for mange smerter...

Tid; 23.00
Sted; Banegården
Vejr; Det fint nok
Omgivelser; En eller to væsner
Påklædning; Look at the ava.

Forbeholdt; Azeal.

Yuuki gik stille gennem Terre's gader med en flaske vodka i den ene hånd, men kunne ikk sådan umidelbart se på hende at hun var fuld, men hun var i hvert fald ikk ædru... hun sukkede og gik ind på banegården for at se om der var mere at lave der selvom hun ikke regnede med det, hun sukkede igen og satte sig på en bænk, hun sukkede inden hun tømte flasken og smed den fra sig, kort efter landede den på jorden med en kliren, og gik i tusind stykker, hun lænede hovedet tilbage mod vægen og lukkede øjnene. Hun havde en mindre depration fordi hun stadig ikk vidste hvad der sket med hendes brødre, hun sukkede tungt og bed sig i læben, åbnede øjnene og rystede lidt på hovedet, det snurrede lidt i hendes hoved, men det var rare end den smerte hun havde i hjertet. Hun lukkede øjnene igen og gik en nærmere bevistløs tilstand, et svagt suk og hun rørte en meget lille smule på sig inden hun bare sad helt stille.

Smukt..

Azeal fandt sig selv sidde på banegården som altid. Det var nu tredje gang på en uge, han vandrede herop, uden overhovedet at opnå noget.. Azeal løftede hovedet ved lyden af noget som gik i stykker, han satsede på det var et glas eller noget der lignede. Roligt og noget omtumlet rejste Azeal sig fra sin behagelige siddeplads, og vandrede nu rundt på banegården, uden at forvente det mindste. Azeal fik øje på hende.. Den..? "Der er vidst en som er en smule træt?" fandt han sig selv spørger. Selvsikkert kiggede Azeal rundt, men ingen andre var at se. kun hende.. Den..? Og ham..
Personligt nød Azeal når banegården var halvtom, kun i ny og næ kom der folk for at nå et tog, på denne tid.. Hvilket er en rar og tryg fornemmelse, da der så er fri til afslapning...

Yuuki rørte svagt på sig igen, åbnede øjnene, og så på ham, hun lagde stille en hånd mod sit hoved på grund en svag hovedpine hun havde, det var ikk hendes tømmermænd, for de var slet slet ikk kommet endnu, tidligere på aftenen havde hun bare slået hovedet, hun bed sig lidt i læben og så på drengen igen, han var yngre end hende, det kunne hun se, og hun kunne mærke at han var et menneske, på grund af hendes 'tilstand' havde hun intet imod ham, normalt ville hun være fjendtlig overfor ham, men hun så bare en smule... træt... ud.... hun bed sig i læben, og rystede lidt på hovedet, det gjorde bare hendes hovedpine værre, hun lagde hånden mod sit hoved igen og udstødte et mindre smerte støn.

Azeal lagde hovedet på skrå. Og nu begyndte alle tankerne at vælte ind, de åd hans indre inde fra, og der var intet han kunne gøre, udover at finde sig i det.. Azeal stod en smule uroligt, og beundrede hende.. Den... Han lagde armene over kors og sukkede roligt, men dybt. "Hvad laver De ude så sent?" Spurgte han nysgerrigt, medens han vippede kort frem og tilbage. Normalvis ville Azeal have præsenteret sig selv, men på nuværende tidspunkt følte han det ikke passende.. Azeals tanker var i oprør, det vidste han udemærket, han kunne på ingen måde styre det, selvom han prøvede med al hans magt, så var det helt umuligt, han følte sig et kort øjeblik fristet til at løbe, og forlade denne pige... Væsen... Men naturligvis var han opdraget godt, og vidste det ville være forkert.....

Hun så op på ham med let sammenkebne øjne for at kunne se ham ordentligt "Prøver at glemme mine smerter" sagde hun hæst og så ned i jorden lidt inden hun så på ham igen, hun bed sig lidt i læben, hvorfor blev han der egentlig? han var ikk endnu en af de mennesker der troede de var så seje`? det var egentlig de eneste slags mennesker hun hadede... de andre var der bare... hun sukkede og rodede lidt i sin ene lomme inden hun fandt en lille flaske med en væske i, hun ku' ikk selv huske hvad det var, hun vidste bare det var alkohol, hun sukkede svagt og åbnede den og drak det meste af indholdet, hun rystede lidt på hovedet igen, og sank en klump inden hun tømte flasken og gemte den i lommen igen, hun bed sig lidt i læben og sukkede endnu en gang.

