nice to meet you - again

Sted: Et af værtshusende i Terre.
Tid: En gang efter mørkets frembrud.
Omgivelser: En godt opfyldt bar.

En tyk røg hang overalt i rummet. Lige fra hoveddøren, som ellers med jævne mellemrum blev åbnet, til den fjerneste afkrog. Der var intet sted at flygte hen fra røgen, der blev kraftigere og kraftigere som værtshusets kunder blev ved med at lade deres rygende genstande være tændt. Der var sikkert nok ild i lokalet til at man kunne tænde et større mål, hvis man satte alle træmøblerne sammen, og tændte ild til dem. Selvfølgelig ville man ikke gøre det, men det var alligevel Andrijas første tanke da han trådte ind i det røgfyldte lokale.
Han lod blikket vandre fra den ene side, mod den anden side af lokalet, før han med spankulerende skridt gik op mod baren som var godt fyldt op med fede klamme mænd der sad og røg og råbte og skrig. Trods aftenen stadig var relativ ung, så var det alligevel næsten uforståligt det de snøvlede om. Franske ord der blev blandet sammen med alle andre sprog, så det var umuligt at forstå. Man kunne uden problemer have en samtale med en af disse mænd, hvis man blot ønskede at sige nogle sjove lyde og grine helt vildt latterligt meget.
Det var - desværre - ikke lige Andrijas ønske denne aften, og hvis han absolut ville drikke sig fuld, ville han helt sikkert finde nogle bedre steder. Hans standart var højere, langt højrer end dette røgfyldte rum uden nogle kvinder i sigte, ud over brunetten bag baren, som alligevel var helt forkert at se på. Andrija ville have en lille engel eller vampyr, men bedst ville det være med en dæmon. Det var svært at beslutte sig for hvilke af dem, en aspara ville også være godt, men så afgjort ikke brunetten der så helt forkert ud. Alt for høj og tynd uden nogle form for elegance. Selv det ellers stramme tøj sad ikke specielt godt på hende.
Andrija trådte op til baren, hvor han bestilte sig et glas sprit som han tog med sig ned til et bord der stod perfekt. Ikke midt i det hele, men stadig så han havde mulighed for både at se døren og bagindgangen. Nu var han godt nok ikke en jagtet dæmon, men man kunne aldrig være for sikker, plus det var da interessant at spotte kunderne før de selv så ham.

Det blev mørkere og mørkere udenfor. Folk havde langsomt trukket sig indenfor, så gaden tilsidst lå øde hen. Eller næsten. Her og der kom der få personer forbi, men det var jo normalt. Så sent var det jo heller ikke. Langsomt og så lydløst som muligt, fik Towa låget på sin container op. Folk skulle jo helst ikke bemærke ham. Tænk nu hvis de ville 'hjælpe' ham. I en by fyldt med så mange mærkelige væsner, skulle man aldrig sige ja til en hjælpende hånd, for det kunne meget let være døden man stod foran! Mand, det var fandeme ikke let at være ham!
Han trådte ud af gyden hvor containeren stod, og fortsatte sin vandren ned af gaden. Hvor skulle han gå hen? Hvor ville der være folk som var dumme nok, distraherede nok og fulde nok til at man lige kunne få smuttet hånden ned i deres baglomme? Han gik ikke længe før han fik svaret. Han stoppede op foran værtshuset, som så ud til at være fyldt rimeligt godt op, af hvad han kunne se igennem vinduerne. Han ville nok ikke tiltrække så meget opmærksomhed, hvis han smuttede igennem bagindgangen? Folk ville i hvert fald ikke lægge mærke til det, sådan som de sad og snakkede, drak og lo. Dejligt.
Towa rende roligt ind i gyden hvori værtshusets bagside var. Hegnet som skulle holde uvelkomne ude, kom han hurtigt over, og gennem kasser og flasker nåede af bagdøren, som han, ligesom med containerlåget, fik roligt og lydløst op. Han tvang kun døren så meget op at han kun lige kunne komme igennem. Lige så snart han trådte ind, fik han tårer i øjnene af alt den røg som hang i luften. For fanden hvor det stank! Tænk at voksne kunne holde det ud! Han holdte hånden over næse og mund, så han fik så lidt som muligt ind, og så kravlede han ellers fra bord til bord og fik lusket hånden ned i folks lommer og tasker.

