Thê Bloody Moon that turns red(Sutekh=privat)

Tid ¤ Midnat

Sted ¤ Thêâtre

Omgivelser ¤ ingen at se i nærheden, Lyset er slukket

Vejr ¤ Mørket har lagt sig som et sjal, Månen står højt på himlen og omklamre den og
lukker alverdens væsner ud. 18 gr, varmt

Udseende ¤ Ligesom avata, men tøjet er ikke(Sorte Shorts Jeans stof), hvid T-shirt, der viser lidt bar mave. Håret sat op i en Hestehale pjusket. og sin dakkert op af låret spændt fast i en sort læder skede..


Kajika hoppede stille ind af vinduet ved hjælp af hendes engle vinger, og kraglede stille ind af det da hun havde slået hendes vinger ind. hendes duft spredte sig hurtigt i hele rummet, en smuk uskyldig aroma kunne fornemmes og den rene luft ude fra strømmede ind af det åbne vindu hun havde brugt som vej ind til thêâtre. Kajika fik et smil over de blodrøde læber i det hun stille så rundt på scenen, og så på de mange reb der holdte over scene tæppet oppe, og hvordan scenes gulv var poleret til hver hjørne og krog. oven vinduet gjorde scenen helt magisk i det månens lys strømmede ind og lavede smukke skygger og blålig lys der fik scenes gulv til at skinde.

Sutekh sad i en af de mange stole inde i teateret. Det røde fløjls lignende stof omsluttede hans form mens han sad og nød den stilhed der var der inde på denne tid på natten. Hans albuer var placeret mod armlænene på stolen og hans fødder var placeret på ryglænet af sædet foran ham og hans hænder var foldede oppe foran hans ansigt. Hans øjne var lukkede og hans bryst hævede og sænkede sig langsomt i takt med hans rolige og dybe åndedrag.

Det lignede angiveligt at han sov men det ville være en fejl at tænke sådant. Han havde allerede fanget hendes lugt men lod være at reagere på hende.. i hvert fald ikke indtil videre..

//tøjet er som på billedet, + sorte mili-støvler og baggy sorte bukser.

Kajika havde intet opdaget i det Scene blev oplyst af den sølv klare måne, og lagde andet end scenen hen i mærke og dannede de mest mærkeligste eller uhyggeligste skygger og stilhed. I mens hun stille gik rundt på scene kom hun til at tænke på en sang, en sang hun havde hørt i et stykke. Anastacia hed det stykke og sangen og Ballarina dansen var så smukke. Kajika havde aldrig i sit liv dansede med en fyr før og havde skam heller ikke tænkt sig det, hun var så genert og flov vis hun gjorde en fejl foran en fyr.

Kajika smilede kært i det hun stille begyndte at snorre elegant rundt om sig selv, mens hendes lange gyldne blonde hår følgede vær eneste af hendes bevægelser, mens hun stille begyndte at nynne for sig selv og øjnene blidt lukkede sig i mens hun åbnede munden og sang. hun havde en smuk stemme som en sangerinde men det var ikke som alle andres, ikke, på en måde speciel men heller ikke grim stemme, og hendes elegante bevægelser var utrolig smukke fordi hun knap nok vejede 20 kilo. Kajika havde lukkede øjne mens hun stille bevægede sig som en ballarina og sang sangen stille. Hun var helt ukoncentreret så da hun drejede rundt om sig selv på en fod, kom hendes ikke for lange dugnede hvide vinger frem, og månens lys farvede dem i sølv skæret så de lignede at de glimtede, men efter få sekunder stoppede hun op og betragtede ? fyren i mørket"Hallo???" hun blev lidt mere varsom

//Sangen https://www.youtube.com/watch?v=bzM4YOfuCuw //

Han lyttede stille. lod sig selv lytte og for engang skyld nyde tilstedeværelsen af den intruder der var kommet her ind på denne tid. Han åbnede langsom øjnene da hun spurgte ud i mørket. Hendes ord ekkoede nærmest igennem salen. Da han åbnede sine grønne øjne, var det som om to små lys blev tændt ude i mørket foran scenen hun var på. Det grønne lys som flød ud fra hans øjne reflekteredes i hans lange røde hår og fik det til at give genskind. men det var alt det oplyste. Han rejste sig langsomt op. Og når hun engang ville blinke så ville han forsvinde! det grønne lysende øjne ville være væk og mørket ville igen opsluge pladserne foran scenen!