Han trådte et skridt tættere idet hun besvarede hans spørgsmål.. Han stod nu kun få meter fra hende, og han nød i den grad hvad han så.. Han mærkede en hæslig smerte skære igennem hele kroppen, og havde mest lyst til at falde sammen, i håb om smerten ville forsvinde, men tvang sig selv til at holde sig oppe.. "Fortæl mig om det" sagde han stille, mens han så sig lidt omkring, flere gange forsøgte han at få øjenkontakt med hende, men vidste endnu ikke om det lykkedes.. Forsigtigt tog Azeal hånden ned i bukselommen og fiskede en pakke cigaretter op, han havde forsøgt at stoppe rygningen, men det var blevet umuligt for ham, han måtte have alle grimme tanker væk, og den eneste modgift han havde, var hans smøger. Han vidste godt, hvor usundt det var at ryge, men han følte det ligegyldigt i denne stund, nu behøvede han.. "Ryger du? - Vil du have en?" Spurgte han af ren venlighed, og holdt pakken med cigaretter frem mod hende...

Hun så stille på ham da han gik tættere på hende... hun bed sig lidt i læben "Ehm... for nogle år siden blev mine forældre slået ihjel... mig og mine brødre levede i skoven 1 år... men så forsvandt de" svarede hun kort, hun bed sig i læben, og så lidt på sine hænder, hun så op på ham da han tilbød hende en smøg "hm... jo tak" sagde hun stille, og tog imod smøgen, hun placerede den kort mellem læberne og knipsede en gang så en lille ild flamme kom fra hendes ene finger, hun slukkede flammen igen, og tog et sug af den, hun bed sig i læben inden hun lod røgen sive ud igen, det hjalp lidt på hendes humør, hun så lidt på ham, og trods hendes hovedpine lykkedes det hende at frembringe et svagt smil "Tak" sagde hun venligt, og sukkede svagt igen, lukkede kort øjnene inden hun så på ham igen.

Han fiskede et par fingerspidser ned i cigaretpakken, og fik en smøg med op.. Hurtigt lukkede han pakken, og den sank roligt ned i lommen, med op af lommen havde han en lighter.. Han tændte sin smøg om lod den glide tilbage i lommen.. Kort tænkte han over ilden i hendes finger, men smed hurtigt tanken væk, og udskiftede den med det hun netop havde fortalt ham.. Han tog et langt og længselsfuldt sug, og lod røgen få frit løb... "har du ikke hørt fra dem siden?" spurgte han, og lod en finger glide ned ad hans arm.. "må jeg sætte mig?" - Uden så meget som at vente på hendes svar, satte han sig ved siden af hende på bænken, men med en respektfuld afstand, i håb om at hun vidste hun kunne være tryg.. Længe så han blot ud i luften, uden så meget som at kigge på hende, hans tanker kredsede sig om hende, og han var helt i oprør...

Hun bed sig i læben mens hun så på ham, hun sank en lille klump inden hun stille sagde "Nej... det sidste de sagde til mig var at jeg skulle blive i vores lejr... og at de ville være tilbage inden jeg stod op dagen efter..." hun rystede stille på hovedet og tog et ordentligt sug af smøgen, og lod langsomt røgen sive ud igen, hun bed sig lidt i læben og mærkede hvordan alkoholen ikk længere hjalp mod smerten i hendes hjerte, hun fik lidt tåre i øjnene, og bed sig i læben, og lukkede øjnene mens hun kort rystede på hovedet...


// Undskyld det vildt korte svar //

Azeal kiggede op, og lænede sig tilbage så han nu sad i en behagelig stilling igen.. Han tænkte længe over hendes svar, og smøgen skiftede ofte hånd... "Hm.. De kommer tilbage" mumlede han selvsikkert, men var dog begyndt at komme i tvivl.. Selv hvis de kom tilbage havde det ingen virkning.. Pigen var stadig påvirket af de forlod hende.. Som et lyn fra en klar himmel følte han sig pludselig elendig tilpas.. "Jeg undskylder.. Mit navn er Azeal.. og du er...?" Han kiggede på hendes smukke hår.. Han havde aldrig før set nogen som hende, i hele hans lange liv.. Og dog.. Lange og lange.. Men i hvertfald, hende her var noget andet, det vidste han udemærket godt.. Igen mærkede han en smerte i hele kroppen, og han bad inde i sig selv, til at den ville forsvinde, men den blev kun værre....

