Listen To Music

Det var første gang at Markus, trådte ind på kirkegården, det var ikke ligefrem et sted han havde tænkt på at besøge før nu, hvor nysgerrigheden egentlig havde taget over, en vampyr var næsten altid blevet tiltrukket af en kirkegård, hvorfor… det var der ikke altid et svar på. Men nu var han her altså. Han lod sine øjne glide rundt en omgang, nogle gravstene var ødelagte, mens at andre stadigvæk havde hver deres skønhed over sig med alt hvad folk nu havde taget med sig under tidens gang for eksempel blomster og andre unikke ting der kunne passe til en grav. De fleste ting var blevet lidt råddent og nogle af dem var også endt med at blive ødelagt på grund af en eller anden årsag. Hvilket blot ville forblive et mysterium. Det var af en tom lyst der havde fået Markus til at begive sig hen til stedet, og eftersom han kom tættere og tættere på kunne han høre en stemme. En kvindelig stemme som var fremmed for ham, en som sad og sang nok inde i kirken.

Da han ikke var så langt væk, kunne han høre hende tydeligt.
Han fugtede let sine læber mens at han overvejede om han skulle benytte sig af og træde ind i kirken, men han vidste ikke om nysgerrigheden helt havde overtaget, da han ikke fandt kirker så tiltrækkende igen. Han følte sig ikke tryg ved at være der, når hans ene halvdel af sig selv var rent døde organismer. Mens den anden halvdel bestod af levende organismer. Det var en mærkværdig blanding. Markus var bare den som han var, selvom de fleste dømte ham som en vampyr, der kun bestod af råddenhed.
På nogle tidspunkter steg lysten inden i ham, angående med at han godt ville ind i kirken, men det var som om at hans fødder var sømmet fast til jorden.

Han rykkede sig ikke ud af flækken. Han var ikke nervøs eller noget, han syntes bare ikke at han fortjente at komme ind i kirken, hvad ville de folk der ellers var inde i kirken ikke sige? Hvis de fandt ud af noget?
Han ville helst passe på og så kunne han jo ellers bare høre på denne kvinde synge udenfor, hvor han nu stod mens at han betragtede de omgivelser han stod i.
*Det er ikke tit at man for lov til at høre en synge, endnu en grund til at blive lidt hængende , inden at gå turen vil fortsætte* tænkte han og fugtede let sine læber, mens at en masse tanker strejfede forbi ham. Markus ville inderst inde gerne finde ud af hvem det var som der sang, han kendte jo ikke rigtig nogen i byen og måske kunne han ende med at komme i snak, hvis det endte med at komme så langt, medmindre at det slet ikke ville ske. Kvinden kunne jo vælge at gå helt uden om kirkegården.

