Lovely world distance..

Tiden er?; Omkring midnat. 00.34.
Stedet er?; Hospitaaaaalet!
Omgivelserne er?: ...tag et kig omkring, buddy!
Vejret er?; MØRKT! Og det regner en smule..hæh.


Der var travlt ude på gangene på hospitalet. Alle var godt i gang med at tage sig imod alle dem der nu kom ind. Af akutte og ventende. Men stadig var der helt stille inde på denne enkle stue. Med de tre ledige senge og den ene optagede hvor en lille pige lå. Den eneste lyd man kunne hører i det mere eller mindre lydtætte rum var den velkendte trængsel nede på gaden og den evige rytme af bip toner fra det maskineri der stod ved siden af hendes seng. Afslørede hendes puls. Hendes ånddragt var tunge som havde hun besvær med at trække vejret men hendes puls virkede stabil. Hendes kønne ansigt var blegt og trods det virkede udtørret, løb der af og til en lille klar sveddråbe ned over hendes perfekte bløde kind. Hendes smukke brune øjne var skjult bag hendes lukkede øjenlåg og hendes lange brune hår lå lettere pjusket omkring hendes hoved på den ufattelig hvide pude. Hendes ellers så bløde læber var blevet tørre og havde fået en mere rødlig farve som det var det eneste sted blodet kørte ordentligt rundt. Hun var ikke iført meget andet end en blå hospitalsskjorte men den hvide dyne dækkede det meste af hendes krop. Kun det øverste af hendes overkrop og hendes arme lå oppe over den. Lige som hun var blevet lagt efter at være fundet besvimet midt ude i byen. En drop sad i hendes venstre hånd og førte en slange op til en pose med klar væske der stille og roligt blev sendt som føde ind i hendes krop. En anden slange sad om hendes hoved og ned omkring hendes næse. En pulsmåler sad om hendes ene finger. Hun så virkelig ikke for godt ud. Hun var svag. Det var nemt at se. Hun så samtidig også helt fredelig ud. Det lignede at hun bare sov. Som den uskyldige pige hun var. Uforstyrret.
Amelia havde ligget på stuen siden solen var gået ned. Men havde ikke været vågen siden. Hun havde bare ligget der og gjort ingenting. Havde ikke reageret på noget. Ingen lyde eller følelser. Hun havde gået hele dagen og haft det underligt. Og hun fik det dårligere time efter time. Og til sidst som hun havde gået rundt i forvildelse havde hun bare ikke kunne klare sig mere. Hendes krop var stadig brændende varm og havde ikke faldet det mindste. Det var nu aldrig sket før men af en eller anden grund havde hun altid set det komme. Også selvom at det kom godt bag på hende som det havde startet.
Døren ind til hende og en læge trådte indenfor efterfulgt af en sygeplejeske. De trippede nærmest forsigtigt ind. Som var de bange for at vække hende. En hånd blev lagt hen over den stakkels aspara’s pande men blev hurtigt fjernet igen. Der blev vekslet nogle ord alt imens lægen tjekkede tallene på apparaterne. Så ikke tilfreds ud. Men fortrak ingen minde. Forholdt sig neutralt. Mens sygeplejersken så mere bekymret ud. Men mere skete der ikke rigtig. Ikke andet end der blev tjekket på droppen og alt det andet nødvendige. Så traskede de ellers ud af døren igen og efterlod Amelia helt alene igen.

Freden på den lange, brede hospitalsgang blev med det samme brudt ved lyden af forhastede, næsten løbende skridt, der kastede ekkoer ned langs gangens to vægge, hvor de til sidst ramlede ind i endevæggen og døde hen. Her lugtede sært - alt for rent. Af rengøringsmidler og et eller andet han ikke helt kunne blive enig med sig selv om, hvad var. Chase havde aldrig brudt sig specielt meget om hospitaler. Om det var på grund af lægerne, den ubehagelige stilhed eller den underlige lugt, vidste han ikke. Det var først, da han var nået helt ned til den sidste dør på den hvide gang, at han sænkede tempoet, havde nær stødt ind i en læge og sygeplejerske i forbifarten, men nåede liiige akkurat at stoppe op ved at sætte begge hæle ned i gulvet. De tilsendte ham et rimelig misfornøjet blik og et par stramme, snerpede grimasser, hvilket han blot valgte at ignorere, smilede blot en smule anspændt til dem og ventede en smule utålmodigt på, at de forsvandt, hvorefter han fór ind af den dør, de to ansatte var kommet ud af. Hans åndedræt var blevet temmelig heftigt, efter han havde løbet stort set hele hospitalet rundt, og han prøvede så vidt som muligt at få kontrol over sine hektiske, hivende vejrtrækninger, tog en stor, dyb indånding, idet han fik lukket døren ved at læne sig op ad den. Halvdæmonen lod så omsider sit blik skøjte rundt i lokalet, og det tog ham ikke længe, før han fik øje på den velkendte skikkelse, der lå henne i en af de fire senge som var placeret i rummet. Skulle han gå derhen, eller skulle han blive stående her? Sov hun? Han holdt vejret, som frygtede han, at det skulle vække hende, kneb øjnene en anelse sammen for bedre at kunne fokusere og betragtede hende tavst på afstand, men besluttede sig dog for at nærme sig hende, da der var gået fem minutters tid. Med påpasselige, nærmest listende trin bevægede han sig hen til den seng, hun lå i, standsede ved fodenden og stod bare og så på hende med et lidt udtryksløst blik malet i de mørkelilla øjne. Hybriden stillede sig efter en stund om på den ene side af sengen, tog et lille skridt til den ene side, så han nu var udenfor hovedgæret, hvorpå han bukkede en kende ned i knæene og rettede straks blikket mod ansigtet. Det så fuldstændig anderledes ud, end det plejede. Den rødlige glød der normalt altid var at finde på hendes kinder var pist væk og havde efterladt det helt blegt - sygt. "Hey, Amelia ..." hviskede han, meget lavt, bed sig kortvarigt i underlæben, inden han løftede en hånd, som han følgende førte hen til hendes pande og strøg hende let henover det brune hår. "Er du vågen?"