- Du skal ikke undskylde..

Hun bed sig i læben og så lidt ned på sine hænder "hvad hvis de gør? hvorfor forlod de mig overhovedet?" det var mest et sprøgsmål til sig selv, hun sukkede lydløst da en tåre løb over hendes kind, hun tørrede den hurtigt væk og så på ham da han sagde hvad han hed "Jeg hedder Yuuki" svarede hun stille, og så på ham med et lille smil, det nåde ikk helt hendes øjne, men hun ville være trist trods smerten i hendes hjerte, det var længe siden hun sidst havde sat og drukket på grund af det med hendes familie, men lige i aften havde det vært for meget for hende, hun bed sig i læben igen og rystede kort på hovedet, hun sank en lille klump, og smilte så endelig rigtig, et smil der nåde til hendes øjne, for hun havde faktisk aldrig fortalt nogen om det... og det hjalp, selvom hun ikk selv regnede med at hendes brødre kom tilbage ville hun gerne tro på det... det ville bare ikk være det samme....

Azeal rettede sig op efter hendes svar.. Han prøvede at finde et svar... En mening.. "Kommer de tilbage, et det blev blot dit held?.. Man forlader ikke altid folk af lyst.. Ofte af tvang.. Eller det som ligner... ikke..?" Han så spørgerne på hende, han var begyndt af blive usikker på sine egne svar.. Han tog et sidste sug af smøgen før han smed dem et stykke væk.. Han nikkede da hun fortalte hendes navn.. "Yndigt navn" sagde han, uden så meget som at værdige hende et blik.. Hans blik var fæstnede ud på togskinnerne, som dannede et mønster.. Det var ikke et lige mønster, men det var heller ikke skævt.. Men ... Yndigt.. der var ikke flere ord han kunne forklare det med.. Han lukkede sine øjne, og lænede sig endnu engang tilbage, hans hænder hvilede på hans knæ, og han knyttede hænderne sammen, som en næve.. Smerten i kroppen var maximal og han kunne slet ikke gøre noget, han følte sig så svag, og forsøgte at lyde nogenlunde normal, når han snakkede.. Og han håbede inderligt, at hun ikke havde lagt mærke til noget...

Hun bed sig stille i læben, og rystede lidt på hovedet "Jeg ved det ikk" svarede hun stille, hun bed sig i læben og så lidt på sine hænder, hun lagde træt hovedet tilbage mod muren og så op i loftet med røde øjne fordi hun havde lyst til at græde, men holdt tårende tilbage, hendes mor havde altid sagt at man ikk måtte lade andre se en græde, og det havde hun i sinde at holde, uanset hvor ked af det hun var, hun kunne holde tåre tilbage længe, og det havde hun tænkt sig at gøre til hun engang var alene igen, hun bed sig i læben og satte sig almindeligt igen og rystede lidt på hovedet, og så på ham igen, hendes øjne var stadig røde, og det gik nok ikk væk lige med det samme, hun så på ham lidt og lagde en hånd mod hans ene skulder "Hey, er der noget galt?" spurgte hun lidt bekymret.

// Undskyld jeg først svare nu //

Han mærkede hvordan hans indre snart var ædt op af smerte, og den følelse det indebar var uudholdelig, og han havde svært ved at sidde stille, men tvang sig selv ind i denne rolige og stilfulde rytme.. "En yndig pige som dig bør ikke opgive al håb... Blot giv det tid.. De kommer tilbage" sagde han, og forsøgte at sige det med måde, men var begyndt at tvivle på, om det overhovedet lød troværdigt.. Han tænkte længe over denne samtale, hans hjerne var på overarbejde som sædvanligt.. Det løb ham koldt ned ad ryggen da hun holdt sin hånd på hans skulder, og stivnede kort, han kiggede nu for første gang direkte ind i hendes øjne, og håbede at få øjenkontakt.. Han tænkte længe over sit svar, men brød ud med den samme løgn "Naturligvis ikke" - Det var forkert at lyve på den måde, det var han klar over, men han følte det var nødvendigt.. Han var trods alt ikke svag, det håbede han ihvertfald ikke....