"Kzzzrrr!" lød der oppe ad trapperne der førte op til oglet, gad vide hvad der skete deroppe, siden den underlige lyd kom derfra. Skulle hun se efter hvorfor ikke tage changen , det var sjældent man fik changen for at gøre det-Undersøge noget der måske kunne gå hen og blive spændende. Et lille glosset smil bredte sig på de bløde læber, og hun gad ikke blive stående mere, derfor spurtede hun hurtigt op ad trapperne. Et blik blev til to, og en bevægelse blev til flere, vinduer åbnede sig med flere smæk. Zafira kiggede ned fra denne bakon ligende sal hvor oglet var, det store ogl som præster plejede at spille på. Vinduerne kunne ses deroppe fra ud fra hendes blik. Vinden havde taget over, det var kun tegnet hvordan skulle vinduerne ellers åbne sig af sig selv, der fandtes ikke bedre forklaringer på det. Hun strøg en tot hår væk fra ansigtet og gik lidt tættere hen mod kanten for at se ned på klaveret der stod nedenunder, og det gjorde døren til selve kirken også. Efter at hun havde stået og kigget lidt rundt kunne en stærk lugt lugtes, en dejlig duft, en duft af samme art som hende. Hun glippede med øjnene og kiggede fra højre til venstre bare for at se om der mon var smuglet nogle herind uden hun havde set det. *jeg må være skør, der er kun mig her...eller er der..*tankerne inde i hovedet var svære at regne med, for måske var der nogen her, uden hun havde lagt mærke til det, måske var der nogen udenfor uden hun havde set efter. Hun nynnede lidt,og valgte at gå nedenunder, hun gik med langsomme skridt derned, og da hun nåede til de sidste trin stoppde hun op da hun hørte den samme lyd igen"Krzzzz" den var lidt anderledes og kom udefra. Skulle hun kigge efter, nej hvad nu hvis det bare var hendes tanker der spillede hende et pus, så ville det være spil af changen. Zafira valgte at sidde foran klaveret igen men hun spillede ikke, tænkte bare lidt over nogle ting. Vinden hørtes højt og tydeligt, og lugten af vampyr som hun havde lugtet sig frem til blev stærkere. Så var der ankommet nogen herud, men hvorfor kom de ikke ind, eller måske var de bare udenfor for at se lidt rundt derude. Hun valgte at stille sig på det glatte kirkegulv med blikket hen mod døren, nu stod hun blot med to spørgsmålet om skulle hun gå hen og se efter hvem der var kommet herud til kirkegårdne, eller skulle hun tage changen og hoppe ud ad vinduet. Med langsomme skridt gik hun hen til døren-Dog var det svært for al den vind der strømmede ind fra alle vinduerne der var inde i kirken. Zafira tog fat i håndtagte og fik åbnet døren hun stod nu foran en mystisk person hun aldrig havde set før, han så flink ud, havde lidt mystik over sig."Åh Goddag"var de eneste ord der kom ud ad hendes mund men hun havde et glosset smil på læben."Vil du ikke indenfor i stedenfor at stå herude"spurgte hun med en venlig stemme. Efter lidt tid lod hun hendes øjne flakke mellem ham og det der var udenfor der var nu ingen skygge at se, det eneste hun frygtede var hendes far alt andet var ligemeget. Gad vide hvad denne mand ville her ved kirkegården, og var han virkelig vampyr som hende, eller måske var det bare noget hun forstillede sig. Hun rækte en hånd frem mod ham"Zafira Monteiro"præsenterde hun sig med øjnene rettet på ham.

Markus fik et lille chok da han opdagede at der nu stod et kvindelig væsen foran ham. Det kunne ses på ham at han blev mindre overrasket. Et lille smil plantede sig på hans læber "goddag" kom det fra ham så han gengældte hendes fine gestus selvom han kunne mærke at hun var lidt nervøs. Ak ja, hun stod jo også foran en fremmed mystisk mand. Mens at de stod ansigt til ansigt, overvejede han om at præsentere sig selv. "Jeg må indrømme at jeg ikke er meget for kirker og min ene side er vist ikke velkommen" sagde han uden at vide om hun ville forstå hans små sætninger. Han kunne genkende hendes duft, den var rådden så hun måtte være en fuldblods vampyr med en yderst smuk sang stemme, hvis det var hende han havde hørt synge for lidt siden.

"Men hvis du kan over bevise mig at der intet er at bekymre sig om så kan jeg nok komme med inden for" sagde han med et glimt i øjet. Mens at han ventede på et svar betragtede han hende blot. "Er du den eneste i kirken?" spurgte han så kort efter, han ville gerne med inden for men der var noget som holdte ham tilbage og det var ikke fordi han var bange. Overhovedet ikke. Markus kom helt væk fra med at præsentere sig mens at han fastholdt sine øjne på hende "ellers kunne de komme her ud og vi kunne gå en lille tur hvis de er interesseret" sagde han med en blid stemme. Selvom hans stemme generelt var dyb i forvejen.

Markus ventede vare på hendes næste træk, han lukkede sine øjne lidt så han ikke endte med at stirre for meget på hende. Da han ikke ville gøre situationen mere akavet. Han åbnede sine øjne igen mens at han atter ventede af spænding. Han var spændt på hvordan hans aften ville ende. Mødet kunne tage en drastisk drejning men hvor det ellers også bare kunne gå frem af, hen af den rigtige retning.