Det var næsten som om at hun faktisk kunne fornemme at han var kommet ind. Det var som om at hendes puls var steget et kort øjeblik men så faldet igen til normal. Det var som om at hun vidste at han var her. Og at hun vidste hvem det var. Det var som om at hun virkelig reagerede på at han kom nærmere. Det var bare ikke noget hun gjorde. Mere den måde at atmosfæren ændrede sig om hende. Men hende selv lå endnu bare som før. Stille og roligt som var hun i en komatilstand. Svag og forsvarsløs. Hun ville være et nemt offer for hvad der nu kunne komme forbi. Men så igen. Sådan havde hun altid været. Havde næsten altid haft brug for nogle til at beskytte hende. Også selv om at hun havde klaret sig selv fint nok alene. Stadig væk var det vel endnu et mirakel at hun var i live. Eller var det?
Idet hans hånd strøg hen over hendes pande var det som om at hendes fingre bevægede på sig. Ikke som at de sitrede af refleks men at de rent faktisk krummede sig ganske lidt sammen. Som ledte hun efter noget at gribe fat i. Hans stemme der igen talte til hende fløj ikke bare omkring hende men blev sendt ind i hovedet på hende. Så hun kunne hører ham. Eller hun troede hun kunne hører ham. Håbede at det var ham. Og så ikke alligevel. Det var et godt stykke tid siden at hun sidst have hørt fra ham. Så var det ham? Eller var det bare hendes drømme der spillede hende et pus. For det hele føltes så uvirkeligt. Og samtidig føltes det rigtigt nok. Det var forvirrende. Og det kunne nu pludselig også ses på hende. Og høres på maskineriet. Som bip tonen blev mere jævn men havde stadig ikke ændret sig specielt meget. Hendes øjenlåg fik nu den ære at sitre en lille smule. Og hende hals fremhævede svagt hendes nerver. Men idet at hendes øjenlåg så stoppede med at sitre syntes de nærmest at åbne sig. Ganske lidt. Bare sådan som en start til den smukke brune farve endelig kom mere til syne for om verden. Hendes læber havde lukket sig og hun trak mere vejret gennem næsen i øjeblikket. Hun havde denne underlige følelse i kroppen. At hun havde svært ved at bevæge sig og en hovedpine begyndte med det samme at genere hende. Dog følte hun ikke at hun havde kræfter til at ligge og klage over det. Og med et til to blink fik hun atter åbnet sine øjne bare en smule mere. Nok til at hun kunne se mod denne halvdæmon ved siden af sig. Drejede samtidig hoved en smule. Man kunne ane en overraskelse i de trætte øjne og vel et lille stig i mundvigen. Men ellers forholdt hun sig neutralt. Svag og fortvivlet. Hun lå nu bare og så på ham. Prøvede at få ord frem. Men som hendes vejrtrækninger havde hun lidt svært ved det. Skilte sine læber forsigtigt ad inden hun pressede lyden frem. ”..hej.” lød det så fra hende. Stille og en smule hæst. Men man kunne stadig høre den blide og dejlige stemme hun havde. Det var ham. Men hvad lavede han her?

Et lille smil dansede let henover hans blege læber, da asparaens øjenlåg så småt begyndte at sitre, og hun lidt efter lidt åbnede de brune øjne, som han straks mødte med sine egne lilla. Det lidt svage hej fik ham til at trække yderligere på smilebåndet, og de to rækker brede, hvide tænder blev for en kort stund blottet, før smilet langsomt falmede; men det forsvandt dog aldrig helt. Det syntes at have genspejlet sig i hybridens øjne, der for en gangs skyld ikke var omgivet af hverken eyeliner eller øjenskygge. Det var også tydeligt at se, at han heller ikke havde gjort bare det mindste ved sit hår, der havde en allerhelvedes mange hvirvler, og de sorte, genstridige hårtotter strittede til alle sider, som om han netop var stået op af sengen. Han havde ikke sat tid af til noget som helst - turen havde gået direkte til hospitalet, så snart han havde fået at vide, at hun var blevet indlagt her. Hvad der var galt, vidste han intet om; han havde bare skulle herhen i en fart. Halvvampyrens hånd der fortsat lå og hvilede mod hendes hoved førte han stille ned til en af hendes hænder, som han blidt tog fat om og trykkede den nænsomt en enkelt gang, for at fortælle hende, at alting nok skulle ordne sig. Et kys blev forsigtigt placeret i midten af Amelias pande, inden han lod sin hånd glide ud af hendes igen, aede hende kort på kinden med en bukket pegefinger, før han så sig omkring efter en stol, han kunne sætte sig på. Chase vadede med rolige skridt hen til en hvid plastik stol, der var anbragt forenden af en af de andre senge og greb fat i ryglænet, så han kunne løfte den op og tage den med sig tilbage. Stolen blev sat ned lige ved siden af hendes sengs hovedgærde, og efter at have trukket en anelse op i de gråmelerede Karl Kani sweatpants, satte han sig pænt ned på den. Blikket blev straks rettet imod Amelia, som han forsøgte at sende et skævt smil, men hans opmærksomhed blevet hurtigt trukket væk dérfra, da et uddrag fra en af Disturbed's sange brød stilheden i det rene, hvide rum. Hybridens øjne søgte med det samme ned ad sig selv, hvorpå en af hans - ikke handskebeklædte - hænder smuttede ned i den ene lomme på hans sorte lynlås hættetrøje og fiskede i al hast den vibrerende mobil op. Han scannede lynhurtigt skærmen, der fremviste et billede af en platinblond, halvnøgen kvinde, så tøvende på den grønne knap med telefonrøret på og smilede undskyldende til den brunhårede aspara, før han tog mobilen op til øret. "Hvad så, babe? Hvor jeg er? Jamen jeg er henne på hospitalet, det ved du da godt? Joo det sagde jeg altså!" plaprede han løs med et halvfjoget smil ved den sidste sætning og lod sit blik finde hvile på Amelia, alt imens han lyttede til hvad blondinen i den anden ende af røret havde at sige. "Nej jeg kommer ikke hjem lige foreløbig, hvorfor? ... Hvis du smutter, så husk at låse døren, okay? Ja. Det' godt, skat. Ja. Vi ses senere, ik'? Okay, hej! Ja, jeg elsker også dig! Farvel, søde!" Han fjernede den sorte telefon fra øret og trykkede ned på den røde knap, inden han atter lagde mobilen fra sig, nede i lommen. "Undskyld ..." skyndte han sig at få mumlet og hev lidt op i mundvigene, hvornæst han på ny førte en hånd op til hendes hoved. Fingrene blev påpasseligt kørt igennem de brune hårlokker, betragtede hende stilfærdigt, mens han nussede hende kærligt i håret med et varmt smil. "Hvordan har du det, prinsesse?" spurgte han med et dæmpet toneleje, uden at stoppe sin legen med Amelias hår, og tiltede hovedet en smule til den ene side.