Andrija havde stirret sig blind på fordøren i et par minutter, og besluttede sig så endelig for at kigge hen mod bagdøren han havde haft forsømt de minutter han havde kigget mod den anden dør. Han skænkede ikke kunderne et eneste blik, men var på få sekunder henne ved døren med blikket, som i selvsamme øjeblik blev skubbet op. Det vakte straks Andrijas nysgerrighed, men for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, blev han siddende, og rettede blikket et sted lige over døren, og kunne derfor ikke se drengens ansigt specielt skarpt, men trods det, så syntes det alligevel meget velkendt.
Nysgerrig flyttede han øjne mod drengen, og forstillede sig et par sorte katteøre fra det mørke fedtet hår. Jo, det var skam knægten han havde hygget sig med for noget tid siden, eller meget lang tid siden hed det jo sig nok snart. Han havde faktisk overlevet! Et lille smil viste sig i Andrijas mundvige mens han sad og stirrede på drengen, til han gik under. Trods det lykkes drengen, hvis navn han stadig ikke kendte, at skjule sig godt, var det ikke svært for Andrija, som vidste han var kommet ind på værtshuset, at se hvor han kravlede rundt henne. Det var umuligt at se hvad han jagtede, men hvis han kom hen til ham, skulle det hele nok blive meget sjovt.
Imens Andrija ventede på at drengen skulle komme tæt nok på, så fælden kunne klappe, sad han og forsøgte at genskabe billederne fra deres sidste møde. Det havde været yderst underholdene, og bestemt ikke helt lovligt, men fuck røv i det, der var jo aldrig noget der var lovligt når det kom til stykket. Menneskernes regler var idiotiske og latterlige, latterlig svære at holde sig inden for, og generelt idiotiske efter Andrijas mening.

Èn efter én fik værtshusets gæster tømt lommerne. Selvfølgelig var der et par stykker som slet ikke havde noget, men der var jo mange mennesker, så det gjorde ikke noget. Han fik jo noget ud af det alligevel.

”Hey!” Den sure, skingre kvindestemme fik Towas sorte katteører til at poppe op, og han stoppede midt i en bevægelse. Fuck. Han var blevet afsløret. Hans hjerte begyndte at hamre og han klemte øjnene hårdt sammen og vendte sig halvt om, for at se hen på der hvor stemmen kom fra. ”Hvad tror du lige at du har gang i!?” Towa åbnede øjnene, og så at kvinden daskede til en gammel, skaldet mand, som åbenbart havde raget en smule på hende. Towa sukkede lettet og tillod sig at holde en lille pause under et af bordene, hvor han lænede sig op af et bordben. Efter et par minutter, da han endelig havde fået vejret igen gik han roligt videre med sit arbejde. Han skulle jo overleve.

Han havde været et par borde igennem, da han kom til et, hvor der kun sad en enkelt person. Towa så selvfølgelig ikke op på hans ansigt, da han var overbevist om, at det bare ville afsløre ham af en eller anden grund. Han lod langsomt hånden glide ned i mandens ene bukselomme, bed sig nervøst i læben og håbede for fanden at der var noget værdifuldt dernede. Det havde han næsten fortjent!

//Jeg undskylder længden. >.<

Da var en meget bizar følelse Andrija fik, da han mærkede en hånd klemme sig ned i hans bukselomme. Han havde selvfølgelig set den navnløse dreng krybe hen til hans bord, men han havde ikke sagt noget. Han ville overraske den naive dreng. Selvfølgelig kunne hans leg ikke blive ved i al evighed, og nu ville Andrija være den onde demon der spolerede hans leg. Da han havde fået nok af det ret mærkelige følelse, slog han ud med foden, og håbede han ramte drengen, hvorefter han stak hoved ned under bordet.
Det hele så nok lidt sjovt ud, men fuck det. "Godaften." hilste Andrija med en overdrævent sødme i stemmen, mens et falsk smil lå tapet fast på hans læber. "Sikke hyggeligt at møde dig igen, kunne du ikke trække din hånd til dig, og så komme op." En kort tænkepause stoppede Andrija, før han fortsatte i samme stemme. "Hvis du så gerne vil, kan du så ikke gøre det et mere privat sted?" Selvfølgelig var Andrija godt klar over at drengen ikke ville trække bukserne af ham for at slikke, men man kunne lige så godt udnytte det når man havde muligheden for det.
Derefter rettede han sig op for at skubbe stolen en smugle væk fra bordet, så han blot kunne nøjes med at læne sig frem, og læne sine albuer mod knæene. "Har du tjent noget så du kan betale mit bælte tilbage?" Stemmen var skiftet til en mere normal stemme, dog uden nogle ildevarslende tone, og dog. Man kunne jo aldrig vide hvordan drengen tog ordne, men det betød heller ikke så meget. Det var en lille ubetydelig detalje som dæmonen ikke gad at tage sig af.
Hvad Andrija ikke havde set i første omgang, fik han øje på i anden omgang. De sorte katte ører. "Katten er på jagt, hvor er halen henne?"

