyr, det lyste ud af hende. Hendes marmor hvide hud, de lange negle, men mest af alt... De rødglødende øjne, som var fastlagt på hendes bytte " Kom så min lille skat... Du skal ikke være bange" sagde hun stille og fandt over til gyden, hvor manden stod. Hendes smil blev bredt så hendes tænder blev blottede og man så hvordan de langsomt voksede sig længere.

Manden gik baglæns, længere ind i gyden og stoppede da han ikke kunne komme længere " Jeg beder dig.. Jeg har børn... 2 drenge på 15 og 18.. Og en kone!!" lød hans skælvende stemme, men hun var fuldkommen ligeglad, hun gik tættere og tættere på, vidste at manden ikke kunne flygte nogle steder hen. Med en hurtig bevægelse hev hun manden ind til sig og lå sit hoved ned mod hans hals og lod sine tænder glide ind i mandens nakke. Manden udstødte et højt skrig af smerte, men det sluttede til sidst, da han besvimede. Hun fortsatte med at drikke blodet og stoppede ikke før mandens årer var tomme.

Natten. Perfekt til at jage. Det var så også det eneste tidspunkt hun havde mulighed for dette. Det var så en af ulemperne ved at være et af Nattens børn. Den mørkhårede vampyr bevægede sig langsomt ned langs gågaden. For at være helt ærlig, kedede hun sig en smule. Hun havde sådan lyst til at snakke med nogen. Bare en eller anden. Men hvem? Der så rimelig tomt ud, bortset fra de væsener, som af og til krydsede hendes vej. Hun havde dog ikke lyst til at forstyrre dem med hyggesnak. De så ud til at have travlt.
Emily løftede den ene hånd og strøg en tot hår væk fra sine øjne. Regnen ødelagde hendes frisure, hvilket faktisk irriterede hende en smule. Hun kunne godt lide, når hendes hår sad perfekt. At frisuren blev ødelagt, gjorde dog ikke noget dårligt for hendes udseende. Hun var stadigvæk lige smuk.
Før forvandlingen havde hun også været smuk. Det at hun nu var vampyr, havde ikke ligefrem ødelagt hendes skønhed. Det kunne sagtens være en fordel. På den måde kunne hun lokke bytte til sig. Hovedsageligt mænd. Hun havde dog også oplevet, at en kvinde følte sig tiltrukket af hende.
Emily spidsede ører, da hun hørte en rolig stemme. Det lød som om den kom fra en kvinde. Lidt efter fulgte duften af vampyr. Derefter hørte hun en mandestemme. Han lød desperat, og hun kunne lugte frygten helt herovre. Han var tydeligvis et bytte for denne vampyr. Emily bevægede sig langsomt tættere på. Hun havde ingen planer om at stjæle den anden vampyrs bytte, hun var bare nysgerrig. Når hun selv spiste, blev det altid et værre svineri. Måske kunne hun tage lidt ved lære, af at kigge på andre vampyrer? Det virkede måske lidt underligt, at kigge på dem imens de spise, men hvordan skulle hun ellers lære det? Nu havde hendes skaber jo været så venlig, bare at efterlade hende i en kælder.
Jo tættere Emily kom på den kvindelige vampyr, jo mere varsomt trådte hun. Lugten havde for længst afsløret hende, det var hun godt klar over. Hun nåede hen til en gyde. Vampyren var i færd med at tømme en mands årer for blod. Hun kastede hurtigt et blik på vampyrens påklædning. Det lignede næsten, at hun skulle til fest, eller måske var på vej hjem fra en. Tøjet stod i stor kontrast til hendes eget. Det var noget mere afslappet. Bare et par helt almindelige jeans, en sort trøje og en tynd jakke udover. Og så hendes lidt slidte sko. Men hvad pokker. Hun havde ikke nogen penge. Da hun stak af hjemmefra, havde hun bare hurtigt taget noget tøj og nogle penge. De penge var for længst sluppet op.
Emily lod armene hænge slapt ned langs siderne. Hun betragtede nysgerrigt den anden vampyr. Wauw... Hun spiste godt nok på en anden måde end Emily. Det her så lidt mere... renligt ud.

