A blind date

Sted- Bon appétit
Tid- Klokken er intet mindre end 19.10
Vejr- Det er køligt og det regner let.
Omgivelser- Restauranten er fuld af forelskede par, der sidder og har det fantastisk sammen.
Dag- Det er en fredag

19.10. Pokkers. 19.10. Cameron satte i løb hen imod restauranten. Han var 10 minutter for sent på den. Hvorfor skulle det også være så svært at finde rundt i den her by? Der var så mange forskellige gader og steder man kunne gå hen, men hvilken var den rigtige? Det var det store spørgsmål. For bare at gøre det hele en lille smule værre, begyndte det at regne let, imens han løb. Det fjernede dog ikke smilet fra hans læber. Det forsvandt stort set aldrig. Cameron var en meget glad person og det havde han altid været. En smule regn skulle ikke ødelægge hans gode humør. Desuden ville det måske bare skræmme pigen væk. Hvad var det nu hun hed?
Han drejede ned af en sidegade og fortsatte. Lidt længere fremme så han restauranten. Fantastisk. Så var han der næsten. Forhåbentlig var hun ikke kommet endnu. Cams skridt stoppede, da han nåede hen til restaurantens døre. Hans ene hånd løb hurtigt igennem det sorte hår, for at skubbe det væk fra øjnene. Det hjalp dog ikke specielt meget, for ligeså snart han fjernede hånden, gled det igen ned foran de mørke øjne. For lige nu var de mørke. Nærmest sorte.
Efter hurtigt at have rettet lidt på sit tøj, trådte han indenfor. Restauranten var fuld af forelskede par. Det fik Cam til at smile skævt. Han elskede romantik. Virkelig. Kærlighed var en af de ting han virkelig holdt af. "Kan jeg hjælpe Dem med noget, Hr?", Cameron drejede hovedet i retningen af stemmen.
"Åh, ja tak", svarede han høfligt. "Det ville være dejligt, hvis du kunne vise mig hen til mit bord. Mit navn er Cameron Leroy. Jeg har bestilt et bord til to", Camerons stemme var blød og venlig. Tjeneren nikkede og vinkede Cameron med sig.
Han gjorde ikke andet, end at følge efter tjeneren. Marvina. Det var dét hun hed! Tænderne skar sig let ind i underlæben, da han så, at pigen allerede var kommet. Gad vide om hun havde ventet længe? Det håbede han sandelig ikke. "Mange tak for hjælpen", sagde Cameron roligt og sendte tjeneren et sødt smil.
De var nået hen til bordet. Marvina var smuk. Det kunne han ikke lade være med at indrømme. Dog ikke overfor hende. "Godaften", hilste han høfligt. "Du må meget undskylde, at jeg sådan kommer for sent. Jeg håber ikke du har ventet alt for længe", han sendte hende et undskyldende smil og lod sit blik hvilke på hende.
"Jeg hedder Cameron, men du må meget gerne kalde mig Cam. Det ville jeg faktisk have det bedst med. Jeg hader mit navn", sagde han med et lille grin.

Marvina sad og så lidt ned i bordet, hun ventede på sin date, Cameron var det han hed, hun kendte ham ikke, da det en af deres fælles venner der havde, fået det til at ske.
Hun sad på stolen med en find rød kjole den sad lidt stramt, men den passede til hendes former, hun havde også et par sølv øreringe i ørerne, samt en sølv halskæde. Hendes sko var et par sorte højhælet sko, der passet til tøjet, hun havde kun lidt make-up på, da hun ikke plejede at havde det på, men i aften var det anderledes.
"Godaften" hilste hun høfligt igen. "Det gør ikke noget, det kunne ske for enhver. Nej det har jeg ikke" sagde hun med et smil selv om hun var virklige genert, men hun ville ikke vise det, da hun ville gøre et godt indtryk.
"Okay så vil jeg da kalde Dem Cam" sagde hun høfligt, mens hun smilede til ham.
"Mavina Powell er det jeg hedder, men det ved De måske allerede?" Sagde hun spørgene men også lidt navøst.
Hun var lidt tavse efter det da hun ikke helt hvad hun skulle sige, det var lidt pinligt.
"Hvor kender De Sean fra?" Spurgte hun forsigtigt.