Da Towa endelig så ud til at få fat på noget, og han skulle til at trække hånden op af mandens lomme, for at se hvad det var, nåede han ikke specielt langt. Manden sparkede ud og snittede lige Towas ene ben. Han faldt baglænds af chokket, stadig med hånden halvt nede i bukselommen på manden, og nu med hjertet helt oppe i halsen. Nu var han for alvor blevet opdaget. Fuck! Fuck! Fuck! Nu ville han sikkert få tæv og manden ville helt sikkert-… Godaften? Towa - og stirrede længe og måbende på den alt for genkendelige mand. ”Andrew…” Towas stemme var lav og hæs. Det her var bestemt ikke godt. Han havde aldrig troet at han nogensinde ville støde på den skidderik igen!
Mandens ord fik en let, rosa farve til at dukke op på Towas beskidte kinder, da han blev gjort opmærksom på at hans hånd stadig var godt begravet i mandens lomme. For fuck da også. Lige hvad han manglede. ’Et mere privat sted’, tsk! Han troede da ikke seriøst at det var det Towa havde i tankerne. Den alt for sukkersøde stemme gav ham næsten kvalme! ”Dit store svin!” Towa trak sin hånd op af Andrews lomme, for at rejse sig op, dog havde han smidt ud af hovedet at han stadig var under bordet, så han slog hovedet direkte op i det beskidte træbord, så han faldt ned på gulvet igen. ”Awh,” han bed tænderne hårdt sammen og tog sig hurtigt til hovedet, ”for fanden i helvede…!”
”Hold dog kæft, du ødelagde flere af mine ting end jeg ødelagde af dine ting! Du burde betale mig, dit store fjols!” Towa havde hævet stemmen, så folk nu ville lægge endnu mere mærke til dem. Så kunne Andrew i det mindste ikke gøre ham så meget… med så mange vidner. Towa sparkede ud efter ham, dog hvis han overhoved ramte, ville han kun ramme hans ben. Hale? Tsk! Sådan noget kunne han slet ikke endnu, men det behøvede idioten jo ikke at få at vide. ”Fedtfjæs! Lad mig være i fred!”

Andrija var godt tilfreds med at drengen ikke havde fået fat i bilnøglerne som hans små fingre ellers havde haft et godt greb i. Han ville bestemt også blive skuffet, for først og fremmest var det til en bil, noget drengen ikke ville kunne komme til at bruge, og samtidig var bilen alt for gammel til at have nogle form af værdi. Han burde skifte den ud, men han han fortrak alligevel at køre i den, selvom den ikke kunne presses meget mere end over 80 km/t.
Et smalt smil fandt vej da Andrija så drengens glemsomhed. Det gjorde tydeligvis ondt, men ligesom mange andre mennesker, syntes han bare det var sjovt. En vis lighed mellem ham og mennesker, en blandt mange andre. Det gjorde det ikke bedre af at han kunne side og kigge på drengens ansigts udtryk, som stadig havde en let rosa farve.
"Ja, fanden er i helved." Der var ingen tvivl om at det hele var noget Andrija faldt dejligt morsomt og underholdene, også selvom der var en del der kiggede på. Hvorfor skulle det ændre noget, bare fordi han nu var centrum for opmærksomhed, eller en del af det. "Ja, måske, men nu var mine ting også mere end dobbelt så dyre som dine ting." Gav Andrija igen, mens han kiggede på drengen som stadig ikke havde snøvlet sig væk fra bordet.
Andrija flyttede sin fod de få centimer der skulle til, for at han ikke blev ramt af den flyvende fod der pludselig kom hen imod ham. "Fedtfjæs ..." Andrija lavede en fnysende lyd, og rejste sig op fra stolen. Han var bestemt ikke noget fedtfjæs, det kunne ungen selv være! Snotfjæs! "C'mon, har du ikke lært bedre siden vi sidst mødtes? Skal jeg høre på det samme igen?" Stemmen havde en nedlagende håndlig klang, imens han ventede på at drengen skulle komme væk fra sin lille padehat.