Zafiras øjne var rettet på ham og hun fik et lille smil frem på læben mest på grund
af hans fine gæstus. Hvem mon han var og hvad mon han lavede her ved kirken og dog så
så kunne hun spørger sig selv om det samme. "så de er en vampyr"spurgte hun
ikke for at virke alt for ligefrem hun var bare en nysgerrig lille en. Nysgerrig det var hun
Og det mest trælse var at hun ikke kunne gøre noget ved det hun var bare alt for nysgerrig
og sommetider var det klart at folk fandt det irriterende."goddag" hilste hun og lod blikket flakke rundt mellem de forskellige omgivelser, men dog var det klaveret der fangede hendes opmærksomhed, selvom at denne mytiske fyr også virkede meget interessant.
Hun vidste ikke om det var ham der havde hørt hende synge for normalt plejede follk ikke
at høre det når hun sang eller spillede på klaveret. Hendes øjne rettede sig på ham og der var enlig ikke en ret lang afstand mellem dem."Det vil være mig en glæde at gøre
dig med selskab"svarede hun med den blide stemme. Hun fandt enlig også hans stemme
meget blid og interessant. Hun sendte ham et glosset smil og studerede ham lidt han havde et godt ydre uden tvivl. "Zafira Monteiro"præsenterede hun sig mens hun rækte en hånd frem mod ham, om han ville trykke den eller ej vidste hun ikke.
Hun kiggede rundt for at være sikker på hun var den eneste herinde"Ja det er jeg men jeg har sommetider følelsen af at der er andre i nærheden"sagde hun og vendte lidt for at se hen mod klaveret"spiller du"spurgte hun med en venlig stemme og et skjult smil.

Zafira s øjne rettede sig endnu engang på denne mystiske mand hvorefter at hun gik hen imod døren for at gå udenfor. Hun stoppede op for at se om han var med hende."hvad laver du herude ved kirken hvis du ikke er velkommen her"spurgte hun med en undren klang i stemmen. Men hun vidste ikke engang hvad hun selv lavede her ved kirken, for hvis det var rigtig så havde hun hørt rygter om at vampyrer ikke var velkomne her, men alt det med vievand og kors passede ikke helt, det var bare rygter. Hun kiggede på ham ansigt til anaigt selvom hun stod halv udenfor og halv indenfor"Hvis de har lyst så kan jeg godt lære dem at spille klaver"sagde hun med en blid stemme og et passende smil.

"Ja..." tøvede han lidt. Sandt at han var en vampyr, men han var ikke en fuldblods, han var en blanding af to væsner. Mennesket og ... den udødelige, vampyren. Markus kiggede på hende imens at han lyttede efter hvad hun sagde...
Han smagte lidt på hendes navn, Zafira. Unikt navn, det var ikke hvad man hørte så tit som til visse andre navne. Med et smørret smil på læben tog han venligt imod hendes hånd, og klemte den blidt i sin egen.
"Markus Sales Dakota", kom det fra ham med et enkelt nik. Dette var hans præsentation af hans navn der lød mere specielt. Markus diskuterede med sig selv inde i sine tanker, over om han skulle følge med hende indenfor, for at holde hende med selskab. Inderst inde ville han rigtig gerne og hvorfor fanden skulle den kirke holde ham sådan tilbage? Han bed sig lidt i underlæben inden at han sagde følgende:
"Jeg vil gerne holde dig med selskab, det ville være mig en ære".

Om han spillede klaver? Nej..! Markus var en af de personer der ikke kunne finde ud af at spille på et instrument, han havde ikke nogle musikalske evner og det ville han nok aldrig få, selvom det da kunne være dejligt og noget af et eventyr.
Så kunne han lave noget og få tiden til at gå i stedet for hele tiden at vandre rundt som han jo gjorde. Fordi han var en fattiglus. Han fulgte med hende indenfor og trak sig svagt på hovedet "Jeg spiller ikke på noget instrument, har ikke evnerne til det og slet ikke det med at synge, der er mit potentiale lavt" sagde han roligt, mens at han lod sine øjne hvile på hende. Markus krydsede fingre og havde håbet på at hun ikke ville prøve at få ham til at spille, da han så ville føle sig svag, meget svag end da.

"Kirken er ikke det eneste som er her på stedet.. som man kan betragte.. der er også gravstederne... naturen", sagde han som et svar på hendes spørgsmål om hvorfor han så egentlig var på stedet... Det var skam et godt spørgsmål hun havde stillet.
"Må jeg ikke bare høre dig spille ..?" spurgte han for at undgå den akavet situation, så al opmærksomhed ikke endte med at hvile sig på hans skulder. Han var ikke lære nem når det kom til musik verdenen. Han havde fulgt efter hende og stod nu bag hende. "Det ville glæde mig endnu engang at høre dig spille.. måske end da høre dig synge" hviskede han lavt mod hendes øre.