- Det er helt fint...

Hun så stille på ham "give det tid? Jeg har ventet i over 3 år..." svarede hun stille, og bed sig lidt i læben, sukkede stille og så så på ham igen.
Hun så lidt på ham, hun kunne se hans smerte selvom han prøvede at skjule det, hun mærkede da han stivnede, hun overvejede at fjerne sin hånd igen, men nåde det ikk før de fik øjenkontakt, hun så lidt ind i hans øjne og ventede på hans svar "Er du helt sikker på det?" spurgte hun stille, og det var tydeligt at hun ikk troede på ham, hun vidste der var noget galt, men hvis han ikk ville fortælle hende hvad det var kunne hun jo intet gøre, hun bed sig lidt i læben og håbede han ville fortælle hende det, nu havde han jo prøvet at hjælpe hende med at få håb... hun ville ogs' gerne hjælpe ham hvis hun kunne.

Han blev ved at holde den øjenkontakt han havde kæmpet for at skaffe, og han så på hende med medlidenhed.. "Kommer de ikke tilbage i år, kommer de næste år.. Svigt ikke dit mod..." sagde han roligt, imens han forsøgte at se helt afslappet ud, og gemme alle smerter væk.. Han sendte hende et falsk smil, i håb om hun ville hoppe på den, og se han var helt okay, selvom smerten åd ham indvendigt.. Han sukkede kort, og begyndte igen at tænke på det hun havde fortalt ham, han kendte hende ikke, men ville med glæde lære denne yndige pige at kende, hvis hun dog selv var interesseret i det.. Han vidste egentligt godt hun ikke var et menneske, intet menneske kunne skabe ild med sin finger, men han følte ikke det betød noget.. Smilet blev fjernet og erstattet med et større.. "Jeg er helt sikker. Ellers tak" Sagde han og forsøgte at lyde selvsikker i det han sad og bildte hende ind.. Igennem mange år havde han været falsk overfor andre, når det gælder ham selv, men nød når de fortalte om dem.. Selvom det blot havde gjort det hele værre at skubbe sig væk, følte han alligevel en lille stolthed, over at kunne klare det så mange år i træk...

Yuuki så stille ind i hans øjne mens hun bed sig i læben "Hvordan kan du være så sikker?" spurgte hun stille, det var tydeligt at hun havde mistet modet, men hun prøvede lidt at skjule det, hun bed sig lidt i læben igen, hun ku' godt se at det var et falsk smil han sendte hende, men hun ville ikke kommentere det, hun bed sig lidt læben mens hun stadig så på ham "Du ved godt... man når længest med sandheden ikk?" sagde hun med et lille venligt smil, hun så lidt rundt inden hun så på ham igen, hun fattede det ikk, hvorfor ville han ikk fortælle hende hvad der var galt? hun havde lige sadt og beklaget sig til ham, men han ville ikk sige hvad der var med ham. Men okay, hun kunne jo intet gøre hvis ikk han ville fortælle hende det...

Han lagde hovedet lidt på skrå, imens han beundrede hende.. Han tænke lidt over, om det var af ren nervøsitet, at hun bed sig sådan i læben, eller om det blot var en vane, han var ikke helt sikker, og valgte derfor at lade det ligge.. Han kiggede lidt ud i mørket, de var helt alene på banegården efter hvad han kunne se, men det var naturligvis så mørkt, så han ikke kunne se, om der stod nogle længere nede.. "Kæmp for dine drømmer, selvom det ser sort ud, må du ikke miste din drøm, og eller dit håb, det er det eneste du ejer.. Det må du holde fast i.." Sagde han, og kiggede på hende, med et svagt smil... Hurtigt kiggede han væk, og lukkede kort sine øjne.. Han kiggede tilbage på hende, og tænkte kort, hvorefter han sukkede dybt, og knyttede sine hænder igen.. "Det er lang tid siden... Det betyder intet" sagde han, og kiggede væk, smerten i hans indre tog et vildt udbrud, og han havde svært ved at koncentrer sig.. Han forsøgte at slappe af, og se helt normal ud, selvom han havde på fornemmelsen, at hun havde set der var noget....