Men hvis hun troede at han var helt væk ville hun tage fejl! Han ville dukke op bag hende. Træde ud af mørkets skygge. lydløst. afventende. Hans øjne målte hende, og gled ned langs hendes figur et kort øjeblik før de ville være fokuseret på bagsiden af hendes hoved igen. På hendes lange hår. *en engel...? gad vide hvor længe jeg kan stå her...*

kajika så mod ham i det hun stille blinkede og så ham forsvinde der fra og sagde"hey vent??" hun mærkede en mærkelig fornemmelse i maven mens hendes fare signaler stille alamerede helt vildt fordi han var hende nær, hun vendte sig langsomt om mens hendes hår nærmest svang sig elegant om hendes krop som var det snor der stille silkede sig om hendes krop og hendes øjne hvilede nu mod ham i det hun tog sig for munden af chokket over han var så tæt på og hun rystede stille" hvem! .... hvem er du!..." hun gik få skridt bagud med den ene hånd bagud elegant strittende og den anden oppe foran munden og strøg blidt med højre hånd blidt en drillende lok væk med hånd ryggen og ved hjælp af tommeltotten og pegefingeren der blidt tog om den og fumlede elegant med den så den endte bagved hendes øre..

"Du er en dæmon ikke sandt??" hun rødmede let over han havde stået bagved hende og hvorlænge havde han dog os stået der og betragtede hende

Et drilsk men faretruende smil bredte sig over hans læber da han så hendes reaktion og han nikkede langsomt. Hun var ikke så langsom af en engel at være... Han tog et lille skridt mod hende mens han smålo over hendes reaktion. hvor var hun dog en underholdende lille sag.

Hans grønne øjne var låst på hendes egentligt kønne ansigt. "Og du er en engel, ikke sandt..?" han efter lignede hende let med at stille næsten det samme spørgsmål ordret. Hans stemme var dyb men ikke truende.. ikke endnu. Han ville lige se hvor meget han kunne lege med hende før han gjorde noget.

"Du burde ikke være offentlige steder på denne tid af natten.. at bryde ind er ikke ligefrem lovligt... jeg troede at Engle var så heldige.. men du.. du er da vist ikke helt en goodie goodie.. er du vel..?"

Hun rødmede let og sagde"nej jeg ikke helt engel det har du ret i... men stadig jeg besider en engels kræfter og hjerne og vis du..... vis du prøver på noget bliver jeg nød til at øøøh" hun kom til kanten af scene og rødmede let over de markerede kindben og tog sig til dem i det hun så mod ham og så stille over skuldren med åben mund og rystede stille*Der er godt nok en meter og halv ned til gulvet der.... jeg regnede ikke med der var så.... langt ned der ??* hun så stille på ham igen og betragtede hans krops holdning og rødmede let over nærmest at give ham elevatorblikket, men han havde jo os studerede hendes krop nøje før så hvorfor måtte hun ikke os studere ham så...

Hun tog hurtigt sin lille kniv der var fast spændt på låret og sagde"jeg advare dig jeg... jeg farlig og kan slå fra mig bare kom an og jeg .... jeg skal vise dig at denne engel ikke er som alle de andre engler..." hun bed sig i underlæben og tænkte*kajika flygt.... et eller andet bare løb* kajika vendte sig elegant i det hun løb ud over scene og sprang ved kanten¨, hendes hår følgede trop smukt og langt og månen skindte på det så det kom til at få en smuk glans der stille fik håret til at skinde og glimte nærmest... mens hun landede på jorden og rullede stille en gang og rejste sig så hurtigt op og satte i løb mod udgangen eller det hun troede var udgangen, men der var så mørkt

Sutekh sukkede dybt da hun vente sig for at stikke af. Skulle de nu til at lege katten efter musen? Han lod sine lange kolde fingre løbe op og igennem hans lange røde hår før han ville fade ind i mørket bag ham. hvorefter han ville dukke op et par skridt foran den løbende engel. Og hvis hun ikke fik stoppet eller fornemmet ham ville hun løbe direkte ind I ham.