"De har et meget smukt navn Markus"lyd den blide stemme, mens hendes øjne hvile sig lidt på ham.Det lød meget smukt hendes navn var ikke særlig specielt det følte hun ikke rigtigt. Vinden piskede mod vinduerne, og det stoppede ikke med det samme, det blevv lidt ved og det ville det sikkert blive ved med i ngoet tid. Hun lyttede til Markus s ord og sendte ham et blidt smil"Det glæder mig rigtig meget at de vil gøre mig med selskab jeg takker"svarede hun mens hun kiggede på ham lidt. Han så enlig meget flink ud, og hun havde allerede gættet sig frem til at han var høflig, og elegant det viste han jo allerede ved navnet, og den måde hans ord blev sagt på. Gad vide om Markus også var en gentleman af slagsne. Zafira kiggede hen mod klaveret"Jeg elsker at spille på tangenterne og drømme ind i min egen verden, hvor alt er fredeligt, og friskende, hvor naturen er smuk og yndefuld"sagde hun og kom næsten helt til at lukke øjnene og forstille sig denne smukke drømme verden. Efter at hun havde hørt Markus ord smillede hun lidt"Jeg elsker at synge men har aldrig sunget for nogen før, gad vide om folk ville kunne lig det"spurgte hun sig selv, mens hun lagde en finger under hendes hage.

Zafira fik øje på hans krydsede fingre og kiggede på ham mens hun sendte ham et blidt smil"Bare rolig jeg ville aldrig kunne tvinge dem til noget de ikke ønsker"sagde hun mens hun gik hen til klaveret. "Jeg vil med glæde gerne spille noget for dem, med sang"sagde hun med en rar stemme, der også lød lidt drømmende.Så nikkede hun mens hun havde sat sig på stolen, hun havde hørt på Markus ord og tænkte lidt, han havde ret der var faktisk mange ting at se udenfor kirken, også indenfor, det hele galt bare om at man havde fantasi og koncentrationen til det."Det har de ret i, jeg kan godt lig kirker, selvom de kan virke frastødende for os vampyrer"lød den rare stemme, der blev lidt stille.

Hun hørte hans ord ind i hendes øre og blev næsten helt varm indeni, det var sådan en varm og rar stemme Markus havde, hvis det stod til hende ville hun høre på den hele natten."Så lad mig spille for dem, det ville glæde mig"lød hendes blide ord,som kom ud fra hendes bløde lyserøde glosset læber. Zafira satte sig ned på stolen ved klaveret og lagde fingeren på nogle tangenter, men hun begyndte ikke at spille endnu. Hun ventede på Markus havde sat sig eller stilt sig op ad klaveret. Så længe han stod eller sad tilpas for at høre hende, så var hun glad."Tag enlig plads rundt omkring så længe de kan høre tonerne"sagde hun og kiggede på ham, med et sødt smil.

Det var aller første gang at han hørte fra en anden person og så fra en kvinde sige at hans navn var smukt, hvis han da havde hørt rigtigt og det mente han at han havde. Nogle gange havde han fået at vide at han ikke lignede en der hed Markus. Det var nu ikke fordi det gik ham så meget på, men han studsede lidt over det en gang i mellem. "Du behøver ikke at takke" sagde han roligt og smilede lidt, mens at han kiggede på hende, han lod sine øjne følge hendes bevægelser i stedet for at kigge andre steder hen. Hans opmærksomhed lå på hende.

Markus stod blot stille, og lyttede efter med hvad hun nu havde at sige af de ord der kom ud af hendes mund. "Jeg vil sætte pris på at høre dig synge.." sagde han.
Og det mente han skam. Dog havde han jo så hørt hende lidt,
da han stod udenfor, man skulle være pænt døv hvis man ikke kunne høre hende selvom han sad indenfor i kirken. Men det var så og så noget andet
når han kom til at stå eller side lige ved siden af hende.
Så han kunne høre hende klart og tydeligt.