Cameron trak sin stol ud og satte sig derefter på den. Efter et hurtigt kig på Marvinas tøj, følte han, at hans eget ikke var helt fint nok. Det var slet ikke faldet ham ind, at han måske burde have taget et jakkesæt på. Oh well, det var der ikke noget at gøre ved nu. Desuden følte han sig ikke godt tilpas i et jakkesæt, så hvad var idéen i at tage det på?
Næh, han havde bare et par jeans og en langærmet sort trøje på. Der var for en gangs skyld ikke noget print eller skrift på trøjen. Den var bare helt neutral.
Han løftede sit ene øjenbryn, da han hørte den høflige tiltale. Måske var hun en meget formel person? Sådan var Cam slet ikke selv. Han var nærmere det modsatte. Powell... Det var altså hendes efternavn. For at være helt ærlig, kunne han ikke helt huske det. "Jeg vidste at du hed Marvina", sagde han med et smil. "Men jeg har ikke fået fortalt, at dit efternavn er Powell".
Da der blev stille, kiggede Cameron ned på sit glas. Det her kunne gå hen og blive en dyr fornøjelse. Men altså. Alt for kærligheden. Hvis det da kunne blive til noget. Lige nu handlede det bare om at lære Marvina at kende, og så måtte de jo tage den der fra.
"Hør lige, du behøver altså ikke at lyde så høflig", sagde Cam med et charmerende smil. Det faldt ham helt naturligt at smile på den måde. "Sean er en af mine venner gamle venner, fra dengang jeg boede i Paris", fortalte han så. "Han er en super flink fyr. Men det ved du vel allerede", tilføjede han lettere drillende. Marvina virkede en smule nervøs, og det kunne han ikke betænke hende i. Det var nok ikke hver dag, hun var på en blind date.

Marvina så på Cams tøj hans tøj var ikke ligsom hendes, var hun for fint på den?
"Undskyld, det er bare at jeg er blevet opdraget sådan, så jeg kan ikke gøre for det" sagde hun mens hun gengældt hans smil.
"Selvfølgelig, ved jeg da det, men han er også lidt pervers, efter min mening" sagde hun mens hun så på ham med et smil.
Hun blev stille igen hun viste bare ikke hvad hun skulle sige, selvom hun faktisk næsten aldrig viste hvad hun skulle sige, men det var være nu, da hun ikke var god til blind date's, faktisk var det hendes første date i meget lang tid, hun var bange for at hun gjorde noget forkert, for det ville være dumt på første date.
Hun syntes at tavsheden var uudholdelig, men hun viste jo ikke hvad hun skulle sige, hun blev lidt pinligberørt over ikke at sige noget.
Hun så rundt i rasturangen og lage mærke til hvordan alle andre opførte sig, hun kunne ikke forstå at de kunne det, da det jo ikke var normalt for hende at opfører sig sådan, hun viste ikke hvorfor men følte sig lidt utilpas, kunne der ikke snart komme en tjener?

