En tur på Legepladsen

Sted: Legepladsen.
Omgivelser: Ingen, kun sort kat.
Tid: Ca. klokken fem om eftermiddagen.
Vejr: Det er let overskyet og trækker let op til regn.
Dag: Fredag.

Luna sad på en gynge og holdt øje med en lille kat, der luskede omkring skraldespanden, for at se om den kunne finde noget spiseligt, som nogen havde efterladt. Det brød, som hun sad og spiste på, smed hun hen til katten, der gemte sig bag et træ. Efter et øjeblik luskede den frem og snuste til brødet. Den gumlede lidt på brødet, men den så utilfreds ud. Dog spiste den videre. Sikke noget kedeligt brød, tænkte Luna. Stakkels kat, nu regnede den med at få noget lækkert kød, men i stedet kom et stykke tørt brød, der næsten ikke var spiseligt. Den fik spist halvdelen, den fik spist trekvart, og den fik snart tygget sig igennem brødet. Den sendte sine gule øjne mod hende, det virkede næsten, som om de lyste i den grå dag. Katten tog et prøvende skridt hen mod Luna, og hun stoppede gyngen og satte sig på hug. I en vandpyt kunne hun se sit spejlbillede. Hendes brune hår hang løst ned over skulderne på hende, og hendes hat, der næsten lignede en vandmand og havde en mat grå farve, sad perfekt på hendes hoved. Hendes grå jakke, der næsten passede til hatten, stod åben lidt, og hun kunne mærke en frisk brise ramme hendes hals. Hendes grønne øjne glimtede glad, og hun smilede lidt mere. Hun kiggede op og så, at katten var kommet lidt nærmere. Hun rakte hånden frem mod den, så den kunne snuse til hende, og godkende hende. Den kom helt frem, og efter et lille øjeblik kunne hun snakke med den. ”Hej,” sagde hun til den. ”Hvor kommer du fra?” Katten blinkede til hende, og hun kløede den bag øret. En raslende lyd et stykke fra dem fik katten til at løbe sin vej, og Luna kiggede ulykkeligt efter den. De første regndråber begyndte at falde.

"Øv... Så begynder det at regne", mumlede Cameron. Det irriterede ham en smule, at det pludselig begyndte at regne, men på den anden side, var der aldrig nogen, som var døde af en smule regn. Ikke så vidt han vidste. Hvor måtte det egentlig være tragisk, at dø på den måde. Dø af regnvejr. Selvom der intet sjovt var ved det, fik tanken alligevel Cameron til at smile. Det var de underligste ting - som denne - der fik ham til at smile.
Uden at tænke særlig meget over det, havde han sat kursen imod legepladsen. Der var altid så hyggelig en atmosfære over det her sted. Også selvom han rent faktisk aldrig havde set nogen børn lege på den. Måske kom han bare på nogle uheldige tidspunkter? Ikke mange børn valgte at tage på legepladsen med deres forældre her ved 17 tiden. Imens han gik hen imod gyngerne, begyndte han at nynne let for sig selv. En sang som han havde hørt i radioen selv samme morgen.
Det gik lidt sent op for ham, at der allerede var nogen på legepladsen. En pige, så det ud til. Nå, så kunne han måske få sig en lille snak. Ret hurtigt tilbagelagde han afstanden imellem ham selv og pigen. "Hej", hilste han venligt og satte sig på gyngen ved siden af hende. Cameron havde aldrig været den generte type, og han havde heller ingen problemer med at snakke med fuldstændig fremmede. "Dejligt vejr, ikke sandt?", han lo kort, da det var dybt ironisk.

Luna kiggede op, da en dreng kom og satte sig på gyngen. Hun var ikke blevet overrasket over, at der kom nogen, for efter kattens forsvinden, vidste hun, nogen ville dukke op. Hun smilede til ham og sagde: "Davs." Hun vendte blikket mod himlen, da han begyndte at snakke om vejret, og mærkede de kolde regndråber mod sit ansigt. Hun begyndte at føle sig mere vågen, end hun havde gjort kort forinden. Det var faktisk kønt at kigge op på himlen, når det regnede. Selv om det var gråt, var der stadig noget lyst, og det var, som om der skete noget noget nyt hele tiden regnen. Hendes smil blev lidt bredere, da hun kunne høre ironien i hans stemme. "Pragtfuldt," sagde hun og grinede lidt. Det var lang tid siden, hun havde snakket med nogen sidst. Nogen, der i hvert fald kunne finde ud af at komme med en joke. Hun rejste sig op, og satte sig igen på gyngen ved siden af den nyankomne dreng. "Jeg hedder Luna," sagde hun. "Luna Eliza."