Argh, han ville helt sikkert få en bule af det her. Han kunne vist allerede mærke noget. ”Årh, hold dog kæft, du ved sgu da intet om hvad mine ting koster!” Towa sparkede ud efter ham igen. Okay, det var nok ret tydeligt for alle at Towas ting ikke kostede så forfærdeligt meget. Men det var jo ikke hans skyld at folk kun gik rundt med småmønter i lommerne.
Towa stirrede i et øjeblik bare på dæmonen, da han rejste sig op fra stolen. Han var overbevist om at han nu ville få tæv. Om der var mennesker eller ej. Men nej. Thank god, han stod kun og brokkede sig over bandeordene. Hmpf! Det røvhul… Han skulle da være glad for at Towa ikke sprang på ham som en gal kat, en lille dreng havde prikket til med en pind.

Han kom hurtigt på benene, undgik selvfølgelig bordet denne gang, så han nu stod lige over for Andrew. Manden var meget højere end ham. Pokkers. Han kunne da bare ikke blive mere irriterende, hvad? Folk var begyndt at stirre ret så meget på dem. Der var nu helt stille i værtshuset. En ubehagelig følelse var begyndt at dukke op i Towas mave. Det var ubehageligt når så mange mennesker stirrede på én. Towas selvtillid blev langsomt pillet ned, og han stirrede ikke længere fast og vredt op på Andrew, i stedet så han rundt på de mange mennesker med et nervøst blik. Pengene i hans lomme føltes næsten rødglødende. Fuck. Gad vide om de vidste det…

Rampelyset var ikke et sted Andrija stod hver dag, men da han nu ligefrem fik det lige i smasken, så var det vel bare med at nyde det. At folk gloede, var ganske uhøflig, men også ganske underholdene, især at se drengens reaktion. Kort stod Andrija passiv mens han næsten trommede med fingrende mod bordpladen ved hans side, men til sidst, besluttede han sig endelig for at gøre noget. Det var måske ikke en rigtig beslutning, det var mere en handling han bare gjorde da han så hvordan drengen pludselig gloede rundt, som om han havde stjålet. Hvilke han præcist også havde. "Uha, er der nogle der er i problemer?" Måske havde drengen et mere kattet udseende end Andrija, men det var bestemt ham der var katten, og havde klørerne i den katteligene mus, i hvert fald nu. Sådan havde det også været ved deres sidste møde, så hvorfor skulle det være så anderledes?
Da drengen havde fået et godt indblik på sine tilskuer, trådte Andrija frem, og stak næsen helt ned til hans hoved. "Skal vi så se at komme videre?" Han skubbede hårdt til knægten, med hen blik på at sende ham i gulvet, dog uden at han kunne frygte at ramme et bord på vejen op igen. Det var ikke rigtig til at sige hvor mange af tilskuerne der var mennesker, så det bedste var sikkert at holde sig på den lige knap så voldelige sti. Han kunne knægten en rød røv senere, lige nu ville han bare have ham op i det røde felt. Der hvor det var sjovt at lege med folk, fordi de fulgte deres impulser, og ikke tænkte langt over deres egen lille næse.

Problemer? Ja, det kunne man vist godt kalde det. Towa stirrede skræmt op på Andrew, helt stiv i kroppen. Andrew vidste sikkert hvad Towa havde gjort… for sådan nogle ting var han god til at vide, og han kunne stensikkert godt finde på at sige det højt, så alle i lokalet kunne hører det. De ville blive sure på Towa, og Towa ville blive straffet på én eller anden mærkelig måde. Det ville bestemt ikke være særlig sjovt hvis der var dæmoner og djævle og andre mærkelige væsner mellem folkene herinde, han turde ikke engang tænke på hvad de ville gøre ved ham. Han så diskret tilbage, for at se hvor langt væk udgangen var. Hvis han løb, kunne han vel nå ud… gemme sig væk, selvom… han ikke brød sig så meget om gemmeleg.

Skal vi så se at komme videre? Towa fik et chok, da manden stak fjæset ned til ham, og som han skulle til at dreje rundt for at flygte, fik han et hårdt skub. Han nåede lige at gå et par skridt, før han fik endelig fik overbalance og tumlede ind i døren med skulderen, hvorefter han landede på gulvet. Fuck hvor retarderet. Han hørte nogle få personer fnise af det voldsomme fald, hvilket bare gjorde ham endnu mere gal.