Han så anderledes ud. Han virkede mere afslappet i sit udseende og af en grund skulle hun faktisk lige have det billede sat godt ind i hovedet. For hun plejede altid at se ham med alt muligt smurt i ansigtet og tøj der sad som malet på ham. De mange hårtottet der stod ud fra hans hoved morede hende nu en smule. Og et var som om at hendes smil var vokset lidt som han kom tilbage og nu sad på en tilfældig stol. Hun havde det på en underlig måde bedre. Men stadig følte hun sig for svag til overhoved at løfte sin hånd. Hun tænkte stadig på hvordan hans hånd endelig havde lukket sig om hendes. Hvor længe havde det ikke været siden de have set hinanden. Eller de havde vel set hinanden. Men det havde jo mest bare været et blik på gaden.
Lyden var rimelig skarp i hendes ører og af en refleks klemte hun sine øjne forsigtigt i. Lige indtil at den stoppede igen. Og hun hørte Chase’s stemme tale igen. Mere energisk end før og det gik hurtigt op for hende at det ikke var hende han snakkede til i øjeblikket. Og beviset var mobiltelefonen der var sat mod hans øre. Og så svagt med til hun syntes at blive mere svimmel. Måske var det bare noget hun bildte sig ind men det gjorde i hvert fald at hun helst så væk fra ham. Og smilet på hendes læber blegnede helt. Efterlod igen dette lille bedrøvede ansigts udtryk. Mest af alt havde hun faktisk bare lyst til at vende sig om og så ligge mod ryggen til ham. Udelukke lyden af hans stemme der talte gennem den lille dims af et kommunikations apparat. Men hendes muskler var ømme og virkede næsten lammede. Og hun nåede heller ikke at gøre andet før han havde fået lagt på. Og nu var hans opmærksomhed mod hende igen. Hvordan kunne hun også glemme den kvinde? Boede de sammen nu? Hun sank kraftigt for at få den store samling af misundelse der var landet i hendes hals og prøvede igen at se på halvdæmonen. Men hendes blik gad ligesom ikke rigtigt at blive rettet mod ham. Hvis hun stod op ville meget vel bare stå og se ned i jorden. Hun følte hans fingre i hendes hår igen. Og hun hørte hans stemme. Hørte hans spørgsmål men hun ventede på at svare. Lod hans tålmodighed komme på en prøve. Hvorfor var han her? Hvorfor var hun så glad for det? Hvordan kunne det være at hun lige var vågnet til ham? Det er ikke ligefrem smertefrit. Men udholdeligt. Endelig efter noget tid blev hendes tørre læber så skilt ad. ”Jeg..Jeg er træt. Svag..” Hendes stemme var stadig hæs. Det var tydeligt at den ikke var blevet brugt i et godt stykke tid. Ganske forsigtigt begyndte hun nu at dreje lidt. Hen mod hybriden. Og de brune øjne blev atter sendt mod ham. Mod hans øjne. Lige meget hvor meget hun ville benægte det ville hendes øjne fortælle ham hvor glad hun faktisk var for at se ham. Og efter hendes lille forsøg på at bevæge sig kæmpede hun igen en kamp for at få sin ene hånd op at ligge ved hendes hoved. Den blev bare slæbt hen ad sengens bløde lagen. ”Men…nu har jeg…besøg..” Hun prøvede på det kraftigste at smile igen og fugtede let sine læber med tungespidsen. Hun var sikker på at hun lignede et lig og hun sikkert også virkede som et så svag hun var. Bare at bevæge sig lidt var en anstrengelse for hende. Og hendes øjenlåg syntes hele tiden at falde i. Og at være så svag og ynkelig foran Chase var ikke helt noget hun brød sig om. Men på den anden side var hun ligeglad.

"Ja så? Er du også for svag til at give mig et kys?" sagde han, som et retorisk spørgsmål, med et drillende tonefald og blottede starten af de to, spidse hjørnetænder i ansatsen til et grin, hvorpå han lænede sig en smule tættere på hende. Vædede kort sine læber med tungen, ligesom hende, inden han strakte sig det sidste stykke og plantede et blidt, måske lidt krævende, kys på hendes mund som han holdt i, i hvert fald fem sekunder. Hans mundvige blev hevet mere og mere opad, samtidig med at han trak sig tilbage og atter lod sin ryg mødes med stolens ryglæn. "Det er helt fint, hvis du gerne vil sove," påpegede han med et bekræftende, let nik og fjernede omsider hånden fra hendes hår. "Bare luk dine øjne. Jeg lover, at jeg ikke går nogen steder," forsikrede han og sendte hende et kækt smil. Chase vendte blikket ned mod sine fingre, som han flettede ind og ud af hinanden, fik kvalt lyden på et suk, der fik hans brystkasse til at hæve sig markant og fandt efter lidt tid sin mobil frem. Hans tommelfingre skøjtede lynenes hurtigt henover tasterne, og han fik besvaret sine SMS'er på rekordtid, hvornæst der tikkede flere nye beskeder ind på telefonen. "Ffffuck ....." Hans mund snerpede sig sammen, så hans læber ikke var mere end to bitte små, tynde streger. Halvdæmonen skævede kort hen til Amelia, men så så tilbage, ned på den oplyste mobilskærm og bandede højlydt indeni. Det var snart over en time siden, han skulle have hentet sin far på det psykiatriske hospital. Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej. "Æhmmm ......." begyndte han, stoppede for at bide sig selv en anelse hårdt i underlæben, og slog så sin fulde opmærksomhed hen på hende, efter at have gemt mobilen væk, denne gang i en af bukselommerne. "Hvad øh, hva' siger du til at komme med mig hjem?" spurgte han, en kende usikkert, og trippede lidt med fødderne. "Ku' du tænke dig det? Du skal selvfølgelig kun, hvis du føler dig frisk nok ... jeg tænkte bare, at det måske ville være rart at komme et andet sted hen. Der er ikke særlig meget ved at ligge i en seng her hele tiden og kukkelure, er der?" Han krydsede indvendigt fingrene for, at hun sagde ja. Naturligvis ville han ikke tvinge hende til noget, men han havde på den anden side virkelig heller ikke lyst til at skulle gå fra hende! Chase bed sig igen i læben og afventede hendes svar, med stor utålmodighed.