"Hva løber du for lille engel?"

Han smilede skummelt. Hans hvide spidse tænder glimtede let i det tætte mørke som pludselig synes at være blevet tættere omkring ham.

Kajika så sig over skuldren i det hun ikke netop! havde opfangede ham!, og løb direkte ind i ham så hun nu lå oven på ham og rødmede så inderligt over de markerede kindben og skubbede sig væk fra ham, i det hun sad på sin bag og kraglede bagud og holdte blikket mod ham og sagde lettere stædigt og med selvsikkerhed"Jeg ikke bange for dig... jeg.... jeg blot ikke dum nok til at kunne se du er farlig! fordi det kan jeg fornemme men... men jeg vil ikke lade en som dig.. rør mig vis det er det du ude på??" hun rødmede endnu mere og rejste sig hurtigt op i det hun gik bagud og kiggede undersøgende på ham og sagde"Hvad er det du vil prøve på.... Dæmon jeg har mødt mange dæmoner der var stærker og ondere end dig.... jeg kan ej domineres eller ejes.... du skal ikke prøve på noget." hun kunne fornemme mørket i ham i et hun spredte de hvide dugnede vinger ud fløj små fjer rundt i luften mens hun betragtede ham og sølv fjerene for neden stille glinsede i månens belysning

Han rørte sig ikke en cm da hun løb direkte ind i ham, hvilket jo så ville få hende til at falde tilbage og ned på gulvet i stedet for at lande oven på ham.
Han så bare ned på hende med hans lysende grønne øjne da hun lå der på gulvet. lyset fra hans øjne fik hans læbe piercing til at glimte let da et lille skævt smil bredte sig på hans læber og den ene af hans skarpe hjørne tænder kom til syne.

Han tog langsomme skridt imod hende mens hun skubbede sig baglæns. Og da han hørte hendes ynkelige forsøg på at være hård og usårlig kunne han ikke andet end at grine! Et manisk dybt grin som havde to klange til det, som var det to personer der grinede med den samme latter og på samme tid! den dyb og en dybere helt dæmonisk tone!

Så bredte hun sine vinger og hans latter stoppede brat. Han vente sit ansigt lidt væk da fjerene fløj omkring ham, men hans grønne øjne var stadig låst på hende og udtrykket i dem forandrede sig i et kort sekund fra fattet og behersket til ukontrolleret sindsyge! Men de skiftede hurtigt tilbage og han drejede sit ansigt tilbage imod hende. Igen med det der lille selviske smil på læberne.

Hans hånd fløj ud til siden med sådan en fart at øjet ikke ville kunne se det og spidserne af hans pege- og langefinger lukkede sig om en af hendes små fjer som fløj i luften.
"Ser man det.." Hans stemme var lidt for opmuntrende. Lige lidt for happy til at det var en behagelig tone. Han smilede igen og så på hende med det der vilde dyriske blik.

"Men hvis du ikke er bange.. lille Engel.. hvorfor flygter du så..?"

kajika rejste sig op i det hun så flovt ned og hun var ikke den der hårde type i det hun sagde med en lettere ynkelig tone mens hun blidt lod læberne blive kærtegnede først af sin jordbær røde tunge og så på ham beroligende med de dådyr blå øjne der stille betragtede ham fra der hun nu stod og sagde"mmmmh" hun sukkede let og strøg blidt det blonde hår ind foran for ikke at vise hendes skam og sagde"jeg.... fordi du skræmmer mig" hun kiggede uskyldigt op igen i det hun betragtede ham og tog sig lidt til baghovedet i det hun havde regnet med at falde over ham havde hun faldet bagover og troede i alt sin forvirring at hun var landet over ham men blot var landet ned på det hårde gulv med maven og så forstillede sig hun lå ved ham.