Da mandens årer næsten var tømte stoppede hun, hun kunne føle en andens tilstedeværelse. Ikke fordi hun havde noget imod det, da hun havde fundet ud af det var en anden vampyr og endda en ung en af slagsen. Hendes tunge kom ug og slikkede blodet væk fra hendes læber inden hun rejste sig og lod mandens krop falde til jorden " Ser man det.. Endnu en af nattens børn.. og en ung en endda" sagde hun med en blid stemme og så på denne vampyr. Hun lignede en der havde brug for blod, hvilket var grunden til at hun havde sluppet manden så denne unge pige kunne komme til "Du kan bare tage ham.." sagde hun og forventede at hun gik over og tog resten af mandens blod.

Hun lod kort en hånd glide gennem det lange sorte hår inden hun rettede blikket mod manden, som hurtigt gik tør for blod, så det var nu eller aldrig for den unge vampyrs vedkomme, for hvis hun ikke ville tage resten kunne hun selv gøre det. Et smil kom frem på hendes læber så hendes blodige tandsæt kom til syne, men blodet forsvandt hurtigt da hendes tunge gled over tænderne og hendes mine blev mere ligeglad. Hverken smilende eller sur, men noget der i mellem.

Lyden af en kvindelig stemme som kaldte efter noget ved navn "Shikir" fangede hendes opmærksomhed " Du kunne som også tage hende, jeg kunne lokke hende her ind og så tager du hende?" sagde hun med et smil på læberne. Ja hun havde altid været hjælpsom også som vampyr, hvilket var en af hendes svagheder, da den tit kunne få hende i problemer.

Emily løftede hånden og rystede afværgende med den. "Nej tak, jeg spiser ikke rester", sagde hun så høfligt som muligt. Hun fandt det faktisk lidt ulækkert at spise det, andre havde smagt på. Især hvis man ikke kendte den anden person. Selv som menneske havde hun syntes det var ulækkert. Når nogle af hendes veninder havde tilbudt hende noget af deres mad, havde hun høfligt afslået. Det var ikke en del af hendes opdragelse, men bare noget hun selv havde fundet ud af.
Hendes opmærksomhed blev fanget, da kvinden blottede sine tænder. Åh blod... Men nej. Hun ville ikke. "Det er ellers meget pænt af dig", sagde hun så, som for at glatte lidt ud. Den anden vampyr skulle jo nødigt tro, at hun ikke satte pris på tilbuddet. Efter hendes egen opfattelse, var det utroligt venligt af kvinden. Når Emily selv begyndte at drikke, havde hun tit problemer med at stoppe igen. Skønt hun ikke havde det så godt med at slå ihjel. Efter hvert drab fulgte tit en lille skyldfølelse, som dog hurtigt blev skubbet i baggrunden. Hun ville ikke overleve længe, hvis hun tænkte på den måde. Så meget vidste hun da.
Emily drejede hovedet, da hun hørte en kvindestemme. Da vampyren igen snakkede, kiggede hun tilbage på hende. Sikke dog et fristende tilbud. Emily havde bare aldrig brudt sig specielt meget om, at bede andre om hjælp.
"Jeg tror godt jeg kan klare den selv", svarede hun roligt. Det var godt nok en hjælpsom vampyr. Nu håbede Emily bare ikke, at vampyren tog det som en fornærmelse. Nu havde hun jo to gange tilbudt sin hjælp, og Emily havde to gange afslået. Hun håbede dog, at vampyrkvinden forstod hende. Der var ingen grund til at blive uvenner med de andre Nattens børn. Den oplevelse havde hun allerede haft rigeligt af.