Det kunne godt være det ikke kunne ses på hende men hun var ovenud overrasket over at han fik placeret et kys på hendes læber. Han kyssede hende! Og det havde ikke bare været et lille tantekys. Ganske svagt begyndte hun at ryste. Startede ude i hendes hænder og lidt efter op ad hendes arme. Men det var tydeligt bare noget hun selv fornemmede. For som hun så på sin hånd gjorde den ikke andet end bare ligge stille. Hun virkede mere vågen men idet at hun følte hans hånd forlade hendes hår, gjorde den behagelige følelse hende mere afslappet. Og hun kunne ikke engang huske om hun havde ladet sig føre hen af kysset eller om hun bare have virket som en stiv figur. Hun tillod sig at lukke se brune øjne i igen og efter at have ligget og tænkt lidt kom dette lille mere tydelige smil frem og hun var meget vel taknemmelig overfor at han ville blive hos hende. Men lige inden hun faldt helt hen i drømmeland lød hans stemme igen. Mere forsigtig. Og det tog lidt tid for hende at opfatte hvad han havde sagt. Hun var ikke helt sikker på om det virkelig var det hun havde hørt men hun fik denne varme følelse i kroppen og hun tøvede knap så længe med at svare. Hun startede ud med et mere tænkende udtryk og scannede rummet fra sin hukommelse inden hun atter så mod Chase. Nikkede bekræftende. ”Det ville være rart.” sagde hun så. Og virkede mere sikker i sin sag. Stemmen var stadig svag men den hæse tone var væk. ”Det vil jeg.. rigtig gerne.” Hun tænkte ikke så meget over hvordan hun havde det og at hun nok ville blive hurtigere rask her på hospitalet. Hun var mest oppe og køre omkring at han var der og han gav hende denne fornemmelse af beskyttelse. Det var næsten som om at hun havde glemt. Og hvorfor skulle hun ikke også bare gøre det? Der var ingen grund til at gå og fulde sit hoved med alt muligt der alligevel sårede en.
Som før begyndte den lille aspara forsigtigt at bevæge på sig. Hun følte stadig hvordan hun egentlig helst bare ville blive liggende. Men hun fik nu alligevel skubbet sig mere op at sidde. Hun rettede ryggen og fik dernæst drejet sig mere mod hybriden. Lod sine ben hænge ud over sengen og sad lidt for at få den værste svimmelhed og kvalme til at gå væk. Hvorfor var hun endt her? Og hvor var Jessica? En masse spørgsmål kørte gennem hendes hoved til hun selv fandt svarene. Huskede til hendes held hvor hendes lille pige var. Hun løftede sit hoved lidt og så endnu engang direkte mod Chase. ”Tak..” lød det så stille og roligt fra hende alt imens hun fik lagt hovedet ganske let på skrå. Hun løftede begge sine hænder of meget forsigtigt forsøgte hun at få den slange der befandt sig omkring hendes hoved, som skulle hjælpe med hendes vejrtrækninger, af igen siden den gjorde det lidt umuligt at komme videre. Hvorfor havde hun også alt dette på sig? Hvor længe havde hun lægget her? Af at føle på hendes muskler virkede det som længe. Hun førte hurtigt en hånd op foran sin mund idet at nogle små host kom frem. De løs ret kraftige men det var ikke overraskende.

Chases ansigt, der var blevet lagt i tænksomme folder, lyste øjeblikkeligt op, i det sekund han hørte hendes svar og røg straks op af stolen. "Super! Det bliver fedt! Det er lang tid siden, vi har været sammen!" konstaterede han med et muntert smil og tydelig spor af begejstring i stemmen. Hans hænder smuttede let ned i forlommerne på de baggy sweatpants, stod og vuggede lidt frem og tilbage ved skiftevis at lægge vægten på tæerne og derefter hælene. De brede skater-sko fik hans fødder til at se endnu større ud end de egentlig var, og de næsten selvlysende, neongule snørebånd var bundet i to enormt sjuskede sløjfer. Hans plateaustøvler var stort set det eneste fodtøj, han plejede at have på, og der skulle han bare lyne låsene på dem op, så han havde ikke fået særlig meget øvelse i at binde sko. De mørkelilla øjne drog han imod Amelia, der sad og fumlede med en sonde af en slags, og da hun omsider havde fået bugseret den af, rankede han ryggen og fremviste sit tandsæt i et bredt smil, som var tilegnet hende. "Du må endelig sige til, hvis du får det alt for dårligt, ikke?" Han trådte helt hen til hende og trak den ene hånd op fra lommen, som han efterfølgende placerede på et af asparaens ben. Med lette, nænsomme strøg med tommelfingeren kærtegnede han forsigtigt starten af hendes inderlår, alt imens hans blik gled flygtigt rundt på hende, endte dog altid ved hendes ansigt, hvor han til sidst slog det fast. "Nu bliver du bare her, og så går jeg ud i receptionen og får tjekket dig ud, okay?" sagde han lavmælt og bukkede sig en kende forover for at plante et kys på hendes pande. "Jeg elsker dig," hviskede han tæt ved hendes øre, inden han rettede sig helt op igen og i en hurtig bevægelse snurrede en halv omgang rundt, så han stod med ryggen til hende, for derpå at traske hen til døren. I samme øjeblik som hans hånd blev lagt på håndtaget, så han sig kort over skulderen og hen på Amelia, som han smilede skævt til, før han lidt efter forsvandt på den anden side af den hvide dør.

Dørens hængsler knirkede svagt, da den endnu en gang blev skubbet op, og hybriden atter trådte ind i det hvide, alt for rene værelse. "Så er det gjort! Er du klar til at køre?" Han hævede kortvarigt det ene øjenbryn og lod en hånd dykke ned i en af forlommerne på de grå bukser, hvorfra han hev en bilnøgle op og raslede let med den. "Bare rolig, jeg har min rover med! Så kan du ligge og sove på bagsædet, for vi skal altså ikke hjem lige med det samme ..." fortalte han og lukkede hånden omkring fjernbetjeningen til bilens alarmsystem, stak dén hånd ned i lommen på hættetrøjen og sjoskede over til hende. "Kan du godt gå selv, eller skal skal jeg hjælpe dig?" spurgte han med et halv-drengerøvet smil og rakte den ene arm, der var bøjet ved albueledet, frem mod hende. "Må jeg have den ære af at eskortere Dem ud på hospitalets parkeringsplads og ind i Deres køretøj, prinsesse?" Chase trak på smilebåndet, så et særdeles smørret smil straks bredte sig på hans læber, og han blinkede næstefter kækt til hende. Det var helt vildt så glad, han var for at se hende igen. Hvordan havde han overhovedet nogensinde kunne glemme hende og skubbe hende til side? Det var faktisk helt flovt. Forhåbentlig krævede hun ikke nogen forklaring på det. "Shall we, milady?"