Der gik lidt tid før at han rykkede sig ud af flækken for at gå hen til hende hvor hun sad på bænken, han satte sig derefter ned ved siden af hende og nikkede enkelt gang.
"Hvad vil du så synge?" spurgte han stille, han vidste ikke om det var et dumt spørgsmål, han lige havde stillet der, men han var bare nysgerrig efter at vide om hun havde en sang i tankerne... På den anden side kunne han jo også bare tie stille og lade hende begynde når hun nu var klar.
*Flot Markus* tænkte han og bed sig lidt i underlæben mens at han kiggede lidt ned på klaveret, inden at han rettede blikket hen på hende igen og sendte et venligt smil. Han ventede bare spændt på at hun ville begynde at synge, der var ikke så meget andet at sige.

Det var nu ikke sjældent at Zafira plejede at rose folk med et smukt navn, det gjorde hun tit. Men hun mente at hvis man havde et flot navn så burde man vide det, og få ros for det. Hendes øjne hvilede lidt på Markus og hun blev ldit glad da han satte sig ned ved siden af hende, det viste bare at han gerne ville høre hende synge, og enda sidde tæt på så han måske kunne høre det bedre. Et smil bredte sig på hendes læber og hun kiggede ned på tangenterne lidt"en sang der hedder Gallery"svarede hun Markus med en blid stemme, og et sødt smil. Nu vidste Zafira jo ikke om han kendte sangen, men den var meget god, og lød sikkert meget bedre på klaver end den gjorde uden.

Zafira lagde fingerne på nogle tangenter og begyndte at spille nogle rolige, blide toner hvorefter hun begyndte at synge med den blide stemme "You're a masterpiece
I know that he
Can't appreciate your beauty
Don't let him cheapen you
He don't see you like i do
Beautiful not just for show
Time that someone let you know" Så holdte hun en pause og lod hendes blik falde på Markus for at se hans reaktion på det, gad vide om han ville kunne lig det, eller syntes det var vildt dårligt. Hun lukkede øjnene og sang videre. "I can't take
Seeing you with him
'Cause I know exactly what you'll be
In his gallery
Just not fair
And it's tearing me apart
You're just another priceless work of art"

Og så lod hun fingerne spille de tangenter der var lidt,før hun stoppede både med at synge og spille. Hun vendte hovedet lidt"Nå hvad syntes de, faldte det ind i din smag eller skulle det have været noget andet"spurgte hun med en venlig stemme. Zafira elskede at synge hun elskedee at drømme ind i musikkens verden hvor alt var rart og fyldt med blide og klare toner. Hun hørte så en banken på døren til kirken og tænkte lidt hvad det mon kunne være, dusørjægere?, neij det var sikkert bare en af hendes fars folk der ville et eller andet. Hun håbede ikke på det. "det er sikkert en af mine far s folk der vil et eller andet jeg ikke ønsker"sagde hun og sukkede lidt, mens hendes blik vendte ned i kirkegulvet. Hun haddede at hendes far altid sendte folk ud når hun havde det rart og godt og enda var i godt selskab. Lyden på døren blev højere og højere og Zafira vidste ikke helt om hun skulle gå derhen eller blive siddende.

Zafira elskede virkelig Markus s selskab han var en fornem elegant mand, som valgte at komme forbi kirken, og sådan blev det at hun fik hans selskab"Markus hvor kommer de enlig fra"spurgte hun med en nysgerrig stemme, der dog stadig var meget venlig. Hendes øjne hvilede sig lidt på ham igen, hvordan kunne de ikke gøre det, Markus havde et flot ydre, og hun var sikker på hans indre var ligeså flot.

Markus lyttede efter hvad det var hun sagde, mens at hun nævnte at sangen hed 'Gallery' som hun skulle synge for ham. Og det vidste sig at han aldrig havde hørt den før, han var ret sikker på at det var en ny sang for ham i hans øre mens at han nu denne gang lyttede til hendes stemme da hun begyndte at synge og samtidig spille på klaveret. Han hævede det ene bryn, mens at han måtte indrømme at han blev noget overrasket, det var virkeligt, han havde hørt hende synge. Da han havde stået udenfor i stedet at have været indenfor som han nu var. Han havde trådt indenfor kirkens mure, som han aldrig havde troet at han ville gøre. Men Zafira havde lokket ham.

