En blodig nat - Åbent

Vejr: Fuldmåne hvis det er et vejr da... Og regn.
Tid: Midnat
Omgivelser: Butikker...yeah you know?
Sted: Gågaden


Det var mørkt og regnen piskede ned. De fleste var glade for at det ikke var dem der var ude og modtage alt den kulde og regn. Og med de fleste blev det ment at alle bortset fra Arthur mente det. For Arthur var ikke indefor. Næh nej. Klædt i en sort kappe og en ringbrynje slentrede han såret afsted. Smerten i siden irriterede ham stærkt. Varulven der havde bidt ham havde dog ikke noget dybt ind i ham da de dødbringende tænder først skulle arbejde sig igennem brynjen. Resultatet var et klodset hul i hans ringbrynje og et bidmærke. Varulven ville sikkert angribe igen så denne gang var Arthur forberedt. Han havde tænkt sig at benytte sig af den smule ildmagi han kunne hvis han blot kunne finde et sted at tørre inden ulven igen angreb. Han bar ingen våben andet end en rusten daggert som ikke kunne hamle op imod det stærke dyr. Han håbede en smule at varulven ville smitte ham så han kunne vende tilbage til sit oprindelig jeg men det var kun de færreste der blev smittet. Største delen af varulv angrebede ville nemlig blive flået op. Gennemblødt og træt væltede Arthur ind imod apoteks døren. Der var sikker lukket men det gjorde nu ikke noget. Han kunne jo altid bryde ind. Og der var ingen tid at spilde for varulven havde sikkert færten af ham. Uden at tænke jog han daggert bladet ind i nøglehullet og drejede våbnet indtil at døren sagde et lille klik efterfulgt af en tyveri alarm. Arthur flåede nu den ødelagte daggert ud af nøglehullet og jog klingen ind i tyveri alarmen for at få lukket munden på den. Den stakkels daggert fløj tilbage i sin skede og Arthur styrtede igennem apoteket. Ikke alene var han i fare for at blive flået i stykker af en varulv men han kunne også blive flået i stykker af politiet. Han foretrak klart at dø i kamp imod en varulv men hvis mulligheden at leve også indtræf så.. Arthur satte sig ned på gulvet og samlede tankerne. Sølv. Han måtte finde noget sølv til at forsvare sig med. Men problemet var at han selv også var svag overfor sølv da han også havde været varulv. Selvfølgelig var smerten ikke lige så voldsom mere. Okay... planen var at tage sine stridshandsker på og begå endnu et indbrud i en smykke forretning og kaste halskæder på varulven? Primitivt men hvis man nu gennem tænkte det var det måske en ret god ide. Altså hvis daggertens klinge kunne holde til mere. Arthur besluttede sig og rejste sig op og iførte sig de stridshandsker han havde i lommen. Han sprang op af det kolde gulv og flåede døren til apoteket op og så sig om efter en smykke forretning han kunne bryde ind i. Det var hans sidste udvej hvis han skulle overleve den kvindelige varulvs angreb. Hans sved blandede sig med regnen og hans åndedræt blev heftigere imens hans øjne spejdede efter en smykke butik. Det skulle gå hurtigt. Meget hurtig hvis han gad at overleve. Og da begyndte Arthur at kunne lugte varulven. Arthur gispede imens adrenalinen slog til og han indsatte en spurt. Og dér. Klemt ind imellem et pizzaria og en kiosk lå smykke forretningen. Arthur skyndte sig derover og trak igen sin daggert og hamrede den ind i nøglehullet og åbnede døren. Denne butik havde dog ingen tyveri alaram men en meget stærk lås der havde kostet det sidste af daggertklingens styrke inden den brækkede af. Arthur slap nu den ubrugelig daggert og gik ind i smykke forretningen. Han blev slået af en pinefuld smerte fra sølvet og han fandt hurtigt ud af hvilke smykker der ikke var af sølv og dem der var. Tyveri alarmen begyndte først da han havde smadret glas montréen. Da indtræf panikken i Arthur da han ikke havde nogen daggert til at smadre tyveri alarmen. Automatisk flyttede Donec Arm en ladning energi ud i hans arm han brugte til at smadre alarmen med.