Hans hånd mod hendes lår generede hende ikke det mindste. Hun tog sig næsten ikke af den. Men stadig vidste hun den var der og hun var egentlig meget glad for at han stadig var som han plejede at være. Den typiske drengerøv. Hun lagde roligt sin egen hånd oven på hans og kunne nemt bare mærke deres hænders størrelses forskelle. Hendes var næsten dobbelt så lille som hans. Ikke at det var et problem. Hun lod sine øjne hvile på deres hænder lidt indtil han hviskede til hende. Hun stivnede inde i. Og hun syntes at spærre sine øjne bare ganske lidt op. Det var så længe siden hun havde hørt ham sige det. Troede ikke hun ville få det at vide igen. Og nu var det kommet frem og rungede atter i hendes hoved. Hun reagerede ikke engang som han igen fjernede sin hånd og begyndte at slentre ud af rummet. Efterlod hende lidt til sig selv imens han tog sig af tingene. Hun knugede sin ene hånd lidt inden hun fik trukket sine ben op til sig. Sad lidt sådan med ansigtet skjult. Hun havde virkelig savnet ham. Og det var åbenbart først nu at hun havde kræfter til at kunne mærke det. Det var som en masse følelser der bare havde samlet sig i en stor bombe og som eksploderede inde i hende. Og fordi hun endnu var i dette svage stadie kunne hun ikke holde en af sine tårer tilbage. Lod den glide ned over hendes kind og sagde ikke en lyd. Hvorfor havde han også bare ladet dem glide fra hinanden?
Idet at Amelia hørte døren blive åbnet blev hendes bevægelser pludselig rimelig hurtigere. Fik sine ben strakt ud og fik tårer sine øjne med et let gnid. Og det næste hun huskede var at han stod der foran hende igen. Og han igen fik fundet en eller anden smart sætning frem fra ærmet. Et af dem der ikke kunne holde hendes smil væk. Hun kunne mærke hvordan hendes mundviger bare steg og lidt efter sad hendes smil der på hendes læber. Som det altid havde gjort før i tiden. Det var så længe tiden at hun havde tilladt sig at smile sådan foran ham. Og smilet kunne også ses i hendes øjne. ”Ja. Det må de så gerne..” svarede hun så. Prøvede at virke mere munter men hun følte sig stadig ikke i det punkt at hun rigtigt kunne hæve stemmen uden den sikkert bare forsvandt. Det var virkelig en ubehagelig følelse hun havde i kroppen. Det var som om at det hele rystede og at hun frøs. Men samtidig ikke gjorde. Og idet at hun fik sig selv op at stå i sin fulde højde gnavede en hovedpine sig gennem hendes tindinger. Hun holdt med det samme omkring halvdæmonens arm idet hun følte at hun ville falde. Måske var det ikke en særlig god idé det her. Hun fik rettet sig ordentligt op og med den hånd der ikke holdt omkring hans arme fik hun lige rettet skjorten ordentlig ned omkring sig. Så den virkede mere som en kjole.

Man lå faktisk rigtig godt i hans bil. Hun klagede i hvert fald ikke som hun fik lagt sig på plads på bilens bagsæde. Der var masser af plads til hendes lille krop. Det var næsten mere behageligt at ligge der end inde på hospitalet. Den friske luft der havde mødt dem som de kom udenfor var ekstrem dejlig for hendes ved komme. Hun følte hun brændte af varme og den lette kulde havde virkelig hjulpet. Hun gned forsigtigt sin ene hånd som hun havde fået fjernet droppen fra. Kørte den over den bløde overflad og over den lille vatklump der skulle stoppe den lille blødning der var kommet. Og endelig så hun frem mod føreren. ”Chase?” Fik hun frem. Mere klart og som prøvede hun at få hans opmærksomhed. Om han så skulle holde øje med trafikken eller ej. Hun lukkede let sine øjne i og nød hvordan bilen let kørte over den ujævne vej. ”Jeg….elsker dig.” nåede hun lige at sige ingen at hun faldt helt hen igen. Et tegn på at hun følte sig tryg og ikke kun på træthed. Det var nok hendes tunge vejrtrækninger og det fredsfyldte ansigtsudtryk der afslørede hendes sovende tilstand.

De tre sidste ord der forlod den nu sovende asparas mund formede fluks et sagte smil på hans læber, og han satte straks speederen i bund, så snart de var kommet ud på den brede motorvej. Den plejede altid plejede at være propfyldt, men eftersom det var midt om natten, var der stort set ikke et øje.
Han fløjtede dæmpet en munter melodi fra en af de sange, der blev spillet mindst 20 gange i radioen om dagen, og drejede ind på en lang, smal grussti, hvor der kun liiige akkurat var plads til den rimelig store firehjulstrækker, som blev rystet godt og grundigt, da den drønede henover de mange skærver. Hans fod pressede ned på bremsepedalen, og han smuttede med lynets hast ud af bilen, hvorefter han bevægede sig hen til en enorm, flaskegrøn port, der lod til at være indgangen ind til den store 4-etagers bygning. Der var opsat hegn hele vejen rundt om med pigtråd foroven, og der var op til flere overvågnings-kameraer på hvert hjørne. Sikkerheden var bestemt helt i top her. Der var ingen, der kunne flygte. Det var simpelthen umuligt at komme væk herfra, ligegyldigt hvor meget hjælp, man så fik, eller om man havde evnen til at gøre sig usynlig. Intet hjalp. Det var i hvert fald kun én ud af en million, det lykkedes for. De fleste turde ikke engang at gøre et forsøg. De var som mus, der var omgivet af trillioner af musefælder. Ét forkert skridt og fælden klappede. Åh, hvor han dog prisede sig lykkelig for, at han ikke sad spærret inde sådan et sted.

"Vi ses!" Chase så tilbage, hen mod en ældre mand i lang, hvid kittel og vinkede kort til ham, før han rettede sin opmærksomhed imod den lidt højere skikkelse, der slæbte fødderne afsted efter sig, så der stod små jordskyer rundt omkring hans sko. "Kom, bilen er parkeret derhenne!" fortalte han med en munter stemmeføring og et bredt smil, efter at have peget i retning af den sorte Range Rover, hvorpå han forsigtigt tog fat i sin fars arm, så godt han nu kunne, da den var presset helt ind til kroppen i den hvide spændetrøje. "Slip mig, jeg kan sgu da godt gå selv, dumme unge!" lød det hæst fra den ældste is-dæmon, der i et hårdt ryk fik revet sig ud af hans greb, og fortsatte mod bilen i et opsat tempo. Hybridens smil forsvandt i samme sekund fra hans mund og efterlod hans ansigt i temmelig vemodige folder, men han skyndte sig at få klistret et tydeligt falsk, halvtrist smil på og satte farten op.

Bilen trillede endelig efter en laaang køretur ind i indkørslen og videre ind i den oprydede garage. Et svagt suk lød fra Chase, og han var igen hurtig til at stige ud af bilen. Han smuttede hen på den anden side af firehjulstrækkeren og fik åbnet døren for sin far, der langsomt rejste sig og forlod bilen. Halvvampyren tog dernæst fat i den bagerste bildør og smækkede den op, for at se om der var kommet lidt liv i Amelia, der lod til at hav sovet det meste af tiden væk. Gid det havde været ham selv. "Så er vi her, smukke. Nu kan du godt stå op," sagde han, smilende, og ventede tålmodigt på at hun kom ud derfra, så de kunne komme indenfor.

