Is it all dead or gone?

Sted: Teateret.
Tid: Klokken 22:00.
Omgivelser: Ingen udover Markus.
Vejr: Mørkt udenfor med stjernerne fremme på himlen,
mens at vejret ellers er passende.

Der var ingen grund til at være der, når stedet var så tomt som det kunne være, ingen optræden og ikke noget stort publikum udover Markus der sad på et af de forreste sæder, tæt på scenen. Og alligevel havde han begivet sig ind på teateret også selvom han var den eneste som var til stede.
Markus lænede sig godt tilbage i ryglænet mens at han havde sin ene hånd liggende på sit lår, og den anden hånd gemt i den ene bukselomme.
Udover de almindelige bukser, havde han en hvid skjorte på inden under og en sort jakke udenpå som overtøj.
Han var forholdsvis fin i tøjet, så han lignede en på den alder han nu var.

Ikke alle havde det og slet ikke vampyrer,
men Markus gik af og til med briller der gjorde hans syn bedre end det var i forvejen, han kunne sagtens se uden disse briller, men så godt var synet heller ikke altid og denne her dag havde han dem på for at udforske teateret. Han syntes det var et imponerende sted end til videre og han havde al den tid som han ville have da han ikke havde noget vigtigt at foretage sig. Han var bleg i huden som en hver vampyr det eneste som bare var anderledes var at vampyren ikke var fuldblods,
han var en blanding af vampyr og et menneske. Det var så sjældent at nogle opdagede hans anden side da vampyren var den mest dominerende side.
Han havde de hugtænder som han skulle bruge for at dræbe et offer og alle de andre egenskaber som en vampyr havde.

Ret imponerende når det kom til stykket.
Med hans blonde hår, med en mellem længde og med pandehåret siddende til den ene side sad han som en gentleman og nød det så længe han kunne som om at der var en forestilling. Hvis han kunne ville han nok falde i søvn på et tidspunkt,
men nu var søvn ikke just det nødvendige for ham..
Faktisk så kunne han slet ikke sove
på grund af hans forvandling der skete for nogle år siden..
Selvom man skulle tro det så havde han ikke altid vænnet sig
til tanken.. da nogle af hans sider af menneskelige behov af følelser nogle gange dukkede op hvilket var provokerende for ham.

Der gik lidt tid før at Markus valgte at rejse sig op fra sit sæde, selvom han havde bemærket at han ikke længere var alene i det store åbne rum som folk kaldet for teateret. Han havde skam fået færden af en velkendt lugt der havde strejfet hans næsebor, han var slet ikke i tvivl om at han nu stod i samme rum med en fuldblods vampyr. Måske kunne han sige artsfælle.

Men alligevel skulle han passe på, da han jo også havde en anden side. Hvor hans blod var en blanding af dødt og levende. Det levende blod, havde den mest delikate smag som en hver vampyr ville gå efter hvis de havde chancen.
Tanken strejfede ham om han skulle sige noget.. eller om han bare skulle sætte sig ned igen? Han diskuterede lidt med sig selv, inden at han besluttede sig for at træde helt væk fra sædet. Han rømmede sig inden at han sagde følgende ord:

"Jeg troede at teateret var lukket", Markus havde ikke troet sine egne øjne at der var nogen som ville komme forbi udover ham selv, eller det var måske det han ventede på i sidste ende, med at der skulle komme nogen?
Så han kunne få noget selskab?
Han rettede sit blik ned mod jorden inden at han vendte sin opmærksomhed mod den anden person som lige var ankommet. Det var en kvinde.

En kvinde som han aldrig før havde mødt. Han førte sin ene hånd op mod sine briller, som han nu tog af da han ikke ville have at vampyren skulle tolke ham som en svag person. Han beholdte dog brillerne i hånden uden at gemme dem væk,
da han vidste at han havde brug for dem.
Mens at han kiggede på hende, ventede han blot på et svar eller en bevægelse..
Et eller andet så der var et tegn på liv.

//Hvis du undrer dig over at synet ikke er en af hans bedste egenskaber, så har jeg skrevet en lille historie omkring det på min profil//

Markus måtte indrømme at han ikke vidste hvad han skulle sige til hendes kommentar om at han endelig skulle beholde sine briller på. Han smilede endnu mere end før og sagde med et glimt i øjet "Jeg ville blot være høflig så du kunne regne med at jeg ikke undgik øjenkontakt, og fra min side ville jeg heller ikke virke som en person der ikke havde en god udholdenhed, som ville vise en form for svaghed i stedet for, en svag person er nem at nedlægge" og det kunne ses på Markus at han ikke ville ses som et svagt led. Aldrig, aldrig og atter aldrig, punktum!