Cameron sendte Marvina endnu et smil, da hun forklarede sin opførsel. "Du behøver da ikke at sige undskyld", sagde han med et lille grin. Da hun nævnte Sean, trak han let på skuldrene. "Tja.. Men er vi ikke alle det? Bare en lille smule?", spurgte han muntert. Så blev der igen stille. Det var utroligt. Måske var Marvina bare dårlig til at snakke? Men nu kendte de jo så heller ikke hinanden, så hun var måske lidt genert. Sean havde ikke fortalt ham noget som helst om Marvina. Kun hendes navn. Stort set. Gad vide om Sean havde fortalt Marvina noget om ham? Og hvis han havde, hvad havde han så fortalt?
Han løftede sin ene hånd og strøg håret ud til den højre side, så hans øjne blev lidt mere synlige. De havde skiftet farve. Nu var farven mørkeblå.
"Du behøver ikke være så nervøs. Jeg er slet ikke farlig", sagde han med et grin. En tjener kom hen til deres bord. "Er I klar til at bestille?", spurgte han. "Eh... Jeg vil gerne bestille noget drikkelse", sagde Cameron. De havde slet ikke haft mulighed for at kigge på menukortene endnu. De havde været alt fir optagede af den stilhed, som havde lagt sig over bordet.
"Hvad kunne du tænke dig?", spurgte han henvendt til Marvina. "Bare en kande vand? Eller kan du godt lide vin? Eller måske noget helt andet?", spurgte han roligt. Derefter samlede han et menukort op og gav sig til at kigge i det. Udvalget i drikkevarer var ret stort. Der var stort set alt. Vand, vin, øl, sodavand og så videre.
"Oh, og jeg betaler", tilføjede han hurtigt og sendte Marvina et sødt smil. "Så det skal du slet ikke tænke på. Bare bestil hvad du vil", smilet på Camerons læber forsvandt på intet tidspunkt. Den her date kunne gå hen og blive interessant. Hvis Marvina havde tænkt sig at være genert hele aftenen, ville det blive lidt underligt. Cam var overhovedet ikke genert. Hvad i alverden havde Sean dog tænkt på?

"Måske bare en lille smule" sagde hun med at smil mens hun så på ham.
Hun grinden en smule da Cam sagde at han ikke var farlig, hun åbnede sig jo mere hun var der, hun var ikke lige så nervøs som for nogen få minutter sinde, for Sean havde jo også fortalt hende at Cameron var en meget glad fyr.
Hun blev lidt tavs da han spurgte hvad hun kunne tænke sig, hun viste det ikke, da hun ikke ville være krævende.
"Det kommer an på hvad du gerne vil have" sagde hun mens hun så på ham med et smil. "Da jeg ikke helt ved det" sagde hun lidt efter.
Hun syntes det var sødt af ham at han ville betale, selv om nu heller selv ville betale.
"Det er sødt af dig at betale, men det behøves du ikke" sagde hun mens hun så på ham med et lille smil, da hun jo ikke viste hvordan Cam ville rager på det, hun blev en lille smule nervøs igen.

Camerons smilede skævt til Marvina. "Nå? Okay.", han vendte opmærksomheden imod tjeneren, som fortsat ventede på deres bestilling. "Så vil jeg gerne bestille en kande iskoldt vand og en flaske rødvin", han nikkede kort, som for at bekræfte sin bestilling. Tjeneren nikkede også kort. "Jeg kommer med Deres vin og vand lige om lidt. Imens kan I jo kigge på menuerne".
Cameron gjorde som tjeneren havde sagt. Det var nok en god idé at finde sig noget mad. De skulle vel ikke bare sidde og drikke vin og vand hele aftenen. På den anden side, det kunne de jo godt, men det var ikke meningen. "Jo, det gør jeg", sagde han roligt, løftede hovedet og sendte Marvina et smil. "Det er slet intet problem for mig. Bare bestil hvad du vil have". Han lod igen sit blik falde på menukortet. Det var sjældent han spiste så fine steder, så de fleste af navnene forstod han slet ikke. Hvad var det der? Et kort grin undslap ham, da han lagde kortet tilbage på bordet. "Jeg er ikke vant til at spise så fine steder, så jeg aner ikke hvad halvdelen på det der kort er", sagde han smilende. "Ved du, hvad du vil have?", spurgte han så. Om hun havde kigget på menuen, anede han ikke. Måske havde hun, måske havde hun ikke. "Jeg elsker pasta, så jeg tror jeg bestiller den pastasalat de har", fortsatte han. Nogle mennesker mente, at Cameron snakkede for meget. Og det gjorde han måske også. Men det havde han altid gjort. Uanset hvor han var henne, kunne han snakke. Det gjorde ham så også en hel del mere sårbar, når han var alene. Så følte han sig meget mere ensom, end andre mennesker gjorde.
Pastaretten var en af de eneste ting, han vidste hvad var. Så var han også sikker på, ikke at få kød. Der var vidst ikke kød i pastaen. Det måtte han lige spørge tjeneren om, når han engang kom tilbage med deres drikkevarer. Bare for at være på den sikre side.