Drømmende der havde plaget hende gennem hele hendes søvn stoppede brat. Ikke flere ubehagelige følelser og ikke flere vanskabte monstre der jagtede hende gennem et landskab af kviksand. Nej nu blev der bare helt mørkt og lidt efter rungede hans stemme gennem hendes hoved. Hun var ikke klar over om det bare var noget hun drømte eller hvad. Ikke indtil at det hele trængte mere ind og hun langsomt vågnede op. Hendes øjne sitrede og hun foldede sig utilfreds sammen på bagsædet. Kom med nogle små halvsovende mumlende lyde og hun tillod sig at blive liggende lidt endnu. Hun lå lige så godt. Og hun følte ikke hun havde sovet nok. Ikke endnu. Hun var konstant træt. Det var også enormt svært fra hende at rigtig åbne sine øjne igen. Hun strakte lidt så mere ud i en udstrækkende stilling og de brune øjne kom endelig til syne. Langsomt satte hun sig op og med det samme landede hendes blik på hybriden der ventede på at hun kom ud af den store bil. Hun hørte sin ene hånd op mod sit hoved. Følte hvordan hendes pande stadig brændte og ved at gnide let prøvede hun at få hovedpinen væk. Derefter kørte hun nogle uglede totter væk fra sit ansigt. Men de syntes bare at falde ned over det igen. Hendes hoved blev tiltet lige inden at et afslappet smil kom frem. Hun var stadig en del blegere end hun plejede at være. Men hvad var det? En brændende rød farve havde lagt sig omkring hendes kinder. Fortalte egentlig bare omkring hvordan hendes krop stadig var under feber. Men hun var tydeligvis mere frisk end lige da hun var vågnet.
Amelia kom forsigtigt ud af bilen og støttede sig lidt op ad Chase efter som hun stadig var svimmel. Det var der ikke noget at sige til. Hun vidste at hun var et ynkeligt stykke væsen. Det havde hun nok været hele tiden. Efter at have fundet balancen slap hun så igen halvdæmonen. Og forsigtigt begyndte hun at gå hen mod indgangen til hans hjem. Men hun nåede ikke helt så langt inden hendes øjne hurtigt fangede denne anden person. Denne meget høje skikkelse iført det der meget vel lignede en spændetrøje. Hun stoppede brat op og hendes øjne blev nærmest spærret op. Ikke fordi at hun var direkte skræmt af denne mand. Men blot overrasket. Og hun forstod ikke helt. Hun fik meget hurtigt taget fat i den nederste del af den store skjorte og træk lidt mere ned i den. Meget diskret. Og alt imens stirrede hun stadig på denne fremmede dæmon. Hvem var det? Efter noget tid fik hun endelig taget sig sammen til at vende blikket væk fra ham og så nu mere mod Chase. Med et spørgende og forvirrende blik. I dette øjeblik lignede hun blot et fortvivlet lille væsen der ikke engang kunne få sine ord på gled igen. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle have reageret. Og trods svimmelheden fra før, blev det nærmest værre nu. Og det var også kun lige at hun forholdt sig oprejst og ikke lignede en der var ved at vælte. Hun krummede sine bare tær mod underfladen under hende. Så til sidst fik hun samlet kræfterne til faktisk at lunte mere hen mod Chase. For det var mere hos ham hun følte sig tryg. Hun vidste ikke om denne fremmede person ville tage hendes reaktion forkert eller bare som det faktisk var. En overraskelse.. En forvirrende.. En uforstående..

Asparaens reaktion efterlod et let smil på hans læber, som dog ikke fik lov til at blive der i meget mere end få sekunder, hvornæst han kastede sit blik hen på sin far - og så tilbage på Amelia igen, idet endnu et svagt smil trådte frem og prydede hans blege ansigt. "Du skal altså ikke være bange for ham. Det er bare min far," forklarede han med et bekræftende nik til den første sætning, men fik for en sikkerheds skyld lagt en beskyttende arm rundt om hende; mest af alt fordi hun ikke just lignede en, der havde det alt for godt, nærmere det stik modsatte. Tyson udstødte et halv-misfornøjet grynt, i samme øjeblik som han tog et skridt væk fra bilen og sjoskede med tunge skridt hen mod hoveddøren, ud af garagen. "Sådan er han stort set altid. Det skal du ikke ta' dig af," sagde han lavmælt til hende og fik ved hjælp af sin frie arms hånd lukket bildøren i, og låst den store bil. Chase så ned på den spinkle pige ved siden af sig, som han blot stod og smilede en kende fraværende til i noget tid, men blev så afbrudt og revet ud af sin egen verden, da hans far galede på ham ude foran huset. "Jaja, jeg kommer!" mumlede han med et højt, tydeligt irriteret suk og lod sin hånd glide ned langs hendes ene arm, for til sidst at tage fat rundt om livet på hende, hvorefter han skyndte sig - så hurtigt Amelia nu kunne gå - over til den ældre dæmon. Han måtte give slip på den syge aspara og koncentrerede sig i stedet for om at finde husnøglen i en af de fire dybe lommer, der var i de løse sweatpants, stak den i låsen, så snart han havde fundet den og drejede den, indtil der lød et klik. Som altid var det første man blev mødt af, en temmelig voldsom, dog munter gøen fra det ordentlige krabat af en hund, der med tungen hængende ud af munden sprang op ad Chase og havde nær væltet ham omkuld. "Såå, rolig nu! Dæk! Nej, ikke på mine fødder, henne i din kurv! Monty!" Hybriden pegede over mod den store plastikkurv med det hullede vattæppe i, og rottweileren måtte til sidst bukke under for hans bestemte, lynene blik, hvorpå den mut listede hen og lagde sig til rette i kurven, skønt dens foretrukne sovested var alle andre steder end netop dér. Han så sig over skulderen for at se, om de andre var fulgt med ind, og da dét var gjort, smuttede han hen for at smække døren i og låste den af ren vane. "Nåh, er du stadigvæk træt?" spurgte han, naturligvis henvendt til Amelia, idet han slyngede armene rundt om hende bagfra og begravede kortvarigt ansigtet i hendes hår for at indsnuse hendes duft, men blev endnu en gang forstyrret af sin far, der beklagede sig over, at han endnu havde den strammede spændetrøje på. "Undskyld," fik han fremmumlet og trak atter sine arme til sig, før han traskede over til den høje isdæmon; om det var til ham eller asparaen var han faktisk ikke engang selv klar over. Med lidt besvær fik han løsnet de bælte-agtige spænder og så tavst til, mens hans far rystede armene fri og fik hevet den af, for næstefter at smide den i hovedet på Chase. Tyson gik følgende ind i stuen med målbevidste skridt og smed sig - så snart han nåede hen til den - i den sorte hjørne-lædersofa og greb hurtigt fjernbetjeningen, som han rettede mod TVet, begyndte straks at zappe frem og tilbage mellem de forskellige kanaler. "Du siger bare til, hvis du mangler noget, ik'?" sagde Chase forsigtigt, knugede let den hvide trøjes stof i hænderne og snurrede så rundt, da hans far havde svaret ham med et hrrm, hvilket han valgte at tolke som et ja. Halvvampyren tøffede hen til den lave aspara og smilede skævt til hende, alt imens han foldede sin fars trøje sammen og anbragte den på bordet ude i køkkenet. "Hvad så? Hvordan har du det?"