Markus lagde sit hoved en smule på skrå mens at han så på hendes præsentation og på den måde som hun nærmede sig ham. En kort historie som sikkert havde mere indhold end det hun lige fortalte, men Markus som en gentleman han var på visse punkter lyttede bare efter af hvad der kom ud af hendes læber, selvom han ikke just kendte hende hundred procent endnu, han kendte ikke engang hendes navn. "Aftenen har ikke fået sin ende endnu og derfor kan teateret stadigvæk ende med at få besøg" sagde han roligt med et lille nik, hentydet til at han godt kunne forstå hvad hun mente med det hun sagde af de få sætninger der lød i hans ører.

Han rettede sig så han stod rigtigt med blikket rettet på hende, og lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe inden at han svarede "Teateret er et sted hvor de fleste kan komme og gå, for at nyde scenen og udsigten. Tænke sig tilbage på de oplevelser der har været, et ret fredeligt sted.. og det er en af grundene til at jeg er her nu.. fordi det er et yderst.. tiltrækkende sted... det er nok til at tiltrække mig.." Markus vidste ikke om det var det perfekte svar, men hvis det ikke var nok, måtte hun bare stille ham endnu et spørgsmål. Han sendte et yderst charmerende smil, men det smil var ikke hentydet til at han ville gøre noget ellers.

"Hvis du yder ballet.. Må jeg så ikke se dig i aktion?" spurgte han blidt, og alligevel med den samme stemme som han altid havde haft.
En rigtig mande stemme, der var lidt dyb.
Han trådte nogle skridt tilbage hen mod scenen,
mens at han stadigvæk stod med fronten mod hende,
og lavede en venlig bevægelse med sin ene arm,
med en åben hånd der pegede mod scenen.
Han så på hende med et afventende blik,
mens at han holdt fast som sine briller med den anden hånd.

Markus kunne godt se på hende, at hun ikke havde troet sine egne øjne, over hans spørgsmål som han lige havde stillet, mens at der blot manglede et svar. Det morede ham lidt at hun rødmede, det kunne ikke skjules, med den røde farve som dukkede frem på hendes kinder. Men i det at hun nærmede sig ham hævede han det ene bryn mindre mistroisk, hvor han derefter nikkede bestemt, enkelt gang da kvinde barnet kom med nogle få ord der flød ud af hendes læber, som han studsede lidt over? Skulle han ikke have spurgt hende? Skulle han bare have lagt det spørgsmål blive liggende på hylden? Nu havde han jo spurgt… og fået et svar, og faktisk så glædet han sig til at se hende danse ballet. Så han kunne se hvor god hun var til at danse.

Han ville ikke indrømme med det samme at han havde set en del ballet i sin barndom… mens at han end da også selv havde danset, da hans forældre mere eller mindre tvang ham til det. Der var ikke ret mange som kendte til hans hemmeligheder, og det var først nu han havde mødt en person i den nye by, Terre hvor han havde valgt at slå sig ned, derfor var der ikke nogen her fra som kendte til hans hemmeligheder, ingen af dem, ikke engang en. Hvilket han også var glad for. Han skulle kende personen rigtig godt og kunne stole på personen, hvis han skulle nævne den mindste hemmelighed. Markus lod sine øjne iagttage hende sådan som hun gik hen til siden af scenen, videre op af trappen end til at hun næsten stod på midten, han betragtede hende mens at hun også tog sine ballerinaer sko på.

Langsomt tog han sine briller på igen og holdt sit blik på hende, mens at hun dansede rundt, yderst fin dans, af hvad han så, han kiggede lidt op mod loftet da hun landede foran ham, for at undgå øjenkontakt i et kort øjeblik, inden at han så på hende igen og sendte et venligt smil. ”Når jeg ikke kender dig personligt, vil jeg sige nogenlunde tilfredsstillende, - Hvis du virkelig holder af dansen, så bliv ved med at øve” sagde han med en bestemt tone i stemmen, som alligevel ikke lød alt for hård. Da hun ikke skulle tage det som kritik. Han lagde sin ene arm, der havde holdt brillerne tidligere, op på hendes ene skulder. ”Tak for dansen, Markus er mit navn, hvad er dit?”, de havde ikke præsenteret for hinanden endnu og det synes han var på tide. Inden at de nåede at gå fra teateret. Markus synes det var en skam hvis de ikke fik mere at vide om hinanden, hvis de skulle støde ind i hinanden igen.