Hun slog let vingerne ind i det hun sagde alvorligt"Men jeg flygter ikke blot på grund af min frygt" hun kiggede på ham og gik et skridt tættere udfordrende for at vise han ikke skræmte hende så meget som han nu måske troede i hans hoved og forstand, der spejlede sig et let glimt over hendes øjne som om månen lå inde i hendes sjæl og skindede ud af de blanke matte blå øjne der lyste af sig selv på grund af håret hvide kontrast. hun smilede let skævt og sagde"og kald mig ikke lille fordi... jeg ikke lille"

Han kunne ikke lade være. Det her var bare for komisk. Så selvmodsigende havde han da heller aldrig mødt et væsen som var! Vidste hun overhovedet selv hvad det var hun stod der og sagde?! Havde hun slet ikke styr på sig selv og det hun sagde??

Sutekh begyndte at grine. Et grin som fik mørket omkring dem til at trække sig lidt sammen og vige tilbage fra ham. hvorefter det ville trække sig sammen omkring ham som for at søge støtte! Han tillod sig at læne sit hoved lidt tilbage mens han grinede og derefter kiggede han tilbage på hende og rystede sit hoved mens han førte den lille fjer som hans stadig holdt mellem sine fingre, op til sin mund hvor han ville lade den blidt glide hen over hans læber, frem og tilbage, mens han smågrinede for sig selv.

"I guder.. min lille engel.. Høre du aldrig efter hvad du selv siger..? eller glemmer du bare hurtigt?"

Han så på hende med et udfordrende blik da hun tog et skridt tættere på. Hans rovdyr grønne øjne fastlåst på hendes ansigt. Fjeren i hans fingre gled fortsat frem og tilbage over hans læber et par gange men ville så stoppe brat ved hans venstre mundvig da han besluttede at holde sin hånd der i et par sekunder.

Så smilede han igen. Det var et kontrolleret smil. men man skulle ikke tage fejl af at under det lurrede der sindsyge som bare ventede på at få lov til at gå amok! Han lod sin hånd glide ned langs hans side igen.

"Jeg kalder dig lille hvis jeg vil.. og bare din reaktion til det.. viser hvor lille du i virkeligheden er.. du er mindre end mig. På alle måder." hans smil forandrede sig og blev på en måde mere sultent. og han senkede sit hoved lidt, hans øjne focuserede på hendes ansigt, som en ulv der har fået øje på noget. "Du er mindre end alle.. lille.. uden betydning for så mange... Dem der kan lide dig er forblændede af dit udseende og din måde at gå på... det der lange lyse hår.." han fnøs. og rettede sig lidt op igen, hvorefter han ville tilte sit hoved let på skrå. "Det er ikke din personlighed der gør dig attraktiv.. Lille Engel.. Det er din krop.."

Et ondt smil bredte sig på hans læber og han små grinede igen. "Du tror du har så meget.. men i virkeligheden har du intet.. er det ikke rigtigt lille engel? hmm?"

Han så på hende, afventende mens han lod fjeren glide frem og tilbage mellem hans fingre.