"Musik plejer ikke at være en af mine interesser", sagde han roligt, med lukket øjne, inden at han åbnede dem overvejede han sine muligheder med angående valg af ord. Da han ikke ville ende med at såre hende.
"Men din stemme er unik og sangen er flot.. selvom det emne ikke lever så meget i min verden", måske var det mærkværdigt nok at sige, og hun ville sikkert lave skæve ansigter. Men han levede livet på en anden måde. Han prøvede bare på at overleve.
"Lad mig rette på noget af det jeg sagde.. og jeg må sige at musik oplever jeg ikke så meget", sagde han i håb om at hun ville forstå det i stedet for at flippe ud. Han kunne aldrig regne med kvinder. Han kunne heller ikke forstå dem. Udover det så ville han jo prøve alt på ikke at såre dem.

Han lagde sin ene hånd op på hendes skulder.
"Jeg takker for den fine optræden", sagde han så og bed sig lidt i underlæben mens at han blinkede med det ene øje i det at han havde fået direkte øjenkontakt med hende. Markus flyttede sig ikke ud af flækken. Han blev siddende ved siden af hende, mens at han ventede på at få et svar eller i det mindste en reaktion, hvis kvinde barnet ikke kunne trylle nogle ord frem. Markus kunne ikke sige noget for hvis man blev mundlam som han af og til selv blev.

Zafira s blik faldt ned på klaveret lidt før hun hævede blikket og hovedet op mod Markus"Det er første gang jeg synger noget for nogen"sagde hun med en blid stemme og et passende blidt smil på de glossede bløde læber. Hun gjorde det ikke så tit men når hun så endelig sang for andre såå endte det næsten altid med at de godt kunne lig det.Zafira tænkte lidt ja hun havde enlig lokket Markus med indenfor, hvilket måske var lidt ondt af hende men det gode ved at hun havde gjort som hun gjorde var at han fik hørt hende synge hvilket glædede hende. Da hun så hørte Markus s ord blev hun helt glad indeni, så glad at der automatisk plantede sig et varmt smil på læberne."Syntes du virkelig det, det glæder mig meget, jeg takker Markus"sagde hun og kiggede på ham, direkte øjenkontakt. Nu rykkede hun heller ikke ud ad flækken måske var det fordi hun bare godt kunne lig at betragte Markus, eller måske var det hans øjne hun bare lige fik lyst til at kigge lidt på.

"Kan de godt lig musik selvom det ikke falder ind i din interesse"spurgte hun med en venlig stemme. Hun havde stadig underligt nok fingerne på nogle tangenter men hun spillede ikke. Zafira betragtede ham lidt mens hun smillede stort"Markus det skal du ikke tænke på, selvom musik fylder lidt af mit liv så kan jeg jo ikke tvinge dig til at holde ligeså meget af det"smillede hun og sendte ham et sødt smil. Det var første gang nogen havde givet hende den ros for hendes sang og stemme, og det gjorde hende meget glad, for normalt havde hun tanker om at folk ikke ville syntes om det. Og Markus mente det godt, og han var ærlig det vidste hun blot ved at holde øjenkontakt og ved at hans stemme ikke afslørede noget løgnsk overhovedet.

Hun mærkede hans hånd på hendes ene skulder og kiggede hen på ham, et direkte blik. Langsomt kom der et sødt smil frem på Zafira s læber"Det var da det mindste jeg kunne gøre"sagde hun og tænkte så lidt, gad vide hvis man satte noget musik på der kunne spille automatisk, om de måske kunne danse til det. Gad vide om Markus var den store danser, eller måske skulle de bare finde noget andet de kunne. Mulighederne var uendelige, og desuden var natten jo smuk, og fyldt med stjerne udenfor. "Markus jeg bliver nød til at spørger hvad er dine interesser"spurgte hun med en blid stemme, og et sødt smil.

Zafira var enlig lidt nysgerrig og hun håbede ikke at hun pressede for meget på. Hun lagde en hånd på Markus ene skulder som han havde gjort ved hendes, dog stadig med øjenkontakt"Sig enlig til hvis du brænder inde med noget du kunne tænke dig "sagde hun blidt.