Markus lyttede efter nogle af de få ord han hørte med begge ører mens at han stod lettere mundlam, og overrasket over hendes reaktion, efter at have været kommet med en kompliment om hendes dans til ballet. Hun var åbenbart blevet fornærmet, hvilket ikke var meningen, *Hvor er du dum, Markus* tænkte han letter irriteret og bed sig lidt i underlæben mens at han så på hende da han fastholdt sine øjne på hende, så det lignede at han hørte hvert et ord, selvom det lidt var løgn og latin, hvis det var muligt og sandt nok kunne der sikkert skimtes en streg lige i panden på ham, så man kunne se at han løj. Markus måtte indrømme at han ikke lyttede helt efter af hvad hun sagde der næsten var et foredrag. Klart at mænd ikke altid kunne forstå kvinder, når de sådan snakkede løs, uden at man selv kunne få indført et ord.
*Skulle aldrig have kommet med den kompliment*, han vendte sig om i samme retning hvor kvinde barnet var på vej hen, nemlig hen mod døren i stedet for at blive inde på teateret. Hvis han kunne ville han have prøvet at redde den for starten af, men som sagt havde hun ikke givet ham en chance for at rette op på fejlen, ikke en eneste chance. Hvilket gjorde at han blev en smule såret på en eller anden måde, han kunne jo have lidt bøvl med følelser angående med sin menneskelige halv del. ”Hey.. vent!” råbte han efter hende, og med et sæt satte han sig i løb for at forhindre hende i at forlade stedet, ved det sidste stykke sprang han mere eller mindre elegant, så han også landede pænt på fødderne, nærmest stående på tæerne. Han ville prøve at rette op på fejlen som han havde begået.
Han stillede sig foran hende stående helt på fødderne, da han nåede med al hast at komme op foran så han kunne stå i vejen for hende, han ville ikke lade hende gå, hvis han kunne rede situationen ”Jeg beklager virkelig meget, det var ikke min mening at fornærme dig.. faktisk så var jeg ret imponeret over din dans, ser du.. jeg tænkte mig ikke om hvad jeg helt skulle bruge af ord.. Jeg blev lidt forvirret over hvad jeg skulle bruge af ordvalg, er der noget jeg kan gøre for dig, så du kan tilgive mig?”, han havde som sagt ikke regnet med at kvinden ville blive så sur, eller ked af det med blandede følelser af negative sider. Og faktisk så vidste han heller ikke hvad han skulle bruge som den perfekte undskyldning, han krydsede fingre for at dette var den bedste idé, han havde fundet på. ”Må jeg ikke få dit navn at vide.. det ville være mig en ære, hvis jeg kan gøre det hele bedre igen…….”

Markus lyttede efter hvad det var hun sagde mens at han stod stille, uden at flytte sig ud af flækken, også selvom at hun tog hans briller. Normalt ville han have hivet ud efter dem, men han tænkte at det nok bare ville gøre hende sur, så han lod som ingenting og smilede så skævt da han endelig fik sine briller igen.
Han glippede lidt med øjnene inden at han så ned på hende. Brillerne sad på den rigtige ejer igen. Markus rømmede sig og hævede det ene bryn mistroisk, da han ikke havde regnet med at Kajika ville opdage hans identitet. Han var nemlig en blandings race.

"Du er en af de første der har lagt mærke til det så hurtigt," sagde han roligt, mens at han lod sine øjne hvile på hende, det imponerede ham. Men nu var Kajika også en fuldblods vampyr, så det ville skuffe ham en del hvis hun ikke havde lagt mærke til at der var noget ved ham der ikke hang sammen, så at sige?
"Hvis du lover at det blot er en smagsprøve du vil have, så er det fint med mig... Men jeg vil ikke ende med at komme helt igennem processen. Det ville også være en skam hvis du ikke længere ville kunne smage det blod du vil have af mig.. Ikke?", han undslap et lille grin. Hun ville sikkert kun finde på at smage af ham denne gang. Det ville tiden kun vise, desværre.
"Ellers vil natten få en hurtig drejning..." kom det lavt fra ham, mens at han lukkede sine øjne, begyndte blodet i hans ene arm at cirkulere rundt og man kunne så småt se kraftige blodårer. Der var ved at ske en forandring på hans hånd, for de andre uhyrer var det nok ikke så meget, men hans negle blev til lange skarpe kløer. Hvis nogle fik en rids fra hans negle, kunne de ende med at få en farlig gift i deres hud.

Markus ville bare vise Kajika hvad han var i stand til og der brugte han kun den ene hånd, han ville ikke angribe hende, overhovedet ikke, men hun skulle vide hvad for et monster han kunne blive. Så simpelt. "Har vi en aftale og kan jeg stole på dig?" spurgte han stille mens at han kiggede direkte ind i hendes øjne, han havde ikke noget imod at hun stod så tæt på. Det var kun hende selv der bestemte hvordan det hele skulle udfolde sig. Han ventede spændt på hvad hun ville gøre og sige, efter at han havde vist noget af sit sande jeg.