Amelia var utryg. Det var tydeligt. Men som den person hun nu var bed hun det i sig og sagde ikke noget omkring det. Også selvom hendes kropssprog kunne læses som en åben billedbog. Hun rystede stadig. Som stod hun og frøs idet de kom indenfor. Hun vidste ikke helt hvorfor hun følte sig sådan. Normalt gav hun vel folk en chance inden der kom en bedømmelse omkring om hun kunne lide dem eller ej. Men Chase’s far så bare truende ud på en måde. Tårnede sig mere over hende end halvdæmonen og det at hun aldrig rigtig hørte ham snakke gjorde hende lidt urolig i hans nærvær. Det var ikke en behagelig følelse. Men hver eneste gang hun kunne mærke Chase’s arme omkring sig følte hun sig mere hjemme. Også selvom det var længe siden. Det havde næsten føltes som årtier. Hvilket der selvfølgelig ikke var gået. Men tiden havde bare gået så mærkeligt. Først hurtigt og så langsomt. Det havde ikke været til at holde styr på. Hvilken dag var det egentlig? Hun havde haft så travlt med Jessica at hun ikke havde haft tid til andet. For Chase havde tydeligvis haft for travlt med noget andet end at komme forbi og sige hej. Ikke undrende men stadig havde hun håbet på det. Også selvom det kun ville være på grund af deres smukke datter. Den lille aspara prøvede gevaldigt ikke at se for meget mod denne voksne dæmon. Og forholdt sig skam også langt væk fra nogen som helst form for øjenkontakt. Og det gjaldt faktisk også Chase. Hun følte sig bare for flov og usikker i øjeblikket at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Det var også sket så pludseligt.
Endelig fik hun revet sig ud fra det lille traumebelagte tankespind og så direkte mod Chase med de store dådyr øjne. ”Jeg…Jeg har det bedre, tak.” lød hendes stemme så og et lille uskyldigt smil fandt sin vej. Nok var det lille men det var også tydeligt. Kunne ses i hendes øjne. ”Jeg.. Jeg låner lige dit bad, hvis det er okay. Jeg har vist ligget i den seng længe..” Hun fik lagt sine arme kort omkring sig selv og greb godt fast om sine overarme. Hun havde hurtigt fået sendt blikket lidt væk fra halvdæmonen og hun håbede inderligt at han ikke tog det som en alt for skarp afvisning. Hun så så bare mod gulvet og med forsigtige og lette skridt fandt hun vejen til badeværelset. Undgik at observere hvilke ting der var der inde. Låste omhyggeligt døren efter sig og stod lidt inden hun fik taget sig sammen til at gå ind under det varme vand.

Et overraskende udbrud lød pludselig fra badeværelset og man kunne høre hvordan der blev fumlet med låsen til hun endelig fik den op. Hun løn nærmest ud og stoppede brat som hun stod nogle meter fra Chase og faren. Hendes ene hånd holdt godt fast om det håndklæde hun lige havde nået at få bundet omkring hendes krop og hendes vejrtrækninger lød rimelig hurtige. Hendes brystkasse hævede sig i takt med vejrtrækninger og hendes øjne havde spærret sig op i et panisk udtryk. Hun tog sig slet ikke af hvordan hun nu engang tog sig ud via påklædning men stod bare der helt i panik mens lange blonde totter hang ned omkring hendes skuldre. Det var ikke engang blevet vådt under badet men hvordan havde det så pludselig skiftes farve. Det var nemt at se på hende at hun ikke havde det alt for godt med resultatet og hun virkede lidt bleg igen. Hun kunne slet ikke sige noget. Hun prøvede endda men hver gang hun skifte sine læber ad kom der ikke andet end lyd ud. Hun rystede mere synligt nu. Det var næsten som om hun var i chok.

Det gav sådan et stort sæt i både Chase og hans far, Tyson, at de nær var faldet ned på gulvet af ren forskrækkelse, da et skrig lød oppe fra badeværelset af, og der få sekunder efter stod en halvnøgen skikkelse ikke så langt fra dén sofa, de begge sad i. Et måbende udtryk tegnede sig følgende i halvdæmonens blege ansigt, som straks blev vendt mod Amelia, i samme øjeblik som han spærrede de mørkelilla øjne op. Hendes hår!? Hvad?! Hvad havde hun lavet? Hans øjenlåg faldt en anelse mere i, så hans øjne var knap så store igen, hvornæst han fik skubbet sig selv op at stå og vadede direkte over til den nu lyshårede aspara, uden at flytte blikket fra de blonde lokker. Chase løftede den ene hånd og førte den hen til hendes hår, som han blidt lod fingrene løbe igennem, alt imens et lille smil lige så stille trådte mere og mere frem på hans læber, der kort efter blev skilt ad: "det klæder dig." Det gjorde det faktisk. Det var ganske vist noget anderledes i forhold til hendes gamle, brune hår, men det var bestemt ikke nogen skidt forandring skønt hun selv så rimelig chokeret ud over det, og ikke just lod til at være specielt begejstret over hendes nye hårfarve. De dybe nøddebrune, bambi-agtige øjne stod mindst så godt til det blonde hår, som de havde gjort til det brune, og hvis det ikke havde været fordi, hans far havde siddet lige bagved, henne i sofaen, ville han ikke have tøvet med at svinge armene rundt om hendes våde krop, der kun var sjusket dækket af et håndklæde, og kysse hende. Men han nikkede i stedet for blot et par gange med hovedet, for at bekræfte sit kompliment, og skiftede mellem at se mod de lyse totter hår og det kønne ansigt. Han sendte hende et skævt, dog kærligt smil, hvorpå han forsigtigt strøg et par af de fugtige hårlokker om bag hendes ene øre, inden han omsider trak hånden til sig. "Du ser fin ud, der er ingen grund til at se så forfærdet ud," forsikrede han hende om og lod kortvarigt sit smil vokse, før han dæmpet rømmede sig og smilet blegnede en smule. "Smut op og få noget tøj på. Så kan vi se en film, når du kommer ned igen, hvis du ikke er alt for træt?" foreslog han, mumlende. En højlydt, forfalsket hosten lød hende fra Tyson af, som han skævede hen mod ved at se sig over skulderen, men skyndte sig at se tilbage på Amelia, idet hans blik mødte sin fars, og rømmede sig endnu en gang. "Eller fodbold ..." blev det med filmen hurtigt rettet til, eftersom det lod til, at hans far havde kapret TVet og havde sat sig for at se en eller anden kamp mod Frankrig og Spanien. Chase smilede en kende anstrengt til hende, lige inden han vendte ryggen til og skulle til at sætte sig ned i den sorte lædersofa, netop blev stoppet af sin far, der sendte ham ud i køkkenet efter nogle øl. Et lydløst suk fik både hans skuldre og brystkasse til at hæve sig markant, men han gjorde som der blev bedt om, og gik uden et ord ud i rummet ved siden af, hvor det lille køkken befandt sig. Der blev klirret med et par flasker, og man kunne høre, at han rodede med et eller andet i en skuffe, hvorefter han kom gående ind i stuen igen med tre grønne flasker i den ene hånd plus en i den anden sammen med en øloplukker. Han fik placeret alle på det lave stuebord, der var lavet af glas, og åbnede straks den ene af dem, som han rakte til Tyson, der uden problemer fik drukket halvdelen af flaskens indhold i én mundfuld. Endnu et tavst suk kom fra hybriden, som allerede sad klar med en ny øl, parat til at åbne den, og kastede jævnligt flygtige blikke mod trapperne.