”Dit… store svin!” Towa tog fat i dørhåndtaget, og fik på den måde trukket sig op på benene. Han var helt rød i hovedet nu. Om det var på grund af ydmygelsen, eller om han bare var blevet stiktosset nu, var ikke til at sige. Han tog far i et askebægre, som stod på et tilfældigt bord, hvorefter han kastede det efter ham. Han vidste ellers ikke hvad han skulle gøre. Om han så ramte, eller ej, gik han frem imod ham, og skubbede til ham. Ikke at han var specielt stærk, Andrew ville sikkert ikke engang ryge en smule tilbage, men det var jo bare for at give lidt igen.

”Fuck dig!”

En høj spottende latter sprang ud fra Andrija, som morede sig kosteligt. "Har du ikke mere, kom nu." Han kunne ikke mene det var det eneste han havde, selv om treårige kunne forsvare sig bedre verbalt. Hvor mange år denne dreng egentligt var, anede Andrija ikke noget om og alt i alt var han også ligeglad. Det var sjovt og han kunne godt klare nogle knubs, det havde han vist. Latteren og det gode humør dampede langsomt af, mens drengen forsøgte sig med kasteskyts.
Med arrogance og overlegne døsige skridt, trådte Andrija et skridt til side så askebæret trillede hen over gulvet ved siden af ham. "Du skal vist lige hjem og øve dig med sigtekornet." Igen blev der slået en nedlagende spottende latter op som blev istemt af deres publikum. Da den lille dreng gjorde et nyt udslag mod Andrija, greb han fat i hans arm og vred den om på hans ryg så han holdte ham fast. "Ikke mere ravage her inde. Lad os smutte ud til din mor." Med de ord marcherede Andrija ud af døren og slæbte drengen med, hvis han ikke selv futtede lidt op under bentøjet.
Udenfor værtshuset trak han dem om et sted som var afsides så de kunne tale i ro. "Må jeg så se hvad du har fundet." Hvis drengen benægtede, ville Andrija spænde grebet en smugle mere, før han smed drengen fra sig som var han affald.

Det irriterede Towa utroligt meget at manden bare kunne stå der og grine, og få de andre personer i værtshuset til at grine med. Som om han ejede det hele. Det irriterede ham, hvor lidt han skulle gøre før han irriterede ham! Bare Andrews latter satte Towas blod i kog.
Towa opfattede hvordan manden rykkede sig dovent, da askebrægeret kom imod ham. Da han allerede var begyndt at løbe før askebrægeret ramte noget, havde han ikke lige tænkt sig til at manden kunne flytte sig, hvilket fik Towa til at ramme helt ved siden af. Han ville have faldet på gulvet endnu en gang, hvis ikke Andrew havde grebet fat i hans arm og vred den om på hans ryg. ”Av, av av! Ikke den arm, forhelvede!!” Godt nok var det lang tid siden at manden havde brækket Towas arm... eller skulder, eller hvad det var, men siden Towa ikke rigtig havde styr på sådan noget læge-pjat havde han bare ladet det hele af sig selv og det samme galt hans fod. Det gjorde stadig fucking ondt, hver gang han lavede en forkert bevægelse, så han kunne ikke løbe så hurtigt som han kunne før i tiden.
Andrew brugte et ord som Towa ikke forstod, og begyndte så at gå. Fuck nej! Ikke den her gang! Towa satte fødderne i jorden og prøvede at gøre sig tung, men det gjorde ondt i armen at bevæge sig så meget. ”Giv slip!” Han begyndte at skrige og råbe op, hvilket fik værtshusets gæster til at råbe op om at han skulle holde sin kæft og han hørte hvordan de jublede da de endelig var ude.

Der var stille udenfor. Der var ikke så mange folk på gaderne, men der var lys i de fleste vinduer. ”Giv så slip på mig din fucking bøsserøv!” De få personer som nok havde lagt sig til at sove, ville helt sikkert være vågne nu. Manden trak ham ind til siden og forlangte endda at få at se hvad Towa havde hugget. Ja, jo, selvfølgelig delte han med den person han hadede allermest i hele verden. Selvfølgelig!

”Rend mig i røven!” Råbte han, hvorefter han blev smidt på jorden. Han kurrede en smule hen af stenene så han fik hudafskrabninger her og der på armene. ”Av for helvede, svin!” Han stirrede op på ham og havde lyst til at kast alverdens ting på ham. ”Hvorfor er du sådan efter mig!? Hvad helvede har jeg nogensinde gjort dig, hvad!?” Ikke at han forventede at få et seriøst svar. ”Der er så mange andre du kan irritere!”