Cameron nikkede kort til hende, da hun præsenterede sig selv. Luna Eliza.. Det navn havde han aldrig nogensinde hørt før. Det virkede ret specielt. "Cameron Leroy", sagde han venligt. "Men kald mig endelig Cam", tilføjede han så hurtigt. Det havde han det bedst med. Cam virkede bare nemmere at sige, og så lød det også mere venskabeligt. Cameron kunne godt komme til at virke lidt formelt, og formel havde han aldrig været. Desuden brød han sig ikke specielt meget om sit navn.
"Luna Eliza..", sagde han så og kiggede kort op i himmelen. "Det navn har jeg aldrig nogensinde hørt før. Er det ikke noget med, at Luna betyder måne, eller noget i den stil?", han vendte igen ansigtet imod Luna. "Nå, men altså... Hyggeligt at møde dig", sagde han smilende. Det var noget han tit gjorde. Smilede. Han kunne slet ikke gøre for det. Det havde altid faldt ham naturligt. Bare smile til verden, og håbe på, at den så ville gengælde smilet. Det var ikke altid den gjorde det, men mange gange gjorde den. Eller... Menneskerne gjorde. Selve verden kunne jo ikke smile. Vel?

Luna forundret på ham. Hun vidste godt, at hun var den eneste, der havde lige præcis de navne, men de burde være meget almindelige. "Øh... Min mor døbte mig Luna, fordi hun mente at jeg ville blive smuk... Som månen, altså..." sagde Luna tankefuldt. "Eliza hed min oldemor..." Hun lagde mærke til at hun kiggede ned i jorden, og en lille tårer trillede ned ad hendes kind. Hun savnede sin oldemor. Hun var kun fem år, da hendes oldemor døde. Derefter havde hun fået navnet Eliza. Hun løftede igen blikket og prøvede at smile til Cam, som om ingenting var sket. "Cam, det kan jeg godt lide," sagde hun og prøvede at dække over, hun havde grædt. "Kort, enkelt, hyggeligt." Hun mærke, hendes smil prøvede at gå helt op til øjnene, men hun var sikker på, at hun bare lavede en grimasse, der sikkert så helt forkert ud. ”Hvad laver du egentlig herude i det her møgvejr?” spurgte hun lidt efter, og hendes ansigt så efterhånden mere normalt ud.

Da Luna begyndte at fortælle om sine navne, lyttede han opmærksomt efter. Han var nysgerrig. Præcis ligesom altid. Han havde haft ret. Luna betød måne. Cameron mente nok han kunne huske, at have læst det i en eller anden bog. Hvilken bog det var, kunne han dog ikke huske. Men det var også ret ligemeget. "Det er da en interessant historie, du har bag dit navn", sagde han smilende. Nu han tænkte over det, anede han faktisk ikke, om der var en særlig grund til lige det navn, han selv havde.
Da Luna igen løftede hovedet, kiggede han lidt undrende på hendes ansigt. Hvad var det? En regndråbe? Nej. Det så ikke ud til at være en regndråbe. "Sidder du der og græder?", spurgte han lidt overrasket, og undlod at kommentere på det hun sagde.
Han blinkede langsomt og holdt bare sit blik på hendes ansigt. "Eh.. Jeg er bare ude at gå", sagde han med et lille smil. "Og så begyndte det at regne, heldig som jeg nu er. Men ingen er døde af lidt regn. Ikke hvad jeg har hørt i hvert fald", tilføjede han med et grin.

Luna kunne heller ikke lade være med at komme til at grine. Selvfølge var der ingen, der endnu var døde af regn. Det ville undre hende, for mennesket var jo vandtæt, det havde hun i hvert fald lært i skolen, dengang hun gik der. Hun begyndte at holde hånden frem, så regndråberne kunne falde på hendes. Hvis mennesket ikke var vandtæt, så ville dråberne flyde direkte ind i hånd på hende. Det var hun i det store og hele meget glad for, for det ville ikke være det fedeste. Hun vidste godt, at man havde vand i kroppen, men hun ville ikke have mere end højst nødvendigt. Det var sådanne mærkelige tanker, der kunne dukke frem i hoved på hende. Det havde hun nok lært af hendes storebror. Han kunne får de mærkeligste tanker, og så plejede han at sige dem videre til Luna. På den måde kunne hun heller ikke lade være. "Ja, jeg kom bare herud, fordi jeg trængte til frisk luft," sagde hun lidt efter. "Jeg bor forresten derovre," tilføjede hun og pegede over mod nogle huse, der stod lidt derfra. De var alle fyldt med lejligheder. "Jeg synes det var det nemmeste, hvid man gerne ville udenfor. Parken er lidt for langt væk."

Cameron nikkede let, da Luna fortalte sin egen grund til at befinde sig her. Den lå meget tæt på hans egen. Han fulgte hendes finger med blikket, og nikkede endnu en gang. "Tja... Det er den måske", svarede han roligt. "Der er ellers hyggeligt i parken. Har du været der før?", spurgte han. Parken var jo faktisk et hyggeligt sted. Det havde også en hel del muligheder. Om aftenen plejede der ikke at være så mange, så det var et godt tidspunkt at få noget ro. Det gjorde også, at man kunne samle tankerne lidt. Om dagen var det også fint at være. Hvis solen ellers var fremme, var der bænke, man kunne slappe af på, træer man kunne søge skygge under, og græs man kunne sidde på. Cameron havde oplevet en del familier, som holdt små picnics i parken. Det så utrolig hyggeligt ud.
"Jeg har i hvert fald været der", sagde han og sendte Luna et venligt smil. Han havde det ret godt lige nu. Det lykkedes ham at skubbe de negative tanker i baggrunden. Men han vidste, at når han kom tilbage til den tomme lejlighed, ville han ikke være i stand til at holde dem på afstand længere.