Kajika så på ham i det hun opdagede hans øjne og vendte ham ryggen og sagde"DET ER JEG GODT KLAR OVER!!! og nej!.... Velarian ! elskede mig ikke for mit udseende og heller ikke Zane!!... heller ej gør Kalona!!... okay! og Zal gør heller ikke" hun så vredt mod sutekh og sagde"jeg ved ! mit udseende er en forbandelse!!! så lad vær med at stå og beglo mig!" hun så væk fra ham såret og bed sig let i underlæben og sagde"jeg har flere der bekymre sig om mig end du kan forstille dit bæst.... og for min skyld så kunne dine ord rage mig mindre men jeg vil med glæde modsig dig ! trods dine små fantasier om hvor bedre du er! end mig, og det kun selvoptaget idioter der lukker mundgylle ud om hvor meget de er mere værd end andre!!!!" hun så mod ham med et glimt af rav farve i øjnene og rystede stille på hovedet i det hun gik stille ned mod scene igen, denne gang ikke ! bange men fyldt med vrede... men hun vidste os at dæmoner var hendes væreste fjende fordi de som regl ikke! havde blod i sig så hun kunne ikke styre dem som hun ville...

hun satte sig ved en af de røde stole og sank hovedet ned i mellem bene og mærkede tårene.... det meste var sand det med udseendet men det var ikke hendes skyld! hun havde fået det, det var ikke hende der bedte om at blive sådan, om at dø og så genopstå som et eller andet gudinde agtigt! væsne....

Han smilede. Et grumt smil som absolut intet havde med glæde at gøre. Hans ord havde ramt plet og han havde fået den reaktion som han ville have. Lige præcis den reaktion han ville have. Da hun vendte ryggen til ham kunne han ikke lade være med at tænke at hun var et arrogant lille barn som ikke vidste til andet end at folk kun kunne elske hende. Og hvis hun blev såret og vente ryggen til dem ville de straks komme farende og holde om hende og benægte alt det de evt lige havde stået og sagt. bare så hun kunne få det bedre.

Han rystede på hovedet og stod lidt og betragtede hende, igen med hænderne i lommerne mens han overvejede hvad han skulle gøre ved hende. Til sidst tog han en beslutning og gik hen til den række som hun sad krøllet sammen på. Der stod han så i et par sekunder mens han tyggede let på sin ring i læben og så på hende.
Til sidst rakte han sin højre hånd frem mod hende, som om han ville række hende hånden. Som om han ville give hende en venlig gestus. Som.. ville han gøre lige som utallige andre og fortryde alt..

men nej, hvis kajika vente hovedet for at kigge på hans hånd ville hun kunne se at en lille sort kugle formet energi ladning var ved at formedes i hans håndflade og et manisk smil ville brede sig over hans læber i det han pegede den mod den lille engel. "Skulle jeg så ikke bare tag, og gøre en endelse på dine lidelser nu.. Lille Engel..?"

Kajika sukkede let og hørte hans skidt og sagde"lad mig være!" hun ville ikke se ham, hun ville ikke høre nogen ord, hun vidste godt alt det han sagde var sandt! fordi hun kaldte ikke selv sin skønhed for det bedste i verden, hun ønskede ikke dette blændende ydre, hun kiggede stille op mod ham og så på den sorte kugle og tårene løb dog men ikke på grund af han ville dræbe hende men fordi han var så sød at spørge hende, at han ville ende alt dette..
hun rejste sig op helt ... ødelagt og så på ham med en vaklende stilling i det hun så væk og sagde"hvorfor, ? for at lindre mine lidelser og så blot flygte fra mine problemer... nej jeg fortjener at lide!.... jeg fortjener alt dette og sig mig ej i mod, du sagde alt selv lige før, ja! mit udseende er blændende og fantastisk! for andre måske men ikke for mig, det er en forbandet forbandelse!, som jeg ville elske at komme af med, selv ar og skrammer healer! og gør mit ansigt komplet igen, selv vis jeg gjorde mig grim og lugtende så er min engle aspara lugt overgående !..." hun skubbede let til ham blidt for at komme forbi hans hånd og gik mod udgangene og sagde"nej du skal ikke ende mine lidelser en dag skal det nok blive for meget for mig at leve og så vil jeg ha den største glæde i livet og tag mit eget liv og leve i helved... rasten af mit døde liv!" hun ville ikke se på den dæmon han skulle ikke komme og spille bamhjertig eller prøve at dræbe hende, vis nogen skulle slå hende ihjel blev det hende selv, fordi hun hadet sig selv så inderligt meget...

