Djævel i skoven...

Tid: Aften, omkring klokken 20-21.
Sted: I skoven, ikke ret langt fra søen og sumpene.
Omgivelser: Der er ikke nogen i nærheden. Muligvis nogen ved søen.
Vejr: Solskin, en smule blæst.

Skoven lå søvnigt og tåget under den sene aftensol, som strålede med sine sidste stråler ud over skoven. Den var så småt ved at gå ned bag Nain des Montagnes. Himlen, der nu var dækket af farver i nuancer lige fra blå og lyserød til orange og rød, havde været næsten skyfri og lys blå hele dagen.
Tiarras sorte vinger lå tæt foldet sammen under hendes blodrøde trøje. Hun bevægede sig næsten lydløst. Som en skygge i skoven. Som en vind gennem landskabet. Hendes hud var bleg, og hendes sorte øjne skinnede, mens de granskede skoven, som i denne del af området bestod af nøgne og krogede træer. Den grønbrune sump lå ikke så langt derfra, og man kunne svagt lugte forrådnelsen.
Hun var i forbavsende godt humør, på trods af at hun havde siddet i et træ hele dagen. Hun havde ikke rigtigt orket noget, men for få minutter siden havde hun, med fornyet energi, sat kursen mod søen og sumpene. Hun havde pludselig fået lyst til selvskab, ja, hun var næsten legesyg. Psykotisk, ville nogen måske kalde hende, men det var ikke et ord hun selv brugte.
Længere fremme, mellem træerne kunne hun skimte søen og sumpene. Der var ofte andre væsner der, så hun var overbevist om at hun nok skulle finde noget. Eller nogen. Hun tog med tilfredshed en dyb indånding gennem næsen. Det ville tiden vise.