Amelia kunne ikke helt forstå hvordan Chase bare kunne slappe helt af omkring det. Det var så uvant for hende at hun ikke kunne fatte hvad der var sket. Og hvordan det overhoved var sket. Det var jo ikke fordi hun havde haft brun farve i håret og det så bare var blevet skyllet ud. Hun havde endda set det skifte farve. Bare et kort øjeblik i spejlet så hun spidserne gå fra brun til blond. Hun var også yderst bange for hvor lyst det ville blive når hun engang fik det tørret. For allerede nu så det enormt lyst ud i hendes hoved. Lige som den forbandede blondine der gik rundt og flettede fingre og kyssede med Chase. Hendes Chase. Hmpf! Hun kunne mærke hendes kinder bliver varme, bare det at hun tænkte på det. Hun skød hurtigt scenerne ud af hovedet. Hun følte sig som en efterfølger. Også selvom hun kun havde set dem sammen, helt tilfældigt. Hun sagde intet til hans kompliment. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Og hendes stemme var sikkert stadig hæs og rusten, så hun ønskede ikke at stå og diskutere om det klædte hende eller ej med det sarte stemmebånd. Nok var der ikke noget at diskutere, men det var ikke hvad hun havde håbet at få at vide. Hun stod lidt og bare så helt fortvivlet ud, indtil hun fik rettet blikket mod Tyson, der sad og rømmede sig i sofaen. Det var vidst her hun endte med at ligne en tomat i ansigtet. Hun havde helt glemt hans tilstedeværelse, sammen med hendes beklædning. Heldigvis så det ikke ud til at hun fik et eneste blik rettet mod hende. Så derfor så hun blot mod hybriden igen. Og et lille smil formede sig på de bløde læber. ”Fodbold lyder fint. Jeg er klar om lidt.” sagde hun forsigtigt og ellers forsvandt hun op ad trappen i små trippende skridt. Amelia havde uden tvivl følte det anspændte eletroner der summede rundt nede i stuen. Også i bilen selvom at hun havde sovet det meste af tiden, havde det, på en eller anden måde, påvirket hendes drømmeland. Hun så sig lidt omkring. Det var første gang hun havde været på denne etage af hans hus. Hun huskede stadig allerede første gang hun faktisk var i hans hjem. Juleaften. Fantastisk aften. Hvor savnede hun egentlig det. Nu virkede det hele var så.. akavet mellem hende og Chase. Hun kunne stadig ikke skude den sætning ud af hovedet. Jeg havde dig! Det havde gjort mere ondt end han måske nogensinde kunne forestille sig. Hun fandt vejen til det der tilsyneladende var hans værelse. Der stand af en eller anden parfume blandet sammen med duften af Chase. Eller hvad end han nu engang sprayede på sig. Hun forholdt håndklædet omkring sig indtil hun, i en af hans skuffer, fandt en af hans T-shirt. Hun gad ikke have hospitalsskjorten på mere, og han kunne godt overleve at hun lånte noget af hans tøj. Det var det meste han kunne gøre. Håndklædet faldt til jorden og T-shirten kom over hovedet og ned over hendes overkrop. Den var i hvert fald stor nok til hende. Dækkede hendes krop som en fin kjole. Hun kunne faktisk godt bruge et par shorts. Bare for at være på den sikre side.

Amelia’s brune øjne faldt ned det samme på de to mænd, der så fint sad i sofaen og holdt øje med fodboldkampen, da hun kom gående ned af trappen igen. Iklædt tøj og hendes hår var lige ret gennem med hendes fingre. Stadig lyst. Intet ændret der. ”Hej igen. Jeg lånte lige lidt tøj. Tror jeg glemte mit.” Igen smilede hun varmt, men smilet var ikke specielt stort. Mere sødt og det passede til den svage facade der hang over hende. Hun havde bevist taget fat i det nederste af blusen og trak forsigtigt ned. For en ekstra lille sikkerhed, som var hun bange for at en vind pludselig ville komme forbi. Efter at have stået lidt tillod hun at trippe hen mod tv’et. Hun ville egentlig helst have siddet helt ude i siden men det virkede som om at de to andre også helst ville det. Der var i hvert fald en helt fri plads lige mellem dem. Det var som om de prøvede at komme så langt fra hinanden. Eller som om Chase ville så langt væk fra Tyson som muligt. Hun sank en klump, der havde sat sig fast og generede i hendes hals, inden hun så ellers fik bevæget sig frem og dumpede ned i mellemrummet. Lige nok plads til hende. De sad ikke super klemt men det var helt sikkert ikke en tremands sofa de havde sat sig i. Uden at sige et ord så Amelia bare mod skærmen. Hun virkede knap så anspændt efter et par sekunder og lidt efter det kunne man se at hun rent faktisk fulgte med hvad der foregik i flimmeren.