Hendes reaktion til hans trussel kom meget bag på ham. Så meget at det faktisk slog ham ud et kort sekund. hvilket ville resultere i at han ville lade hende gå forbi ham mens han stirrede på hende med vantro i sine øjne. Troede hun virkelig at han havde sagt det på grund af medlidenhed og medfølelse? Denne tøs var jo dummere end vådt bølgepap!

Hans grønne øjne holdt øje med hende mens hun snakkede og hendes ord overbevidste ham bare endnu mere om at denne tøs.. lige her foran ham.. denne lille engel.. ikke forstod eller var i stand til.. at læse en situation rigtigt... Hun havde vent ham ryggen nu og var tilsyneladende på vej til at gå før han fik samlet sig selv op igen. Han bed tænderne sammen i det han ville smile let. Så vendte han sig helt om mod hende. Så på hende med hans grønne lysende øjne. Fejl! Hun havde lavet en stor fejl! Han lod hænderne glide ud fra siden så han stod med let spredte arme. så åbnede han sine knyttede hænder og spredte fingrene, hans håndflader rettet mod hende, hans smil blev mere manisk i takt med at han gjorde dette. og til sidst ville han grine skummelt. det var ikke højt men lavt og kontrolleret.

"Jamen lille engel dog.."

I samme øjeblik ordene forlod hans læber var det som om at mørket derinde blev tættere og pludselig var hoveddøren væk. skjult bag et tykt og uigennemtrængelig lag af et eller andet sort stags som krøb op af vægene og lukkede sammen da det nåede loftet. Kun foran det åbne vindue hun var kommet ind af så det ud til at være tyndt nok til at lyset kunne komme igennem, men dette var en illusion! Det var lige så tykt som det var alle de andre stedder og lige så uigennemtrængeligt.

Alt dette havde fundet sted i et tidsrum der kun svarede til få sekunder!

han tillod sig selv at grine højlydt og manisk før han igen ville fokuserer på hende med hans grønne øjne.

"Vi er først lige begyndt..."

"Hold kæft med at kalde mig lille engel!, jeg er ikke lille og jeg ingen engel kun af race dit stinkende dumme dyr og lad mig så være jeg vil ikke mere være nær jer dæmoner!" hun bed sig i underlæben af bare irritation over dette skummle svin af en person hun vidste der gerne ville dræbe hende fordi han virkede næppe som en af disse dumme fjolser der havde medlidenhed med hende.

Hun så mod døren i det den forsvandt, løb hun mod den panisk og lod fingerne glide over den smukke væg der havde spæret hende inde nu sammen med den uønsket person. kajika lod sig gå ned i knæ af bare ærgelse over hun måske skulle til at kæmpe når hun slet ikke var god nok til at kæmpe og hendes healing var blot beragnet til at heale andre end hende selv... hun var ikke en kamp maskine, ej heller en heltinde eller gudinde?.... hendes hår hang løst og slatten ned foran ansigtet af hendes klare blå øjne mens læberne blev revet af de lettere spidse perle hvide tænder..*hvad skal jeg nu gøre?, blot lade ham dræbe mig det er jo det han vil ikke også?, ligesom alle andre blot ser mig dø, tror han virkelig jeg ønsker han dræber mig vis det endelig skulle være..* hun rejste sig langsomt op med hjælp fra væggen som støtte, mens bene under hende rystede som aldrig før*er min tid endelig kommet til at jeg skal sige farvel?* hendes blik var koldt som is hendes hænder knyttet som sten"Hvad vil du mig! lede dæmon jeg har ingen intentioner! til at starte en fighte med dig her og nu, blot lad mig gå og du vil aldrig høre eller se mig igen i hele dit misarable liv!" hun kiggede på ham lettere alvorligt hun havde ikke tænkt sig at møde ham, ikke tænkt sig at ha venskab med ham, ej heller tænkt sig at dø under hans hænder....